Rozès – stadig god til prisen

God til prisen. Sådan lyder talen gerne, når det gælder portvinshuset Rozès, hvis vintage jævnligt ses på tilbud til 100 kroner. Og det er jo ikke meget for en ægte vintage.

Men er vinen vitterligt god nok til prisen? Eller er den ligefrem bedre endnu?

Det skulle afprøves i Den fynske Portvinsklub, som derfor havde anskaffet sig samtlige årgange, som huset har lavet siden 1977. Og det er ikke så få, da Rozès faktisk har deklareret vintage hele 17 gange i årene 1977 til 2009, hvortil kom en fadprøve fra 2011.

Huset blev grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès og handlede snart med portvin i den billige ende af skalaen til det store franske marked. I 1977 blev huset overtaget af koncernen Vuitton-Moët-Hennessy, der som navnene signalerer også står bag andre gode varer. I 1998 blev Rozès så solgt videre til champagnefirmaet Vranken-Lafitte. Begyndelsesåret for smagningen var bevidst sammenfaldende med de nye ejere, som også satte sig det mål at fremme kvaliteten og bl.a. sørgede for at erhverve egne quintaer.

Foruden vintage laver Rozès single quinta fra deres bedste vingård, Terras do Grifo i Douro Superior, hvor der også produceres bordvine. Endvidere står Vranken-koncernen bag portvinsmærket São Pedro das Águias.

Da jeg ikke selv har smagt årgange fra før ejerskiftet, skal jeg ikke sammenligne kvaliteten. Men flere kilder peger på en fremgang. Og smagningen gav i al fald indblik i de seneste årtiers kvalitet og ikke mindst holdbarhed.

De yngste årgange var rå og med pænt af tanniner. Men dog ikke så kraftige som de unge vine fra topmærkerne, hvilket peger på en kortere levetid. Flere af dem var da også allerede drikkelige, hvis man vel at mærke kan lide sin vintage ung og forholdsvis rå. Såvel årgang 2000 som 2007 scorede pænt i klubbens vurdering. Fadprøven fra 2011 var også meget lovende.

Aftenens topscorere var fra 90´erne, hvor vinene stadig har kraft, men trods alt har fået tid til at modnes. Klart flest point scorede 1994, hvorefter fulgte 1991 og 1997. Selv havde jeg 1994 som bedst fulgt af 1997. 1995, som ikke blev generelt deklareret, da det fulgte lige efter topåret 1994, byder ofte på fine vine. Men allerede her kunne svaghedstegnene ved Rozès ses og smages. Vinen var brunlig og ved at miste sin kraft, hvilket er for tidligt.

Og det skulle vises sig at være et forvarsel for indtrykket af de ældste årgange, hvoraf nogle var helt lyse med tawny karakter og uden de store nuancer. Årgang 1982 havde ligefrem udviklet en fæl duft af acetone. Mest spændende blandt de ældre fandt jeg 1985, som var rødbrun i farven og havde en duft af hyldeblomst og lidt mentol. Meget anderledes, men spændende. Det var dog 1977, som høstede en del stemmer blandt forsamlingen, så den endte på et samlet 4. plads – en vurdering, jeg ikke var enig i.

Konklusionen er, at Rozès så afgjort kan nydes. Der er godt med bær og frugt, og vinene er rimelige potente som unge. Men helt store og langtidsholdbare er de ikke, ligesom huset nok skal overveje at skære ned på den flittige deklarering, hvis de vil længere frem i vintage-hierarkiet. 20 år er som tommelfingerregel nok grænsen for, hvor længe de skal lagre. Noget kunne dog tyde på, at grænsen er på vej til at flytte sig. De nyeste vine viste pænt potentiale og vil måske kunne holde længere. Samme konklusion når Richard Mayson, som i sin bog Port and the Douro skelner mellem før og efter 1997, hvor vinene før er mere enkle og modnes hurtigt. 

Med andre ord. Har du som jeg købt vintage fra Rozès til lave priser, er det stadig et godt køb til prisen. Men drik dem endelig, mens de har friskheden intakt.