mandag den 21. maj 2012

Senhora da Noite


Der kunne være et ”s” i enden på senhora i titlen på Mísias 10. album, Senhora da Noite, som vel bedst lader sig oversætte med det engelske ”Lady of the night”. For der er tale om en hyldest til kvindelige digtere og fadosangere. Samtidig er pendulet svunget tilbage til den mere traditionelle fado – et position hun ikke har indtaget med så stor konsekvens siden albummet Ritual, der kom i 2001.

Mísia var en af de første, der slog igennem med fado efter et stille årti i hælene på revolutionen i 1974. Hun pladedebuterede i 1991 og har siden skiftet mellem at levere mere klassisk fado og moderne fado iblandet stilarter som Bolero, franske chansons mv. Fado på kanten, men altid med fadoens typiske indlevelse og stemning.

Hvem er det så Mísia hylder? Jo, for det første – selvfølgelig – Amália, idet afslutningsnummeret Rapsódia Amália er et potpourri af forskellige sange, som alle har tekst af og har været fremført af fadoens dronning. Men Amália er ikke den eneste fadista, som krediteres. Aldina Duarte, Amélia Muge og Mísia selv har leveret tekster ligesom forfattere som Rosa Lobato, Hélia Correia, Lídia Jorge og ikke mindst Agustina Bessa-Luís, hvis bidrag Mísia dog allerede indspillede som titelsang på det fremragende album Garras dos Sentidos. Nu leveres digtet i en mere tempofyldt og munter version. Nye melodier og instrumentering af gamle tekster eller modsat nye tekster til gamle melodier er faktisk ganske normalt i fadoens verden, hvor standartrepertoiret har været fortolket utallige gange.

Senhora da Noite skal ikke ses som et feministisk projekt, har Mísia selv påpeget. Men det er en påmindelse om, at kvinder ikke kun står for vokalen, når det gælder fado, men også kan levere ord og indhold. Kvinder er ikke kun fadoens muser, men også dens skabere.

Foruden titelsangen bør fremhæves den smukke, stille Tarde Longa med tekst af Lídia Jorge en af Portugals største samtidsforfattere samt Ulissipo om Penélope, der venter sin mand, den evige sømand, akkurat som kvinderne i Lissabon, når mændene var på havet. Længslen efter dem på havet eller efter dem derhjemme angives netop som en af kilderne til begrebet saudade og til fadoens opståen.

Ud over den traditionelle besætning med guitar, Guitarra Portuguesa og bas akkompagneres Mísia af piano, violin og akkordeon – instrumenter som hun og andre fadosangere har gjort flittigt brug af før. Et par gange giver violinen klare mindelser om albummet Canto med kompositioner af Carlos Paredes.

Så afgjort et spændende og veludført udspil fra en de største. Og hvad enten Mísia synger mere traditionel fado som her eller eksperimenterer med genren, sætter hun sit eget tydelige kunstneriske fingeraftryk.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar