A Year in Port

Det starter med et billede af en smuk, gammel bro. Ikke den kendte dobbeltdækkerbro Dom Luís i Porto, men den ligeledes ikoniske Tower Bridge i London. I den engelske hovedstad samles en større kreds af ældre mænd for i en blanding af højtidelig og festlig stemning bl.a. at drikke Vintage portvin fra 1985 samt afsynge Rule Britannia som en hyldest til den britiske flåde. Det er så engelsk og så klassisk, som det kan være. Portvin er en after dinner drik for engelske gentlemen.

Sådan indledes filmen ”A Year in Port”, som er instrueret af David Kennard, der tidligere har stået bag de to tilsvarende dokumentarfilm ”A Year in Burgundy” (2013) og ”A Year in Champagne” (2015). Bourgogne, Champagne og Port – en herlig treenighed for alle vinelskere, og for en dedikeret portvinsentusiast som mig, er den nye film selvfølgelig kronen på værket.

Jo, portvin er også englændernes vin såvel historisk som i dag. Selvom ejerne af de britiske portvinshuse i dag er lige så portugisiske, er der stadig traditioner og sociale sammenkomster, der oser af britisk kultur. Det gælder i London, hvor ældre forretningsfolk nyder deres Taylor Vintage – og det gælder i Porto, når portvinsfolket møder deres kunder til en dyst på cricketbanen. Men portvin er selvfølgelig også portugisisk, når vi besøger den lokale vinbonde, som sælger sine druer til de store huse, eller når vi vises rundt i museet hos Ramos Pinto med dets azulejospaneler.

Filmen har ganske fornuftigt valgt at koncentrere sig om enkelte huse og hovedpersoner, i stedet for at skøjte rundt hos alt og alle. Det gælder Taylors og The Fladgate Partnership med Adrian Bridge, Symington Family Estates med især Paul Symington, Niepoort med Dirk Niepoort og endelig Ramos Pinto med den nu forhenværende winemaker og direktør João Nicolau de Almeida. 

Men der dukker selvfølgelig også andre op så som winemaker hos Fladgates David Guimaraens, portvinsinstituttets præsident Manuel Cabral, winemaker Sandra Tavares, lokale vinbønder og entusiastiske unge winemakere, som især satser på bordvine. Dertil kommer – som det var tilfældet i de to foregående film – den fransk-amerikanske vinimportør og co-producer af filmen Martine Saunier, som vi følger på besøg hos portvinshusene og til festlige fødselsdage og optagelsesceremonien i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto i 2013, hvor hun selv blev optaget. Samme år blev den daværende formand for The Vintage Port Club, Henning Borup Jensen, ligeledes optaget, hvorfor jeg selv og andre fra bestyrelsen af portvinsklubben deltog i ceremonien. Derfor lykkes det da mig også at genfinde mig selv som kortvarig statist i tre scener i filmen.

Som titlen signalerer følger filmen årets gang gennem årstiderne og det skiftende klima. Vi er med om sommeren, når der fejres São João i Porto i juni, og de gamle portvinsbåde sejler om kap. Vi er med i markerne før og under høsten i september, når de lokale landsbybeboere møder frem til ugers slid. Vi er med i lagaren på Quinta do Vesuvio og Quinta de Vargellas og med i blendingrummet hos Ramos Pinto, hvor João Nicolau fortæller om deres såkaldte piano – de utallige fadprøver, som giver blenderen mange tangenter at spille på. 

Vi er også med i markerne resten af året, hvor andre opgaver som fx reparationen af de mange skifferterrasser finder sted, ligesom der tages en afstikker til korkindustrien. Vi følger de mange overvejelser om det rette tidspunkt at indlede høsten og oplever ærgrelserne, når man satsede forkert. Og endelig følger vi vinfolket på mere slap line ved sammenkomster og i fritiden, når Adrian Bridge er på cykeltur i Douro, og Paul Symington kører gennem landskabet på motorcykel sammen med den lokale præst.

Men ud over, at handlingen følger årets gang, lancerer instruktøren også nogle modsætninger eller potentielle konflikter for at give fortællingen fremdrift og spænding. Der er de store koncerner over for de mindre spillere på markedet og de små vinbønder. Der er den allerede nævnte modsætning mellem englændere og portugisere. Og så er der det mest tydelige modsætningsforhold – nemlig mellem tradition og fornyelse. Og netop her spiller Dirk Niepoort en betydelig rolle, som den enfant terrible han kan være. Jo, det er portvin, men det er også bordvin, hvor unge winemakere og fx Douro Boys prioriterer Douro DOC vinene højt. Dirk & Co. repræsenterer ”the modern face of Portugal´s wine” og ”a revolution in winemaking”, som det hedder sig i filmen. Men selv om der stadig findes folk, der taler imod denne revolution og mener, at de bedste druer hører hjemme i en portvinsflaske, er der vist ingen tvivl om, at fornyelsen har sejret. Men filmen viser fint og elegant, at det ikke behøves at være en enten-eller, men sagtens kan være et både-og. Portvin (”The Englishman´s Wine”, som titlen lyder på en bog, jeg nyligt har læst) kan stadig associeres med stive engelske overlæber og højtidelige sammenkomster i London. Men det er dog i højere grad portugisernes vin – et unikt produkt, men ikke det eneste, som de stejle skråninger i Douro kan byde på i en tid, hvor såvel de hvide som de røde vine fra samme region vinder udbredelse og berømmelse verden over.

Filmen slutter da også i Porto med det flotte syn af Dom Luís broen. Den indrammes således helt symbolsk af de to kendte broer i England og Porto. Og det i form af flotte optagelser, hvilket i hele taget kendetegner hele filmen, som aldrig bliver for tung af ”talking heads” – altså personer, der blot fortæller til kameraet. Der er også liv, handling, historier, glæde og kontraster – elementer, som tilsammen gør en fremragende dokumentarfilm, som alle portvinsnydere bør unde sig selv at se. Jeg vil derfor varmt anbefale en af de store tv-stationer at indkøbe den, så den kan blive vist i Danmark også.

David Kennard: ”A Year in Port” distribueres gennem Samuel Goldwyn Films og vil senere kunne ses via Netflix. Varighed 1.25.

Læs mere om filmen her.