tirsdag den 2. august 2016

Besøg på Quinta do Crasto

Beliggenheden og udsigten er fantastisk. Og på sin vis er det da også udsigten, der er årsagen til, at Quinta do Crasto ligger, som den gør, højt hævet over Douro. Crasto menes at stamme fra det latinske castrum, så der har givet været en antik fæstning på stedet, hvilket underbygges af, at der stadig er rester af en vej fra romertiden i området.


Fra Quinta de São Luiz er der ikke langt i luftlinje til Crasto, men da vi ikke agter at svømme, må vi tilbage til Pinhão, hvilket går fint ad N222 langs Douro, men på flodens højre bred er vejen langt mindre og snor sig meget mere, så køreturen tager alligevel en times tid.
Vi modtages af Export Manager Rita Magalhães Camelo, som først viser os rundt på ejendommen. Quintaen omtales første gang i 1615, mens bygningerne stammer fra kort tid efter, at Constantino de Almeida købte ejendommen i 1910. Selve quintaen benyttes i dag til repræsentative formål og til udlejning, hvor vinturister kan nyde udsigten, vinmarkerne, vinen og ikke mindst den skønne swimmingpool, der yderst på højen nærmest svæver ud over Douro-floden.


Vi går ned mod produktionsfaciliteterne og besøger såvel flaskebåndet som den store lagerhal til bordvine. Lageret blev moderniseret i 2013 med et nyt system, der gør det muligt at roteres fadene et efter et uden at skulle have hele stakken ned, da de alle ligger i en lille omdrejelig tromle. Med andre ord gør systemet det lettere at lagre hvidvin med battonage, hvor bærmen er med i fadet, som derfor jævnligt skal drejes.


Udenfor i solen nyder vi udsigten ned over de to berømte marker, som i gode år leverer druer til to særlige vine, Vinha Maria Teresa lige nedenfor og Vinha da Ponte inde i bunden af slugten bag broen.


Quinta do Crasto ejes og drives i dag af familien Roquette, der er efterkommere af Almeida. De er en af de fem sammensvorne i Douro Boys (link), som fokuserer mere på bordvin end portvin, men som faktisk er leveringsdygtige i gode vine af begge typer. Portvinen er måske ikke i første division, men som en winemakers dinner med winemaker Manuel Lobo i The Vintage Port Club (link) for nogle år siden viste, er kvaliteten faktisk helt god. Men det skal da klart indrømmes, at det er med sine bordvine, at huset virkelig udmærker sig, ligesom det producerer en udmærket olivenolie.


Den efterfølgende smagning havde derfor også størst fokus på bordvine. Vi smagte følgende vine:

Crasto Branco 2015: Blend af typiske hvide druesorter i Douro: Gouveio, Viosinho og Rabigato. Lys gul i farven. Frisk med citrus, lidt passionsfrugt, frugt og mineraler. God kombination af fyldighed, friskhed og syre.

Crasto Superior Branco 2014: Efternavnet Superior henviser til, at druerne kommer fra husets anden quinta, Quinta da Cabreira, i det øvre Douro. Blend af Viosinho og Verdelho. 6 måneder på fade ligeligt fordelt mellem nye og brugte. Lys, gul. Intens næse med fersken og tropiske frugter samt tydelig fadkarakter med noter af smør. Fyldig, mineralsk og stadig også med syre og friskhed.

Crasto Tinto 2014: Typisk Douro-blend med Tinta Roriz, Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinta Barroca. Primært lagret på ståltanke, men også 5 % fad. Mørk rubin med let lilla kant. God frisk frugt, endnu noget lukket. Blød med tydelige tanniner.

Crasto Superior Tinto 2014: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Souzão og Vinhas Velhas (gamle marker med blandede sorter), lagret 12 måneder på fad. Mørk rubin med lilla kant. Fyldig på frugt og med mere fadpræg. Mere rund i stilen.

Crasto Superior Syrah 2014: Næsten ren Syrah, idet der er tilsat 3 % Viogner og dermed altså ikke typisk Dourostil. Lagret 16 måneder på fransk eg. Mørk rubin. En anderledes næse med vilde bær, mere elegant og mere floral. Fyldig med godt syreniveau og fin tekstur samt med diskrete og bløde tanniner.



Roquette & Cazes Tinto 2013: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz fra såvel Cima Corgo som Douro Superior. Lavet i samarbejde med Daniel Llose fra Chateau Lynch-Bages i Bordeaux, altså Dourovin vinificeret a la Bordeaux. 20 måneder på fad. Dyb rubin. Dejlig duft af friske bær og noter fra fadet. Fyldig og kompleks, elegant i stilen med pænt med tanniner og god eftersmag.

Quinta do Crasto Reserva 2013: Lavet på Vinhas Velhas, altså druer fra gamle marker med 25-30 forskellige sorter. Lagret på fad i 18 måneder. Mørk rubin. Intens i næsen, fyldig i glasset, kompleks og flot balanceret. Som altid et fremragende glas.

Quinta do Crasto Touriga Nacional 2005: Selv om jeg generelt foretrækker blends fra regionen, er det altid dejligt at smage enkeltdruevine, både fordi det giver viden om, hvad de forskellige sorter bidrager med, men også fordi flere af dem faktisk er udmærkede vine. Det gælder netop Touriga Nacional fra Crasto, som nyligt tog stikket hjem ved en masterclass med Douro Boys i København. 16 måneder på fad.  Dyb rubin. Mørke bær og violer i næsen. Frisk og fyldig med mørke bær, blød og behagelig i munden og lang eftersmag.

Quinta do Crasto Maria Teresa 2007: Blend af druer fra marken af samme navn med mere end 30 forskellige sorter. 20 måneder på fad. Dyb rubin. Flot og ekspressiv i næsen, da den lige fik lidt tid. Mørke bær og blomster i næsen. Fyldig og kompleks med mange lag. Såvel frugt som balancerede fadnoter som kakao. Lang eftersmag. En fremragende vin.

Quinta do Crasto Colheita Port 1997: Lavet som en hyldest til Fernando Moreira d’Almeida, søn af grundlæggeren. Mørk ravfarvet, tæt og koncentreret alderen taget i betragtning. Intens og fyldig i munden med tørrede frugter og god syre til at balancere samt lang finale. Faktisk ganske vellykket for et hus, der ellers ikke har gjort det i fadlagret port, men måske der er mere i vente. En fin afslutning på en flot smagning.


Læs mere om Quinta do Crasto her. Vinene fra Quinta do Crasto fås hos Portugisisk Vinkælder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar