Små keramikhaner og djævlefigurer. Folkelige optog og dans ved
fejringen af landets mange elskede helgener som Lissabons Santo António og
Portos São João. Kristusfigurer, azulejospaneler og forskellige former for
brugskunst. Alt sammen er farverigt og festligt og befinder sig et sted mellem
kunsten og kunsthåndværket, mellem æstetik og kitsch. Men det er mere end det.
For det kan også tolkes som udtryk for en folkesjæl, der traditionelt har
befundet sig et sted mellem himmel og helvede – mellem det sakrale og det
profane, påstår en ny bog.
I 2015 viste Museum
of Anthropology ved
University of British
Columbia i canadiske Vancouver
”The wider locations of popular art, in
communities, in homes, in markets, in churches, in schools, on buildings and in
the street — as part of public assemblages — create an everyday aesthetic
capable of evoking different sentiments, memories and significations.”
Bogen kommer vidt omkring. Den starter i en lille mørk butik
i Braga med bøger, brugskunst, kunst, antikviteter, religiøse figurer og fantasifulde
kreationer skabt af indehaveren, som har malet eller omformet gamle genstande
og derved givet dem nyt liv og ny betydning. Eller som det hedder i bogen: ”His shop was a veritable museum of
Lusitania”.
Derefter fortsætter turen gennem små keramiske værksteder i Estremoz
og Barcelos, via religiøse festivaler og mure udsmykkede med graffiti eller
azulejos for derfra at bevæge sig ind på museer, ind i kirker og rundt på
verdensudstillinger for at ende blandt dukketeatre.
Folkekunsten har mange udtryksformer og findes i mange
sammenhænge, men mere interessant bliver det, når den gives betydning og sættes
i relation til landets historie og til forholdet mellem folket, kirken og
staten – herunder især Salazars Estado Novo, som netop benyttede folkekunsten i
sin profilering af Portugal:
”Romarias, ranchos folclóricos (folk dance
groups), gastronomy, village saint’s day festivals, Lisbon’s popular
processions and state-sponsored rural ethnographic projects established the
official version of popular culture, intrinsically linked to the idea of an
“elected people” and an enduring “national spirit,” that the Estado Novo
portrayed as having been constructed from regional diversity.”
Der forestår også løbende en kamp mellem det gode og det
onde, mellem gud og djævelen, som optræder i forskellige udklædninger i mange
keramiske arbejder. Og også her gik kirken og Estado Novo hånd i hånd:
”Both the Estado Novo and the Church upheld
absolute values of good and evil in which the political good and national
aspirations complemented religious grace and followed divine will and destiny. Such
moral absolutism, which outlasted the political structure that supported it,
exerted a pervasive influence on popular art by focusing it on the
representations of good and evil as major themes.”
Endvidere inddrager forfatteren også egentlig kunst og
litteratur som fx Camões ”Os Lusíadas” og den manuelinske byggestil, ligesom fadoen
får et par ord med på vejen sammen med begrebet saudade – den melankolske
længsel som ofte forbindes med fado og med den portugisiske folkesjæl generelt.
Anthony Alan Shelton relaterer især fadoen til søfarten og den opståede længsel
under fraværet, hvilket dog er noget forenklet. Det har givet spillet en rolle
og er også et tema i en del fadosange, men nyere forskning har fastslået, at
fadoens væsentligste rødder er afrobrasilianske danse og sange, som frigivne
slaver bragte med sig til storbyen Lissabon.
Selv om der således kan spores tendenser til at overfortolke
symboler og sammenhænge, er det spændende læsning, som ikke alene fortæller en
del om den portugisiske folkekunst, men også om Portugals historie og
selvforståelse. Og samtidig er der tale om flot billedbog, hvor mange af de
viste genstande på en gang kan fremmane latter og eftertanke.
Læs mere om udstillingen og se billeder her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar