søndag den 3. januar 2016

Enkeltdruer fra Quinta dos Carvalhais

Overordnet set er Portugal kendt som et vinland med mange forskellige druesorter, som især bruges til at lave fremragende blends. Det gælder Douro og det gælder Dão, hvor sorter som Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen ofte indgår i forskellige blandingsforhold.
Men der produceres også vine på enkeltdruer som Touriga Nacional og den hvide Encruzado – og det med glimrende resultater, hvilket Quinta dos Carvalhais er et fint eksempel på. 
Quinta dos Carvalhais er en del af Portugals største vinkoncern, Sogrape, hvis vækst skyldes salgssuccesen Mateus Rosé. Sogrape ejer bl.a. det tre store portvinshuse Sandeman, Ferreira og Offley samt en række vinmærker rundt om i landet og i udlandet. I 1957 etablerede de sig i Dão med det kendte varemærke Grão Vasco. Den 100 hektar store Quinta dos Carvalhais blev købt i 1988 og har to vinerier, hvor det ene benyttes til quintaens egne druer, mens den anden vinificerer druer indkøbt fra mindre ejendomme.  
Winemaker Beatriz Cabral de Almeida står bag såvel typiske Dão-blends som en lang række enkeltdruevine på de mest kendte sorter fra regionen.

Følgende to vine er smagt:


Quinta dos Carvalhais Encruzado 2013, Dão DOC
Lys strågul og medium intens. Duft af æbler, pærer og lidt passionsfrugt, men også florale noter samt en let røget karakter fra fadlagringen. En frisk og tør vin med godt med syre og frugt. Fyldig, let krydret og med lidt marcipanpræg og andre noter fra fadet. Fin eftersmag. En lækker og harmonisk vin, som vil gøre sig godt til mad.

Quinta dos Carvalhais Touriga Nacional 2012, Dão DOC
Produceres kun i udvalgte år og lagres i 12 måneder på franske egefade. Rubin og medium intens. Flot duft af bær, bl.a. solbær og lidt hyldebær samt violer. Høj syre, let brændende og med markante, men integrerede tanniner. Frugten dominerer, men bag anes også lidt fadpræg. En flot og elegant vin med kant og god eftersmag, som kan drikkes nu, men også lagres i en del år. Fremragende madvin.



Endvidere blev dette blend fra Magnums Quinta do Ribeiro Santo smagt:

Ribeiro Santo Reserva 2011, Dão DOC
Et blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz og Alfrocheiro, lagret 10 måneder på franske fade. Rubin med rød kant. Duft af mørke bær og modne kirsebær samt lidt røgede fadnoter. Fyldig med bløde tanniner og høj syre. Dejlig rig på frugt. Fin eftersmag og stort lagringspotentiale.

Vinene fås hos Portugisisk Vinkælder.


Hermed slutter min rundtur i Dão. Næste stop i min præsentation af de portugisiske vinområder bliver naboregionen Bairrada, som især er kendt for den markante drue Baga.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar