torsdag den 21. januar 2016

Para Amália – hyldestalbum af Mísia

Mísias tilgang til fadoen har ofte været tvetydig. På den ene side tog hun tydeligvis afsæt i den traditionelle fado, da karrieren blev indledt i 1991. Men hurtigt og siden da har hun mere bearbejdet fadotraditionen i forhold til sit eget kunstneriske og musikalske projekt, som inddrager mange andre musikalske udtryk og stilarter. På nogle af plader har fadorødderne været tydelige – på andre næsten usynlige.
Hendes seneste album forholder sig tydeligt og direkte til fadotraditionen. Der er tale om en hyldestplade til Amália Rodrigues bestående af to meget forskellige CD´er, men selv om hyldesten selvfølgelig er af fuldt hjerte, er der samtidig tale om meget personlige fortolkninger, sunget med en stemme, som på ingen måde forsøger at efterligne Amálias.
På den første CD akkompagneres hun næsten udelukkende af den italienske pianist Fabrizio Romano, som hun har arbejdet sammen med i nogle år. Her får vi en række sange fra Amálias lange karriere, spændende fra ”Solidão (Cançao do Mar)”, som var med på soundtracket til filmen “Les Amants du Tage” (”Nætter i Lissabon”) fra 1955, hvor Amália optrådte som sig selv, til ”Prece” og ”Romance”, som er at finde på hendes sidste studiealbum ”Obsessão” fra 1990. Et album, der i øvrigt ligesom Mísias plade er sparsomt akkompagneret, så stemmen får lov til at stå i centrum.
Undervejs er der – selvfølgelig fristes man til at skrive – blevet plads til nogle af Alain Oulmans kompositioner. Amália arbejdede bl.a. sammen med Oulman på mesterværket ”Busto” (1962), hvorfra vi får ”Vagamundo”.
Allerede åbningssangen slår stemningen an. ”Tive um Coraçao, perdi-o” er en sørgmodig sang om at have tabt sit hjerte og om døden – emner som såvel fadoen generelt som Amália havde tæt inde på livet. Sangen står ofte alene for så at lade pianoets mørke toner og den portugisiske guitar understrege tristheden.

En enkelt sang, ”Amor sem Casa” er med gæsteoptræden af skuespilleren Rogério Samoras dybe, udtryksfulde reciteren. Og endelig kommer vi som en mere festlig afslutning oven på alvoren tilbage i tiden med en bevidst gammeldags indspilning af klassikeren ”Lisboa Antiga”.
Den anden CD er anderledes såvel musikalsk som tematisk. Hvor den første er nøgtern og indadvendt, er stemningen her langt mere ekspressiv, tempoet generelt højere og med guitarledsagelse. Sangene her er såvel fra Amálias repertoire som folkemelodien ”Rosinha da Serra d'Arga” og ”Flor de Lua”, som Amália selv har skrevet tekst til, og så nyskrevet til lejligheden eller genindspilninger af andres hyldestsange ligesom et par sange er duetter. På den utrolig flotte ”Amália sempre e agora”, hvis melodi i øvrigt er skrevet af Mário Pacheco fra Clube de Fado, synger Mísia sammen med brasilianske Maria Bethânia, der i sin lange karriere har indspillet flere fadosange. På Carlos Canos ”Maria la Portuguesa” med spansk tekst er det flamencosangerinden Martirio, som medvirker. Og det giver faktisk god mening at lade såvel brasilianske som spanske kunstnere medvirke på en hyldestplade, da begge nationer tog Amália til sig, ligesom hun indspillede plader begge steder.
En spændende hyldest og et meningsfuldt projekt. Det er langt fra første gang, Mísia har Amália på repertoiret, men her kommer vi godt rundt om stjernen, og de to forskellige CD´er supplerer hinanden på bedste vis. Alt i alt et dejligt varieret album, som vinder for hver gennemlytning.

Mísia: ”Para Amália”, Warner Music 2015.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar