Søndag med museer

Mit planlagte program for denne tur til Portugal begynder først i morgen. Men med tre museumsbesøg på samme dag, kan man vel ikke kalde dagen for ren afslapning.

I formiddags gjaldt det først Museu de Serralves, som jeg har besøgt før. Museet åbnede i 1999 i en park halvvejs ude mod kysten (buslinje 201 er en god forbindelse). Bag står Serralves Fonden, som blev stiftet i 1989 netop med det formal at drive et nationalt museum for moderne kunst. Foruden museet her i Porto skaber fonden også udstillinger rundt om i landet med afsæt i sin egen omfattende samling.

Serralves Museet viser ikke selv sin permanente samling, men skiftende udstillinger. Derfor er det aldrig helt til at vide, hvad man præsenteres for. I dag var der to store udstillinger – en retrospektiv med den brasilianske kunstner Mira Schendel og en med 12 portugisiske samtidskunstnere.

Mira Schendel (1919-1988) var schweizisk-født, men flyttede i 1949 til Brasilien hvor hun snart slog sig ned i São Paulo og blev en del af landets scene for moderne kunst. Udstillingen omfattede mere end 200 værker spændende fra tegninger over malerier til skulpturer.

Blandt de 12 samtidskunstnere var der især to værker, som jeg fandt interessante. Carla Filipes store installation ”Why Railways” med en lang række citater, udsagn og dokumenter – herunder en stor mindetavle med navnene på jernbanearbejdere, som mistede livet under 2. Verdenskrig. En anden del af installationen omhandlede, at billetpriserne i England er langt højere, hvis man køber sin togbillet på stationen i stedet for at købe den over nettet. Som Carla Filipes skrev: ”In this County I don´t feel independent. Everything has to be bought by internet and with time advance”.

Det andet værk, jeg brugte tid på, var en film af Gabriel Abrantes og Benjamin Crotty, optaget i Angola. Titlen ”Liberdade” var dobbelt, da det dels var navnet på hovedpersonen og dels betyder frihed. Filmen var en lille Romeo og Julie historie om den fattige unge, sorte mand og den rige unge kinesiske kvinde, der forelsker sig – en fortælling om fattigdom, klasseforskelle og ikke mindst præstationsangst.

Næste stop var et museum, jeg faktisk må indrømme aldrig at have besøgt før trods min store interesse for portvin. Museu do Vinho do Porto ligger lidt ude langs Dourofloden og er indrettet i et gammel pakhus, som i sin tid netop tjente som vinlager. Udstillingen er ikke omfattende og handler mere om portvinens betydning for byen Porto – end vinen selv: Om varehusene og portvinslagrenes historie, fund fra gamle udgravninger, om portvinbranchens betydning økonomisk set, om toglinjen op gennem Douro samt lidt om flaskernes historie. Har man besøgt adskillige portvinshuse, som jo efterhånden alle har deres egne små museer, er der ikke så meget nyt at hente. Men en fin lille indføring og vel ”et must” for nørder.

Efter en gang bacalhau til middag i Ribeira-kvarteret overfor portvinshusene i Gaia, besøgte jeg så endelig Henrik Søfarerens fødehjem, som netop ligger i Ribeiro. Huset havde i sin tid to tårne og fremstod den gang som en hel fæstning. Gårdspladsen er fra 1325, men helt tilbage i romertiden var der bebyggelse viser udgravninger. Huset tjente som kongens forlængede arm, hvorfra man kontrollerede handelen mellem byens havn og Europa. I dag er det et moderne indrettet museum, som ikke fortæller meget om Henrik Søfareren selv, men mest om selve huset og byens udvikling. Henrik Søfareren blev efter sigende født i huset i 1394, og han hyldes da også som bysbarn, hvilket netop er en væsentlig grund til at portvinsbroderskabet iklæder sig den karakteristiske store hat, som Henrik Søfareren selv er afbildet med på malerier.

Tre forskellige museer. Og alle på Porto-siden af Douro. Selv om udsigten over mod Gaia var indbydende, havde jeg besluttet mig for ikke at krydse broen. Det vil jeg så til gengæld gøre de næste tre dage, hvor adskillige portvinshuse skal besøges. Flere indlæg vil derfor følge de nærmeste dage.