torsdag den 6. marts 2014

Fado Resounding


Endnu en bog om fado, landede i postkassen. Dejligt. Lystlæsning og læring. Hvor den forrige var en grundig gennemgang af fadoens historie skrevet af en portugiser (se post fra januar 2014), er ”Fado Resounding” en etnografisk og sociologisk analyse af fadoens betydninger ved den amerikanske professor i musik ved Columbia University, Lila Ellen Gray.
Når bogen indledes med en længere redegørelse for den videnskabelige metode og afsluttes med mere end 35 siders noter, kan man frygte, at den er for tør og teoretisk i sin tilgang og for lidt konkret. At den udelukkende analyserer fadoen udefra uden at opleve og sanse den indefra. Men Lila Ellen Gray formår at gøre begge dele. Jo, det er et etnografisk og musiksociologisk studie, men det er også skrevet af en kvinde, som har boet i Lissabon, opholdt sig i fadomiljøet gennem længere tid, lyttet og sågar selv prøvet at synge fado. Hun skriver på basis af levet erfaring og ikke kun studeret viden.
To meget forskellige lokaliteter spiller en større rolle i bogen. Tasca do Jaime i bydelen Graça og Museu do Fado i Alfama. Det første sted bliver hendes foretrukne. Her møder hun den ægte amatørfado, hun lytter, føler og lærer, og hun taler med en lang række optrædende og synger sågar selv. På fadomuseet ser hun selvfølgelig udstillingen om fadoens historie, men tager også sangundervisning på museets fadoskole og interviewer underviserne.
Hvor det første sted repræsenterer den mere folkelige udgave af fadoen og dermed traditionen, er det sidste sted eksponent for den professionelle tilgang – to poler som fadoen netop er udspændt imellem. Vil man være fadosanger kan professionel sangundervisning selvfølgelig være nødvendigt og givende, men den uformelle læring i fadomiljøet er mindst lige så vigtig. Det er på de små fadosteder, at overleveringen og de uskrevne regler kan erfares, og hvor myterne florerer på godt og ondt. For Lila Ellen Gray formår fint at vise, at en del af de ”sandheder”, som fadohistorien og -kulturen er rig på, netop ikke er objektive sandheder, men erfaringer og fortællinger overleveret fra mund til mund og gennem generationer.
Lila Ellen Gray kommer omkring emner som historien, byen, følelserne, teksterne, melodierne, fadoens position i verdensmusikken og kønsproblematikken. Vi hører om de mandlige musikere og de kvindelige sangere, om tekster hvor kvinden er underlagt manden og om luder-madonna komplekset, personificeret i den første fadostjerne Severa og tilstedeværende i mange fadotekster.

Et par emner får særlig behandling, nemlig fadoen stilling under Salazars Estado Novo og Amálias eftermæle som stjerne og ikon. Som bogen så rammende beskriver det, er Amália til stede overalt. Hendes billede står som relikvie i montre på fadorestauranter, og hun er den store reference, som alle sammenlignes med, og hvis repertoire af samme grund er respekteret, så det kræver mod at synge hendes kendte sange. Hun høres som muzak i stormagasiner og i turistvogne på gaden, og hun dyrkes i dragmiljøet.
”Her name was everywhere, invoked as a divine musical standard, as patrimony, as culture, as nation, as place: My daughter is a veritable Amália. You should hear her sing. The voice of Amália is the voice of national patrimony”, som Lila Ellen Gray beskriver og citerer det.
Fadoens forhold til Estado Nova har været og er stadig meget omdiskuteret. Lila Ellen Gray redegør fint for samspillet mellem opblomstringen af de mange casas de fado og Estado Novos folkloristiske og nationale kultursyn samt om styrets censur, der forbød tekster med politisk indhold, hvilket ellers var fremherskende. Men hun viser også at billedet ikke er entydigt ved at referere til revolutionære og oppositionelle fadosange og ved bl.a. at præsentere en kunstner som José Manuel Osório. Ligeledes med Amálias eftermæle, da hun kritiseres for at have været en del af systemet, men samtidig også sang ”oprørske” sange.  
Når fadoens kan inspirere til bøger som ”Fado Resounding”, skyldes det, at der jo ikke blot er tale om en musikgenre. Fadoen er også en urban udviklingshistorie – en musikform og livsform, som har eksisteret under og i opposition til et samfund, som gennem de sidste 200 år har gennemgået mange omvæltninger. Den har overlevet og har i dag stor betydning – både for de små lokale miljøer som det omkring Tasca do Jaime og for den mere kommercielle musikindustri og den globale verdensmusik.
Eller som Lila Ellen Gray skriver i første kapitel om Tasca do Jaime:
”There are places in Lisbon that gather fado and fadistas: places where the talk of fans and singers, the photographs on the walls, and the songs and the stories told through singing merge and spin off of one another, teaching and reinscribing what fado is and its relation to history – both its own history as a genre and Portuguese history writ large. These places teach one to listen to fado, how to feel saudade, and teach one how to have soul”.


Lila Ellen Gray: Fado Resounding. Duke University Press 2013. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar