tirsdag den 25. marts 2014

Besøg i Factory House

Feitoria Inglesia.  Alene det portugisiske navn er sigende. Det er ikke for alle. Det er for englænderne.
Ingen tvivl om, at englænderne har spillet en stor rolle i portvinens historie. Derfor har de også deres eget hus i Porto. Factory House for de engelske handelsmænd blev allerede etableret i Porto i 1727. I 1790 blev den stadig benyttede bygning så opført med John Whitehead som arkitekt.
Formålet var at mødes, dele erfaringer, snakke forretninger samt have socialt samvær. I perioder var de engelske portvinsskippere direkte i opposition til portugiserne, som ikke altid var glad for de privilegier, de forskellige handelsaftaler havde givet briterne.  I dag er det stadig en engelsk klub, hvor portugisere kun er med som gæster.


I dag fik jeg besøgt Factory House, som ligger på et hjørne i den tidligere Rua Novo dos Inglesias  ved Ribeira. Bygningen er flot med sine søjler, men er egentlig meget diskret i bybilledet. Indenfor emmer det af lang tids historie i flere etager. Kortrum og billardrum. Balsal og bibliotek med 20.000 bind. 


Og så ikke mindst de to spisesale, som benyttes hver onsdag, når medlemmer af det britiske selskab mødes over en god middag. I den ene spises der, hvorefter alle rejser sig og finder plads ved bordet i rummet ved siden af for at nyde deres portvin.



Oppe på øverste etage ligger det gamle køkken, hvorfra maden måtte bæres ned af en stejl trappe, så den kunne serveres. Køkkenet har dog ikke været i brug længe, men er afløst af en mere moderne udgave… i kælderen. Traveturen er stadig lang, men min rundviser, husets bestyrer Olga Lacerda forsikrer mig om, at suppen ikke er kold, når den når frem.



Traditionen foreskriver, at portvinen serveres blindt ved middagen hver onsdag, så medlemmerne kan gætte sig frem til, hvad der er i glasset. Det har efter sigende fremkaldt en del røde ører, hvis man mente, at en fremragende portvin var fra konkurrentens hus.

Portvinen hentes i kælderen, som alle medlemmer skal give deres bidrag til – både når de som enkelt personer bliver optaget og så hver gang, deres hus erklærer vintage. Så på hylderne kan man finde flasker fra alle medlemmernes huse og kontrollere, hvad de enkelte medlemmer bidrog med, da de blev optaget. Dertil kommer den særlige blendede Factory House Vintage.

En lille rundvisning i en verden, som på den ene side er af i går med al sin upstairs and downstairs og portugisisk vs. engelsk. Men det er også en verden, hvor traditioner holdes i hævd, og som stadig spiller en rolle for det sociale liv i den engelske del af portvinsbranchen samt for de gæster, som er heldige at blive inviteret med til onsdagsmiddagen. Det sociale dominerer over det politiske i dag, men mon ikke der stadig snakkes lidt forretning ind i mellem. Pass the port, please.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar