Den 25. oktober
afholdes vinfestivalen Wines of Portugal i Langelinie Pavillonen i København.
Her besøger 16 portugisiske vinproducenter Danmark og skænker smagsprøver på
deres forskellige vine fra portugisiske regioner som Vinho Verde, Dão, Alentejo
og Douro – ligesom der sikkert også bliver budt på lidt portvin. Læs mere her.
Arrangør af
festivalen er Wines of Portugal, som er en brancheorganisation, der markedsfører
portugisisk vin rundt om i verden. I 2019 vendte de tilbage til Danmark, som de
ellers havde forbigået i en årrække. Og siden har de – coronapausen fraset –
hvert år afholdt festival og stået bag andre arrangementer og smagninger i
Danmark målrettet såvel forbrugere som professionelle i form af importører,
sommeliers og pressefolk.
Som
vinskribent med speciale i portugisisk vin og portvin – og som honorær konsul
for Portugal – er det et glædeligt initiativ, som har haft og har min fulde
opbakning. Portugisisk vin er stadig ikke helt værdsæt i forhold til kvaliteten,
hvilket såvel Wines of Portugal som jeg selv i al beskedenhed prøver at gøre
noget ved. Efter arrangementet vil du derfor kunne læse mere om smagningen på
min vinblog, Vin med Mouridsen.
Wines of
Portugals festival er dog ikke den eneste mulighed for at smage portugisisk vin
og portvin i Danmark. Lejlighedsvis finder der andre festivaler sted f.eks. med
fokus på Vinho Verde, ligesom jeg selv også har afholdt flere smagninger rundt
om i forskelligt regi. Og så findes der landet rundt adskillige messer og
festivaler med særligt fokus på portvin.
Listen er
lang og med fare for at have glemt nogen, vil jeg lige kort remse mulighederne
op:
Portvinsfestivalen
på Børsen i København blev afholdt første gang i 1988 og er dermed landets
ældste. Samtidig er den en slags rollemodel for mange af de andre portvinsfestivaler
og -messer. Den finder altid sted den første mandag i november og i år altså
mandag den 6. november. Der er tre smagerunder af hver to timers varighed samt
en pressesmagning for særligt inviterede. Arrangør er Henrik Oldenburg, som
også er forfatteren bag den danske ”portvinsbibel”. Læs mere her.
To dage
inden finder Odense Portvinsmesse sted, hvilket vil sige lørdag den 4. november
i DOK5000 ved Odense Havn. Konceptet er nogenlunde det samme som på Børsen, men
dog kun med to smagerunder. Billetten giver således adgang til at smage ved
alle stande, mens mere dyre og eksklusive portvine kan tilkøbes. Læs mere her.
Lørdag den
11. november i år afholdes Nordjysk Port- og hedvinsfestival i Aalborg HK´s
Idrætshal, arrangeret af Nordjysk Vinimport. Som navnet oplyser er der ikke kun
fokus på portvin, men også andre hedvine som madeira og moscatel, der ligeledes
er portugisiske. Billetten giver adgang til fire timers smagning. Læs mere her.
Den
næstældste festival i Danmark er Portvinsmessen i Roskilde, som har fundet sted
siden 2015. Den er placeret i marts måned i Roskilde Kongrescenter med to
smagerunder af hver to timers varighed. Næste gang er derfor lørdag den 2.
marts 2024. Læs mere her.
Portvinsfestival.dk
startede i Odense, men blev i år afholdt i Helsingør, Vejle, Odense, Aarhus og
Svendborg. De vender givet retur næste år i Odense og andre byer. Konceptet er
lidt anderledes. For det første er det primært lokale vinhandlere og
importører, der inviteres med. For det andet giver billetten adgang til et
bestemt antal glas, mens yderligere kan tilkøbes. Læs mere og hold øje med
datoerne her.
I Aarhus har
der tidligere været forskellige tiltag. Nu gælder det Portvinens Dag, som
afholdes i såvel Aarhus som København i henholdsvis foråret og efteråret. Næste
gang er således i Aarhus lørdag den 3. februar i Centralværkstedet. Læs mere
her.
Horsens har
også fået sin egen festival under navnet A Taste of Port. Festivalen afholdes i
september og finder sted næste gang lørdag den 28. september 2024 i Forum
Horsens. Igen er der tale om to smagerunder a to timers varighed. Læs mere her.
God fornøjelse
med smagningerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar