Butler Nephew & Co.

For nogen tid siden landede endnu en prøvepakke med vin sendt fra Portugal. Dejligt, når man som jeg, altid er nysgerrig efter at smage nyt. Denne gang kom pakken fra firmaet Christie´s, som producerer bordvine og portvine under henholdsvis navnene Castelinho og Butler Nephew & Co. Pakken bestod da også af et par flasker rødvin og en fin æske med prøver på fem forskellige fadlagrede portvine.

Portvinshuset Butler Nephew & Co. har aner tilbage i 1700-tallet, da det er grundlagt af ejerkredsen bag Burmester, Nash & Co. I 1789 blev James Butler partner og senere kom John Nash´s nevø til, hvorefter navnet blev til Butler Nephew & Co. Efter 2. verdenskrig var huset ejet af Gonzales Byass, som i 1979 blev købt af Stephen Christie. Familien har produceret portvin gennem to generationer og ejer Quinta Dona Mafalda.

Her er lidt noter på de smagte vine:

Castelinho Reserva 2011: Douro rødvin lavet på druerne Touriga Nacional og Touriga Franca samt druer fra gamle vinmarker. Fin rubin med godt med frisk frugt, solbær og brombær. Lidt marmeladeagtig med tydelige, men ikke overdrevne noter fra fadlagringen. Dog lidt vel meget vanille efter min smag. Bid, men med bløde tanniner. Lang pebret eftersmag. Fint drikkeklar.

10 års hvid: Gylden med duft af mandler, tørret frugt, lidt orange og noter fra fadet. Delikat smag med bl.a. mandler og appelsinskal. Sød, men også med friskhed og god balance.

Finest Reserve Tawny: Lavet på vin lagret i gennemsnit 7 år. Granatfarvet med duft af frugt og mørke bær. Syltede kirsebær, krydret og let syrlig. Ligefrem og uden kompleksitet.

10 års Tawny: Mørk rødbrun med duft af kirsebær og valnød samt noter fra fadet. Cremet, måske lidt ordinær og ikke helt harmonisk, men med fin eftersmag.

20 års Tawny: Lys rødbrun. Fin duft af nødder, valnød og diskret orange samt lidt vanille. Blød med fine tørrede frugter og god syre. Harmonisk og velsmagende med lang eftersmag.

40 års Tawny: Brun. Valnødder, mandler og honning i næsen. Tørrede frugter og vanille. Stadig fin syre til at balancere sødmen. Lang flot eftersmag.

Huset er så afgjort bedst på 10 års hvid og de længst lagrede, 20 og 40 års Tawny. Foruden de smagte portvine producere Butler Nephew LBV og Vintage samt en 20 års Prestige-udgave.

Læs mere her

Den gamle dame er kommet til byen

En glædelig nyhed indløb for et par uger siden. Jeg har længe været ærgerlig over, at portvinshuset Ferreira har været svært at finde på det danske marked. De har godt nok haft en importør, men denne har mest gjort det i engrossalg og salg til Duty Free Skandinavien – og ikke i detailhandel. Derfor har det udmærkede, traditionsrige portugisiske mærke desværre mest glimret med sit fravær.

Det ændrer sig forhåbentligt nu. Portugisisk Vinhandel i Odense har fået agenturet for det gamle portvinshus, hvorfor de i forbindelse med deres sidste halvårlige udsalg inviterede til smagning. Jeg benyttede mig af lejligheden til at smage de ni forskellige portvin, de nu har fået på hylden. Men først lidt om huset.

De fleste større portvinshuse har en lang historie, hvor der optræder mange personligheder. To personer overskygger dog alle andre, når portvinens historie bliver skrevet. Baron Joseph Forrester, hvis navn er knyttet til Offley og kortlæggelsen af Douro samt Dona Antónia Ferreira. De to var i øvrigt gode bekendte, og det var netop på en fælles sejltur på Douro, at Baron Forrester druknede, da deres båd kæntrede ved Cachão de Valeira. Den gang var floden ikke opdæmmet og rolig som nu, men med adskillige fald og strømhvirvler. Legenden fortæller, at det var Dona Antónias krinoline, der bar hende oppe i den brusende flod, hvorimod Forrester blev tynget ned af sit bælte med sølvmønter.

Huset Ferreira blev grundlagt i 1751 og fik sin storhedstid under Dona Antónia, som levede 1811-96. Selv om hun var lille og fik kælenavnet Ferreirinha (den lille Ferreira), var hendes betydning for såvel firmaet som hele regionen stor. Under hendes lederskab voksede Ferreira til at eje hele 24 quintaer herunder så velrenommerede som Quinta de Vargellas (nu Taylor), Quinta do Vesúvio (nu Symingtons) og Quinta do Vale do Meão. Endvidere stod hun bag investeringer i infrastruktur og social udvikling af området og grundlagde bl.a. hospitalet i Régua.   

Siden har et par andre personligheder været knyttet til Ferreira. Winemakeren Fernando Nicolau de Almeida, som med Barca Velha var den første til at lave rødvin af kvalitet i Douro, og Francisco ”Vito” Olazabal, som i dag laver udmærket rødvin og portvin på Quinta do Vale do Meão. I 1997 blev huset overtaget af Sogrape, som også ejer Sandeman og Offley.

Bordvinsproduktionen spiller stadig en stor rolle, men er i dag uskilt som Casa Ferreirinha, hvor Portugisisk Vinkælder i øvrigt også sælger den udmærkede rødvin Callabriga (2011). Jeg smagte den senest (dog i årgang 2010) i foråret på Quinta do Seixo sammen med Sograpes winemaker Luís de Sottomayor, som også er manden, der står bag de dejlige portvine. Her er lidt noter:

Dry White: Lys med duft af abrikos, nødder, florale toner og lidt parfumeret. Flot og tør, men ikke knastør som andre af slagsen. Restsukkerindhold er 85 g/l, hvor Taylors Chip Dry fx kun har 34,6 g/l.

Lagrima: Sød, hvid port. Gylden og ravfarvet. Smag af abrikos, honning, blomster og krydderier. Fin balance, da sødmen ikke føles overvældende og opvejes af lidt syre. God lang eftersmag. Restsukker er her 139,5 g/l.

D. Antónia Reserve White: Opkaldt efter legenden. Gylden i farven. Tørret frugt, blomster og krydderier i næsen. Lavet på vin lagret i gennemsnit 7 år og har da også begyndende fadpræg. Fin balance mellem syre og sødme.

10 års White: Flot gylden ravfarvet med fadpræg. Frisk med fin frugt og krydderier samt en god lang eftersmag.

D. Antónia Reserve Tawny: Næsten ruby i farven, men dog begyndende fadpræg. Stadig en del bær, abrikos og anden frugt i smagen. Fint balanceret, men også lidt anonym.

10 års Tawny, Quinta do Porto: Brunlig og med duft af mandler og krydderier, men også lidt frugt- og blomsterpræg. Et flot, fyldigt glas med fin balance og lang eftersmag.

20 års Tawny, Duque de Braganca: Brun og med en dyb duft af nødder og tørret frugt samt lidt diskret orange. Dejlig i munden med god karakter og dybde, men stadig også med en vis friskhed. En af de rigtig gode 20 års på markedet.

LBV 2009: Ruby med godt med røde frugter, men også lidt røget og krydret. Fin harmonisk, men godt med tanniner. Kan drikkes nu eller lagres.

Vintage 2011: Rød og lille i farven. Dyb og koncentreret med masser af fin, ren frugt, brombær og tanniner til et lagt liv. Krydret og pebret ende. En årgang, der er værd at have liggende i reolen.

Dejligt at få muligheden for at smage. Og det er i al fald ikke sidste gang for mit vedkommende. 

Besøg Portugisisk Vinkælder her 

Festival på Børsen

Som omtalt i mit seneste indlæg, begyndte Portvinsfestivalen med en stor smagning i selskab med Cristiano van Zeller og Quinta Vale de Maria. Cristiano var selvfølgelig efterfølgende til stede på selve festivalen, som traditionen tro bød på en lang række store og små importører og et fint udvalg af portvinshuse.

Han var heldigvis ikke den eneste portugiser på Børsen. Han havde følgeskab af sin fætter Alvaro van Zeller fra Barão de Vilar og Maynards, Ana Rato fra Ramos Pinto, Sonia Figueira fra Sogevinus, Isabel Vieira og Joana Duarte fra Bulas samt Gustave Devesas fra Symington Family Estates, som havde valgt at introducere Cockburns på det danske marked.

Dejligt at se så flot et fremmøde af såvel kendte ansigter som for mig nye. Med al respekt for dygtige og entusiastiske importører, er der noget særligt ved at få skænket portvin af producenterne selv og samtidig på en lille snak.

Med de mange mennesker til den åbne smagning var det svært at koncentrere sig i forhold til at skrive noter. Derfor skal her kun følge nogle enkelt bemærkninger til nogle af de vine, jeg smagte.

Jeg lagde ud med en glas hvid reserva fra Casa Santa Eufêmias og to udmærkede Colheitas fra Dow´s. 2002, som stadig havde en del frugt og røde bær i behold til at balancere tawnykarakteren med de mørkere nuancer af nødder og figner, samt 1992 med hasselnødder, honning og karamelpræg. Et flot glas.

Derefter var jeg forbi Bulas og fik en snak med Isabel Vieira. Det familieejede portvinshus ejer de to vingårde, Quinta da Fozceira og Quinta de Costa de Baixo. De har været repræsenteret på Portvinsfestivalen i flere år takket været importør Torben Mandrup fra DrikPortvin, som også har været flink til at arrangere smagninger i eget regi. Og efter at have smagt på varerne, kan man jo ærgre sig over ikke at have sagt ja tak noget før.

Jeg fik først deres Vintage 2011, som kun er nummer to i rækken (den første var år 2009). Ung og rig på frugt og mørke bær, men også mere grønne noter, en fin struktur og flotte tanniner til et langt liv.

Derefter smagte jeg deres 20 års og 30 års tawny. 20 års var dejlig rig på frugt, en duft af orange og tørrede frugter samt fin syre til at balancere. En elegant vin. 30 års havde samme linje, men mere udpræget fadkarakter. Stadig en duft at orange, men også tørret frugt, mandler og kaffenoter. Blød og cremet, dejlig i munden og med en fin eftersmag. Et par elegante og spændende vine og et hus, jeg da helt sikkert vil udforske nærmere i nær fremtid.

Slutteligt kan det også nævnes, at jeg smagte Ferreira 10 års hvid og Vintage 2011 hos Strandgården. Ferreira har netop fået ny importør i Danmark og mere herom vil følge i et andet indlæg snarligt. Endelig var jeg også forbi Ramos Pinto og fik smagt Quinta de Ervamoira Vintage 2005 – netop Ervamoira gjorde det flot i den store 1994 smagning i The Vintage Port Club nyligt og 2005 udgaven levede helt op til dette.

Som altid en god dag med god portvin. Lidt vel hektisk, hvorfor der var masser af vine, som ikke blev smagt. Men dem har jeg jo så til gode til næste år. Henrik Oldenburg har allerede offentliggjort datoen, så sæt kryds ved mandag den 2. november 2015.

Cristiano van Zeller på Børsen

En stor mand bag store vine. Sådan kan det kort og godt siges. Cristiano van Zeller fylder godt fysisk, så det kan virke lidt morsomt, at han faktisk udgør en af drengene i ”Douro Boys” – de fem producenter (Quinta do Crasto, Niepoort, Quinta do Vallado, Quinta Vale Meão og Zellers egen Quinta Vale de Maria), som først i det nye årtusinde gik sammen både for at hjælpe og inspirere hinanden, men ikke mindst også for i fællesskab at markedsføre deres vine. Og jeg skriver netop vine. For selv om alle fem også laver portvin, er det med deres Douro vine, at de har opnået størst berømmelse sammen.

Derfor var 15 af de i alt 24 glas, som blev serveret ved smagningen på Børsen i forbindelse med Henrik Oldenburgs store Portvinfestival faktisk bordvine, mens de sidste ni var portvine. Rækken var altså lang, og inden da fortalte Cristiano om sig selv og Quinta Vale de Maria samt hans syn på den aktuelle udvikling i Douro.

Van Zeller familien kom til Portugal i 1700-tallet og etablerede sig som portvinsfirma i 1780. I nyere tid har familien været forbundet med den berømte Quinta do Noval, da familien giftede sig ind i Vasconcellos-familien, som ejede quintaen. Men såvel firmaet Van Zeller & Co. som Quinta do Noval blev solgt i 1993, hvorefter de enkelte familiemedlemmer måtte afstå fra at producere portvin i fem år. I stedet begyndte Cristiano at samarbejde med familien Roquette, som ejer Quinta do Crasto, og de andre venner i det, der siden blev til Douro Boys. I 1996 erhvervede han Quinta Vale de Maria, som har tilhørt hustruens familie. Vale de Maria, som ligger ved Torto-floden, er efter grundig renovering i dag hjemsted for produktionen af såvel portvin som bordvin. I 2006 blev også firmaet generhvervet, så det nu igen tilhører van Zeller familien.

Selv om quintaen er nyrenoveret, er de gamle dyder i højsædet. Druer til såvel de bedste bordvine som de bedste portvine fodtrædes i lagares, og Cristiano afslørede, at han snart vil skifte de sidste ståltanke ud med endnu flere nyopførte og derfor temperaturkontrollerede granitlagares. Nyplantninger på markerne sker med blandede druesorter i stil de gamle vinmarker, da det giver de bedste resultater. Vinene påvirker så at sige hinanden, som fx forskellene i modningsgrad og dermed høsttidspunkt mindskes i forhold til, hvis de var plantet hver for sig. Han er også en flittig bruger af de mindre udbredte sorter og altså ikke kun ”the big five” (Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Cão og Tinta Barroca). Endvidere fortalte han, at han prioriterer enkeltmarker (med altså netop ikke enkeltdruemarker) højt, for at udnytte quintaens forskelligartede terroir.

Smagningen omfattede såvel hvidvin og rødvin som portvin samt nogle fadprøver fra forskellige brands.

Vi indledte med to hvide. Først en meget frisk, syrerig og ligefrem Rufo Branco 2013, som blev efterfulgt at en lidt tungere VZ Branco 2003 med tydeligt fadpræg i såvel næse som mund. Den sidste er lavet på en blanding af Viosinho, Rabigato, Codega og Gouveio, havde mindre syre, men var stadig fint balanceret og en langt mere kompleks vin med en næste burgundisisk stil.

Derefter fulgte en lang række røde i forskellige årgange. Først Rufo 2011, som er enkel og ligefrem, men god ekspressiv duft af røde bær. Derefter de mere komplekse, fadlagrede og tanninrige vine fra Quinta Vale D. Maria og ikke mindst Van Zellers CV, som vi smagte i både 2012 og 2011. CV er en fremragende, intens og dyb vin med mørke bær, kirsebær, lettere florale noter og krydret med hårde kraftige tanniner til en langt liv.

Vi smagte også to enkeltmarksvine. Vinha do Rio 2012, der, som navnet siger, er fra en mark tæt ved Torto, er lettere i næsen, men med god duft at mørke kirsebær, en kraftig smag med hindbær, frugt og bløde tanniner. Vinha Francisca 2011 fra en mark opkaldt efter datteren var lidt tilbageholdende i næsen, men med frisk frugt og kraftige tanniner. En mere elegant vin.

Et par ældre årgange, 2009 og 2007, af Quinta Vale D. Maria fulgte. Den første var endnu meget lukket, hvorimod 2007 havde åbnet sig til et dejligt glas.

Derefter fulgte en lille lektion i produktion af vin og portvin – nemlig tre forskellige udgaver af vin fra samme mark med samme druer (Touriga Franca) høstet på samme tidspunkt (2013). Den første var fra ståltank, den anden fra lagares og den tredje var en port. Der var klare ligheder, men også forskelle. Den første havde mere grønne tanniner og var lidt skarp i næsen, men den fodtrådte udgave var mere åben og drikkelig, mere koncentreret og med blødere tanniner. Portvinen var så at sige en forstærket udgave heraf.

Endelig sluttede vi med portvinene. Først flere udgaver af Reserva Ruby og LBV – begge ufiltreret, men god frugt og fylde. Derefter Vintage 2003, 2009 og 2011. 2003 var faktisk allerede blød og elegant med mørke modne frugter og afrundede tanniner. De to andre var unge og kraftfuld med masser af frugt og mørke bær, men samtidig i deres umodenhed også med en vis elegance.

Afslutningsvis prøvede vi et par colheitas fra Van Zeller & Co. lavet i samarbejde med fætrene fra Barão de Vilar og dermed blender Alvaro van Zeller. 1970 var intens og i flot balance, en duft af tørret frugter og figner, mens 1997 var lidt mere anonym, men dog med noter af appelsin.

Efter denne store smagning, fortsatte jeg ved selve Portvinsfestivalen. Mere herom senere.

Læs mere om Quinta Vale D. Maria her. Vinene distribueres gennem Atomwine og ViniPortugal

Dead Combo

Sergio Leone og Ennio Morricone tilsat lidt ekstra kitsch og en omgang postmoderne Quentin Tarantino, omdannet til en god gang rytmisk instrumental guitarmusik med referencer til latin og jazz, den traditionelle portugisiske guitar og ikke mindst mesteren Carlos Paredes.

Sådan kunne en opskrift på den portugisiske folkrock duo Dead Combo (ikke at forveksle med det finske band af samme navn) lyde. Ja, se bare coveret på deres seneste album, A bunch of Meninos, hvor en lettere afklædt femme fatale står i højre side, mens duen selv sidder på en hotelseng – den ene i jakkesæt og med en pistol i hånden, den anden med bøjet hoved og høj bedemandshat. Det er som et stillbillede fra en film – en kulørt udgave af et film noir drama om gangstere og skønne, fatale kvinder eller lydsporet til en portugisisk spaghettiwestern. Den lille tekst i coveret følger i samme spor. Hør bare indledningen, som kunne være taget ud af et filmmanus eller en Dashiell Hammett roman: They went out through the back door, into the thick fog that hat glued itself to the city´s skin. The already dim street light had transformed itself into ghosts that vanished. I stayed sitting in the blood coloured sofa, aiming the revolver at that bunch of meninos”. 

Dead Combo blev dannet i 2003 i forbindelse med udgivelsen af et hyldestalbum til komponisten og guitaristen Carlos Paredes. Duoen består af de to guitarister Tó Trips og Pedro Gonçalves, som dog får hjælp af diverse andre musikere såvel på indspilninger som ved koncerter. De udsendte deres debutalbum Vol. I i 2004, og siden er bl.a. fulgt album som Lusitãnia Playboys (2008) og Lisboa Mulata (2011), som blev vel modtaget uden for Portugal. Endvidere medvirkede de på Misías seneste album Delikatessen, ligesom de har optrådt sammen med fadosangeren Camané.

Gruppen leverer instrumental guitarmusik i skiftende tempo, fra hurtige, svedige og mere bluesinspirerede udgaver til stille og melodiøse, hvor fadoen og førnævnte Carlos Paredes ligger gemt som underlæggende inspiration. Det sidste gælder fx det nye albums åbningsnummer ”Waiting for Nick at Rick´s Café”, hvis titel jo også sender en hilsen til filmverdenen – nemlig til Humphrey Bogart som Rick i Casablanca. Tilsvarende med anden skæring ”Povo que cais descalco”, en meget flot, afdæmpet og melodiøst stykke guitarmusik. Mere tempofyldt er numre som den country og western prægede ”Miúdas e Motas”, ”Dona Emília” og ikke mindst det herligt swingende titelnummer ”A bunch of Meninos”, hvor den elektriske guitar nærmest skriger hen over den skiftende solide rytme.

Af andre numre der bør nævnes er den dystre, melankolske ”Mr. Snowden´s dream” og den nærmest valsende ”Waits”, som givet er en hyldest til Tom Waits, hvis nummer ”Temptation” duoen før har optrådt med.

Ved første gennemlytning kan det synes lidt for enkelt og ens, men ved flere lytninger kommer variationerne frem – fra det smukke og stemningsfulde til det swingende og humørskabende.

Dead Combo optræder i morgen ved Oslo World Music Festival. Spændende, hvis de kunne blive inviteret til Danmark også.   

Stor smagning af Vintage 1994

39 ud af 46. Det må anses for at være et flot udvalg. 39 forskellige udgaver af Vintage 1994 ud af 46 deklareringer ifølge Henrik Oldenburgs store bog om Portvin.

Det var den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club, som i anledning af deres 25 års jubilæum havde inviteret til stor smagning af den 20 år gamle årgang. Foruden klubbens egne medlemmer og repræsentanter fra pressen deltog der udenlandske gæster i smagningen – to repræsentanter fra producenterne, Dominic Symington fra Symington Family Estate, som bl.a. står bag portvinshusene Grahams, Dows, Warres og Cockburn, og winemaker Ana Rosas fra Ramos Pinto samt to internationale portvinseksperter, amerikanske Roy Hersh fra For The Love Of Port og Richard Mayson, som er forfatter til bogen ”Port and the Douro” og skribent for det engelske vinblad Decanter og på sin egen blog.  

Alle de store huse var repræsenteret i smagningen sammen med et stort udvalg af mindre quintaer. Det generelle indtryk var en stor årgang, hvoraf mange vine dog endnu ikke er færdigudviklede og en del stadig lukkede.

Richard Mayson karakteriserer i sin bog Vintage 1994 som værende ”outstanding wines, with flesh masking structure at the outset”. De vejrmæssige betingelser var i al fald gode. En våd vinter blev efterfulgt af en ikke for varm sommer, hvilket gav en langsom modning og øget koncentration. Lidt regn fik nogle til at høste tidligt, mens de mere tålmodige fik optimale betingelser.

Smagningen, som blev afholdt på Grand Hotel i Odense, var blind, men bruttolisten over vinene var dog kendt. De 30 af flaskerne blev smagt af samtlige ca. 40 deltagere, mens de resterende kun var fremskaffet i et eksemplar, hvorfor kun gæster, journalister og enkelte klubmedlemmer deltog i denne sidste såkaldte VIP-smagning.

Store blindsmagninger kan give nogle overraskende resultater, når man bagefter sammenholder sine smagenoter med vinlisten og sine forventninger til de enkelte mærker. Det var også tilfældet her. Huse, som ikke regnes for de ypperligste vintagehuse fik pæne placeringer, mens det modsatte gjorde sig gældende for store vintagehuse. Vinens relative unge alder spiller givet ind, da nogle af de første måske er modnet lidt før, men de store vine kan have tendens til at være mere lukkede på dette tidspunkt. Indtrykket her og nu vil derfor givet ikke være det samme om 10 eller 20 år.

Smagningen vil blive beskrevet senere i en artikel i Vinbladet, så her skal kun kort nævnes nogle enkelte resultater og tendenser.

To vine var desværre skæve, hvilket viste sig at være Cockburns og Niepoort. Resten var fine, men dog af svingende kvalitet. Huse som Sandeman, Churchill´s, Dalva og Real Companhia Velha præsterede ikke i denne årgang, ligesom store huse som Taylor, Dow og Quinta do Noval ikke helt opnåede de høje karakterer, man kunne forvente af deres renommé. Blandt de positive overraskelser var såvel quintaer som Quinta de la Rosa, Quinta do Sagrado og Quinta de Ervamoira (Ramos Pinto) samt huse som Delaforce og Offleys Boa Vista.

Der blev afgivet point til alle 39 vine ud fra Parkers 100 point skala. Det samlede resultat gav følgende top 10 med gennemsnitskarakteren afrundet til hele tal i parentes: 

1. Quinta do Noval Nacional (95)
2. Pocas (92)
3. Borges (91)
4. Quinta de Ervamoira (91)
5. Quinta da Romaneira (91)
6. Quinta do Vesuvio (91)
7. Quinta do Sagrado (91)
8. Ramos Pinto (90)
9. Kopke (90)
10. Croft (90)

Det må umiddelbart siges at være overraskende, at huse som Pocas og Borges placerede sig så højt, hvilket som før nævnt kan skyldes en højere grad af modenhed, så de altså er mere drikkeklare her og nu. Tillader man sig at mene, at deltagerne i VIP-smagningen måske er lidt mere øvede i at smage potentiale, ses det da også, at netop Pocas og Borges samt Sagrado og Kopke rykker ud af top 10 og erstattes af Quarles Harris, Ferreira, Warre og Grahams – som i langt højere grad er udprægede vintagehuse. Ikke fordi de førstnævnte opnår lavere karakterer, men fordi sidstnævnte opnår højere.

Sammenligner jeg med mine egne noter, gav jeg også mange point til Nacional og Ervamoira samt pæne point til de resterende. Endvidere gav jeg fine bedømmelser til fx Delaforce, Offleys Boa Vista, Quinta de la Rosa, Quinta do Crasto og Quarles Harris.    

Det samlede afstemningsresultat kan ses på klubbens hjemmeside

Portugal i Den Store Vinbog

Vinho Verde, Douro, Bairrada og Dão, Lisboa og Setúbal-halvøen, Alentejo og Madeira. Det er de vinområder, som er repræsenteret med detaljeret omtale og kort i den nye udgave af Hugh Johnson og Jancis Robinsons – ”vinskribenternes svar på Bordeaux og Bourgogne” – Den Store Vinbog. Det er den 7. reviderede udgave af bogen, hvis originale titel, The World Atlas of Wine, mere præcist end den danske fortæller, hvad det handler om. Det er et vinatlas, som verdensdel for verdensdel, land for land, region for region – og for visse regioners vedkommende helt ned i detaljer med enkeltmarker – beskriver alverdens vinområder.

Vinens geografi ændres hele tiden – ikke mindst i en tid, hvor klimaforandringer rykker ved vores forestilling om, hvor der i hele taget kan produceres god vin. Tænk bare på England og Danmark. Derfor revideres bogen jævnligt, nye lande og områder kommer til, og andre omtaler skal skrives om. Nye i denne udgave er fx den kroatiske kyst, Georgien og Kina. Danmark glimrer dog stadig med sit fravær.

Men her skal det handle om Portugal. Her er kortet over Vinho Verde nyt, ligesom kortet over Douro er blevet udvidet med flere detaljer. Det vidner om den vækst i kvalitet og popularitet, som netop disse to områder har undergået de senere år. Hvor Vinho Verde tidligere ansås for blot at være en let, frisk og perlende vin, har vinverdenen nu fået øjnene op for den høje kvalitet i vine fra huse som fx Soalheiro – vine, som stadig har den sprøde friskhed, men samtidig langt mere karakter og kompleksitet end de perlende eksemplarer, som dog stadig er at finde på supermarkedernes hylder.

For Douro gælder, at områdets vine modtager den ene pris efter den anden. En lang række producenter som Quinta do Crasto, Wine & Soul og Quinta do Vale Meão laver fremragende vine, så afsnittet nu deler sin opmærksom mellem portvin og bordvin. Hvad angår sidstnævnte savnes dog lidt mere grundighed. Kun få producenter nævnes og ganske kort. Samtidig skæmmes hele afsnittet desværre af nogle fejl. På kortet er danskejede Quinta do Pégo fx placeret langt nede af Tavora-floden og ikke ved selve Douro, som er den rigtige placering. Og i teksten kan man læse, at portvinen i dag ikke sejles ned med de gamle barcos rabelos, men med ”larmende tankskibe”. Floden er opdæmmet flere steder, så mig bekendt er det vist last- og tankbiler, der tager turen af den asfalterede landevej. Småfejl i et ellers glimrende afsnit, men man kan ikke lade være med at tænke, om tilsvarende fejl findes i omtalen af alle andre områder også?

Valget af områder, der fokuseres på i Portugal, er sådan set helt i orden. Der skal prioriteres, selv om man nu kunne ønske også at få Algarve med, da der faktisk er en god udvikling undervejs i landets sydligste region. Men det kommer måske i næste udgave. Samtidig er afsnittet om Alentejo lidt vel kortfattet, når man tager i betragtning, hvad regionen har budt på af kvalitetsvine de seneste mange år. En side er det blevet til, hvilket kan sammenlignes med den detaljerede omtale af fx Virginia og New York i USA, som får hvert deres dobbeltside.

Den Store Vinbog er et fremragende og flot opslagsværk, som enhver vinelsker bør have liggende. Den er gode at læse sig klog i – ikke bare hvad angår Portugal, men hele verden. Og så er den meget velegnet til at tjekke lande, regioner, områder og sågar producenter, mens man nyder vin. Det er dejligt at læse om vin, men stadig bedst også at smage.

Hugh Johnson og Jancis Robinson: Den Store Vinbog, 400 sider, Lindhardt og Ringhof 2014.