Portugal i Den Store Vinbog

Vinho Verde, Douro, Bairrada og Dão, Lisboa og Setúbal-halvøen, Alentejo og Madeira. Det er de vinområder, som er repræsenteret med detaljeret omtale og kort i den nye udgave af Hugh Johnson og Jancis Robinsons – ”vinskribenternes svar på Bordeaux og Bourgogne” – Den Store Vinbog. Det er den 7. reviderede udgave af bogen, hvis originale titel, The World Atlas of Wine, mere præcist end den danske fortæller, hvad det handler om. Det er et vinatlas, som verdensdel for verdensdel, land for land, region for region – og for visse regioners vedkommende helt ned i detaljer med enkeltmarker – beskriver alverdens vinområder.

Vinens geografi ændres hele tiden – ikke mindst i en tid, hvor klimaforandringer rykker ved vores forestilling om, hvor der i hele taget kan produceres god vin. Tænk bare på England og Danmark. Derfor revideres bogen jævnligt, nye lande og områder kommer til, og andre omtaler skal skrives om. Nye i denne udgave er fx den kroatiske kyst, Georgien og Kina. Danmark glimrer dog stadig med sit fravær.

Men her skal det handle om Portugal. Her er kortet over Vinho Verde nyt, ligesom kortet over Douro er blevet udvidet med flere detaljer. Det vidner om den vækst i kvalitet og popularitet, som netop disse to områder har undergået de senere år. Hvor Vinho Verde tidligere ansås for blot at være en let, frisk og perlende vin, har vinverdenen nu fået øjnene op for den høje kvalitet i vine fra huse som fx Soalheiro – vine, som stadig har den sprøde friskhed, men samtidig langt mere karakter og kompleksitet end de perlende eksemplarer, som dog stadig er at finde på supermarkedernes hylder.

For Douro gælder, at områdets vine modtager den ene pris efter den anden. En lang række producenter som Quinta do Crasto, Wine & Soul og Quinta do Vale Meão laver fremragende vine, så afsnittet nu deler sin opmærksom mellem portvin og bordvin. Hvad angår sidstnævnte savnes dog lidt mere grundighed. Kun få producenter nævnes og ganske kort. Samtidig skæmmes hele afsnittet desværre af nogle fejl. På kortet er danskejede Quinta do Pégo fx placeret langt nede af Tavora-floden og ikke ved selve Douro, som er den rigtige placering. Og i teksten kan man læse, at portvinen i dag ikke sejles ned med de gamle barcos rabelos, men med ”larmende tankskibe”. Floden er opdæmmet flere steder, så mig bekendt er det vist last- og tankbiler, der tager turen af den asfalterede landevej. Småfejl i et ellers glimrende afsnit, men man kan ikke lade være med at tænke, om tilsvarende fejl findes i omtalen af alle andre områder også?

Valget af områder, der fokuseres på i Portugal, er sådan set helt i orden. Der skal prioriteres, selv om man nu kunne ønske også at få Algarve med, da der faktisk er en god udvikling undervejs i landets sydligste region. Men det kommer måske i næste udgave. Samtidig er afsnittet om Alentejo lidt vel kortfattet, når man tager i betragtning, hvad regionen har budt på af kvalitetsvine de seneste mange år. En side er det blevet til, hvilket kan sammenlignes med den detaljerede omtale af fx Virginia og New York i USA, som får hvert deres dobbeltside.

Den Store Vinbog er et fremragende og flot opslagsværk, som enhver vinelsker bør have liggende. Den er gode at læse sig klog i – ikke bare hvad angår Portugal, men hele verden. Og så er den meget velegnet til at tjekke lande, regioner, områder og sågar producenter, mens man nyder vin. Det er dejligt at læse om vin, men stadig bedst også at smage.

Hugh Johnson og Jancis Robinson: Den Store Vinbog, 400 sider, Lindhardt og Ringhof 2014.