Portugal i Den Store Vinbog

Vinho Verde, Douro, Bairrada og Dão, Lisboa og Setúbal-halvøen, Alentejo og Madeira. Det er de vinområder, som er repræsenteret med detaljeret omtale og kort i den nye udgave af Hugh Johnson og Jancis Robinsons – ”vinskribenternes svar på Bordeaux og Bourgogne” – Den Store Vinbog. Det er den 7. reviderede udgave af bogen, hvis originale titel, The World Atlas of Wine, mere præcist end den danske fortæller, hvad det handler om. Det er et vinatlas, som verdensdel for verdensdel, land for land, region for region – og for visse regioners vedkommende helt ned i detaljer med enkeltmarker – beskriver alverdens vinområder.

Vinens geografi ændres hele tiden – ikke mindst i en tid, hvor klimaforandringer rykker ved vores forestilling om, hvor der i hele taget kan produceres god vin. Tænk bare på England og Danmark. Derfor revideres bogen jævnligt, nye lande og områder kommer til, og andre omtaler skal skrives om. Nye i denne udgave er fx den kroatiske kyst, Georgien og Kina. Danmark glimrer dog stadig med sit fravær.

Men her skal det handle om Portugal. Her er kortet over Vinho Verde nyt, ligesom kortet over Douro er blevet udvidet med flere detaljer. Det vidner om den vækst i kvalitet og popularitet, som netop disse to områder har undergået de senere år. Hvor Vinho Verde tidligere ansås for blot at være en let, frisk og perlende vin, har vinverdenen nu fået øjnene op for den høje kvalitet i vine fra huse som fx Soalheiro – vine, som stadig har den sprøde friskhed, men samtidig langt mere karakter og kompleksitet end de perlende eksemplarer, som dog stadig er at finde på supermarkedernes hylder.

For Douro gælder, at områdets vine modtager den ene pris efter den anden. En lang række producenter som Quinta do Crasto, Wine & Soul og Quinta do Vale Meão laver fremragende vine, så afsnittet nu deler sin opmærksom mellem portvin og bordvin. Hvad angår sidstnævnte savnes dog lidt mere grundighed. Kun få producenter nævnes og ganske kort. Samtidig skæmmes hele afsnittet desværre af nogle fejl. På kortet er danskejede Quinta do Pégo fx placeret langt nede af Tavora-floden og ikke ved selve Douro, som er den rigtige placering. Og i teksten kan man læse, at portvinen i dag ikke sejles ned med de gamle barcos rabelos, men med ”larmende tankskibe”. Floden er opdæmmet flere steder, så mig bekendt er det vist last- og tankbiler, der tager turen af den asfalterede landevej. Småfejl i et ellers glimrende afsnit, men man kan ikke lade være med at tænke, om tilsvarende fejl findes i omtalen af alle andre områder også?

Valget af områder, der fokuseres på i Portugal, er sådan set helt i orden. Der skal prioriteres, selv om man nu kunne ønske også at få Algarve med, da der faktisk er en god udvikling undervejs i landets sydligste region. Men det kommer måske i næste udgave. Samtidig er afsnittet om Alentejo lidt vel kortfattet, når man tager i betragtning, hvad regionen har budt på af kvalitetsvine de seneste mange år. En side er det blevet til, hvilket kan sammenlignes med den detaljerede omtale af fx Virginia og New York i USA, som får hvert deres dobbeltside.

Den Store Vinbog er et fremragende og flot opslagsværk, som enhver vinelsker bør have liggende. Den er gode at læse sig klog i – ikke bare hvad angår Portugal, men hele verden. Og så er den meget velegnet til at tjekke lande, regioner, områder og sågar producenter, mens man nyder vin. Det er dejligt at læse om vin, men stadig bedst også at smage.

Hugh Johnson og Jancis Robinson: Den Store Vinbog, 400 sider, Lindhardt og Ringhof 2014. 

Prominente Portvinsbesøg

Når man som jeg har fået en stor interesse for portvin – både privat og professionelt – får man med tiden et stort netværk af ligesindede. Det gælder selvfølgelig andre danske portvinsentusiaster og ikke mindst mine gode venner i The Vintage Port Club. Men det gælder også internationalt – først og fremmest blandet portugisere i portvinsbranchen, men også blandt vinskribenter og journalister rundt om i verden.

Fire af disse gæster Danmark i starten af oktober, inviteret af netop The Vintage Port Club i anledning af klubbens 25 års jubilæum. Selve fødselsdagen er allerede blevet fejret (se seneste blogpost), nu gælder det en international markering i form af en stor smagning af Vintage 1994 lørdag den 11. oktober med gæster fra nær og fjernt.

Selve arrangementet og ikke mindst de mere end 40 udgaver af Vintage 1994 vil jeg skrive mere om efterfølgende. Men her og nu vil jeg benytte lejligheden til at introducere fire internationale gæster om dukker op til smagningen.

Roy Hersh regnes i dag for verdens førende portvinsekspert. Han bor tæt ved Seattle i staten Washington og har arbejdet som konsulent i vin- og restaurationsbranchen i mange år. Han fik efterhånden smag for portvin, og efter i år 2003 at være udnævnt til portvinsambassadør af Confraria do Vinho do Porto sagde han sit job op og etablerede nyhedsbrevet og hjemmesiden For TheLove of Port, som i dag anses for det mest seriøse medie indenfor portvin. Jeg lærte selv Roy at kende, da jeg for nogle år siden var gæsteskribent i hans nyhedsbrev – en artikel om kunst og vin hos Ramos Pinto. Sidste år mødte jeg ham til den årlige ceremoni i Confraria do Vinho do Porto, og nu gæster han altså Danmark for første gang.

Richard Mayson er ligeledes skribent. Han er fra England, men har siden slået sig ned i Portugal, hvor han selv produceret vin på ejendommen Quinta do Centro i Alentejo. Richard har skrevet et par fremragende bøger om portugisisk vin, The Wines and Vineyards of Portugal og Port and the Douro – sidstnævnte nok den bedste all-round bog om portvin, som jeg har læst. Endvidere skriver han om portvin og madeira i det respekterede vinblad, Decanter og på sin egen vinblog. Tidligere i år blev han kåret som Louis Roeder International Wine Feature Writer of the Year.

Dominic Symington er en væsentlig skikkelse indenfor portvinens verden. Symington Family Estate står bag de store portvinshuse Graham´s, Dow´s, Warre´s og Cockburn´s samt en række mindre, men udmærkede huse. Dominic var tidligere salgsansvarlig for det danske marked, hvorfor han snart blev en god ven af portvinsklubben. Han har deltaget i klubbens Winemakers Dinner et par gange ligesom vi har mødt ham flere gange i Portugal, fx var han vært for os ved et dejligt afslappet besøg på Quinta do Vesuvío for et par år siden.

Ana Rosas er winemaker og blender hos Ramos Pinto og rent faktisk tredje generation af familien, som grundlagde portvinshuset. Jeg har haft et tæt forhold til huset i en del år og mødte Ana Rosas her i foråret på en reportagetur, hvor jeg blev inviteret ind for at overvære hendes arbejde med at blende 20 og 30 års Tawny. Det kan man læse mere om i den seneste udgave af Vinbladet. Jeg fik også en snak med hende ved festen i Confraria do Vinho do Porto her i juni måned.

Fire forskellige portvinspersonlige – to skrivende kolleger og to fra Portugal – som jeg glæder mig til at mødes med igen.   

25 års jubilæumsfest

Lørdag den 13. september var det præcist 25 år siden, at Den Fynske Portvinsklub – i dag mest kendt under navnet The Vintage Port Club – blev stiftet. Det blev selvfølgelig fejret med såvel reception og fest som stor smagning på Cuckoo´s Nest i hjertet af Odense.

Foruden nuværende medlemmer og gæster var flere af de tidligere medlemmer, som var med i starten af klubbens historie, mødt frem til en festlig lørdag. Klubbens stifter og første formand, John Themsen, fortalte om idéen og om de første år. I starten blev der ikke kun drukket portvin, men også andre flasker, når medlemmerne mødtes under temaet ”Medlemmerne egne vine”. Men der blev så sandelig også afholdt flotte smagninger af portvin – fx Fonsecasmagning kommenteret af Bruce Guimaraens og portvine fra 3 århundrede – en smagning som førte til tv-dækning.

Historien er også fortalt i en lille jubilæumsbog, som klubben har lavet til lejligheden. Men et er ord, andet er portvin. Her kunne klubben præsentere sin egen, unikke jubilæumsportvin – en hvid Colheita fra 1989, som der selvfølgelig var smagsprøve på. Der er tale om et specielt blend lavet til klubben af winemaker Alvaro van Zeller fra Barão de Vilar med afsæt i et gammelt fad, han fandt i Douro.

Den hvide Colheita var selvfølgelig ikke den eneste portvin fra 1989, som det var muligt at smage på festdagen. Klubben havde skaffet hjem, hvad den umiddelbart kunne få fat på, hvilket omfattede såvel Vintage som Colheita. Der er ikke tale om et bredt deklareret år, men flere gode Single Quintas var med, ligesom mindre mærker, havde mulighed for at præsentere sig selv. Rækken af vine – såvel Vintage som Colheita – fra 1989. Rækken af vine omfattede:

Aguila Vintage 1989 (Cruz)

Magales Vintage 1989 (Cruz)

Calvares Vintage 1989 (Cruz)

Santa Cruz Vintage 1989

Quinta do Vesúvio Vintage 1989

Tower Vintage 1989 (Messias)

Porto Rocha Vintage 1989

Quinta do Bomfim (Dow´s)

Prime´s Vintage 1989 (Messias)

Quinta da Cavadinha 1989 (Warre´s)

Calém Vintage 1989

Borges Vintage 1989

Feist Colheita 1989

Burmester Colheita 1989

Kopke Colheita 1989

Da der var tale om en buffetsmagning under afslappede forhold, tog jeg kun lidt noter. Jeg vil derfor kun fremhæve enkelte navne ganske kort her.

Quinta do Vesúvio var meget røget med smag af ristede kaffebønner og godt sprittet. Den var potent og vil givet udvikle dig videre – forhåbentligt til det bedre. Quinta do Bomfim var der en del flaskevariation. Jeg var åbenbart blandt de heldige. Fint modnet (der var tale om halvflasker), mørk og tør frugt og en lang eftersmag. Quinta da Cavadinha også fin moden, men lidt mere afbleget. Calém var fin og stadig med både frugt og syre, let i stilen med god kirsebærduft og måske lidt vel sødme. Borges var overraskende flot og i fin balance. Måske ikke så nuanceret, men et fint glas her og nu. Blandt de tre Colheitas var såvel Burmester som Kopke fine, men meget forskellige i stilen. Burmester lettere og lidt parfumeret, Kopke tungere og med masser af nødder og figen. 

Efter smagningen blev der serveret en stof buffet med diverse tapasretter og så vin fra Quinta do Crasto.

Klubben fortsætter med flere jubilæumsaktiviteter. Her i næste uge tager en større gruppe til Portugal for at besøge portvinshuse i såvel Gaia som Douro. Jeg er desværre ikke selv blandt deltagerne denne gang, men ønsker dem en god tur. Og så kulminerer fejringen lørdag den 11. oktober med en stor, international smagning af Vintage 1994. Op mod fyrre forskellige portvin er på menuen, og der vil være gæster fra såvel Portugal som andre steder i verden. Mere om det til den tid.

Portugisisk aften i København II

Fra restaurant Portugalo i Nørregade gik turen mod Vesterbro, nærmere bestemt Kingosgade, hvor Danmarks første egentlige portvinsbar netop er åbnet. Receptionen i den anledning bød på mange gæster – såvel venner som portvinsentusiaster. Det lille, fint indrettede lokale var derfor tæt og svedigt, men så var der heldigvis kølig portvin i glassene.

Der blev serveret tre forskellige vine, så vi kom lidt rundt i hjørnerne af portvinens verden. Først Quevedo Rosé Port, dernæst Krohn 10 års Tawny og endelig en LBV 2009 fra Dow´s. Jeg bliver aldrig fan af pink port – hverken til mad eller aperitif – men Quevedos hører dog til de bedre af slagsen. Tawny og Colheita fra Krohn er derimod altid fremragende. Selv om niveauet er højt, er deres 10 års efter min mening et lidt svagere led i kæden, som overgås af andre huses 10 års. LBV´en fra 2009 var fin drikkemoden med god frugt og fylde, og så blev den serveret ved en god temperatur.

Alle tre vine var selvfølgelig hentet fra Portvinsbarens vinkort, som henvender sig til såvel begyndere som mere øvede portvinskendere. Vintage Port er nu en gang ikke det nemmeste at servere på bar, da de jo ikke kan holde sig i dagevis, når de først er åbnet. Glasvis kan man spørge ind til ugens Vintage, fortæller kortet, men ellers sælges klogelig kun hele flasker. Her rækker udvalget fra årgang 1985 til 2003 og omfatter Taylors, Burmester, Noval og S. Leonardo. Her kunne man måske på sigt ønske sig andre store mærker repræsenteret som Fonseca, Niepoort og Graham´s eller et af de andre store huse fra Symingtons. Og så er det i øvrigt glimrende, at man kan få Vintage på halvflaske. Men her bør kortet lige rettes til for præcisionens skyld, da flasken blot står opført som Taylors 1996. Der må vist være tale om en Single Quinta Vintage fra enten Vargellas eller Terra Feita! 

Udvalget af Late Bottled Vintage tæller Taylors, Krohn, Quevedo og Dow´s. Fint nok, men det bør nok være lidt bredere, da det sikkert er her de fleste vil bestille et glas, hvis de vil have vintagestil. Mine personlige ønsker kunne være Churchill´s, Quinta do Crasto og Ramos Pinto, som leverer fremragende LBV. En anden lille anke er, at menukortet ikke nævner årstal ved LBV. Selv for de filtrerede udgaver spiller det en vis rolle, om flasken lige er kommet på markedet eller har lidt år på bagen. Men så må man jo spørge i baren, inden man bestiller.

Som det også gælder, når man gæster Portvinsinstituttet i Portugal, er det udvalget af fadlagret port, der er størst og mest indbydende, da de jo er mere taknemmelige at have stående på køl. De samme mærker går igen. Burmester, Taylors, Krohn, Quevedo og S. Leonardo, men dog også en 10 års Tawny fra Cálem og en 20 års fra Quinta do Portal. Blandt udvalget af Colheitas kan nævnes Burmester 1955 og Taylor 1964 i den dyre ende og Burmester 1996 og Krohn 2000 i den billigere.

Selvfølgelig kan man ikke i et nyåbnet bar kræve et kæmpe udvalg med alle de store huse repræsenteret. Det afhænger jo også af, hvilke aftaler der kan indgås med importørerne. Men et lidt bredere udvalgt ville være ønskeligt, hvilket jeg da også er sikker på, at der arbejdes ihærdigt på. Colheitas fra Kopke og Maynards, Tawny med alder fra fx Sandeman, Graham´s og Ramos Pinto.

Endelig byder Portvinsbaren også på hvid port og rosé. De hvide omfatter Quevedo, Taylor Chip Dry og Maynards white Colheita 2003. Glædeligt at hvid port med alder også er repræsenteret. Flere måtte gerne komme til som fx Golden Colheitas fra Dalva.

Bag portvinsbaren står Edward Pagh Pedersen og fire venner. Edward fortæller, at han ved familiefester begyndte at få øjnene op for portvin. Og da han fik smag for god portvin, fandt han, at der manglede et sted i byen, hvor dette blev serveret. Derfor slog han sig sammen med vennerne og fik realiseret Portvinsbaren, som også vil arrangere smagninger.

Det skal de have held og lykke med. Initiativet er fremragende, og tendensen går imod, at flere – herunder også det unge gå-i-byen segment – drikker portvin. Og også gerne portvin med kvalitet. Så mon ikke der i København er plads til en bar med et godt udvalg af port, suppleret af lidt øl til tørsten. Menukortet skal måske lige rettes igennem, og selv om jeg personligt altså kunne ønske mig et større udvalg, er det jo bredt nok til at tilfredsstille de fleste gæster.

Jeg sluttede aftenen med at nyde et par glas fra menukortet. Først en 10 års Calém, som stadig er et udmærket glas til prisen. Dernæst Krohn 30 års Tawny – et rigtigt godt glas, som jeg kunne smage hele vejen ind ad Vesterbrogade mod banegården.

Tillykke til Portvinsbaren – må I få et langt og lykkeligt liv!

http://www.portvinsbaren.dk/

Portugisisk aften i København I

Københavns gå-i-byen muligheder er på det seneste blevet suppleret med to gode steder. For omtrent et år siden åbnede den portugisiske restaurant Portugalo i Nørregade og forleden slog Danmarks første bar med speciale i portvin, Portvinsbaren, dørene op i Kingosgade på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg.

Jeg var inviteret til reception i anledningen af det sidste og valgte så at gøre det til en hel portugisisk aften, idet jeg startede med (tidlig) aftensmad hos Portugalo for så at haste videre og slutte med nogle glas dejlig portvin.

Portugalo er fint indrettet, stilfuldt og heldigvis uden alt for meget turistpynt på væggene. En række enkle malerier viser rundt i landet provinser: et par fiskerbåde, en gul sporvogn og ikke mindst digteren Fernando Pessoas karakteristiske portræt. Såvel baren som en væg lige inden for indgangen er beklædt med skiffer, så Douro også er med.

Menukortet tilbyder forskellige tapas som frokost eller forret, supper tilpasset sæsonen – lige nu fiskesuppe og kold Gaspacho – et fint udvalgt af fikse- og kødretter samt lidt typiske desserter. Dertil kommer et par store ”julefrokost-menuer”, Amália og Pessoa, med henholdsvis 4 og 5 retter.

Det lille udvalg af vin var ok, men bør måske udbygges på sigt – ikke mindst hvad angår portvin, hvor der kun serveres almindelig ruby og tawny. Går jeg på portugisisk restaurant, har jeg en forventning om også at kunne smage portvin med kvalitet, hvilket vil sige mindst en Late Bottled Vintage eller 10 års Tawny.

En anden lille anke, når vi er ved det, er en vis forvirring i vinkortes beskrivelse af druer. Touriga Nacional kaldes for Portuguese Touriga og Aragonês/Tinta Roriz optræder under sortens spanske navn Tempranillo. Nok er sidstnævnte sikkert mere kendt ligesom engelske oversættelser kan spille en rolle, men igen, det er en portugisisk restaurant, så jeg forventer portugisiske navne.

Nok kritik. Resten er ros. Venlig betjening og lækker mad.

Jeg indledte med to forskellige tapas. Først klipfiskekroketter, Pastéis de bacalhau, serveret med lidt tomat og bredbladet persille. Sprøde udenpå, bløde inde i og med en afdæmpet smag af bacalhau, så alle kan være med. Derefter fulgte nogle yderste velsmagende Gambas à Portugalo, kæmperejer fint og balanceret krydret med piri-piri, hvidløg og koriander. En rigtig lækkerbisken. Af andre muligheder kan nævnes muslinger, kylling med piri-piri og ristet Chourico-pølse.

Til de to småretter nød jeg et glas hvidvin fra Borba i Alentejo. En meget enkelt og ligefrem vin med frisk frugt og citrus i smagen, lavet på et blend af Antão Vaz, Roupeiro og Arinto. Vinkortet omfatter to Vinho Verde og to hvidvine, hvilket måske slår til, men så afgjort kan tåle at blive suppleret.

Hovedretten var en af mine favoritter, nemlig Carne de Porco à Alentejano (eller à portuguesa, som den optræder på menukortet). Marineret svinekød med små venusmuslinger i hvidvinssauce serveret med kartofler, frisk koriander og citron. Det smagte, som det skulle. Friskt og med en fin harmoni mellem svinekød og muslinger – to ingredienser som klæder hinanden langt bedre, end man måske umiddelbart tror. Blandt de øvrige hovedretter var Cataplana do Atlântico, grillet bacalhau og lammekølle.

Til hovedretten drak jeg et par glas rødvin. Først husets vin, Alta Corte fra Lissabon, en fin og rund allround vin med bløde tanniner, og derefter et glas Herdade dos Templários fra Tomar lavet på et blend af Alicante Bouschet, Castelão og Aragonês. En betydelig dybere vin med flere karaktertræk. Mørke bær og blommer, krydderier og en lang eftersmag. Så afgjort en flot vin til prisen.

Desserter var der ikke tid til, da jeg som nævnt skulle videre. Men jeg nåede dog lige at styrke mig på en lille kop espresso, en bica. Og så er alt jo godt!

Trods mine små indvendinger er der stor ros til Nadia og Luís Marques, som har boet et par år i Danmark. Godt initiativ med en rigtig portugisisk restaurant. Ingen tvivl om, at jeg vender tilbage for at udforske mere af menukortet

Portugalo arrangerer i øvrigt jævnligt fadoaftener med portugisiske kunstnere. Næste gang er her den 28. og 29. august med Mónica Morais og Nuno Gligó, som optræder med fado til en 3-retters menu. Og skulle man have lyst til mere portugisisk inspiration, var der i vinduerne en lille udstilling fra Portugal Trends, som har specialiseret sig i diverse portugisisk design som køkkenudstyr (fx Cataplana) og tasker og andre ting fremstillet i kork.

Fra Portugalo gik turen så mod Portvinsbaren i Kingosgade. Mere herom følger i næste blogindlæg.

Portugalo

Portugaltrends

Portvin og broderskab

De følgende dage i Porto forløb planmæssigt. Gode besøg, stor gæstfrihed, dejlige smagninger og så optagelsesceremoni og gallamiddag i portvinsbroderskabet, Confraria de Vinho do Porto.

Fredagens første besøg var hos Sogevinus i Burmesters lodge. Efter en lille rundvisning var der gensyn med Sonia Figueira og winemaker Carla Tiago, som havde planlagt en dejlig smagning i deres smukke smagelokale med udsigt over floden.

Først hvid og rød Dourovin fra Kopke, hvor især den hvide var dejlig frisk og indbydende. Derefter følgende portvinsrække: Burmester Vintage 2011, Kopke 10 års Tawny, Burmester Colheita 1998, Kopke 20 års hvid, Kopke Colheita 1989, Kopke 40 års hvid og Barros Special Edition Port Colheita 1974. Den nye Vintage fra Burmester var endnu meget tilgængelig med god næse og frugt, men vil sikkert snart lukke ned som de andre fra 2011. 20 års hvid var elegant og med en fin balanceret kokos duft og lidt orange. 40 års hvid havde betydelig mere fadpræg, men stadig med samme karakteristiske kokosnoter og stadig med syre og frugt. Bedste vin var dog Colheitaen fra Barros, som blev tappet i år til ære for 40 året for Nellikerevolutionen. Flasken var da også udstyret med et digt formet som en rød nellike. Fint med mandelpræg, men også stadig med frugt.

Fra Burmester gik det direkte til Sandeman, hvor Ligia Marques og Vasco Magalhães tog imod og viste os lidt rundet i museet, hvor vi bl.a. så reklameskilte og gamle flasker. Derefter blev vi budt ovenpå til en smagning, hvor også Mr. George Sandeman himself deltog.

Vi smagte først vertikalt og derefter horisontalt: Sandeman Vintage 1977, 1994 og 2003 efterfulgt af Vintage 2011 fra henholdsvis Offley, Ferreira og Sandeman – de tre store huse fra Sogrape. 1977 var allerede ældet, men med fine krydderi, cedertræ og stadig med syre. 1994 havde stadig frugt og røde bær, men var desværre lidt oxideret. 2003 var i fin balance, med dog lidt lukket, pænt med frugt, solbær og andre mørke bær. Forskellen i de tre mærkers stil var tydelig ved smagning af 2011. Offley lidt mere endimensional men med fin blommepræg, Ferreira mere elegant og mere karakterfuld, røde frugter og blomster, robuste tanniner og fin krydret, bl.a. lidt karry. Sandeman mere potent og kraftfuld, masser af rå frugt og tanniner, cassis og cedertræ.

Efter smagningen nød vi en fin middag med Bolso de Bacalhau, and og mandelkage serveret med 30 års Tawny fra Sandeman og så gensyn med de fire vintage fra sammen hus. Herligt, velsmagende og i godt selskab.

Men dagen var ikke slut endnu. Om aftenen mødtes vi med chefwinemaker for Fladgate, David Guimaraens, på Taylor, hvor vi så deres imponerende vintagekælder. 

Bagefter spiste vi sammen med David på Hotel Yeatman. Menuen bestod bl.a. af østers, tørret skinke, fisk og ost efterfulgt af en længere række portvin: Fonseca 1994 og 1977, Taylor´s 1985 og Quinta da Eira Velha 2008 og 2011.   

Lørdag morgen besøgte vi Churchill´s. Efter en lille rundvisning præsenterede Maria Campos et fint udvalg af husets vine. Først en dejlig frisk hvidvin baseret på især Rabigato og Viosinho og så flere udgaver af rød Douro herunder en enkeltdruevin på Touriga Nacional. Derefter Dry White Port, som faktisk er en 10 års, LBV 2007, 10 og 20 års Tawny samt Vintage 2011. Især deres 20 års Tawny imponerende, blød på tungen og flot mandelpræg. Deres Vintage havde god rå frugt og solbær. Linjen i husets vine var tydelig for såvel bordvine som portvine. En tør stil med ren frugt og god mineralitet.

Ved middagstid mødtes vi så med klubbens gode vej, Gustavo Devesas fra Symington. Vi så først Cockburns nyåbnede lodge, som jeg jo også besøgte i marts i år. Her havde Gustavo sammensat en smagning med såvel Tawny som Vintage. Vi fik først 10 og 20 års Tawny, hvor især sidstnævnte var behagelig med mandler og lidt orange. Derefter husets Reserva og LBV og endelig Canais Vintage 2007 og Vintage 2011. Canais havde bløde tanniner og lidt grønne noter bag frugten og var faktisk et indbydende glas. 2001 med god frugt, brombær og andre mørke bær.

Bagefter spiste vi sen frokost med Gustavo på restaurant Gaveto i Matosinhos. Et dejligt sted, hvor vi fik skaldyr og grillede fisk, ost og kage samt selvfølgelig frisk Vinho Verde fra Soalheiro, Graham´s Late Harvest fra 1982 og Smith Woodhouse Vintage fra 1999.

Om aftenen fulgte så programmet hos Confraria do Vinho do Porto med optagelsesceremoni, procession, gallamiddag og godt med Vintage 1994. Endvidere smagte vi også Confrarias egne Tawny i såvel 10 års som 20 års udgaven.

Og så blev vi ikke mindst overrasket, da David Guimaraens ved præsentationen af portvinen mindedes den afdøde formand for The Vintage Port Club, Henning Jensen og gjorde hele forsamlingen opmærksom på vores tilstedeværelse. En flot gestus og en flot finale på en lang dag.

Tilbage i Porto

Floden, portvinshusene, de stejle brostensbelagte gader og så en lille kop kaffe og en croissant til morgenmad. Jeg ankom til Porto i går i selskab med andre fra bestyrelsen i The Vintage Port Club. Vi er på en lille studietur, som omfatter møder og smagninger ved forskellige portvinshuse samt deltagelse i den årlige ceremoni og gallamiddag i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Vi bor på et nyt hotel i Ribeira-kvarteret, tæt ved Douro og har derfor ikke langt over til Gaia siden.

Første besøg fandt da også allerede sted i går. Der er jo ingen grund til spilde tiden. Det blev et gensyn med Alvaro van Zeller fra Maynards, som først på året gæstede os i Danmark ved klubbens Winemakers Dinner. 

Vi startede i smagelokalet og fortsatte siden på lageret, hvor den altid gæstfrie Alvaro skænkede direkte fra fadene. Rækken af colheitas og tawnies var lang: 2003 i to udgaver, 2003 og 2004 hvid, 10 års hvid, 1998, 1970, 1963, 1951, 1947 og 1934. Det gik stærkt, så noterne er lidt få, men lad mig her blot fremhæve at toppen var 1963, som altid er fremragende og i flot balance, og 1947, som var mørk, fyldig, koncentreret og helt karamelagtig, men stadig med en vis friskhed. Den friskhed savner jeg netop ved de ældste, som er uhyre koncentrerede og med masser af balsamico i smagen.

Endelig smagte vi også to udgave af hvid colheita 1989, da vi har bestilt en særlig klubvin hos Alvaro, som skal bruges i forbindelse med klubbens 25 jubilæum senere i år. 1989 var altså året, hvor klubben blev stiftet, og selv om det rent portvinsmæssigt ikke er et stort år, var det lykkes Alvaro – i anden omgang – at få blended en udmærket portvin til os. Vi inspicerede fadet og valgte flasken, som det skal tappes på. Nu skal vi så i gang med – sammen med de dygtige folk hos Maynards – at designe label med klublogo.

Aftenen sluttede på restaurant Bacalhau i Ribeira, som Alvaro har familiemæssige relationer til. Her fik vi et herligt udvalg af portugisiske småretter inklusiv bacalhau, chrorizo, svinekæber og gode oste. Samt selvfølgelig gode vine og portvin.

En god start på en kort tur, som kun varer til søndag.