De sidste dage i Porto

Ferien er for længst slut, men her følger dog lidt noter fra de sidste dage i Porto, som – ses bort fra et enkelt besøg – blev brugt til andet end portvin.

Det blev til et besøg i São Francisco kirken midt i Porto, tæt ved den gamle børsbygning. Jeg er gået forbi kirken adskillige gange bl.a. i optog med portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, men havde endnu ikke været indenfor. Udefra syner den gotiske kirke ikke af så meget. Stor, gammel og mørk, men indenfor åbenbarer der sig et fantastisk syn af guld og marmor. Franciskanerordenen etablerede sig i Porto omkring år 1223, og kirken blev opført i årene 1383 til 1425. Kirkerummet byder på en lang række altre, skulpturer, træskærerarbejder etc., som i deres ekstravaganthed vidner om de enorme rigdomme, ordenen fik skrabet sammen. I det tilstødende palæ er der møderum for ordenen på overetagen og krypt med gravpladser i kælderen samt et museum med skiftende udstillinger.

Efter besøget tog vi den ene af de gamle sporvognsruter, som gennemskærer byen. Endestationen er lige nedenfor kirken på Rua do Infante D. Henrique, hvorfra sporvognen bumler hele vejen langs Douro ud til Foz, hvor vi nød en gang grillede sardiner på en lille tasca.

Det blev også til et enkelt museumsbesøg, idet vi besøgte det moderne kunstmuseum, Museu Serralves. Museet viser udelukkende skiftende udstillinger, og vi oplevede bl.a. italienske Giorgio Griffa og portugisiske Silvestre Pestana samt nogle morsomme installationer af britiske Liam Gillick (fotoet ovenfor). Efterfølgende så vi på skulpturer i den smukke park.

Endvidere tog vi på en af de meget populære sejlture under de seks broer herunder den gamle jernbanebro, Maria Pia, som dog ikke længere er i brug. Det er den – og netop ikke den mere kendte dobbeltdækkerbro, Dom Luis I, som er konstrueret af Gustavo Eiffel, selv om sidstnævnte tydeligt er inspireret af samme.

Fado skal efter min mening nydes i Lissabon, men vi prøvede lykken på en lille restaurant, som reklamerede med fado. Der var tale om amatørfado, Fado amador, hvor det var servitricen, tjeneren og kokken, der sang. Ikke den store musikalske oplevelse, men fin stemning med mad, drikke, guitarspil og sang.

Et lille portvinsbesøg mere blev det dog også til. Vi besøgte Graham´s, hvor vi fik den obligatoriske rundvisning, og turen gik bl.a. gik fordi de gamle fade, som Andrew James Symington købte og satte til side for at fejre sin ankomst til Porto i 1882. Det ene af de tre fade blev sidste år brugt til fremstilling af den eksklusive gamle portvin, Ne Oublie, som jeg var så heldig at smage, da den blev lanceret i Danmark, hvilket jeg skrev om i sin tid i Vinbladet.

Rundturen blev efterfulgt af en lille smagning, hvor vi smagte følgende vine:

Graham´s Six Grapes: Mørk ruby med lille kant. Duft af hyldebær og andre mørke bær. Fin struktur, men enkel og ukompliceret. Et fint ligefremt glas ruby, der sammen med andre i samme kategori vidner om, at der faktisk er god value for money at hente blandt Reserva´er.

Malvedos Vintage 2004: Mørk ruby med rødbrun kant. Duft af hyldebær, solbær, måske lidt vel ribenaagtig. Blød og velsmagende med bløde tanniner. Et dejligt og overraskende modnet glas, hvilket skyldes, at der jo ikke er tale om et stort vintageår.

10 års Tawny: Mørk mahogni med orange kant. Karamelnoter, men også lidt frugtpræg. Ikke blandt mine favoritter, hvad angår 10 års.

20 års Tawny: Orange og gylden med dejlig duft af orange og mandel. Mere fadkarakter, men samtidig elegant, fin og blød og med en lang, flot eftersmag.

Punktummet for turen, hvad angår smagning af vin, var dog ikke dermed sat, da vi også besøgte vinbaren The Wine Box lige ved indgangen til tunnelen et par gange. Her smagte vi bl.a. Ramos Pinto Duas Quintas i hvid og rød, Burmesters Touriga Nacional, Esporão Reserva Tinto og rødvin fra Herdade do Rocim. 

Besøg på Quinta do Crasto

Beliggenheden og udsigten er fantastisk. Og på sin vis er det da også udsigten, der er årsagen til, at Quinta do Crasto ligger, som den gør, højt hævet over Douro. Crasto menes at stamme fra det latinske castrum, så der har givet været en antik fæstning på stedet, hvilket underbygges af, at der stadig er rester af en vej fra romertiden i området.

Fra Quinta de São Luiz er der ikke langt i luftlinje til Crasto, men da vi ikke agter at svømme, må vi tilbage til Pinhão, hvilket går fint ad N222 langs Douro, men på flodens højre bred er vejen langt mindre og snor sig meget mere, så køreturen tager alligevel en times tid.

Vi modtages af Export Manager Rita Magalhães Camelo, som først viser os rundt på ejendommen. Quintaen omtales første gang i 1615, mens bygningerne stammer fra kort tid efter, at Constantino de Almeida købte ejendommen i 1910. Selve quintaen benyttes i dag til repræsentative formål og til udlejning, hvor vinturister kan nyde udsigten, vinmarkerne, vinen og ikke mindst den skønne swimmingpool, der yderst på højen nærmest svæver ud over Douro-floden.

Vi går ned mod produktionsfaciliteterne og besøger såvel flaskebåndet som den store lagerhal til bordvine. Lageret blev moderniseret i 2013 med et nyt system, der gør det muligt at roteres fadene et efter et uden at skulle have hele stakken ned, da de alle ligger i en lille omdrejelig tromle. Med andre ord gør systemet det lettere at lagre hvidvin med battonage, hvor bærmen er med i fadet, som derfor jævnligt skal drejes.

Udenfor i solen nyder vi udsigten ned over de to berømte marker, som i gode år leverer druer til to særlige vine, Vinha Maria Teresa lige nedenfor og Vinha da Ponte inde i bunden af slugten bag broen.

Quinta do Crasto ejes og drives i dag af familien Roquette, der er efterkommere af Almeida. De er en af de fem sammensvorne i Douro Boys (link), som fokuserer mere på bordvin end portvin, men som faktisk er leveringsdygtige i gode vine af begge typer. Portvinen er måske ikke i første division, men som en winemakers dinner med winemaker Manuel Lobo i The Vintage Port Club (link) for nogle år siden viste, er kvaliteten faktisk helt god. Men det skal da klart indrømmes, at det er med sine bordvine, at huset virkelig udmærker sig, ligesom det producerer en udmærket olivenolie.

Den efterfølgende smagning havde derfor også størst fokus på bordvine. Vi smagte følgende vine:

Crasto Branco 2015: Blend af typiske hvide druesorter i Douro: Gouveio, Viosinho og Rabigato. Lys gul i farven. Frisk med citrus, lidt passionsfrugt, frugt og mineraler. God kombination af fyldighed, friskhed og syre.

Crasto Superior Branco 2014: Efternavnet Superior henviser til, at druerne kommer fra husets anden quinta, Quinta da Cabreira, i det øvre Douro. Blend af Viosinho og Verdelho. 6 måneder på fade ligeligt fordelt mellem nye og brugte. Lys, gul. Intens næse med fersken og tropiske frugter samt tydelig fadkarakter med noter af smør. Fyldig, mineralsk og stadig også med syre og friskhed.

Crasto Tinto 2014: Typisk Douro-blend med Tinta Roriz, Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinta Barroca. Primært lagret på ståltanke, men også 5 % fad. Mørk rubin med let lilla kant. God frisk frugt, endnu noget lukket. Blød med tydelige tanniner.

Crasto Superior Tinto 2014: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Souzão og Vinhas Velhas (gamle marker med blandede sorter), lagret 12 måneder på fad. Mørk rubin med lilla kant. Fyldig på frugt og med mere fadpræg. Mere rund i stilen.

Crasto Superior Syrah 2014: Næsten ren Syrah, idet der er tilsat 3 % Viogner og dermed altså ikke typisk Dourostil. Lagret 16 måneder på fransk eg. Mørk rubin. En anderledes næse med vilde bær, mere elegant og mere floral. Fyldig med godt syreniveau og fin tekstur samt med diskrete og bløde tanniner.

Roquette & Cazes Tinto 2013: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz fra såvel Cima Corgo som Douro Superior. Lavet i samarbejde med Daniel Llose fra Chateau Lynch-Bages i Bordeaux, altså Dourovin vinificeret a la Bordeaux. 20 måneder på fad. Dyb rubin. Dejlig duft af friske bær og noter fra fadet. Fyldig og kompleks, elegant i stilen med pænt med tanniner og god eftersmag.

Quinta do Crasto Reserva 2013: Lavet på Vinhas Velhas, altså druer fra gamle marker med 25-30 forskellige sorter. Lagret på fad i 18 måneder. Mørk rubin. Intens i næsen, fyldig i glasset, kompleks og flot balanceret. Som altid et fremragende glas.

Quinta do Crasto Touriga Nacional 2005: Selv om jeg generelt foretrækker blends fra regionen, er det altid dejligt at smage enkeltdruevine, både fordi det giver viden om, hvad de forskellige sorter bidrager med, men også fordi flere af dem faktisk er udmærkede vine. Det gælder netop Touriga Nacional fra Crasto, som nyligt tog stikket hjem ved en masterclass med Douro Boys i København. 16 måneder på fad.  Dyb rubin. Mørke bær og violer i næsen. Frisk og fyldig med mørke bær, blød og behagelig i munden og lang eftersmag.

Quinta do Crasto Maria Teresa 2007: Blend af druer fra marken af samme navn med mere end 30 forskellige sorter. 20 måneder på fad. Dyb rubin. Flot og ekspressiv i næsen, da den lige fik lidt tid. Mørke bær og blomster i næsen. Fyldig og kompleks med mange lag. Såvel frugt som balancerede fadnoter som kakao. Lang eftersmag. En fremragende vin.

Quinta do Crasto Colheita Port 1997: Lavet som en hyldest til Fernando Moreira d’Almeida, søn af grundlæggeren. Mørk ravfarvet, tæt og koncentreret alderen taget i betragtning. Intens og fyldig i munden med tørrede frugter og god syre til at balancere samt lang finale. Faktisk ganske vellykket for et hus, der ellers ikke har gjort det i fadlagret port, men måske der er mere i vente. En fin afslutning på en flot smagning.

Læs mere om Quinta do Crasto her. Vinene fra Quinta do Crasto fås hos Portugisisk Vinkælder.

Vin fra fade

I Cima Corgo nær byen Pinhão ligger vingårdene tæt og udgør en perlerække af kendte navne. Vi passerer navne som Bomfim, Seixo og Pego for at køre til Quinta São Luiz, som jeg aldrig har besøgt før. Vingården er knyttet til Kopke og dermed Sogevinus, og det var da også Sonia Figueira, som var vores vært sammen med en meget engageret winemaker Ricardo Macedo. Ricardo er ansvarlig for koncernens bordvine, som netop vinificeres og lagres på São Luiz.

Når man er i Douro, hvor druerne gror, bør man selvfølgelig starte med en tur i marken. Så vi tog en lille vandretur opad med udsigt ud over de skønne vinranker – plantet på terrasser som såvel gamle Socalhos som Patamares eller som Vinha ao alto – og ned over Douro til markerne på den modsatte side. En herlig udsigt.    

Ricardo fortalte om druesorter, skifferjord, de forskellige plantningsmetoder, hældningsgrader og meget mere. Vi talte selvfølgelig også om årets høst, som nok desværre ikke bliver blandt de store. Som det var tilfældet hos Infantado har sygdomme hærget på grund af meget nedbør – så meget at det ikke var muligt at nedkæmpe dem med diverse kemiske virkemidler. Med andre ord tegner alt til en meget ringe høst. Generelt i Douro tales der om 30 % mindre udbytte og på São Luiz om 10 % mindre.

Indenfor i bygningerne, som ligger i flere etager ned af skråningen, var ståltanke og fade til gengæld heldigvis fyldt op. Og Ricardo var i sit gavmilde hjørne. Vi blev alle udstyret med et glas, og derefter gik turen rundt fra etage til etage, fra fad til fad, fra vin til vin. Først hvide druesorter som Rabigato, Viosinho, Arinto, Gouveio, Malvasia Fino etc. lagret i forskellig tid og på forskellige fade, hver for sig eller i forskellige blandingsforhold. Derefter eksperimenter på forskellige træsorter og fx en rød drue, Rufete, vinificeret med meget kort skindkontakt og derfor af udseende som en hvidvin. Og endelig røde sorter som Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz etc., lagret hver for sig og i forskellige blends.

Det var meget spændende at opleve en engageret winemaker præsentere en lang række af tangenterne fra tastaturet, og ved den efterfølgende middag på quintaens stamrestaurant lidt længere oppe af bjergsiden smagte vi så nogle af de endelige blends.

Da der var tale om fadprøver og hurtige smagsprøver under middagen, har jeg ingen noter, men det bør nævnes, at vi smagte Tavedo Douro DOC Branco 2015 (Malvasia Fina, Gouveio, Rabigato, Fogazão og Cerceal), Kopke Douro DOC Branco 2014 (Arinto, Gouveio og Rabigato), Veedha Douro DOC Tinto 2012 (Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz), Tavedo Douro DOC Tinto 2015 (Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Cão, Tinta Barroca og Touriga Nacional) og Kopke Douro DOC Tinto 2013 (Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og Tinta Cão).  At Douro laver gode rødvine har længe været kendt, men hvidvinene imponerer også mere og mere med deres gode kombination af frugtfylde og friskhed.

Desværre måtte vi haste fra den ellers dejlige frokost, da vi havde endnu en aftale – faktisk lige på den anden side af floden på Quinta do Crasto, men med en times kørsel – hvorfor vi måtte tage en hurtig afsked. Men heldigvis inviterede Sonia på et besøg i Gaia, så vi kunne smage de portvine, hun faktisk havde fragtet hele vejen ud.

Dagen efter mødte vi derfor op i Gaia hos Calém, hvor Sonia gav en hurtig rundvisning. Vi så blandt andet de mange fade, der skal blive til Caléms 10 års Tawny – nogle som færdige blends og andre med et ”P” (for para) foran, hvilket altså betyder, at de endnu ikke er helt færdigblandede, men skal blive til 10 års Tawny.

Fra Calém gik vi ind i nabobygningen, som huser udstilling, butik og smagelokaler for Kopke, hvor Sonia havde linet de flasker, vi ikke nåede at smage dagen før, op. Flasker, men dog stadig med vin fra fade, idet der var tale om forskellige udgaver af fadlagrede portvine. 

Kort efter dukkede winemaker og blender Carla Tiago op, så vi fik en god snak om stilarter hos koncernens portvinshuse, årets høst og meget mere. Sonia og Carla fortalte bl.a. at mærket Feist, som vi ikke hører så meget til i Danmark længere, stadig produceres i kraft af de mange fade, der er på lager. Men der laves ikke nye vintage ligesom, der heller ikke lagres ny vin på fade med henblik på fremtidige Colheitas og Tawny. Med andre ord vil mærket nok langsomt blive udfaset efterhånden, som fadene tømmes.   

Af portvine smagte vi:

Kopke 10 års hvid: Lys ravgylden. Duft af mandel og orange. Frisk appel, stadig med frugtpræg og god balancerende syre.

Kopke 30 års hvid: Ravgul, lidt mørkere og med lys kant. Duft af tørrede frugter og mandel. Dejlig blød og sprød smag af tør abrikos. Frisk og fint med syre.

Kopke 10 års Tawny: Mørkere tawnyfarvet. Duft af orange og lidt mandel, men stadig også rest af frugt. Blød med god smag af tørrede frugter og let krydret. Ikke så fyldig.

Feist 30 års Tawny: Mørk med orange kant. Nødder og tørrede frugter i næsen. Figner og udpræget fadsmag. Mere elegant i stilen, blød og indbydende.

Feist Colheita 1976: Mørk brun. Fin duft af tørrede frugter og nødder. Lidt sødere og med mindre syre, men blød og indbydende og med god eftersmag.

Kopke 1966: Som altid et meget indbydende glas. Intens, mørk og koncentreret. Duft af orangeskal, nødder og karamel og med god balance mellem sødme og syre.

Tak til Sonia, Ricardo og Carla for et par dejlige besøg

En aften med Infantado

Når en vingård er grundlagt i 1816, kan den jo fejre 200 års jubilæum i år. Men det har Quinta do Infantado endnu ikke gjort det store nummer ud af, men måske er der noget spændende på vej. Sådan lød det i al fald fra João Roseiro med et skælmsk glimt i øjet, da vi forleden tilbragte en lang aften med ham på vingården.

Navnet, Quinta do Infantado, henviser til titlen Infante, som blev båret af prinser, der ikke var først i rækken til at arve kongetronen. Det kendes f.eks. fra Infante Dom Henrique, som måske bedre er kendt som Henrik Søfareren. Vingården, der ikke ligger så langt fra Pinhão blev grundlagt eller skænket til prins Dom Pedro IV, som var søn af João VI. I 1904 blev den solgt til familien Roseira, som stadig ejer den med altid venlige João Roseira i spidsen.

Det var netop João, der tog imod os, da vi vandrede den korte vej gennem vinmarkerne fra Chanceleiros til Infantado, som skjuler sig i bunden af en lille dal. João viste os først rundt, og i marken kunne vi desværre konstatere, hvor dårligt et år 2016 synes at blive. Vinbønderne i hele Douro, ja selv dem i det ellers varme og tørre Douro Superior har haft et meget vådt forår, hvorfor vinplanterne har været plaget af især meldug, men også andre sygdomme, hvilket vil give et ringe udbytte.

Vi kiggede også ind til de gamle lagares i underetagen, hvor der nu er stablet fade med bordvin, der lagrer. Årsagen er på etagen over, hvor Infantado for nogle år siden fik etableret en stor mekanisk robot og nye stålkar, så presningen altså ikke længere foregår med fødderne med maskinel kraft. Ifølge João handler det om økonomi og mangel på arbejdskraft. Endelig så vi det store gamle lagerlokale med såvel store tønder som små pipas.

Efter rundvisningen havde João venligt inviteret på smagning og middag samt en god snak om landets historie, den aktuelle økonomiske situation, Brexit og meget mere. Vi smagte såvel bordvine som portvine, mens vi nød en række dejlige retter: Suppe, rokke-filet, kylling, ost og appelsinsorbet. Da det var mere hyggemiddag end smagning, er noterne lidt kortfattede. Men vinene var:

Quinta do Infantado Douro tinto 2008 og 2010 (Green label): Organisk og fra vinmarker med mindre skiffer og mere almindelig jordbund, lagret på ældre fade. Lys rubin med frisk duft af kirsebær og lidt blomme, højt syreniveau og stor friskhed i stilen. 2008 lidt mere afrundet i smagen.

Quinta do Infantado Douro tinto 2012: Fra vinstokke plantet i 1988. Rubin, mørkere i farven. Mørke bær og hyldebær i næsen, mere krop og højere alkohol, bærer præg af at have fået mere sol og varme.

Roseira Tinto 2011: Blend af Touriga Nacional og Touriga Franca. Lettere i stilen med frisk syre og florale noter.

White Port, semi dry: Lys og gylden i farven. Orange og let frugt i næsen. Flot kombination af frugt og fylde, en tør stil. Fungerede fint med suppen.

LBV 2011: Mørk rubin. Frisk og fyldig frugt samt mærke noter. Tør stil, kraftig i smagen, men samtidig let og fin drikkelig nu. Klart med potentiale til lagring.

Vintage 2013: Mørk rubin med lilla kant. Lidt lukket i næsen, men fin drikkelig. Mørke bær i næsen, mere fyldig og kompleks og med en flot struktur. Dog stadig vel ung.

10 års Tawny: Lys mahognibrun. Flot duft af figner og lidt nødder. Lidt mere sødme end vanlig for huset, men fint balanceret med syre. Passede fint til appelsinsorbeten.

Colheita 2005: Lidt mørkere og kraftigere. Tørrede frugter, figner og nødder. Mere rustik i stilen. 

Minho og Douro

Vi forlod Porto i går morges for i en lejet bil at tage på firedags udflugt. Først gik det nordpå mod Braga, hvor vi gjorde holdt ved det spektakulære valfartssted Bom Jesus do Monte lidt uden for byen. Stedet er kendt for den særprægede lange trappe, der leder op til kirken øverst. Her er der på afsatser små kapeller, der fortæller Jesu lidelseshistorie, samt altre, statuer og fontæner, og øverst bag kirken er der et lille parkområde, som bruges til udflugtsmål om søndagen.

Derfra gik turen mod øst ind mod naturparken Gerés ved bjerget af samme navn. Efter et stop på en lille lokal restaurant, hvor vi nød en fin omgang bacalhau med vinho verde og kaffe til den rørende pris af 11 euro per person, indlogerede vi os på en pousada i Canicada for at dyrke lidt afslapning. 

En lille tur ned til de kunstige søer, som er fremkommet i forbindelse med opdæmning af nogle af floderne, der gennemskærer Minho, blev det dog til.  Vi fik også set adskillige vinmarker her i Vinho Verde land, men det blev dog ikke til besøg denne gang.

Dagen efter gik det sydpå og så mod øst, gennem den nye lange tunnel under Marão-bjerget som adskiller Minho fra Douro. Ved Regua tog vi vejen langs Douro med udsigt til stejle skråninger med rækker af vin og hvide quintaer. Vi krydsede floden i Pinhão for at køre lidt tilbage på højre bred, da vores opholdssted de næste par dage er Chanceleiros – en herlig oase, som jeg kan vende tilbage til gang på gang. Også her vil der bliver tid til afslapning, da det jo er ferie. Men der er selvfølgelig også planlagt nogle besøg på Quintaer med rundvisning og smagning.

Sandeman - her og der

Lidt foran os går en gruppe anført af en kappeklædt guide og ligeså bag os. Vores guide er dog hverken klædt i kappe eller med sombrero som den kendte ikoniske Don. Til gengæld kender han nok portvinskælderen bedre end de fleste, da han er 7. generation af familien bag portvinshuset Sandeman.

Da jeg nyligt blev udnævnt til Caveleiro i portvinsbroderskabet af dets førstemand, George Sandeman, havde jeg nu arrangeret et besøg hos det store hus, som ligger flot placeret ved kajen i Gaia. Og da logistik og kalender gik op i en højere enhed, tilbød George venligt at være vores vært. Vi fik derfor først en rundvisning i udstillingen, der fortæller om husets – og dermed også familiens – historie og efterfølgende i kælderen blandt de mange fade og i husets vintagekælder. En god tur, da det faktisk er mange år siden jeg selv har været på besøg, og da resten af selskabet ikke havde været der før.

Efterfølgende fik vi en god smagning, som viste den store spændvidde i husets portvine. Smagningen omfattede Old Invalid Ruby, Founders Reserve, LBV 2011, Vau Vintage 2003, Vintage 2000 samt den fulde Tawny serie bestående af 10, 20, 30 og 40 års Tawny.

De første viste faktisk fin karakter med god frugt og selvfølgelig med stigende kvalitet og intensitet. LBV 2011 var kraftfuld, som årgangen jo gerne er, men med balancerede modne tanniner, så den er fin at drikke nu. Vau Vintage havde en dejlig krydret stil og en god struktur. Som tilsigtet modnes den tidligt og var fint drikkeklar nu, men også med lagringspotentiale. Vintage 2000 havde en fantastisk flot næse og god kompleksitet, røde frugter og blommer, bløde integrerede tanniner og delikat. Fint drikkelig nu, men også med 20 års yderligere modning foran sig.

Tawnyserien vinder hos mig mere og mere respekt. En elegant og blød stil med en fin balance mellem friskhed, syre, appelsinskal, mandel og de tungere fadnoter, som selvfølgelig stiger i intensitet med alderen. Denne dag vil jeg nok pege på 20 års 40 års som de største oplevelser – den første med flot balance mellem friskhed og intensitet, den sidste fortættet og koncentreret, så den kunne smages længe efter.

En flot smagning, som blev efterfulgt af en meget spændende middag hos en helt nyåbnet restaurant i det øvre Gaia, The Blini, hvor vi fik en fremragende fiskemenu med vine fra Sogrape-koncernen, som Sandeman er en del af. En frisk og fyldig Vinho Verde på Alvarinho-druen fra Morgadio da Torre, en fin rosévin, Vinha Grande fra Casa Ferreirinha, en fyldigt og skøn hvidvin på Encruzado fra Quinta dos Carvalhais i Dão og endelig en 20 års Tawny fra Sandeman til desserten.

Sommer i Porto – Ramos Pinto

Er tilbage i Porto. Denne gang gælder det sommerferie med familie. Når man som jeg har rejst meget i Portugal og flittigt berettet om det, får man selvfølgelig henvendelser fra familie og venner, som gerne vil med på en tur. Derfor er vi nu to par, som skal tilbringe 10 dage i Porto og Douro-dalen – inklusiv nogle besøg hos portvinshuse i Gaia og quintaer i dalen. Men også med gode restauranter, museer, afslapning, en tur i en pool og alt det andet, der hører en god sommer til.

Første portvinsbesøg fandt sted i dag, hvor vi så museet hos Ramos Pinto efterfulgt af en smagning. Samtidig fik vi hilst på den nye eksportansvarlige for Danmark, Mariana Tavares, som har afløst Ana Rato. Forklaringen ligger i det ledelsesskifte Ramos Pinto lige har gennemført, hvor Joâo Nicolau de Almeida er gået på pension, hvorefter husets ledelse er overtaget af Jorge Rosas, hvis job som eksportchef Ana Rato har overtaget. Voilá, kabelen går op.

Mariana Tavares, som ud over at være i salgsafdelingen faktisk er uddannet winemaker, viste os rundt i de gamle kontorlokaler og museet, ligesom vi var forbi kælderen med en lille del af firmaets fade. Selv om jeg har været der adskillige gange, er historien om Adriano Ramos Pinto og hans fænomenale evner til markedsføring stadig lige fascinerende, ligesom jeg aldrig bliver træt af at kigge på de mange kunstplakater.

Efter rundvisningen fik vi en god smagning.

Først en dejlig potent LBV 2011, som så afgjort er værd at stifte bekendtskab med. Mørk rubin med lilla kant, godt med mørk frugt og hyldebær, kraftige med balancerede tanniner. Lidt lukket og så afgjort med lagringspotentiale.

Næste glas var Vintage 2005, som faktisk var fin drikkelig og åben. Mørk rubin, godt med tanniner. Mørke bær, krydret, men også med florale noter. God, lang eftersmag.

Derefter fulgte de tre fremragende tawnies i alderen 10, 20 og 30 år. Koncentrationen og de typiske fadnoter øges gennem rækken, men især 10 og 20 års har altid imponeret mig med deres gode balance. Ja det er vist ingen hemmelighed, at jeg regner 20 års fra Ramos Pinto for en af allerbedste af slagsen. 30 års er selvfølgelig også et dejligt glas, men taler vi om value for money har jeg altid foretrukket 20 års.

En fin start på ferien, som vil blive efterfulgt af flere besøg.