Port and the Douro

Jeg har efterhånden fået mig en større samling af bøger om portvin. God lekture, som giver et godt afsæt for at forstå, smage og nyde. Den bedste er og bliver Richard Maysons Port and the Douro, som nu er kommet i tredje udgave. Den er grundig og fuld af viden. Den giver overblik og dybde. Og den er skrevet af en kender og portvinselsker.

Richard Mayson har været del af vinbranchen siden 1984 og skriver i dag jævnligt for tidsskriftet Decanter. Han har begået flere bøger om vin og har specialiseret sig i Portugal. Foruden Port and the Douro er også The Wines and Vineyards of Portugal yderst læseværdig, ligesom han har skrevet en bog om Dow´s historie. Og så har Mayson ikke mindst en godt førstehåndskendskab til landet og dets vin, idet han driver sin egen vingård i Alentejo.

Bogen er opdelt i 8 kapitler foruden forord og efterskrift. Først en grundig gennemgang af portvinens historie efterfulgt af et kapitel om vingårde og vinsorter samt beskrivelser af en lang række af de vigtigste quintaer. Derefter gennemgås selve vinproduktionen og de forskellige portvinstyper. Et særskilt kapitel gennemgår vintage med årgangsbeskrivelser fra 1844 til 2011 med personlige anbefalinger for hvert høstår. Endelig følger en oversigt over de største portvinsfirmaer, et kapitel om den voksende bordvinsproduktion i Douro og afsluttende lidt rejseinformationer.

Listerne over quintaer og producenter er selvfølgelig ikke komplet. Der er flere end 34.000 vinproducenter i Douro, hvoraf en stor del godt nok udelukkende sælger deres druer til kooperativer eller større producenter – og måske laver vin til eget forbrug. Men siden det i 1986 blev tilladt at eksportere portvin direkte fra Douro, er der kommet mange flere navne på markedet herunder flere udmærkede single quinta huse. Det er altså forståeligt, at det kun er et bredt udvalg, der beskrives i bogen. Dog kan det undre, at en brand som Hutcheson, der laver solide Colheitas ikke er omtalt, ligesom danskejede Quinta do Pego og opkomlingen Quevedo savnes.   

Opbygningen i denne nye udgave er ikke meget forskellig fra de tidligere, men indholdet er blevet revideret, ligesom bedømmelser af huse og årgange selvfølgelig er blevet justeret og ajourført. En række farvefotos og tekstbokse og har lettet opsætningsmæssigt – herunder bokse med overskriften Men who shaped the Douro, hvor vi møder personligheder op gennem historien fra Baron Forrester og Dona Antónia Ferreira til Peter Symington og Bruce Guimaraens.

Bogen er ikke spækket med smagenoter – dem må man finde andre steder. Men bedømmelser er selvfølgelig underbygget af enkelte notater og gode argumenter, som man kan være enig eller uenig i.

Har man læst andre portvinsbøger, bør man alligevel give sig i kast med Port and the Douro. Har man ikke, er det et godt sted at starte, da den trods sin seriøsitet er let læselig. Og så leverer den faktisk ny viden om vinproduktion, druesorter og vinstokke. Vel er der ikke tale om en flot coffee table book som Henrik Oldenburgs danske portvinsbog, men Mayson bør have sin plads på reolen.

Efterskriftet omhandler de seneste års udvikling og dermed fremtiden. Siden år 2000 er salget af portvin faldet samtidig med at omkostningerne er steget. Krisen rammer desværre hårdt i Dourodalen, men trods de noget pessimistiske toner, slutter Richard Mayson med at konkludere, at Douro vil vedblive at være en af de mest fascinerende vinregioner i verden og portvinen blandt de største vine. Og heri kan man jo kun erklære sig enig.

Læs mere her: http://www.richardmayson.com/

Portvin fra DR

Det kunne ikke undgå at overraske, da jeg pludselig så en portvinsflaske, hvor der på etiketten med store bogstaver stod DR. Som mangeårig medarbejder ved Danmark Radio var der mildest talt noget genkendeligt ved den forkortelse. Og selv om der jævnligt snakkes om nye platforme, havde jeg da ikke hørt, at statsradiofonien ligefrem var begyndt også at producere portvin.

Efter forbavselsen kom nysgerrigheden, og da mærket endnu ikke importeres til Danmark, blev en prøveflaske rekvireret fra Portugal i form af en 10 års Tawny.

Det endte faktisk som en positiv overraskelse. Forventningerne var ikke voldsomme til en nyt og herhjemme ukendt mærke, men de blev opfyldt til fulde og mere til.

Vinen er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og Tinta Barroca – samt ifølge bagsideetikken, men ikke den tilsendte produktinformation – Tinto Cão. Så de fem mest brugte sorter er alle med. Farven er mørk mahogni, med fin klarhed og ikke overdrevet fedme. Duften har appelsinskal og figen som fremtrædende ingredienser, mens smagen også byder på valnød. Lidt sprittet uden dog at være over grænsen, ligesom den brænder en del. Fin lang eftersmag fuld af pepper.

Alt i alt et let tilgængeligt, men dejligt velsmagende bekendtskab – ikke mindst taget i betragtning, at salgsprisen fra eksportøren er godt 10 Euro og dermed under 100 kr. 

Vinen er fremstillet på Quinta da Levandeira do Roncão, som har 40 hektar vinmarker ved landsbyen Vilarinho de Cotas lidt nordøst fra Pinhão. Området, Roncão, har lagt navn til flere Quintaer, hvor Quinta do Roncão, der i sin tid tilhørte brødrene Robertson, nok er den mest kendte.

Quinta da Levandeira do Roncão blev overtaget af den nuværende ejer så sent som 2001, men skulle stamme fra 1850. Ved overtagelsen blev store arealer renoveret og nyplantet, men de bedste vinmarker med 60-70 år på bagen blev dog bevaret.

Den første høst under den nye ejer er fra 2001. Men med selve Quintaen overtog ejeren også en kælder fuldt af gamle fade med vin, hvilket er årsagen til at firmaet kan sælge Tawny med alder og Colheitas, som er ældre end dem selv. DR findes således også som 20 års, 30 års og mere end 40 års Tawny foruden de faktisk med afsæt i en samling fade, der alle er over 80 år, har blended en såkaldt vinho velho. Dertil kommer almindelig ruby og tawny, LBV og Vintage. Så der er altså allerede tale om en fuld palet, hvorfor mærket da også er på vej til at blive lanceret på det europæiske marked.

DR tilhører den store underskov af portvinsmærker, som findes i dag i divisionerne under de store kendte producenter. Udviklingen startede allerede i 80´erne og tog for alvor fat efter 1986, hvor det blev tilladt at eksportere portvin direkte fra Douro, så de ikke skulle omkring Vila Nova de Gaia først. Mange mindre quitataer lavede i forvejen portvin i mindre mængder til eget forbrug, men optimerede nu produktionen. Nogle af dem har siden vundet anerkendelse og udbredelse – og flere vil givet følge. Og tak for det, da det giver den mangfoldighed, som jeg i al fald elsker og nyder. Hvem ved, måske bliver DR en af de næste i rækken. Hvis de øvrige flasker har samme niveau som deres 10 års Tawny, er potentialet i al fald til stede.  

På rejse i vinlandet

På min rejser i Portugal har jeg besøgt adskillige vingårde – især i Douro, men også syd for Lissabon og i Alentejo. Det allerførste besøg var hos et kooperativ i Lagoa, men den gang var det nu ikke for at udforske deres kunnen, men blot for at tanke op i den store dunk, der forsynede os med billig vin til aftenens fest.

Siden er der sket meget – både med mig og med vinlandet Portugal. Hvor vinene tidligere var knap så imødekommende, har udviklingen og professionaliseringen af vinproduktionen sendt Portugal i top på mange vinlister og ved mange smagninger. Senest finder man fx en Touriga Nacional 2009 fra Quinta do Vallado placeret på en flot 13. plads på Wine Spectators top 100 for i år.

Quinta do Vallado – en af de berømte The Douro Boys, der for alvor har bragt regionen i front, hvad angår bordvin – er en af mange vingårde, som bliver besøgt i bogen En opdagelsesrejse i vinlandet Portugal. Bogen blev udgivet på dansk i 2007 af reklamebureauet Bistro og med brancheorganisationen ViniPortugal som afsender. Bogen er altså ikke uvildig, men det forhindrer den ikke i at være en fin og flot illustreret rundtur i de forskellige regioner.

Bogen giver indledningsvis nogle generelle betragtninger om udviklingen og om de mange druesorter. Det spændende ved vinlandet Portugal er de hele 500 forskellige druesorter, som efter sigende kun findes dér. Der er altså tale om en unik mangfoldighed, som ikke er blevet – og forhåbentlig aldrig bliver – fortrængt af internationale druesorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. I stedet taler vi om førnævnte Touriga Nacional og de andre kendte portvinsdruer, der altså også bruges flittigt i rødvine. Vi taler om andre røde sorter som Baga fra Bairrada, Castelão og Ramisco og om hvide sorter som Alvarinho, Arinto, Verdelho, Loureiro og Moscatel de Setúbal. Nogle steder eksperimenteres der selvfølgelig med importerede sorter både i ren form og i blandinger for at ”blødgøre” de mere rustikke portugisiske druer. Men hovedtendensen er heldigvis, at man fastholder originaliteten og rent faktisk producerer et stigende antal enkeltdrue-vine som vinen fra Quinta do Vallado vidner om.

Bogen giver bogstaveligt talt en rundtur. Med udgangspunkt i Lissabon fører den os sydpå over Setúbal-halvøen til Algarve og op igen gennem Alentejo, Ribatejo, Estremadura, Beiras, Douro og Minho for til sidst at besøge øerne. Hvert distrikt får en indledende beskrivelse efterfulgt af rejsetips, hvorefter følger opslag med besøg hos udvalgte producenter.

Det gælder fx José Maria da Fonseca, som er kendt for sine Periquita- og Moscatel-vine og Adega do Cantor i Algarve, der ejes af Cliff Richard. I Alentejo besøges bl.a. Quinta do Carmo og Herdade do Esporão, hvis hvid- og rødvine jeg selv er en stor ynder af, men også kooperativet i Borba. Nord for Lissabon nævnes selvfølgelig området Colares, hvor de gamle vinstokke (fra før vinlusens hærgen) vokser i sandklitter, og længere oppe igen de tre store områder Dão, Bairrada og Beira Interior. Endelig helt mod nord de fremstormende rødvinsproducenter i Douro og Vinho Verde, som jeg næsten altid har liggende på køl.

Slutteligt snydes vi ikke for kapitler om Madeira og Portvin. Sidstnævnte afsnit skæmmes dog af nogle unøjagtigheder. Fx nævnes det, at en 20-årig Tawny Port er lavet på druer fra høsten 20 år før tapningsdatoen. Nej, det er en blanding af ældre som yngre druer i det forhold, som huset ønsker skal karakterisere deres 20 års Tawny, hvorimod Colheitas er fra det år, som står angivet på flasken og derefter lagret i mindst syv år, men gerne mere.

Tilbage står dog, at bogen giver et godt indtryk af de forskellige regioners særkender. Og så giver den i høj grad lyst og god inspiration til at besøge langt flere vingårde i fremtiden. At den er fra 2007 gør selvfølgelig, at den ikke er helt opdateret, men selv om udviklingen går stærkt, hvad angår vinproduktionen i Portugal, går den trods alt ikke så stærkt, at bogen er uaktuel.

Læs mere på http://www.viniportugal.pt/

A Fado for the River

Titlen dukkede pludselig op under en internetsøgning. A Fado for the River. Og med min fascination af fado, kan den ikke andet end at vække nysgerrighed. Af den korte beskrivelse fremgår det, at der er tale om en spændingsroman, skrevet af sydafrikanske Geoffrey Wells. Bogen foregår dels i nutiden under en filmfestival i Lissabon og dels i Mozambique i 1974 – året, hvor Nellikerevolutionen fandt sted, hvilket førte til selvstændighed for den sydafrikanske koloni, men desværre også til mange års borgerkrig.

Fortælleren, Raf for Raffaello, rejser fra Los Angeles til Lissabon for at være jury ved en filmfestival. Straks efter ankomsten til sit hotel modtager han et anonymt afpresningsbrev. Afsenderen vil have 500.000 dollars for at tie om, at Raf i sin tid myrdede en ung kvinde.

Anklagen er falsk, men afsenderen kender åbenbart mere end ønskeligt til Raf´s fortid, hvor han som ung sammen med en ven opholdt sig i Lorenzo Marques – det tidligere navn for Maputo. Og herefter springer handlingen frem og tilbage mellem nutidens Lissabon og fortidens Mozambique, så vi afsnit for afsnit får afklaret, hvad der virkelig hændte.

Foruden at være en lille spændingsroman er bogen også en kommentar til emner som kolonialisme, ulandsstøtte, apartheid og oprørsbevægelser. Intrigen udspiller sig midt mellem de to parter i borgerkrigen, Renamo og Frelimo, samt Estado Novos hemmelige politi og MFA (Movimento das Forças Armadas), som stod bag revolutionen i Portugal i 1974. Store, stridende kræfter og et politisk spil, som ikke er helt gennemskueligt for den unge Raf, som alligevel lader sig involvere på blodig vis.

Og det er alt dette, der nu vender tilbage for at få sin endelige afslutning. Nok valgte Raf et nyt og andet liv, men erindringen har han ikke kunnet udviske. Den har siddet dér siden som smerte, savn og sorg. Tudo isto existe, Tudo isto é triste, Tudo isto é fado, som Geoffrey Wells citerer Amálias gamle fadosang. Alt dette er fado. Raf får da også besøg flere fadorestauranter – både i Maputo og i Lissabon, hvor juryen spiser middag i Café Luso i Bairro Alto, ligesom vi kommer rundt til andre velkendte lokaliteter.

Her som i andre bøger, bruges fadoen altså til at tydeliggøre en stemning af saudade – den blanding af længsel og vemodighed, som karakteriserer fadosangen. Eller som Raf selv konkluderer det:

“I now understand the sadness of the fado; the lament lurking in the shadows of our human psyche, shared by all of us who must bear witness to our collective suffering”.

Et par enkelte tråde blafrer fortsat efter endt læsning, men overordnet har Geoffrey Wells begået en medrivende bog, som både er spændende og giver et godt indtryk af de urolige tider omkring revolutionen i Portugal og især i den samtidige spændte situation i Mozambique. Men sin opvækst i Sydafrika kender forfatteren mærkbart til forholdene. Han besøgte da også selv nabolandet kort før revolutionen og sejlede på Limpopo River for at se på flodheste – en tur, som spiller en ikke uvæsentlig rolle i bogen.

Bogen er udkommet som E-bog. Læs mere her: http://www.geoffreywellsfiction.com/a-fado-for-the-river/

Børsen og Burmester

Den årlige portvinsfestival på Børsen er vel overstået. Der blev smagt god portvin – og det både hvid, tawny, Colheita, LBV og vintage. Og måske lige så vigtigt blev der snakket med såvel andre danske portvinsentusiaster som med repræsentanter fra Portugal. Det sidste gjaldt gode bekendte som Gustavo Devesas fra Symington, Ana Rato fra Ramos Pinto og Oscar Quevedo fra Quevedo samt nye bekendtskaber som winemaker Paulo Coutinho fra Quinta do Portal, vingårdsmanager Rui Xavier Soares fra Real Companhia Velha (som jeg allerede havde truffet et par dage før ved Holte Vinlagers vinfestival i Odense) og winemaker Carla Tiago fra Burmester.

Sidstnævnte var sammen med Christian Philipson – samt selvfølgelig festivalarrangør Henrik Oldenburg – vært for pressesmagningen, som fandt sted lige inden selve festivalen åbnede. I år var det altså Burmester, der skulle præsenteres og smages, og ikke overraskende gjaldt det en fint udvalg af de mange Colheitas, som Philipson Wine med stor succes har opkøbt, lanceret og solgt i store mængder på det danske marked.

Det har der været talt meget om, bl.a. fordi flere mener, at Philipson med sine mængderabatter nærmest underminerer markedet. Den diskussion vil jeg ikke blande mig i her, men blot viderebringe Christian Philipsons ord om, at det for ham også har handlet om at slå et slag for tawnystilen og ikke mindst Colheitas. For det første fordi, der generelt er mere fokus på den mere vinøse vintage. For det andet fordi et presset marked medfører et behov for omsætning her og nu, hvorfor fade med portvin, som skal lagre i kælderen i årtier og oven i købet med et pænt svind, ikke ligefrem er den bedste forretning sammenlignet med de flaskelagrede portvinstyper for ikke at tale om nye tiltag som rosé.   

Men nu til vinene. Philipson har afhold flere store Burmester-smagninger, men det er første gang, jeg har haft mulighed for at deltage. Programmet bestod af 12 vine. 10, 20, 30 og 40 års tawny efterfulgt af Colheitas fra årene 2000, 1997, 1989, 1975, 1963, 1957, 1941 og 1937. Med andre ord en repræsentant fra hvert årti med et spænd på godt 60 år.

Vinene blev skænket samtidig, og en første konstatering var forbavsende lille forskel i farven. De helt unge var selvfølgelig lidt mørkere, dem i midten lysere, mens de ældste havde genvundet en del af mahogninuancerne. Et andet generelt træk ved de fleste af vinene var god balance mellem syre og sødme samt en lang, pebret eftersmag.

Blandt de fire tawny med alder fandt jeg 30 års bedst. God duft af blommer og figner, kraftig i smagen med fint afmålt syre. 10 års havde orange duft og var lige til at gå til. Ikke så nuanceret og dyb, men også langt billigere. 20 års havde desværre en mistænkelig duft af acetone, som ikke nåede at forsvinde. 40 års havde hel lys kant og igen orange i næsen, men var ikke umiddelbart så balanceret som den 10 år yngre udgave.

Blandt de mange Colheitas var flere topår. Min egen favorit var 1963, som var i meget flot balance med god frugt, fin syre og sødme samt såvel lidt mandel som karamel i smagen – og så forblev den i munden længe efter. Andre gode år var 1937, som var flot og dejlig frisk trods sin alder, men dog mere nedtonet i smagen. 1957 var lidt blødere i næsen, men også med en flot lang eftersmag, der dog var lidt mere pebret end 1963. Blandt de yngre vil jeg blot fremhæve 1997, hvorimod 1989 var lidt vel skarp og 2000 endnu for anonym. Dem må de gerne beholde på fade en del år endnu.

Alt i alt en flot start på dagen. Burmesters Colheitas er generelt meget drikkelige og træfsikre, hvorfor Philipsons kampagne givet har kunnet få flere og nye med på ”Colheita-vognen”. Og det er da prisværdigt. Men synes dog også, jeg har mødt flere nuancer og dybder i paletten hos andre huse.

Lad mig til slut nævne nogle udvalgte vine, som jeg smagte på selve festivalen. Andrésen er et af de få huse, som har specialiseret sig i hvide portvine med alder. Og det gør de godt. Jeg har tidligere smagt 10 og 20 års, men prøvede denne gang deres 40 års, som var en nydelse. Real Companhia Velha, som internationalt sælges under navnet Royal Oporto havde en meget tilgængelig LBV fra 2007, som faktisk er fin til prisen. Smagte også tawny og Colheita som er deres speciale samt en vintage 2003. Ramos Pintos tawny-serie er blandt mine favoritter, men dem sprang jeg over denne gang. Til gengæld var jeg positiv overrasket over deres Single Quinta Vintage 2005 fra Ervamoira – quintaen i det fjerneste hjørne af Douro, som jeg tidligere har besøgt, hvilket man kan læse om i min bog ”Mit andet hjemland”. Quinta do Portal havde flere gode årgange vintage med – unge og fulde af frugt og tanniner og en ikke overdrevet urtesmag – ligesom jeg nød vintage fra Dow´s og sidst, men ikke mindst Quinta do Vesuvío 2010.  

Nye portugisiske breve

Hvor sløv en krop

denne udmattede kvinde har:
hvis det at føde børn var hendes eneste oplevelse
og hun kun kunne finde bo i et halvkvalt skrig
og det brød hun spiser er plantet i vrede.

Fik endelig taget mig sammen til at læse Nye portugisiske breve fra ende til anden. ”Nye” er så meget sagt. Jeg har haft det portugisiske kvindesagsskrift fra 70´erne stående længe, men må indrømme, at det hidtil kun er blevet til løs læsning af passager. Nu skulle det være. Og det fortryder jeg ikke, selv om det tog sin tid.

Bogen består af en blanding af digte, små prosatekster, essays, personlige oplevelser og breve – såvel fiktive som mellem de tre Mariaer, der står bag bogen. Kvinderne mødtes ugentligt og forpligtede sig til hver gang at have skrevet nye tekster, som efterfølgende blev diskuteres og siden samlet i kronologisk rækkefølge, så refleksioner og udvikling kan følges. Indholdet kan ikke adskilles fra tilblivelsesmåden, som det hedder i deres efterord.

Såvel titel som afsæt er de berømte ”Portugisiske breve” fra 1600-tallet – fem breve, som tilskrives søster Mariana Alcoforado, der boede i et kloster i Beja, hvor man den dag i dag kan besøge hende celle. Som 25-årig forelskede Mariana sig i en ung fransk officer, til hvem brevene er stilet. Brevenes ægthed er dog tvivlsom, da der nok står en anonym forfatter bag, men deres værd som vidnesbyrd om forbudt og fortvivlet kærlighed er ikke mindre af den grund.

De tre forfattere af de nye breve er selv opdraget af nonner, men nu gifte og mødre – og med karrierer som journalister og forfattere. Alle tre ville gerne gennem deres skriverier ændre det bestående samfunds kønsroller, moral og lovgivning samt den katolske kirkes store indflydelse på samme. Det kostede dem anklager for ”misbrug af pressefriheden” og ”krænkelse af den offentlige anstændighed”. Bogen blev forbudt og beslaglagt, og anklagerne blev først frafaldet efter systemskiftet.

Nogle af brevene kan i dag virke vel uvedkommende, men dog historisk interessante som dokument fra tiden lige inden låget på det portugisiske samfund blev lettet. Andre er smukke og erotiske i deres eviggyldige insisteren på kvinders ret til egen seksualitet. Andre igen er rørende, barsk og vedkommende læsning om undertrykte kvindeskæbner før som nu, virkelige som fiktive. Som brevet fra Mónica M, der giftede sig af lidenskab, men glemte at spørge om han elskede hende. Og som slutter på en gang poetisk og forfærdeligt med dette lille efterskrift:

 

Før hun væltede stolen, lod Mónica hænderne langsomt glide ned over sin nøgne krop som skulle hænge for de åbne vinduer udsat for det klare morgenlys.

Nye portugisiske breve udkom for første gang i Portugal i 1972 – to år før Nellike-revolutionen, som bragte mange ændringer med sig. Men, som det hedder på bagsiden af den danske oversættelse fra 1975 med et citat fra BT´s anmeldelse: ”Ingen omvæltning i nogen fremtid vil kunne gøre de tre Maria´ers bog uaktuel. Den vil spøge i menneskers, bestemt i mænds, sind, så længe bøger læses”. Store ord, som dog kun holder noget af vejen. Som opråb og kampskrift står bogen mindre stærkt i en samtid, hvor meget heldigvis er anderledes. Men som dokument over en tid og en nødvendighed er den usvækket. Ligesom den kan fortjene læsere i andre lande, hvor undertrykkelse og kønsrollemønstre er som i Portugal under diktaturet, og hvor religionen ensidigt er på mændenes side. Og så sandelig ikke kun kvindelige læsere.  

Dronningens portvin

Der er delte meninger om Prins Henriks vine fra Chateau de Cayx i Cahors. Selv er jeg ikke en stor fan og heller ikke af hans Cuvée Jubilée, som blev serveret til Dronning Margrethes 40 års jubilæum som regent i januar i år. Men de fik jo også andet at drikke til den store fest. De fik portvin, og det igen i form af en speciel aftapning til lejligheden.

Warre´s Jubilæums Colheita fra 1972 – året, hvor Margrethe tiltrådte som regent – er fra fire udvalgte fade og derefter leveret i 3.000 nummererede flasker, hvoraf en del stadig er i handelen.

Jeg har ikke tidligere smagt den, men ved Kjær Sommerfeldts store vinfestival, som blev afviklet i DOK5000 i Odense den 11. september var den blandt de flasker, som Gustavo Devesas fra Symington Family Estates og dermed Warre´s have valgt at medbringe. Og det skal han have tak for, for den var velsmagende. Rund, blød og indsmigrende. Brun og moden i farven. Moden frugt, valnød og abrikos i duft og smag samt lidt brændt karamel og en fin pebret, prikkende eftersmag.

Gustavo var faktisk selv med til at levere vinen til hoffet sammen med Kjær Sommerfeldts produktchef Jens Ole Eriksen og Dominic Symington. På Symingtons blog (http://thevintageportsite.com/) skriver Dominic om vinen:

“The Port is a selection of four of the best pipes of the Warre’s 1972 Colheita which have been quietly ageing in the Warre’s cellars of Vila Nova de Gaia since the spring of 1973. The wine is primarily from Quinta do Retiro Antigo, which is in one of the finest locations in the Rio Torto valley”.

Det er ikke tilfældigt, at netop Warre´s blev valgt som kongelig hofleverandør. Det har de nemlig været siden 1960 med deres reserve portvin, der har ligget på fade i fem år og bærer navnet Den Kongelige Livgardes Port. Det er en mangeårig tradition i Livgarden, at der skåles i et glas portvin, når der er vagtskifte – en tradition, som efter sigende går helt tilbage til William Warre, der gjorde militærtjeneste under selveste Hertugen af Wellington, da denne hjalp portugiserne imod Napoleons invasionsstyrker i starten af 1800-tallet.

Gustavo Devesas havde selvfølgelig også Livgardens Port med tillige med Otima 10 års Tawny, LBV 2001 og Vintage 1994. Den sidste var meget fyldig og frugtrig, velbalanceret og allerede drikkeklar, men også holdbar i årene fremover.

I det hele taget en spændende vinfestival med mange gode glas. Selv om det ikke har noget med Portugal at gøre, kan jeg lige kort nævne nogle friske hvidvine fra Alsace leveret af Hugel & Fils, hvor ikke mindst deres Riesling Jubilee 2007 og 2005 fra udsøgte marker var indbydende. Lang eftersmag med ananas, pæn men ikke dominerende sødme. Fra Toscana imponerende Tenimenti Angelini med deres kraftige Brunello di Montalcino samt Umberto Cesari med et flot udvalg af sangiovesevine fra Emilia-Romagna.