På rejse i vinlandet

På min rejser i Portugal har jeg besøgt adskillige vingårde – især i Douro, men også syd for Lissabon og i Alentejo. Det allerførste besøg var hos et kooperativ i Lagoa, men den gang var det nu ikke for at udforske deres kunnen, men blot for at tanke op i den store dunk, der forsynede os med billig vin til aftenens fest.

Siden er der sket meget – både med mig og med vinlandet Portugal. Hvor vinene tidligere var knap så imødekommende, har udviklingen og professionaliseringen af vinproduktionen sendt Portugal i top på mange vinlister og ved mange smagninger. Senest finder man fx en Touriga Nacional 2009 fra Quinta do Vallado placeret på en flot 13. plads på Wine Spectators top 100 for i år.

Quinta do Vallado – en af de berømte The Douro Boys, der for alvor har bragt regionen i front, hvad angår bordvin – er en af mange vingårde, som bliver besøgt i bogen En opdagelsesrejse i vinlandet Portugal. Bogen blev udgivet på dansk i 2007 af reklamebureauet Bistro og med brancheorganisationen ViniPortugal som afsender. Bogen er altså ikke uvildig, men det forhindrer den ikke i at være en fin og flot illustreret rundtur i de forskellige regioner.

Bogen giver indledningsvis nogle generelle betragtninger om udviklingen og om de mange druesorter. Det spændende ved vinlandet Portugal er de hele 500 forskellige druesorter, som efter sigende kun findes dér. Der er altså tale om en unik mangfoldighed, som ikke er blevet – og forhåbentlig aldrig bliver – fortrængt af internationale druesorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. I stedet taler vi om førnævnte Touriga Nacional og de andre kendte portvinsdruer, der altså også bruges flittigt i rødvine. Vi taler om andre røde sorter som Baga fra Bairrada, Castelão og Ramisco og om hvide sorter som Alvarinho, Arinto, Verdelho, Loureiro og Moscatel de Setúbal. Nogle steder eksperimenteres der selvfølgelig med importerede sorter både i ren form og i blandinger for at ”blødgøre” de mere rustikke portugisiske druer. Men hovedtendensen er heldigvis, at man fastholder originaliteten og rent faktisk producerer et stigende antal enkeltdrue-vine som vinen fra Quinta do Vallado vidner om.

Bogen giver bogstaveligt talt en rundtur. Med udgangspunkt i Lissabon fører den os sydpå over Setúbal-halvøen til Algarve og op igen gennem Alentejo, Ribatejo, Estremadura, Beiras, Douro og Minho for til sidst at besøge øerne. Hvert distrikt får en indledende beskrivelse efterfulgt af rejsetips, hvorefter følger opslag med besøg hos udvalgte producenter.

Det gælder fx José Maria da Fonseca, som er kendt for sine Periquita- og Moscatel-vine og Adega do Cantor i Algarve, der ejes af Cliff Richard. I Alentejo besøges bl.a. Quinta do Carmo og Herdade do Esporão, hvis hvid- og rødvine jeg selv er en stor ynder af, men også kooperativet i Borba. Nord for Lissabon nævnes selvfølgelig området Colares, hvor de gamle vinstokke (fra før vinlusens hærgen) vokser i sandklitter, og længere oppe igen de tre store områder Dão, Bairrada og Beira Interior. Endelig helt mod nord de fremstormende rødvinsproducenter i Douro og Vinho Verde, som jeg næsten altid har liggende på køl.

Slutteligt snydes vi ikke for kapitler om Madeira og Portvin. Sidstnævnte afsnit skæmmes dog af nogle unøjagtigheder. Fx nævnes det, at en 20-årig Tawny Port er lavet på druer fra høsten 20 år før tapningsdatoen. Nej, det er en blanding af ældre som yngre druer i det forhold, som huset ønsker skal karakterisere deres 20 års Tawny, hvorimod Colheitas er fra det år, som står angivet på flasken og derefter lagret i mindst syv år, men gerne mere.

Tilbage står dog, at bogen giver et godt indtryk af de forskellige regioners særkender. Og så giver den i høj grad lyst og god inspiration til at besøge langt flere vingårde i fremtiden. At den er fra 2007 gør selvfølgelig, at den ikke er helt opdateret, men selv om udviklingen går stærkt, hvad angår vinproduktionen i Portugal, går den trods alt ikke så stærkt, at bogen er uaktuel.

Læs mere på http://www.viniportugal.pt/

A Fado for the River

Titlen dukkede pludselig op under en internetsøgning. A Fado for the River. Og med min fascination af fado, kan den ikke andet end at vække nysgerrighed. Af den korte beskrivelse fremgår det, at der er tale om en spændingsroman, skrevet af sydafrikanske Geoffrey Wells. Bogen foregår dels i nutiden under en filmfestival i Lissabon og dels i Mozambique i 1974 – året, hvor Nellikerevolutionen fandt sted, hvilket førte til selvstændighed for den sydafrikanske koloni, men desværre også til mange års borgerkrig.

Fortælleren, Raf for Raffaello, rejser fra Los Angeles til Lissabon for at være jury ved en filmfestival. Straks efter ankomsten til sit hotel modtager han et anonymt afpresningsbrev. Afsenderen vil have 500.000 dollars for at tie om, at Raf i sin tid myrdede en ung kvinde.

Anklagen er falsk, men afsenderen kender åbenbart mere end ønskeligt til Raf´s fortid, hvor han som ung sammen med en ven opholdt sig i Lorenzo Marques – det tidligere navn for Maputo. Og herefter springer handlingen frem og tilbage mellem nutidens Lissabon og fortidens Mozambique, så vi afsnit for afsnit får afklaret, hvad der virkelig hændte.

Foruden at være en lille spændingsroman er bogen også en kommentar til emner som kolonialisme, ulandsstøtte, apartheid og oprørsbevægelser. Intrigen udspiller sig midt mellem de to parter i borgerkrigen, Renamo og Frelimo, samt Estado Novos hemmelige politi og MFA (Movimento das Forças Armadas), som stod bag revolutionen i Portugal i 1974. Store, stridende kræfter og et politisk spil, som ikke er helt gennemskueligt for den unge Raf, som alligevel lader sig involvere på blodig vis.

Og det er alt dette, der nu vender tilbage for at få sin endelige afslutning. Nok valgte Raf et nyt og andet liv, men erindringen har han ikke kunnet udviske. Den har siddet dér siden som smerte, savn og sorg. Tudo isto existe, Tudo isto é triste, Tudo isto é fado, som Geoffrey Wells citerer Amálias gamle fadosang. Alt dette er fado. Raf får da også besøg flere fadorestauranter – både i Maputo og i Lissabon, hvor juryen spiser middag i Café Luso i Bairro Alto, ligesom vi kommer rundt til andre velkendte lokaliteter.

Her som i andre bøger, bruges fadoen altså til at tydeliggøre en stemning af saudade – den blanding af længsel og vemodighed, som karakteriserer fadosangen. Eller som Raf selv konkluderer det:

“I now understand the sadness of the fado; the lament lurking in the shadows of our human psyche, shared by all of us who must bear witness to our collective suffering”.

Et par enkelte tråde blafrer fortsat efter endt læsning, men overordnet har Geoffrey Wells begået en medrivende bog, som både er spændende og giver et godt indtryk af de urolige tider omkring revolutionen i Portugal og især i den samtidige spændte situation i Mozambique. Men sin opvækst i Sydafrika kender forfatteren mærkbart til forholdene. Han besøgte da også selv nabolandet kort før revolutionen og sejlede på Limpopo River for at se på flodheste – en tur, som spiller en ikke uvæsentlig rolle i bogen.

Bogen er udkommet som E-bog. Læs mere her: http://www.geoffreywellsfiction.com/a-fado-for-the-river/

Børsen og Burmester

Den årlige portvinsfestival på Børsen er vel overstået. Der blev smagt god portvin – og det både hvid, tawny, Colheita, LBV og vintage. Og måske lige så vigtigt blev der snakket med såvel andre danske portvinsentusiaster som med repræsentanter fra Portugal. Det sidste gjaldt gode bekendte som Gustavo Devesas fra Symington, Ana Rato fra Ramos Pinto og Oscar Quevedo fra Quevedo samt nye bekendtskaber som winemaker Paulo Coutinho fra Quinta do Portal, vingårdsmanager Rui Xavier Soares fra Real Companhia Velha (som jeg allerede havde truffet et par dage før ved Holte Vinlagers vinfestival i Odense) og winemaker Carla Tiago fra Burmester.

Sidstnævnte var sammen med Christian Philipson – samt selvfølgelig festivalarrangør Henrik Oldenburg – vært for pressesmagningen, som fandt sted lige inden selve festivalen åbnede. I år var det altså Burmester, der skulle præsenteres og smages, og ikke overraskende gjaldt det en fint udvalg af de mange Colheitas, som Philipson Wine med stor succes har opkøbt, lanceret og solgt i store mængder på det danske marked.

Det har der været talt meget om, bl.a. fordi flere mener, at Philipson med sine mængderabatter nærmest underminerer markedet. Den diskussion vil jeg ikke blande mig i her, men blot viderebringe Christian Philipsons ord om, at det for ham også har handlet om at slå et slag for tawnystilen og ikke mindst Colheitas. For det første fordi, der generelt er mere fokus på den mere vinøse vintage. For det andet fordi et presset marked medfører et behov for omsætning her og nu, hvorfor fade med portvin, som skal lagre i kælderen i årtier og oven i købet med et pænt svind, ikke ligefrem er den bedste forretning sammenlignet med de flaskelagrede portvinstyper for ikke at tale om nye tiltag som rosé.   

Men nu til vinene. Philipson har afhold flere store Burmester-smagninger, men det er første gang, jeg har haft mulighed for at deltage. Programmet bestod af 12 vine. 10, 20, 30 og 40 års tawny efterfulgt af Colheitas fra årene 2000, 1997, 1989, 1975, 1963, 1957, 1941 og 1937. Med andre ord en repræsentant fra hvert årti med et spænd på godt 60 år.

Vinene blev skænket samtidig, og en første konstatering var forbavsende lille forskel i farven. De helt unge var selvfølgelig lidt mørkere, dem i midten lysere, mens de ældste havde genvundet en del af mahogninuancerne. Et andet generelt træk ved de fleste af vinene var god balance mellem syre og sødme samt en lang, pebret eftersmag.

Blandt de fire tawny med alder fandt jeg 30 års bedst. God duft af blommer og figner, kraftig i smagen med fint afmålt syre. 10 års havde orange duft og var lige til at gå til. Ikke så nuanceret og dyb, men også langt billigere. 20 års havde desværre en mistænkelig duft af acetone, som ikke nåede at forsvinde. 40 års havde hel lys kant og igen orange i næsen, men var ikke umiddelbart så balanceret som den 10 år yngre udgave.

Blandt de mange Colheitas var flere topår. Min egen favorit var 1963, som var i meget flot balance med god frugt, fin syre og sødme samt såvel lidt mandel som karamel i smagen – og så forblev den i munden længe efter. Andre gode år var 1937, som var flot og dejlig frisk trods sin alder, men dog mere nedtonet i smagen. 1957 var lidt blødere i næsen, men også med en flot lang eftersmag, der dog var lidt mere pebret end 1963. Blandt de yngre vil jeg blot fremhæve 1997, hvorimod 1989 var lidt vel skarp og 2000 endnu for anonym. Dem må de gerne beholde på fade en del år endnu.

Alt i alt en flot start på dagen. Burmesters Colheitas er generelt meget drikkelige og træfsikre, hvorfor Philipsons kampagne givet har kunnet få flere og nye med på ”Colheita-vognen”. Og det er da prisværdigt. Men synes dog også, jeg har mødt flere nuancer og dybder i paletten hos andre huse.

Lad mig til slut nævne nogle udvalgte vine, som jeg smagte på selve festivalen. Andrésen er et af de få huse, som har specialiseret sig i hvide portvine med alder. Og det gør de godt. Jeg har tidligere smagt 10 og 20 års, men prøvede denne gang deres 40 års, som var en nydelse. Real Companhia Velha, som internationalt sælges under navnet Royal Oporto havde en meget tilgængelig LBV fra 2007, som faktisk er fin til prisen. Smagte også tawny og Colheita som er deres speciale samt en vintage 2003. Ramos Pintos tawny-serie er blandt mine favoritter, men dem sprang jeg over denne gang. Til gengæld var jeg positiv overrasket over deres Single Quinta Vintage 2005 fra Ervamoira – quintaen i det fjerneste hjørne af Douro, som jeg tidligere har besøgt, hvilket man kan læse om i min bog ”Mit andet hjemland”. Quinta do Portal havde flere gode årgange vintage med – unge og fulde af frugt og tanniner og en ikke overdrevet urtesmag – ligesom jeg nød vintage fra Dow´s og sidst, men ikke mindst Quinta do Vesuvío 2010.  

Nye portugisiske breve

Hvor sløv en krop

denne udmattede kvinde har:
hvis det at føde børn var hendes eneste oplevelse
og hun kun kunne finde bo i et halvkvalt skrig
og det brød hun spiser er plantet i vrede.

Fik endelig taget mig sammen til at læse Nye portugisiske breve fra ende til anden. ”Nye” er så meget sagt. Jeg har haft det portugisiske kvindesagsskrift fra 70´erne stående længe, men må indrømme, at det hidtil kun er blevet til løs læsning af passager. Nu skulle det være. Og det fortryder jeg ikke, selv om det tog sin tid.

Bogen består af en blanding af digte, små prosatekster, essays, personlige oplevelser og breve – såvel fiktive som mellem de tre Mariaer, der står bag bogen. Kvinderne mødtes ugentligt og forpligtede sig til hver gang at have skrevet nye tekster, som efterfølgende blev diskuteres og siden samlet i kronologisk rækkefølge, så refleksioner og udvikling kan følges. Indholdet kan ikke adskilles fra tilblivelsesmåden, som det hedder i deres efterord.

Såvel titel som afsæt er de berømte ”Portugisiske breve” fra 1600-tallet – fem breve, som tilskrives søster Mariana Alcoforado, der boede i et kloster i Beja, hvor man den dag i dag kan besøge hende celle. Som 25-årig forelskede Mariana sig i en ung fransk officer, til hvem brevene er stilet. Brevenes ægthed er dog tvivlsom, da der nok står en anonym forfatter bag, men deres værd som vidnesbyrd om forbudt og fortvivlet kærlighed er ikke mindre af den grund.

De tre forfattere af de nye breve er selv opdraget af nonner, men nu gifte og mødre – og med karrierer som journalister og forfattere. Alle tre ville gerne gennem deres skriverier ændre det bestående samfunds kønsroller, moral og lovgivning samt den katolske kirkes store indflydelse på samme. Det kostede dem anklager for ”misbrug af pressefriheden” og ”krænkelse af den offentlige anstændighed”. Bogen blev forbudt og beslaglagt, og anklagerne blev først frafaldet efter systemskiftet.

Nogle af brevene kan i dag virke vel uvedkommende, men dog historisk interessante som dokument fra tiden lige inden låget på det portugisiske samfund blev lettet. Andre er smukke og erotiske i deres eviggyldige insisteren på kvinders ret til egen seksualitet. Andre igen er rørende, barsk og vedkommende læsning om undertrykte kvindeskæbner før som nu, virkelige som fiktive. Som brevet fra Mónica M, der giftede sig af lidenskab, men glemte at spørge om han elskede hende. Og som slutter på en gang poetisk og forfærdeligt med dette lille efterskrift:

 

Før hun væltede stolen, lod Mónica hænderne langsomt glide ned over sin nøgne krop som skulle hænge for de åbne vinduer udsat for det klare morgenlys.

Nye portugisiske breve udkom for første gang i Portugal i 1972 – to år før Nellike-revolutionen, som bragte mange ændringer med sig. Men, som det hedder på bagsiden af den danske oversættelse fra 1975 med et citat fra BT´s anmeldelse: ”Ingen omvæltning i nogen fremtid vil kunne gøre de tre Maria´ers bog uaktuel. Den vil spøge i menneskers, bestemt i mænds, sind, så længe bøger læses”. Store ord, som dog kun holder noget af vejen. Som opråb og kampskrift står bogen mindre stærkt i en samtid, hvor meget heldigvis er anderledes. Men som dokument over en tid og en nødvendighed er den usvækket. Ligesom den kan fortjene læsere i andre lande, hvor undertrykkelse og kønsrollemønstre er som i Portugal under diktaturet, og hvor religionen ensidigt er på mændenes side. Og så sandelig ikke kun kvindelige læsere.  

Dronningens portvin

Der er delte meninger om Prins Henriks vine fra Chateau de Cayx i Cahors. Selv er jeg ikke en stor fan og heller ikke af hans Cuvée Jubilée, som blev serveret til Dronning Margrethes 40 års jubilæum som regent i januar i år. Men de fik jo også andet at drikke til den store fest. De fik portvin, og det igen i form af en speciel aftapning til lejligheden.

Warre´s Jubilæums Colheita fra 1972 – året, hvor Margrethe tiltrådte som regent – er fra fire udvalgte fade og derefter leveret i 3.000 nummererede flasker, hvoraf en del stadig er i handelen.

Jeg har ikke tidligere smagt den, men ved Kjær Sommerfeldts store vinfestival, som blev afviklet i DOK5000 i Odense den 11. september var den blandt de flasker, som Gustavo Devesas fra Symington Family Estates og dermed Warre´s have valgt at medbringe. Og det skal han have tak for, for den var velsmagende. Rund, blød og indsmigrende. Brun og moden i farven. Moden frugt, valnød og abrikos i duft og smag samt lidt brændt karamel og en fin pebret, prikkende eftersmag.

Gustavo var faktisk selv med til at levere vinen til hoffet sammen med Kjær Sommerfeldts produktchef Jens Ole Eriksen og Dominic Symington. På Symingtons blog (http://thevintageportsite.com/) skriver Dominic om vinen:

“The Port is a selection of four of the best pipes of the Warre’s 1972 Colheita which have been quietly ageing in the Warre’s cellars of Vila Nova de Gaia since the spring of 1973. The wine is primarily from Quinta do Retiro Antigo, which is in one of the finest locations in the Rio Torto valley”.

Det er ikke tilfældigt, at netop Warre´s blev valgt som kongelig hofleverandør. Det har de nemlig været siden 1960 med deres reserve portvin, der har ligget på fade i fem år og bærer navnet Den Kongelige Livgardes Port. Det er en mangeårig tradition i Livgarden, at der skåles i et glas portvin, når der er vagtskifte – en tradition, som efter sigende går helt tilbage til William Warre, der gjorde militærtjeneste under selveste Hertugen af Wellington, da denne hjalp portugiserne imod Napoleons invasionsstyrker i starten af 1800-tallet.

Gustavo Devesas havde selvfølgelig også Livgardens Port med tillige med Otima 10 års Tawny, LBV 2001 og Vintage 1994. Den sidste var meget fyldig og frugtrig, velbalanceret og allerede drikkeklar, men også holdbar i årene fremover.

I det hele taget en spændende vinfestival med mange gode glas. Selv om det ikke har noget med Portugal at gøre, kan jeg lige kort nævne nogle friske hvidvine fra Alsace leveret af Hugel & Fils, hvor ikke mindst deres Riesling Jubilee 2007 og 2005 fra udsøgte marker var indbydende. Lang eftersmag med ananas, pæn men ikke dominerende sødme. Fra Toscana imponerende Tenimenti Angelini med deres kraftige Brunello di Montalcino samt Umberto Cesari med et flot udvalg af sangiovesevine fra Emilia-Romagna.

Europas nødudgang - The Lisbon Route

Hvis du husker slutscenen i filmklassikeren Casablanca, husker du måske også, at flyet letter gennem tågen med kurs mod Lissabon. Det var ikke en tilfældig destination.

Portugals stærke mand, António de Oliveira Salazar, valgte at holde landet neutralt under 2. verdenskrig. På den ene side havde Portugal flere århundrede gamle bånd til England, som det ønskede at bevare. På den anden side lå diktaturet politisk set tættere på Tyskland, ligesom portugiserne frygtede, at nabolandet Spanien ville vælge tyskernes side og invadere Portugal.     

Det var en svær balancegang med pres fra begge sider og med den konsekvens, at Lissabon udviklede sig til et transitland for flygtninge og en spionrede. Agenter fra begge sider samt Portugals eget hemmelige politi – alle holdt de øje med hinanden, rapporterede og spillede dobbeltspil.

En af dem var den senere forfatter, Ian Flemming, som faktisk menes at være blevet inspireret til sin første James Bond roman, Casino Royale, da han i 1941 var på opgave i Estoril uden for den portugisiske hovedstad. Estoril var netop et af mødestederne. Her havde nazister, englændere og jødiske flygtninge badekabiner ved siden af hinanden på stranden, ligesom de sad omkring samme bord i kasinoet om aftenen.

Om alt dette kan man læse i Ronald Webers bog ”The Lisbon Route”, hvor han bl.a. kalder Portugal for Europas  

”nødudgang”. Og den nødudgang var der mange, der benyttede sig af – såvel jøder som ikke-jøder på flugt fra krigen først til det neutrale Portugal og derefter videre, hovedsageligt mod England eller USA. Flygtningestrømmen tog kraftigt til, da nazisterne okkuperede Frankrig. Her menes den portugisiske konsul i Bordeaux, Aristides de Sousa Mendes, at have udstedt visa til hele 30.000 mennesker heraf 10.000 jøder – og det trods en ordre fra Salazar om at stoppe for ikke at provokere tyskerne.

Bogens første del udgøres af en lang række portrætter af skæbner på flugt – kendte som ukendte. Blandt de mere prominente, som i kortere tid ophold sig i Lissabon under krigen, var Hertugen af Windsor, Peggy Guggenheim, kunstneren Max Ernst, skuespilleren Leslie Howard og forfatteren Arthur Koestler, der efterfølgende brugte sine oplevelser i romanen ”Arrival and Departure”.

Selv om destinationen for alle var Lissabon, fokuser forfatteren dog i højere grad på ruten derned og trængslerne undervejs. Det er som om han mister interessen for dem, så snart de ankommer til Portugal. Som dokumentation kan det selvfølgelig være interessant, men det er også en noget tung læsning, hvis ens indfaldsvinkel mere er interesse for Portugal end for 2. verdenskrig. Tålmodigheden belønnes dog, da bogens anden del byder på afsnit om Portugals neutralitetspolitik, propagandakampen mellem Tyskland og de allierede samt den for Portugal indbringende eksport af wolfram – metallet som blev brugt i våbenindustrien. Her bliver man for alvor klogere på Portugal og på Lissabons status under 2. verdenskrig.

Ronald Weber er amerikaner, hvilket skinner igennem. Synsvinklen er konsekvent amerikansk eller engelsk – ikke blot hvad angår de benyttede kilder, men også indholds- og holdningsmæssigt. Vi hører meget om, hvordan engelsksprogede korrespondenter, forfattere og politikere opfattede Lissabon, men næsten intet om, hvordan portugiserne selv så på situationen og byens status som ”nødudgang”.        

Trods dette er det lærerig læsning. Svært at forestille sig i dag, hvordan det var at komme fra krigens rædsler til den oplyste by, hvor der blev danset, gamblet og intrigeret. En by, hvor der godt nok blev kæmpet om indflydelse og magt. Men hvor krigen foregik i skyggerne fra det hvide lys.

 

Ronald Weber: The Lisbon Route. Ivan R. Dee 2011, 358 sider

Fin vinrække i Nyborg

Det var en fin lille portvinssmagning, Vinspecialisten Nyborg havde sat sammen torsdag aften. Gode årgange fra gode huse i behageligt selskab med venner, stamgæster og kolleger fra The Vintage Port Club.

Først kunne vi skylle munden i Graham´s The Tawny, som har lagret på fad i 7-9 år. Den smager sådan set fint, som den blev serveret godt afkølet. Men prisen er tæt på, hvad en 10 års koster, så jeg ved nok, hvad jeg vil foretrække.

Derefter fulgte så det egentlige program med seks forskellige vintage samt en indlagt pause med gode oste fra den lokale leverandør deriblandt en meget velsmagende og moden stiltonost, som passede vin til vintage – dog nok bedst til de yngre årgange. Rækkefølgen for aftenen var de ældste først. Da der ikke var helt unge vine med, som ville bedøve smagssanserne, kunne man ligeså godt have valgt modsat.

Første vin var Ferreira 1963. Huset, som i 1800-tallet blev ledet af legendariske Dona Antónia Ferreira, er i dag næsten usynligt på det danske marked. Derfor er det faktisk kun få gange, jeg har smagt – senest dog i sidste uge, hvor årgang 1977 blev åbnet til et bestyrelsesmøde i portvinsklubben. Vinen var meget klar og flot lysebrun i farven. Lidt farin i smagen, pænt med frugt og en lidt stikkende eftersmag. En stadig levende og velsmagende vin, som gav lyst til flere.

Derefter fulgte to vine fra 1970, først Grahams og derefter Fonseca. Begge flasker var flotte og klare. Grahams 1970 – den første vintage efter Symingtons overtog firmaet – så afgjort mest i balance og med den genkendelige sødme samt frugt og blommer i smagen. Fonseca 1970 var – som vanligt – langt mere rå og rustik. Desværre også i næsen, som desuden havde tendens til kærnemælk. Kunne dog ane nogle kirsebær. Meget kraftfuld vin, som kan holde længe endnu.

Næste vin var fem år yngre, Fonseca 1975. Klar og rubinrød. Ligeledes harsk i næsen og med en lang og pebret eftersmag. Lidt bedre i balance end 1970´eren, men ikke så stor en vin.

Så fulgte Taylor 1985, som tidligere har skuffet ved smagninger. Det gjorde den desværre også her. Flot i farven, men med en fæl og uharmonisk næse, som både duftede af fortynder og jordslået. Bedre i smagen, men uharmonisk og uden elegance.

Sidste vin på programmet var Dow´s 1994, som er og forbliver en flot vin i årene fremover. Mørkerød mod det sorte, tør i stilen, duft og smag af mørke bær, godt med tanniner og en flot lang eftersmag. Dog også her lidt kærnemælk i næsen.

Vinene var desværre ikke dekanteret på forhånd, hvilket kan forklare, at flere af dem ikke var så indbydende i næsen. Havde flaskerne været åbnet og dekanteret om eftermiddagen, ville de have haft tid til at ilte tilstrækkeligt. Jeg valgte at lade et par glas stå lidt over, og da jeg vendte tilbage til dem lidt senere, var de allerede mere behagelige at dufte til.

En skønhedsplet på en ellers flot smagning i det hyggelige kombinerede lager og smagelokale i baghuset midt i Nyborg. Jeg kommer gerne igen en anden gang.