mandag den 7. februar 2022

Sophias Eksemplariske Fortællinger


Vores egen H.C. Andersen skrev eventyrlige fortællinger. Karen Blixen fantastiske fortællinger. Portugisiske Sophia de Mello Breyner Andresens lille bog har titlen ”Eksemplariske Fortællinger”. Sammenligningen er ikke tilfældig. Som efternavnet antyder har Sophia, som hun almindeligvis kaldes i Portugal, faktisk danske aner, og for det andet har de seks små fortællinger såvel noget eventyrligt som noget fantastisk over sig.

Er man portvinsentusiast som undertegnede, vækker navnet Andresen genklang, idet portvinshuset J. H. Andresen sender fadlagret portvin af høj kvalitet på markedet. Firmaet blev grundlagt i Porto i 1845 af den kun 19 år gamle Jan Heinrich Andresen, der som 14-årig havde forladt fødeøen Fuhr, som den gang var dansk.

Jan Heinrich var oldefar til Sophia, som blev født i 1919 i Porto og voksede op på landstedet Quinta do Campo Alegre lidt vest for byen. Derudover tilbragte familien også megen tid ved Praia da Granja, lidt nede af atlanterhavskysten. Såvel standen som den store have ved hjemmet, som i dag er byens botaniske have, har inspireret Sophias forfatterskab, der består af såvel børnefortællinger og noveller som skuespil og digte.

Sophia tilhørte så afgjort byens bedre kredse – et sted mellem det bedre borgerskab og aristokratiet. Hun fik en kristen opdragelse og studerede klassisk filologi ved universitetet i Lissabon. Men samtidig var både hun og manden, der var advokat og journalist, i opposition til Salazar-styret. Efter revolutionen i 1974 blev hun valgt til parlamentet for det socialistiske parti. I 1999 modtog hun den fornemme litteraturpris Prémio Camões. Sophia døde i 2004 i Lissabon, 84 år gammel, og er stedt til hvile i Pantheon sammen med mange andre store nationale personligheder.

Samlingen ”Eksemplariske Fortællinger” (”Contos Exemplares”) udkom første gang i 1962 og består af seks meget forskellige fortællinger, som dog har en tone til fælles, der veksler mellem det næsten absurd underfundige og det moralske – eller eksemplariske for nu at bruge titlen. Fortællingerne bygger såvel på erindringer som på kristen etik og for fleres vedkommende med et bagvedliggende socialt engagement.

Den længste historie, ”Middag for biskoppen”, er en fortælling om standsforskelle mellem godsejeren og de fattige landarbejdere, men samtidig også en kristen fabel om næstekærlighed og kirkens rolle. ”Rejsen” er en parafrase over livet, hvor et par er på vej gennem et eventyrligt landskab, der konstant ændrer sig, så de farer vild. De kortere fortællinger som ”Homer” og ”Manden” er små stærke historier med mytiske, kristne og sociale aspekter og samtidig skrevet i et dejligt malerisk sprog. Kender man f.eks. til den særlige portugisiske arkitekturretning, manuelismen, er en sætning som denne meget sigende: ”Konk var som et manuelinsk monument. Alt i ham mindede om noget maritimt”.

”Eksemplariske Fortællinger” er oversat af Knud Møllenbach og med fine illustrationer af kulturattaché ved Portugals ambassade i Danmark, Silvia Schiermacher (eksempel nedenfor).



Og for nu at fulde ende cirklen og vende tilbage til den indledende snak om portvin og Danmark. På min reol ved siden af ”Eksemplariske Fortællinger” står to andre små bøger af Sophia de Mello Breyer Andresen. En digtsamling med titlen ”Navegações” og så den lille børnefortælling ”O Cavaleiro da Dinamarca”, Ridderen af Danmark – et lille juleeventyr om en dansk ridder, der tager på pilgrimsrejse til det hellige land.  Den sidste fik jeg foræret af en af mine gode bekendte fra portvinsbranchen, da jeg selv er udnævnt som Cavaleiro i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto.

 

”Eksemplariske Fortællinger” af Sophia de Mello Breyer Andresen er udkommet på Forlaget Nordivox i såvel trykt udgave som ebog og lydbog.

onsdag den 15. december 2021

Portugisere i eksil i Danmark

Tak Susie! Sådan hedder en ny lille publikation, der beretter om politiske flygtning fra Portugal i Danmark. Bogen blev nyligt præsenteret ved et lille arrangement i København, hvor der blev talt om såvel baggrunden for eksilet som hvorfor og hvordan, det foregik.


Irene Pimental, som er historiker ved universitetet i Lisboa og specialist i nyere portugisisk historie og tiden under Estado Novo, fortalte om ”the forced silence” – altså den tavshed, som prægede tiden under diktaturet. Tavsheden var en konsekvens af Salazars såkaldte ”revolution of mind”, hvor propaganda, censur mv. bragte oppositionen til tavshed.

”Propagandaen sagde, at alt var godt i Portugal. Der var ingen sult, ingen selvmord, ingen influenza, ingen homoseksualitet, ingen massakrer i Afrika, ingen slum og ingen aborter etc.,” lød det bl.a. fra Irene Pimental.

Tavsheden blev også fremtvunget af sikkerhedspolitiet PIDE og den tortur, som også blev anvendt.

”Tortur handler ikke kun om at få folk til at tale, men også om at få andre til at tie. Det er en advarsel til andre,” som Irene Pimental formulerede det.


Portugals ambassadør i Danmark, João Maria Cabral, bød velkommen ved boglanceringen

Den konkrete anledning til at mange emigrerede var dog krigene i kolonierne i Afrika. Portugiserne skulle aftjene fire års militærtjeneste, hvoraf de to år skulle afvikles i kolonierne. I 1964 kæmpede f.eks. 100.000 unge portugisiske soldater i Afrika.

Da mange var modstandere af kolonikrigene, nægtede en del at tage del. I 1971 var det f.eks. 25 % af de unge, som ikke gik ind i hæren, selv om de blev indkaldt, og en del af dem emigrerede.

Fra 1962 til 1973 emigrerede således 1½ million portugisere. Destinationen var især lande som Frankrig, men under 100 af dem endte også i Danmark. Det gjaldt bl.a. Carlos Neves, Joaquin Saraiva og Jorge Leitão, som var til stede ved præsentationen, og alle har bidraget med deres personlige fortællinger i bogen.

”Jeg ville ikke med i den idiotiske krig, hvor man slog mennesker ihjel på et andet kontinent,” som Carlos Neves, der flygtede, da han i 1970 blev udtaget til tjeneste i Guinea-Bissau, direkte udtrykte det.

”At desertere var civil ulydighed. Hver gang en deserterede var det et nederlag for regimet,” supplerede Jorge Leitão, som flygtede i 1971 – først til Paris og derefter til Danmark, da der begyndte at være rygter om, at Frankrig ville sende desertører retur til Portugal.

Flugten til Danmark foregik ved hjælp af menneskesmuglere, og som det også fremgår af fortællinger fra danskere, som tog imod flygtningene, endte de ofte i venstrefløjsmiljøet i København og Aarhus.

”Jeg kom fra et land, hvor man ikke kunne snakke, til et land, hvor man talte hele tiden – især om politik for sådan var tiden,” som Carlos udtrykte det.

Fra venstre:Carlos Neves Joaquin Saraiva og Jorge Leitão

Generelt blev der taget godt imod de portugisiske desertører af såvel frivillige som organisationer som Dansk Flygtningehjælp. Som Joaquin Saraiva, der efter en tur til Sverige endte i Aarhus, beretter i bogen:

”Jeg vil gerne fremhæve effektiviteten i den støtte, som vi fik af flygtningehjælpen. Udover indkvartering, måltider, et månedligt beløb til lommepenge og personlige fornødenheder støttede de os med sprogkursus i dansk, der var en betingelse for at kunne arbejde eller studere.”

Bag udgivelsen af bogen står det EU-støttede projekt #ECOS – Exílios, contrariar o silêncio” (landflygtighed, at bryde tavshed), som her i tiden op til 50 året for Nellikerevolutionen i 1974 har opsporet personlige erindringer fra tiden, hvor portugisere drog i eksil i Europa. Beretningerne er en del af Portugals historie, men altså også en del af Danmarks historie, som vi ikke har hørt meget til.

Og så til slut. Titlens Susie er hverken navnet på en portugiser eller en kvinde, som tog imod dem efter flugten til Danmark. Det er navnet på en hund, som blev luftet ved grænsen til Tyskland af en dansk mand, som Jorge Leitão skulle møde efter at have krydset grænsen. Når Jorge hørte manden kalde på sin hund, vidste han, at han kunne komme frem og komme i sikkerhed.

Læs mere om projektet her.

 

onsdag den 3. november 2021

A wonderful Kingdom – nyt filmisk portræt af Douro

Der er efterhånden kommet flere dokumentarfilm om Douro og portvin – og tak for det. I 2012 gjaldt det Zev Robinsons ”Life on the Douro” og i 2016 fulgte David Kennards fremragende “A Year in Port” for at nævne to af de mest markante. I år gælder det så ”A wonderful Kingdom” af Carlos Carneiro, som ikke så meget fokuserer på portvinsbranchen, men mere på landskabet og ikke mindst høstarbejdernes virke i marken og i kælderen.

”Beyond Marão, those who rule are those who are there”, lyder det indledningsvis med et citat lige inden de første smukke billeder toner frem af broerne ved Regua ved solopgang fulgt af en panorering under broerne og op i Douro. Således ankommer vi til titlens vidunderlige, men isolerede kongedømme, som vækkes til live hvert år under høsten.



Gennem fire kapitler med overskrifterne ”Everybody is in charge”, ”Hot Land, Cold Land”, “Bottled Sunlight” og “Son of Tras-os-Montes” følger vi arbejdet fra plukning af druerne i marken, transporten til quintaen, sortering, fodtrædning i lagaren, gæring og arbejdet med fadene og kvaset samt flytning af fade. Skridt for skridt og uden nærmere forklaring. Instruktøren forklarer:

”For det første ville jeg gerne vise Douro fra sin bedste side under høsten – et magisk sted. Men så ønskede jeg også at zoome ind på befolkningen, de såkaldte ”transmontanos”, og gøre dem til heltene frem for dem, der normalt får al opmærksomheden så som vinproducenterne. På den måde ville jeg gerne lidt bag scenen og vise den arbejdsproces, det er at fremstille portvin og Douro-vin,” siger Carlos Carneiro og fortsætter:

”Det er et kærlighedsbrev – en ode til Transmontano.”



Filmen er på en gang en dokumentarfilm, men samtidig også et billeddigt baseret på den portugisiske forfatter Miguel Torgas prosa af samme navn, ”Um Reino Maravilhoso”, der som det meste af Torgas produktion er en hyldest til det barske landskab i Trás-os-Montes – landet bag bjergene og ikke mindst dets indbyggere. Det gælder f.eks. den for portvinsentusiaster meget interessante roman ”A Vindima” (oversat til engelsk som Grape Harvest), der udspiller sig i 1945 under høsten på Quinta da Cavadinha og klart kan anbefales.

”Under min research læste jeg ”A Vindima”. Men så faldt jeg over hans bog ”Portugal” fra 1950, som er et poetisk portræt af landet, der viser arbejderklassens hårde arbejde og svære forhold under diktaturet. Hver region har sit kapitel, og det om Trás-os-Montes, ”A Wonderful Kingdom”, ramte mig virkelig. En utrolig beskrivelse af regionen og dets indbyggere, som jeg vidste, at jeg aldrig kunne overgå. Så i stedet for en fortæller, som giver alle mulige facts om Douro, valgte jeg Torgas poetiske beskrivelse af regionen,” fortæller Carlos Carneiro.



Miguel Torgas tekst er oversat til engelsk og selveste Malcolm MacDowell, som de fleste sikkert husker i rollen som Alex i Stanley Kubricks ”A Clockwork Orange”, lægger stemme til. Fortællestemmen, hvis udtale af portugisiske stednavne godt kunne trænge til en opstramning, dukker op med mellemrum, ligesom teksten trods sine poetiske kvaliteter også med mellemrum virker lidt malplaceret, som da den remser hvide druesorter op, men vi ser røde druer. Derudover udgøres lydsiden kun af lidt stemningsskabende underlægningsmusik, reallyde og small talk mellem arbejderne i marken eller i kældrene – inklusiv deres umiddelbare kommentarer om kameraets tilstedeværelse. Men her er altså netop ingen såkaldte ”talking heads”, der forklarer og fortæller om, hvad der foregår.

Det er derfor ikke en film, man bliver klogere på portvin af at se. Det er mere tale om formidling af en stemning og en poetisk hyldest til befolkningen, arbejdet og landskabet. Douro præsenteres som en mytisk land – et kongedømme af skønhed, hvor klipperne taler. Og som et sted, hvor der slides i mark og kælder.  

Stederne og quintaerne bliver ikke navngivet, men enkelte som Niepoorts Vale de Mendiz og Quinta de Nápoles samt Churchill´s Quinta da Gricha er dog genkendelige.  Derudover oplyser instruktøren, at der er optagelser fra Quinta das Amendoeiras og Quinta Maria Izabel.

Den en time og 20 minutter lange film er flot, men kræver tålmodighed. Den fortælles i et meget langsomt tempo med lange passager kun med lyde og billeder. Køreture mellem vinstokkene, lange vandreture mellem fadene i kælderen, vand der løber, druer der sorteres og fødder der farves røde af druesaft. Ind i mellem benyttes ovenikøbet optagelser i slowmotion, hvilket sænker tempoet yderligere.



 

 Læs mere om filmen og om, hvordan du kan se den, her.

Stillfotos fra filmen.

lørdag den 9. oktober 2021

Food Trodden – dejlig ny bog om portugisisk vin

Har du besøgt Douro under høsten i efteråret, er du måske blevet indbudt til at hoppe op i det gamle granitlagar på quintaen og hjælpe med at fodtræde druerne, som senere skal blive til portvin.

Fodtrådt, ”Food Trodden”, er netop titlen på en ny bog om portugisisk vin, skrevet af Simon J Woolf og Ryan Opaz – og med fotos af sidstnævnte. Og lad det være sagt med det samme. Er man som jeg vild med autentisk portugisisk vin, er bogen en stor fornøjelse at læse.

I Simon J. Woolfs forord bliver bogens udgangspunkt og formål formuleret som et forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvorfor påskønner den vinelskende verden portugisisk så lidt? Tro mig. Det samme spørgsmål har jeg også ofte stillet mig selv, selv om de senere år dog har bragt langt større og velfortjent international anerkendelse.


I første kapitel er afsættet vinfestivalen Simplesmente Vinho, som blev etableret i 2013 af Mateus Nicolau de Almeida og João Roseira fra Quinta do Infantado. Sidstnævnte har siden været primus motor i den årlige festival, der finder sted parallelt med den store og mere strømlinede og kommercielle vinfestival Essencia do Vinho i Porto. Dermed signaleres det også, hvad det er for en del af den portugisiske vinscene, som forfatterne dedikerer sig til.
Som de selv formulerer det om festivalen:

”Like a movie trailer, it tantalised with the promise of things to come. And it heralded the start of a new age for Portuguese wine: one that would be more uncompromising, more diverse and more exciting than anything that went before.”

Vi taler om såkaldt ”handcrafted” vin fra primært små uafhængige producenter og boutique-wineries med fokus på minimal indgriben og f.eks. økologi og biodynamik. Vi snakker om winemakere, der går deres egen vegne, er innovative, har fokus på oprindelige druesorter og terroir og sværger til gamle traditioner, men i en moderne kontekst.

Foruden at fortælle om Simplesmente Vinho er første kapitel såvel historisk som kulturelt funderet. Her berettes om Marquis de Pombal og demarkeringen af Douro, om Salazartiden og de mange statsejede kooperativer, om det nærmest uoversættelige begreb saudade og fadosang, om gamle blandede vinmarker, vinha velhas, og fodpresning af druer i lagares.

De efterfølgende kapitler har fokus på de mest kendte regioner: Vinho Verde, Douro, Dão, Bairrada og Alentejo samt mindre kendte eller lidt glemte regioner som Colares og Madeira. Særligt interessant er beretningen om traditionen med talhas i landsbyen Vila Alva i Alentejo – såvel på mikroniveau, hvor en enkelt lerkrukke er i brug bagerst i garagen, som den nye bølge og de større producenter, der har genoplivet traditionen.


Vi møder såvel yngre som mere erfarne winemakere som Vasco Croft, Rita Ferreira Marques (Conceito), António Madeira, Álvaro Castro, Filipa Pato, Francisco Figueiredo (Colares), Oscar Quevedo og Pedro Marques. Men selv om bogen koncentrerer sig om de mindre og uafhængige producenter, fortælles også om kommercielle brands som Aveledas Casal Garcia og Sograpes Mateus Rosé, om vindynastier som Symingtons, Guedes, Soares Franco og Blandys og om storproducenter som Sogevinus og Esporão.

Bogen er ikke bare en hyldest til gamle traditioner og den alternative vinscene. Den problematiserer også aspekter i den portugisiske vinbranche som f.eks. den rigide Beneficio i Douro og anden form for bureaukrati i vinlovgivningen, hvor udmærkede vine ikke opnår regional godkendelse på grund af de stramme regler:

”The rules, regulations and stylistic requirements that once helped drive quality now stifle innovation and diversity in winemaking and wine styles. Worse yet, they alienate some of Portugal´s most innovative winemakers from the organizations which supposedly exist to support them.”

Der er også et kritisk blik på trafficking med billige arbejdskraft og på mainstreamvine fra Alentejo, for som det hedder om Alentejo:

”Your endless dusty plains are punctuated with gleaming stainless-steel tanks, massive wineries offering up robust red wines hewn from imported cultivars and irrigated vines. No-one stops to mention that your parched savannahs might be better suited to cork or olive trees.”

Trods det velmente og nok også sandfærdige kritiske blik, er bogen som nævnt indledningsvis en stor opfordring til at interessere sig mere for portugisisk vin og samtidig en kærlighedserklæring til landet, befolkningen, kulturen og traditionerne. Det er skøn, inspirerende og flot illustreret læsning.

 

Simon J. Woolf og Ryan Opaz: Food Trodden – Portugal and the wines that time forgot”. Interlink Books 2021, 257 sider.

 

Læs mere om Simplesmente Vinho her.

PS: Ses bort fra bogens titelblad er ovennævnte mine egne fotos og derfor ikke sammenlignelige med Ryan Opaz smukke billeder i bogen.

søndag den 26. september 2021

Lídia Jorge fortæller

Portugisiske forfattere er ikke særligt kendte i Danmark. Mest kendt er nok nobelprisvinderen José Saramago, mens færre har hørt om eller læst navne som António Lobo Antunes, Agustina Bessa-Luís, den modernistiske digter Fernando Pessoa og Luis de Camões – manden bag det gamle nationalepos, Lusiaden. Derefter begynder det for alvor at knibe, men der findes faktisk flere spændende navne, som også er tilgængelige i dansk oversættelse.


En af dem er Lídia Jorge, som i marts 2021 af præsidenten blev inddraget i statsrådet. En fornem placering, som vidner om hendes status i portugisisk litteratur og kultur. Nyligt udkom tre små noveller af Lídia Jorge på dansk i Eva Kvornings oversættelse under titlen ”Lídia Jorge fortæller”.

Lídia Jorge blev født i 1946 i Algarve, flyttede siden til Lissabon for at studere. Faderen og bedstefaren var flyttet til Afrika, hvilket inspirerede Lídia, som efterfølgende arbejdede som lærer i Angola og Mozambique og blev gift med en officer. Kolonikrigen og den senere ublodige revolution satte sine præg på hende og siden også på forfatterkarrieren, hvor sociale problemer og psykologisk karaktertegning blev særkender. Hun debuterede som forfatter i 1980 og har siden udgivet en længere række af romaner og novellesamlinger.

Kvindens traditionelle stilling i samfundet er temaet for to af novellerne i bogen. Parfume er historien om kærlighed, ægteskab og utroskab filmisk fortalt gennem et barns øjne. I Ægtemand møder vi en portnerske, som tænder lys og beder for det bedste udfald, når manden kommer hjem fra byen, men samtidig er solidarisk med ham. Og endelig er Fuglebeviset inspireret af en fortælling af Jorge Luis Borges om et ”ornitologisk bevis” for Guds eksistens.

Det er tre fine små noveller, som vidner om god indlevelse og fin forståelse for tilværelsens psykologiske mekanismer – samtidig med at især de første to også skildrer sociale perspektiver.

 

”Lídia Jorge fortæller” kan købes i vinbutikken, Vinho, som har specialiseret sig i portugisisk vin, og ligger i Knabrostræde 3 i København.

fredag den 4. juni 2021

Gensyn med Portugal


For det par uger siden havde jeg den fornøjelse atter at befinde mig i Portugal. Sidste gang var i februar måned sidste år kort tid før nedlukningen.  

Jeg var inviteret til Portugal af brancheorganisationen Wines of Portugal, som hvert år afholder en stor vinkonkurrence, Concurso Vinhos de Portugal. Her kan landets vinproducenter indsende vine, som så bliver blindsmagt og bedømt af en større jury bestående af såvel portugisiske som internationale vinskribenter, sommeliers og winemakere – og jeg havde den ære at være del af den internationale jury. Det blev til tre dage med blindsmagning af en lang række vine efterfulgt af et par dage med besøg på vingårde og middage med producenter samt afslutningsvis en gallamiddag med prisoverrækkelse, hvilket man kan læs mere om på min vinblog.



Vi boede først nogle dage i Santarém ca. 80 km nordøst for Lissabon – en by jeg indtil nu må indrømme kun at have passeret på min vej nordpå og heller ikke fik det store kendskab til denne gang, da programmet kun levnede få korte pauser på egen hånd. Dernæst fulgte et par dage i Setúbal, som det er adskillige år siden, jeg har besøgt sidst.



Som i så mange andre byer er havnefronten i Setúbal blevet udviklet, og promenadealléen er et dejligt grønt åndehul med mange sjove skulpturer. Antallet af fiskerestauranter er stort, og det siges, at de bedste grillede sardiner fås i Setúbal.



Det blev også til et besøg i det flot restaurerede Jesu kloster – en slags forløber til det mere kendte Jerónimos-kloster i Belém – hvor gallamiddagen blev afholdt i klostergården. Og det blev til et gensyn med São Filipe fortet, hvor der blev afholdt en lille reception med smagning af vine fra forskellige mindre producenter fra regionen. Fortet blev opført i 1590, som forsvar mod englændere og pirater. Foruden den dejlige udsigt ned over byen og over mod Troia-halvøen på den anden side af Sado-flodens udmunding er kapellet også et besøg værd med sin flotte Azulejos-udsmykning.



Vi besøgte også nogle vingårde. Setúbal-regionen er især kendt for sine rødvine på druesorten Castelão (som Periquita) samt den søde hedvin Moscatel de Setúbal. Vi besøgte tre producenter, som gør det i alle genrer, Casa Ermelinda Freitas, José Maria da Fonseca og Bacalhôa, hvor de to sidstnævnte ligger side om side i vinbyen Azeitão midt på Setúbal-halvøen. Besøg begge steder kan højt anbefales, hvis man er på de kanter eller som en udflugt fra Lissabon.



søndag den 30. maj 2021

Helena Gonçalves´ rødder



Det er desværre ikke så ofte, at vi har mulighed for at se portugisisk kunst herhjemme. Men lige nu er chancen der i Aarhus, hvor den portugisiske fotokunstner Helena Gonçalves er aktuel med udstillingen Raiz på Galleri Image. Udstillingen blev åbnet i fredags af Portugals ambassadør i Danmark, João Maria Cabral, og kulturrådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad. 




Raiz betyder rod eller rødder, og der er på den ene side tale om nogle meget personlige iscenesatte fotografier som en form for erindring eller dagbogsnotater. På den anden side er billederne meget åbne for tilskuerens indlevelse og egen fortolkning - og overskrider derved også det personlige.

”De er lavet ud fra erindringen og optaget i Algarve, hvor jeg kommer fra,” fortæller Helena Gonçalves, som deltog i ferniseringen online fra Lissabon, hvor hun i dag bor og arbejder.




En kvinde der går med en kuffert af en vej og taber en masse skeer fra kufferten. Et gammelt og småmuggent stykke brød, der ligger på en vej. To ældre mennesker siddende i en mark med ryggen til. En stabel af gamle opmagasinerede møbler. En kvinde med flagrende rødt hår, der skjuler ansigtet.




Genfortalt som ovenfor virker motiverne enkle, men billederne er symbolladende og samtidig er kun det mest nødvendige oplyst og derfor synligt i mørket, hvilket er en bevidst strategi fra kunstnernes side.

”Jeg har optaget om natten. Det, synes jeg, er bedre, da jeg så kun sætter lys på det, jeg vil vise og dermed skaber scenariet. Jeg kan gode lide at arbejde med mørket, når jeg komponerer et billede. Jeg maler med lyset,” forklarer Helena Gonçalves.




Vi ser altså kun, hvad fotografen ønsker, at vi skal se. Men mørket udenom er ikke bare en ramme eller en kontrast, men også betydningsbærende i sig selv.

Helena Gonçalves er født i Portimão og underviser i dag ved Ar.Co (Centro de Arte & Comunicaçâo) i Lissabon. Hun er endvidere medstifter af Black Box Atelier, fotograf for Grupo de Teatro Utero og har udstillet i Portugal, Spanien, Frankrig, Italien og Tjekkiet samt altså nu i Danmark.

Det er ikke en stor udstilling rent omfangsmæssigt, men spændende, hvis man interesserer sig for fotokunst.

 

Udstillingen Raiz af Helena Gonçalves kan ses på Galleri Image, Vestergade 29 i Aarhus frem til den 27. juni.