Research i Douro

Var søndagen en stille dag i Porto, blev mandagen til gengæld en lang dag i Douro. Gustavo Devesas samlede mig op tidligt i morges, hvorefter vi hentede Dominic Symington. Sammen kørte vi hele vejen op til Douro Superior, nærmere bestemt til Quinta do Ataíde, nord for Pocinho. Det er her de fleste druer til Symingtons bordvine, Altano, dyrkes. Men det er også her, at de sidste år anlagde nogle forsøgsmarker med hele 53 forskellige druesorter for at kunne lave videnskabelige studier. 

Sorterne er såvel lokale og nationale som internationale – og både hvide og røde. Målet er at undersøge druerne udvikling og vækst under forskellige betingelser for at opnå bedre kvalitet. Og hvem ved, som Dominic sagde, måske finder man en sort, som vil være særdeles velegnet, men er overset til brug for enten bordvin eller portvin.

Vi besøgte forsøgsmarkerne sammen med Symingtons viticultural manager, Fernando Santos Alves, som har forsket meget i druesorter og deres vækstbetingelser. Jeg fik en del på blokken, som senere skal bruges til en artikel til Vinbladet.

Efter Quinta do Ataíde kørte vi ned mod Douro, hvor vi spiste frokost i restauranten ved Senhora da Ribeira. Først et par dejlige sprøde pølser og så en omgang blandet kød fra grillen. Rustikt og tiltrængt. Herfra var der udsigt til Vesuvio – en af de flotteste quintaer i hele dalen. Efterfølgende gik turen videre til Quinta dos Canais, hvor vi sammen med vineyard manager Ricardo Carvalho så en netop færdiganlagt Touriga Nacional mark med udsigt til Vargellas på den anden side af floden. Der var også to helt nyanlagte marker med Alicante Bouchet og Tinta Amarela.

Hele området er præget af Symingtons tilstedeværelse både i form af de store kendte quintaer, som de ejer, og nogle mindre i familieeje. Symingtons er det portvinshus, der ejer de største arealer med i alt godt 1000 hektarer og hele 27 quintaer, så der er noget at se til. De større quintaer som Canais har deres egen manager, mens flere af dem er samlet under hver vineyard manager som Ricardo Carvalho.

Hjemturen ad motorvejen bød på slud i Marão-bjerget, men så snart vi nåede vestsiden var solen fremme igen. Da vi ankom til Porto blev jeg budt inden for til en øl hos Dominic, og jeg fik hilst på hans hustru også.

En stille søndag i Porto

En stille søndag. Mere præcist kan dagen i dag vel ikke beskrives. Jeg ankom til Porto lørdag aften, og ses port fra en hurtig middag med lidt fodbold i tv og så et glas portvin på portvinsbaren Vinologia, nåede jeg ikke meget andet. Altså en gang Bacalhau med Vinho Verde og senere et glas 10 års Tawny som dessert.

Derfor vågnede jeg også tidligt i morges, så det i løbet af dagen er blevet til adskillige gåture rundt i byen. Den første havde dog et arbejdsmæssigt formål, da jeg besøgte São Bento banegården for at fotografere og tage noter. Banegårdens indgangshal er berømt for sine flotte azulejos-udsmykninger med billeder af historiske slag og romantiske skildringer af livet på landet i det nordlige Portugal. Noterne skal sammen med ditto fra Rossio-banegården i Lissabon, som har flere ting til fælles med São Bento, bruges til en rejseartikel.

Hovedformålet med min reportagetur er denne gang egentlig at samle lidt sidste notater om fadoscenen i Lissabon. Jeg er blevet bedt om at skrive kapitlet om fado til en ny Lissabon guidebog, som udkommer næste år i serien Vide Verden. Kapitlet har næsten skrevet sig selv, men alligevel er der nogle enkelte ting, som jeg gerne lige vil have frisket op inden deadline.

Som altid på mine rejser prøver jeg selvfølgelig at kombinerer flere ting, når jeg nu er afsted. Derfor skal jeg også skrive lidt vinartikler, hvorfor jeg altså har valgt at starte turen i Porto. I morgen tidligt bliver jeg derfor afhentet af Dominic Symington og Gustavo Devesas, som har inviteret på en tur op i Douro. Her er det planen, at vi skal besigtige Symington-gruppens forsøgsvinmarker på Quinta do Ataide og siden kommer vi også forbi såvel Senhora da Ribeira og Quinta dos Canais. Siden følger flere gode aftaler med folk i portvins- og vinbranchen.

Men søndag er søndag, og ses bort fra den evige turiststrøm slapper folk af og slentrer stille rundt. Det valgte jeg så også at gøre. Jeg har vandret lidt rundt i evigt skønne Ribeira og været en tur over floden til Gaia, hvor jeg bl.a. besøgte Quevedo, hvor der var mulighed for at kombinere fado med portvin. Kombinationen er blevet lidt af en trend hernede, og flere og flere steder reklamerer med det – ikke mindst Cálem, som vist var blandt de første med idéen. Er det så en god kombination? Ja, på den ene side må jeg indrømme, at jeg nød at sidde med en 20 års Tawny og lytte til et par ok sangerinder, der leverede highlights fra den klassiske fadorepertoire og fra Marizas sangkatalog. På den anden side er det et utaknemmeligt job, de er sendt på, og til tider havde de mere end svært ved at overdøve højt snakkende selskaber. Det er altså ikke for fadoens skyld, man skal overvære det. Jeg ser derfor frem til fado i Lissabon fra og med onsdag, men altså først efter et par dage med vinsorter, Douro DOC, portvin og Vinho Verde. 

Portvin på Prindsen

Efter flere tilløb har Danmark fået en ny stor portvinsfestival, Portvin på Prindsen, med hjemsted på Hotel Prindsen i Roskilde. Festivalen skal ikke ses som en direkte konkurrent til Henrik Oldenburgs traditionsrige portvinsfestival på Børsen, men nærmere som et supplement. Arrangørerne – de tre portvinsentusiaster Kim Christensen, Anders Christiansen og Ivan Madsen – har da også klogelig valgt at placere det nye tiltag i foråret, da festivalen på Børsen ligger den første mandag i november.

Men er der så plads til to festivaler i løbet af året? Set alene med vinskribentøjne er én festival egentlig rigeligt til at holde sig orienteret om nye huse og nye produkter, hvorfor det nye tiltag kan kaldes overflødigt. Men set fra publikumsvinklen og bedømt ud fra antallet af udstillere (ca. 20) og de mange tørstige gæster (mere end 250), må svaret så afgjort være ja. Intentionen med festivalen er da også primært at gøde den voksende nysgerrighed og interesse for portvin herhjemme, så både novicer og mere øvede kan smage et bredt udbud fra store som små huse. Og vel at mærke ikke kun på introduktionsniveau, idet flere af standene havde flotte flasker og fine gamle vine med. Kvaliteten var også til stede – i al fald på de fleste stande.

Som altid ved den slags festivaler kan det være klogt på forhånd at beslutte sig for, hvad man vil smage. Så kan man altid lade lysten improvisere sig frem i tiden, der måtte være til overs. Jeg havde derfor planlagt, at jeg i al fald ville besøge Nordjysk Vinimport, som havde Borges med, da det er et hus, jeg ikke har særlig stor erfaring med. Desuden ville jeg smage Tawny-rækken fra DR hos DrikPortvin samt et for mig helt nyt hus, Quinta do Javali, hos SC Vinimport.

Fordelen ved sådan en slagplan er, at du får smagt det, du vil smage, inden smagsløg og næse bliver alt for ”slidte”. Det kedelige er selvfølgelig, at du måske går glip af godbidder ved de stande, du ikke når forbi. Det gjaldt fx for mit vedkommende nogle flotte ældre Vintage hos The Wine Company. 

Borges blev grundlagt i 1884 af brødrene Antonio og Francisco Borges, som også var involveret i bankvirksomhed. I dag producerer firmaet både bordvin i regioner som Vinho Verde, Douro og Dão og portvin. På festivalen var de repræsenteret med hele repertoiret af portvine. Jeg smagte følgende:

Hvid Reserva: Gylden i farven med duft af abrikos, frugt og honning. Behagelig og i fin balance, men kort i eftersmagen. Et fint køb til prisen, hvis man gerne vil have hvid portvin med alder.

10 års hvid: Lys gylden med en god næse af tørrede frugter og nødder. Dejlig, elegant og let krydret og i fin balance, men måske ikke så dyb og kompleks som andre 10 års. 

Tawny Reserva: Lys rød med let brun kant. Røde bær og honning. Lidt vel sprittet og pebret i eftersmagen.

20 års Tawny Roncão: Gylden brun med tørrede frugter og hasselnødder. Måske lidt spinkel i smag og konsistens, men behagelig og med en fin lang eftersmag.

LBV 2008: Mørk rubin. Godt med frisk frugt, mørke bær og blommer. En fin ligefrem og drikkelig LBV. Velsmagende, men ikke rig på kompleksitet.

Vintage 2007: Mørk rubin med masser af frisk frugt, hindbær og mørkere bær i næsen. Betydelig mere fylde, fint krydret og pebret i smagen. Pænt med integrerede tanniner.

Vintage 2003: Mørk rubin og igen med mørke bær. Fin, blød og modnet, så den allerede er drikkeklar, men klart også med potentiale og tanniner til et udvikle sig videre.

Min konklusion ved denne hurtige smagning af Borges er, at de hvide fadlagrede er fine, tawnierne lidt ordinære, mens husets vintage er ligefremme med god frugt og balance, men ikke så stor kompleksitet.

Næste hus blev Quinta do Javali, som jeg ikke havde smagt før. Quintaen, som ligger på venstre bred af Douro, laver såvel bordvine som portvine. Her smagte jeg følgende:

10 års Tawny: Brun og en godt ældet duft af figner og et snert balsamico. Indbydende og i fin balance.

20 års Tawny: Gylden brun med en flot duft af tørrede frugter, orange, mandler og honning. Fin tekstur, flot og indsmigrende og en meget lang, dejlig og tilpas pebret eftersmag.     

30 års Tawny: Gylden brun med mørke noter i næsen, tørret frugt og honning. Flot struktur og velbalanceret.

Jeg smagte endvidere LBV 08 og Vintage 2012, som begge var med utroligt meget frisk, ung frugt og rå tanniner, som var svære at smage igennem. Fælles for mange af de små quintaer, som dukker op, er, at de efter min mening så afgjort er bedst på tawnysiden, når de blender ud fra de gamle fade, de har haft liggende. De står derimod svagere, hvad angår Vintage Port – måske fordi udvalget af druer fra forskellige marker er begrænset. 

Hos SC Vinimport smagte jeg senere nogle dejlige glas fra Quinta das Lamelas. Deres 10 års hvide er blandt de bedre på markedet, og i festivalens kultbar kunne man tilkøbe sig den fremragende Quinta das Lamelas +40 år white – et imponerende lækkert glas, som for alvor viser potentialet i fadlagret hvid portvin og derfor må kunne overbevise enhver skeptiker.

Som gammel radiomedarbejder hos Danmarks Radio måtte jeg selvfølgelig også forbi DR hos DrikPortvin, hvor Torben Mandrup kunne fortælle mig, at han rent faktisk havde været på besøg med vinene i DRs vinklub. Jeg har tidligere præsenteret huset i et indlæg her i på bloggen. Her smagte jeg deres imponerende Tawny række. 

10 års Tawny: Mørk, frisk med noter af orange og figner samt mandler. I smagen også valnødder og pæn tekstur.

20 års Tawny: Samme linje i såvel næse som smag. Orange, figner og mandler. Flot balanceret og med lidt mere cremet konsistens.

30 års Tawny: Mahogni brun med fin syre og balance. 

En fin serie med meget lækker fadlagret portvin. Hvor nogle huse har større variation, er stilen hos DR meget stringent - dog selvfølgelig med den karakterændring som alderen giver.

Enkelte andre glas blev smagt, bl.a. en udmærket LBV fra Warre´s. Og så fik jeg ikke mindst snakket med andre portvinsentusiaster.

Alt i alt et fint arrangement, hvor der var balance mellem plads, antal boder og antal gæster. Personligt savnede jeg, at producenterne selv mødte frem, men arrangørerne regner med, at det bliver tilfældet næste år. Selv om importører og vinhandlere kan være nok så flinke folk, er det nu en gang mere spændende at få en lille snak med dem, der laver portvinen.

Forelsket i Lissabon

Overskriften kunne i og for sig være min egen. Men det er det ikke. Det er titlen på en lille bog af rejsejournalist Jørn Ørnstrup, som netop er udkommet. Og da det jo ikke ligefrem er mange bøger, der udgives herhjemme om Lissabon eller Portugal, måtte jeg selvfølgelig rekvirere den hjem.

Undertitlen lyder ”En kulturhistorisk lystvandring”, og som sådan er bogen skrevet. Der er ikke tale om en egentlig turistguide - dertil mangles faktaoplysninger - men en kærlighedserklæring, som skal give læseren lyst til selv at opleve Lissabon, som forfatteren skriver i sit forord.

Vandringen starter og slutter på Castelo de São Jorge og bevæger sig ellers rundt i Alfama, Baixa, Bairro Alto, Chiado og Belém og runder en lang række af de mest kendte turistattraktioner. Vi taler altså ikke om det ukendte Lissabon, men en indføring i historien og kulturen fortalt gennem bygninger, gader, pladser, kirker, museer og kulturelle udtryk som fado, mad & drikke og litteratur. Et udvalg af meget sigende overskrifter er: Katedral og helgen, Jordskælvet, Lissabons kakler, Avenida da Liberdade, Byens sporvogne og Revolution og demokrati.

Jeg bliver dog nødt til at hælde lidt malurt i bægeret. Vandreturen går selvfølgelig også forbi portvinsinstituttet i Bairro Alto, og i den forbindelse skriver forfatteren lidt om de forskellige typer af portvin. Han skelner mellem rød, hvid, ruby og tawny og skriver, at ”Den røde portvin – tinto – som er ung og frugtagtig, er den bedst kendte”. Endvidere hedder det, at ”Ruby – tinto-aloirado – er lidt ældre end den røde portvin og har en anden farve.”

Det er ganske simpelt noget vrøvl. Almindelig billig og rød standartportvin hedder netop kort og godt ruby, og kategorien tinto findes ganske enkelt ikke. Og når det efterfølgende om tawny hedder, at den som regel har modnet i mindst syv år, er det også forkert. En årgangstawny – altså colheita – skal lagre i mindst syv år. Almindelig tawny er lagret mindre, mens tawny med alder (10, 20, 30 eller 40) år er blendet af forskellige vine, der har lagret længere tid. 

Bogen er hurtigt læst – både i kraft af et nemt sprog og det beskedne antal sider. Bagerst følger et udførlig sted- og personregister, og endelig er bogen udstyret med en række internet-adresser, men listen er desværre uforståelig og ubrugelig. Når der eksempelvis står ”www.pasteis de belem”, er der jo ikke tale om en internetadresse, men snarere en opfordring til at google ordet, hvilket fx kan bringe en frem til www.pasteisdebelem.pt. På samme vis findes siden www.alfama.dk ikke. Her er det gået for stærkt for forfatter og forlag.

Når det er sagt, bør nævnes, at der alt i alt er tale om en fin lille og velment indføring i centrale områder og vigtige temaer i byen. Jørn Ørnstrup har et godt øje for folkelivet på gaden og de små detaljer som to sultne katte foran restaurant Casa do Leão på Castelo. Ses bort fra enkelt afsnit fortælles byen og landets historie netop med afsæt i konkrete steder og gode iagttagelser. Intentionen er god. Ønsket om at flere kaster deres kærlighed på byen ligeså.

Jørn Ørnstrup: Forelsket i Lissabon. Forlaget mellemgaard 2015, 86 sider. 

Sandeman med Sandeman

Årets Winemakers Dinner i The Vintage Port Club havde besøg af selveste Mr. George Sandeman. Og med det navn er der nok ikke mange, som er i tvivl om, hvad der blev smagt. Der var såvel Sandeman Vintage og Vau Vintage som Tawny med alder på programmet, og ved den efterfølgende middag – flot kreeret af holdet på restaurant Kok & Vin i Odense – blev der smagt endnu et par portvine samt vine fra Sogrape-koncernen, som ejer Sandeman.

Portvinshuset blev grundlagt i 1790, da skotten George Sandeman lånte 300 pund af sin far og etablerede sig som vinhandler i London og importør af portvin. Siden ekspanderede firmaet, og i 1811 indrettede det sig i den store arkadebygning ved torvet i Vila Nova de Gaia. I 1928 tegnede kunstneren George Massiot Brown den kendte Sandeman Don til en reklame, og figuren blev siden firmaets logo. Don´en bærer de portugisiske studenters kappe og en spansk caballero hat, da firmaet også producerer sherry. Hvor sherry tidligere udgjorde en større andel af produktionen end portvinen, er det i dag omvendt, fortalte George Sandeman under smagningen i fredags.

George er syvende generation af Sandeman-familien og står i spidsen for firmaet, som dog ikke længere ejes af familien. I 1980 overtog spirituskoncernen Seagram ejerskabet, og fra og med 2001 har huset altså været en del af Sogrape, som også ejer portvinshusene Ferreira og Offley samt en række producenter og vingårde, der laver bordvin heriblandt det kendte varemærke Mateus, som stadig sikrer koncernen en god indtjening.

George Sandeman indrømmer selv, at der i en periode i især 80´erne var for meget fokus på volumen og for lidt på kvalitet. Dette har sikkert været medvirkende til, at huset har haft et mindre godt ry i portvinskredse herhjemme, hvilket ikke er helt retfærdigt. Deres Tawny med alder har altid været udmærket, ligesom kvaliteten af deres Vintage tidligere var og nu igen er ganske høj. Dette skyldes såvel et skift i fokus som ansættelsen af chefwinemaker Luis de Sottomayor. Jeg har smagt deres Vintage 2011 flere gange, og den er meget potent og flot. 2011 var dog ikke med på denne smagning, men det var til gengæld en lang række andre vine af stor kvalitet.

Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:

Sandeman Vintage 2000: Mørk rubin med god frugt, modne kirsebær og lidt cigarkasse. En fin smag med god balanceret syre og frugt samt en fin pebret hale. Bløde tanniner, men stadig med kraft til at udvikle sig.

Sandeman Vintage 1994: Præsterede bedre end ved klubbens 1994 smagning nyligt. Rød med brun kant. Først lidt mælket i næsen, men også kirsebær og andre røde bær. Fin moden og i god balance, men ikke så kompleks.

Sandeman Vintage 1982: Her var den ene flaske desværre med fejl. Men ellers lys og uklar i glasset. En vag smag af røde bær, men anonym og uden kraft.

Sandeman Vintage 1977: Rød med mahogni kant, lidt uklar. Ikke så kraftig og med en lidt mistænkelig apotekerduft i næsen. Fin nok i smagen med mere kompleksitet, ikke kraftig, men moden og i fin balance.

Sandeman Vintage 1975: Lys tawnyagtig, men med god duft af røde bær. En enkel og fin, men dog noget enstrenget smag og god pebret hale. En god vin til morgenmad, som George selv udtrykte det.

Sandeman Vintage 1970: Rød med lys kant. Mere rig på frugt og fedme og med en god duft af mørke bær og cigarkasse. Et flot modent glas Vintage.

Sandeman Vintage 1966: Lidt uklar, men med fin rød farve og meget intens alderen taget i betragtning. Frugt og røde bær i næsen samt igen lidt cigarkasse. En flot struktur og stadig med megen frugtkarakter, fine krydderier og en fin balance. Faktisk en fremragende vin.

Sandeman Vintage 1934: Tawny karakter såvel i farve som i næsen. Måske lidt tilbageholdende i næsen, men med flot koncentration og intensitet i smagen, som også havde tawny- og chokoladenoter.

Vau Vintage 1988: Den første Single Quinta Vintage fra Vau, som siden blev et varemærke, som skulle tilfredsstille markedet for hurtigere modne Vintage. Mørk og rubinfarvet. Lidt mælket i næsen og stadig med kraftige tanniner og flot frugt, så den kan udvikle sig.

Vau Vintage 1997: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med duft af mørke bær. Ligefrem og kraftfuld med bløde tanniner.

Vau Vintage 1999: Mørk rubin. Lidt mere anonym i næsen, men kom sig. Ikke så frugtfyldt som 1997, men igen bløde tanniner og fin struktur.

Sandeman Vintage 2003: Mørk rubin, grænsende til det uigennemsigtige. Intens i næsten med duft af solbær og andre mørke bær og med saft, kraft, krop og tanniner til en langt liv.

Sandeman Vintage 2007: Rubin og lilla og med klar duft af frugtsaft og druejuice med også krydderier. Med andre endnu for ung og med frugt og kraftige tanniner til et langt, lovende liv.

Sandeman 10 års Tawny: Mahogni rød og med duft af såvel bær som nødder og fadpræg. Et fint glas, men dog ikke med den store kompleksitet.

Sandeman 30 års Tawny: Brun med gule nuancer, dog duft af orange, vanille og honning. Intens og cremet i munden, ligeledes med fin balanceret orangepræg, men også hasselnødder og tørrede frugter.

Efter smagningen havde køkkenchef Steffen Falkesgaard og hans team lavet en meget lækker 5-retters menu, hvortil vi fik serveret fine vine fra Sogrape-koncernen samt endnu et par portvine fra Sandeman.

Menuen lød:

• Brandade af letrøget torsk med syltet fennikel. Hertil en Vinho Verde, Morgadio da Torre 2013.
• Pocheret torskeryg med brunet smør, selleripuré, syltet selleri og urter. Hertil en Quinta da Carvalhais ”Encruzado” 2013 fra Dão.
• Braiseret oksetykkam i egen braiserlage med svampe, flæsk og tomater. Hertil to rødvine: Quinta da Carvalhais ”Touriga Nacional” 2011 fra Dão samt Quinta da Leda 2010 fra Douro.
• BrillatSavarin, Lagret Comté og Stilton med hjemmesylt og maltbrød. Hertil et gensyn med Sandeman Vintage 2000.
• Mørk chokoladegateau med sveskeis og fynske æbler. Hertil Sandeman 20 års Tawny.

Da notehæftet blev lagt under middagen, skal det kun konstateres, at vinho verden var fremragende, frisk og rig på frugt, nuanceret og en god repræsentant for Alvarinho-druen. Den hvide ”Encruzado” havde mere frugt, fylde og fadpræg, mens de to røde vine også var flotte repræsentanter for henholdsvis Dão og Douro – især Quinta da Leda, som jeg heldigvis har smagt flere gange.  

Sange fra A Naifa

A Naifa blev dannet i 2004 som en af flere grupper, der fusionerer fadoen med andre musikgenrer –

i dette tilfælde især pop. Traditionalister indenfor fadoen bryder sig selvfølgelig ikke om det og protesterer gerne, når selv anerkendte fadosangere inkluderer den salgs crossover på deres udgivelser, hvilket fx Ana Moura senest har måttet sande. Jeg har ikke noget imod det, så længe den traditionelle fado stadig trives og dyrkes, og det gør den i høj grad.

Gruppen består af guitaristen Luis Varatojo og sangeren Maria Antónia Mendes, som begge har været med fra starten og nu suppleres af trommeslageren Samuel Palitos og bassisten Sandra Baptista, som afløste João Aguardela, der døde af kræft i 2009

Selv om A Naifa nu har fem album bag sig, må jeg indrømme at have hørt meget lidt til dem. Det blev der heldigvis lavet om på, da jeg – med nogen forsinkelse – fik tilsendt deres seneste album, ”As Cancões D`Naifa”, som består af genindspilninger af ældre sange, der har inspireret dem, og som de gennem årene har fremført live.

Nu er de altså også kommet på album, og fra de første toner er vi i fadoens verden. Guitarra portuguesa og en følsom stemme, men snart supplerer de øvrige instrumenter, og melodien fjerner sig fra fadoen. Nogle af de mere stille passager kan minde om Madredeus, mens andre er betydelig mere hårdtslående og i hurtigere tempo. Det sidste gælder fx sangen ”Alfama” – en titel, der jo ellers signalerer fado.

Blandt de genindspillede numre finder vi bl.a. ”Libertacão”, som er en gammel Amália sang og ”Imenso”, der er skrevet af den punkede fadofornyer Paulo Braganca og har melodi af veteranen José Cid. Andre tekster er leveret af forfatteren António Lobo Antunes og digteren Ary dos Santos, hvis digte er blevet sunget af adskillige store fadokunstnere. A Naifa har indspillet ”Desfolhada Portuguesa” og ”A Tourada”, som repræsenterede Portugal ved det europæiske Melodi Grand Prix i henholdsvis 1969 og 1973. Men hvor de originale versioner af henholdsvis Simone de Oliveira og Fernando Tordo i dag kan virke noget antikverede, er A Naifas udgaver dejligt friske og samtidige. De er sange af A Naifa, som albumtitlen siger – ikke blot covernumre. Den voldsomme patos, som Simone de Oliveira fx leverede i 1969, er her smukt afmålt og balanceret af Maria Antónia Mendes.

Melodi Grand Prix og fado. Det lyder måske som en uskøn blanding, men når selveste Carlos do Carmo, fadoens grand old man, kan repræsentere Portugal ved Melodi Grand Prix, hvad han gjorde i 1976, må A Naifa for min skyld også gerne genindspille de gamle sange, så længe resultatet er godt. Og det er det. De fleste sange er utrolig iørefaldende, vekslende i tempo, men hele tiden med en flot og frisk poetisk tilgang. Et godt bekendtskab, som jeg helt sikkert vil lytter mere til i fremtiden.

A Naifa: As Cancões D`Naifa, Parlophone Music Portugal 2013

H.C. Andersen turisme i Portugal

Rejse i H.C. Andersens fodspor i Portugal, kreativ skriveworkshop og seminar om eventyr-terapi med bl.a. den danske digter på programmet. Det er nogle af de tilbud, som en nyt portugisisk rejsebureau med fokus på kulturrejser tilbyder her i det nye år. Moonluza hedder bureauet, som nu prøver at skabe oplevelser med afsæt i H.C. Andersen.

Den danske digter besøgte Portugal i 1866 og udgav to år senere den glimrende rejsebog, ”Et Besøg i Portugal 1866”, hvor han fortæller om den i alt godt syv måneder lange rejse. Andersen var inviteret af Jorge O´Neill, der som barn havde boet i Danmark, da faderens var landets konsul. Invitationen blev gentaget flere gange, inden den nu aldrende digter indvilligede. Under opholdet boede han hos Jorge på landstedet Quinta do Pinheiro lige uden for Lissabon. I dag er ejendommen opslugt af storbyen og udgør faktisk en den af den amerikanske ambassade. Endvidere opholdt han sig hos Jorges brødre i Setubal og Sintra og tog på udflugter til Coimbra og Aveiro. Men læs selv bogen eller læs om den i min egen bog, ”Mit andet Hjemland”, hvor jeg selv har rejst i Andersens fodspor.

Det indbyder det nye bureau altså også til. Turen finder sted i påsken, nærmere bestemt fra den 1.-7. april og bringer deltagerne til de nævnte byer. Undervejs hører man om Andersens rejse og stifter bekendtskab med Portugals kultur.   

Indehaveren af bureauet, Adriana Jurczyk Duarte, fortæller:

”Lige siden jeg læste H.C. Andersens bog om hans rejse i Portugal i 1866, har jeg ment, at den kunne være en fantastisk inspirationskilde til et kultur- og turismeprojekt. Og nu, hvor jeg har åbnet mit eget selskab, kan drømmen gå i opfyldelse.”

”Turen er en kulturrejse med H.C. Andersen som guide, lidt som at besøge Portugal og se landet gennem hans øjne. Undervejs vil deltagerne få nærmere information om Andersens rejse i 1866,” siger Adriana Jurczyk Duarte.

Inden turen i april gøder Moonluza interessen for Andersen og eventyrgenren med et internationalt seminar om ”Fairy-tale Therapy” den 10.-13. marts i Sintra. Byen er med sine paladser og flotte haver en hel eventyrfortælling i sig selv, hvorfor Andersen da også kaldte byen for paradisisk. Ved seminaret vil der være en lang række foredrag og oplæg ved internationale forskere herunder danske Johs. Nørregaard Frandsen og Jacob Bøggild fra H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet i Odense. De to danske forskere vil tale om henholdsvis ”Hans Christian Andersen’s fairytales as a mirror of existential breaks and continuity” og ”Hans Christian Andersen’s “The Story of a Mother”: Death as therapist, Death as Teiresias”.

Dansk forskning i H.C. Andersen og portugisisk interesse vakt gennem den gamle rejsebog går altså hånd i hånd hos Moonluza. Bureauet har endvidere arrangeret kulturrejser og seminarer med fokus på azulejos, de karakteristiske portugisiske fliser, skriveseminarer i Sintra og et møde mellem fadomusik og skotsk traditionel dans.

Læs mere på Moonluza´s hjemmeside