Vine fra Roquevale

Efter revolutionen i 1974 voksede der en del private vinproducenter frem i Alentejo, der ellers var præget af store kooperativer. En af dem var Roquevale, som i dag er blandt de større i regionen. De første vinmarker blev plantet i 1970 af den nuværende winemaker Joana Roque do Vale´s bedstefar, mens selve selskabet først blev dannet i 1983 og begyndte at sende vine på markedet sidst i 80´erne.

Vi er i den indre del af Alentejo tæt ved grænsen mod Spanien, hvor Roquevale har to ejendomme tæt ved Redondo: Herdade da Madeira Nova de Cima med skiffer jord, hvor der fortrinsvis dyrkes røde druer og Herdade do Monte Branco med granitjord og især hvide druesorter. Klimaet er præget af lange og tørre somre, mens regnen falder i vinterperioden. Det er stadig kystklima, men dog præget af placeringen inde i landet.

Roquevale står bag flere brands spændende fra introlevel til de mere eksklusive: Alecrim, Terras de Xisto, Redondo, Tinto da Talha og Roquevale. Der produceres i alt ca. 3 million liter vin om året, hvorved selskabet skulle være Alentejos næststørste private producent. 

Målet er at producere gode vine til fair priser samt være trofast over for regionen, hvorfor lokale druesorter prioriteres højt. 80 % af vinmarkerne er med røde sorter som Aragonez, Trincadeira, Alfrocheiro, Castelão, Alicante Bouschet og Touriga Nacional samt enkelte internationale sorter. De hvide sorter tæller Roupeiro, Fernão Pires, Arinto og Rabo de Ovelha.

 

 Jeg har smagt følgende vine i forskellige prisniveauer:

Redondo Branco 2015

Husets introlevel. Blend af Roupeiro, Rabo de Ovelha, Fernão Pires og Arinto. Lys strågul. Aromatisk med fin duft af æble, græs og ananas. Frisk hvidvin med fin frugt og fylde, føles umiddelbart sød i munden, men er tør. Ikke en kompleks vin og kunne måske bruge lidt mere syre for at være i balance. Kort hale. Skal helt klart nydes kold, så friskheden bevares.

Terras de xisto Rosé 2015

Blend af Castelão, Trincadeira og Aragonez, vinificeret med 24 timers skindkontakt. Mørk rosé. Meget ekspressiv duft af røde bær, især jordbær, men også lidt bolche- og karamelpræg. Fyldig i munden, god krop, fin frisk smag og acceptabelt syreniveau. Måske lidt vel jordbærpræg, men ellers et fint og fyldigt glas rosé til prisen (45,- kr.). Skal nydes kold på terrassen.

Redondo Tinto 2014

Blend af Castelão, Trincadeira, Aragonez og Moreto. Mørk rubin. Lidt skarp duft af syrnet kirsebær, brombær, modne bær og lidt vanilla, men ellers ikke fadpræg. Stram, men også fyldig, rig på frugt og med bid. Høj på syre og også med tanniner. Karakterfuld, men lidt vel rustik og dermed nok ikke med den bredde appel. Frisk, ligefrem uden de dybere lag.

Tinto da Talha Tinto 2013

Blend af Trincadeira, Castelão og Aragonez. Rubin med let lys kant og klar. Ikke så kraftig duft med brombær, solbær og andre mørke bær. Fint drikkelig med god frugt og modne bær, ok syre og bløde tanniner. Fint glas, ukompliceret og mere bredt tilgængelig til en fair pris.

Tinta da Talha Grande Escolha Tinto 2010

Grande Escolha er altid et blend af de to bedste druesorter fra det pågældende år. I 2010 gjaldt det altså Aragonez og Touriga Nacional, mens det andre år fx har været Aragonez og Syrah. Rubin med granatrød kant. Flot og kraftig næse med brombær og syrnede kirsebær samt lidt kakaopræg. Kraftig vin med god krop, kraftig syre og godt med tanniner. Meget diskret fadpræg og virker faktisk stadig ung trods alderen. En udmærket vin til prisen, da den sælges til 99,- kr.

Grande Reserva Tinto 2009

Fra husets prestigeserie. Blend af Aragonez, Alicante Bouschet og Tinta Caiada, lagret 24 måneder på barrique. Mørk rubin med lidt brun kant, dyb og klar. Kompakt næse med solbær, modne kirsebær og andre mørke bær. Kraftig med masser af frugt, flot struktur, fin syre og markante, men dog bløde tanniner. Fint balanceret og med lang eftersmag. Et flot og komplekst glas.

Læs mere om Roquevale her

Vinene importeres til Danmark af UpPortugal, der også sælger kaffe af det portugisiske mærke Nicola. Webshoppen er dog endnu ikke færdigudviklet. 

Cortes de Cima – den danske vinbonde i Alentejo

Jeg starter min rundtur til forskellige vinproducenter i Alentejo med et lille tilbageblik. For et par år siden besøgte jeg Cortes de Cima i Alentejo for at skrive en artikel til Vinbladet om den danske vinbonde i Portugal. Stedet ejes nemlig af Hans Kristian Jørgensen og hans amerikanske hustru, Carrie Jørgensen, som står for markedsføring mv.

Cortes de Cima producerer 1,5 million flasker om året og det såvel hvide som røde, blends som enkeltdruevine. Det var faktisk en enkeltdruevin på Syrah, som blev det helt store gennembrud for Cortes de Cima, men da det den gang ikke var tilladt at dyrke den slags internationale sorter i regionen, blev vinen lanceret under navnet Incognito. I 2000 blev de stramme regler dog lempet, men da navnet nu var blevet et varemærke, blev det beholdt. Siden er der kommet andre enkeltdruevine til baseret på fx Alvarinho og Sauvignon Blanc blandt de hvide, Petit Verdot, Aragonez, Touriga Nacional og senest Pinot Noir blandt de røde.

Det dansk-amerikanske par købte den 365 hektar store ejendom ved Vidigueira i underregionen af samme navn i 1988, og hvor de efter at rejst lidt rundt i verden gerne ville slå sig ned et spændende sted. Vidigueira udgør det sydligste demarkerede område i Alentejo og er især præget af fladt terræn og et varmt og solrigt klima. Siden er der tilkøbt jord ude ved kysten, hvilket giver bedre betingelser for de hvide sorter og Pinot Noir.

Bevæger man sig rundt på ejendommen, skinner Hans Kristians baggrund som maskiningeniør igennem. Han har selv arbejdet med at etablere vandingssystemer, solpaneler og generatorer ligesom der laves tekniske eksperimenter i vineriet. Han ejer også et lille fly, som han selv benytter både til transport og til fornøjelse.

I interviewet i Vinbladet (Nr. 2, juni-august 2014) udtalte Hans Kristian Jørgensen bl.a.:

 ”Vores filosofi er, at vi vil have en vin, der kan betale regningerne, og så vil vi eksperimentere med andre. Stilen har ændret sig lidt over årene. I dag bruger vi kun lidt amerikansk eg til vores fade og toaster dem mindre. Det giver mindre sødme og mindre præg af kokosnødder”.

Cotes de Cimas basisserie hedder Chaminé og niveauet højere blot Cortes de Cima. Alle er klassificeret som Vinho Regional Alentejano, hvor kravene til druesammensætning er mindre skrappe end for DOC. 

Under besøget blev følgende vine smagt:

Hvide:

Chaminé Branco 2012: Godt med syre, frisk og let, men også noget endimensional og uden dybde. Ingen fadlagring. Lavet på blend af druer fra marker ved kysten.

Sauvignon Blanc 2012: Ligeledes på druer fra kysten. Lækker, frisk, sprød. Grønt præg, men også lidt eksotiske noter, uden fadlagring.

Cortes de Cima Branco 2012: Tydeligt fadpræg, federe og mere karakter, men stadig frisk lime. Lavet på druer fra såvel kyst (Alvarinho og Sauvingnon Blanc) som indland (Viognier) og lagret på store fade for at bevare og respektere frugtkarakteren.

Røde:

Courela 2012: Blend af Aragonez, Syrah og Touriga Nacional. Friske bær, ligefrem og uden dybde, ingen fadpræg.

Chaminé 2012: Mere frugt og karakter, baseret på Syrah og Aragonez. Sælger godt i Portugal

Cortes de Cima 2012: Blend, lagret på såvel fransk (80 %) som amerikansk (20 %) eg. Mere kompleks, frugt og chokolade i smagen, tørrere i stilen og med balanceret fadpræg. God hale.

Petit Verdot 2013: Meget intens og pænt med tanniner. Mørke bær og let krydret.

Aragonez 2012: Endnu meget rå og med kraftige tanniner. Godt med røde bær, lidt eukalyptus og balsamico præg, stort potentiale for lagring.

Tricandeira: Lidt grønne tanniner. Broccoli smag, frisk og ikke så frugtrig og koncentreret, let krydret.

Syrah 2011: Mere enkelt Syrah. Kirsebær og andre røde bær, lidt vanille. Fin balance. 

Hans Christian Andersen 2010: 100 % Syrah, laves kun i bedre år. Oprindeligt lavet til HCA jubilæet i 2005, men blev en succes.. God frugt, frisk og krydret. Vanille og lidt røg fra lagring halvt på nye og halvt på brugte fade.

Reserve 2012: Blend af 42 % Aragonez, 32 % Syrah samt Petit Verdot og Touriga Nacional. 12 måneder på fad. Meget fyldig og kompleks. Røde bær, men også tydelig noter fra fadet, lidt tobak.

Læs mere på Cortes de Cimas hjemmeside 

A Year in Port

Det starter med et billede af en smuk, gammel bro. Ikke den kendte dobbeltdækkerbro Dom Luís i Porto, men den ligeledes ikoniske Tower Bridge i London. I den engelske hovedstad samles en større kreds af ældre mænd for i en blanding af højtidelig og festlig stemning bl.a. at drikke Vintage portvin fra 1985 samt afsynge Rule Britannia som en hyldest til den britiske flåde. Det er så engelsk og så klassisk, som det kan være. Portvin er en after dinner drik for engelske gentlemen.

Sådan indledes filmen ”A Year in Port”, som er instrueret af David Kennard, der tidligere har stået bag de to tilsvarende dokumentarfilm ”A Year in Burgundy” (2013) og ”A Year in Champagne” (2015). Bourgogne, Champagne og Port – en herlig treenighed for alle vinelskere, og for en dedikeret portvinsentusiast som mig, er den nye film selvfølgelig kronen på værket.

Jo, portvin er også englændernes vin såvel historisk som i dag. Selvom ejerne af de britiske portvinshuse i dag er lige så portugisiske, er der stadig traditioner og sociale sammenkomster, der oser af britisk kultur. Det gælder i London, hvor ældre forretningsfolk nyder deres Taylor Vintage – og det gælder i Porto, når portvinsfolket møder deres kunder til en dyst på cricketbanen. Men portvin er selvfølgelig også portugisisk, når vi besøger den lokale vinbonde, som sælger sine druer til de store huse, eller når vi vises rundt i museet hos Ramos Pinto med dets azulejospaneler.

Filmen har ganske fornuftigt valgt at koncentrere sig om enkelte huse og hovedpersoner, i stedet for at skøjte rundt hos alt og alle. Det gælder Taylors og The Fladgate Partnership med Adrian Bridge, Symington Family Estates med især Paul Symington, Niepoort med Dirk Niepoort og endelig Ramos Pinto med den nu forhenværende winemaker og direktør João Nicolau de Almeida. 

Men der dukker selvfølgelig også andre op så som winemaker hos Fladgates David Guimaraens, portvinsinstituttets præsident Manuel Cabral, winemaker Sandra Tavares, lokale vinbønder og entusiastiske unge winemakere, som især satser på bordvine. Dertil kommer – som det var tilfældet i de to foregående film – den fransk-amerikanske vinimportør og co-producer af filmen Martine Saunier, som vi følger på besøg hos portvinshusene og til festlige fødselsdage og optagelsesceremonien i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto i 2013, hvor hun selv blev optaget. Samme år blev den daværende formand for The Vintage Port Club, Henning Borup Jensen, ligeledes optaget, hvorfor jeg selv og andre fra bestyrelsen af portvinsklubben deltog i ceremonien. Derfor lykkes det da mig også at genfinde mig selv som kortvarig statist i tre scener i filmen.

Som titlen signalerer følger filmen årets gang gennem årstiderne og det skiftende klima. Vi er med om sommeren, når der fejres São João i Porto i juni, og de gamle portvinsbåde sejler om kap. Vi er med i markerne før og under høsten i september, når de lokale landsbybeboere møder frem til ugers slid. Vi er med i lagaren på Quinta do Vesuvio og Quinta de Vargellas og med i blendingrummet hos Ramos Pinto, hvor João Nicolau fortæller om deres såkaldte piano – de utallige fadprøver, som giver blenderen mange tangenter at spille på. 

Vi er også med i markerne resten af året, hvor andre opgaver som fx reparationen af de mange skifferterrasser finder sted, ligesom der tages en afstikker til korkindustrien. Vi følger de mange overvejelser om det rette tidspunkt at indlede høsten og oplever ærgrelserne, når man satsede forkert. Og endelig følger vi vinfolket på mere slap line ved sammenkomster og i fritiden, når Adrian Bridge er på cykeltur i Douro, og Paul Symington kører gennem landskabet på motorcykel sammen med den lokale præst.

Men ud over, at handlingen følger årets gang, lancerer instruktøren også nogle modsætninger eller potentielle konflikter for at give fortællingen fremdrift og spænding. Der er de store koncerner over for de mindre spillere på markedet og de små vinbønder. Der er den allerede nævnte modsætning mellem englændere og portugisere. Og så er der det mest tydelige modsætningsforhold – nemlig mellem tradition og fornyelse. Og netop her spiller Dirk Niepoort en betydelig rolle, som den enfant terrible han kan være. Jo, det er portvin, men det er også bordvin, hvor unge winemakere og fx Douro Boys prioriterer Douro DOC vinene højt. Dirk & Co. repræsenterer ”the modern face of Portugal´s wine” og ”a revolution in winemaking”, som det hedder sig i filmen. Men selv om der stadig findes folk, der taler imod denne revolution og mener, at de bedste druer hører hjemme i en portvinsflaske, er der vist ingen tvivl om, at fornyelsen har sejret. Men filmen viser fint og elegant, at det ikke behøves at være en enten-eller, men sagtens kan være et både-og. Portvin (”The Englishman´s Wine”, som titlen lyder på en bog, jeg nyligt har læst) kan stadig associeres med stive engelske overlæber og højtidelige sammenkomster i London. Men det er dog i højere grad portugisernes vin – et unikt produkt, men ikke det eneste, som de stejle skråninger i Douro kan byde på i en tid, hvor såvel de hvide som de røde vine fra samme region vinder udbredelse og berømmelse verden over.

Filmen slutter da også i Porto med det flotte syn af Dom Luís broen. Den indrammes således helt symbolsk af de to kendte broer i England og Porto. Og det i form af flotte optagelser, hvilket i hele taget kendetegner hele filmen, som aldrig bliver for tung af ”talking heads” – altså personer, der blot fortæller til kameraet. Der er også liv, handling, historier, glæde og kontraster – elementer, som tilsammen gør en fremragende dokumentarfilm, som alle portvinsnydere bør unde sig selv at se. Jeg vil derfor varmt anbefale en af de store tv-stationer at indkøbe den, så den kan blive vist i Danmark også.

David Kennard: ”A Year in Port” distribueres gennem Samuel Goldwyn Films og vil senere kunne ses via Netflix. Varighed 1.25.

Læs mere om filmen her.

Alentejo – en introduktion til vinregionen

Øde vidder, marker med korn eller vin, storgodser og kooperativer, små hvide landsbyer, arkæologiske minder fra romertiden og så en stykke kulturel verdensarv i form af Cante Alentejano. Det er nogle af de ting, som karakteriserer Portugals arealmæssigt største region, Alentejo, som strækker sig syd og øst for Lissabon ned til Algarve og hele vejen ind til Spanien. Alentejo, landet bag Tejo, udgør næsten en tredjedel af Portugals samlede areal, men indbyggermæssigt kun ca. 5 %, så der er langt mellem byerne.

Traditionelt har regionen været udlagt til landbrugsproduktion, hvilket i og for sig stadig gør sig gældende. Flade arealer med marker med hvede, solsikker og majs, oliventræer, korkege og vinranker afløst af mindre byer samt større byer som Portalegre, Évora og Beja, som i sig selv er et besøg værd. Dertil kommer kvægdrift og sortfodssvin, som er en af egnens specialiteter. Husker især en herlig middag på den danskejede vingård Cortes de Cima, hvor kokken, som var ven af huset, havde langtidsbraiseret et sortfodssvin, men de bruges også til forskellige former for petiscos som fx tørrede skinker, presunto. 

Vinmæssigt er det en region, som synes mere international og mere bredt tilgængelig. For det første dyrkes der her flere internationale sorter, og for det andet kan mange vine virke mere oversøiske i stilen på grund af mere varme, sol og betydelige fadlagring. Men modsat er der også producenter, som fastholder de portugisiske sorter, ligesom højderne i nord og ind mod Spanien (især underregionen Portalegre) giver et køligere klima end på de store flade vidder.

Der produceres især rødvin, men marker ved kysten og i højderne giver gode betingelser for hvide druer også. Af dominerede sorter kan nævnes Antão Vaz, Roupeiro, Arinto, Verdelho og Alvarinho blandt de hvide, og for de røde sorter er det især Aragonês (alias Tinta Roriz i Douro og Tempranillo i Spanien), Trincadeira, Alicante Bouschet, Alfrocheiro, Touriga Nacional, Castelão, Cabernet Sauvignon og Syrah, som gør sig gældende. Størstedelen af vinene er blends, men der laves også forskellige enkeltdruevine, som fx hos førnævnte Cortes de Cima, som jeg besøgte for nogle år siden for at skrive en reportage til Vinbladet.

Før Alentejo opnåede sin DOC-status var flere af underregionerne demarkerede. Dem er der 8 af: Portalegre, Borba, Redondo, Évora, Reguengos, Granja-Amareleja, Moura og Vidigueira. Godt halvdelen af de ca. 22.000 ha plantet med vin lanceres som DOC og resten som Vinho Regional.

I den næste tid vil jeg præsentere en række producenter fra Alentejo. Indledningsvis kan jeg henvise til et par, som jeg allerede har skrevet om og prøvesmagt, nemlig Herdade do Rocim og Monte da Penha, som begge blev omtalt i forbindelse med præsentationen af sammenslutningen D´Uva. 

Begge producenter samt den spændende Susana Esteban (billedet) blev endvidere omtalt i min artikel ”Kvinder og vin i Portugal” i Vinbladet.

De sidste dage i Porto

Ferien er for længst slut, men her følger dog lidt noter fra de sidste dage i Porto, som – ses bort fra et enkelt besøg – blev brugt til andet end portvin.

Det blev til et besøg i São Francisco kirken midt i Porto, tæt ved den gamle børsbygning. Jeg er gået forbi kirken adskillige gange bl.a. i optog med portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, men havde endnu ikke været indenfor. Udefra syner den gotiske kirke ikke af så meget. Stor, gammel og mørk, men indenfor åbenbarer der sig et fantastisk syn af guld og marmor. Franciskanerordenen etablerede sig i Porto omkring år 1223, og kirken blev opført i årene 1383 til 1425. Kirkerummet byder på en lang række altre, skulpturer, træskærerarbejder etc., som i deres ekstravaganthed vidner om de enorme rigdomme, ordenen fik skrabet sammen. I det tilstødende palæ er der møderum for ordenen på overetagen og krypt med gravpladser i kælderen samt et museum med skiftende udstillinger.

Efter besøget tog vi den ene af de gamle sporvognsruter, som gennemskærer byen. Endestationen er lige nedenfor kirken på Rua do Infante D. Henrique, hvorfra sporvognen bumler hele vejen langs Douro ud til Foz, hvor vi nød en gang grillede sardiner på en lille tasca.

Det blev også til et enkelt museumsbesøg, idet vi besøgte det moderne kunstmuseum, Museu Serralves. Museet viser udelukkende skiftende udstillinger, og vi oplevede bl.a. italienske Giorgio Griffa og portugisiske Silvestre Pestana samt nogle morsomme installationer af britiske Liam Gillick (fotoet ovenfor). Efterfølgende så vi på skulpturer i den smukke park.

Endvidere tog vi på en af de meget populære sejlture under de seks broer herunder den gamle jernbanebro, Maria Pia, som dog ikke længere er i brug. Det er den – og netop ikke den mere kendte dobbeltdækkerbro, Dom Luis I, som er konstrueret af Gustavo Eiffel, selv om sidstnævnte tydeligt er inspireret af samme.

Fado skal efter min mening nydes i Lissabon, men vi prøvede lykken på en lille restaurant, som reklamerede med fado. Der var tale om amatørfado, Fado amador, hvor det var servitricen, tjeneren og kokken, der sang. Ikke den store musikalske oplevelse, men fin stemning med mad, drikke, guitarspil og sang.

Et lille portvinsbesøg mere blev det dog også til. Vi besøgte Graham´s, hvor vi fik den obligatoriske rundvisning, og turen gik bl.a. gik fordi de gamle fade, som Andrew James Symington købte og satte til side for at fejre sin ankomst til Porto i 1882. Det ene af de tre fade blev sidste år brugt til fremstilling af den eksklusive gamle portvin, Ne Oublie, som jeg var så heldig at smage, da den blev lanceret i Danmark, hvilket jeg skrev om i sin tid i Vinbladet.

Rundturen blev efterfulgt af en lille smagning, hvor vi smagte følgende vine:

Graham´s Six Grapes: Mørk ruby med lille kant. Duft af hyldebær og andre mørke bær. Fin struktur, men enkel og ukompliceret. Et fint ligefremt glas ruby, der sammen med andre i samme kategori vidner om, at der faktisk er god value for money at hente blandt Reserva´er.

Malvedos Vintage 2004: Mørk ruby med rødbrun kant. Duft af hyldebær, solbær, måske lidt vel ribenaagtig. Blød og velsmagende med bløde tanniner. Et dejligt og overraskende modnet glas, hvilket skyldes, at der jo ikke er tale om et stort vintageår.

10 års Tawny: Mørk mahogni med orange kant. Karamelnoter, men også lidt frugtpræg. Ikke blandt mine favoritter, hvad angår 10 års.

20 års Tawny: Orange og gylden med dejlig duft af orange og mandel. Mere fadkarakter, men samtidig elegant, fin og blød og med en lang, flot eftersmag.

Punktummet for turen, hvad angår smagning af vin, var dog ikke dermed sat, da vi også besøgte vinbaren The Wine Box lige ved indgangen til tunnelen et par gange. Her smagte vi bl.a. Ramos Pinto Duas Quintas i hvid og rød, Burmesters Touriga Nacional, Esporão Reserva Tinto og rødvin fra Herdade do Rocim. 

Besøg på Quinta do Crasto

Beliggenheden og udsigten er fantastisk. Og på sin vis er det da også udsigten, der er årsagen til, at Quinta do Crasto ligger, som den gør, højt hævet over Douro. Crasto menes at stamme fra det latinske castrum, så der har givet været en antik fæstning på stedet, hvilket underbygges af, at der stadig er rester af en vej fra romertiden i området.

Fra Quinta de São Luiz er der ikke langt i luftlinje til Crasto, men da vi ikke agter at svømme, må vi tilbage til Pinhão, hvilket går fint ad N222 langs Douro, men på flodens højre bred er vejen langt mindre og snor sig meget mere, så køreturen tager alligevel en times tid.

Vi modtages af Export Manager Rita Magalhães Camelo, som først viser os rundt på ejendommen. Quintaen omtales første gang i 1615, mens bygningerne stammer fra kort tid efter, at Constantino de Almeida købte ejendommen i 1910. Selve quintaen benyttes i dag til repræsentative formål og til udlejning, hvor vinturister kan nyde udsigten, vinmarkerne, vinen og ikke mindst den skønne swimmingpool, der yderst på højen nærmest svæver ud over Douro-floden.

Vi går ned mod produktionsfaciliteterne og besøger såvel flaskebåndet som den store lagerhal til bordvine. Lageret blev moderniseret i 2013 med et nyt system, der gør det muligt at roteres fadene et efter et uden at skulle have hele stakken ned, da de alle ligger i en lille omdrejelig tromle. Med andre ord gør systemet det lettere at lagre hvidvin med battonage, hvor bærmen er med i fadet, som derfor jævnligt skal drejes.

Udenfor i solen nyder vi udsigten ned over de to berømte marker, som i gode år leverer druer til to særlige vine, Vinha Maria Teresa lige nedenfor og Vinha da Ponte inde i bunden af slugten bag broen.

Quinta do Crasto ejes og drives i dag af familien Roquette, der er efterkommere af Almeida. De er en af de fem sammensvorne i Douro Boys (link), som fokuserer mere på bordvin end portvin, men som faktisk er leveringsdygtige i gode vine af begge typer. Portvinen er måske ikke i første division, men som en winemakers dinner med winemaker Manuel Lobo i The Vintage Port Club (link) for nogle år siden viste, er kvaliteten faktisk helt god. Men det skal da klart indrømmes, at det er med sine bordvine, at huset virkelig udmærker sig, ligesom det producerer en udmærket olivenolie.

Den efterfølgende smagning havde derfor også størst fokus på bordvine. Vi smagte følgende vine:

Crasto Branco 2015: Blend af typiske hvide druesorter i Douro: Gouveio, Viosinho og Rabigato. Lys gul i farven. Frisk med citrus, lidt passionsfrugt, frugt og mineraler. God kombination af fyldighed, friskhed og syre.

Crasto Superior Branco 2014: Efternavnet Superior henviser til, at druerne kommer fra husets anden quinta, Quinta da Cabreira, i det øvre Douro. Blend af Viosinho og Verdelho. 6 måneder på fade ligeligt fordelt mellem nye og brugte. Lys, gul. Intens næse med fersken og tropiske frugter samt tydelig fadkarakter med noter af smør. Fyldig, mineralsk og stadig også med syre og friskhed.

Crasto Tinto 2014: Typisk Douro-blend med Tinta Roriz, Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinta Barroca. Primært lagret på ståltanke, men også 5 % fad. Mørk rubin med let lilla kant. God frisk frugt, endnu noget lukket. Blød med tydelige tanniner.

Crasto Superior Tinto 2014: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Souzão og Vinhas Velhas (gamle marker med blandede sorter), lagret 12 måneder på fad. Mørk rubin med lilla kant. Fyldig på frugt og med mere fadpræg. Mere rund i stilen.

Crasto Superior Syrah 2014: Næsten ren Syrah, idet der er tilsat 3 % Viogner og dermed altså ikke typisk Dourostil. Lagret 16 måneder på fransk eg. Mørk rubin. En anderledes næse med vilde bær, mere elegant og mere floral. Fyldig med godt syreniveau og fin tekstur samt med diskrete og bløde tanniner.

Roquette & Cazes Tinto 2013: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz fra såvel Cima Corgo som Douro Superior. Lavet i samarbejde med Daniel Llose fra Chateau Lynch-Bages i Bordeaux, altså Dourovin vinificeret a la Bordeaux. 20 måneder på fad. Dyb rubin. Dejlig duft af friske bær og noter fra fadet. Fyldig og kompleks, elegant i stilen med pænt med tanniner og god eftersmag.

Quinta do Crasto Reserva 2013: Lavet på Vinhas Velhas, altså druer fra gamle marker med 25-30 forskellige sorter. Lagret på fad i 18 måneder. Mørk rubin. Intens i næsen, fyldig i glasset, kompleks og flot balanceret. Som altid et fremragende glas.

Quinta do Crasto Touriga Nacional 2005: Selv om jeg generelt foretrækker blends fra regionen, er det altid dejligt at smage enkeltdruevine, både fordi det giver viden om, hvad de forskellige sorter bidrager med, men også fordi flere af dem faktisk er udmærkede vine. Det gælder netop Touriga Nacional fra Crasto, som nyligt tog stikket hjem ved en masterclass med Douro Boys i København. 16 måneder på fad.  Dyb rubin. Mørke bær og violer i næsen. Frisk og fyldig med mørke bær, blød og behagelig i munden og lang eftersmag.

Quinta do Crasto Maria Teresa 2007: Blend af druer fra marken af samme navn med mere end 30 forskellige sorter. 20 måneder på fad. Dyb rubin. Flot og ekspressiv i næsen, da den lige fik lidt tid. Mørke bær og blomster i næsen. Fyldig og kompleks med mange lag. Såvel frugt som balancerede fadnoter som kakao. Lang eftersmag. En fremragende vin.

Quinta do Crasto Colheita Port 1997: Lavet som en hyldest til Fernando Moreira d’Almeida, søn af grundlæggeren. Mørk ravfarvet, tæt og koncentreret alderen taget i betragtning. Intens og fyldig i munden med tørrede frugter og god syre til at balancere samt lang finale. Faktisk ganske vellykket for et hus, der ellers ikke har gjort det i fadlagret port, men måske der er mere i vente. En fin afslutning på en flot smagning.

Læs mere om Quinta do Crasto her. Vinene fra Quinta do Crasto fås hos Portugisisk Vinkælder.

Vin fra fade

I Cima Corgo nær byen Pinhão ligger vingårdene tæt og udgør en perlerække af kendte navne. Vi passerer navne som Bomfim, Seixo og Pego for at køre til Quinta São Luiz, som jeg aldrig har besøgt før. Vingården er knyttet til Kopke og dermed Sogevinus, og det var da også Sonia Figueira, som var vores vært sammen med en meget engageret winemaker Ricardo Macedo. Ricardo er ansvarlig for koncernens bordvine, som netop vinificeres og lagres på São Luiz.

Når man er i Douro, hvor druerne gror, bør man selvfølgelig starte med en tur i marken. Så vi tog en lille vandretur opad med udsigt ud over de skønne vinranker – plantet på terrasser som såvel gamle Socalhos som Patamares eller som Vinha ao alto – og ned over Douro til markerne på den modsatte side. En herlig udsigt.    

Ricardo fortalte om druesorter, skifferjord, de forskellige plantningsmetoder, hældningsgrader og meget mere. Vi talte selvfølgelig også om årets høst, som nok desværre ikke bliver blandt de store. Som det var tilfældet hos Infantado har sygdomme hærget på grund af meget nedbør – så meget at det ikke var muligt at nedkæmpe dem med diverse kemiske virkemidler. Med andre ord tegner alt til en meget ringe høst. Generelt i Douro tales der om 30 % mindre udbytte og på São Luiz om 10 % mindre.

Indenfor i bygningerne, som ligger i flere etager ned af skråningen, var ståltanke og fade til gengæld heldigvis fyldt op. Og Ricardo var i sit gavmilde hjørne. Vi blev alle udstyret med et glas, og derefter gik turen rundt fra etage til etage, fra fad til fad, fra vin til vin. Først hvide druesorter som Rabigato, Viosinho, Arinto, Gouveio, Malvasia Fino etc. lagret i forskellig tid og på forskellige fade, hver for sig eller i forskellige blandingsforhold. Derefter eksperimenter på forskellige træsorter og fx en rød drue, Rufete, vinificeret med meget kort skindkontakt og derfor af udseende som en hvidvin. Og endelig røde sorter som Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz etc., lagret hver for sig og i forskellige blends.

Det var meget spændende at opleve en engageret winemaker præsentere en lang række af tangenterne fra tastaturet, og ved den efterfølgende middag på quintaens stamrestaurant lidt længere oppe af bjergsiden smagte vi så nogle af de endelige blends.

Da der var tale om fadprøver og hurtige smagsprøver under middagen, har jeg ingen noter, men det bør nævnes, at vi smagte Tavedo Douro DOC Branco 2015 (Malvasia Fina, Gouveio, Rabigato, Fogazão og Cerceal), Kopke Douro DOC Branco 2014 (Arinto, Gouveio og Rabigato), Veedha Douro DOC Tinto 2012 (Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz), Tavedo Douro DOC Tinto 2015 (Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Cão, Tinta Barroca og Touriga Nacional) og Kopke Douro DOC Tinto 2013 (Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og Tinta Cão).  At Douro laver gode rødvine har længe været kendt, men hvidvinene imponerer også mere og mere med deres gode kombination af frugtfylde og friskhed.

Desværre måtte vi haste fra den ellers dejlige frokost, da vi havde endnu en aftale – faktisk lige på den anden side af floden på Quinta do Crasto, men med en times kørsel – hvorfor vi måtte tage en hurtig afsked. Men heldigvis inviterede Sonia på et besøg i Gaia, så vi kunne smage de portvine, hun faktisk havde fragtet hele vejen ud.

Dagen efter mødte vi derfor op i Gaia hos Calém, hvor Sonia gav en hurtig rundvisning. Vi så blandt andet de mange fade, der skal blive til Caléms 10 års Tawny – nogle som færdige blends og andre med et ”P” (for para) foran, hvilket altså betyder, at de endnu ikke er helt færdigblandede, men skal blive til 10 års Tawny.

Fra Calém gik vi ind i nabobygningen, som huser udstilling, butik og smagelokaler for Kopke, hvor Sonia havde linet de flasker, vi ikke nåede at smage dagen før, op. Flasker, men dog stadig med vin fra fade, idet der var tale om forskellige udgaver af fadlagrede portvine. 

Kort efter dukkede winemaker og blender Carla Tiago op, så vi fik en god snak om stilarter hos koncernens portvinshuse, årets høst og meget mere. Sonia og Carla fortalte bl.a. at mærket Feist, som vi ikke hører så meget til i Danmark længere, stadig produceres i kraft af de mange fade, der er på lager. Men der laves ikke nye vintage ligesom, der heller ikke lagres ny vin på fade med henblik på fremtidige Colheitas og Tawny. Med andre ord vil mærket nok langsomt blive udfaset efterhånden, som fadene tømmes.   

Af portvine smagte vi:

Kopke 10 års hvid: Lys ravgylden. Duft af mandel og orange. Frisk appel, stadig med frugtpræg og god balancerende syre.

Kopke 30 års hvid: Ravgul, lidt mørkere og med lys kant. Duft af tørrede frugter og mandel. Dejlig blød og sprød smag af tør abrikos. Frisk og fint med syre.

Kopke 10 års Tawny: Mørkere tawnyfarvet. Duft af orange og lidt mandel, men stadig også rest af frugt. Blød med god smag af tørrede frugter og let krydret. Ikke så fyldig.

Feist 30 års Tawny: Mørk med orange kant. Nødder og tørrede frugter i næsen. Figner og udpræget fadsmag. Mere elegant i stilen, blød og indbydende.

Feist Colheita 1976: Mørk brun. Fin duft af tørrede frugter og nødder. Lidt sødere og med mindre syre, men blød og indbydende og med god eftersmag.

Kopke 1966: Som altid et meget indbydende glas. Intens, mørk og koncentreret. Duft af orangeskal, nødder og karamel og med god balance mellem sødme og syre.

Tak til Sonia, Ricardo og Carla for et par dejlige besøg