”Mit andet hjemland” er udkommet

Det har været en lang og hård fødsel. Men nu er min bog med rejseessays om portugisisk kultur endelig udkommet. ”Mit andet hjemland” har jeg valgt at kalde den – en titel, som selvfølgelig rummer en vis overdrivelse, da mit hjemland er og bliver Danmark. Men den refererer til den følelse, jeg har, hver gang jeg går gennem glasdøren i lufthavnen i Lissabon, hver gang jeg åbner for vinduet på min lille pension og kigger ud over Praça de Figueira, og hver gang jeg besøger nogle af de sædvanlige caféer, restauranter og udsigtssteder. Så føler jeg mig ikke ude, men faktisk hjemme.

Bogen er en blanding af personlige erindringer og oplevelser fra min mange rejser i Portugal og essays med nedslag i Portugals historie og kultur. Blandt meget andet kan nævnes emner som det store jordskælv i 1755, digteren Fernando Pessoa, Henrik Søfareren og de store opdagelsesrejser, maleren Julio Pomar, portvinsquintaerne i Douro-dalen og vores egen H.C. Andersen, som besøgte Portugal i 1866 og i hvis fodspor, jeg har rejst. Dertil kommer de tre F´er, som jævnligt udnævnes til at have været med til at holde befolkningen i ave under Salazars Estado Novo: Fodbold, Fátima og ikke mindst Fado. Bogen fører læseren til kamp med Benfica på Estádio da Luz, til den religiøse valfartby Fátima og til forskellige former for fadoaftener – blandt amatører og professionelle. Netop fadoen har sammen med Pessoas digte været væsentlige elementer i min fascination af landet og dets kultur. Jeg bliver aldrig træt af at læse de mange stemmers digter og lytte til de store fadistas, ligesom jeg altid er med på et godt glas portvin. 

Bogen er ikke ment som en turistguide. Der er ikke meget at hente om golfbaner, hoteller, turistrestauranter og sandstrande. Til gengæld er jeg vild med sol, sardiner og saudade.

Jeg håber at kunne inspirere til rejser, der kommer lidt bag facaden af det overfladiske turistbesøg. Væk fra hovedstrøgene og ind i de små gyder eller baglandet. Tilbage i historien og ned i dybden, hvor den portugisiske kultur opleves og forstås.

Bogen kan bestilles i boglader eller gennem internetboghandlere som her: http://www.williamdam.dk/rejse_geografi/rejseerindringer/mit_andet_hjemland_1559942_da.html

Den er udkommet på Forlaget Ørby, hvor man også kan se supplerende billeder: http://www.oerby.dk/sider/mit_andet_hjemland.htm

På korstog med Danmark og Portugal

Nej, det er ikke den nylige fodboldkamp, det handler om… Men ægte korstog i perioden år 1000 til ca. år 1250 – altså i den gode gamle middelalder, som jo slet ikke var mørk, som det ellers ofte hedder sig. Faktisk foregik der en stor udvikling såvel teknisk som bevidsthedsmæssigt, og kommunikationen mellem de europæiske lande var forbavsende stor.

Det kan man læse om i Kurt Villads Jensens tykke bog ”Korstog ved verdens yderste rand”. Bogen er hans doktorafhandling og bygger på 25 års forskning i de originale kilder. Selvsagt ikke nem og hurtig læsning, men meget spændende, hvis man interesserer sig for middelalderen eller for relationerne mellem Danmark og Portugal – de to lande, som Villads Jensen har valgt at fokusere på. For selv om forfatterens ærinde ikke primært er at afdække samspillet mellem de to lande, men de paralleller, der er i perioden, påviser han alligevel mange forbindelser, hvad enten vi taler om fælles interesser, deltagelse i samme krige eller familiære bånd, da royale ægteskaber jo den gang ofte blev brugt diplomatisk.

Såvel Portugal som Danmark befandt sig i randen af middelalderens Europa. Men at de derfor var bagefter udviklingsmæssigt bliver afvist. Begge nationer deltog da også snart i kirkens korstogstanker. Både ved at lade adelsmænd deltage i de fælles korstog mod Jerusalem, men også ved at igangsætte deres egne af slagsen. Og her er bogens væsentligste pointe, at de to landes egne krige mod ”de vantro” faktisk også blev regnet for ægte korstog i Guds og Pavens navn. De mange slag mod maurerne i Portugal under fleres århundredes reconquista og de talrige togter i Østersøen som Valdemar den Stores og Absalons kamp mod venderne i Arkona på Rügen var ikke blot perifere kampe, men et led i den store krig mod de ikke-kristne. Det var kampe for korset, som jo også – ifølge legenderne – viste sig på himmelen for såvel portugiserne som danskerne.  

Da Afonso Henrique var trængt i slaget ved Ourique i 1139, bad han til Gud, hvorefter et stort kors viste sig på himlen. Efter sejren udnævnte han sig som Portugal første konge og valgte at lade korset indgå i landets første flag (som altså ikke er det nuværende). Tilsvarende herhjemme kender vi historien om Dannebrog, der faldt fra himmelen og hjalp Valdemar 2. til sejr i Estland.

Et sjovt sammenfald, men også et udtryk for, at begge lande kæmpede med og for korset. Andre eksempler på relationer mellem de to lande kan findes i Fernando Coelho Kvistgaards lille bog ”Danmark og Portugal. Venskaber og stridighederne gennem tiderne”. Og har man lyst til at fordybe sig og blive klogere på såvel forholdet mellem de to lande som den europæiske korstogshistorie generelt, er Kurt Villads Jensens afhandling bestemt anbefalelsesværdig.

Kurt Villads Jensen: Korstog ved verdens yderste rand. Syddansk Universitetsforlag, 612 sider.

http://www.universitypress.dk/shop/korstog-ved-verdens-2967p.html

Vintage 1991

Lad det være sagt med det samme. Det var ikke en smagning, der går over i historien. En såkaldt horisontal smagning af Vintage 1991 med 12 forskellige af slagsen i Den Fynske Portvinsklub eller The Vintage Port Club, som klubbens nye internationale logo kundgør det.

Hele 41 huse deklarerede vintage i 1991. Alene af den grund kan man tale om et stort år, men spørgsmålet er, om kvaliteten også er stor? Eller om hungeren efter at deklarere snarere skyldes, at årene inden var værre endnu, så vi faktisk skal tilbage til 1985 for at finde det sidste gode år. Markedet havde altså brug for et godt år.

Flere peger derfor på, at året nok gav solide vine, men at de også var ret endimensionale. Hvis smagningen gav svar, var det nok mest i samme retning – også fraregnet de helt skæve flasker. Nogle af vinene skulle have været drukket, da de åbenbart ikke havde tanniner og balance til et langt liv. Men der var også positive overraskelser imellem.

Grahams var både drikkelig og levedygtig, men ikke som i de helt store årgange. Da den ene flaske var skæv opnåede de dog ikke en høj placering sammenlagt. Det gjorde derimod Taylors Vargellas, som havde frugt, kraft og tørhed, og helt sikkert kan leve i årene fremover. Det samme gjaldt Fonseca Guimaraens med en mild duft af marcipan, kraftig frugt og godt med tanniner. Mange var også glade for Croft, som regnes blandt årgangens bedste, men dog manglende noget af de andres elegance efter min mening. Vesuvio, som jeg nyligt har besøgt (se forrige indlæg), havde fylde, kompleksitet og god peberfinish, men var desværre uheldigt dekanteret. Infantado var stadig lidt lukket, men tydeligvis uden den store kompleksitet. Burmeister var brunlig og nærmest tawnyagtig, hvilke vel ikke er meningen med så ung en vintage.

Altså flere gode vine, men ikke vine, der kan tåle sammenligning med de helt store år. Og nok også en årgang, hvor kun få vine er langtidsholdbare.

Foruden de allerede nævnte blev der smagt: Cockburn, Romariz, Warre, Dow og Ramos Pinto.        

Quinta do Vesuvio

Vågnede tidligt i morges. Et køligt brusebad, hvorefter jeg satte mig ned på verandaen. Solen og lyset er på vej. Fuglene har sunget højlydt de sidste par timer, men falder snart til ro. I floden springer fiskene. Der er utroligt stille, ses bort fra en lastbil med markarbejdere, som skal ud at høste.

Jeg har tilbragt natten på Quinta do Vesuvio langt oppe ad Douro-floden. Den flotte quinta i tre etager har en lang historie, som ikke mindst er forbundet med Dona Antónia Ferreira. Dona Antónia anses for en af de største personligheder i portvinens historie - både på grund af hendes indsats som portvinsproducent, men også i kraft af hendes store indsats socialt og med hensyn til udbygningen af infrastrukturen. Quintaen blev færdigbygget i 1827, men efter Ferreira-familiens ejerskab stod den tom og forfaldt i en del år. I 1989 blev stedet og de mange store vinmarker, som spreder sig over adskillige høje, købt af Symington-familien.
Symingtons fik renoveret vingården - sympatisk nok først bygningen, hvor arbejderne bor - senere selve Quintaen. I dag er det en utrolig smuk bygning i tre etager. Nederst diverse lagerrum og bolig for tjenestefolket. Derefter køkken, opholdsrum mv. og øverst værelserne indrettet flot og rustikt.
Vores værter Dominic Symington og Gustavo Devesas viste venligt rundt og inbød derefter til en dejlig middag med Caldo Verde og steak med råstegte grøntsager. Vinene var først deres Altano hvid fulgt af ditto rødvin, en reserva fra 2008, lavet på 100 % touriga national. Derefter fulgt oste og - selvfølgelig portvine. Dow Vintage 1970 efterfulgt af Colheita Vesuvio 1992 og senere igen Warre 85 og Vesuvio 91.

Et afbrud på aftenen var den obligatoriske tur i karret, et af flere lagares. Iført rødternet skjorte hoppede vi op i druemassen sammen med landarbejderne, som havde plukket druer siden kl 7 om morgenen og allerede trådt et par timer. Vi nåede lige lidt af linietrædningen til opynsmandens insiterende, monotome råben. Derefter a liberdade til lyden af trommer og harmonika og snart med dans, råben, skubben og højt humør. Presning med fødderne er - trods mange fine maskiners kommen - stadig den bedste måde at knuse druerne på.
Et hyggeligt besøg på en smuk Quinta som Vesuvio - og sammen med gamle bekendte som Dominic og Gustavo - er ren fornøjelse og lidt til. Stilheden om morgenen afløses af en tur op i markerne, hvor plukkerne og aftenens dansepartnere allerede har været i gang i flere timer. Der mangler endnu en del marker inden høsten er i hus. Det er hårdt. Det er festligt. Og det giver et godt resultat i sidste ende. Og den rødternede skjorte kom med hjem i kufferten, så den kan bruges til en kommende Vesuvio-smagning.

Fra Lissabon til Porto

Er lige ankommet til Porto. Inden da har jeg haft tre dage i Lissabon, hvor jeg inlogerede mig paa min saedvanlige pension. Tre dage er ikke lang tid, men da jeg ikke har behov for at vaere turist, kan man alligevel naa meget.
Lidt turisme blev det alligevel til. Til en Panorama-udsendelse paa DR havde jeg brug for nogle optagelser i Bélem, hvor den ene bus efter den anden lander, saa folk fra alle nationer kan se Bélems-taarnet, Monumentet for de opdagelsesrejsende, klosteret og kirken samt de museer, der ogsaa ligger der. Derefter tog jeg til Alcantara, hvor jeg havde interview med Manuel Loureiro fra Porto de Lisboa. Manuel fortalte om de flotte store fresker, kunstnerne Almada har malet paa de to havneterminaler - en historie som skal vaere centrum for radioudsendelsen.
Det blev ogsaa til et moede med Sean Dahl fra portugalnyt.dk, som vil omtale min bog, som udkommer i oktober. Jeg havde et nytrykt eksemplar med til ham og kunne saaledes vaere kurér for forlaget.
Endelig blev det selvfoelgelig ogsaa til en aften med fado. Jeg var paa en restaurant i Alfama, som jeg ikke havde vaeret paa foer, men som jeg vil give min varme anbefalinger. God mad, flot indrettet i en gammel stald og med god fadomusik. Blandt sangerne var ogsaa indehaveren selv Fátima Moura, som har staaet i spidsen for stedet i mere end 30 aar. Lidt af en personlighed med en aura af kunst omkring sig. Stedet hedder São Miguel D´Alfama og ligger i Rua de São Miguel.
I eftermiddag skal jeg sammen med nogle fra portvinsklubben besoege et par portvinshuse paa den anden side af floden herunder Fonseca. Og mon ikke der bliver lidt smagning ogsaa? I morgen tager vi saa toget op i Douro-dalen for at besoege en lang raekke quintaer og moedes med nogle af klubbens gode kontakter. Men mere herom senere.

En aften med Oscar Quevedo

Navnet Quevedo er nok langt fra et af de første, man tænker på, når det gælder portvin. Men jeg tror, at det er en navn, vi skal vænne os til. For det første, fordi det kvalitetsmæssigt er på vej frem. For det andet, fordi det lille familieejede firma er effektivt til at markedsføre sig via hjemmeside, blog og sociale foraer. I skrivende stund kan man f.eks. på hjemmesiden bl.a. se en lille film om, hvordan man koger krebs i Finland, læse opdateringer fra den aktuelle høst og om deres nye smagslokaler i Vila Nova de Gaia.

Det er sønnen Oscar Quevedo, der er ophavsmand til blogtekster og de små film, som der tydeligvis ikke er en stor stab af professionelle kommunikatører bag, men som til gengæld ånder af spontanitet, engagement og direkte dialog. Det er samme Oscar, som rejser rundt og promovere firmaet. I den forbindelse har han lige besøgt Danmark, hvilket bl.a. blev til et lille seminar i Den Fynske Portvinsklub for nye og gamle medlemmer, arrangeret i samarbejde med Portugisisk Vinkælder i Odense.

Oscar Quevedo fortalte om husets historie og deres produktion, viste billeder fra Douro-dalen, og så havde han selvfølgelig en samling flasker med, som vi fik lov til at smage.

Quevedo har en lang historie og så alligevel ikke. Familien har dyrket vin i Douro gennem flere generationer, men det nuværende firma blev først startet i 1991, 14 år efter at Beatriz Morais Fernandes og Oscar Quevedo (den ældre) slog sig ned S. João Pesqueira, hvor de begyndte at dyrke vindruer. I 1983 blev besiddelserne udvidet med Quinta Vale D´Agodinho, som ligger ideelt mellem Taylors Quinta Vargellas og Cachão da Valeira – stedet som har fundet indpas i portvinshistorien, da det var her båden med D. Antónia Ferreira og Baron Forrester gik under, så sidstnævnte druknede.

Med årene udviklede vindyrkningen sig fra en hobby til en satsning, hvilket ikke mindst skete med børnenes hjælp. Cláudia er i dag husets winemaker og hendes bror, Oscar (Jr.) står altså for salg og markedsføring. Hvor druerne tidligere blev afsat til Taylor´s, bliver de nu brugt under eget label.

Men hvad så ned vinene? Vi startede med at smage et par bordvine, Oscar´s White og Oscars Red, hvor førstnævnte bød på blomster og frisk frugt, mens sidstnævnte var kraftig og rig på tanniner. Derefter fulgte et udvalg af husets portvine i hele farvespektret. Først en let gylden hvid port, derefter en farverig rosé – den nye trend, som de fleste huse er hoppet med på. For mig er det nu ikke den ægte vare, men argumentet er, at roséen kan friste det yngre segment, så de finder vej til portvinens glæder. Og en sådan pædagogisk mission kan der vel være fornuft i.

Efterfølgende smagte vi såvel ruby- som tawny-typer. Quevedos 10 års tawny er ikke voldsom, men med en god fyldig smag af valnødder og tørret frugt og en lang eftersmag. Et godt køb. 20 års tawnien var mørkere og mere kraftig med figner. Coheita fra 1994 var lettere og mere vinøs i stilen, men toppen var nok en Colheita fra 1977 – altså lavet på vin, som har ligget på fade fra før Quevedos fødsel. Flot rødbrun med dejlige nuancer af figner og rosiner.

Desuden bød aftenen på en let filtreret LBV fra 2003 med frugt og pebertoner og så to gange vintage, en fadprøve fra 2010 og årgang 2008. Begge var selvfølgelig med godt af tanniner og bid, men 2008´eren var allerede på vej til at modnes med fin balance og frugtfylde. Den hører nok ikke til de mest langtidsholdbare af slagsen, men har dog stadig årene foran sig.  

Alt i alt et spændende nyt bekendtskab, uden at vi dog faldt på halen. Men jeg vil givet vie Quevedo mere opmærksomhed fremover.

http://quevedoportwine.com/

Cuca Roseta

Der kommet hele tiden nye fadosangere til. Sådan var det ikke for få årtier siden. I årene efter Nellikerevolutionen i 1974 tog befolkningen afstand fra fado og andre kulturelle udtryksformer, som – berettiget eller ej – kunne forbindes med Estado Novo. Fadohuse måtte lukke, og kun få unge lod sig fascinere af genren. Det var noget for gamle mænd og gamle damer fra det gamle regime…

I dag er opfattelsen heldigvis en anden. At fadoen kunne forbindes med Salazar og blev brugt politisk, gør den jo ikke lig det daværende styre. Den kan også forbindes med meget andet, ja der findes sågar revolutionære fadosange. Fadoen udvikler sig med og mod tiden. Det betyder, at fadohusene i dag har genvundet deres popularitet, unge talenter deltager igen i amatørkonkurrencer som Grande Noite do Fado, og der kommer hele tiden nye pladedebutanter til.

Den seneste af slagsen hedder Cuca Roseta, og som pladeselskabet beskriver hendes forhistorie, lever den helt op til myten, selv om den nok skal være sand. 

Cuca er ikke ud af en musikfamilie og havde ingen anelse om, at hun skulle ende som fadosanger. Men en dag endte hun i et fadohus, og så var hun solgt. Hun valgte ikke fadoen, men fadoen valgte hende, som det hedder sig. Det er ikke uden grund, at fado kommer fra det latinske fatum, som betyder skæbne. Eller som hun selv udtrykker det:

“Jeg tror på skæbnen. Det kom helt af sig selv, nærmest som en overraskelse for mig selv”

Efter at have uddannet sig som psykolog og optrådt nogle år som sanger i et popband førte vejen over sporadiske optrædener i fadohuse til fast engagement i guitaristen Mário Pachecos højt estimerede fadohus, Clube de Fado, hvor mange stjerner har optrådt. Dernæst fandt hun sammen med den argentinske musiker og producent Gustavo Santaolalla, hvilket nu er resulteret i hendes debutalbum.

Cuca Roseta har en flot og traditionel stemme. Hun leverer en blanding af gamle fadosange som Avé Maria Fadista og Marcha de Santo António og nye kompositioner, hvoraf flere har tekster fra hendes egen hånd, mens musikken er skrevet af netop Mário Pacheco, som også medvirker på Guitarra Portuguesa. Albummet indledes med en velkendt sang af Amália, Porque Voltas de Que Lei om kærlighed og længsel.

Debuten er sådan set glimrende, men jeg savner lidt de kanter, som nogle af de store fornyere har. Det veksler lidt mellem hurtige og langsomme sange, mellem nye og gamle, mellem muntre og sørgmodige – helt efter bogen. De nyskrevne sange som f.eks. hendes egen tempofyldte Homem Português befinder sig genremæssigt ikke langt fra de traditionelle. Fint og veludført, men uden overraskelser.

http://www.cucaroseta.com/site/en