Quinta do Vesuvio

Vågnede tidligt i morges. Et køligt brusebad, hvorefter jeg satte mig ned på verandaen. Solen og lyset er på vej. Fuglene har sunget højlydt de sidste par timer, men falder snart til ro. I floden springer fiskene. Der er utroligt stille, ses bort fra en lastbil med markarbejdere, som skal ud at høste.

Jeg har tilbragt natten på Quinta do Vesuvio langt oppe ad Douro-floden. Den flotte quinta i tre etager har en lang historie, som ikke mindst er forbundet med Dona Antónia Ferreira. Dona Antónia anses for en af de største personligheder i portvinens historie - både på grund af hendes indsats som portvinsproducent, men også i kraft af hendes store indsats socialt og med hensyn til udbygningen af infrastrukturen. Quintaen blev færdigbygget i 1827, men efter Ferreira-familiens ejerskab stod den tom og forfaldt i en del år. I 1989 blev stedet og de mange store vinmarker, som spreder sig over adskillige høje, købt af Symington-familien.
Symingtons fik renoveret vingården - sympatisk nok først bygningen, hvor arbejderne bor - senere selve Quintaen. I dag er det en utrolig smuk bygning i tre etager. Nederst diverse lagerrum og bolig for tjenestefolket. Derefter køkken, opholdsrum mv. og øverst værelserne indrettet flot og rustikt.
Vores værter Dominic Symington og Gustavo Devesas viste venligt rundt og inbød derefter til en dejlig middag med Caldo Verde og steak med råstegte grøntsager. Vinene var først deres Altano hvid fulgt af ditto rødvin, en reserva fra 2008, lavet på 100 % touriga national. Derefter fulgt oste og - selvfølgelig portvine. Dow Vintage 1970 efterfulgt af Colheita Vesuvio 1992 og senere igen Warre 85 og Vesuvio 91.

Et afbrud på aftenen var den obligatoriske tur i karret, et af flere lagares. Iført rødternet skjorte hoppede vi op i druemassen sammen med landarbejderne, som havde plukket druer siden kl 7 om morgenen og allerede trådt et par timer. Vi nåede lige lidt af linietrædningen til opynsmandens insiterende, monotome råben. Derefter a liberdade til lyden af trommer og harmonika og snart med dans, råben, skubben og højt humør. Presning med fødderne er - trods mange fine maskiners kommen - stadig den bedste måde at knuse druerne på.
Et hyggeligt besøg på en smuk Quinta som Vesuvio - og sammen med gamle bekendte som Dominic og Gustavo - er ren fornøjelse og lidt til. Stilheden om morgenen afløses af en tur op i markerne, hvor plukkerne og aftenens dansepartnere allerede har været i gang i flere timer. Der mangler endnu en del marker inden høsten er i hus. Det er hårdt. Det er festligt. Og det giver et godt resultat i sidste ende. Og den rødternede skjorte kom med hjem i kufferten, så den kan bruges til en kommende Vesuvio-smagning.