Dão – Portugals Bourgogne

Det er ikke uden grund, at Douro de senere år har fået stor opmærksomhed på vinområdet. Udviklingen har været fantastisk, og den ene fremragende vin efter den anden vinder priser og hæder.

Men derfor skal vi jo ikke glemme, at der er andre udmærkede vinregioner i Portugal. I sommermånederne fokuserede jeg en del på de friske vine fra Vinho Verde – såvel de lette og perlende som de mere frugtrige enkeltdruevine – og i den kommende tid skal det gælde en af mest kendte vinregioner i landet, nemlig Dão.

Dão kaldes nogle gange for Portugals Bourgogne, da der er visse ligheder, men dog også forskelle. Hvidvinene kan have lagringspotentiale som hvid Bourgogne, og rødvinene er frugtrige, elegante og syrerige og har ligeledes lagringspotentiale. Men selv om et par druesorter skelner sig ud og også fremstilles som enkeltdruevine, dominerer de ikke som Chardonnay og Pinot Noir i Bourgogne. I Dão er vinene da også oftere blends på flere druesorter.

Vi er i Beiras i midten af Portugal, nærmere bestemt i egnen omkring byen Viseu, nordøst for universitetsbyen Coimbra. Området ligger på et granitplateau, som gennembrydes af floderne Ceira, Mandega og Dão, hvor den sidstnævnte altså har navngivet DOC´en. Dão er omkranset af beskyttende bjerge – ikke mindst Serra da Estrela mod øst, hvilket giver en mildere klima med højdeforskelle fra 200 meter over havets overflade til 1.000 meter. Kølige nætter samt milde og tørre somre, giver langsommere modning af druerne, hvilket igen betyder højere syreniveau og fint lagringspotentiale.   

Blandt de hvide druer er Encruzado den mest berømte, men der dyrkes også Bical, Cercial, Malvasia Fina og Verdelho. Hos de røde har Touriga Nacional samme position suppleret af Alfrocheiro, Tinta Roriz, Jaen, Bastardo samt lidt Baga (der ellers er kendt fra naboregionen Bairrada).    

Lad mig kort introducere de mest karakteristiske sorter:

Encruzado: Mest udbredt i Dão, hvor den benyttes i såvel enkeltdruevine som blends. Aromatisk med citrus og florale noter, men også mineralitet. God balance mellem syre og sukkerindhold, rig og struktureret og fremragende lagringspotentiale.  Ved lagring på fad antager den Bourgogne-kvaliteter.

Bical: I naboområdet Bairrada bruges den især til produktion af Espumante. Giver friske, bløde og aromatiske vine med præg af pære og abrikos eller ligefrem tropiske noter. Men også rig på syre, hvis den ikke plukkes for sent. Fint lagringspotentiale.

Malvasia Fina: Frisk, men ikke så intens og kompleks. Bruges især i blends og kan give lidt honningspræg og røget karakter

Touriga Nacional: Den mest berømte blandt portvinsdruerne, men også stjernen i Dão. Tykskindet, koncentreret og rig på farve og tanniner. Giver god struktur og lagringspotentiale. Intens med såvel florale noter som solbær og hindbær samt violer og krydderier.

Alfrocheiro: Hjemhørende i Dão, men har siden spredt sig til andre regioner. Modner tidligt, men har let til oidium og botrytis. Brombær og modne jordbær. Rig på farve, god syre og med bløde tanniner.

Tinta Roriz: Også kendt som Aragonês og i Spanien som Tempranillo. Meget produktiv, modner tidligt og giver robust, men også elegant vin med god bærpræg og krydderier. 

Jaen: Mest udbredt i Dão. Modner tidligt og ikke så resistent overfor sygdomme som meldug og botrytis. Ikke så farveintens og med lav syre, parfumeret med brombær, blåbær og kirsebær og kan give finesse til blends.

Vinen gror på mellem fyrreskove på mindre marker, hvoraf en del stadig er med blandede sorter. Under Salazars Estado Novo blev der oprettet store kooperativer, og det blev forbudt private producenter at indkøbe druer, så kooperativer så at sige fik monopol på vinproduktionen. Enkelte gjorde det godt, men mange sjuskede med vinifikationen, afstilkede ikke og sorterede ikke i druerne. Resultatet var ofte – med ikke altid – aggressive og tanninfyldte vine uden den elegance og friskhed, som området ellers lægger op til. Men flaskerne var billige, hvorfor de også fandt vej til de danske supermarkeder og var med til at udbrede portugisisk vin i de år, hvor det var nyt at drikke vin i herhjemme. Senere, da der blev øget fokus på kvalitet, var de til gengæld med til at give portugisisk vin et lidt dårligt ry. Blandt de mest berømte og bedre er Grão Vasco, som siden 1957 har været et brand i Sogrape-familien.

I dag er de private producenter igen på banen – spændende fra små og uafhængige til store koncerner som Sogrape. Metoderne er blevet langt bedre og resultatet ligeså, hvorfor Dão så afgjort fortjener større opmærksomhed – ikke kun pga. prisen, men også hvad angår kvalitet. I en tid, hvor markedet generelt synes at rykke sig fra de tunge og meget alkoholrige vine til de lettere og friskere, må der være grobund for en renæssance.

I efterfølgende poster vil jeg derfor præsentere et udvalg af huse og flasker på det danske marked. Det gælder bl.a. vine fra Quinta das Camélias, Julia Kemper, Quinta da Carvalhais, Caves São João, Quinta de Cabriz og M.O.B. En del af flaskerne er venligst sponseret af importørerne.  

São Leonardo og Quinta do Mourão

Når vi taler om Vintage portvin, er der blandt portvinselskere nogenlunde enighed om hvilke huse, der tilhører første division eller anden division, og hvilke der bare laver ok portvin til dagligdagen. Her er det især de store kendte portvinshuse, der dominerer, selv om der selvfølgelig dukker overraskelser op fra tid til anden.

Anderledes er det, når det handler om Tawny. Her er der sjældent konsensus om, hvad der er godt og mindre godt, ligesom markedet er mere broget, da mange mindre og/eller nye huse har lanceret glimrende tawnyserier de senere år, blended fra gamle fade, som har været lagt til side gennem generationer. Det kan den nysgerrige forbruger og portvinsnørder så afgjort glæde sig over, da der hele tiden dukker nye brands op, som skal testes og ofte med overraskende gode resultater, selv om prisen ind i mellem kan være lidt vel pebret. Lad mig blot – uden på nogen måde at forklejne de ”gode gamle” tawnyhuse – nævne enkelte navne, som jeg selv har nydt at udforske de senere år: DR, Quinta do Javali, Quinta das Lamelas, Bulas og São Leonardo.

Sidstnævnte var netop temaet for en tawnysmagning i The Vintage Port Club tidligere på ugen. Eller rettere en af overskrifterne for det handlede også om Quinta do Mourão, ejet af Miguel Braga, der laver Douro DOC vin under navnet Rio Bom og portvin under navnet São Leonardo, navngivet efter stednavne i området på sydsiden af Douro tæt ved Régua.

Historien starter i 1972, hvor Miguels far, Mário Braga, købte fem mindre quintaer. De første mange år blev produktionen afsat til andre portvinshuse, men der blev også gemt fade i kælderen, hvilket er årsagen til, at Miguel efter faderens død i 1999 begyndte at lancere portvin i eget navn.  

Jeg mødte første gang Miguel Braga til en smagning af portugisisk vin på 

d´Angleterre i 2011, hvor jeg smagte hans tawnies og kaldte dem for ”eftermiddagens største overraskelse”. Siden har jeg smagt dem enkelte gange, og nu var det så tiden til en grunding gensmagning og ikke alene af 10, 20, 30 og 40 års Tawny, men også af de såkaldte modervine – altså de gamle colheitas som er basisvine for de forskellige blends samt et par endnu ældre ”uofficielle” tawnier. 

Følgende vine blev smagt:

São Leonardo 10 års Tawny

Orange, let brunlig med hvid kant. Klar. Duft af orange og mandel samt let sprittet. Fin, blød og elegant med friskhed og god syre. Stadig frugt, men mest fadpræg med nødder og orangeskal. God balance. En 10 års, der smager af mere og er mere fyldig end mange andre på markedet. 

Cask blend 1994 og 12 års gamle vine

Orange, let brunlig, måske en anelse mørkere. Mindre ekspressiv i næsen, men med ren fad duft og mandel, hvorimod orangepræget er meget nedtonet. Frugt og nødder, men lidt lav på syre og friskhed. Blød og med fin pebret hale.

São Leonardo 20 års Tawny

Brunlig med let orange kant. Igen med orange og mandel i næsen, men lidt mørkere og tungere. Ikke så tung smagsmæssigt, hvor nødder og orangeskal går igen sammen med lidt mere udprægede fadnoter som en smule puddersukker. Harmonisk, men med en lidt sprittet hale.

1984 Colheita, Quinta do Mourão

Brun med lys kant. Lidt apotekerpræg i næsen, som desværre overdøvende de finere nuancer. Flot og harmonisk i munden med tydelig præg af nødder og orange. En sprittet hale. Udgangspunktet for 20 års blend er altså en Colheita med 30 år på bagen.

São Leonardo 30 års Tawny

Orange, rødbrun. En elegant duft af mandler og orange. Lidt federe i stilen, men stadig elegant og tør. God smag af nødder og orangeskal samt noter fra fad.

1972 Colheita, Quinta do Mourão

Brun, mørk med lys kant, uklar. Lidt vel præg af karklud i næsen, måske pga. manglende iltning. Tør i stilen med mandel og lidt tørrede frugter samt mere mørke fadnoter.

São Leonardo 40 års Tawny

Orange, meget lys og klar. Mandel, orange og lidt kanel i næsen. Godt med fedme og en flot smag af orange og nødder. Godt med syre, så der også er friskhed og balance.

1948 Colheita, Quinta do Mourão

Brun, mørk og ikke helt klar. Duft af rosiner og ristede noter. Meget koncentreret med nødder og masser af fadnoter. Noget sprittet.

Quinta do Mourão 50 års Tawny

Rødbrun, noget uklar. Orangepræget er væk, tilbage er nødder, kanel og tørrede frugter. En intens smag af balsamico og brun farin.

Quinta do Mourão 60 års Tawny

Brun og uklar. Duft af figner og rosiner modsat de yngres mere friske præg. Let brændt med balsamico og nødder, meget intens og koncentreret. Et flot, men også mættende glas. 

Generelt kan siges, at stilen er meget ren, frisk og tør med tydeligt fadpræg, men ikke af den tunge slags med rosiner, figner o.l.. Den officielle tawnyserie er delikate vine med en klar linje, men jeg savner nok lidt mere markante forskelle end bare øget koncentration og ”mere af samme”. Modervinene var ikke overraskende mere rustikke, med mere fadpræg og mindre friskhed, syre og elegance. Desværre skulle især modervinene nok have været åbnet noget før eller evt. dekanteret, da flere af dem var lidt grimme i næsen, hvilket dog aftog lidt efterhånden.

Ramos Pinto Vintage 1983

Som nævnt i seneste post om portvinsfestivalen på Børsen, har en af de helt store personligheder i portvinens verden, João Nicolau de Almeida fra Ramos Pinto, nyligt været i Danmark. The Vintage Port Club havde derfor tirsdag den 3. november inviteret ham til en klubsmagning, som var delt i to afdelinger:

Først en teknisk smagning, hvor vi smagte deres Vintage 1983 i fire enkeltdrueudgaver suppleret med det færdige blend. Derefter en vertikal smagning af Ramos Pinto Vintage og Quinta da Ervamoira Vintage i forskellige årgange fra 1950 til 2002 heriblandt begge i årgang 1994.

Der var altså lagt op til en lærerig aften. Både fordi João Nicolau de Almeida øste af sin store viden og sine snart 40 års erfaring hos Ramos Pinto, hvor han har været med i alle led i produktionen, og fordi selve flaskerne lagde op til at sammenligne og drage konklusioner.

Først lidt baggrund. Da João Nicolau de Almeida vendte tilbage til Douro i 1976 efter at have studeret ønologi i Bordeaux, blev han udfordret af sin onkel, José António Rosas, som lige efter revolutionen i 1974 havde købt en helt ny quinta, Quinta da Ervamoira, ved Rio Côa i Douro Superior tæt ved den spanske grænse. Der skulle nyplantes og gerne med de bedste druesorter, hvorefter et større researcharbejde gik i gang. João betingede sig dog, at der blev forsket i såvel portvins- som bordvinsdruer. Han havde trods alt studeret i Bordeaux og var søn af Fernando Nicolau de Almenida, som så at sige opfandt kvalitetsvin fra Douro med den legendariske Barca Velha.

Rodstokke og druesorter blev testet og undersøgt, og der blev eksperimenteret med at plante vinstokke fordelt på parceller i enkeltmarker og ”au alto” – altså, så de enkelte druesorter blev separeret og placeret i rækker uden brug af terrasser, hvilket muliggør brug af maskiner.

Kort fortalt blev resultat af forskningen, at der blev anbefalet især at gøre brug af fem druesorter: Tinta Barroca, Tinta Roriz, Tinta Franca, Touriga Nacional og Tinta Cão, da disse såvel kvantitativt som kvalitativt var de bedste – en opfordring som Verdensbanken tog til sig, så de faktisk kun støttede nyplantninger, hvis der var tale om netop disse fem sorter.

Et andet resultat af arbejdet var, at man med enkeltmarker og viden om sorternes karakteristika nu havde mulighed for at sammensætte det færdige blend med forskellige procentvist indhold af de forskellige druesorter alt efter, hvordan den pågældende høst havde artet sig og alt efter, hvilken portvin, man gerne vil have ud af det.

Som et led i hele processen blev der fremstillet nogle portvine, lavet på enkeltdruer fra høsten i 1983. Jeg var inviteret til at smage dem i marts i år i Gaia sammen med winemaker Ana Rosas (se tidligere indlæg). Her blev det også aftalt, at Ramos Pinto venligt ville donere flasker til en smagning i klubben, hvilket vi så valgte at supplere med andre såvel yngre som ældre flasker. Her er nogle smagenoter:

Tinta Barroca 1983

Mørk rubin og klar. Lidt skarp i næsen. Stadig med frugt og bær. Fyldig, rund og blød. Lidt til den søde side, men også krydret og pebret. Bløde, men stadig intakte tanniner.

Tinta Roriz 1983

Lys rødbrun, ikke helt klar. Fin duft af delikate røde bær. Fin smag, men uden rå kraft, syre og tanniner, hvilket ellers kendetegner druen.

Tinta Franca 1983

Rubin med brun kant. Ikke meget til næsen, men dog lidt mørke bær og florale noter. Godt med syre og stadig kraftig, men ikke helt harmonisk.

Touriga Nacional 1983

Mørk rubin, tæt ved det lilla. Duft at mørke bær. Stadig rig på frugt og med god dybde og struktur. Intens og flot krydret.

Ramos Pinto Vintage 1983

Blend 50 % Tinta Barroca, 30 % Tinta Franca, 10 % Touriga Nacional og 10 % Tinta Roriz. Mørk rubinrød. Dejlig duft at jordbær, kirsebær og mørkere bær. Velbalanceret med pæn syre, frugt og velintegrerede tanniner. God eftersmag. Et fint, modent glas, som også kan lagre længere.

Quinta da Ervamoira Vintage 2002

Blend af 40 % Touriga Nacional, 30 % Tinta Franca og 30 % Tinta Barroca. Mørk rubin med lilla kant. Meget lukket ned i såvel næse som smag. Godt med frugt og præg af solbær. Kraftig med bløde tanniner, men kort i smagen.

Ramos Pinto Vintage 2000

Blend af 50 % Touriga Nacional, 40 % Tinta Franca og 10 % Tinta da Barca. Mørk rubin. Lidt vingummipræg i næsen, hvilket dog fortog sig lidt efterhånden, som den blev iltet. Lukket. Røde bær, kraftig på syre og tanniner. Har brug for mange år for at blive modnet.

Ramos Pinto Vintage 1994

Blend af 40 % Tinta Franca, 30 % Touriga Nacional og 30 % Tinta Barroca. Rubinfarvet og klar. En flot, men måske lidt vel parfumeret duft af røde bær og florale noter. Stadig lidt lukket, masser af frugt og tanniner. Ikke færdig med at udvikle sig.

Quinta da Ervamoira Vintage 1994

Blend af 60 % Touriga Nacional og 40 % Tinta Barroca. Rubin og klar. Mere åben og en flot duft af modne bær. Fin frugt og bløde tanniner. Et dejligt glas at drikke nu, men kan også stadig lagre.

Ramos Pinto Vintage 1982

Blend af 70 % Tinta Barroca og 30 % fra vinhas velhas. Mørk rubin. En tarvelig duft i næsen med lidt præg af råd og acetone, men også frugt og blommer. På grænsen til at være skæv.

Ramos Pinto Vintage 1970

Tawny brun, lys. Er farven skuffende, er smagen til gengæld fremragende. Fint med kirsebær og andre røde bær. Blød og elegant, med fin afmålt frugt og søde krydderier. Et herligt modent glas.

Ramos Pinto Vintage 1950

Brun og uklar. En duft at tørrede frugter og karamel og ikke med meget frugt tilbage. Oxideret og med tawnypræg. Uharmonisk. Der var dog flaskevariation, og den anden flaske virkede lidt bedre.

Hvad kan man så konkludere af smagningen? For det første, at der er stor forskel druesorterne imellem. De var alle drikkelige, men klart forskellige med hensyn til farve, duft, smag, intensitet, kraft og tanniner. João forklarede fx, at Ramos Pinto valgte at satse på de ikke så kraftige, men bløde og mere langtidsholdbare tanniner i Tinta Barroca frem for de mere rå tanniner i Tinta Roriz. Det gjorde Vintage 1983 mindre voldsom i begyndelsen, men til gengæld holder tanninerne stadig.

Med hensyn til Vintage 1994 fornemmer man, at det meget varme og solrige klima på Ervamoira fører til mere modne druer, som også i flasken modnes tidligere.   

Endelig bekræftede smagningen klart værdien i at benytte sig af en blend - især når det kommer til druesorter. Eller som João Nicolau de Almeida udtrykte det: ”Portvin skal være et blend, akkurat som landskabet i Douro er det. Hele pianoet skal bruges.”

Når João Nicolau de Almeida træder tilbage fra Ramos Pinto til marts næste år og overlader taktstokken til Jorge Rosas, holder han sig dog heldigvis ikke helt fra branchen. Han fortsætter for det første som konsulent fra Ramos Pinto, og så ejer han for det andet sammen med sine sønner og svigerdøtre Quinta do Monte Xisto, der som Ervamoira ligger ved Rio Côa. Herfra produceres der allerede bordvin og snart følger portvin, røbede João. 

Festival på Børsen

For portvinselskere er Henrik Oldenburgs Portvinsfestival på Børsen en årlig tilbagevendende begivenhed, som der ses frem til med glæde. Samtidig er der dog også lidt ”same procedure as last year” over det.  Man møder de samme mennesker som året før, står i kø ved de samme importører og smager de samme vin.

Det sidste er selvfølgelig ikke helt fair. For det første kommer der vitterligt nye importører og producenter til, ligesom alle jo gerne medbringer de seneste aftapninger samt andre nye varer. Så der er altid noget nyt at smage. Og så er vi vel også en del, der må indrømme, at vi kan se 90 års fødselsdagen igen og igen – akkurat ligesom vi gerne tropper op for at få udskænket portvin igen og igen.

Endnu en ting, som heldigvis er anderledes år for år, er den særlige lukkede smagning for journalister, vinskribenter og repræsentanter fra landets portvinsklubber. Årets gæst var João Nicolau de Almeida fra Ramos Pinto, som jeg er så heldig at have kendt i adskillige år. João har nyligt annonceret, at han træder tilbage som chef for Ramos Pinto til marts næste 2016. Posten bliver dog i familien, idet hans fætter, Jorge Rosas, overtager – ligesom kusinen, Ana Rosas, allerede har overtaget hvervet som winemaker på portvinssiden. Alle tre er direkte efterkommere af António Ramos Pinto, der sammen med stifteren og broderen Adriano Ramos Pinto skabte portvinshuset. Flot at familien stadig står i spidsen for huset, selv om det i 1990 blev overtaget af champagnehuset Roederer.

Med det snarlige vagtskifte in mente, var det måske ikke så overraskende, at João benyttede lejligheden til at kigge tilbage på de knap 40 år, han har været tilknyttet Ramos Pinto. Men temaet for hans fortælling og smagningen var også 25 års jubilæet for Duas Quintas – bordvinen, som er lavet på druer fra henholdsvis Quinta de Ervamoira og Quinta dos Bons Ares. To quintaer, som supplerer hinanden fint, da den første ligger i den varmere Côa-dal, hvor der især er skiffer jordbund, mens den anden er placeret højere oppe og dermed med køligere klimaforhold og med granit i jorden. João påpegede, at bordvinsproduktionen i dag er nødvendigt rent økonomisk, da beneficioen, altså de centralt bestemte kvoter for portvinsproduktion, sætter store begrænsninger på, hvor meget portvin, der kan laves. Samtidig fortalte han, at mange af de helt unge vinmagere faktisk meget gerne vil have portvin, hvilket er værd at lægge mærke til, da der jo ellers de seneste årtier har været en del fokus på Douro DOC. Tænk bare på historien om Douro Boys.

Endvidere fortalte João om det pionerarbejde han stod i spidsen for sidst i 70´erne og først i 80´erne, hvor han researchede i Douros druesorter, hvilket udmundede i en anbefaling af fem sorter. Da dette netop var emnet for den smagning af Ramos Pinto, der fandt sted den efterfølgende dag i The Vintage Port Club, vil mere herom følge i næste blogindlæg.

Endelig havde João store forventninger til årets høst. Den var ikke så kraftigt og muskuløs som 2011, men ”et år, hvor alt var perfekt, og som kan give vine med mere finesse”, bebudede han. Så mon ikke vi om et par år kan vente os en bred deklaration af 2015?

Efterfølgende fik vi lov til at smage på et lille udvalg af såvel bordvine som portvine. Følgende blev smagt:

Duas Quintas White Reserva 2014

Lavet på et blend af Rabigato, Viosinho, Arinto og Folgazão. Meget lys, grøngul og klar. En frisk duft af grønne æbler og citrus, men også lidt tropiske noter. Fyldig med fin struktur og en fin blanding af frugt og mineraler. Harmonisk og med god eftersmag.

Duas Quintas Red 2013

Mørk rubin. God frugt med brombær og andre mørke bær. Kraftig og med megen ren frugtsmag og godt med tanniner. Et typisk kraftig og glimrende madvin fra Douro.

Duas Quintas Red Reserva 2011

Samme karakter som lillebroderen, men med mere elegance og større kompleksitet. Blød i næsen, men kraftig i munden og godt med tanniner. Fin og ikke overdrevent fadlagring. En fremragende vin.

LBV 2011

Mørk rubin. Frisk frugt, solbær og let krydret i stilen. Endnu ung og kraftig, som årgangen generelt, med også fint drikkelig nu. LBV fra Ramos Pinto hører generelt til blandt de bedre af slagsen, efter min mening.

10 års Tawny

Mørk rødbrun. Stadig med frugt, men også præg af fadlagring i form at tørrede frugter og mandler. Dejlig frisk med god, balanceret syre og stadig vinøs.

20 års Tawny

Mørk brun. Mere intens i næse og mund. Mere udpræget fadnoter som brændte figner og rosiner samt mandler. Cremet og fyldig og med lang eftersmag.

Vintage 1983

En noget skarp og skæv næse, men dog ikke fejldømt, da det givet ville aftage, hvis den fik mere tid. Stadig rig på frugt med jordbær og andre røde bær, og stadig med syre intakt. Dog ikke helt harmonisk. Burde nok have været åbnet i bedre tid.  

Efter denne lille smagning, blev der så smagt en del portvin ved selve festivalen. Men da omstændighederne desværre ikke er til at tage udførlige noter, vil jeg her blot nævne nogle enkelte spændende ting, som jeg fik prøvet.

Conceito er et forholdsvist nyt brand med en kraftig og krydret LBV 2009 og en ditto, men også mere kompleks og tanninfyldt vintage 2007 samt en let og mild, men behagelig 10 års Tawny.

Dow´s Crusted Port er spændende, hvis man er til dette underfundige produkt, som i sin tid opstod som en blanding af rester fra flere årgange vintage. En del tyder på, at der er flere af dem på vej på markedet. Alvaro van Zeller havde en overraskende kraftig og fyldig organisk Reserve Ruby fra Maynards med, og endelig sluttede dagen for mit vedkommende med en Colheita 1966 fra Burmester, venligt skænket af Sonia Figueira.

Til sidst en lille bøn. Man kunne ønske sig, at Henrik Oldenburg igen ville invitere vinskribenter til en mere professionel afdeling frem for de åbne smagninger, så der ville være mere tid og plads til at smage, tage noter og ikke mindst tale med de portugisere, som er mødt frem.  

Bulas og Vieria de Sousa hos ambassadøren

Vi skal ikke så mange år tilbage før det var usædvanligt, at der stod kvinder bag god portvin eller vin. Ses bort fra legendariske skikkelser som Ferreiras Dona Antonia var portvinens verden en verden af mænd.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Flere og flere kvindelige winemakere gør sig bemærket på fremragende vis – både i Portugal generelt og i Douro. Filipa Pato i Bairrada, Julia Kemper i Dão og ikke mindst Sandra Tavares da Silva i Douro for blot at nævne nogle få.  

To andre spændende kvindelige vinmagere var på besøg i Danmark nyligt, idet Torben Mandrup fra DrikPortvin i fredags havde inviteret til smagning med fokus på netop kvindelige winemakers i Douro. Smagningen fandt sted hos den portugisiske ambassadør, Rui Maciera, som også gerne vil fremme portugisisk vins status i Danmark og derfor venligt havde stillet sit hjem til rådighed.

Gæsterne fra Portugal var winemaker Luisa Borges fra Vieria de Sousa samt winemaker Joana Duarte og salgschef Isabel Vieira fra Bulas. Dertil kom, at aftenen faktisk blev indledt med et glas fra Claudia Quevedos hånd, nemlig en Pink Port fra Quevedos vingård Quinta da Trovisca. En fyldig sag, rig på frugt med masser af hindbær og jordbær i næsen. Mild, men også lidt vel parfumeret.

De to firmaer kender hinanden godt er nærmest naboer, som Isabel Vieira sagde. Deres ejendomme ligger på højre bred i Cima Corgo.

Bulas blev grundlagt af José Bulas Cruz i 1951, og det er netop hans underskrift, som udgør logoet. De begyndte dog først senere at producere i eget navn. Første vintage er således fra 2009. Bulas to gårde, Costa de Baixo og Foz Ceira, ligger et stykke nedstrøms fra Pinhão, tæt ved Quinta do Crasto ved den opstemmede Rio Ceira.

Vieria de Sousa blev grundlagt i 1925, men var senere ejet af Barros. Blev dog solgt fra, da Barros blev overtaget af Sogevinus, hvorefter familien så at sige begyndte på ny i eget navn. Winemaker Louise Vieria de Sousa Borges er femte generation i familien. Familien har et par ejendomme, Espinhal de Cima og Quinta da Agua Alta, i samme område som Bulas samt en quinta i Mendiz-dalen bag Pinhão og ikke mindst Quinta do Roncão Pequeno mellem Pinhão og Roncão-dalen.

Flere ejendomme med forskellige beliggenheder giver flere strenge at spille på for vinmagerne, hvilket er en klar fordel. Produktionen omfatter da også både portvine og bordvine.

Vieria de Sousa

Espinhal Douro DOC White 2013

Lavet på et blend af typiske Douro-sorter; Viosinho, Rabigato og Gouveio. Gulgrøn, frisk i næse og mund. Duft af grønne æbler og citrus iblandet lidt tropiske noter. Fin fyldig med såvel frugt som mineralitet. Tør, i god balance og med god, lang eftersmag. Rigtig god hvidvin til prisen.

10 års Semi Dry White

Orangefarvet, gyldenbrun. Frisk næse med lidt abrikos. Forfriskende halvtør med mere fylde end helt tørre hvide portvine. God smag og rig på syre, fin eftersmag. Et udmærket glas.

10 års White

Blend af vine med mere end 10 år på bagen, frisket op med lidt yngre udgaver. Gylden brun med fin duft, der kombinerer frugt og mandler. Igen lidt abrikospræg. Sødere i stilen selvfølgelig, men også med friskhed og syre. 

LBV 2011

Mørk rubin. Flot næse med hyldebær og andre mørke bør samt lidt grønne noter som mynte. God smag, der igen kombinerer frugt og fylde med mere lette og friske noter. Runde tanniner og en godt krydret og pebret hale. Indbydende, imødekommende og dejlig.

Vintage 2011

Mørk rubin. Solbær og andre mørke bær i næsen. Samme fine kombination af friskhed og fylde, men mere kompleks og med større elegance. Endnu åben og med afmålte tanniner og derfor fint drikkelig lige nu, trods den unge alder, men den lukker nok snart ned. Et meget spændende bekendtskab.

Bulas

Seyra Douro red 2013

Frisk, ung og rå rødvin med mørke bær, rå frugt og godt med tanniner. Ligefrem, men uden dybde og kompleksitet.

Douro DOC Reserva Tinto 2011

Lavet på Touriga Nacional og druer fra en gammel, blandet vinmark, lagret på fransk eg i ni måneder. Kraftig næse med kirsebær og mørke bær, vanille samt lidt kaffenoter. Meget rig på frugt, fyldig, blød og rund og med afrundende tanniner. Mangler måske lidt karakter og har lidt for meget præg af fadlagringen til min smag.

LBV 2009

Mørk rubin med en intens næse af mørke bær. Robust, fyldig på frugt og tør i stilen, men måske lidt vel marmeladeagtig og opulent. Ikke helt i balance. En sprittet og pebret hale.

Vintage 2012

Meget ung og derfor hård og tanninfyldt, men dog endnu åben. Solbær, hyldebær og blommer og med masser af kraft og frugt. Tør i stilen, robust med lang kraftig hale. En potent sag, som nok skal udvikle sig positivt, men har brug for tid.

10 års Tawny

En fin frisk næse med lidt præg af nødder og tørrede frugter. Meget tilgængelig og velsmagende, men lidt vel lav på syre.

20 års Tawny

Flot duft med mandler, nødder og tørrede frugter som rosiner. En dejlig cremet og elegant stil. Har tilstrækkelig syre til en fin balance. Et virkelig fremragende glas, som vil gøre sig fint i enhver 20 års smagning.

30 års Tawny

Samme stil som 20 års, men med større intensitet uden dog at blive for voldsom. Foruden mandler, nødder og tørret frugt også lidt karamelpræg i næsen. Let krydret, fyldig og flot cremet, men stadig med elegance og friskhed.

Fælles for de tro producenter er, at de er familieejede og har et rimeligt bredt sortiment. Stilen er, som ovenstående gerne skulle vise, ikke helt den samme, men der er god kvalitet begge steder. Bulas har efter min mening klart sin styrke med sin udmærkede Tawny serie. På vintagesiden står Vieria de Sousa umiddelbart som vinder, da stilen tiltaler mig mere. En direkte sammenligning er dog ikke rimelig, da der jo er forskel såvel kvalitets-mæssigt som stilmæssigt på høsten de forskellige årgange imellem.

Vinene fås hos DrikPortvin. Se også producenterne hjemmesider: Bulas og Vieira de Sousa

Portvinsmiddag med Quinta de la Rosa

Familien Bergqvist har produceret portvin siden 1815. Med andre ord kunne de i år fejre deres 200 års jubilæum i portvinsbranchen. Derfor blev der i sidste uge afholdt portvinsmiddag på restaurant Under Lindetræet i Odense, hvor chefkok Brian Madsen havde kreeret en 4-retters menu til forskellige portvine fra Quinta de la Rosa og med indehaveren selv, Sophia Bergqvist, som deltager.

Lad mig med det samme slå fast, at portvin sagtens kan drikkes til andet end ost og dessert, hvad middagen også viste. Men som portvinsentusiast må jeg også med hånden på hjertet sige, at det ikke nødvendigvis er en god idé, ligesom det heller ikke altid er et godt match. Det sidste viste aftenen desværre også et eksempel på.

Men først lidt om Sophia Bergqvist og Quinta de la Rosa. Quintaen tilhørte oprindeligt portvinsfirmaet Feuerheerd, og den blev i 1906 givet som dåbsgave til Claire Feuerheerd, der senere via giftermål blev til Claire Bergqvist. Da Feuerheerd i 1933 blev solgt til Barros-Almeida var det uden quintaen, som altså forblev Bergqvist-familien eje. I de første mange år solgt de deres høst til store producenter som Croft, Delaforce og Sandeman, men da lovgivningen i 1986 åbnede op for eksport af portvin direkte fra Douro, var Quinta de la Rosa blandt de første, der slog til og begyndte at lave portvin i eget navn. Og det med en voksende ry.

I dag ejes stedet af Sophia Bergqvist, som staks fortalte, at hun trods det svenske navn og en smule svenske aner, ikke kan et ord svensk. Hun deler da også sin tid mellem England og Douro. Quintaen produceres såvel bordvin som portvin – en opgave som er lagt i hænderne på winemaker Jorge Moreira.

Sophia Bergqvist fortalte lidt om vinene under middagen, som blev indledt med en rød porttonic lavet på husets Ruby Reserve Port. Det kunne faktisk godt drikkes, men jeg vil nu stadig foretrække at bruge en tør, hvid port til formålet.

Første ret var gratineret torsk på butterdejsbund med svampeduxelle og fiskesauce. Dertil blev – lidt overraskende – serveret Quinta de la Rosas 10 års Tawny. Men det gik faktisk fint i spænd, da husets tørre stil og friskheden i deres 10 års fint matchede den lidt røgede torsk. Vinen var fin rødbrun med duft af nødder og orangeskal. En god friskhed med ligeledes orange og nødder i smagen. Tør og med en lang, let pebret eftersmag. Faktisk en udmærket 10 års Tawny, som jeg glæder mig til at gensmage.

Derefter fulgte en anretning med kold vildt rilette og rådyrryg anrettet med salat og brombær. Her blev der serveret 20 års Tawny, men det var sagt ligeud ikke et heldigt match. Vinen var mørkere og tungere i stilen, med tørrede frugter og brændte mandler samt en smule orange. En lidt mere ordinær og lidt vel sprittet 20 års uden den friskhed og charme, som den yngre udgave havde. Og til det kraftige kød samt de mørke brombær ville jeg så afgjort have foretrukket en LBV eller Vintage port.

Hovedretten var kalvefilet med kartofler, gule og røde beder samt løg, hvortil vi fik en Vintage 2012. En ung, men stadig åben og overraskende imødekommende vin, som fint gik til det røde kød. Godt med frugt i næsen, kirsebær og andre mørke bær, violer, peber og krydderier samt forholdsvis bløde tanniner. Vellavet og et fint glas at drikke selv uden mad.  

Endelig fulgte som dessert en ostekage, hvortil vi fik LBV 2010. Også et ok match, da kagen var ret kraftig i smagen. LBV´en havde brombær og andre mørke bær i næsen. Den var mindre krydret, tør og med en let anstrøg at noget grønt. Fint i balance og fint modnet.

Alt i alt en fin aften, hvor vi blev mætte både efter de fire solide retter, som alle var store og veltilberedte. Men også af de mange glas portvin, som jo har en anden tyngde og alkoholstyrke end almindelig vin. Samtidig fik jeg også stiftet nærmere bekendtskal med såvel Sophia Bergqvist som portvinene fra Quinta de la Rosa, som jeg glæder mig at smage flere af i fremtiden.

Såvel bordvine som portvine importeres af Vinslottet.

Når mænd synger fado

Der bliver hilst til højre og venstre på Marco Rodrigues nye album, Fados do Fado, som er en hyldest til mandlige fadosangere. De fleste forbinder jo umiddelbart fado med en kvindelig fadista med sort sjal over skuldrende, akkompagneret af mandlige guitarister. Men traditionen med mandlige sangere er lige så lang og tæller også store berømtheder – både i Lissabon, hvor Alfredo Marceneiro i sin tid udgjorde det mandlige sidestykke til Amália, og i Coimbra hvor universitetsbyens særlige fadovariant især udøves af mænd.

Marco Rodrigues vandt amatørkonkurrencen Grande Noite do Fado i 1999, begyndte at synge på Café Luso og pladedebuterede i 2006. Med tiden har han etableret sig som en af tidens førende mandlige fadosangere – et selskab, der foruden nestoren Carlos do Carmo tæller Ricardo Ribeiro, Camané og de to øvrige Moutinho-brødre, Helder og Pedro.

Albummet byder på fortolkninger af sange fra mandlige fadosangeres repertoire heriblandt netop Carlos do Carmo, som Marco Rodrigues i øvrigt sang en glimrende duet med på albummet Tantas Lisboas fra 2011, men også Jorge Fernando, Tristão da Silva, Max (Maximiano de Sousa) og Tony de Matos med hans særlige latinudgave af fadoen.

Det stærke udlæg på albummet er Max´ kærlighedserklæring til citronsælgeren, ”Rosinha dos Limões”, som hans øjne følger efter, da hun passerer nedenfor hans vindue. Andre glimrende fortolkninger er ”Vendaval” fra Tony de Matos´ repertoire, Jorge Fernandos ”Trigueirinha” Camanés stille flotte ”Guitarra” og ikke mindst Carlos do Carmos sang om kvarteret ”Bairro Alto”, der jo huser adskillige fadorestauranter.

Flere af sangene har også gennem årene været indspillet af kvinder, men som Marco Rodrigues selv har udtalt, er de tydeligvis skrevet af og for mænd – og altså nu genindspillet af ham selv. En enkelt undtagelse fra denne tematik er der dog også blevet plads til. Det gælder Amálias ”Acho inúteis as palavras”, som også var med på hans debutalbum.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor Marco Rodrigues, da jeg første gang hørte ham. Men efter at have lyttet gentagne gange til det nye album samt oplevet ham optræde en enkelt gang, er jeg overbevist om kvaliteten og den fortjente hæder. Jeg hørte ham nu hverken ved en koncert eller på et fadohus, men på fadomuseet i Lissabon, Museo do Fado, hvor han og Cristina Branco gav hver et kort sæt i forbindelse med åbningen af en udstilling med fadoinspirerede malerier af Julio Pomar.

Med Fados do Fado skriver Marco Rodrigues sig for alvor selv ind i rækken af mandlige fadosangere. Alt i alt et noget traditionelt, men glimrende fadoalbum, indspillet med klassisk besætning og fint afvekslende tempomæssigt.

Marco Rodrigues: Fados do Fado, Universal Music 2015.