Antonio Tabucchi

Den italienske forfatter Antonio Tabucchi døde i går af cancer i en alder af 68 år. Hvorfor så nævne det her?

Jo, Tabucchi havde specialiseret sig i portugisisk sprog og litteratur og underviste i mange år heri på universitetet i Siena. Han var gift med en portugiser og tilbragte halvdelen af sin tid i Lissabon – byen han elskede, og hvor han også døde.

Tabucchi var en stor beundrer af digteren Fernando Pessoa og dennes mange heteronymer – altså de mange stemmer og personligheder, som Pessoa lod komme til orde i sine digte, essays mv. I flere af sine egne bøger har han så at sige digtet videre på Pessoas livsværk. Det gælder fx The Last Three Days of Fernando Pessoa, hvor Pessoa på sit dødsleje opsøges af de fire mest kendte af sine heteronymer: Álvaro de Campos, Alberto Caeiro, Ricardo Reis og Bernardo Soares. Tilsvarende leges der med identiteterne i bogen Requiem – A Hallucination, hvor fortælleren har en midnatsaftale med Pessoas spøgelse. Foruden at fortsætte Pessoas maskespil og sammenvæve virkelighed og fiktion, giver bøgerne fine små portrætter af Lissabon.

Det er desværre kun enkelte af Tabucchis bøger, der er oversat til dansk. Mest kendt er vel den politiske roman ”Hævder Pereira”, som foregår under Salazars Estado Novo, og krimien ”Det Forsvundne Hoved”, der bringer os til Porto. Dertil kommer en novellesamling.

Da jeg selv er glad for at læse Fernando Pessoa og er fascineret af hans leg med identiteter, har det været en fornøjelse også at læse Antonio Tabucchi. Også han gav liv til mange forskellige stemmer. Nu er hans egen desværre tavs.

The Douro Boys

At snakke om drenge i portvinsbranchen strider lidt mod de vante forestillinger. Portvin er det ikke noget med stovte vinbønder og engelske gentlemen? Det kan det også være, men heldigvis er det også meget andet.

The Douro Boys blev født engang i 90´erne. Fem mindre og uafhængige producenter gik sammen om at udvikle og markedsføre deres portvin og ikke mindst deres bordvin. Hvor Douro traditionelt er portvinens land, valgte de fem at koncentrere sig om at lave fremragende rødvin, hvilket både vakte overbærende hovedrysten, kritik og forargelse, men også glæde. Kritikken gik især på to ting: For det første skulle de hellere koncentrere sig om at lave portvin – den skønne drik, som området er kendt for. For det andet var de lidt vel smarte i deres markedsføring med opstillede portrætfotos og pressedossiers. Modsat er der ingen tvivl om, at de har bragt fornyelse ind i en branche, som kunne være lidt vel traditionelt tænkende og måske ligefrem støvet. Et friskt og frivolt pust – ikke bare hvad angår deres produkter, men også deres indstilling og deres uhøjtidelige væremåde.   

                              

Middag og smagning med The Douro Boys. Fra venstre den tidligere formand for Den Fynske Portvinsklub Gert Jessen, Miguel Roquette og Sandra Tavares 

De fem producenter var og er:

• Quinta de Vale Meão med Franciso ”Vito” Olazabal med fortid hos Ferreira.
• Quinta de Crasto, ejet og drevet af Roquette-familien, far Jorge og de to sønner, Tomas og Miguel.
• Quinta do Vale Dona Maria med Cristiano van Zeller, som kom fra selveste Noval.
• Quinta do Vallado, som ejes af Ferreira-familien og drives af de to fætre João Ferreira Alvares Ribeiro og Francisco Ferreira.
• Niepoort, som det mest kendte mærke og med Dirk van der Niepoort i spidsen.

Dertil kommer det kvindelig islæt i form af winemaker Sandra Tavares de Silva, som både laver vin for Vale Dona Marie og under egne mærker som Wine & Soul.  

Jeg har mødt nogle af The Douro Boys flere gange, især Miguel Roquette og Sandra Tavares, og det har altid været en stor fornøjelse – både rent socialt, og hvad angår deres vine.

Forleden i Den Fynske Portvinsklub gjaldt det så en smagning af deres portvin, og selv om det var overraskelser imellem, var det ikke skuffende. Der var tale om en blindsmagning, hvor vi foruden vine fra The Douro Boys også skulle smage såvel Baräo de Vilar som Maynard´s, der begge laves af endnu et par repræsentanter fra Zeller-slægten, Fernando og Álvaro van Zeller.

13 vine smagt blindt og med et tidsmæssigt snævert spænd fra 1992 til 2009. Det var ikke en nem opgave for nu at sige det mildt.

Det var brødrene van Zeller, der noget overraskende kom bedst ud af aftenen. Ikke fordi de ikke kunne forventes at lave god vin, da de ligeledes har en fortid hos Noval. Men overraskende fordi både mit og klubbens kendskab til deres produkter er noget sparsomt. Det skal der nok blive rådet bod på fremover.

I den samlede vurdering vandt Baräo de Vilar 1993, efterfulgt af Maynard´s 2007 og med Baräo de Vilar 1997 på tredjepladsen. Og først på 5. pladsen fulgte den ældste vin, Niepoort 1992. Den høstede nu også kun point hos hold B, hvilket dog ikke skyldtes, at den ene flaske var decideret dårlig. Selv fandt jeg den udmærket med både frugt, bid og syre til at kunne holde længe endnu, trods den allerede brune tone og kant. Sjovt nok var det omvendt med Niepoort 2003, som fik pænt med point hos hold A, men ingen hos hold B. En kraftig og frugtfyldt vin, med masser af tanniner til en langt liv, hvilket også gjaldt Barão de Vilar 1997.

Crasto 1995 skuffede fælt og endte uden point. Da jeg kender den ellers høje kvalitet hos Crasto, vil jeg vurdere, at det må have været en halvskæv flaske. Den var både flad og uhyre sødlig.

De fleste vine var stadig meget unge med lilla farve og kraftige tanniner. Såvel Vale Dona Maria 1999 og Vale de Meäo 2003 var til trods herfor overraskende harmoniske netop nu. 

Det var altså flere konklusioner på aftenen. For det første er Baräo de Vilar og Maynard´s begge navne, der fortjener større opmærksomhed. For det andet er der god kvalitet at hente blandt de labels, der ligger lige under de helt store. De er så afgjort både værd at gemme i kælderen og værd at drikke. Niepoort har parentetisk bemærket dog længe været anerkendt som værende blandt de bedste vintage-huse.

Og hvad så med The Douro Boys? Bør de koncentrere sig mere om at lave portvin af deres bedste druer frem for bordvin? Jeg skal ikke afvise, at deres portvin vil vinde på det. Men jeg vil så sandelig også være meget ked af at undvære deres fremragende rødvine som fx dem fra Quinta do Crasto.  

http://www.douroboys.com/

João Penalva

Et enkelt besøg er ikke nok. Både fordi det er en omfattende udstilling med værker, der består af både tekst, film, billeder, fotografier og objekter. Men også fordi João Penalvas kunst unddrager sig en hurtig og entydig afkodning. Han kræver mere af tilskueren end blot tilstedeværelse.

Det er Kunsthallen Brandts i Odense, der frem til den 28. maj viser den portugisiske og i London bosiddende kunstner – og det under den enkle, men sigende titel ”Værker med tekst og billeder”.

Den første værk, jeg møder, er en lang gang med hundredvis af lilla-tonede fotografier og tekstuddrag side om side på væggene. Arcade hedder installationen, hvor visse motiver går igen. Broer, bygninger og ikke mindst ure i det offentlige rum, så tiden går fremad, mens man bevæger sig igennem værket. Teksterne er en blanding af fakta og fiktion, som en mumlen i baggrunden i slægt med den englene hører i Wim Wenders Himlen over Berlin. Som tilskuer kan du vælge at lade talen forblive en mumlen mens du går gennem arkaden, eller du kan stoppe op, lytte og betragte vel vidende, at din indsigt kun er til låns en stund tid.

I The Hair of Mr. Ruskin bliver der drevet gæk med kunst- og museumsinstitutionen. En gammel glasramme indeholder en hårlok af den engelske kritiker og forfatter John Ruskin. João Penalva har så fremstillet syv vellignende forfalskninger, så ingen kan se, hvad der er original og kopi. Dertil kommer, at den ene ramme på et tidspunkt blev stjålet fra en udstilling, hvilket førte til en ivrig korrespondance med politi og forsikringsselskaber. Brevene er nu ophængt som en del af værket, og som en ekstra pointering af ægthedsbegrebets flygtighed.

Et andet værk består af fotografier, tekster og ukrudtsplanter, som voksede ved en fabrik i Hiroshima. På en gang dokumentation af naturens overlevelse under svære betingelser, men samtidig en fiktionalisering, da kunstneren ikke blot registrerer, men også fabulerer videre i de tekststykker, der indgår i installationen. Andetsteds iscenesætter Penalva en vis Dr. Erlenmeyers liv herunder dennes opfindelse af mølmidlet naftalin, mens der i rummet ved siden af kører en lysbilledserie med tekster og en billedprojektion omhandlende netop et møl. 

Jo, der er nok af indtryk og fortællinger at suge til sig i udstillingen. Der er mange stemmer, der gerne vil til orde, som der er det hos den portugisiske digter Fernando Pessoas utallige heteronymer. Umiddelbart så jeg ingen direkte referencer til Pessoa, men slægtskabet er tydeligt. I ”Rastløshedens bog” kan man f.eks. følge fortælleren Bernardo Soares på hans vandring rundt i Lissabon og de indtryk af forbipasserende mennesker og steder, han siden nedskriver i sin dagbog, indlevende og meddigtende.

De mange tekstfragmenter og fotografier i Penalvas værker gengiver på samme vis uddrag af virkeligheden iblandet fiktive fortællinger. En kakofoni af snapshots, små handlingsforløb, refleksioner, beskrivelser og filosofiske smuldrer, som indbyder til, at vi som tilskuere selv aktivt leger med, digter videre og fortolker.

Udstillingen er støttet Gulbenkianfonden, som så meget andet portugisisk kultur. Det har også muliggjort udgivelsen af et digert og flot katalog på portugisisk, engelsk og dansk, som ikke alene omhandler de udstillede værker, men også andre fra de seneste årtier.

Colheitas fra Hutcheson

I rækken af portvinshuse, der markerer sig med fadlagret portvin med årgang, Colheita, er turen kommet til Hutcheson. Eller rettere Feuerheerd & Hutcheson, men vinen markedsføres som det sidste familienavn.

Hutcheson blev grundlagt i 1881 og fusionerede i 1996 med Feuerheerd m.fl. I dag indgår firmaet så vidt vides (usikkerheden skyldes, at det faktisk ikke fremgår af selskabets hjemmeside) i den store Sogevinus Group sammen med mærker som Cálem, Barros, Burmester og Kopke – de to sidstnævnte også mest kendt for Tawny og Colheita.

Huset når ikke helt samme høje kvalitet som Krohn og Kopke. Men deres Colheitas er glimrende og placerer sig i den bedre halvdel af skalaen, har et par vertikale smagninger bevist. Første gang i 2009 hos Cálem i Vila Nova de Gaia i selskab med Brand Manager Sonia Figueira og nyligt hos H.J Hansen Vin i Odense.  

Den første smagning bød også på LBV 2005 og Vintage 2005. Begge drikkelige, men uden kraft og dybde. Derefter fulgte 10 og 20 års tawny samt Colheitas fra 1998, 1979 og 1964, hvor især 1979 var en glimrende oplevelse, da den havde en god balance mellem fadlagring, frugt og friskhed. Blød og med god smag.

Nyligt var der kun fokus på Colheitas i form af årene 2000, 1998, 1996, 1995, 1990, 1980 og 1966 – smagt i denne rækkefølge og altså fra de mørke og frugtfyldte til de lyse og mere fadprægede. Selv om der kan være masser af smag i helt unge Colheitas, foretrækker jeg klart tidens modning. 2000 var rødbrun, lidt uklar med duft af svesker og sprit. Kraftfuld, fed og med sødme samt lang eftersmag. Derefter fulgte et par årgange, som var lysere, mahognifarvet, men stadig med fedme. 1996 var pæn, harmonisk og mindre skarp, så allerede her begyndte fadlagringen at være tydelig. 1995 lidt lysere og lettere, hvorimod 1990 var meget kraftfuld og potent med nøddesmag, men dog ikke helt i balance. 1980 var knap så spændende i næsen, men flot i smag med lidt orangepræg.

Aftenens bedste vin var så afgjort – måske ikke overraskende – årgang 1966. Lys, orange, men med lidt bundfald. Duft af orange, nelliker og nødder og stadig med kant. Flot smag med tydelig vanille fra 40 års fadlagring. Den var altså tappet i 2006, og bør derfor drikkes nu.

Jo, Hutcheson laver glimrende Colheita – ikke med Krohns dybe nuancer og kraft, men helt sikkert et bekendtskab værd. Priserne varierer fra 200 til godt 900 kroner.  

Vintage med Guimaraens

De fleste portvinshuse er til begge dele, mens andre har valgt at specialisere sig i enten tawnystilen eller vintage. Det betyder ikke, at de udelukkende laver én ting, men deres engagement bliver lagt i den ene vægtskål, hvilket så afgjort kan smages på resultatet.

Tidligere har jeg skrevet om Burmester, og nyligt præsenterede jeg Krohn, hvis speciale er Colheita og Tawny med alder – altså fadlagret portvin. For Fonseca gælder det modsatte. Her er der fokus på flaskelagret vintage – også selv om deres 10 års Tawny så afgjort er nydelig. Eller som winemaker David Guimaraens kort og godt konstaterer:

- Vi er et vintagehus og er ikke interesseret i at være andet.

Udtalelses faldt forleden under en Winemakers Dinner i Den Fynske Portvinsklub. Traditionen tro blev der først budt på en flot smagning og siden en fremragende middag med vine udvalgt af den inviterede gæst. Årets gæst var altså David Guimaraens, som ikke alene er winemaker for Fonseca, men også for de andre labels i koncernen og dermed Taylor og Croft. Umiddelbart kunne man tro, at det må være forvirrende at være chefwinemaker for tre så store huse. At det kan føre til ensretning. Men hvert hus har sin egen stil dikteret af traditionen og af de vinmarker, der leverer druerne. Så det er ikke et problem, sagde David.

- Jeg kan lide alle tre huse og drikker hver vin til sin tid. Men mit hjerte banker for Fonseca, indrømmede han dog.

Det er vel ganske naturligt, da familien har været ét med netop Fonseca gennem flere generationer, siden Manoel Pedro Guimaraens grundlagde huset i 1822. Fra 1896 og til i dag har husets vintage faktisk været lavet af kun fire personer. Frank Guimaraens blev i 1955 efterfulgt af Dorothy, men da tiden ikke talte for kvinder ved roret, blev hun allerede året efter afløst af Bruce. I 1992 var det så David, der tog over.

Alle fire generationer var repræsenteret ved smagningen, som bød på en imponerende række: 1934, 1955, 1963, 1966, 1970, 1977, 1980, 1985, 1992, 1994, 1997 og 2000. Generelt var de alle gode, selv om der var et par mindre balancerede år imellem. Og selv om de yngste langt fra er drikkeklare, kan David være stolt af resultatet. Og det var han glad for.

- Smagninger som den her er meget vigtig feedback at få. Det lærer jeg af. Jeg rejser ikke rundt i verden og sælger, men vil gerne lave smagninger, for jeg laver portvin til folk som jer. Hvis den portvin, jeg har lavet, lever op til Fonsecas renommé i årene tilbage, er jeg glad.

Det lå da også lidt i kortene, at den unge David skulle følge i sin fars fodspor.

- Som dreng sendte min far mig to uger op i Dourodalen. Da min lærer sagde, at det kunne jeg ikke få fri til, svarede han, at jeg ville lære mere på 14 dage i Dourodalen end gennem et helt år i skolen, fortalte David med et smil og røbede, at næste generation allerede står klar.

- Min teenagesøn er mere til økonomi og markedsføring, men den yngste på fire er meget interesseret og er med i marken.

Inden han selv tog over, blev David uddannet i Australien. Men selv om han lærte moderne teknikker og produktionsmetoder, sværger han stadig til traditionel fodpresning, da det giver det bedste resultat. Et andet punkt, hvor han sværger til traditionen – og det med stor polemisk iver – er, hvad angår portvin versus bordvin. 

- Flere drikker vin, og det er nemmere at sælge. Og jeg er ikke i tvivl om, at Douro kan producere gode vine med masser af frugt og tanniner. Men portvin er et unikt produkt, som ikke laves andres steder i verden, advokerede han.

Så selv om han selv er stor ynder af fremragende bordvine fra Douro – fx fra Quinta do Crasto – synes han, det er forkert at bruge kvalitetsdruerne til andet end portvin. Og han mener ikke kun forklaringen er et antikt Benefício-system, som fastsætter kvoter for, hvor meget portvin, der må produceres år for år.  

- Det er en undskyldning. Folk som Crasto skulle prøve at sælge portvin med samme passion, som de sælger vin. Hvis de brugte deres gamle vinmarker til at lave portvin, ville de lave fantastisk portvin. Det er jeg ked af, at de ikke gør, sagde han.

Man fornemmer et ægte had-kærligheds-forhold, for paradoksalt nok havde han selv bestemt, at vi til den efterfølgende middag skulle nyde såvel Crastos Vinhas Velhas 2005 fra ca. 70 år gamle vinmarker og deres unikke Vinha Maria Teresa 2007 – en vin, der laves på druer fra mere end 90 år gamle marker og kun produceres i de bedste år. Begge fremragende eksempler på den kvalitet rødvine fra Douro kan have.

Fonseca holder sig dog ikke helt væk fra bordvin, da de står bag hvidvinen Dom Prior, som vi ligeledes smagte under middagen. En dejlig frisk og aromatisk vin lavet på Viosinho, Gouveio og Malvasia Fina – overraskende god til prisen på lige under 50 kroner. Men her går der selvfølgelig ikke ædle, røde portvinsdruer ”til spilde”…

Ret skal være ret. Portvin har selvfølgelig også stor kvalitet. Og det gælder ikke mindst Fonseca, som foruden vintage i topårene laver 2. vinen Fonseca Guimaraens i de gode år samt en Single Quinta Vintage fra Quinta do Panascal. Og det vil da glæde mig, hvis de bliver ved med at gøre det, når femte generation en gang tager over efter David.

Slutteligt lidt smagenoter. 1934 var stadig forbavsende frisk og med lang eftersmag. Bedste glas var efter min mening så afgjort den klassiske årgang 1963. Stadig rød i farven, kraftig bær- og frugtpræg, harmonisk og elegant og med lang eftersmag. De næste flasker var også fremragende, men dog ikke helt på højde med 63. 1966 stadig med god farve og tanniner, hvilket ifølge David er typisk for varme og tørre somre. 1970 mere elegant i stilen, mørk og med såvel masser af frugt som tanniner. Et meget flot og balanceret glas, som er på Roy Hershs top 10 liste sammen med årgang 1985. 1977 var dybrød og med en kraftig og lang pebereftersmag. 1980 falder lidt ved siden af, hvilket også er mine erfaringer fra tidligere smagninger. Meget lys allerede med lidt karklud i næsen, og selv om smagen er fin, er den langt under Fonsecas vanlige niveau. 1985 var ikke helt i balance lige nu, men har stort potentiale. 1994 flot og kraftfuld, men selvfølgelig endnu meget ung, så den kan og bør lagres i flere årtier. Vurderet til 97 point hos Robert Parker og hele 100 af James Suckling.    

Generelt er Fonsecas vintage højt vurderet. Og det med god grund, viste smagningen. De yngste årgange var ikke på programmet, men Fonseca deklarerede 2009 (sammen med Taylor og få andre, men i modsætning til Symingtons huse), og 2011 tegner til at blive fremragende, forudsagde David Guimaraens. Og lad ham få det sidste ord:

- Fremtiden vil bedømme, om vi valgte rigtigt med at deklarere i 2009.

Jeg er klar, når den tid kommer…

International Port Day

Fredag den 27. januar er blevet erklæret for International Port Day. Vi er selvfølgelig en del, som med god grund kunne kalde samtlige af årets dage sådan. I dette tilfælde er det dog ikke blot portvinsentusiaster, der står bag, men organisationen Center for Wine Origins – et initiativ, der så til gengæld bakkes op af en lang række gode kræfter, der kæmper portvinens sag.

Center for Wine Origins blev grundlagt i 2005 af vinorganisationer i Champagne og Porto/Douro. Ud over at levere guddommelige dråber, er de to steder fælles om at være demarkerede vinområder, kendt for hver deres specialitet. Og det vil de gerne værne om. For sagen er, at der produceres masser af mousserende vin rundt om i verden efter samme metode som i Champagne, ligesom der produceret en del forstærket vin, som siden lagres på fad eller flaske, andre steder på kloden end i det nordlige Portugal. Men andre ord er resten af verden af gode grunde blevet inspireret af vinmagerne i Champagne og Porto/Douro, så de nu med mere eller mindre held og dygtighed laver vin på – næsten – samme måde.

Derfor kan man også få australsk eller amerikansk portvin. Eller det kan man netop ikke!

For som det gælder for champagne (og fetaost for den sags skyld) er navnet beskyttet, så det kun er portvin fra Dourodalen, der må kalde sig sådan. Det overholder de fleste producenter, men desværre ikke alle, da der jo er god salgsværdi i navnene. Og samtidig er opfindsomheden stor, når det gælder om at finde på navne, der signalerer, at det næsten er som den ægte vare…

Det er netop Center for Wine Origins´ mission at få producenter i primært USA, men også globalt til at overholde lovgivningen, så det tydeligt fremgår af flaskens label, hvad den indeholder, og hvorfra vinen kommer. Den internationale portvinsdag handler altså ikke blot om at få folk til at drikke mere portvin (hvilket ellers er en sympatisk mission), men også om at markedsføre, hvad rigtig portvin er. 

Problemet med misvisende etiketter er nok ikke så stort i Danmark, men også her kan der være brug for at udbrede information og viden om rigtig og ikke mindst god portvin. Det kan man jævnligt læse mere om på denne blog, hvor jeg refererer fra smagninger o.l. – eller på en række andre gode internetsider, hvoraf der er link til flere i højre spalte.

Og hvad så med den 27.januar? Jo, ud over at skrive om dagen, vil jeg da gerne være med til at fejre den – paradoksalt nok – ved at udrydde et par flasker portvin med venners hjælp.

En lille uge efter gælder det så en meget lovende smagning af vintage fra det glimrende hus Fonseca. Her skal Den Fynske Portvinsklub smage ikke mindre end 11 klassiske årgange fra 1934 og frem, herunder så gode år som 1963, 1970, 1977 og 1985. Dertil kommer besøg af husets winemaker, David Guimaraens, som vil fortælle om husets vine, samt en efterfølgende seks retters menu med udsøgte vine, valgt af David.

Jo, jeg glæder mig. Mere herom vil kunne læses snarest. 

Du kan læse mere om den internationale portvinsdag hos Roy Hersh på http://www.fortheloveofport.com/roys-blog/jan-27th-2012-international-portday eller på http://www.wineorigins.com/

Se også http://www.vintageport.dk/

Hjemlandet og medierne

Det er nu 2½ måned siden, at min bog med portugisiske rejse- og kulturessays, Mit andet hjemland, udkom. Hvordan er det så gået siden med salg og omtale?

Nærmest som forventet kunne det hurtige svar lyde. Ses bort fra en flot stor omtale i den lokale avis, Fyens Stiftstidende, har medieinteressen ikke ligefrem været overvældende. En notits i Kristeligt Dagblad og en god lektørudtalelse, hvilket jo er vigtigt i forhold til salget til bibliotekerne. Lad mig tillade mig, at bringe nogle udvalgte citater:

”Bogens fortællende stil gør den både tilgængelig og interessant”. ”Fortrinlig rejse- og reportagebog”. ”Han formidler oplevelser og indtryk i essayform, der både har afsæt i det sansede og det faktuelle”. ”God personlig essaybog om Portugal”.

Anmeldelser i dagspressen har der derimod – så vidt jeg er orienteret – ikke været. Det kunne selvfølgelig skyldes, at bogen ikke er værd at anmelde, men jævnfør ovennævnte håber jeg ikke det er tilfældet. Det skyldes nok snarere to andre faktorer.

For det første er interessen for Portugal generel ikke stor herhjemme. Dette er – som påpeget i bogens forord – netop en af grundene til, at jeg har skrevet bogen. Jeg ønsker, at flere får øjnene op for landets kvaliteter og dets spændende historie og kultur. Men det er op ad bakke med den mission, som jeg dog ikke opgiver, men fortsat – bl.a. her på bloggen – vil kæmpe for.

For det andet og mere væsentligt er det en generel tendens, at en øget andel af årets bogudgivelser ikke får omtale i de traditionelle medier. På den ene side handler det om redaktionelle prioriteringer, men under alle omstændigheder vil der aldrig være spalteplads til omtaler af alle de mange nye bøger, som hvert år udkommer på store og små forlag eller på eget initiativ. Selv roste og anerkendte forfattere klager over, at kendiseffekten gør sig gældende – jo mere kendt du eller emnet er i forvejen, des mere omtale. Og i den forbindelse har en lille debutbog om et lille hjørne af Europa svære vilkår. Det var jeg sådan set klar over. Og det er da også derfor, at jeg gør opmærksom på bogen på anden vis - her på bloggen og via Facebook, da egen og virtuel markedsføring spiller en voksende rolle.

Og hvad så med salget? Jo, det er da gået hæderligt, når vi tænker på, at bogens målgruppe er smal. Sidste nyt fra forlaget er, at der efter julesalget nu er ca. 50 eksemplarer tilbage på lageret. Det er altså ved at være sidste chance, hvis du også vil sikre dig et eksemplar! Bliver de sidste solgt, vil forlaget tage stilling til bogens videre skæbne og altså om der evt. skal trykkes et nyt oplag.

Og husk, du er meget velkommen til at hjælpe mig videre ved at sprede budskabet… Bogen kan bestilles i boglader og på internettet.