mandag den 26. marts 2012

Antonio Tabucchi

Den italienske forfatter Antonio Tabucchi døde i går af cancer i en alder af 68 år. Hvorfor så nævne det her?

Jo, Tabucchi havde specialiseret sig i portugisisk sprog og litteratur og underviste i mange år heri på universitetet i Siena. Han var gift med en portugiser og tilbragte halvdelen af sin tid i Lissabon – byen han elskede, og hvor han også døde.

Tabucchi var en stor beundrer af digteren Fernando Pessoa og dennes mange heteronymer – altså de mange stemmer og personligheder, som Pessoa lod komme til orde i sine digte, essays mv. I flere af sine egne bøger har han så at sige digtet videre på Pessoas livsværk. Det gælder fx The Last Three Days of Fernando Pessoa, hvor Pessoa på sit dødsleje opsøges af de fire mest kendte af sine heteronymer: Álvaro de Campos, Alberto Caeiro, Ricardo Reis og Bernardo Soares. Tilsvarende leges der med identiteterne i bogen Requiem – A Hallucination, hvor fortælleren har en midnatsaftale med Pessoas spøgelse. Foruden at fortsætte Pessoas maskespil og sammenvæve virkelighed og fiktion, giver bøgerne fine små portrætter af Lissabon.

Det er desværre kun enkelte af Tabucchis bøger, der er oversat til dansk. Mest kendt er vel den politiske roman ”Hævder Pereira”, som foregår under Salazars Estado Novo, og krimien ”Det Forsvundne Hoved”, der bringer os til Porto. Dertil kommer en novellesamling.

Da jeg selv er glad for at læse Fernando Pessoa og er fascineret af hans leg med identiteter, har det været en fornøjelse også at læse Antonio Tabucchi. Også han gav liv til mange forskellige stemmer. Nu er hans egen desværre tavs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar