International Port Day

Fredag den 27. januar er blevet erklæret for International Port Day. Vi er selvfølgelig en del, som med god grund kunne kalde samtlige af årets dage sådan. I dette tilfælde er det dog ikke blot portvinsentusiaster, der står bag, men organisationen Center for Wine Origins – et initiativ, der så til gengæld bakkes op af en lang række gode kræfter, der kæmper portvinens sag.

Center for Wine Origins blev grundlagt i 2005 af vinorganisationer i Champagne og Porto/Douro. Ud over at levere guddommelige dråber, er de to steder fælles om at være demarkerede vinområder, kendt for hver deres specialitet. Og det vil de gerne værne om. For sagen er, at der produceres masser af mousserende vin rundt om i verden efter samme metode som i Champagne, ligesom der produceret en del forstærket vin, som siden lagres på fad eller flaske, andre steder på kloden end i det nordlige Portugal. Men andre ord er resten af verden af gode grunde blevet inspireret af vinmagerne i Champagne og Porto/Douro, så de nu med mere eller mindre held og dygtighed laver vin på – næsten – samme måde.

Derfor kan man også få australsk eller amerikansk portvin. Eller det kan man netop ikke!

For som det gælder for champagne (og fetaost for den sags skyld) er navnet beskyttet, så det kun er portvin fra Dourodalen, der må kalde sig sådan. Det overholder de fleste producenter, men desværre ikke alle, da der jo er god salgsværdi i navnene. Og samtidig er opfindsomheden stor, når det gælder om at finde på navne, der signalerer, at det næsten er som den ægte vare…

Det er netop Center for Wine Origins´ mission at få producenter i primært USA, men også globalt til at overholde lovgivningen, så det tydeligt fremgår af flaskens label, hvad den indeholder, og hvorfra vinen kommer. Den internationale portvinsdag handler altså ikke blot om at få folk til at drikke mere portvin (hvilket ellers er en sympatisk mission), men også om at markedsføre, hvad rigtig portvin er. 

Problemet med misvisende etiketter er nok ikke så stort i Danmark, men også her kan der være brug for at udbrede information og viden om rigtig og ikke mindst god portvin. Det kan man jævnligt læse mere om på denne blog, hvor jeg refererer fra smagninger o.l. – eller på en række andre gode internetsider, hvoraf der er link til flere i højre spalte.

Og hvad så med den 27.januar? Jo, ud over at skrive om dagen, vil jeg da gerne være med til at fejre den – paradoksalt nok – ved at udrydde et par flasker portvin med venners hjælp.

En lille uge efter gælder det så en meget lovende smagning af vintage fra det glimrende hus Fonseca. Her skal Den Fynske Portvinsklub smage ikke mindre end 11 klassiske årgange fra 1934 og frem, herunder så gode år som 1963, 1970, 1977 og 1985. Dertil kommer besøg af husets winemaker, David Guimaraens, som vil fortælle om husets vine, samt en efterfølgende seks retters menu med udsøgte vine, valgt af David.

Jo, jeg glæder mig. Mere herom vil kunne læses snarest. 

Du kan læse mere om den internationale portvinsdag hos Roy Hersh på http://www.fortheloveofport.com/roys-blog/jan-27th-2012-international-portday eller på http://www.wineorigins.com/

Se også http://www.vintageport.dk/

Hjemlandet og medierne

Det er nu 2½ måned siden, at min bog med portugisiske rejse- og kulturessays, Mit andet hjemland, udkom. Hvordan er det så gået siden med salg og omtale?

Nærmest som forventet kunne det hurtige svar lyde. Ses bort fra en flot stor omtale i den lokale avis, Fyens Stiftstidende, har medieinteressen ikke ligefrem været overvældende. En notits i Kristeligt Dagblad og en god lektørudtalelse, hvilket jo er vigtigt i forhold til salget til bibliotekerne. Lad mig tillade mig, at bringe nogle udvalgte citater:

”Bogens fortællende stil gør den både tilgængelig og interessant”. ”Fortrinlig rejse- og reportagebog”. ”Han formidler oplevelser og indtryk i essayform, der både har afsæt i det sansede og det faktuelle”. ”God personlig essaybog om Portugal”.

Anmeldelser i dagspressen har der derimod – så vidt jeg er orienteret – ikke været. Det kunne selvfølgelig skyldes, at bogen ikke er værd at anmelde, men jævnfør ovennævnte håber jeg ikke det er tilfældet. Det skyldes nok snarere to andre faktorer.

For det første er interessen for Portugal generel ikke stor herhjemme. Dette er – som påpeget i bogens forord – netop en af grundene til, at jeg har skrevet bogen. Jeg ønsker, at flere får øjnene op for landets kvaliteter og dets spændende historie og kultur. Men det er op ad bakke med den mission, som jeg dog ikke opgiver, men fortsat – bl.a. her på bloggen – vil kæmpe for.

For det andet og mere væsentligt er det en generel tendens, at en øget andel af årets bogudgivelser ikke får omtale i de traditionelle medier. På den ene side handler det om redaktionelle prioriteringer, men under alle omstændigheder vil der aldrig være spalteplads til omtaler af alle de mange nye bøger, som hvert år udkommer på store og små forlag eller på eget initiativ. Selv roste og anerkendte forfattere klager over, at kendiseffekten gør sig gældende – jo mere kendt du eller emnet er i forvejen, des mere omtale. Og i den forbindelse har en lille debutbog om et lille hjørne af Europa svære vilkår. Det var jeg sådan set klar over. Og det er da også derfor, at jeg gør opmærksom på bogen på anden vis - her på bloggen og via Facebook, da egen og virtuel markedsføring spiller en voksende rolle.

Og hvad så med salget? Jo, det er da gået hæderligt, når vi tænker på, at bogens målgruppe er smal. Sidste nyt fra forlaget er, at der efter julesalget nu er ca. 50 eksemplarer tilbage på lageret. Det er altså ved at være sidste chance, hvis du også vil sikre dig et eksemplar! Bliver de sidste solgt, vil forlaget tage stilling til bogens videre skæbne og altså om der evt. skal trykkes et nyt oplag.

Og husk, du er meget velkommen til at hjælpe mig videre ved at sprede budskabet… Bogen kan bestilles i boglader og på internettet.

Rundtur med Maria João

Maria João bruger sin stemme som et instrument. Indrømmet, det lyder som en kliche, men sandt er det. Når hun fraserer løs, laver lyde, angiver rytme ellers ”spiller solo”, er hendes stemme et fremragende instrument, som spænder fra en lys lillepige-kvidren til det mørke, hæse jazzleje. Dertil kommer, at hun på sin seneste udgivelse, ”Amoras e Framboesas” (som faktisk betyder morbær og hindbær), har et helt big band, Orquestra Jazz de Matosinhos, bag sig. Orkestret har afsæt i den velrenommerede jazzfestival i Matosinhos ved Porto og har gennem årene udsendt flere album med gæstesolister.

Selv har Maria João en længere karriere bag sig. Hun udsendte sit første album i 1983, og siden er der kommet flere end 15 af slagsen. Hun blev født i Lisboa i 1956, og som det gælder for så mange andre portugisere (fadostjernen Mariza fx) var rødderne halvt afrikanske, idet moderen var fra Mozambique. En af de positive konsekvenser af kolonitiden!

Første store musikalske inspiration var efter sigende Joni Mitchel, men det blev snart jazzmusikken, der trak. Hun lagde ud i bedste Billie Holiday stil, men begyndte senere at eksperimentere med free-jazz samt afrikanske og brasilianske rytmer. Igennem adskillige år har hendes faste samarbejdspartner været pianisten Mário Laginha, hvilket der er kommet udmærkede udgivelser ud af som fx ”Chorinho Feliz” (2000) og ”Undercovers” (2002). På det nye album genbruger hun da også et par af sangene fra samarbejdet.

”Amoras e Framboesas” kommer bredt omkring stil- og tempomæssigt. Der synges på portugisisk og engelsk – det sidste på det gode gamle Parish-Carmichael nummer Skylark, The Surrey With The Fringe On The Top fra musicalen Oklahoma samt Fitzgerald-klassikeren med den ligeledes lange titel Spring Can Really Hang You Up The Most. Brasilien er repræsenteret af Antonio Carlos Jobims rolige Lígia og Chico Buarques Beatriz.

Meget afvekslende og en rundtur i Maria Joãos syd- og nordamerikanske inspirationskilder og samtidig med hendes genkendelige fingeraftryk.

http://www.mariajoao.org/

http://www.youtube.com/watch?v=JRQWnMhtHjY

Colheita og bacalhau

Krohn er kongen af Colheita. Det siger i al fald flere skribenter og vinhandlere. En længe ønsket smagning i Den Fynske Portvinsklub skulle forleden efterprøve, om der er noget om snakken. Men først lidt historie.

Som navnet indikerer, er Krohns aner hverken engelske eller portugisiske, hvilket ellers er tilfældet for langt de fleste portvinshuse. Nej, de er norske. Men hvordan ender nordmænd dog i Portugals vinbranche? Årsagen er saltet, tørret torsk – eller som det hedder på portugisisk bacalhau. Da portugiserne i 1400-tallet søgte efter søvejen til Indien, sejlede de også nordpå til Zona Frígida – de kolde egne. De besøgte såvel Grønland som Newfoundland og lærte kunsten at nedsalte og siden tørre de fangede torsk, så de kunne holde sig. Klipfisk, som vi også kalder det, blev populært i Portugal, og i dag regner man med, at der findes så mange forskellige opskrifter, at der er mindst én til hver dag året rundt (læs mere herom under ”mad”).

En par af de norske handelsmænd, der solgte nedsaltet torsk, var Theodor Wiese og Dankert Krohn. Og når nu skibene var sejlet hele vejen ned med saltet torsk, kunne de jo ligeså godt have noget med retur. Og det blev portvin. I 1865 stiftede de derfor portvinshuset Wiese & Krohn med sidstnævnte som salgsnavn. Siden blev firmaet overtaget af partneren, familien Falcão Carneiro, hvis tredje generation står i spidsen for Krohn i dag.

Huset producerer også ruby og vintage portvin, men det er så afgjort tawnies og især colheitas, der er deres varemærke. Generelt for colheitas gælder, at det er årgangsdateret tawny, som har lagret mindst syv år få fad, før det tappes på flaske. En Colheita 1961 består altså i modsætning til de blendede tawnies med alder (10, 20, 30 og 40 års) udelukkende af vin fra høsten i 1961. Derfor er det også vigtigt at kende aftapningsåret, da det jo fortæller, hvor længe vinen har lagret på fad. Samtidig vinder en tawny ikke ved flaskelagring, men bør drikkes inden for overskuelig tid.

Det gjorde vi derfor en heroisk indsats for i portvinsklubben. Og her var 1961 netop den ældste årgang af en længere række af colheitas foruden en vintage 1957, en hvid colheita fra 1964 samt 10 og 20 års tawny.

Vintage 1957 havde det svært mellem de mange colheitas. Efter min mening var den meget tilbageholdende og afdæmpet og stod ikke distancen, men samlet blev den faktisk vurderet til en flot og for mig overraskende 3. plads.

Helt i top var Colheita 1966. Klar, mahognimørk, ja nærmest colafarvet. Lidt farin i næsen, figner og mandler i smagen samt en karakteristisk, lang og prikkende pebret eftersmag. Et dejligt, afbalanceret og kraftfuldt glas med god sødme uden på nogen måde at nå det vamle. Heri er Henrik Oldenburg i øvrigt enig, da han giver den 100 point ud af 100!

Colheita 1961 opnåede næsthøjest score og havde en del af de samme karakteristika. Derefter fulgte som nævnt den enlige vintage og så Colheita 1978 og 20 års tawny. Sidstnævnte var efter min mening måske ikke den bedste vin, men så afgjort bedste køb til prisen. Rødgule nuancer og en kraftig duft af orange og vanilje. Og igen en meget lang eftersmag med peberprikken på tungen. Derimod imponerede Krohns 10 års tawny mig ikke, da jeg fandt den for fedladen og med en lidt for sprittet smag.              

Min konklusion er, at Krohn så afgjort er blandt de bedste huse, jeg har smagt, hvad angår colheitas og tawnies. Selv om den ene vintage skuffede mig, vil jeg ikke dømme dem ude, da den var på udebane. Kongen af Colheita er måske vel store ord. Men i al fald skal de to norske handelsmænd have tak for, at de ikke sejlede retur med tom last, når de havde leveret klipfisk til Portugal. Er der to ting – blandt mange – jeg elsker, er det veltilberedt bacalhau og vellagret portvin.

Rigtige mænd drikker portvin

Real Men Drink Port. Javist! Og selv om Ben Howkins i undertitlen til sin nye bog om og for portvinsnydere tilføjer, at kvinder også kan være med (…and ladies do too!), er der ingen tvivl om, at vi er i mændenes verden. Eller rettere sagt er vi i en verden tilhørende en bestemt type mænd: Engelske gentlemen, som dyrker de rigtige klubber, jagtudflugterne, golf- og cricketbanerne og de pæne middagsselskaber, hvor damerne efterfølgende trækker sig tilbage for at tilfredsstille deres behov for ”at pudre sig og sladre”, mens mændene tænder cigarerne og lader portvinen gå rundt. Den rigtige vej vel at mærke. En verden, hvor kvinderne regerer i køkkenet og mændene i vinkælderen.

Jo, tak. Howkins verdensbillede og syn på kønsrollerne kan virke fjernt fra ens eget, men bogen er nu både vittig, vidende og velskrevet samt sjovt illustreret af satiretegneren Oliver Preston. Og mon ikke der gemmer sig en del selvironi i beskrivelsen af den engelske portvinsoverklasse?

Ben Howkins er mangeårig vinkender og skribent. Han besøgte Douro-dalen første gang i 1963, som jo er et fremragende vintageår, og er siden vendt tilbage utallige gange. Han er da også forfatter til International Wine & Food Societys guide til portvin, Rich, Rare and Red. I denne nye bog er der mindre fokus på selve portvinen, selv om der listes nogle favoritter op til sidst. I stedet er bogen fuld af historier og anekdoter fra portvinens verden før og nu.

Vi hører f.eks. om kunstnere og forfattere som Toulouse Lautrec, Jonathan Swift og Charles Dickens, som i romanen af samme navn lader Nicholas Nickleby afkræve sin butler en magnumflaske med Double Diamond port. Vi møder engelske politikere som William Pitt, der efter sigende altid havde et glas ved hånden i House of Commons. Vi er med når Hertugen af Wellington dypper fingeren i et glas portvin og tegner sit modtræk til Napoleons fremrykning. Og vi hører anekdoten om en lagerarbejder, som druknede i en stor tønde. Da man ikke ville lade portvinen gå til spilde, sendte man tønden til Skandinavien, hvor dens indhold straks blev hældt på flasker. Og det med stor succes for importøren spurgte snart efter endnu en sending af denne ”fullbodied” portvin. Det er ganske munter læsning, men til tider dog også lidt vel løst sludrende og tilfældigt opremsende.

Howkins portrætterer selvfølgelig også en række kendte personer fra portvinsbranchen før og nu. Fra gamle dage møder vi f.eks. Sir William Warre, John Croft og Baron Forrester. Og fra samtiden folk som Dominic Symington, Adrian Bridge, Johnny Graham og The Douro Boys. Så selv om der er langt mellem portugiserne, er de dog ikke helt glemt. Og så inviteres vi selvfølgelig med indenfor til middag i Factory House – englændernes klub og mødested i Rua Nova dos Ingleses i Porto.

Bogens ærinde er at beskrive den typiske portvinsdrikker og hylde ”the British character as seen through a port glass”, som Howkins skriver indledningsvis. Måske rammer han plet. Men i så fald er vi en del, der ikke føler os truffet – og det ikke kun, fordi nationaliteten er en anden. Der er mere gentlemen og stiff upper lips over det end vinbønder og almindelige portvinsnydere, som dem jeg kender og møder til smagninger og på mine ture til Porto og Douro-dalen. En af de mange anekdoter handler således om en butlers tyveri af portvin fra vinkælderen – en problem vi jo alle kender! 

Howkins bog er ikke en opslagsværk fyldt med informationer om quintaer, producenter og portvinstyper. Den byder på underholdende fortællinger om portvinsfolk og bør læses med et glimt i øjet. Og den slags skal der så sandelig også være plads til i et godt portvinsbibliotek. 

Ben Howkins: Real Men Drink Port. Quiller Publishing 2011, 176 sider.

http://www.countrybooksdirect.com/

Fado som verdensarv

Skal den portugisiske fado være kulturel verdensarv? På sin vis vil jeg påstå, at den allerede er det i kraft af sin særegenhed og sine interkulturelle rødder. Men i disse dage bliver den afgjort, om den også skal være det officielt.

Det er et forholds nyt UNESCO-initiativ, der muliggør udnævnelsen. FN-organisationen kalder det for en liste over Intangible Cultural Heritage – altså mere uhåndgribelige kulturelle fænomener, som i modsætning til den mere kendte liste over kulturel verdensarv ikke er knyttet til specifikke bygninger eller lokaliteter.

For tiden er komiteen bag listen samlet på Bali i Indonesien for at diskutere og afgøre, hvilke af i alt 49 nye kandidater, der skal optages på listen – herunder altså fadoen. Dermed er en langvarig proces ved at finde sin afslutning. Arbejdet for at promovere fadoen som kandidat startede tilbage i 2005 og har siden mødt opbakning fra en bred kreds af politikere, forskere, museumsfolk og ikke mindst fadosangere heriblandt stjernen Mariza og veteranen Carlos do Carmo, som begge er udnævnt til ambassadører for sagen.

Lederen af fadomuseet i Lissabon, Sara Pereira er blandt delegationen, som er rejst til Bali for at følge komiteens drøftelser. Og hun er optimistisk før afgørelsen, som kan bringe fadoen i samme fine selskab som den argentinske tango, den spanske flamenco og den franske gastronomi. Men uanset resultatet har processen og den store opbakning bag initiativet været positiv, mener museumslederen.

- For os er enigheden i Portugal omkring kandidaturet en sejr i sig selv, fastslår Sara Pereira.

Enigheden har ikke alene omfattet indstillingen til at være kulturel verdensarv, men også igangsættelsen af en række andre initiativer, der skal understøtte fadoens fortsatte udvikling – herunder øget forskning og bogudgivelser samt et forslag om, at fado skal indgå i skolernes undervisning.

Jeg ønsker fadoen og Portugal held og lykke med afgørelsen. Et ja, vil være fuldt fortjent.

Se listen her: http://www.unesco.org/culture/ich/index.php?lg=en&pg=00011

Burmester for begyndere

De fleste har sikkert set de mange annoncer vedrørende portvinskup! Måned efter måned tilbyder Philipson Wine portvin fra Burmester – såvel vintage som colheita – til uhørt lave priser, hvis man vel at mærke ønsker at købe 12 flasker af gangen.

To spørgsmål melder sig hurtigt. Hvordan kan de sælge så meget portvin til så lave priser? Og er der kvalitet bag de lave priser?

Først lidt historie. I 1998 beslutter den nordspanske bank Caixanova sig for at engagere sig i den portugisiske vinbranche og køber en andel af Sogevinus Group, der omfatter portvinsselskabet Calém. Med tiden udvider banken sin ejerandel til 100 %, og sideløbende opkøber Sogevinus andre portvinsselskaber: Burmester og Gilberts i 2005 og året efter Barros Almeida og dermed Kopke, Feist og Hutcheson. Sogevinus er altså i dag en af helt store spillere på markedet og med store lagerlokaler i Vila Nova de Gaia, hvor tønderne ligger stablet tæt med gammel portvin.

Men den økonomiske krise gav banken bag selskabet likviditetsproblemer. Der skulle skabes omsætning her og nu, og en af mulighederne var at få tappet dele af al den gamle portvin på flasker, så den kunne komme ud på markedet. Burmesters speciale er især tawny med alder (10, 20, 30 og 40 år) og colheita, som er tawny fra en bestemt årgang, der skal fadlagres i mindst syv år, men gerne meget længere, inden den så tappes på flaske med angivelse af årstallet. Så her var der gode muligheder for hurtigt at få lagervarer omsat til salgbare flasker.

Det erfarer den danske importør Christian Philipson, og i slutningen af 2009 tager han på storindkøb og henter 240.000 flasker hjem. Siden fulgte flere ordrer, så det samlede køb i dag skal have rundet ikke mindre end 500.000 flasker! Ordren omfatter hele portvinspaletten, men det er især rækken af colheitas fra 1922 og frem, der har imponeret. Burmesters vintage vine er da ganske drikkelige, men uden den frugt og potens og de tanniner, der gør dem langtidsholdbare. Ved en nylig smagning af vintage 1991, fandt jeg, at Burmester allerede var falmet en del. Og snakker vi god vintage er 20 år ingen alder.

Det er altså den internationale økonomiske krise, der kommer forbrugerne til gode. Og selv om Philipson sikkert allerede har ekspederet masser af kasser med portvin rundt i landet, er lagrene næppe tømt endnu, selv om nogle af de mere spændende årgange naturligvis er blevet meldt udsolgt. Spørgsmålet er selvfølgelig også, om Sogevinus bliver ved med at sælge ud, så de til sidst tømmer lageret, hvilket vil være ærgerligt for fremtiden.

Men de flasker, der er kommet ud på markedet, skal selvfølgelig nydes. En lille prøvepakke blev smagt sammen med venner i søndags – og hovedkonklusionen er ganske klar. Man får god portvin for pengene, og der er en naturlig sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Den lille smagning omfattede Burmesters almindelige tawny, deres 10 års tawny samt Colheita 2000 – de to sidste altså med nogenlunde samme alder på bagen, men samtidig af forskellig karakter. 10 års tawny er ikke nødvendigvis blandet af vin, der har lagret i 10 år, men er sammensat, så den får den karakter, huset ønsker forbundet med deres 10 års tawny. Colheita er derimod vin fra det pågældende år.

Den lille forsamling, hvor jeg næppe fornærmer nogen ved at sige, at flere var begyndere på portvinsområdet, var langt hen ad vejen enige i deres bedømmelser. Her er et sammenkog af noterne:

Tawny: Mørk mahogni i farven, en sprittet duft, men også med puddersukker og pebertoner. Sveske og rosin i smagen.

10 års tawny: Lysere brun og meget klar, mandler og igen let sprittet i næsen. Såvel sødme som syrlighed i smagen samt abrikos og valnød.

Colheita 2000: rødbrun/mahogni, dufter af frugt, puddersukker, valnød og abrikos og måske lidt citrus. Dejlig nuanceret, nøddeblød, rund og behagelig. 2000 var en ganske god årgang i Douro. Det gælder også denne colheita, som man dog godt kunne have undt et længere liv på fad. Ved køb af 12 stk. er prisen blot 99,95 flasken, og det er så afgjort et godt køb.

Læs mere på www.philipsonwine.com/ under portvinskup.