En aften med Oscar Quevedo

Navnet Quevedo er nok langt fra et af de første, man tænker på, når det gælder portvin. Men jeg tror, at det er en navn, vi skal vænne os til. For det første, fordi det kvalitetsmæssigt er på vej frem. For det andet, fordi det lille familieejede firma er effektivt til at markedsføre sig via hjemmeside, blog og sociale foraer. I skrivende stund kan man f.eks. på hjemmesiden bl.a. se en lille film om, hvordan man koger krebs i Finland, læse opdateringer fra den aktuelle høst og om deres nye smagslokaler i Vila Nova de Gaia.

Det er sønnen Oscar Quevedo, der er ophavsmand til blogtekster og de små film, som der tydeligvis ikke er en stor stab af professionelle kommunikatører bag, men som til gengæld ånder af spontanitet, engagement og direkte dialog. Det er samme Oscar, som rejser rundt og promovere firmaet. I den forbindelse har han lige besøgt Danmark, hvilket bl.a. blev til et lille seminar i Den Fynske Portvinsklub for nye og gamle medlemmer, arrangeret i samarbejde med Portugisisk Vinkælder i Odense.

Oscar Quevedo fortalte om husets historie og deres produktion, viste billeder fra Douro-dalen, og så havde han selvfølgelig en samling flasker med, som vi fik lov til at smage.

Quevedo har en lang historie og så alligevel ikke. Familien har dyrket vin i Douro gennem flere generationer, men det nuværende firma blev først startet i 1991, 14 år efter at Beatriz Morais Fernandes og Oscar Quevedo (den ældre) slog sig ned S. João Pesqueira, hvor de begyndte at dyrke vindruer. I 1983 blev besiddelserne udvidet med Quinta Vale D´Agodinho, som ligger ideelt mellem Taylors Quinta Vargellas og Cachão da Valeira – stedet som har fundet indpas i portvinshistorien, da det var her båden med D. Antónia Ferreira og Baron Forrester gik under, så sidstnævnte druknede.

Med årene udviklede vindyrkningen sig fra en hobby til en satsning, hvilket ikke mindst skete med børnenes hjælp. Cláudia er i dag husets winemaker og hendes bror, Oscar (Jr.) står altså for salg og markedsføring. Hvor druerne tidligere blev afsat til Taylor´s, bliver de nu brugt under eget label.

Men hvad så ned vinene? Vi startede med at smage et par bordvine, Oscar´s White og Oscars Red, hvor førstnævnte bød på blomster og frisk frugt, mens sidstnævnte var kraftig og rig på tanniner. Derefter fulgte et udvalg af husets portvine i hele farvespektret. Først en let gylden hvid port, derefter en farverig rosé – den nye trend, som de fleste huse er hoppet med på. For mig er det nu ikke den ægte vare, men argumentet er, at roséen kan friste det yngre segment, så de finder vej til portvinens glæder. Og en sådan pædagogisk mission kan der vel være fornuft i.

Efterfølgende smagte vi såvel ruby- som tawny-typer. Quevedos 10 års tawny er ikke voldsom, men med en god fyldig smag af valnødder og tørret frugt og en lang eftersmag. Et godt køb. 20 års tawnien var mørkere og mere kraftig med figner. Coheita fra 1994 var lettere og mere vinøs i stilen, men toppen var nok en Colheita fra 1977 – altså lavet på vin, som har ligget på fade fra før Quevedos fødsel. Flot rødbrun med dejlige nuancer af figner og rosiner.

Desuden bød aftenen på en let filtreret LBV fra 2003 med frugt og pebertoner og så to gange vintage, en fadprøve fra 2010 og årgang 2008. Begge var selvfølgelig med godt af tanniner og bid, men 2008´eren var allerede på vej til at modnes med fin balance og frugtfylde. Den hører nok ikke til de mest langtidsholdbare af slagsen, men har dog stadig årene foran sig.  

Alt i alt et spændende nyt bekendtskab, uden at vi dog faldt på halen. Men jeg vil givet vie Quevedo mere opmærksomhed fremover.

http://quevedoportwine.com/

Cuca Roseta

Der kommet hele tiden nye fadosangere til. Sådan var det ikke for få årtier siden. I årene efter Nellikerevolutionen i 1974 tog befolkningen afstand fra fado og andre kulturelle udtryksformer, som – berettiget eller ej – kunne forbindes med Estado Novo. Fadohuse måtte lukke, og kun få unge lod sig fascinere af genren. Det var noget for gamle mænd og gamle damer fra det gamle regime…

I dag er opfattelsen heldigvis en anden. At fadoen kunne forbindes med Salazar og blev brugt politisk, gør den jo ikke lig det daværende styre. Den kan også forbindes med meget andet, ja der findes sågar revolutionære fadosange. Fadoen udvikler sig med og mod tiden. Det betyder, at fadohusene i dag har genvundet deres popularitet, unge talenter deltager igen i amatørkonkurrencer som Grande Noite do Fado, og der kommer hele tiden nye pladedebutanter til.

Den seneste af slagsen hedder Cuca Roseta, og som pladeselskabet beskriver hendes forhistorie, lever den helt op til myten, selv om den nok skal være sand. 

Cuca er ikke ud af en musikfamilie og havde ingen anelse om, at hun skulle ende som fadosanger. Men en dag endte hun i et fadohus, og så var hun solgt. Hun valgte ikke fadoen, men fadoen valgte hende, som det hedder sig. Det er ikke uden grund, at fado kommer fra det latinske fatum, som betyder skæbne. Eller som hun selv udtrykker det:

“Jeg tror på skæbnen. Det kom helt af sig selv, nærmest som en overraskelse for mig selv”

Efter at have uddannet sig som psykolog og optrådt nogle år som sanger i et popband førte vejen over sporadiske optrædener i fadohuse til fast engagement i guitaristen Mário Pachecos højt estimerede fadohus, Clube de Fado, hvor mange stjerner har optrådt. Dernæst fandt hun sammen med den argentinske musiker og producent Gustavo Santaolalla, hvilket nu er resulteret i hendes debutalbum.

Cuca Roseta har en flot og traditionel stemme. Hun leverer en blanding af gamle fadosange som Avé Maria Fadista og Marcha de Santo António og nye kompositioner, hvoraf flere har tekster fra hendes egen hånd, mens musikken er skrevet af netop Mário Pacheco, som også medvirker på Guitarra Portuguesa. Albummet indledes med en velkendt sang af Amália, Porque Voltas de Que Lei om kærlighed og længsel.

Debuten er sådan set glimrende, men jeg savner lidt de kanter, som nogle af de store fornyere har. Det veksler lidt mellem hurtige og langsomme sange, mellem nye og gamle, mellem muntre og sørgmodige – helt efter bogen. De nyskrevne sange som f.eks. hendes egen tempofyldte Homem Português befinder sig genremæssigt ikke langt fra de traditionelle. Fint og veludført, men uden overraskelser.

http://www.cucaroseta.com/site/en

Mísia på Louisiana

Har du lyst til at høre fado live? Så er der en enestående mulighed for at møde en af de største – og efter min mening kunstnerisk set mest interessante – fadosangere i Danmark sidst i september. Nærmere bestemt på Louisiana fredag den 30.9. kl. 20.

Det er ikke første gang, at kunstmuseet i sin koncertrække har fado på programmet. Tidligere har også Ana Moura og Cristina Branco været omkring Humlebæk til glæde for et dedikeret publikum af herboende portugisere og andre fadoentusiaster.

Desværre har jeg ikke selv mulighed for at overvære koncerten denne gang, da jeg rent faktisk den pågældende aften sidder i Porto på vej hjem efter et besøg i Douro-dalen. Men jeg kan varmt anbefale tilbuddet. Jeg har tidligere været til koncert med Mísia, og hun er en fantastisk sanger og kunstner med et bredt repertoire. Koncerten er et led i hendes Senhora da Noite tour i anledning af et kommende album med samme titel. Hendes sidste udgivelse Ruas var et dobbeltalbum, som dels hyldede Lissabon med en del fadosange og dels hyldede andre storbyer med en række covernumre på fleres forskellige sprog.

Mísia har aldrig været bange for at eksperimentere og prøvet nyt. Gennem årene har hun også udgivet mere traditionelle fadoplader som f.eks. Ritual, men de fleste af hendes udgivelser befinder sig i et spændingsfelt mellem fado og andre stilarter herunder tango og bolero. Nyligt har hun desuden medvirket i hyldestfilmen Passione om Napolis musikalske rødder, instrueret af John Turturro.

I et interview jeg lavede med hende for nogle år siden, udtalte hun bl.a.:
”Jeg er kosmopolit og lidt af en svamp i forhold til andre kulturer”.

Det skal blive spændende at se, hvad hun har suget til sig på det kommende album.

http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Koncerter/Koncertkalender

http://www.misia-online.com/official/uk/index.html

Portvin på Børsen

Så er invitationen til årets portvinsfestival sendt ud. Det er manden bag den danske ”portvins-bibel”, Henrik Oldenburg, der står bag dette arrangement, som har fundet sted i en del år nu. Festivalen, der i år finder sted mandag den 7. november på Børsen i København er delt op i flere afdelinger, hvoraf nogle er lukkede og andre åbne for alle, der når at købe billet.

Den helt lukkede pressesmagning får i år besøg af Johnny Graham fra firmaet Churchill´s, som blev grundlagt så sent som 1981. Det skal blive spændende at smage et udvalg af deres vine, da mine erfaringer endnu er ret begrænsede. Mere herom vil følge efter smagningen.

Derefter følger så den store festival – først for presse og branchefolk og derefter to gange to timer med åbent for forbrugere. Traditionen tro vil en lang række portvinshuse og importører være repræsenteret med et bredt udvalg af deres vine inklusiv de nyeste vintageudgaver og flere årgangstawnies.

Festivalen er altid en god mulighed for at holde sig orienteret, lære nyt og smage vine, man ikke lige ser så tit. Og så er det ikke mindst en god mulighed for at møde portvinsentusiaster fra såvel Portugal som Danmark.

Yderligere oplysninger fås på http://www.forlaget-smag.dk/ hvor der også kan bestilles billetter.

Gensyn med Ramos

Jeg har været til flere glimrende smagninger af Ramos Pinto gennem årene. Men da de jo laver udmærkede vine, og da huset samtidig har en fascinerende historie (se blog fra februar 2011), går jeg ikke af vejen for en tur mere. Især ikke, hvis portvinene suppleres af et møde med en repræsentant fra huset.

I går aftes havde John Hoppe fra Vinoble i Odense inviteret til en lille smagning i selskab med Ana Rato fra eksport- og marketingsafdelingen. Jeg har tidligere truffet deres informationschef Ana Filipa og winemakeren himself, Joâo Nicolau de Almeida – og Ana Rato levede fint op til forventningerne om at møde et engageret, imødekommende og charmerende menneske fra portvinsbranchen. Hun fortalte om husets historie, de flotte og provokerende kunstplakater og selvfølgelig om vinene, hvor vi smagte et lille standardudvalg.

Først blev der budt på en af husets rødvine, Duas Quintas, som har fået sit navn, fordi druerne er høstet på to forskellige vingårde, Quinta da Ervamoira og Quinta dos Bons Ares. Vinen er lavet på en blanding af tre af de fem portvinsdruer, Tinta Roriz, Touriga Nacional og Touriga Franca. Som de fleste Douro-vine er den fyldig og potent, men den kræver nok både luft og mad for at få fuld retfærdighed. Ramos Pinto er et af de portvinshuse, som har satset en del på rødvin, hvilket måske skyldes at João faktisk er søn af Fernando Nicolau de Almeida, som var winemaker for Ferreira og så at sige ”opfandt” kvalitetsrødvinen i Douro med sin Barca Velha.

Derefter var det tid for portvinene, hvor vi smagte et bredt udvalg startende med deres søde hvide Lágrima, som skal drikkes helt kold – enten som aperitif eller f.eks. til foie gras. Derefter fulgte en række røde med stigende kvalitet: Almindelig Ruby, Collector, en fin og drikkeklar LBV fra 2005 og to årgange vintage, 2000 og 2004. Begge var selvfølgelig stadig unge og fulde af tanniner. Årgang 2000 virkede knap så langtidsholdbar og var sådan set allerede drikkelig. 2004 skal have lov at udvikle sig, men virkede umiddelbart mere fyldig, frugtig og lovende - selv om årene generelt vurderes modsat.

Endelig sluttede vi lidt teknisk med to gange 10 års tawny, først serveret ved almindelig temperatur og derefter nedkølet. Sidstnævnte fremhævede langt flere nuancer af mandler, figner og lidt citrus – og dæmpede samtidig frugtsødmen en del. Så afgjort en understregning af, at tawny bør serveres køligt ved 10-14 grader.  

Alt i alt en aften, som måske ikke bød på overraskelser eller nyheder, men i behageligt selskab og med altid gode vine.

Fado Tango fra Cristina Branco

Et pladecover kan fortælle mange ting. På sit seneste album, som blev udsendt først på året, ses Cristina Branco i klassisk fadista-positur. Smuk og med et lidt indadvendt og vemodigt ansigtsudtryk, klædt i sort og med sort sjal over skulderen. Samtidig er coveret udformet som et postkort. Bag Branco ses en søjle, som Lissabon-kendere vil genkende som en af søjlerne på anløbspladsen ved Terreiro do Paço, hvor skibene i sin tid lagde til. I venstre hjørne omridset af et frimærke og nederst et stempel, hvor der står Lisboa, Paris og Buenos Aires. Folder man coveret ud fortsætter postkortidylen på bagsiden med udsigt til aftenhimmel over Tejo og den flotte bro i baggrunden.

Og hvad læser jeg så i det? Jo, flere ting. Branco signalerer, at hun er del af fadotraditionen. Ingen tvivl om det. Samtidig er der tale om hilsener udefra. Spredte erindringsglimt. Og endelig får vi også geografiske koordinater på. Tre metropoler med hver deres musiktradition. Lissabon med fadoen, Paris som leverer chansons af Jacques Brel og tekst af Charles Baudelaire i form af Invitation au Voyage fra samlingen Les Fleurs de Mal. Og endelig Buenos Aires, hjemby for tangoen, der på sin vis udspringer af det samme miljø som fadoen – de lurvede barer, havneknejper og bordeller.

At der er tale om en række musikalske postkort fra erindringen understreges i covernoterne. Her nævner Branco adskillige inspirationskilder: Gamle plader med Gardel. Et foto af Amália fra 1945 i Rio de Janeiro. Milonga og Bolero. Det kan lyde som spredt fægtning, men virker faktisk ret harmonisk i sit udtryk. Cristina Branco synger tango som var det fado – og omvendt. Titelsangen siger det nærmest selv: Não há só Tangos em Paris. Der er ikke kun Tango i Paris. Selv kalder hun stilen for Fado Tango.

Cristina Branco er langt fra den første fadosanger, der kigger ud i verden. Amália gjorde det, og Mísia har sunget såvel tango som bolero. Ja, faktisk er det en del af fadoens væsen at orientere sig globalt, ligesom den i sit udspring trak på traditioner fra flere kontinenter. Derfor er det heller ikke så usædvanligt, som det måske umiddelbart synes, at det faktisk ikke er den for fadoen så karakteristiske guitarra portuguesa, som er det mest iørefaldende instrument på pladen, men tangoens akkordeon. Mest tro mod fadoen er Branco på Não é desgraca ser pobre, en såkaldt Fado Menor fra Porto, som også Amália og Mariza har sunget. Her lyder omkvædet i øvrigt, at det ikke er en skændsel at være fattig eller at være skør. Det er en skændsel at bære fadoen i hjertet og på læberne. Que Pena!

Den 11. oktober indleder Cristina Branco sin Fado Tango Tour, som dog ikke bringer hende til Danmark. Men selv om hun altså som de fleste fadosangere springer os over på sin turne, kunne hun faktisk opleves til en koncert på Louisiana sidste år, hvor hun gav fine smagsprøver på store dele af sit bagkatalog, der i sin helhed viser hendes bredde. Ofte er der tale om tematiske konceptalbum, hvoraf nogle på flot vis formår at tage afsæt i fadotraditionen og samtidig søge nye veje. Det gælder fx på O Descobridor, hvor hun synger tekster af den hollandske digter Jan Jacob Slauerhoff, som boede i Portugal i en periode. Og det gælder Ulisses, der kredser om rejsen som tema, ligesom Kronos på samme tematiserer tiden. På Não há só Tangos em Paris er det ligheder og forskelle i tangoens og fadoens univers, der er omdrejningspunktet. Og det er faktisk et udmærket valg. Og i al fald ingen skændsel.

http://www.cristinabranco.com/

Fado i kunsten

Er du på vej til Lissabon? Og interesserer du dig for såvel fado som kunst?

Den 7. juli åbner en lille udstilling i Sala do Risco i Pátio da Galé på Comércio-pladsen. Den hedder ”Ecos do Fado na Arte Portuguesa XIX-XXI” og er arrangeret af rådhuset, Câmara Municipal de Lisboa, tæt ved og fadomuseet, Museu do Fado.

Udstillingen fokuserer på den genklang fadomusikken har fået i den portugisiske kunst i de sidste par århundrede. Mest kendt er nok José Malhoas maleri ”O Fado” fra 1910 (gengivet her), som på romantisk vis skildrer et par fra fadoens barndom. Men derudover er der en lang række af portugisiske kunstnere, der på forskellig vis har taget afsæt i fadomusikkens verden. Det gælder bl.a. modernisterne Almada Negreiros og Amadeo Souza Cardosa, den store kvinde i portugisisk kunst, Paula Rego, samt min egen favorit Júlio Pomar, som fx har portrætteret sangeren Carlos do Carmo – et billede, som pryder dennes album À Noite. Pomar skriver i øvrigt selve digte, som har været brug som fadotekster.

Udstillingen er gratis og varer frem til den 17. september, hvilket desværre er før mit næste besøg i Lissabon. Men så kan man jo altid gense fadomuseet, som foruden at fortælle om fadoens historie og dens store persongalleri også viser kunst relateret til fado. Her er et link til museet, hvor den aktuelle udstilling også er omtalt: www.museudofado.pt/