Fado i kunsten

Er du på vej til Lissabon? Og interesserer du dig for såvel fado som kunst?

Den 7. juli åbner en lille udstilling i Sala do Risco i Pátio da Galé på Comércio-pladsen. Den hedder ”Ecos do Fado na Arte Portuguesa XIX-XXI” og er arrangeret af rådhuset, Câmara Municipal de Lisboa, tæt ved og fadomuseet, Museu do Fado.

Udstillingen fokuserer på den genklang fadomusikken har fået i den portugisiske kunst i de sidste par århundrede. Mest kendt er nok José Malhoas maleri ”O Fado” fra 1910 (gengivet her), som på romantisk vis skildrer et par fra fadoens barndom. Men derudover er der en lang række af portugisiske kunstnere, der på forskellig vis har taget afsæt i fadomusikkens verden. Det gælder bl.a. modernisterne Almada Negreiros og Amadeo Souza Cardosa, den store kvinde i portugisisk kunst, Paula Rego, samt min egen favorit Júlio Pomar, som fx har portrætteret sangeren Carlos do Carmo – et billede, som pryder dennes album À Noite. Pomar skriver i øvrigt selve digte, som har været brug som fadotekster.

Udstillingen er gratis og varer frem til den 17. september, hvilket desværre er før mit næste besøg i Lissabon. Men så kan man jo altid gense fadomuseet, som foruden at fortælle om fadoens historie og dens store persongalleri også viser kunst relateret til fado. Her er et link til museet, hvor den aktuelle udstilling også er omtalt: www.museudofado.pt/

Krise i Douro

Vinavlerne i Dourodalen beklager sig. Den globale krise mærkes hårdt. Det kniber med at få indtægterne fra salget af druer til at balancere med stigende udgifter til produktion, vedligeholdelse etc. Og samtidig virker det gamle beneficio-system som lidt af en stavnsbinding, lyder klagen.

Sådan er i korte træk essensen af John Abbotts interessante artikel i juliudgaven af det ansete engelske vinmagasin, Decanter.

Beneficio-systemet har længe været omdiskuteret. Kort fortalt går det ud på, at Portvinsinstituttet hvert år fastlægger, hvor stor en del af høsten, som må bruges til at fremstille portvin. Dette sker med afsæt i mængden af ikke solgt portvin, det foregående års salg og høstudsigten. Det samlede tal fordeles så ud på de forskellige vinavlere og deres marker, og her er der stor forskel på, hvilken kvalitetskategori marken er bedømt til at være. Markerne inden for det demarkerede område er opdelt i seks kategorier – fra den bedste A til F. Denne kategorisering er lavet ud fra forskellige parametre som højde, beliggenhed, produktivitet, jordbund, druetyper og alder etc. Det er druer fra A-marker, der bruges til fremstilling af vintage.

Der er altså tale om en form for licenssystem, hvis rammer og regler kom til verden i 1948. Derfor er der en del, der finder det forældet på samme måde, som man med god grund kan finde Bordeaux-klassifikationerne ude af trit med den faktiske kvalitet i dag. En af anklagerne lyder fx, at Portvinsinstituttet ikke har opdateret viden om, hvilke druesorter, der vokser hvor, da Casa do Douro, som står for registreringen beholder tallene for sig selv.

Problemet for vinbønderne er, at prisen på druer til portvinsproduktion ikke er steget i samme takt som udgifterne. Vinavlerne, som videresælger deres høst til kooperativer eller direkte til de store portvinsproducenter, tjener altså mindre. Ifølge artiklen er indkomsten faktisk halveret siden 2002. De helt små og mere fritidsbaserede vinavlere er dog knap så hårdt ramt, da de ikke skal lave af det.

Men så kan farmerne vel bare bruge jorden til noget andet? Eller fx sælge druerne til den voksende produktion af bordvin i Douro? Jo, men så ville værdien af deres jord falde, da jord klassificeret til portvin jævnfør Beneficio-systemet er langt mere værdifuldt. En del vælger dog at forlade branchen, hvilket de store portvinshuse selvsagt ikke er glade for, da det jo kan true drueforsyningen på sigt. En anden bekymring er, at nogle farmere er begyndt at spille på to heste. De sælger den kvote til portvinsproduktion, som de må, men vælger de dårligste druer. De gode druer sælger de så til almindelig vinproduktion. En sådan løsning er ikke ligefrem fremmende for kvaliteten af portvinen.

Om løsningen så er en afskaffelse af beneficia-systemet til fordel for det frie marked skal være usagt. Men så radikalt lyder faktisk forslaget fra Adrian Bridge fra The Fladgate Partnership, der står bag store portvinslabel som Taylor og Fonseca. Paul Symington fra Symington Family Estates med labels som Graham´s, Warre´s, Dow´s og senest Cockburn er lidt mere forsigtigt, men taler i artiklen i Decanter om nødvendigheden af øget strategisk planlægning.

En del tyder i al fald på, at der skal handling til. Sker der intet, kan man forestille sig at udviklingen vil bevæge sig imod små fritidsavlere på den ene side. Og så store vingårde ejet af de store portvinsproducenter på den anden side. De lokale vinbønder mellem disse to yderpoler går derimod hårde tider i møde.

Den gamle mester, Oliveira

Jeg skal med det samme og med skam indrømme, at det kun er få film af Manuel de Oliveira, jeg har set. Hovedårsagen er, at de stort set aldrig bliver vist i Danmark, ses bort fra særprogrammer i Cinemateket. I den danske udgave af Wikipedia fylder omtalen af Oliveira meget symptomatisk godt en linie med angivelse af fødeåret 1908 og konstateringen af, at han ”tilsyneladende” er verdens ældste aktive filminstruktør. Så er der i al fald ikke sagt for meget.

Men det er vitterligt også imponerende, at han i en alder af 102 år stadig instruerer film – og efter sigende endnu med en stor portion friskhed og kreativitet. Her til oktober forventes der således at være premiere på hans nyeste film, A Igreja do Diabo om en ung mand, der rejser til Rio de Janeiro for at studere og indlogerer sig hos en mand, som åbenlyst er sin kone utro – et tema, som det ikke er første gang, Oliveira berører. Filmen er ifølge The Internet Movie Database nummer 57 i rækken som instruktør!

Karrieren startede i 1931 med dokumentarfilmen Douro, Faina Fluvial, som portrætterer arbejdslivet på og langs Douro-floden i fødebyen Porto. Efter endnu nogle kort- og dokumentarfilm spillefilmsdebuterende Oliveira i 1942 med Aniki Bóbó, hvis underlige titel er hentet fra en børneremse, og som da også har børn som hovedpersoner. Derefter blev det kun til endnu et par spillefilm de næste årtier, da han var i opposition til Estado Novo og derfor var forhindret i at lave de film, han gerne ville. Men efter revolutionen i 1974 gik det stærk, og han lavede mindst en film om året, som om energien havde hobet sig op gennem årene.

I bogserien ”Contemporary Film Directors” (udgivet på University of Illinois Press) giver Randal Johnson fra University of California en fin gennemgang af Oliveiras livsværk, film efter film med handlingsreferater og små analyser og indplacering i filmhistorien. Spændende læsning, når nu filmene er svære at opdrive. Svært tilgængelige er filmene også, hvilket selvfølgelig kan være medvirkende til de manglende premierer herhjemme. Ofte karakteriseres hans film som talefilm eller filmede skuespil og ofte af den lange slags, helt op til den 6 timer og 40 minutter lange, Le Soulier de satin (1985) efter Paul Claudels skuespil.

Oliveira har til dels udforsket og udfordret filmen som kunstart, dels filosoferet over temaer som troen og den umulige kærlighed og dels taget favntag med nationale fænomener som de store opdagelsesrejser, krige og ikke mindst den messianistiske sebastianisme – opkaldt efter den unge Kong Sebastian, som forsvandt i ørkenen ved Alcacer Quibir i 1578 under sit eget felttog mod de vantro. Man fandt dog aldrig liget, hvorfor der snart opstod den myte, at han ville vende tilbage og genvinde landet dets storhedstid.

Læsningen af bogen har i al fald overbevist mig om, at der er en række af film, som jeg snarest skal have set. Foruden de to nævnte debutfilm gælder det bl.a.:

Non ou a Vã Glória de Mandar (1990), som omhandler en række store krige i Portugals historie, fra kampen mod romerne over førnævnte slag ved Alcacer Quibir til kolonikrigen i Angola.

Vale Abraão (1993) om Ema, der som en anden Emma Bovary finder sin egen sensualitet og udfordrer sit ægteskab. Filmen, der foregår i den skønne Douro-dal, bygger på Agustina Bessa-Luís roman ”Abrahams Dal”, som er udkommet på danske på Ørbys Forlag.    

Porto da Minha Infância (2001), som er en hyldest til instruktørens barndom i Porto og rummer såvel dokumentaristiske som fiktive træk.

Um Filme Falado (2003), som skildrer samtaler mellem en historieprofessor og hendes datter samt en række personer fra forskellige sydeuropæiske lande, men de sejler fra Lissabon gennem Middelhavet og Suezkanalen på vej mod Bombay – en odyssé gennem den vestlige civilisation og kulturs vugge, men også mod dens undergang.

Carne de Porco à Alentejana

Så har jeg lige vendt kødet. Svinekødet er i tern og ligger i en marinade af hvidvin, salt, peber, paprika, koriander, hvidløg og et laurbærblad, hvor det får lov til at trække i 3-4 timer. Derefter skal det steges med løg, rød peberfrugt, hvidløg og tomat. Når det er mørt tilsætter jeg muslinger de sidste minutter, og så skal det serveres med ris, citronbåde og masser af frisk koriander.

Carne de Porco à Alentejana er en af de retter jeg altid vender tilbage til, hvad enten jeg er i Portugal eller i køkkenet hjemme i Danmark. Kombinationen af det marinerede svinekød og muslingerne kan virke underlig, men er fremragende, da de to forstærker hinanden. Som navnet siger stammer retten fra Alentejo, men i dag kan den nu fås på restauranter over hele landet og er ofte også på menuen på min stamrestaurant i Lissabon. Kvaliteten svinger alt efter kokkens formåen - fra det jævne til det fremragende.

Min hjemlige variation er lidt anderledes. Det bedste er selvfølgelig, hvis jeg kan få friske små hjertemuslinger, men det er ikke lige nemt altid. Derfor må jeg gerne erstatte med almindelige blåmuslinger, hvilket ikke er helt det samme, men dog brugbart.

Og så skal det hele selvfølgelig skylles ned med portugisisk vin. Jeg foretrækker hvidvin, men rødvin er også helt fint. I aften bliver det hvidvin fra Vale Barqueiros i netop Alentejo. Så er der ligesom orden på sagerne. 

Vintage 2009

April måned er altid spændende for portvinsentusiaster. Der er nemlig tiden, hvor producenterne begynder at deklarere vintage, som det hedder. Vintage er den mest fornemme kategori inden for portvin. For det første fordi der ikke laves vintage hvert år, men kun i udsøgte år, hvor vejrbetingelserne har været optimale og høsten er kommet fint i hus, hvilket sker ca. tre gange i hvert årti. For det andet bruges der kun vindruer fra de bedste marker, hvorfor mængden af vintage ikke er overvældende, hvilket selvfølgelig også er med til styrke interessen og fordyre flaskerne. Fremragende og klassiske vintageår er 1963, 1970, 1985, 1994, 2000, 2003.

Det er producenterne selv, der vurderer, om høsten efter to års fadlagring har tilstrækkelig kvalitet til at kunne blive vintage. Mener de det, skal de indsende prøver til Portvinsinstituttet, som så skal godkende, hvilket som regel sker.

Der er dog ikke alle, der deklarerer vintage i gode år. Der kan være forskel på høsten alt efter beliggenhed af de forskellige quintas, ligesom de enkelte firmaers politik på området ikke er den samme. Derfor ser man nogle gange, at husene er splittede mellem to efterfølgende år. Eller man kan se store huse, der ikke er på listen sammen med de resterende.

2009 er netop et år, der deler. Mest markant er forskellen på de store og markedsførende selskaber, Taylor Fladgate Group og Symington Family Estate, der står bag en række af de bedste portvine. Taylor Fladgate har valgt at deklarere Taylor, Fonseca og Croft – og det med store ord som kæmpe farveintensitet og tanninstyrke og med sammenligninger med 1970. Symington har derimod udtalt, at året var for tørt og varmt og derfor sekundært, hvorfor de hverken sender Graham´s eller Dow´s ud. Warre´s udsendes dog, men det i anledning af 200-året for William Warres indsats i befrielsen af Porto fra de franske besættelsesstyrker i 1809.

Af andre producenter kan det nævnes, at Niepoort, Ramos Pinto og Pintas har deklareret vintage, hvorimod koncernerne Sogevinus med bl.a. Calém og Burmester samt Sogrape med bl.a. Sandeman og Offley følger i Symingtons fodspor og afstår. Til gengæld kommer som vanligt i de år, hvor der ikke laves vintage, en lang række single quinta vintages på markedet som fx Quinta dos Malvedos, Quinta do Vesuvio, Quinta do Bomfim og Churchills Quinta da Gricha. Og de kan være glimrende køb.

Når meningerne er så delte, skal det blive spændende at følge vinenes udvikling. Nogle single quinta vintage viser sig at have såvel kvalitet som lagringspotentiale som ”rigtig” vintage. Modsat viser nogle vintageår sig at være overvurderet og meget lidt holdbare i længden. Hvem, der har ret – eller om alle har ret, må tiden vise. Jeg har i al bestilt lidt flasker til reolen, og så må vi se tiden an.

Almada Negreiros og Alcântara

Hvordan blev Salazar-styrets ideologi og holdninger formidlet i kunst og kultur? Hvordan er Estado Novos visuelle udtryk i billedkunst og arkitektur? Og var der plads til oprør og modstand i den officielle kunst og litteratur?

Det er spørgsmål som disse Ellen W. Sapega efterforsker og besvarer i sin bog ”Consensus and debate in Salazar´s Portugal” (The Pennsylvania State University Press), som jeg nyligt fik læst til ende. Bogen er lærd og giver en fin gennemgang af kultur og modkultur under et styre, som måske ikke var direkte fascistisk, men i fald havde mange fælles karaktertræk med fascismen. Dyrkelsen af det nationale, familien og historien samt den bevidste brug af kunst og kultur i propagandistisk øjemed.

Bogen og dens problematik er ikke kun historisk interessant. Den har også givet mig større forståelse for nogle af de kunst- og bygningsværker, jeg har mødt i Portugal, som monumentet for de opdagelsesrejsende i Belém, der på en gang er skræmmende og flot i sin hyldest til landets storhedstid som førende søfartsnation. Særligt spændende at læse var analysen af maleren og forfatteren José de Almada Negreiros´ flotte store murmalerier ved færgeterminalerne i Alcântara, Gare Marítima de Alcântara og Gare Marítima da Rocha do Conde de Óbidos.

Terminalerne blev bygget i 1940´erne og skulle tage imod rejsende til og fra Lissabon. Derfor var det vigtigt for myndighederne, at ankomne fik et godt indtryk af landet. Almada Negreiros fik derfor til opgave at male nogle store murpaneler, der hylder byen, historien og nationen. Vi møder skibe, sømænd og fiskekoner. Vi ser katedralen, borgen og kajen. Vi oplever havet og landskabet og får genfortalt myter og historier.

Men der blev også plads til en modfortælling. De få år, der var mellem malerierne de to steder, er tydelige. På det første sted er stilen mere traditionel og indholdet en stor hyldest til netop historien, familien, landet og religionen. I den anden terminal er stilen derimod langt mere moderne, ja nærmest kubistisk – og samtidig sniger der sig fattige, mulatter, gøglere og immigranter ind. Styret var selvsagt meget glade for den første serie af billeder, men ikke helt tilfredse med den sidste, som på et tidspunkt var tæt på at blive overmalet. Der blev jo rent faktisk stillet spørgsmålstegn ved det nationale paradis.

I dag er der desværre ikke offentlig adgang til ankomsthallerne med de imponerende og store billeder. Sidste år var jeg dog heldig at få dem af se sammen med en ansat ved havnevæsenet, som nyligt havde skrevet en lille guide om malerierne. Størrelsen og mangfoldigheden af farver og figurer var fantastisk. Sammen giver de et godt indtryk af byen og landet, historien og samtiden. Og så fortæller de altså en historie om en kunstner, som på en gang sagde ja til en bestillingsopgave for Estado Novo, men som samtidig også formåede at kritisere styret.

Almada Negreiros har også udsmykket kirken ”Nossa Senhora de Fátima” i Lissabon, og så har han virket som forfatter. Han var med i den modernistiske kunstnergruppe Orpheu, hvor også Fernando Pessoa slog sine folder. På dansk har Forlaget Ørby udsendt skuespillet ”Kvinde ønskes” og den lille roman ”Et dæknavn” (www.oerby.dk).  

Bacalhau

Så er klipfisken lagt i blød. Nu skal jeg bare skifte vand nogle gange resten af dagen, så den bliver udvandet til i morgen, hvor jeg har i sinde at traktere med en omgang bacalhau til forret. Jeg har også lagt mig fast på opskriften, selv om der er mange at tage af. Det forlyder faktisk, at der er hele 365 forskellige muligheder at vælge imellem – én til hver dag året rundt. Det skal nok passe, i al fald er de variationer, jeg er stødt på, efterhånden mange. Stegt på pande eller i ovn. Kogt eller grillet. Som flotte anretninger eller i småstykker.

Hver gang jeg bestiller og henter klipfisk hos den lokale fiskehandler, nyder jeg at åbne posen og tage det store stykke ud. Tørt med masser af salt på overfladen og med en kraftig lugt, som straks minder mig om Rua do Arsenal i Lissabon, hvor adskillige butikker har klipfisk liggende i store stakke. Her går vandreturen ofte forbi, når jeg er i byen. Jeg kommer også gerne til at tænke på Portugals fortid som stor søfartsnation, for det var på de lange togter til norden, at torsken blev fanget og derefter nedsaltet for siden at blive tørret. I begyndelse af 1500-tallet kom en af de portugisiske søfarere, Gaspar Corte Real så langt som til Labrador eller Newfoundland, som de kaldte for terra do bacalhau – klipfiskens land! 

I dag er klipfiskens land Portugal, selv om fisken stadig importeres fra norden, fra Island og Norge. Men hvorfor ikke også nyde den herhjemme? Jeg har gennem årene forsøgt mig med flere opskrifter, men vender altid tilbage til den, som jeg også vil lave denne gang. Første gang jeg smagte den var rent faktisk ikke i Portugal, men herhjemme til en sammenkomst med portugisiskholdet, hvor Pedro introducerede den. Tak for det…

Min egen variant er nu nærmest en blanding af to opskrifter: Bacalhau con Natas og Bacalhau à Gomes de Sá, som minder meget om hinanden. I kort form brækkes den udvandede og kogte klipfisk i små stykker. Den fyldes lagvis i et fad sammen med kogte kartofler, hårdkogte æg, letstegte løg og hvidløg, sorte oliven fyldt med hvidløgsost og fløde. Derefter bages det hele i ovnen i ca. 45 minutter og pyntes med godt med frisk koriander inden serveringen.

Til en sådan herlig fiskeret skal selvfølgelig nydes tør hvidvin eller godt med vinho verdo.      

Opskrifter på de to nævnte retter findes i øvrigt i to af de kogebøger, jeg efterhånden har samlet. Den første er på dansk. Erwin Stæt Andersen: Det portugisiske køkken fra Bica Bogforlag. Den anden er engelsk. Ursula Bourne: Portuguese Cookery fra Penguin Books.