Quinta de Zambujeiro i Alentejo

Quinta de Zambujeiro ligger i Alentejo, nærmere bestemt i underregionen Borba, som har gode traditioner for kraftige rødvine, men ellers er kendt for de mange marmorbrud i området omkring de tre hovedbyer Borba, Estremoz og Vila Vicosa. Quintaen leverede tidligere til de for regionen så typiske kooperativer, men blev i 1998 købt af den schweiziske vinentusiast Emil Strickler, som valgte at satse på høj kvalitet. Det sker i samarbejde med bl.a. winemaker og ønolog Luis Lourinho og Alain Bramaz.

Jordbunden er præget af skiffer og muld. På de 30 hektar vinmarker er plantet typiske Alentejo-druesorter, andre portugisiske sorter samt et par internationale: Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional, Tinta Caiada, Cabernet Sauvignon og Petit Verdot samt de hvide sorter Arinto og Antão Vaz. Produktionen omfatter tre serier Zambujeiro, Terra do Zambujeiro og Monte do Zambujeiro, hvor sidstnævnte er introlevel. Vinene er ikke kategoriseret som Alentejo DOC, men som Vinho Regional Alentejano. Foruden vin produceres som så mange andre steder i regionen olivenolie.

Overordnet kan siges, at Zambujeiro er et godt eksempel på den udvikling Alentejo har gennemgået fra de tider, hvor de store kooperativer dominerede til i dag, hvor mange større og mindre private vinproducenter har fundet vejen ved at blande det typiske Alentejo terroir og de mest anvendte lokale sorter med lidt international stil.

Følgende vine er smagt:

Monte do Zambujeiro Branco 2015

Blend af lige dele Arinto og Antão Vaz, hvor især førstnævnte giver syre og friskhed. Lagret i 5 måneder på bærmen i fade af fransk eg. Gulgrøn, klar. Frisk duft af citrus, grape og lidt eksotisk frugt. Fin frugtfylde med også mineralsk og godt balanceret med syre. Dejlig frisk, men også lidt anonym og ukompliceret, kort hale. Skal serveres kold.

Monte do Zambujeiro Tinto 2013

Blend af 37 % Alicante Bouschet, 20 % Aragonez, 15 % Tinta Caiada, 15 % Trincadeira og 13 % Touriga Nacional. Fermenteret på ståltanke og derefter lagret 12 måneder på brugte egetræsfade. Dyb rubin med lidt lilla kant, næsten uigennemsigtig. Fin duft af frisk frugt, kirsebær, solbær, brombær og cassis, men også lidt blostret. Fyldig i munden med god frugt, brombær og andre mørke bær, højt syreniveau og bløde tanniner. Afdæmpede noter fra fadlagring. Fin og ligefrem, men vellavet madvin, kraftig uden at være tung.

Terra do Zambujeiro Tinto 2011

Blend af 32 % Aragonez, 30 % Alicante Bouschet, 20 % Trincadeira, 10 % Cabernet Sauvignon og 8 % Touriga Nacional. Fermenteret på ståltanke med 3-4 ugers skindkontakt og derefter lagret 24 måneder på fransk eg – halvdelen nye fade og den anden halvdel brugte. Dyb rød med lys kant, næsten uigennemsigtig. Ekspressiv med flot duft af modne kirsebær, brombær og cassis. Klart mere moden og kompleks i næsen og med let touch af vanilje. Flot lidt cremet struktur med solbær og brombær, let krydret og med tilstrækkeligt syreniveau og diskrete tanniner. Fyldig, kompleks og spændende og med lang eftersmag. Et godt glas, som kan drikkes nu, men også lagres i flere år.

Vinene fås hos NordentoftWine

Læs mere om Quinta de Zambujeiro her.

Fremragende bog om portvin på tysk

Selv om mange har prøvet at købe portvin syd for grænsen, er Tyskland ikke et af de store markeder for portvin, når man tæller forbrug pr. indbygger. Og det gælder hverken generelt eller for kvalitetsportvine, hvor landet indtager henholdsvis en 11. og en 16. plads. Til sammenligning hermed er Danmarks placering henholdsvis en 6. plads og en 2. plads.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes portvinseksperter og -entusiaster i Tyskland. Det gør der, og der kan af ovennævnte årsager netop være god brug for, at de udbreder det gode budskab til deres landsmænd. En af de mest dedikerede er Axel Probst, som jeg har mødt flere gange i Porto og Douro. Senest i juni sidste år, hvor både han og jeg deltog i den årlige ceremoni i Confraria do Vinho do Porto, ligesom han i foråret gæstede Portvinsmessen i Roskilde, hvor han introducerede sin egen velgørenhedsportvin, O-Port-Unidade, som er fremstillet med hjælp fra 25 forskellige producenter.

Axel Probst har nu begået det første store værk om portvin på tysk – en bog, der kort og godt hedder ”Portwein” – hvorfra ovennævnte statistik er hentet. Men ikke nok med det. Det er faktisk en af de allerbedste bøger, jeg nogensinde har læst om portvin, hvorfor den fortjener at blive oversat til andre sprog – og gerne også til dansk. Indtil da kan den varmt anbefales til de tyskkyndige.

Probst er uddannet pilot i England, hvor han fik smag for portvin. Interessen udviklede sig, så han i dag er ambassadør for portvin for det tyske marked, arrangerer store prestigesmagninger i såvel Tyskland som andre lande, rejser flittigt i Portugal og skriver om portvin i tyske tidsskrifter og på sin egen webside, World of Port, som han driver sammen med vennen Christopher Pfaff, der nyligt udgave en fin lille rejsefører om Dourodalen.

Den 415 sider tykke og flot illustrerede bog kommer godt omkring. Ganske befriende starter den ikke med en lang historisk redegørelse for portvinens historie. Efter indledende at have begrundet bogen og talt med Dirk Niepoort og Christian Seely om tyskernes forhold til portvin og indholdet af en god portvinsbog, tager Axel Probst os først med til Dourodalen, hvor han indfører os generelt i regionen og redegør for fremstillingen, typerne og lignende nyttig og nødvendig viden. Han sætter også kort portvin i relation til sherry og madeira, ligesom han omtaler bordvinsproduktionen i Douro.

Først derefter følger en gennemgang af portvinens historie med et kig ud i fremtiden, inden bogens anden og mere leksikale del. Her gennemgås årgangene og samtlige (jeg savner i al fald ingen) portvinshuse. Alle huse introduceret kort, hvorefter en repræsentant fra huset svarer på de tre gennemgående spørgsmål: Hvad var den første portvin, du drak? Hvad gør Douro speciel? Og hvilken portvin ville du tage med på en øde ø? Det kommer der en del sjove svar ud af, men selvfølgelig også mange gentagelser. Endelig er der godt med smagenoter over såvel mere almindelige som gamle eller sjældne portvine.

Sidst i bogen følger så yderlig nyttig viden om institutioner som IVDP og Factory House, om portvin som investeringsobjekt, lidt statistik og en ordbog over engelske og portugisiske udtryk.

Axel Probst øser af sin store viden gennem hele bogen, som både kan læses af mere øvede og af nyere portvinsinteresserede, som måske i første omgang vælger at springe nogle afsnit over. Undervejs er der nemlig afsnit til særlig fordybelse, hvilket ved første syn kan virke lidt rodet. Men idéen er sådan set god nok, selv om skellet mellem, hvad der tages med i hovedteksten, og hvad der reserveres de særlige interesserede, enkelte gange kan virke lidt konstrueret.

Lidt ankepunkter skal der vel med i en ellers meget positiv anmeldelse. Nu har jeg ikke selv problemer med synet, men skriftstørrelsen på opslagene om de enkelte huse er meget lille, hvilket sikkert vil være til gene for nogle læsere. Og så savner jeg billedtekster ved de flotte fotos. Bagerst i bogen kan man læse, hvem der har taget billedet eller hvilket firma, der har stillet det til rådighed, men det kunne være rart med en lille forklarende tekst og stedsangivelse, selv om mange motiver er genkendelige for et flittig rejsende i portvinens land.

Ambitionen for Axel Probst er at favne det hele, hvilket lykkes fint. ”Portwein” rangerer mindst på linje med Henrik Oldenburgs ”Portvin” og Richard Maysons ”Port and the Douro”. Hvor Henrik Oldenburg er grundigere, hvad angår især historien, men også klimaet, druesorterne, fremstillingen og lovgivningen, er Axel Probst mere opdateret, når det gælder producenter og aktuelle tendenser.

Og så skriver han fornuftigt nok i sin indledning, at en god portvinsbog aldrig kan erstatte egne oplevelser i Porto og Douro eller egne smagsoplevelser. Derfor opfordrer han til at læse bogen med et godt glas portvin ved sin side, hvilket jeg derfor nødtvunget så mig nødsaget til at efterleve.

Bagerst i bogen har Axel Probst i øvrigt lavet en liste over gamle portvine, man skal smage, før man dør. Her må jeg desværre indrømme at jeg er lidt bagud, idet jeg blandt de 10 nævnte endnu kun har smagt Andresen Colheita 1900, Constantino Colheita 1910 og Grahams Vintage 1955. Til gengæld har jeg smagt en del andre, som fint kunne passe ind i selskabet. 

Axel Probst: Portwein. Mondo Heidelberg 2016, 415 sider

Adriano vs. Adriano

Gammel portvin har altid været populært blandt entusiaster. De senere år synes der at være opstået en trend med gamle portvinsflasker, og her taler vi ikke om gamle årgange af Vintage, der jo er flaskelagret og derfor i sagens natur er på gamle flasker. Vi taler heller ikke om Crusted Port eller ufiltreret Late Bottled Vintage, som begge også er beregnet til at kunne udvikle sig med årene. Nej, det handler også om andre portvinstyper lige fra helt ordinær Ruby og Tawny til portvin af høj kvalitet som Colheita og Tawny med alder – typer, som ifølge producenterne er drikkeklare, når de sendes på markedet, og derfor i princippet ikke skal lagres.

Da vin er levende, skal der ikke være tvivl om, at der selvfølgelig sker en vis udvikling med flaskerne gennem årene. Selvfølgelig gør der det. Spørgsmålet er, om det er til det bedre eller værre, og her er vi nok ude i en bedømmelse, hvor det er svært at komme med et objektivt svar, da smagspræferencerne kan være meget forskellige.

For nogen tid siden modtog jeg en flaske Ramos Pinto ”Adriano” af ældre dato, venligt sendt af Peter Andersen. Der stod ikke årstal eller alder nogen steder, men såvel flaske som label indikerer, at den har nogle år på bagen. Hvor den nuværende udgave af samme vin har en farverig label med brug af en af de mange flotte Ramos Pinto plakater samt et RP udskåret, er denne i gammel stil med masser af medajler, skrift og symboler – heriblandt husets bomærke med kristuskorset og den latinske skrift, som kundgør, at ”i dette tegn skal du sejre”.

”Adriano” er af type en reserva, fremstillet af et blend af 6-8 år gamle vine lagret på fad. Der er altså begyndende tawny-karakter, hvorfor den placerer sig et eller andet sted mellem en almindelig Tawny og husets i øvrigt glimrende 10 års Tawny. Den bærer fornavnet på husets stifter, Adriano Ramos Pinto, som grundlagde firmaet i 1880 og det især med det brasilianske marked for øje. Og det er ikke tilfældigt, at netop husets tawny reserva bærer det navn. Det var nemlig den vin, som huset havde stor succes med at eksportere til Brasilien. Faktisk sad Ramos Pinto snart på halvdelen af det sydamerikanske marked og for mange brasilianere var Adriano slet og ret synonymt med portvin i daglig tale. Der blev da også hurtigt lavet en række efterligninger, så Ramos Pinto hele tiden måtte indlede juridiske sagsanlæg.

Sidst i 1800-tallet var der i Brasilien en epidemi af gul feber, og da Adriano Ramos Pinto var overbevist om, at en tonisk og nærende portvin kunne afhjælpe sygdommen, blev dette påført etiketten, hvilket også er tilfældet med dette eksemplar, hvor der står ”Adriano – toni-nutritivo”.

Etiketten har undergået mange forvandlinger gennem tiden også afhængigt af det tiltænkte marked. Det kan man bl.a. selv få at se, hvis man besøger husets fremragende museum i Vila Nova de Gaia.

Men hvor gammel er den tilsendte flaske så? Som sagt står der intet herom på etiketten, men på min forespørgsel oplyser Ana Rosas, som er chefwinemaker hos Ramos Pinto, at den er flasket i 1975. Den er altså ikke så gammel som etiketten umiddelbart kunne signalere, men dog med godt 40 år på bagen, hvilket jo skulle være rigeligt til at se, hvilken udvikling den er undergået. Jeg valgte derfor at smage den op mod en nyindkøbt ”Adriano”, formodentlig flasket i 2015 eller 2016. Da jeg ikke ved, hvordan den gamle udgave har været opbevaret, og da jeg ærligt skal indrømme, at jeg ikke ved om typen bevidst har ændret karakter gennem årene – fx ved at ændre på antal år på fad inden aftapning – er sådan en test selvfølgelig fuld af usikkerhedsmomenter. Men mon ikke resultatet trods alt giver en fingerpeg om, hvad der sker, når mere almindelig portvin flaskelagrer?

De to vine blev første dag smagt blindt og ved afkølet temperatur, men da udseendet var meget forskelligt, var der ikke på noget tidspunkt tvivl om, hvilken der var hvad. På andendagen blev de gensmagt ved lidt under stuetemperatur. Den gamle havde almindelig prop i fin stand, men lidt skrøbelig. Den nye havde T-prop.

Adriano Reserve (1975)

Lys orangebrun med orange kant. Forholdsvis klar, men mat og med tydelige gardiner. Virker lidt oxideret i næsen, men ellers intens med fersken, karamel og lidt orange samt en ubehagelig kemisk duft af bonevoks eller kamfer. Meget fyldig i munden med smag af karamel, nødder og tertiære noter samt – desværre – igen lidt kemisk præg, hvilket var mere udbredt på andendagen. Men absolut drikkelig og stadig ok syreniveau til at balancere. Spændende og kompleks, men ikke harmonisk og nuanceret som en gammel Colheita eller Vintage. En slikken eftersmag. 

Adriano Reserve (2016/16)

Flot rødbrun, ikke så dyb, helt klar. Lidt lukket ind til temperaturen faldt. Stadig præget af primær frugt og bær, men også figner og nødder. Mere syre og i flot balance. Blød, harmonisk og behagelig, lidt krydret og pebret eftersmag.

Konklusion er, at der ikke er tvivl om, at årene har ændret vinen – med de forbehold, jeg allerede har nævnt. Den har fået ælde og en helt anden og mere kompleks karakter. Næsen var ikke behagelig, men smagen overordnet set udmærket ses bort fra lidt kemisk bismag. Syren er stadig intakt, så den ikke virker træt. Begge vine har deres charme i al deres forskellighed, og noget af min skepsis overfor den megen lovprisning af gamle flasker er forsvundet. Men måske hidrører det lidt kemiske præg netop fra, at den egentlig ikke er beregnet til at lagre i så mange år?

Cristina Branco: Menina

Det overordnede indtryk er lyst, let og muntert, men visse steder synes der at foregå en kamp mellem lys og mørke på Cristina Brancos nye album, Menina. Det gælder tempoet i melodierne, det gælder instrumenterne og det gælder sangstemmen, som spænder fra det dybe, melankolske til det mere lyse – og det flere gange inden for samme sang som fx på den skønne, varierede ”A meio do Carminho” og på Luís Severos ”Alvorada”.

Severo er manden bag projektet Cão da Morte, og det er netop et kendetegn for det nye album, at Cristina Branco, hvad angår tekst og musik, har allieret sig med en bred vifte af forskelligartede kunstnere. Det gælder fx pianisten og komponisten Mário Laginha, som bl.a. har arbejdet sammen med jazzdivaen Maria João. Langinha har komponeret to skæringer, hvoraf den ene, ”Quando Julgas que me Amas” har tekst af forfatteren António Lobo Antunes. Det gælder også den altid fremragende Ana Bacalhau fra Deolinda, som har leveret teksten til den stille og melodiøse ”O gesto dela”, men dertil kommer også en række nye og yngre navne som Jorge Cruz, Lúis Gomes og Kalaf fra Buraka Som Sistema. Endelig skal også nævnes, at en enkelt fadoklassiker med tekst af selveste Amália har fundet vej til albummet, nemlig ”Ai, esta pena de mim”, der i modsætning til Amálias version indledes med en dejlig, langsom og følsom bas, inden de øvrige instrumenter supplerer, og tempoet sættes op.  

Er der således mange forskellige bidragsydere, hvad angår tekst og musik, udgøres det faste akkompagnement af kun tre musikere: pianisten Luís Figueiredo, contrabassisten Bernardo Moreira og Bernardo Couto på portugisisk guitar. Denne tætte, ja nærmest lidt puritanske besætning udgør en fin sammentømret og harmonisk enhed.

Menina, der betyder pige, er et yderst lytteværdigt album, som efter min mening vil indskrive sig som et af hendes bedste album i en efterhånden lang karriere, der blev indledt med livepladen ”In Holland” fra 1997 og siden tæller spændende album som ”O Descobridor” (2000) med tekster af den hollandske digter Jan Jacob Slauerhoff og ”Não há só Tangos em Paris” (2011), hvor hun sang både fado og tango. Og nej, der er trods titlen intet lillepigeagtigt over hendes sang, som fremstår moden og med stor spændvidde. Men rent tematisk kredser sangene om kvinder og kvindelighed, eller som det portugisiske blad Visão formulerede det, præsenterer albummet de mange kvinder, der bor i Cristina Brancos stemme. I interviewet siger hun selv herom:

”Tanken med albummet er at tale om det kvindelige univers gennem sange som præsenterer kvindens styrker og forskellighed. Men denne pige er ikke kun mig, men mange piger og drenge”.

Cristina Branco udforsker nye territorier sammen med de nye komponister og tekstforfattere, men uden at det stritter i forskellige retninger og med hendes dejlige og altså varierede vokal som gennemgående samlingspunkt. Skal jeg fremhæve nogle enkelte skæringer er det foruden den allerede nævnte ”Alvorada” åbningssangen ”E às vezes dou por mim” og den meget smukke, hymneagtige ”Deus À”, skrevet og komponeret af Lúis Gomes fra Cachupa Psicadélica – et af de nye, spændende navne fra Cap Verde øerne (cachupa er Cap Verde øernes nationalret).

  

”Menina” er udkommet på Universal Music. Læs mere om Cristina Branco her

Herdade de Esporão

Alentejo er den vinregion i Portugal, som appellerer bredest. På nogle områder er den helt sin egen – på andre kan den sammenlignes med de oversøiske lande. Som i sidstnævnte er det også her en balancegang at producere harmoniske vine, der ikke ender som rene frugtbomber med lav syre eller for meget fadlagring.

Efter en lille pause fortsætter jeg min rundtur i Alentejo med Herdade de Esporão, som netop er en af de producenter, der flot formår dette. Der er masser af sol, varme og frugt i vinene – og der er ofte tydeligt fadpræg. Men det bliver efter min mening aldrig overdrevet, og syren er tilstrækkelig til at balancere. Esporão dyrker et bredt udvalg af regionens typiske druesorter, men også internationale sorter. Og endelig er der et team af winemaker med bl.a. portugisiske Sandra Alves og australske David Baverstock, som har mange års erfaring i Portugal.

Ejendommen kan spores tilbage til 1267, men hed oprindeligt Defesa do Esporão – et navn, som er bevaret som et brand bland flere. Mange ejere gik forud for José Roquette og Joaquim Bandeira (førstnævnte købte siden sidstnævnte ud), som købte ejendommen i revolutionsåret 1973. Men det var først i 1985, at de begyndte at markedsføre vin under eget navn.

Den store ejendom ligger i underregionen Reguengos de Monsaraz DOC og har 700 hektar marker fordelt på 40 forskellige vinsorter samt oliventræer. Endvidere ejer selskabet også Quinta dos Murcas i Douro. Foruden to forskellige produktionsfaciliteter – et til rødvin og et til hvidvin – rådes der over store lagerfaciliteter, som kan minde om en stor metrotunnel, samt restaurant, butik og vinbar.

Herdade de Esporão producerer flere serier i forskellige kvalitetsniveauer: Alandra, Defesa do Esporão, Monte Velho (opkaldt efter et bjerg tæt på ejendommen), Esporão Reserve og Esporão Private Selection samt prestigevinen Torre. Vinene er især typiske Alentejo-blends, men også enkeltdruevine som fx en hvid Verdelho og en rød Touriga Nacional. Endvidere bliver der også lavet vine på amfora krukker, Vinho de Talha. Et særkende ved Reserve og Privat Selection serierne er, at Esporão – som Chateau Mouton Rothschild i Bordeaux – hvert år lader kunstnere designe etiketten på vinene.

Jeg har smagt følgende vine:

Alandra Tinto 2014

Entry level, blend af Castelão, Moreto og Trincadeira. Rubin rød, medium intens. Kirsebær, jordbær og blommer i næsen. Frisk frugt med kirsebær og blommer, lidt enkelt og spinkel, men med god frugt og syre. Bid med tanniner, som ikke virker helt integreret.

Monte Velho Branco 2015, Vinho Regional Alentejano

Blend af Antão Vaz, Roupeiro og Perrum – den sidste en af de ikke så udbredte og mindre værdsatte sorter. Lys strågul, medium intens. Duft af æble, pærer og lidt frisk citrus samt en smule eksotisk frugt. Æble i smagen, god frugt og fin syrebalance, så den fornemmes frisk og fyldig. Ikke så kompliceret, men fint tilgængelig og behagelig eftersmag.

Monte Velho Tinto 2015, Vinho Regional Alentejano

Blend af Aragonez, Trincadeira, Touriga Nacional og Syrah. Rubin, medium intens. Duft af jordbær, modne kirsebær og blommer. Let og ukompliceret, men fin rund med en ok struktur og meget lette tanniner. Smag af let syrnede kirsebær og med behageligt syreniveau. Ligefrem, afslører ikke dybere lag og kort hale.

Vinha da Defesa Branco 2014

Blend af druesorterne Arinto, Antão Vaz og Roupeiro, lagret på ståltanke. Lys, grøngul til strågul Fin næse med god frugt, pære, græs og citrus. Smag af pære, melon og grapefrugt, lidt frugtsødne, men ellers frisk med fin syre og nok frugt til en fin balance. Ikke en kraftig og kompliceret vin, men frisk og helt fin til prisen.  

Esporão Colheita Tinto 2015, Vinha Regional Alentejanosp

Et nyt produkt i form af en økologisk vin lavet på blend af Touriga Franca og Cabernet Sauvignon, lagret 6 måneder på cementtanke. Mørk rubin med lys lilla kant. Modne og syrnede kirsebær samt ribs i næsen. Syrnede kirsebær, kraftig syre og markante, men ikke hårde tanniner. Atypisk stil for Esporão, lidt skarpere, men spændende.

Esporão Reserva Branco 2014

Blend af Antão Vaz, Arinto, Roupeiro og Semilion. Lagret 6 måneder på fransk og amerikansk eg.

Lys, gulgrøn. Duft af citrus og grønne æbler. Medium fyldig. Lidt fedme fra fad, men også med tilstrækkelig syre til at give friskhed og balance. Bør nydes kølig.

Esporão Reserva Tinto 2012

Blend af Aragonez, Trincadeira, Alicante Bouchet og Cabernet Sauvignon. Lagret 12 måneder på fransk og amerikansk eg. Flot, mørk rubin, dyb. Duft af kirsebær og brombær, men også lidt vanille og kaffenoter. Fyldig og med flot struktur med fine, bløde tanniner. Lidt sød fornemmelse i munden med vanille fra fadet, men ellers tør. Dejlig lang eftersmag. En vin, som jeg altid har liggende i reolen.

Esporão Private Selection Branco 2014

Målet med Privat Selection, som opstod i 2001, er at udfordre den klassiske Alentejo-stil. Derfor er druesorten Semilion plantet på Herdade dos Perdigões, som Esporão har ejet siden 1996. Druerne er håndplukket i de kølige morgentimer, lagret i 6 måneder med batonnage.  

Klar, lys strågul. Ekspressiv og dejlig i næsen med mandarin, passionsfrugt og moden pære. Behagelig i munden med god fylde, ok syre og fin balance. God frugtfylde med moden pære, mineraler og moderat fedme. Lidt smørkarakter som en Bourgogne med alder. Et virkeligt flot og indsmigrende glas.

Esporão Private Selection 2011

Topvin, som ikke produceres hvert år. Blend af Alicante Bouschet, Aragonez og Syrah, lagret 18 måneder på 30 % nye og 70 % brugte egetræsfade, hvorefter det endelige blend laves. Dyb rubin, næste uigennemsigtig. Intens duft af blåbær og solbær samt lidt toastede noter med mørk chokolade, lakrids, kaffe og vanille. Kraftig og intens i munden. Godt med mørke frugter og tydelig, men dog behersket fadpræg. Flot struktur, elegant og med fin syre og integrerede tanniner.

Vinene fra Esporão kan fås hos Portugisisk Vinkælder. Læs endvidere mere på deres egen hjemmeside.

En lystrejse i Portvinsdalen

Adskillige nye bøger om portvin har set dagens lys på det seneste. I Danmark fik vi nyligt den nye og reviderede udgave af Henrik Oldenburgs ”Portvin”, og i Tyskland er Axel Probst udkommet med sin ”Portwein”, som ligger klar til anmeldelse på min reol.

Kan man læse svensk, er der også inspiration at hente i den finsk-svenske sommelier Glenn Sundstedts bog ”Portvinsdalen”, som han netop har udgivet i samarbejde med fotografen Anders Wingren, hvis flotte billeder virkelig gør bogen værd at bladre i. Undertitlen ”En rejse i portvinets värld” er meget sigende for bogen, da der i modsætning til de førnævnte bøger ikke er tale om en grundbog med masser af viden om portvin, men netop en rejse – ja, man fristes til at skrive en lystrejse – med portvin som omdrejningspunkt.

Lidt faktuel viden om portvin er der dog blevet plads til indledningsvis, hvilket vel også er en nødvendig forudsætning for læsningen. Vi skal vide lidt om historien, geografien, druerne, produktionen og portvinstyperne for at være klædt på til rundturen mellem vingårde og portvinshuse i henholdsvis Douro og Vila Nova de Gaia. Dertil kommer, at vi undervejs får serveret gode små tips og faktabokse fx om fado, Douro Bake og den berømte Barca Velha rødvin.

De 30 quintaer eller producenter, som besøges i bogens store midterdel, er af meget forskellig karakter. Glenn Sundstedt oplyser selv, at kriterierne for udvalget har været blandet. Dels er der tale om huse, hvis portvin er tilgængelige i Norden, dels berømte vingårde og dels producenter og quintaer, som han selv synes er særlig interessante – altså en blanding af objektive og subjektive kriterier. Nogen der bør med og andre, som han har besøgt og ikke kan glemme, men også adskillige, som ikke er med.

Stederne er arrangeret alfabetisk, så vi lægger ud med en af de mindre kendte, Alves de Sousa (Gaivosa) og ender hos Taylor´s i Gaia. Undervejs runder vi store portvinshuse som Calem, Graham´s, Cruz, Ramos Pinto og Sandeman, mindre huse og quintaer som Churchill´s, Quevedo, Quinta de la Rosa, Quinta do Vale Dona Maria, Quinta do Sagrado og Quinta do Vesúvio, som parentetisk bemærket er et selvstændigt brand ejet af Symingtons og ikke under Graham´s, som det nævnes et sted i bogen. Endelig besøger vi også vinhuse som Raposeira og Murganheira, der gør det i mousserende vin, og Quinta do Popa, som udelukkende laver Dourovine. Hvert besøg byder på lidt information om produkter og muligheder for vinturisme samt lidt personlige oplevelser og indtryk fra besøget og fra mødet med personligheder som Carlos Flores dos Santos, Tania Branco Oliveira, Oscar Quevedo, Sophia Bergqvist og Jorge Rosas.

Der er kun få og spredte smagenoter, hvilket nogen måske vil beklage, men det er netop ikke bogens ærinde. Bogens målgruppe er ikke specialister og nørder, som i forvejen ved meget om portvin og kender de fleste huse. Den er ikke et leksikalt eller historisk værk om portvin, men en fin og lokkende appetitvækker, der på sanselig vis formidler indtryk og oplevelser i ord og billeder. Dermed er den en god introduktion for nybegyndere og let øvede samt vininteresserede turister. Og er målet at få endnu flere til at have lyst til at rejse til Portugal og selv opleve området, lever bogen fuldt ud op til det.   

Efter præsentationen af de forskellige huse, quintaer og producenter følger lidt omtale af restauranter og hoteller samt en – måske lidt malplaceret – lille afstikker til Madeira. Endelig har konditor Annika Lindroos bidraget med en tekst om mad og portvin, hvorefter der følger lidt opskrifter – bl.a. på forskellige drinks med portvin. 

Alt i alt en dejlig bog at læse og kigge i, men pas på! Den skærper appetitten, så man efter læsning får lyst til et glas, en omgang frisk skaldyr og en flybillet til den næste tur.

Glenn Sundstedt og Anders Wingren: Portvinsdalen. 208 sider. Bogen kan bestilles her.

Besøg forfatterens hjemmeside her. 

Quinta do Noval - Winemakers dinner med Seely

Stort, anerkendt brand med historiske rødder og Single Quinta med enkeltmarksvin. Det er ikke alle portvinsmærker, der kan bryste sig af at tilbyde det hele på en gang – og samtidig være stærk både når det gælder Vintage, fadlagret portvin og sågar bordvine. Men det kan Quinta do Noval, som derfor fortjent regnes for en af de absolutte fornemmeste quintaer i Douro og et af de mest træfsikre portvinsbrands.

Vingården nævnes ved navn første gang i 1715 og har haft mange ejere gennem tiderne. Nævnes her skal portvinsfamilien Rebello Valente, som i sin tid fik quintaen af selveste Marquis de Pombal, men i 1894 solgte den til António José da Silva. Sidstnævntes svigersøn, Luís Vasconcelos Porto, stod for den omfattende renovering og anlæggelsen af de smukke brede terrasser, som den dag i dag er et af kendetegnene ved Quinta do Noval. Siden var quintaen ejet af van Zeller familien, som dog på grund af kapitalmangel og uenighed blandt arvingerne måtte give op i 1993, hvor den blev solgt til den nuværende ejer, det franske forsikringsselskab AXA Millésimes, der også ejer flere vinslotte i Bordeaux. AXA ansatte med det samme engelske Christian Seely som daglig leder, og selv om Seely i 2000 blev udnævnt til administrerende direktør for hele AXA Millésimes, har han bevaret sin tætte tilknytning til Noval.

Det var derfor en stor glæde, at det lykkes bestyrelsen i The Vintage Port Club at få lavet en aftale med Christian Seely, hvorfor han gæstede klubben til Winemakers Dinner på Restaurant Nordatlanten i Nordatlantisk Hus i Odense den 1. december. Som vanligt omfattede arrangementet først en stor smagning – denne gang med intet mindre end 17 portvine – og derefter middag med en flot fire retters menu, kreeret af køkkenchef Mie Pedersen.

Quinta do Novals gode ry bygger dels på en lang række fremragende portvine herunder ikke mindst fra enkeltmarken Nacional og dels på selve quintaens smukke beliggenhed i baglandet bag Pinhão, hvor de store hvidkalkede terrasser med bogstaverne Noval påmalet er en fryd for øjet. Noval har også et lille smagelokale ved kajen i Gaia, men ellers er alle faciliteter rykket op til Douro, hvilket på den ene side er atypiske for et af de gamle store mærker, men på den anden sådan set understreger karakteren af også at være Single Quinta.

Noval produceret såvel Vintage under navnet Quinta do Noval (når druerne kun kommer fra selve quintaen), Silval (opkaldt efter en vingård i vingården, men også med brug af druer udefra) og Nacional, som er en særlig mark.

Historien om enkeltmarksvinen Nacional er et kapitel for sig. Under sit arbejde med at genplante vinmarker valgte Luís Vasconcelos Porto at bevare nogle upodede vinstokke, som åbenbart havde overlevet phylloxeras hærgen i 1860´erne. Normen er ellers at pode stiklinger af Vitis Vinifeira arten (den art som bruges til den meste vinproduktion i dag) på amerikanske stokke af en anden art, som er resistent overfor vinlusen. I dag genplantes marken stadig med upodede vinstokke, som trives fint netop her af en eller andet grund. Der er tale om en blanding af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Roriz, Tinto Cão samt ca. 20 % Sousão. Sidstnævnte menes netop at være årsagen til den intense, dybe farve i Nacional. 

Det menes, at de første vine fra marken blev sendt på markedet allerede i 1920´erne, men den første registrerede årgang er den legendariske Nacional Vintage 1931, som kun få har smagt. Siden er der jævnligt deklareret, men vel at mærke kun i år, hvor kvaliteten er i top, hvilket ikke altid er de samme år som Noval deklareres. Produktionen af Nacional er selvsagt ikke stor, idet der laves rundt regnet op mod 250 kasser mod 1200-5000 kasser Noval Vintage. Flaskernes sælges eksklusivt og selv om vinene ofte opnår høje karakterer, skal der ikke være tvivl om at reglen om udbud og efterspørgsel har stor indvirkning på prissætningen. Ofte lader huset flaskerne lagre i egen kælder til de opnår tilstrækkelig udvikling til at blive sendt på markedet. Det gjaldt fx Nacional 2001, som lige er sendt ud, og som vi var heldige at have med på smagningen som nogle af de første.      

Noval og Nacionals storhedstid var nok i årene efter genplantningen og frem til starten af 1970´erne, hvorefter der var nogle mere magre år. Med AXAs kapital og under Seelys ledelse oplever huset igen et løft helt op i forreste række.

Jeg har tidligere deltaget i en smagning af Noval og Nacional i klubben, hvor vi smagte begge i årgangene 1970, 1978, 1982, 1985 og 1987 samt Quinta do Noval i 1931. Denne smagning omfattede bade Colheitas og Vintage fra Silval, Noval og Nacional. Følgende vine blev smagt:

Da Silva 1931

Vinen blev serveret blindt som en overraskelse. Ud over producentnavnet er eneste påskrift ”Matured in Wood”, så der er derfor nok tale om en Colheita, aftappet for en del år siden. Så nej, der var ikke tale om den legendariske Nacional Vintage 1931!

Brun med orange kant, meget uklar. Kraftig duft af farin. Orange og farin samt lidt metallisk smag. Noget lav på syre. En spændende gammel sag, men ikke harmonisk og efter min mening med sine bedste år bag sig (89).

Noval Black

Sortlilla med lys lilla kant, klar. Duft af ren frugt, solbær, hyldebær og lidt kærnemælkspræg. Meget ren stil med udpræget præg af solbærsaft, lidt lav på syre og uden tanniner. Blød og indbydende, men også helt ukompliceret (86).

Noval LBV 2011

Mørk rubin, næsten uigennemsigtig, farver glasset. Mørke bær og solbær i næsen. Betydelig mere struktur end Black, mere kraft og med god frugt og syre samt bløde tanniner. Et fint glas og med god lagringspotentiale (90).

Noval Vintage 1955

Orangebrun, uklar og tåget. Ikke så ekspressiv, men fin næse med lidt orange og en let brændt tawny karakter. Tilstrækkelig med syre, karamelpræg, men mangler lidt frugt. Smager faktisk fint, men ikke harmonisk. Der var desværre tale om flaskevariation, idet det andet bord fik en langt bedre flaske. Giver alligevel pæn karakter, men dog ikke helt i top (90). 

Noval Vintage 1963

Rødbrun med lys kant, ok klar. Dejlig duft af jordbær og kirsebær, måske lidt stikkende og sprittet i starten, men det forsvandt efter lidt tid. Stadig med frugt og bær, flot struktur med rigtig fin balance. Et dejligt, modent og indsmigrende glas, som stadig er holdbart, men nok ikke på den lange bane (97). 

Noval Vintage 1982

Rødbrun, lidt mørkere, ikke så intens. Kraftig med jordbær og marmeladepræg i næsen. Ikke så kompliceret, mangler lidt frugt og struktur, sød med kort hale (89).  

Noval Vintage 1994

Mørk rubin med lys kant, klar. Lidt kærnemælk til at begynde med, men ellers dejlig duft af solbær, boysenbær og andre mørke bær. Flot og kraftig struktur med fin frugt og elegance. Et flot glas, der stadig har mange år foran sig, men også kan drikkes nu, hvor andre fra samme år nok skal bruge længere tid (94).

Noval Vintage 2014

Mørk sortlilla, farver glasset. Ribena og ren frugt, solbær, ikke så ekspressiv i næsen. Frisk frugt og god balance, overraskende bløde tanniner af så ung en vin, fin eftersmag. Meget ung, men ikke afskrækkende rå (90). 

Nacional Vintage 1999

Mørk rubin med rød kant, ikke helt klar. Lidt underlig, men ikke dårlig duft af våd jord, kærnemælk og brombær. Kraftig med godt med frugt, fin struktur og balance, bløde tanniner (93).

Nacional Vintage 2001

Mørk, sortlilla og uigennemsigtig. Intens med solbær og mørke bær samt chokolade. Rig på frugt, koncentreret, frisk og fint med tanniner. Lidt vel lukket her og nu, men med stort potentiale (95).

Noval Colheita 1964

Noget af en stilskifte. Orangebrun, klar. Flot intens duft af abrikos, orangeskal og mandel, måske en smule sprittet, men det svandt i takt med, at den fik lidt luft. Cremet og blød i munden med dejlig fyldig smag af orange og farin. Flot harmonisk og helt i top (95).

Noval Colheita 1986

Orangebrun med lys kant. Ikke så ekspressiv i næsen med rosin og mandel. Mindre cremet og lidt vel meget syre. Ikke helt så harmonisk, men fint glas (92).

Noval Colheita 2000

Rødbrun, klar. Lidt røde bør i næsen, men også nødder, ikke så åben. Orangeskal og nødder samt stadig med lidt frugt (88).

Noval Colheita 2003

Rødbrun, klar. Fin duft af nødder og lidt figen, men også mørke kirsebær. God smag med hasselnødder og lidt krydderier, men stadig lidt vel ung af en Colheita at være (90).

Noval Vintage 2003

Mørk rubin, klar. Solbær, boysenbær og lidt chokolade. Meget koncentreret og intens med fin struktur, men har brug for mere tid til at åbne sig og vinde flere nuancer (93).

Noval Silval Vintage 2003

Mørk rubin med rød kant, ikke helt klar. Ikke så ekspressiv i næsen, men med kirsebær og mørke bær. Mere ren frugt, lettere og ikke så kompliceret, men så afgjort et ok glas (89).

Nacional Vintage 2003

Mørk sortlilla, uigennemsigtig. Solbær og mørke bær. Meget koncentreret og fyldig, nærmest kødfuld, krydret og intens med kraftige tanniner. Vil udvikle sig meget (92). 

Ved den efterfølgende middag, som bestod af muslingesuppe med tørret lange, mørbrad med braiseret osso buco, nordiske oste samt is med karamel og mandler, blev der endvidere serveret følgende vine:

Sino da Romaneira Branco 2013

Cedro do Noval Tinto 2010

Quinta do Noval Tinto 2007

Quinta do Noval Silval Vintage 2000

Quinta do Noval 20 Years Old Tawny

Alt i alt en aften, der beviste husets store kvalitet – og det altså både når det gælder bordvine, LBV og Vintage samt fadlagret portvin.

Du kan i øvrigt læse mere om Quinta do Noval her, ligesom Christian Seely har sin egen blog.