Porto juni 2015 - fortsat

Der går ingen tid til spille, når man besøger portvinshuset Barão de Vilar (alias Maynards) og er i selskab med deres masterblender Alvaro van Zeller. Kigger man væk et øjeblik, eller skulle man evt. have behov for at gå på toilettet, er man straks to portvin bagefter.

Men fornøjeligt et det. Både fordi Alvaro er en herlig fortæller med mange gode anekdoter, en stor viden om portvin og et smittende humør, og fordi mange af de vine, han skænker, er af meget høj kvalitet. Formiddagens besøg talte vist op mod 20 portvine – fra Vintage over hvid Tawny til Colheitas, og fra 1950´erne til i dag.

Her er hvad jeg fik noteret: Reserva Ruby 2013, LBV 2011, Vintage 2013, Vintage 2012, 10 års hvid port, hvid Colheita 2004, Colheita 2005, Colheita 1975, 40 års Tawny, ca. 60 års Tawny (som bruges til blends), Vintage 2011 Tinta Roriz, Colheita 1974, Colheita 1963, Colheita 1962 og Colheita 1950.

Når en sådan menu smages uformelt over kort tid, er noterne selvfølgelig sparsomme. Jeg vil derfor kun fremhæve nogle enkelte højdepunkter. Hvid Colheita 2004 var en god kompleks vin med fin syre og god balance. 1975 Colheita er en del cremet og fyldig vin. Rødbrun i farven og en god duft af tørrede frugter og lidt farin samt med lidt balsamico i smagen. Den ca. 60 års Tawny havde lidt Douro-bake, men var faktisk en uhyre kompleks og fyldig vin, som med lidt mere friskhed kunne være rigtig god i sig selv. 1963 Colheita er og bliver en utrolig flot vin. Mørk, fyldig og meget koncentreret. Den et år ældre udgave var mere pebret og havde mere bid. Slet ikke så harmonisk, men kan måske udvikle sig. 1950 var efter min mening lidt vel sprittet, men mørk og koncentreret.

Efter denne tour de force besøgte vi kælderen, hvor vi lige så resterne af det fad med hvid Colheita fra 1989, som portvinsklubbens jubilæumsport er hentet fra. Et fint besøg og en solid opvarmning til aftenens ceremoni og gallafest i Confraria do Vinho do Porto.

Porto juni 2015

Ankom til Porto torsdag sent eftermiddag. Var der også i marts, men da var vejret anderledes. Disse dage er fulde af sol og med temperaturer over 30 grader. Dejligt. Jeg er her sammen med andre fra bestyrelsen fra The Vintage Port Club i anledning af den årlige optagelsesceremoni og fest i Confraria do Vinho do Porto, idet klubbens formand skal optages i broderskabet. Det foregår lørdag aften, og søndag går turen så allerede hjem igen.

Torsdag aften gik stille for sig med lidt god tapas og Vinho Verde i Ribeira med udsigt til floden Douro og portvinshusene på den anden siden. Derefter et par enkelte portvine.

Fredag startede så det egentlige program med tre planlagte besøg og et enkelt spontant. Første besøg var hos Kopke, hvor Sonia Figueira havde planlagt en flot smagning. Vi indledte med to bordvine fra Kopke, efterfulgt af fire portvine fra samme hus og endelig to gamle vine fra Barros, som også ejes af Sogevinus. Her er lidt noter:

Kopke hvid Douro DOC 2014: Herlig frisk og sprød lavet på et blend af Arinto, Gouveio og Rabigato fra Cima Corgo. Lys med blomster og frisk frugt i næsen. Fin syre og mineralsk. Måske ikke så kompleks, men så absolut et dejligt glas.

Kopke rød Douro DOC 2012: Mørk rubin. Vanilje og måske lidt kokos fra fad i næsen. Fin frugt og syre og bløde tanniner. Måske lidt vel tam.

10 års hvid port: Lys ravfarvet, klar. Mandel og appelsinskal i næsen. Fyldig i munden, afdæmpet sødme og i fin balance. Lang eftersmag. Et meget lækkert og indbydende glas hvid port.

10 års Tawny: Havde det faktisk hårdt ovenpå den hvide udgave. Rødbrun med mandel tørrede frugter og krydderier i næsen. Blød, men også noget anonym.

20 års Tawny: Mørkere i farven. Lidt skarp i næsen først, men det blev mindre med tiden. Tørrede frugter. Krydderier og peber og en lang hale. Et flot glas.

Colheita 1978: Flasket i 2015, så frisk fra fad. Lysere end 20 års, fin rødbrun. Tørrede frugter og mandel. Blød og indbydende og med fin koncentration.

Barros Colheita 1974: Et dejligt gensyn med portvinen fra revolutionsåret i den flotte flaske med nelliken udenpå. Ravfarvet, lidt tung i næsen, men frisk og syrerig. Tørrede frugter og en fin blød tekstur.

Barros Very Old Tawny, 101 edition. Nyt oplag af jubilæumsporten lavet i 2003 i anledning af 100-året for husets stiftelse. Et blend af colheitas fra 1940´erne til 1980´erne. Rødbrun, ikke så intens i næsen. Cremet, blød og elegant. Frisk med tørrede frugter og nødder i næse og smag. Måske lidt skuffende i forhold til de andre colheitas, hvilket dog kan skyldes, at der var tale om en rest.

Efter denne fine smagning fik vi lige en lille rundtur i Caléms kælder – et af de andre huse i Sogevinus gruppen. Her havde man indviet et nyt kælderrum for 10 års Tawny.

Ved middagstid ankom vi til portvinsinstituttet, IVDP, som jeg også besøgte i marts. Her fik vi en god rundvisning i laboratorier ved Paulo Russel-Pinto. Derefter en fin middag i selskab med bl.a. direktør Manuel Cabral og Bento Amaral. Græskarsuppe, bacalhau og dessert. En sprød hvidvin, Cassa 2014 og en utrolig lækker og moden Quinta do Portal grande reserva 2000 – en virkelig flot repræsentant for Douro DOC. Kompleks, dyb og med friskhed.

Derefter krydsede vi Douro igen for at få en rundtur hos Ferreira, efterfulgt af en lille smagning:

Hvid Port semi dry. Pæn, men ikke med overvældende sødme. Absolut drikkelig.

10 års Tawny: Lidt skarp i næsen med orange og mandel. Pebret og skarp i munden, men vag på karakter og dybde. Lidt vel skuffende.

20 års Tawny. Dejligt gensyn med en af de bedste 20 års på markedet. Fin rødbrun med tørrede frugter og mandel i næsen. Flot balance mellem syre og sødme, Dyb og altid spændende.

LBV 2010: Ligefrem med god frugt. Ikke så kompleks, men absolut et fint glas.

På vejen langs kajen kiggede vi derefter lige ind til Ramos Pinto, hvor jeg fik hilst på en af mine gode kontakter.  Derefter nød vi deres 20 års Tawny – så afgjort et rigtigt godt glas, som efter min mening hører til helt i toppen af 20 års hierarkiet.

Endelig bød aftenen på en fin middag i den engelske tennis og cricket klub i selskab med Alvaro van Zeller. Også her blev der budt på gode hvid- og rødvine samt flere portvine, men her blev blokken gemt væk.

Cask 33 – et særligt udvalgt fad

Portvinshusene sender en del meget spændende og eksklusive gamle fadlagrede portvine på markedet i disse år. Tendensen startede vel med Taylor´s Scion, som var tilbage fra 1855 og her sidste år fulgte Graham´s trop med familiearvestykket Ne Oublie – hentet fra fade fra 1882, som Andrew James Symington købte og lagde til side i 1924 for at mindes året, hvor han som den første Symington ankom til Portugal.

Sandeman har nu udsendt en om end lidt yngre, men ligeledes meget spændende gammel portvin. Cask 33 lyder navnet, og også den har et fascinerende historie bag sig.

For det første blev Cask 33 udsendt her i 2015 i anledning af, at huset fejrede sit 225 års jubilæum. Huset blev grundlagt i 1790 i London af den kun 25-årige skotte George Sandeman, som slog sig på handel med sherry og portvin. Siden 1850´erne har huset lagret portvin på fade i kælderen i Vila Nova de Gaia. Her generationer senere er slægten stadig involveret i firmaet i form af George Sandeman, selv om ejerskabet er overgået til den store koncern Sogrape, der bl.a. også ejer Ferreira og Offley.

Men Cask 33 er for det andet også en hyldest til husets mange vinmagere, idet flere generationer af blendere har været involveret i råmaterialet, som består af en blanding af 30 og 40 års gammel vin og mere komplekse vine med 60 og 70 år på bagen.

Cask 33 er hentet fra en samling af 40 fade, som blev lagt til lagring i kælderen engang i 1960´erne og siden løbende er justeret efter behov. De bliver vanligt brugt, når husets gamle tawnies skal blendes, idet gamle fade kan give den ekstra karakter, som er nødvendig. Nummer 33 blev dog af winemaker Loís Sottomayor udvalgt, da det viste en meget lovende udvikling, hvorfor det ikke er blevet rørt de seneste år.

”For første gang i husets historie lancerer vi nu en vin fra et enkelt fad, da Cask 33 på grund af den store kvalitet sammenfatter højdepunktet af husets Tawny stil”, fortæller Luís Sottomayor.

Fadets 635 liter er blevet fordelt på 685 håndblæste flasker i en stil tilbage fra husets grundlæggelse. Etiketten er enkelt og bærer flaskens nummer og Luís Sottomayors signatur, men selve flasken har et segl med indskriften G.S. 1790 – refererende til grundlæggelsen.

Foruden de 685 flasker, er der også fremstillet et antal små prøveflasker, hvoraf jeg fik foræret en af George Sandeman. Og det skal siges straks, at det var en dejlig oplevelse.

Lys, klar, gylden og ravfarvet. Intens duft af mandler, orange, valnød, krydderier og cigarkasse. Silkeblød i munden, elegant, men også fyldig med fin smag af mandel, orange, peber, honning og muskat. Indbydende og kompleks, lidt sød men i fin balance og med en dejlig lang eftersmag.
Et meget dejligt glas, men som det også gælder fra de andre eksklusive gamle portvine, som sendes på markedet, snakker vi jo ikke om et produkt, der henvender sig til den almindelige forbruger, men til samlere og feinschmeckere. 

Vinho Verde i Danmark - del 1

Sommeren er gerne tiden for de mere lette vine, hvad enten man foretrækker mousserende udgaver, hvidvin eller rosé. En mulighed kunne også være portugisisk Vinho Verde.

Efter at have besøgt instituttet for Vinho Verde, CVRVV, i marts måned, besluttede jeg mig for at smage mig igennem et udvalg af de Vinho Verde mærker, som er at finde på det danske marked. Udvalget er ikke stort og består dels af billige vine fra de store supermarkeder og dels af flasker i forskellig prisleje fra mindre importører og specialister i portugisisk vin.

Generelt kan siges, at vinene varierer fra de lette og enkle, let mousserende vine, som er velegnet til terrassen en varm sommerdag, til lette fiskeretter eller måske kylling, og så til de mere frugtfyldte og komplekse udgaver, hvoraf mange er enkeltdruevine. Her er det især druerne Loureiro og Alvarinho, som imponerer - sidstnævnte med sin frugtige og eksotiske karakter. For nærmere om druerne se tidligere opslag.

Her i første omgang følger smagenoter på tre af de kendte mærker fundet på hylderne i supermarkederne. I de næste blogtekster vil jeg efterfølgende præsentere nogle udvalgte huse og producenter nærmere – nemlig Anselmo Mendes, Tapada dos Monges fra Vinhos Norte og Quinta de Soalheiro.

Solouro 2014

Lavet på et blend af 70 % Loureiro, 20 % Trajadura og 10 % Pedernã, lagret på ståltanke. Lys gulgrøn og perlende. Duft af æbler, citrus og grønt græs. Godt med syre, fin frisk smag med god frugt, når de værste bobler er væk. Enkel og ukompliceret. Skal serveres køligt som letdrikkelig sommervin, men også brugbar til ikke fed fisk eller fx kylling.

Solouro producerer også andre vine herunder en enkeltdrue vin på Alvarinho. Navnet er en sammentrækning af Sociedade Agrícola do Louro og altså opkaldt efter hjemkommunen, som ligger i underregionen Ave, opkaldte efter floden Ave. SuperBrugsen.

Aveleda 2013

Lavet på et blend af Loureiro, Trajadura og Arinto. Gulgrøn, perlende med en duft af æbler, lidt citrus samt en smule eksotisk frugt. Meget let og enkel stil. Frisk og behagelig, men ganske ukompliceret og skal drikkes som så.
Quinta da Aveleda ejes af Guedes-familien. Foruden Vinho Verde produceres der også vine fra Bairrada og Douro. Netto.

Casal Garcia

Brandet produceres af Aveleda og er førende på verdensmarkedet rent kvantitativt. Blend af Trajadura, Loureiro, Arinto og Azal. Gulgrøn, meget perlende og prikkende. Æbler og citrus i næsen. Let og frisk, men noget frugtfattig. Enstrenget og uden dybder og nuancer. Fin syre og pæn eftersmag. Fås også som rosé og rød. Føtex.

Curfew – Portugisisk inspireret bar i København

Det kan måske virke lidt paradoksalt at kalde et nyt gå-i-byen sted for ”udgangsforbud”. Men Curfew er navnet på en ny cocktail bar i Stenosgade i København. Tiden med udgangsforbud og spritforbud i 1920´ernes USA førte til etablering af mange ny små barer – og den tid er altså en inspirationskilde for den nye cocktail bar.

Og hvad har det så med Portugal at gøre? Jo, manden bag hedder Humberto Marques og er portugiser. Han har erfaringer som bartender og ”opfinder” af cocktails i såvel Portugal og London som København, hvor han har arbejdet for barerne ”1105” og ”1656”.

Selv er jeg ikke den store cocktaildrikker. Men nysgerrig bliver jeg, når en af Humbertos opfindelser hedder Queen Berengaria og bl.a. består af portvin og dansk akvavit. Cocktailen er inspireret af ægteskabet for 800 år siden mellem den danske Kong Valdemar Sejr og portugisiske Berengaria – også kendt herhjemme som Bengerd. Den dansk-portugisiske alliance er altså videreført i form af kombinationen af akvavit og portvin.

”The recipe is an equally beautiful balance between vanilla infused akvavit, ruby port wine and a homemade blackberry and lemon verbena shrub”, forklarer Humberto Marques selv.

Portvin er i og for sig en klassisk ingrediens i mange drinks og cocktails, men det synes at være særligt trendy for tiden – bl.a. med en øget brug af hvid og pink port. Men det er nu mange andre ting, som Humberto Marques vil byde på i Curfew.

“I will be serving seasonal drinks, where the recipes are inspired by the season’s fruits, vegetables, herbs and spices. For instance this spring I use lavender, rhubarb, birch, lemon verbena and aloe vera. The menu is also inspired by vintage recipes, that I have brushed of and updated, as well as my own signature concoctions build on homemade ingredients, such as shrubs and syrup made of plants, vegetables, fruits, herbs and spices. Also, I'm bringing some of my Portuguese roots into the recipes, such as Port and Madeira wine”.

Såvel portvin som madeira vil altså indgå. Humberto Marques er faktisk oprindeligt fra Douro-området, men har siden levet 8 år i England, inden turen gik til Danmark. Nu har han altså åbnet sin egen bar, som han selv beskriver således:

”Curfew Cocktail Bar is an elegant modern speakeasy bar. The details are very much inspired by my love to Portugal, and my love to vintage treasures within the bar-world. The atmosphere is relaxed with soft lounges and jazz music.”

Læs mere om Curfew og se menukortet her

Vinho Verde – en introduktion

De fleste kender portugisisk Vinho Verde som en let, frisk og perlende vin uden de store dybder og karakter. En vin lige til bælle løs af en varm sommerdag, forfriskende til fisk eller måske en omgang kylling med piri-piri.

Sådan er Vinho Verde også – især når det gælder de flasker, der finder vej til de danske supermarkeder. Det kan være udmærket til lejligheden, men er også hurtigt glemt. Vinho Verde er da heldigvis også meget andet og kan byde på store oplevelser, som enhver vinelsker ikke bør snyde sig selv for.

For at blive klogere besøgte jeg for nyligt Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes, CVRVV – et institut, som nogenlunde svarer til det mere kendte portvinsinstitut, hvilket vil sige, at de både står for kvalitetskontrol og for markedsføring. Her fik jeg først en lille rundvisning af ønolog António Luís Cerdeira, som ud over at være ansat på CVRVV også er en del af familien, der ejer den kendte Quinta de Soalheiro. Vi så laboratorierne og smagerummet, hvor vi efterfølgende fik en snak om Vinho Verde og en fin lille prøvesmagning.

Vinho Verde er med sine 21.000 hektar vinmarker et af de største demarkerede vinområder i Europa. Det ligger i den nordlige provins Minho og er nogenlunde afgrænset af de to floder Minho i nord og Douro i syd, selv om et hjørne befinder sig på sydsiden af sidstnævnte. Mod vest ligger Atlanterhavet og mod øst bjergene, som udgør grænsen til et andet stort vinområde, Douro. Området er igen opdelt i ni underområdet, hvor de mest kendte er Lima og den helt nordlige Monçao & Melgaço.

Navnet betyder grøn vin, hvilket er en henvisning til det meget grønne og frodige landskab med megen nedbør især i vinterperioden – og altså ikke fordi vinen er ung. Området er mere eller mindre under indflydelse af havet, men også floderne og bjergene i baglandet har betydning for mikroklimaet, som ikke når de samme ekstremer som Douro-dalen inde i landet.

I gamle dage voksende vinen i højden – enten ved at gro op af træer eller imellem dem eller ved at gro i pergolaer, de såkaldte ”ramadas”. De sidste findes stadig rundt omkring, men er ellers aflyst af mere almindeligt udseende vinmarker, som dog stadig gror i op til 2,5 meters højde.

86 % af vinproduktionen er hvid, 10 % rød samt 4 % rosé. De vigtigste røde druesorter, som engang var langt mere udbredte, hedder Amaral, Alvarelhão, Borraçal og ikke mindst Vinhão. De mest udbredte hvide sorter er: Alvarinho, Avesso, Azal, Arinto, Loureiro og Trajadura. Alle navne vidner om Portugals særegne drueskat, som altså også gør sig gældende i Vinho Verde.

De fleste vine er et blende af flere druesorter – typisk fx 60 % Loureiro, 20 % Arinto og 20 % Trajadura, men i de senere år er der kommet flere og flere enkeltdruevine på markedet især på de to fremragende druesorter Loureiro og Alvarinho, hvor førstnævnte er mere elegant og med citruspræg og sidstnævnte med intens aroma og mere tropisk frugtkarakter.

Ifølge António Luís Cerdeira er Vinho Verdes særlige kendetegn og kvaliteter den friske karakter og den ofte lave alkoholprocent – og så er vinene gode til let mad. Men han påpegede også, at han helst taler om Vinho Verdes – altså med flertalsendelse. Der er stor forskel på de lette, perlende, traditionelle blends og så enkeltdruevine med god frugt, større dybde og langt flere nuancer.

Efterfølgende smagte jeg følgende vine – alle fra 2013 og alle i, hvad man kan kalde basisniveauet:

Ouro do Lima: Blend af Loureiro og Trajadura. Traditionel frisk og perlende med en del CO2.

Quinta de Santa Cristina: Blend af Arinto og Trajadura. Mindre CO2.

Casal de Ventozelo: Blend, let tropisk præg og mere dybbe.

Torre de Menagem: Blend, let tropisk frugtpræg.

Quinta da Lixa: Spændende blend med god frisk duft af frugter.

Quinta da Liza Trajadura: Enkeltdruevin med citruspræg og lav syre.

S. Caetano: Enkeltdruevin på Azal. Let tropisk præg.

Boavista da Mata: Enkeltdruevin på Azal. Mere tør og med god balance.

Vale do Homem: Enkeltdruevin på Loureiro. Anderledes næse, mere floral, men også citrus. Frisk og elegant med honningnoter.

Vale dos Ares: Enkeltdruevin på Alvarinho. Frisk, men også med mere kompleksitet, fine tropiske frugter.

Arca Nova: Rosé, fin frugt og friskhed.

Beklager de meget korte noter, men som det nok fremgår, er det først ved de sidste enkeltdruevine, at det begynder at være rigtigt spændende. De første blends er fine og friske, men uden kompleksitet. Vale do Homem er i øvrigt lige kommet på hylden hos The Wine Company. 

Portugisisk Vinkælder i Odense har ligeledes hentet enkeltdrue Vinho Verde hjem i form af såvel Loureiro som Alvarinho fra Anselmo Mendes. Og endelig bør det nævnes, at Quinta de Soalheiro fås hos Otto Suenson .
På CVRVVs hjemmeside findes en lang række informationer om Vinho Verde.

Håber at vende tilbage med mere udførlige smagenoter på flere vine fra Vinho Verde senere.

Helhed og komponenter

Portvin er en blandingsvin. Tawny med alder blandes af portvin, som har ligget forskelligt antal år på fad. LBV og Vintage blandes af druer, som godt nok er fra samme år, men fra forskellige marker og ses bort fra Single Quinta Vintage også fra forskellige quintaer. Og alle er de et blend af forskellige druesorter herunder ikke mindst de fem mest udbredte: Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Câo og Tinta Barroca. Alle fem druesorter er ikke altid til stede og ikke i samme mængde, ligesom de ofte suppleres af en lang række andre druesorter fx fra gamle vinmarker med blandede sorter. Årsagen er ganske enkel: Erfaringen siger, at det giver det bedste resultat – altså den bedste og mest harmoniske vin med det største udviklingspotentiale.

De forskellige druesorter i et sådant blend er valgt på grund af de forskellige egenskaber og kvaliteter, som de giver vinen. Nogle giver mere kvantitet, andre kvalitet. Nogle struktur og et langt liv, andre god duft og elegance. Kort fortalt kan det siges, at:

Touriga Nacional er rig på farve, aroma og tanniner og giver koncentration, struktur og dybde. Udgør så at sige rygraden i portvin, men udbyttet er desværre lille.

Touriga Franca er mere produktiv og har samme gode aroma og er rig på frugt. Men den giver lysere og mere lette vine med lavere alkoholprocent, da sukkerindholdet er mindre.

Tinta Roriz er lig den spanske Tempranillo, giver højt udbytte og betegnes ofte som en maskulin drue, der giver tanniner og krydderi, men er vag på syre.

Tinta Câo giver finesse og blødhed og betegnes ofte som feminin i stilen. Lavt udbytte.

Tinta Barroca giver en robust og anderledes vin og en mere blomstrende aroma. Og så er den ikke mindst god at blande med de andre.

Nyligt blev jeg af João Nicolau de Almeida og Ana Rosas inviteret til en smagning af Vintage 1983 hos Ramos Pinto. Her smagte vi fem forskellige udgaver fra årgangen, som har vist sig at vinde med årene – fire enkeltdrueudgaver og så det færdige blend.

Tinta Barroca: Mørk rubin, kraftig og rig på frugt i næsen. Hyldebær og mørke bær, fyldig og rund i smagen, men mangler måske noget struktur. Kort i smagen. 1983 var ifølge Ana Rosas en rigtigt godt år for Tinta Barroca.

Tinta Roriz: Lys og let. Flot duft af kirsebær og andre røde bær, let krydret, men tynd, uden syre og flad i munden. Har ikke holdt sig, men giver altså stadig noget til næsen.

Tinta Franca: Rød, let rubin i farven, men mørke toner i næsen. Mangler noget fylde og harmoni i munden. Lidt saftevandspræg.

Touriga Nacional: Mørk rubin med kraftig bærkarakter i næsen. Godt med tanniner, større kompleksitet og en fin struktur. Faktisk drikkelig i sig selv, men dog uden elegance.

Vintage 1983: Fin modnet, men stadig med god kraft, frugt, syre og tanniner. Flot duft af mørke bær, tranebær og kirsebær, god struktur og fin krydret stil. Harmonisk og med en lang eftersmag. Ifølge Ana Rosas udgør Touriga Nacional og Tinta Barroca størstedelen af blended, mens de to andre udgør en mindre del.

Det var tydeligt, at alle enkeltdrueudgaverne manglede noget i at være helstøbte portvine. Touriga Nacional kom tættest på, hvilket bekræfter druesortens store betydning for portvin – især på sigt, hvor nogle af de andre taber kraft. Tinta Roriz havde ikke meget at byde på mere i munden, men stadig en god duft. Touriga Franca bliver nogle gange kaldt for Touriga Nacionals lillebror. Ligheden er tydelig, men førstnævnte savner sidstnævntes mere tætte struktur og havde mindre tanninindhold.

Alt i alt en god og lærerig øvelse – og for selve Vintageudgavens vedkommende også en nydelse. Og så var det selvfølgelig i godt selskab.