Portvin og broderskab

De følgende dage i Porto forløb planmæssigt. Gode besøg, stor gæstfrihed, dejlige smagninger og så optagelsesceremoni og gallamiddag i portvinsbroderskabet, Confraria de Vinho do Porto.

Fredagens første besøg var hos Sogevinus i Burmesters lodge. Efter en lille rundvisning var der gensyn med Sonia Figueira og winemaker Carla Tiago, som havde planlagt en dejlig smagning i deres smukke smagelokale med udsigt over floden.

Først hvid og rød Dourovin fra Kopke, hvor især den hvide var dejlig frisk og indbydende. Derefter følgende portvinsrække: Burmester Vintage 2011, Kopke 10 års Tawny, Burmester Colheita 1998, Kopke 20 års hvid, Kopke Colheita 1989, Kopke 40 års hvid og Barros Special Edition Port Colheita 1974. Den nye Vintage fra Burmester var endnu meget tilgængelig med god næse og frugt, men vil sikkert snart lukke ned som de andre fra 2011. 20 års hvid var elegant og med en fin balanceret kokos duft og lidt orange. 40 års hvid havde betydelig mere fadpræg, men stadig med samme karakteristiske kokosnoter og stadig med syre og frugt. Bedste vin var dog Colheitaen fra Barros, som blev tappet i år til ære for 40 året for Nellikerevolutionen. Flasken var da også udstyret med et digt formet som en rød nellike. Fint med mandelpræg, men også stadig med frugt.

Fra Burmester gik det direkte til Sandeman, hvor Ligia Marques og Vasco Magalhães tog imod og viste os lidt rundet i museet, hvor vi bl.a. så reklameskilte og gamle flasker. Derefter blev vi budt ovenpå til en smagning, hvor også Mr. George Sandeman himself deltog.

Vi smagte først vertikalt og derefter horisontalt: Sandeman Vintage 1977, 1994 og 2003 efterfulgt af Vintage 2011 fra henholdsvis Offley, Ferreira og Sandeman – de tre store huse fra Sogrape. 1977 var allerede ældet, men med fine krydderi, cedertræ og stadig med syre. 1994 havde stadig frugt og røde bær, men var desværre lidt oxideret. 2003 var i fin balance, med dog lidt lukket, pænt med frugt, solbær og andre mørke bær. Forskellen i de tre mærkers stil var tydelig ved smagning af 2011. Offley lidt mere endimensional men med fin blommepræg, Ferreira mere elegant og mere karakterfuld, røde frugter og blomster, robuste tanniner og fin krydret, bl.a. lidt karry. Sandeman mere potent og kraftfuld, masser af rå frugt og tanniner, cassis og cedertræ.

Efter smagningen nød vi en fin middag med Bolso de Bacalhau, and og mandelkage serveret med 30 års Tawny fra Sandeman og så gensyn med de fire vintage fra sammen hus. Herligt, velsmagende og i godt selskab.

Men dagen var ikke slut endnu. Om aftenen mødtes vi med chefwinemaker for Fladgate, David Guimaraens, på Taylor, hvor vi så deres imponerende vintagekælder. 

Bagefter spiste vi sammen med David på Hotel Yeatman. Menuen bestod bl.a. af østers, tørret skinke, fisk og ost efterfulgt af en længere række portvin: Fonseca 1994 og 1977, Taylor´s 1985 og Quinta da Eira Velha 2008 og 2011.   

Lørdag morgen besøgte vi Churchill´s. Efter en lille rundvisning præsenterede Maria Campos et fint udvalg af husets vine. Først en dejlig frisk hvidvin baseret på især Rabigato og Viosinho og så flere udgaver af rød Douro herunder en enkeltdruevin på Touriga Nacional. Derefter Dry White Port, som faktisk er en 10 års, LBV 2007, 10 og 20 års Tawny samt Vintage 2011. Især deres 20 års Tawny imponerende, blød på tungen og flot mandelpræg. Deres Vintage havde god rå frugt og solbær. Linjen i husets vine var tydelig for såvel bordvine som portvine. En tør stil med ren frugt og god mineralitet.

Ved middagstid mødtes vi så med klubbens gode vej, Gustavo Devesas fra Symington. Vi så først Cockburns nyåbnede lodge, som jeg jo også besøgte i marts i år. Her havde Gustavo sammensat en smagning med såvel Tawny som Vintage. Vi fik først 10 og 20 års Tawny, hvor især sidstnævnte var behagelig med mandler og lidt orange. Derefter husets Reserva og LBV og endelig Canais Vintage 2007 og Vintage 2011. Canais havde bløde tanniner og lidt grønne noter bag frugten og var faktisk et indbydende glas. 2001 med god frugt, brombær og andre mørke bær.

Bagefter spiste vi sen frokost med Gustavo på restaurant Gaveto i Matosinhos. Et dejligt sted, hvor vi fik skaldyr og grillede fisk, ost og kage samt selvfølgelig frisk Vinho Verde fra Soalheiro, Graham´s Late Harvest fra 1982 og Smith Woodhouse Vintage fra 1999.

Om aftenen fulgte så programmet hos Confraria do Vinho do Porto med optagelsesceremoni, procession, gallamiddag og godt med Vintage 1994. Endvidere smagte vi også Confrarias egne Tawny i såvel 10 års som 20 års udgaven.

Og så blev vi ikke mindst overrasket, da David Guimaraens ved præsentationen af portvinen mindedes den afdøde formand for The Vintage Port Club, Henning Jensen og gjorde hele forsamlingen opmærksom på vores tilstedeværelse. En flot gestus og en flot finale på en lang dag.

Tilbage i Porto

Floden, portvinshusene, de stejle brostensbelagte gader og så en lille kop kaffe og en croissant til morgenmad. Jeg ankom til Porto i går i selskab med andre fra bestyrelsen i The Vintage Port Club. Vi er på en lille studietur, som omfatter møder og smagninger ved forskellige portvinshuse samt deltagelse i den årlige ceremoni og gallamiddag i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Vi bor på et nyt hotel i Ribeira-kvarteret, tæt ved Douro og har derfor ikke langt over til Gaia siden.

Første besøg fandt da også allerede sted i går. Der er jo ingen grund til spilde tiden. Det blev et gensyn med Alvaro van Zeller fra Maynards, som først på året gæstede os i Danmark ved klubbens Winemakers Dinner. 

Vi startede i smagelokalet og fortsatte siden på lageret, hvor den altid gæstfrie Alvaro skænkede direkte fra fadene. Rækken af colheitas og tawnies var lang: 2003 i to udgaver, 2003 og 2004 hvid, 10 års hvid, 1998, 1970, 1963, 1951, 1947 og 1934. Det gik stærkt, så noterne er lidt få, men lad mig her blot fremhæve at toppen var 1963, som altid er fremragende og i flot balance, og 1947, som var mørk, fyldig, koncentreret og helt karamelagtig, men stadig med en vis friskhed. Den friskhed savner jeg netop ved de ældste, som er uhyre koncentrerede og med masser af balsamico i smagen.

Endelig smagte vi også to udgave af hvid colheita 1989, da vi har bestilt en særlig klubvin hos Alvaro, som skal bruges i forbindelse med klubbens 25 jubilæum senere i år. 1989 var altså året, hvor klubben blev stiftet, og selv om det rent portvinsmæssigt ikke er et stort år, var det lykkes Alvaro – i anden omgang – at få blended en udmærket portvin til os. Vi inspicerede fadet og valgte flasken, som det skal tappes på. Nu skal vi så i gang med – sammen med de dygtige folk hos Maynards – at designe label med klublogo.

Aftenen sluttede på restaurant Bacalhau i Ribeira, som Alvaro har familiemæssige relationer til. Her fik vi et herligt udvalg af portugisiske småretter inklusiv bacalhau, chrorizo, svinekæber og gode oste. Samt selvfølgelig gode vine og portvin.

En god start på en kort tur, som kun varer til søndag. 

Gisela på Louisiana

Nyligt kunne det store fadotalent Gisela João opleves på Louisiana. Museet har tradition for at arrangere en årlig fadokoncert, hvilket er blevet til besøg af bl.a. Mísia, Ana Moura og Christina Branco. Et prisværdigt initiativ, da fadosangeres turnéplaner desværre oftest forbigår Danmark.

Der reklameres ikke meget for koncerterne, hvis publikum synes at være halvt herboende portugisere og halvt stedets faste koncert- og museumsgæster. Sådan var det også, da Gisela João var forbi sammen med sine tre musikere, Ricardo Parreira på portugisisk guitar, Francisco Gaspar på basguitar og Nélson Aleixo på guitar. De to førstnævnte medvirkede også på hendes nye plade (anmeldt her den 14. april 2014), som er blevet hendes helt store gennembrud.

Sangene ved koncerten var netop hentet fra det seneste album, som vist blev fremført fra start til slut. Det gjaldt også Carlos Paredes komposition Canto de Rua, hvor Gisela overlod scene til de tre dygtige musikere – en fin gestus, som hun selv begrundede med, at guitaristerne ikke altid får den opmærksomhed, som de vitterligt fortjener. Og så fik vi ellers sange som Meu Amigo Está Longe, Voltaste, Não Venhas Tarde og (A Casa da) Mariquinhas samt de lystige folkemelodier Malhões og Bailarico Saloio, som hun sang dansende.  

For det var en meget levende Gisela João, man kunne opleve. Hun havde svært ved at sidde stille og brugte både arme, ben og krop til at udtrykke sig. Ind i mellem satte hun sig på stolen i forgrunden, for så snart efter at springe op, smide skoene og danse rundt eller bevæge armene i store fortællende fagter. Livligt, muntert og uden den alvor, der ellers kan præge fadosang, men samtidig med dybde og uden på nogen måde at øve vold mod traditionen.

Gisela satte ind i mellem nogle få ord på sangene, men sagde også, at fado ikke skal forklares, men opleves. Selv om påstanden er lidt af en kliche, rummer den en vis sandhed. Man kan sagtens fornemme og sanse de mange følelser, fadoen rummer, selv om man ikke kan portugisisk, men samtidig udbygger et vist kendskab til genren, formen og indholdet oplevelsen og forståelsen.

Og en oplevelse var det. Koncertsalen på Louisiana er en fin ramme for fadokoncerter, da den med sin størrelse og opbygning formår at fastholde den nødvendige intimitet, som vi kender den fra de små fadosteder i Lissabon. Publikum sidder i bedste amfiteaterstil på to sider om den lille scene, tilstrækkeligt tæt til nærvær og direkte kommunikation. Store koncerter i store sale kan selvfølgelig også være gode oplevelser, men det er og bliver noget andet end fadostedernes intimitet. Gisela sagde da også, at stedets ramme gjorde, at hun følte, at hun havde inviteret os alle med hjem.

Det takker vi for i håb om, at vi må komme igen.

Huset Fonseca i ord og billeder

”As regards these low offers by Portuguese Houses we cannot compete, as we do not ship such a poor quality of very indifferent so-called Port. In order to see what is being shipped I have got samples (through a broker) from the house you named … and other houses, and assure you I have never tasted such filth, there really is no other word for the concoction they describe as Port”.

Sådan stod det at læse i et brev fra 1923 fra Alex Guimaraens til en hollandsk importør, som havde taget imod et billigere portvinstilbud. Konkurrencen var hård og bedømmelsen af andres produkter sikkert ikke altid lige objektiv. Men samtidig vidner brevet om et firma, som havde og stadig har kvaliteten for øje frem for kvantiteten.

Citatet er hentet fra bogen Fonseca Porto, som The Fladgate Partnership udgav i 2012. Bogen beskriver huset Fonsecas historie, dets Quintaer samt ikke mindst dets portvin gennem tekst og billeder – samt afsluttende gennem smagenoter. Firmaets nuværende profiler, Alistair Robertson, Adrian Bridge, David Guimaraens, Natasha Bridge og Nick Heath, har smagt sig gennem husets portefølje herunder Fonseca Vintage fra 1908 til 2003. 

Fonseca historie begynder i starten af 1800-tallet. Ældste dokument, som nævner navnet er fra 1815, mens selve grundlæggelsen af huset regnes for at være 1822, hvorefter Manoel Pedro Guimaraens bliver partner i firmaet. Guimaraens-navnet har siden været tæt tilknyttet firmaet, hvilket også gælder i dag, hvor husets chefwinemaker på vintageområdet er David Guimaraens. Faktisk er husets vintage lavet af kun fire personer siden 1896. Først Frank Guimaraens, derefter Dorothy for et enkelt år og så altså far og søn, Bruce og David.

De historiske afsnit er interessant læsning og når mere i dybden end generelle portvinsbøger har mulighed for. Et par små historier relateret til Danmark er der også blevet plads til. Således kan man læse om den danske væddeløbshest Fonseca, som firmaet sponserede, samt om en kongelig vinsmagning i København med deltagelse af prinserne Gorm og Christian samt selvfølgelig Bruce Guimaraens, som de sidste år af sit liv agerede omrejsende ambassadør for Fonseca. Dette nød den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club, også godt af i 1994, hvor Bruce besøgte klubben og kommenterede en smagning. Det samme gjaldt sønnen David i 2012, hvor klubben holdt Winemakers Dinner med afsæt i Fonseca.

Efter den historiske del af bogen følger afsnit om husets tre Quintaer, Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og ikke mindst Quinta do Panascal, som blev købt i 1978. Her beskrives druetyper, marker, mikroklima etc. og en folde-ud illustration anskueliggør produktionen fra druerne ankommer til vinen lagres.

Sidste del af bogen fokuserer på de forskellige portvinstyper og redegør fint for forskellene mellem de tre typer af Vintage, huset produceres: Quinta do Panascal Vintage, som er husets Single Quinta Vintage. 

Guimaraens Vintage, som laves i gode år, hvor der dog ikke deklareres egentlig vintage, og som er et blend af druer fra alle tre Quintaer – og derfor en form for andenvin. Og endelig altså Fonseca Vintage Port, som regnes blandt de bedste af slagsen.

Fonseca Porto er en fin og grundig bog for alle portelskere – og selvfølgelig især for de, der har Fonseca blandt sine favoritter. 

Cockburn´s – før og nu

”We don’t pronounce the ck”. Sådan lyder det med tyk engelsk accent og stiv overlæbe i en af de morsomme og selvironiske reklamer, som portvinshuset Cockburn´s lod producere først i 70´erne for deres Special Reserve under kampagneoverskriften Pronounce Responsibly. Jo, udtalen er vigtig og dermed fastslået, at ck´et er stumt. Joken blev i øvrigt genoptaget i nyere tid med filmen ”12 Inch Pianist”, hvor der igen er problemer med den rette udtale i forbindelse med et ønske afsagt til lampens ånd (se nederst i dette indlæg).    

Anledningen til denne lektion i udtale er en smagning forleden i The Vintage Port Club, hvor der netop var Vintage fra Cockburn´s i glassene. Smagenoter følger nedenfor, men først lidt om huset og dets historie.

Cockburn´s blev grundlagt af skotten Robert Cockburn, som efter at have deltaget i krigen mod Napoleon slog sig ned i Porto i 1815 og startede sit eget handelshus, hvor portvinen snart blev vigtigste vare. Huset var familieejet frem til først i 1960´erne, hvor koncernen Harvey of Bristol overtog såvel Cockburn´s som Martínez. Derefter var der skiftende ejerskaber, ind til spiritusgiganten Allied Domecq i 2010 solgte huset til Symington Family Estates. Skotterne vendte altså tilbage!

Vigtigste ejendom i Douro er Quinta dos Canais (skråt overfor Vargellas), som både leverer druer til husets Vintage, men også udsender sin egen Single Quinta Vintage. Husets store lodge i Vila Nova de Gaia er for tiden ved at gennemgå en større renovering, hvilket inkluderer et helt nyt besøgscenter.

Da jeg besøgte dem sidst i marts, fik jeg en rundvisning og så det kommende velkomstcenter, de store lagerlokaler samt deres bødkerværksted, hvor fade fra alle Symingtons portvinshuse bliver repareret og vedligeholdt. Et godt gammelt håndværk, som heldigvis stadig holdes i hævd.

Tilbage til smagningen, som fandt sted lige efter klubbens generalforsamling. Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:

Vintage 1985: Året er kendt for at have mange skæve flasker. Denne var desværre én af dem. En fæl duft af acetone, hvor man skulle lede længe for at finde frugt bag. Brændende og stikkende i munden, lidt kirsebær, men stadig med overdøvende acetonepræg.

Vintage 1983: Bedre uden at være god. Rødbrun i farven, lidt bær og tobak i næsen. Mørke bær i smagen, men meget let. Lidt fattig på syre, men dog i nogenlunde balance.

Vintage 1970: Et tiltrængt kvalitetsløft. Flot mahognifarvet, lidt forsigtig i næsen til at begynde med, men frugten kom frem efterhånden. Kirsebær og andre røde bær, mere kompleks og meget harmonisk. Et godt glas. Min egen 3. plads.

Vintage 1967: Markant lysere i farven, kun lidt frugt i næsen og næsten uden syre. En lidt uheldig flaske, som også havde en snert sæbe i smagen. Cockburn´s valgte ikke at deklarere i 1966, men foretrak altså året efter, hvilket må siges at have været en fejlvurdering.

Vintage 1963: Flot rødbrun i farven med kirsebær, frugt og diskret vanille i næsen. Røde bær, kirsebær og stadig med frugt og syre. Potent og i fremragende balance. Klar vinder hos mig, selv om jeg egentlig gerne ville vælge noget mindre forudsigeligt.

Vintage 1950: Rødbrun med lys kant. Lidt tyggegummi i duften, men også frugt, eukalyptus og lidt urter. Igen kirsebær og en fin pebret hale.

Vintage 1994: Så nåede vi til de yngre årgange. Rød med brun kant, rig på frugt, men også lidt brændt karakter. Overraskende moden med god smag og i fin balance, men nok ikke så langtidsholdbar som andre fra årgangen. 

Vintage 2000: Mørk, ja næsten sort og med masser af frugt og mørke bær i næsen. Flot med frugt og solbær i smagen, rig på tanniner, men overraskende åben og drikkelig, hvis man kan lide potente, yngre Vintage. Da jeg også gerne vil belønne ungdom og potentiale fik den min andenplads.

Vintage 2011: Har givet endnu større potentiale, men slet ikke drikkeklar. Da jeg især afgiver point efter, hvordan vinene smager her og nu, valgte jeg altså 2000 frem for denne helt nye Vintage. Sort og lilla farve smittede af i glasset. Tæt og intens med utroligt meget frugt og mørke bær i næsen. En smag af cassis og frisk frugt og med tanniner til en langt liv. Glæder mig at smagen den, når den bliver voksen!

Sædvanen tro stemte vi efterfølgende om de bedste vine. Et par flaskevarianter spillede ind, bl.a. var det ene hold desværre udsat for en dårlig 63´er, men da det andet hold var meget heldig scorede årgangen alligevel forventeligt mange point. Lidt det samme gjorde sig gældende for 1967. Samlet blev top 5:

1. 1963 med 34 point
2. 2000 med 32 point
3. 1950 med 29 point
4. 1970 med 24 point
5. 1967 med 23 point

Trods sin ungdom fik 2011 også godt med point. Ingen tvivl om, at denne første vin fra winemaker Charles Symingtons hånd har et kæmpe potentiale som mange andre vine fra årgangen.

Gisela João

Det sker gang på gang, at et nyt fadonavn udnævnes til morgendagens stjerne, som skal tage arven op efter Amália. Det er også sket for Gisela João, som har udsendt albummet, der blot bærer hendes navn. Men når roserne bl.a. kommer fra folk som Carlos do Carmo og Camané, er det værd at lægge mærke til. Så er der tale om mere end den sædvanlige forudsigelse.

Gisela João er født og opvokset som den ældste af syv søskende, i Barcelos i Minho, hvor hun begyndte at optræde på den lokale fadorestaurant. I år 2000 flyttede hun til Porto for at studere, men endte i stedet med at arbejde i butik om dagen og synge fado om aftenen. Pladedebuten kom i 2008 med albummet ”O meo Fado”, og året efter fulgte en plade med gruppen Atlantihda.

Det var mødet med fadosangeren og manageren Helder Moutinho, som for alvor satte gang i Giselas karriere. Hun begyndte at optræde i Lissabon, fadoens hovedstad, og flyttede siden dertil og blev tilknyttet steder som Sr. Vinho og Tasca de Bela. Det blev så at sige en ny start, så det seneste album på sin vis kan kaldes hendes anden pladedebut.

Og lad det bare være sagt med det samme. Det er en fremragende plade. Repertoiret er alsidigt og omfatter såvel ældre som nyere fadosange. Frygtløst begiver Gisela João sig i kast med sange kendt fra de store stjernes repertoire så som Alfredo Marceneiro, Carlos Ramos, Beatriz da Conceicão og ikke mindst Amália Rodrigues. Det gælder numre som Antigamente, Não Venhas Tarde, Maldicão og ikke mindst Meu Amigo Está Longe – en af mange fremragende sange skrevet til Amália af José Carlos Ary dos Santos og Alain Oulman. Og den fortolker hun fremragende med stor indlevelse og en flot dyb udtryksfuld stemme.

Hvor numre som Meu Amigo Está Longe, Maldicão, Primavera Triste og Voltaste hører til de mere langsomme og sørgmodige fadosange viser Gisela også, at hun flot behersker det lette og muntre repertoire som på den traditionelle Bailarico Saloio, Antigamente, Malhões e Vira og (A Casa da) Mariquinhas. Sidstnævnte er ikke Alfredo Marceneiros legendariske sang, men en senere som også Amália sang og her med ny tekst af hip-hopperen Porto Capicua. Teksten omhandler det gamle fadohus – eller rettere bordel – hvorfra såvel Alfredo Marceneiros som Dona Amálias og Herminia Silvas stemmer har lydt, men som siden er endt i ruiner. Men lukker man øjnene kan man stadig høre stemmerne og guitarspillet, da ”sange, som kommer fra hjertet, synges hele livet igennem”.

Endelig viser det også overskud, at albummet har plads til instrumentalnummeret Canto de Rua af Carlos Paredes, hvor de dygtige guitarister Ricardo Parreira (portugisisk guitar) og Tiago Oliveira får lov til at udfolde sig.

Gisela João er ikke en ny Amália. For det første vil der aldrig kommer en ny Amália. For det andet er hun sig selv – rå, dyb og dygtig. Hendes sang kommer fra hjertet og er virkelig værd at lægge mærke og øre til.

Gisela João spiller den 23. maj på Louisiana.  

Maria da Mouraria

Det er, som det skal være. To guitarister – den ene på Viola, den anden på Guitarra Portuguesa. Og så en ældre dame, som synger med næsten lukkede øjne i den dæmpede belysning.

Det er fado, som det altid er. Men alligevel er det anderledes og nyt. For stedet er under et år gammelt, nyrestaureret af arkitekten José Andrão og moderne og stilfuldt i sin indretning. Det er ikke en gammel rustik fadorestaurant, men en helt ny af slagsen, beliggende på en mytologisk adresse og bærende et navn, som giver mange associationer inden for fadomiljøet i Lissabon.

Maria da Mouraria heddet det nye sted, som bestyres af fadosangeren Helder Moutinho. Stedet er Largo da Severa i bydelen Mouraria, men huset havde oprindeligt adresse i Rua do Capelão – det lille stræde der leder ind mod torvet. Og det var netop i dette hus, at den første kendte store fadista, Maria Severa (1820-1846) boede.

Maria Severas biografi tæller lige dele fakta og lige dele mytologi, da hun har fundet vej til romaner, skuespil, film og ikke mindst en del fadotekster. Hun var prostitueret og havde en affære med greven af Vimioso. Den slags kærlighed på tværs af store sociale skel er godt stof for romantisk digtning – og da Severa samtidig døde af tuberkulose som kun 26-årig var grunden til myten lagt.

Men Maria Severa er ikke den eneste Maria knyttet til stedet og bydelen. I Gabriel de Olivieras kendte fadosang, Há Festa na Mouraria, optræder en anden prostitueret fra Rua do Capelão, Rosa Maria. Og på Helder Moutinhos seneste album 1987 er en sekvens af sange viet til netop Maria da Mouraria. De fire sange er skrevet og komponeret af Pedro Campos og omhandler Maria, som flytter fra landsbyen til storbyen på grund af ulykkelig kærlighed. Her møder hun skiftende nye elskere, men lever også et håbløst og sørgeligt liv, som noterne til albummet fortæller det.

Det er nok den sidste Maria da Mouraria, som har givet stedet sit navn. Men sangfortællingen på Helder Moutinhos album er samtidig inspireret af de mange andre tilsvarende skæbner fra bydelen Mouraria, som var kendt for prostitution, kriminalitet og de mange små taverner med fadosang. Maria da Mouraria går i hælene på Rosa Maria og Maria Severa og givet mange andre.

Jeg besøgte det nye fadosted i lørdags, inviteret af Helder Moutinho, som gerne ville vise mig det. Flot indrettet og med god fado. Ses bort fra lidt ost og et par glas rødvine, spiste jeg desværre ikke på restauranten. Men det er Bela, som også driver fadorestaurant i Alfama, som står for køkkenet, så det borger godt. Og jeg vil givet vende tilbage næste gang, jeg er i Lissabon.

Det er fadomuseet, Museu do Fado, som har stået for renoveringen af bygningen for at hædre Maria Severa, men også for at bringen fadoen tilbage til Mouraria. Her blev den født, men under Salazars Estado Novo blev området saneret og meget af den oprindelige liv forsvandt.

Helder fortæller mig, at han gerne vil skabe en mere autentisk atmosfære på stedet, som ikke er målrettet turiststrømmene. Og så vil han og Bela servere god mad til en rimelig pris. Endvidere er det også hans intention af bringe fadoen tilbage til Mouraria, hvor den hører hjemme – som den gør det i Alfama og Bairro Alto. Musikerne er hans egne, men de øvrige sangere er skiftende, fortæller han.

Efter lidt snak synger Helder Moutinho selv tre fadosange, hvilket han gerne gør, med mindre han har koncerter andre steder. Derefter kører vi videre mod Alfama mod Bela Bar, hvor en ny optræden venter. Han har travlt, men ser ud til at nyde det. Travlt med sin egen karriere, travlt med at hjælpe unge talenter på vej og nu også travlt med at drive sin egen fadorestaurant.   

http://www.mariadamouraria.pt/