Huset Fonseca i ord og billeder

”As regards these low offers by Portuguese Houses we cannot compete, as we do not ship such a poor quality of very indifferent so-called Port. In order to see what is being shipped I have got samples (through a broker) from the house you named … and other houses, and assure you I have never tasted such filth, there really is no other word for the concoction they describe as Port”.

Sådan stod det at læse i et brev fra 1923 fra Alex Guimaraens til en hollandsk importør, som havde taget imod et billigere portvinstilbud. Konkurrencen var hård og bedømmelsen af andres produkter sikkert ikke altid lige objektiv. Men samtidig vidner brevet om et firma, som havde og stadig har kvaliteten for øje frem for kvantiteten.

Citatet er hentet fra bogen Fonseca Porto, som The Fladgate Partnership udgav i 2012. Bogen beskriver huset Fonsecas historie, dets Quintaer samt ikke mindst dets portvin gennem tekst og billeder – samt afsluttende gennem smagenoter. Firmaets nuværende profiler, Alistair Robertson, Adrian Bridge, David Guimaraens, Natasha Bridge og Nick Heath, har smagt sig gennem husets portefølje herunder Fonseca Vintage fra 1908 til 2003. 

Fonseca historie begynder i starten af 1800-tallet. Ældste dokument, som nævner navnet er fra 1815, mens selve grundlæggelsen af huset regnes for at være 1822, hvorefter Manoel Pedro Guimaraens bliver partner i firmaet. Guimaraens-navnet har siden været tæt tilknyttet firmaet, hvilket også gælder i dag, hvor husets chefwinemaker på vintageområdet er David Guimaraens. Faktisk er husets vintage lavet af kun fire personer siden 1896. Først Frank Guimaraens, derefter Dorothy for et enkelt år og så altså far og søn, Bruce og David.

De historiske afsnit er interessant læsning og når mere i dybden end generelle portvinsbøger har mulighed for. Et par små historier relateret til Danmark er der også blevet plads til. Således kan man læse om den danske væddeløbshest Fonseca, som firmaet sponserede, samt om en kongelig vinsmagning i København med deltagelse af prinserne Gorm og Christian samt selvfølgelig Bruce Guimaraens, som de sidste år af sit liv agerede omrejsende ambassadør for Fonseca. Dette nød den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club, også godt af i 1994, hvor Bruce besøgte klubben og kommenterede en smagning. Det samme gjaldt sønnen David i 2012, hvor klubben holdt Winemakers Dinner med afsæt i Fonseca.

Efter den historiske del af bogen følger afsnit om husets tre Quintaer, Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og ikke mindst Quinta do Panascal, som blev købt i 1978. Her beskrives druetyper, marker, mikroklima etc. og en folde-ud illustration anskueliggør produktionen fra druerne ankommer til vinen lagres.

Sidste del af bogen fokuserer på de forskellige portvinstyper og redegør fint for forskellene mellem de tre typer af Vintage, huset produceres: Quinta do Panascal Vintage, som er husets Single Quinta Vintage. 

Guimaraens Vintage, som laves i gode år, hvor der dog ikke deklareres egentlig vintage, og som er et blend af druer fra alle tre Quintaer – og derfor en form for andenvin. Og endelig altså Fonseca Vintage Port, som regnes blandt de bedste af slagsen.

Fonseca Porto er en fin og grundig bog for alle portelskere – og selvfølgelig især for de, der har Fonseca blandt sine favoritter. 

Cockburn´s – før og nu

”We don’t pronounce the ck”. Sådan lyder det med tyk engelsk accent og stiv overlæbe i en af de morsomme og selvironiske reklamer, som portvinshuset Cockburn´s lod producere først i 70´erne for deres Special Reserve under kampagneoverskriften Pronounce Responsibly. Jo, udtalen er vigtig og dermed fastslået, at ck´et er stumt. Joken blev i øvrigt genoptaget i nyere tid med filmen ”12 Inch Pianist”, hvor der igen er problemer med den rette udtale i forbindelse med et ønske afsagt til lampens ånd (se nederst i dette indlæg).    

Anledningen til denne lektion i udtale er en smagning forleden i The Vintage Port Club, hvor der netop var Vintage fra Cockburn´s i glassene. Smagenoter følger nedenfor, men først lidt om huset og dets historie.

Cockburn´s blev grundlagt af skotten Robert Cockburn, som efter at have deltaget i krigen mod Napoleon slog sig ned i Porto i 1815 og startede sit eget handelshus, hvor portvinen snart blev vigtigste vare. Huset var familieejet frem til først i 1960´erne, hvor koncernen Harvey of Bristol overtog såvel Cockburn´s som Martínez. Derefter var der skiftende ejerskaber, ind til spiritusgiganten Allied Domecq i 2010 solgte huset til Symington Family Estates. Skotterne vendte altså tilbage!

Vigtigste ejendom i Douro er Quinta dos Canais (skråt overfor Vargellas), som både leverer druer til husets Vintage, men også udsender sin egen Single Quinta Vintage. Husets store lodge i Vila Nova de Gaia er for tiden ved at gennemgå en større renovering, hvilket inkluderer et helt nyt besøgscenter.

Da jeg besøgte dem sidst i marts, fik jeg en rundvisning og så det kommende velkomstcenter, de store lagerlokaler samt deres bødkerværksted, hvor fade fra alle Symingtons portvinshuse bliver repareret og vedligeholdt. Et godt gammelt håndværk, som heldigvis stadig holdes i hævd.

Tilbage til smagningen, som fandt sted lige efter klubbens generalforsamling. Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:

Vintage 1985: Året er kendt for at have mange skæve flasker. Denne var desværre én af dem. En fæl duft af acetone, hvor man skulle lede længe for at finde frugt bag. Brændende og stikkende i munden, lidt kirsebær, men stadig med overdøvende acetonepræg.

Vintage 1983: Bedre uden at være god. Rødbrun i farven, lidt bær og tobak i næsen. Mørke bær i smagen, men meget let. Lidt fattig på syre, men dog i nogenlunde balance.

Vintage 1970: Et tiltrængt kvalitetsløft. Flot mahognifarvet, lidt forsigtig i næsen til at begynde med, men frugten kom frem efterhånden. Kirsebær og andre røde bær, mere kompleks og meget harmonisk. Et godt glas. Min egen 3. plads.

Vintage 1967: Markant lysere i farven, kun lidt frugt i næsen og næsten uden syre. En lidt uheldig flaske, som også havde en snert sæbe i smagen. Cockburn´s valgte ikke at deklarere i 1966, men foretrak altså året efter, hvilket må siges at have været en fejlvurdering.

Vintage 1963: Flot rødbrun i farven med kirsebær, frugt og diskret vanille i næsen. Røde bær, kirsebær og stadig med frugt og syre. Potent og i fremragende balance. Klar vinder hos mig, selv om jeg egentlig gerne ville vælge noget mindre forudsigeligt.

Vintage 1950: Rødbrun med lys kant. Lidt tyggegummi i duften, men også frugt, eukalyptus og lidt urter. Igen kirsebær og en fin pebret hale.

Vintage 1994: Så nåede vi til de yngre årgange. Rød med brun kant, rig på frugt, men også lidt brændt karakter. Overraskende moden med god smag og i fin balance, men nok ikke så langtidsholdbar som andre fra årgangen. 

Vintage 2000: Mørk, ja næsten sort og med masser af frugt og mørke bær i næsen. Flot med frugt og solbær i smagen, rig på tanniner, men overraskende åben og drikkelig, hvis man kan lide potente, yngre Vintage. Da jeg også gerne vil belønne ungdom og potentiale fik den min andenplads.

Vintage 2011: Har givet endnu større potentiale, men slet ikke drikkeklar. Da jeg især afgiver point efter, hvordan vinene smager her og nu, valgte jeg altså 2000 frem for denne helt nye Vintage. Sort og lilla farve smittede af i glasset. Tæt og intens med utroligt meget frugt og mørke bær i næsen. En smag af cassis og frisk frugt og med tanniner til en langt liv. Glæder mig at smagen den, når den bliver voksen!

Sædvanen tro stemte vi efterfølgende om de bedste vine. Et par flaskevarianter spillede ind, bl.a. var det ene hold desværre udsat for en dårlig 63´er, men da det andet hold var meget heldig scorede årgangen alligevel forventeligt mange point. Lidt det samme gjorde sig gældende for 1967. Samlet blev top 5:

1. 1963 med 34 point
2. 2000 med 32 point
3. 1950 med 29 point
4. 1970 med 24 point
5. 1967 med 23 point

Trods sin ungdom fik 2011 også godt med point. Ingen tvivl om, at denne første vin fra winemaker Charles Symingtons hånd har et kæmpe potentiale som mange andre vine fra årgangen.

Gisela João

Det sker gang på gang, at et nyt fadonavn udnævnes til morgendagens stjerne, som skal tage arven op efter Amália. Det er også sket for Gisela João, som har udsendt albummet, der blot bærer hendes navn. Men når roserne bl.a. kommer fra folk som Carlos do Carmo og Camané, er det værd at lægge mærke til. Så er der tale om mere end den sædvanlige forudsigelse.

Gisela João er født og opvokset som den ældste af syv søskende, i Barcelos i Minho, hvor hun begyndte at optræde på den lokale fadorestaurant. I år 2000 flyttede hun til Porto for at studere, men endte i stedet med at arbejde i butik om dagen og synge fado om aftenen. Pladedebuten kom i 2008 med albummet ”O meo Fado”, og året efter fulgte en plade med gruppen Atlantihda.

Det var mødet med fadosangeren og manageren Helder Moutinho, som for alvor satte gang i Giselas karriere. Hun begyndte at optræde i Lissabon, fadoens hovedstad, og flyttede siden dertil og blev tilknyttet steder som Sr. Vinho og Tasca de Bela. Det blev så at sige en ny start, så det seneste album på sin vis kan kaldes hendes anden pladedebut.

Og lad det bare være sagt med det samme. Det er en fremragende plade. Repertoiret er alsidigt og omfatter såvel ældre som nyere fadosange. Frygtløst begiver Gisela João sig i kast med sange kendt fra de store stjernes repertoire så som Alfredo Marceneiro, Carlos Ramos, Beatriz da Conceicão og ikke mindst Amália Rodrigues. Det gælder numre som Antigamente, Não Venhas Tarde, Maldicão og ikke mindst Meu Amigo Está Longe – en af mange fremragende sange skrevet til Amália af José Carlos Ary dos Santos og Alain Oulman. Og den fortolker hun fremragende med stor indlevelse og en flot dyb udtryksfuld stemme.

Hvor numre som Meu Amigo Está Longe, Maldicão, Primavera Triste og Voltaste hører til de mere langsomme og sørgmodige fadosange viser Gisela også, at hun flot behersker det lette og muntre repertoire som på den traditionelle Bailarico Saloio, Antigamente, Malhões e Vira og (A Casa da) Mariquinhas. Sidstnævnte er ikke Alfredo Marceneiros legendariske sang, men en senere som også Amália sang og her med ny tekst af hip-hopperen Porto Capicua. Teksten omhandler det gamle fadohus – eller rettere bordel – hvorfra såvel Alfredo Marceneiros som Dona Amálias og Herminia Silvas stemmer har lydt, men som siden er endt i ruiner. Men lukker man øjnene kan man stadig høre stemmerne og guitarspillet, da ”sange, som kommer fra hjertet, synges hele livet igennem”.

Endelig viser det også overskud, at albummet har plads til instrumentalnummeret Canto de Rua af Carlos Paredes, hvor de dygtige guitarister Ricardo Parreira (portugisisk guitar) og Tiago Oliveira får lov til at udfolde sig.

Gisela João er ikke en ny Amália. For det første vil der aldrig kommer en ny Amália. For det andet er hun sig selv – rå, dyb og dygtig. Hendes sang kommer fra hjertet og er virkelig værd at lægge mærke og øre til.

Gisela João spiller den 23. maj på Louisiana.  

Maria da Mouraria

Det er, som det skal være. To guitarister – den ene på Viola, den anden på Guitarra Portuguesa. Og så en ældre dame, som synger med næsten lukkede øjne i den dæmpede belysning.

Det er fado, som det altid er. Men alligevel er det anderledes og nyt. For stedet er under et år gammelt, nyrestaureret af arkitekten José Andrão og moderne og stilfuldt i sin indretning. Det er ikke en gammel rustik fadorestaurant, men en helt ny af slagsen, beliggende på en mytologisk adresse og bærende et navn, som giver mange associationer inden for fadomiljøet i Lissabon.

Maria da Mouraria heddet det nye sted, som bestyres af fadosangeren Helder Moutinho. Stedet er Largo da Severa i bydelen Mouraria, men huset havde oprindeligt adresse i Rua do Capelão – det lille stræde der leder ind mod torvet. Og det var netop i dette hus, at den første kendte store fadista, Maria Severa (1820-1846) boede.

Maria Severas biografi tæller lige dele fakta og lige dele mytologi, da hun har fundet vej til romaner, skuespil, film og ikke mindst en del fadotekster. Hun var prostitueret og havde en affære med greven af Vimioso. Den slags kærlighed på tværs af store sociale skel er godt stof for romantisk digtning – og da Severa samtidig døde af tuberkulose som kun 26-årig var grunden til myten lagt.

Men Maria Severa er ikke den eneste Maria knyttet til stedet og bydelen. I Gabriel de Olivieras kendte fadosang, Há Festa na Mouraria, optræder en anden prostitueret fra Rua do Capelão, Rosa Maria. Og på Helder Moutinhos seneste album 1987 er en sekvens af sange viet til netop Maria da Mouraria. De fire sange er skrevet og komponeret af Pedro Campos og omhandler Maria, som flytter fra landsbyen til storbyen på grund af ulykkelig kærlighed. Her møder hun skiftende nye elskere, men lever også et håbløst og sørgeligt liv, som noterne til albummet fortæller det.

Det er nok den sidste Maria da Mouraria, som har givet stedet sit navn. Men sangfortællingen på Helder Moutinhos album er samtidig inspireret af de mange andre tilsvarende skæbner fra bydelen Mouraria, som var kendt for prostitution, kriminalitet og de mange små taverner med fadosang. Maria da Mouraria går i hælene på Rosa Maria og Maria Severa og givet mange andre.

Jeg besøgte det nye fadosted i lørdags, inviteret af Helder Moutinho, som gerne ville vise mig det. Flot indrettet og med god fado. Ses bort fra lidt ost og et par glas rødvine, spiste jeg desværre ikke på restauranten. Men det er Bela, som også driver fadorestaurant i Alfama, som står for køkkenet, så det borger godt. Og jeg vil givet vende tilbage næste gang, jeg er i Lissabon.

Det er fadomuseet, Museu do Fado, som har stået for renoveringen af bygningen for at hædre Maria Severa, men også for at bringen fadoen tilbage til Mouraria. Her blev den født, men under Salazars Estado Novo blev området saneret og meget af den oprindelige liv forsvandt.

Helder fortæller mig, at han gerne vil skabe en mere autentisk atmosfære på stedet, som ikke er målrettet turiststrømmene. Og så vil han og Bela servere god mad til en rimelig pris. Endvidere er det også hans intention af bringe fadoen tilbage til Mouraria, hvor den hører hjemme – som den gør det i Alfama og Bairro Alto. Musikerne er hans egne, men de øvrige sangere er skiftende, fortæller han.

Efter lidt snak synger Helder Moutinho selv tre fadosange, hvilket han gerne gør, med mindre han har koncerter andre steder. Derefter kører vi videre mod Alfama mod Bela Bar, hvor en ny optræden venter. Han har travlt, men ser ud til at nyde det. Travlt med sin egen karriere, travlt med at hjælpe unge talenter på vej og nu også travlt med at drive sin egen fadorestaurant.   

http://www.mariadamouraria.pt/

Gensyn med Lisboa

Ankom lidt senere til Lissabon i går end planlagt. Derfor var der ikke tid til så meget. Fik dog vandret lidt rundt i Alfama og kiggede indenfor på et par fadosteder. Sluttede at med en drink i Bairro Altos minefelt.

I dag tillod jeg mig at sove længe, men har alligevel nået en del. Hos Viniportugal smagte jeg en udmærket Malvasia fra Colares – et vindistrikt, som ligger i nærheden af Sintra, ude ved kysten lidt nordvest for Lissabon, og netop er kendt for hvide vinstokke, som vokser i sandet jord. En speciel vin, grøn i stilen og med en mindelse om tør sherry. Fik også tid til at nyde solen lidt for foden af ryttestatuen på Commercio-pladsen, hvilket jeg efterhånden har gjort mig for vane.

Derefter det obligatoriske stop i Fnac for at købe nogle nye fadoplader. Lyttede først lidt til Dead Combos nye album ”A Bunch of Meninos”. Meget spændende guitarmusik kogt sammen af blues, fado, rock og så lidt gamle westerns og en smule David Lynch. Vil prøve at rekvirere pladen til anmeldelse. Købte i stedet fire CD´er: En med Fernando Maurício, som jeg har manglet i min samling, en ældre med Carlos do Carmo, ”Mais do quer amor é amar”, hvor han synger fado af portugisiske forfattere, den seneste af Carminho, ”Alma”, og endelig António Chainhos ”Lisgoa”, hvor han blandet sin portugisiske guitar med indisk musik. Titlen er da også en sammentræning af Lisboa og Goa – den gamle portugisiske koloni i Indien.

I eftermiddags har jeg tilbragt tre timer i Tasca de Jamie i Graca. Stedet er omtalt grundigt i Lila Ellen Greys bog ”Fado Sesounding”, som jeg anmeldte her den 6. marts. En god bog, så jeg synes jeg måtte besøge stedet, og jeg blev ikke skuffet. En længere række fadosangere af skiftende kvalitet, men alle med den rigtige indstilling og vilje til at synge fado amador. Tog en masse noter, som måske vil indgå i en kommende bog om fado.

I aften regner jeg så med at gense Helder Moutinho, som har inviteret mig til sit nye fadosted, ”Maria de Mouraria”, indrettet i Maria Severas hus i Rua de Capelão ikke langt fra min lille pension.

Udflugt til Quinta do Seixo

Min sidste dag i Porto var lagt i hænderne på Joana Pais fra Sogrape. Joana er journalist og kendte faktisk ikke så meget til portvinsbrancen, før hun valgte et job som presseansvarlig hos den store koncern, som tæller portvinshusene Sandeman, Offley og Ferreira samt ikke mindst det kendte vinhus Mateus.

Joana mente, at det ville være rart med en lille udflugt op til Douro, hvor vi kunne besøge Sandemans besøgscenter på Quinta do Seixo, og samtidig havde hun inviteret gruppens chefwinemaker Luis de Sottomayor med på turen, så kan kunne forklare om vinene.

Dagen startede i Gaia med et lille besøg hos Offleys. Her fik jeg en lille rundvisning, hvorefter vi smagte et bredt udvalg af husets produkter. Først deres basisprodukter i form af hvid port, ruby og tawny for lige at skyde sig ind på stilen. Her var den hvide faktisk blandt de bedre af slagsen, jeg har smagt, med en god balance og uden for megen sødme.

Derefter fulgte Offleys 10 års Tawny, som straks havde mere fadpræg end den almindelige tawny. Gulbrun i farven og en duft af mandler og vanilla. Igen fin balance mellem sødme og syre. En frisk vin, men dog ikke så karakterfuld.

Samhørigheden var tydelig i de næste to vine, LBV 2009 og Vintage 2011. LBV´en er ufiltreret, mørk med rød kant og har godt med frugt. En duft af solbær, iblandet lidt hyld. Bløde tanniner. Den unge vintage var selvfølgelig meget skarpere og med en duft af solbær, cassis og lidt kaffe. Lilla kant og afsættende farve i glasset på grund af sin unge alder. Ikke så kompliceret, men ligefrem og indbydende.

Luis de Sottomayer forklarede, at stilen de tre huse imellem er lidt omvendt, hvad angår henholdsvis Tawny og Ruby. Taler vi Tawny er Sandeman mere elegant i stilen, Offley er mere rustik og Ferreira et sted imellem. Modsat med ruby og Vintage, hvor Sandeman er langt mere robust og kraftigere end Offley, som tilstræbes at være mere ligefrem og tilgængelig. Lette at drikke, som han selv udtrykte det. Og igen med Ferreira et sted imellem.

Med denne lille introduktion til et hus, hvor de lette kategorier har et pænt marked i Danmark, gik turen så mod Douro. Som så ofte var der regn på toppen af Serra do Marão, som netop deler det nordlige Portugal mellem kystklimaet og vinho verde området og så Douro i de indre land.

Quinta do Seixo blev istandsat som besøgscenter i 2007. Den ligger med udsigt til Pinhão og strækker sig over 70 hektar med såvel nyplantede som gamle vinmarker. Navnet betyder klippe, og netop derfor valgte man under restaureringen at bevare en stor klippe og bygge uden om den, så den i dag indgår i udstillingen. En rundtur starter i mørket med lidt Don-mystik, fortsætter gennem vinifikationscentret og ender i lyset i et flot lokale med store vinduespartier, hvorfra udsigten ned over Douro kan nydes samme med et glas eller to.

Foruden at være besøgscenter er quintaen vinifikationscenter for alle tre mærkers portvine af kvalitet. Et stort anlæg med robotlagares vidner om en stor produktion – ligesom stedet i sig selv klart signalerer, at vi ikke taler om en lille producent.

Efter en dejlig middag med grønsagssuppe, blæksprutter og ost – serveret med en fin frisk hvidvin Planalto, den røde Callabrica Douro 2010 fra Quinta da Leda, lavet på de traditionelle portvinsdruer, samt en Offley Colheita 1997, var det tid for en vandretur i markerne.

Første rækker nedenfor den skifferbeklædte bygning er Touriga Nacional, men derefter følger en større mark med ca. 80 år gamle vine med blandede sorter. Disse gamle marker giver altid høj kvalitet, så druerne herfra indgår altid i de bedste produkter. Beskæringen er overstået, så der kun sidder to grene med enkelte friske skud, der viser, at der nok skal komme blade og druer igen i år.

Inden turen går tilbage mod Porto nyder vi lige Sandemans Tawnyserie, bestående af hele rækken. Som Luis de Sottomayer selv havde forklaret det, er stilen lidt mere feminin og elegant end Offleys. Selv startede Luis på netop Quinta do Seixo tilbage i 1989. I 2007 blev han så chefwinemaker for alle koncernens quintaer, men med et team under sig, som han nu skal mødes med for at inspicere vinmarkerne på samtlige quintaer.

Af de fire gange Tawny foretrak jeg deres 20 års, som er lys mahogni, diskret i næsen, men med god smag af mandler og fin balanceret. 30 års var mere brun med lys gulgrøn kant, mere fadpræg og lidt orangeskal i duften. Betydelig mere cremet end de yngre udgaver, men balanceret. 40 års fortsatte stilen, men mere intens og koncentreret og yderligere fed og cremet. Så afgjort også et flot glas, men også betydeligt tungere.

Smagning hos Burmester

Burmester åbnede deres nye besøgscenter for et par år siden. Det ligger lige på venstre hånd, når man kommer over broen fra Porto, hvilket nok skal give en del ekstra besøgende.

Jeg fik en kort rundvisning, som bl.a. bød på gamle maskiner der har været brugt til fremstillingen som fx en flaskerenser. Derefter fulgte en fin smagning i selskab med winemaker Carla Tiago. Jeg mødte Carla første gang for et par år siden ved portvinsfestivalen på Børsen, hvor hun præsenterede de mange colheitas fra Burmester. Smagningen hos Burmester var til gengæld bredere, da den også omfattede andre af de mange portvinsmærker, som Sogevinus har under sin hat – nemlig Cálem, Kopke og Barros. Her er smagerækken og lidt noter:

Cálem Vintage 2002: Stadig ung og rig på frisk frugt, men kun få tanniner. Duft af solbær, men tynd i smagen og med sød eftersmag. Cálem var et af de få huse, som deklarerede i 2002, andre lavede single quinta vintage. Dette glas overbeviste mig ikke om, at de tog den rette beslutning.

Cálem Vintage 1985: Bedre kvalitet fra et bedre år. Pænt med krydderier under frugten. Stadig med syre til at balancere sødmen. Denne vin har ellers ikke haft det bedste rygte, da den ofte har opført sig underligt, men drukket her i går, var den faktisk udmærket, uden dog at være hverken stor eller med potentiale til et meget længere liv.

Burmester 10 års Tawny: Lidt cremet, let og elegant, som vi kender den. God duft af nødder og begyndende fadpræg. Pæn syre til at balancere.

Kopke 10 års Tawny: Mere diskret i næsen end Burmester, men kraftigere og med en lang flot hale. Dog lidt mangel på syre.

20 års Kopke: Et flot glas. Toastet med nødder, vanilla og lidt orange i næsen. Carla fortalte, at den får lidt tid på ung eg mod slutningen af sin fadtid for at give lidt friskhed, hvilket lykkes fint.

Burmester 40 års Tawny: Så kom det tunge skyts frem. Nødder og dadler, men også friskhed og elegance i stilen. Pænt med syre til at balancere sødmen.

Kopke Colheita 1984: Rødbrun og meget lettere stilen. Havde det lidt svært efter 40 års vinen. God friskhed, men slet ikke så intens, som en vin med 30 år på bagen kan være.

Burmester Colheita 1966: Smagt før og atter et flot glas. Kraftigt, fyldig og frisk og derned i god balance.

Cálem Colheita 1961: Lidt mørkere i stilen og kraftigere. Flot, men måske med lige lidt nok syre. En god lang pebret eftersmag.

Barros 100 år. Ikke en vin med 100 år på bagen, men en vin lavet sidste år for at fejere husets 100 års fødselsdag. I snit har den ca. 65 år i sig, fortalte Carla Tiago. Flot, mørk og med godt med karamel og balsamico. Intens og imponerende. En eksklusiv, men også flot vin.

Slutteligt bør det måske lige nævnes, at den spanske bank, som ejer Sogevinus har sat selskabet til salg. Sådan har det været i længere tid, og hvordan det ender vides ikke. Nogle jeg har talt med, mener at de vil finde en samlet køber, andre at de bliver splittet op. Men hvem ved – måske kan det fortsætte som nu længe endnu.