fredag den 29. november 2013

Eusébios portvin



Benfica og portvin. Jeg holder af begge, og i går fik jeg faktisk mulighed for at opleve kombinationen. Og, nej jeg drak ikke portvin på Estádio da Luz i Lissabon, selv om det da kunne være dejligt. Men jeg smagte en speciel portvin, som blev sendt på markedet da fodboldlegenden Eusébio sidste år fyldte 70 år.
Den Sorte Panter, som Eusébio også kaldes, blev født i 1942 i Lourenço Marques - det nuværende Maputo i Mozambique. Han startede med at spille fodbold i den lokale amatørklub Os Brasileiros, hvor en talentspejder for italienske Juventus fik øje på ham. Der blev takket nej til tilbuddet, og i stedet senere ja til hans favorithold Benfica, hvorfor Eusébio flyttede til Lissabon som 18-årig.
Han spillede for den portugisiske storklub helt frem til 1975 og nåede at vinde 11 portugisiske mesterskaber, 5 pokalfinaler, 1 Europa Cup finale (61/62) – det nuværende Champions League – ud af 4 finaler. Det blev til hele 638 mål i 614 kampe for As Águias, Ørnene.
Under Salazar betragtede Portugal kolonierne som oversøiske regioner, hvorfor Eusébio kunne debutere for det portugisiske landshold i 1961. Her blev det til 41 mål i 64 kampe. Mest legendarisk er VM i 1966, hvor Portugal endte på 3. pladsen, og Eusébio blev turneringens topscore med 9 mål, hvoraf de 4 blev scoret i den berømte kamp mod Nordkorea. Portugal var bagud med 0-3, men fik – især takket være Den Sorte Panters indsats – vendt kampen til en 5-3 sejr (se klip nedenfor).   
Legenden er stadig at finde på Estádio da Luz, når Benfica spiller, ligesom der står en statue af ham foran stadion. Og i går var hans profil og underskrift så på etiketten af en af de portvine, vi skulle smage til The Vintage Port Clubs julesmagning med Tawny og Colheitas.
”Eusébio 70th” blev udsendt i 2012 og er en 30 års tawny fra den lille Quinta das Gregocas ved Sambrosa i Douro. Der er lavet 638 magnumflasker svarende til det samlede antal mål, han nåede at score for Benfica. Vinen er der knap så meget at fortælle om. Lys brun med lidt røde nuancer, let sprittet i næsen, tørre frugter, fadpræg og en lettere floral stil, men uden den kraft og dybde andre 30 års Tawny kan have. Klart drikkelig, men historien og den flotte indpakning er bedre end selve indholdet.
Til gengæld bød smagningen på andre gode fadlagrede portvine. Kort fortalt er forskellen på Tawny med alder og Colheita, at de første er blended af forskellige årgange, så det rammer den stil, huset ønsker, hvorimod Colheita er fadlagret portvin fra ét og samme år.
Den samlede smageliste så således ud i den rækkefølge, vi fik dem serveret:
Maynard Colheita 1982
Feist Colheita 1983
Vista Alegre 30 års Tawny
Kopke Colheita 1984
Kopke 40 års Tawny
Pocas 40 års Tawny
Grahams 40 års Tawny
Andresen 40 års Tawny
Burmester Colheita 1957
Quinta das Gregocas Eusébio 70th
Cristiano van Zellers Millennium Port, Colheita 1880
Feuerheerd Colheita 1990
Højdepunkterne var efter min mening Maynard 1982, Kopke 1984, Kopke 40 års, Burmester 1957 og Millennium Port.
Kopke er et udmærket Tawny hus, hvis man ellers er til den noget tunge portugisiske stil, hvor sødmen heldigvis balanceres af syre. Colheitaen havde godt med mandler og hasselnødder, let røget og lang eftersmag. 40 års bød på marcipan og dadler, god fedme og igen en røget stil.   
Maynard er altid en pleaser med sin cremede stil og godt med mandel og farin. Burmester blød og rund med mandler og en lang pebret eftersmag.
Millennium Port er lavet på et stort fad, som Cristiano van Zeller (tidligere Noval og nu Quinta do Vale D. Maria) faldt over, da han var på udkig efter stenlagares til sin quinta. Den blev købt, godkendt og aldersbestemt af portvinsinstituttet, frisket op med et skvat Niepoort Vintage 1945 og sendt på markedet som markering af årtusindeskiftet. I går var den noget uklar, men fuld af puddersukker, svesker, kanel og brændte figner. Kraftig og fyldig, men dog med lidt vel kort hale.
De første 8 vine blev smagt semiblindt med først fire på ca. 30 år og så fire på 40 år. Grahams, som ellers er en udmærket 40 års Tawny, havde det lidt svært i selskabet, da stilen er markant anderledes end de mere tunge vine, den var oppe imod.



søndag den 24. november 2013

Delikatessen

Mísia må siges ikke bare at være en sanger, endsige fadosanger. Hun er en kunstner, der som en anden kamæleon pendler rundt i stilarter, udtryksformer, genrer og sprog, ligesom hun har optrådt på teater og i film.  
Derfor kan det ikke undre, at hun selv har mange forskellige inspirationskilder og en bred smag rent musikalsk. Det har hun vist på albums som Canto, der hyldede komponisten Carlos Paredes og Drama Box, der bestod af en blanding af fado, bolero og tango. Og det viser hun til fulde på sin nye CD med den usædvanlige titel Delikatessen – Café Concerto. Her har hun besøgt film- og musikhistorien på tværs af grænser og kontinenter, omarrangeret, indbudt gæster og givet det hele sit eget personlige præg. Ud kommer et kaotisk måltid, som hun selv formulerer det i covernoterne, hvor hun præsenterer albummet som en samling af hendes små livretter, hvilket altså begrunder titlen. Ingredienserne er sange, hun selv holder af fra forvundne tider, fra biograferne og fra forskellige kulturer og epoker.
Resultatet er meget spraglet. Til tider kitschet som på Contigo Aprendi, hvor hun synger duet med den mexicanske tenor Ramón Vargas eller lidt vel manisk og melodramatisk, som på åbningssangen Fado do Ciúme, der ligger milevidt fra Amálias version såvel tempomæssigt som rytmisk. Andre gange er det flot og afdæmpet som i hendes version af spanske Miguel Hernández´ smukke digt, Nanas de la Cebolla. Og andre gange igen muntert som på den lille cabaretagtige spanske bagatel Água Que No Has de Beber eller dansabelt som på Artur Ribeiros dejligt svingende Cha Cha Cha em Lisboa, der er sværd at holde kroppen i ro til.
En anden fadosang er Só nos Dois, som Tony de Matos gjorde kendt i filmen "A Canção da Saudade”, men som her har fået en tung basgang, der gør den mere mørk og dyster. Fadoen stikker altså sit hoved frem, men får et twist, så der er langt til den traditionelle fado, Mísia også har dyrket. I stedet får vi en smuk duet med brasilianske Adriana Calcanhotto på boleroen Que Será, latinsangerinden La Lupes Esas Lagrimas son Pocas med gæsteoptræden af folkrock gruppen Dead Combo, franske chansons som Edith Piafs Les Mots d´Amour og argentinske Astor Piazzollas Oblivion, som er hentet fra den italienske filminstruktør Marco Bellocchio’s film Henry IV fra 1984.
Filmreferencerne fortsætter med den afdæmpede og melankolske Chanson d´Helene, som Romy Schneider og Michel Piccoli fremførte i Claude Sautes ”Små ting i livet”. I Mísias version er Michel Piccoli udskiftet med selveste Iggy Pop, som med sin dybe stemme reciterer løs på fransk. Den gamle punksanger har da også på det seneste selv kastet sig over franske sange. Rækken af gæster er altså lang, men som Mísia selv skriver, er det rarest at indtage et godt måltid med andre. 
Albummet rummer mange udmærkede perler. Men som helhed er det strittende og uden retning. Der er lidt for mange forskelligartede ingredienser til at måltidet bliver harmonisk. Gæster ind og ud. Tempoet op og ned. Sange på spansk, fransk og portugisisk. Opera, latin og franske viser. Det kan være svært at holde styr på. Det kan fornøje, men er svært at fordøje.
Estacion de Rossio er fx en smuk spansk sang om Rossio-banegården i Lissabon, fremført af portugisiske Mísia, som har tilegnet skæringen den franske fotograf Sophie Calle, som hun tidligere har samarbejdet med. Lag på lag og omveje som en postmoderne leg. Det er underholdende og dygtigt udført, men jeg kan ikke lade være med at længes efter, at hun blot synger en af de mange klassiske fadosange, der på samme vis omhandler lokaliteter i Lissabon.

Mísias hjemmeside: http://www.uk.misia-online.com/

Filmklip med Tony de Matos: http://www.youtube.com/watch?v=9hY72be9ds0

onsdag den 6. november 2013

Hvid portvin med alder på Børsen

Af alle portvinstyper synes den hvide at rangere lavest i hierarkiet. Brugbar som aperitif eller sød dessertvin, men uden klasse og kvalitet, lyder renomméet. Selv den nylancerede rosé ridder på en mere trendy bølge af smart ungdommelighed.
Derfor var det et godt initiativ fra Henrik Oldenburg at sætte fokus på hvid portvin med alder ved pressesmagningen under portvinsfestivalen på Børsen i mandags. Oldenburg havde inviteret Jim Reader fra C. da Silva og dermed Dalva Port til at kommentere smagningen af 10 forskellige af husets portvine, hvoraf de otte var hvide. Dalva rangerer normalt ikke højt på listen over portvinshuse, hvilket måske netop skyldes, at deres store styrke er hvid portvin med alder. Så smagningen gjorde altså tiltrængt både opmærksom på hvid port og på selve huset, som kan dateres tilbage til midten af 1800-tallet, hvor det blev grundlagt af den fra Brasilien tilflyttede Clemente da Silva. Jim Reader selv blev tilknyttet Dalva som konsulent, da han forlod Cockburns efter Symingtons overtagelse.
Dalva sælger godt med almindelig standard ruby og tawny til lande som Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Men dertil kommer altså et stor lager af gamle fade med Colheitas i såvel røde som hvide udgaver. Det var dem, der lokkede Jim Reader til firmaet, og det var selvfølgelig dem han havde medbragt til Børsen.

 Her er smagelisten:

Dry White: Lagret 2-3 år på fad. Tør, men ikke knastør (sukkerindholdet er på 45 g/l). Lys, let gylden i farven. Virker næsten sød i næsen med lemon, hyld og lidt fersken. Elegant og frisk.
Dry White Reserva: Lagret 6-7 år på fad. Gullig og mere mørke toner i næsen, let røget i stilen og tydeligt fadpræg. Lidt sødere og uden samme friskhed.
Dry White 10 års: Gylden i farven. Mere kompleks og mindre røget. En fin balance mellem sødme, frugt og syre. Pæn, lang eftersmag.
Dry White 20 års: Let brun, gylden. Nærmer sig ren tawny karakter. En del orange i duften og lidt figen og rosiner. Orange, mandler og honning i smagen. Pænt med syre.
Dry White 40 års: Ny på markedet. Let rødbrun. Lidt diskret i næsen til at begynde med, men kraftig og fyldig i smagen. Godt med frugt endnu og så selvfølgelig fadpræg. Et flot glas, som dog er mere let i stilen end tilsvarende rød tawny.
Golden White Colheita 1971: Mere sødme og en anden duft. Let røget, mandel og vanille fra fadet. Stadig pænt med syre  
Golden White Colheita 1963: Rigtig flot vin fra et topår. Mørkere, rødbrun. Lidt tungere i næsen med friskhed i smagen. Tørrede frugter og honning. Sødme, men også syre, så den er i flot balance.
Golden White Colheita 1952: Meget kraftig og med endnu mere syre, så den stadig er frisk og sprød. Karamel, honning og vanille og en lang, fin eftersmag.
Colheita 1966: Brun med duft af brun farin og mandler. Pænt sprittet og godt med syre.
Colheita 1975: Kirsebær i næsen, frugt, farin, nødder og mandler og sødme.

Efter den flotte hvide serie fulgte altså et par almindelige Colheitas til sammenligning. Og her klarede de hvide sig glimrende. Lettere og med mere friskhed og elegance. Samtidig sjovt at se, hvordan farvenuancerne nærmer sig hinanden efterhånden, som årene går. De to almindelige Colheitas var dog lidt mere rødbrune.
Jim Reader fortalte, at Dalva gerne vil udsende en Golden White for hvert årti, men de har endnu ikke besluttet hvilket år, der skal repræsentere 
80´erne og dermed følge i hælene på de tre allerede lancerede. Uden at vide, hvad der ligger i kælderen hos Dalva, kunne 83 eller 84 være bud.
Generelt er de hvide druer bedst i lidt køligere år, da for høje temperaturer kan resultere i overmodne druer. Et år som 1963 er dog fremragende på alle fronter, fortalte Jim Reader.


Efter Dalva-smagningen blev der disket op med hele 27 forskellige udgaver af Vintage 2011. Jeg havde smagt nogle af dem før og prøvede derfor ikke alle og tog kun sparsomme noter oven på de mange fadlagrede vine. Ferreira 2011 imponerede mig med sin kraft, frugt og sødme. Niepoort og Niepoort Bioma fra gamle vinmarker var også spændende. Taylor var flot og tilgængelig, og endelig smagte jeg Dalva, Delaforce, Royal Oporto, Dow´s og Ramos Pinto, hvor især de to sidste var meget lovende.
Selve Portvins festivalen bød på et par snakke med et par tilrejsende portugisere, den altid tilstedeværende Gustavo Devesas fra Symingtons og Rafael Molezun fra Real Companhia Velha.
Oven på pressesmagningen var det ikke så meget, jeg nåede at smage. Ferreira havde en fin 10 års hvid port, en kraftig og tilpas pebret LBV 2008 samt såvel 10 som 20 års tawny, hvor den sidste med navnet Duque de Braganca er fremragende. Dow´s bød på en rigtig dejlig Colheita 1986 med god frugt og afdæmpet sødme. Og så sluttede jeg traditionen tro med et glas Ramos Pinto i form af deres flotte 30 års tawny.
Apropos Dalvas hvide port med alder, virkede det som om, flere vælger at følge trop. Som Jim Reader også gav udtryk for, er det nok et voksende marked. Kvaliteten er i al fald ikke dårlig. På festivalen var der således flere stande med hvid port med alder. Foruden Ferreira, selvfølgelig Andresen, da de også er kendte for at satse på hvid port, men også fx Niepoort og Santa Eufemia, som jeg dog ikke nåede forbi.


Læs mere om Dalva her: http://www.cdasilva.pt/

tirsdag den 29. oktober 2013

DM i LBV

Kom og vær med til at kåre Danmarks bedste Late Bottled Vintage!
Nogenlunde sådan lød invitationen fra portvinsentusiast Henrik Marcussen og internetsitet portvin.nu sidste fredag.
LBV er, som navnet siger, lagret i længere tid (4-6 år) på store fade end vintage, hvilket modner vinen og gør den drikkeklar. De fås dog både som filtreret og ufiltreret, hvor sidstnævnte vil udvikle sig yderligere ved flaskelagring og samtidig bør dekanteres. Et godt og billigere alternativ med god kvalitet.
Opskriften på mesterskabet var nogenlunde den samme som ved DM i 10 års tawny for ca. 1½ år siden, hvor Krohn fortjent løb med sejren. Alle importører var inviteret til at tilmelde flasker. Eneste krav var, at de var at finde på det danske marked. Det havde mange – men dog ikke alle – benyttet sig af, så det samlede felt bestod af 22 flasker, hvoraf nogle huse var repræsenteret med flere årgange. Andre huse var savnet som fx Quinta do Noval, der laver en glimrende ufiltreret LBV.  Samtidig var spændvidden stor årgangsmæssigt, fra 1999 til 2009, hvilket jo ikke er helt lige vilkår.
Disse indvendinger taget i betragtning, er det nok mere korrekt at kalde det for et uofficielt DM i LBV. Men når det er sagt, skal initiativet roses. Idéen er sjov, og der er længe i mellem, at man får mulighed for at smage så mange flasker op mod hinanden, hvilket selvfølgelig skete blindt.
Men hvordan gik det så?
Alle deltagere havde mulighed for at afgive op til seks stemmer, som så fik hver et point. Man skulle altså ikke rangordne, de foretrukne vine, ligesom man ikke nødvendigvis skulle bruge alle seks stemmer.
Der var 20 personer, som afgav stemmer. Endnu er kun de øverste placeringen offentliggjort med følgende resultat:
Bronze (7 point): Taylor 2008 og Offley 2008.
Sølv (8 point): Calém 2006, Burmester 2007 og Barão de Vilar 2008.
Guld (9 point): Churchills 2005.
Det var altså næsten halvdelen af deltagerne, som stemte på Churchills. Mine egne kortfattede noter, siger en rigtig god duft og kraftig bærsmag. Drikkeklar.
På de efterfølgende pladser var der flere overraskelser. Burmester har jo primært markeret sig som tawnyhus – ikke mindst i kraft af de mange årgange colheitas på det danske marked. Min egne noter sagde mørk med lilla nuancer. En god blanding af urter og frugt i duft og smag samt en lidt sprittet slutning. Calém var en ren frugtbombe med masser af solbær og lidt mynte. Fyldig, men lidt endimensional og lidt vel Ribena-agtig i stilen. Barão de Vilar var en rigtigt flot glas. Kraftig og fyldig med en lang flot pebret eftersmag. Fin balance mellem frugt og syre.
Taylor var blød og rund med en meget lovende duft, men lidt for let smag efter min mening. Havde ventet at enten Taylor eller Grahams ville finde vej til listen. Det havde jeg derimod ikke med Offley, som ifølge mine noter var meget kraftig og fyldig med pænt med tanniner, men også lidt vel sødladen i stilen.
Selv afgav jeg kun fire stemmer, da de efterfølgende lå så tæt i min bedømmelse, at jeg hellere ville undlade dem end at vælge et par stykker på andres bekostning. Blandt vinderne stemte jeg selv på Barão de Vilar og Burmester, som så afgjort skal gensmages. Derudover faldt mine stemmer på Ramos Pinto 2008, en kraftig frugtig sag med gode tanniner og god duft samt Seara d´Ordens 2003, som havde en rigtig flot og indbydende næse samt god balance mellem frugt og syre. Men ingen af dem fandt altså vej til medaljerækken.
Mine bobler lige under viste sig at være Fonseca 2007, Kopke 2007, Quinta da Peca 1999 samt altså Churchills 2005.
Til slut lige et par brugervenlige bemærkninger om value for money. Her må man konstatere, at især Burmester og Barão de Vilar er gode køb.


Den samlede liste over tilmeldte flasker kan se her: http://www.portvin.nu/

onsdag den 23. oktober 2013

En stor årgang

Det var en sand kongerække samt en enkelt outsider, der var linet op i The Vintage Port Club den 21. oktober. Klubben fejrede 50 året for Vintage 1963, som af mange regnes for den bedste portvinsårgang om ikke nogensinde så i al fald i nyere tid. Eller for nu at citere Henrik Oldenburg, er det ”årgangen, der har været klassisk siden sin fødsel”, bl.a. på grund af gode vejrbetingelser.
I langt de fleste vertikale smagninger af portvinshuse, som jeg har deltaget i, er 1963 blevet kåret som vinder, når den ellers har været repræsenteret. Dette var min første horisontale 63-smagning, så jeg var spændt på at se, hvilke huse der stod sig bedst i rækken, som talte: Fonseca, Grahams, Taylor, Dow, Sandeman, Warre, Cockburn, Croft, Quinta do Noval og Constantino. Sidstnævnte ejes i dag af Ferreira, men benyttes kun til husets brandy. Portvinen blev i sin tid produceret på det nuværende Quinta do Crasto.
Som en af de 30 deltagere konstaterede, blev der drukket 1000 års portvin den aften: 2 flasker af 10 forskellige portvin med hver 50 år på bagen. Og de blev drukket med velbehag. Ingen flasker var skæve, selv om der var mindre gode imellem. Her er mine indtryk:

Constantino: Indbydende med det samme. Pæn mørk i farven, lidt langsom i næsen med lyse bær og lidt farin. Let sprittet i smagen. Manglede måske lidt dybde, men med fin lang og pebret eftersmag. Udviklede sig ikke meget i glasset.
Quinta do Noval: Mørk brun med lys kant. En kraftig og tiltagende duft af hindbær og især jordbær. I første omgang uden kraft, men vandt meget ved at stå i glasset. Dog stadig let i stilen og uden den intensitet, som senere årgange har. Af mange bedømmes Noval 63 at være over sin bedste alder. Denne flaske var stadig levende, men har nok ikke lang tid tilbage. 
Croft: Lys mahogni i farven. Første indtryk var en fæl duft af klor, men ved nærmere bekendtskab var der snarere tale om fyrrenåle og gran med jordbær og kirsebær. Såvel sødme som frugt. Helt sin egen stil, men ikke imponerende. Gjorde større indtryk ved Croft-smagning i foråret, hvor den var aftenens bedste vin.
Cockburn: Rødbrun og meget lukket i starten. En duft af røde kirsebær og noget vanille. Udviklede sig meget positivt med tiden, så den endte i min top 3. Fin syre, sødme og frugt i god balance, let røget og en god eftersmag. Aftenens positive overraskelse.
Warre: Uklar og lys, hvilket skyldes en lidt dårlig flaske, men duft og smag var ikke ødelagt. Kirsebær og pæn smag, men vag og skuffende denne aften.
Sandeman: Flot og imponerende rød farve. En god duft af kirsebærblomst og lidt brombær. Tydelig kirsebær og en del sødme i smagen. Har stadig kraft til at udvikle sig. Endnu en positiv overraskelse, som dog manglende noget dybde og frugtfylde til at ende helt i top.
Dow: Brun og meget lukket i starten, men vandt med tiden. Kirsebær og andre røde bær i duft og smag, men også lidt gran og mynte. Tør og elegant i stilen og med god syre og friskhed, men måske lidt mangel på frugt. Fin eftersmag.
Taylor: Imponerende fra start til slut. Mørk rødbrun, men en godt duft af kirsebær og kaffenoter under. Elegant, men også pebret og lidt sprittet, hvilket dog aftog efterhånden. I flot balance og sluttede med en lang, fyldig eftersmag. Aftenens bedste glas efter min mening.
Grahams: Mørk rødbrun. En tæt duft af frugt og blommer. Fyldig i munden med pæn sødme og frugt samt lidt chokolade. God kraftig eftersmag. Ligeledes et flot glas, som fik min andenplads.
Fonseca: Skuffende i første omgang, da den var meget lukket. Kom dog efterhånden frem. Mørk med lidt røde toner. Kirsebær og hindbær samt krydderi og tobak. Burde måske have haft længere tid i glasset, end aftenen tillod.

Efterfølgende blev der stemt om aftenens vindere. Her var der nogle markante forskelle mellem de to hold, hvilket skyldes forskellige flasker. Taylor fik topkarakterer på det ene hold, men ikke så mange på det andet. Croft fik pænt med point på det ene hold, men slet ingen på det andet. Og ligeledes med Dow. Som det fremgår af ovenstående, var jeg selv på holdet med en fremragende Taylor, men en ringe Croft og en ikke helt overbevisende Dow.
Det samlede resultat blev: 46 stemmer til Taylor, som altså var aftenen vinder. Tæt forfulgt af Grahams med 39 point og Fonseca med 35 point. Det var altså de store, kendte vintagehuse, som løb med æren denne aften. Det samlede resultat vil snart kunne ses på klubbens hjemmeside: http://www.vintageport.dk/
Og lidt teknisk: Flaskerne var åbnet ca. 2½ time før smagningen og havde stået i glasset en times tid. Sådan som de udvikledes sig undervejs, kunne de godt have været åbnet tidligere. Vinene blev desværre ikke serveret blindt, hvilket jeg personligt havde foretrukket. Om det spillede ind på bedømmelsen, skal jeg dog ikke kunne sige. 

En samlet konklusion er helt klart, at årgangen levede op til sit gode ry. Der er tale om noget af det ypperste, som portvin kan byde på – og det med god variation og bredde i smagen. Vellagrede og modne, flere med Bourgogne-præg. Nogle skal måske drikkes nu, mens andre stadig vil være holdbare i årene fremover. Og der er nok ingen tvivl om, at de mærker, der faldt lidt i gennem ved smagningen, ville stå sig fremragende ved enhver anden lejlighed.

fredag den 13. september 2013

Ny sæson – nye huse



Sæsonens første smagning i The Vintage Port Club fandt sted i onsdags. Der var tale om en introduktionssmagning i mere end én forstand. For det første kunne klubben byde velkommen til flere nye medlemmer samt en del gæster. For det andet blev der givet et bred introduktion til portvin og derfor smagt såvel tawny med alder som LBV, Single Quinta Vintage og Vintage. Og endelig blev flere nye og knap så kendte huse prøvesmagt. Det var altså boblernes aften.

Rækken af portvinshuse talte:

Churchill´s: Et ungt hus med gamle rødder. Det blev grundlagt i 1991 af Johnny Graham, som kom fra Cockburn, og som samtidig var medejer af Graham´s, da det blev solgt til Symington-familien i 1970. Derfor bliver vinene heller ikke lanceret under eget navn, men hustruens. Vi smagte Churchill´s Quinta da Gricha Vintage 2003, Churchill´s Vintage 2000 og 10 års tawny.

Quinta de Ventozelo: Quinta i Cima Corgo, som tidligere blot leverede bulkvin til de store huse. Med da der kom ny ejer i 1999 satte de gang i egenproduktion af såvel bordvin som portvin. Vi smagte LBV 2007 og Vintage 2003.

Quinta do Portal: Grundlagt i 1989 af familien Branco. Laver både bordvin, portvin og moscatel – og det med en voksende popularitet og kvalitet, både hvad angår deres tawny og deres vintage. Vi smagte Vintage 2003, Vintage 2000, 10 års tawny og 20 års tawny.

Quinta de Gaivosa: Et af mange huse, som efter lovændringen i 1986, hvor det blev tilladt at udskibe portvin direkte fra Douro, satte eget navn på etiketten. Tidligere leverede de til Ferreira og Borges. Grundlagt og stadig ledet af Alves de Sousa familien og ledes i dag af far og søn, Domingos og Tiago Alves de Sousa. Vi smagte Alves de Sousa Vintage 2009, Gaivosa Vintage 2003 og 10 års tawny.

Hutcheson: Eneste ældre hus på programmet og det med en ældre flaske. Hutcheson er grundlagt i 1881, men ejes i dag af Sogevinus. Herhjemme kender vi mest deres udmærkede colheitas, mens deres vintage ikke ses så tit. Vi smagte Vintage 1970. 
 
Altså en meget blandet smagning, hvor deltagerne da heller ikke var enige om alt. Noget var der dog stor enighed om. Ikke så overraskende blev Hutcheson Vintage 1970 nemlig bedømt til aftenens bedste vin. Den havde modenhed og nærmest tawny-karakter, men var heldigvis ikke gået over tiden. Stadig med liv og god syre. Ikke så fyldig, men med god smag af kirsebær og andre røde bær. Fin balance. Faktisk en fin og delikat vin, når man medtænker, at Hutcheson jo ikke er i første division, hvad angår vintage.
Aftenens anden store positive oplevelse var vinene fra Portal. Deres 20 og 10 års tawny endte på henholdsvis 2. og 3. pladsen ved afstemningen. 10 års var lidt vag i næsen, men med god smag af mandler og dadler. 20 års lidt fyldigere og mere krydret, men også med friskhed. To udmærkede glas i den typiske portugisiske tawny-stil.
Quinta de Gaivosa klarede sig hæderligt. Vintage 2009 var selvfølgelig alt for ung og derfor præget af lilla druesaft og kærnemælk i næsen. Der var megen frugt og en lang pebret eftersmag. 2003 havde allerede udviklet sig til det drikkelige. Mere rød i farven, lidt mynte og appelsinskal i duften, god frugt og fylde. I afstemningen endte de lige efter vinene fra Portal. Husets 10 års tawny var meget anderledes i sin stil, hvorfor der også var delte meninger om den. Selv synes jeg faktisk den var udmærket med sin kraftige orangestil. Meget uklar og med appelsinskal, citrus og lidt yoghurt præg i næsen. Let og frisk. 
Aftenens store skuffelse var Churchill´s, hvilket dog delvist er undskyldt af et par halvskæve flasker. Da jeg har smagt deres vine andre gange med langt bedre resultat, vil jeg undlade at kommentere yderligere denne gang.
Ventozelo Vintage 2003 var mørk og dyb i farven. Let blomme i næsen og en smag af mørke bær med godt med peber. LBV´en fra samme hus var ligeledes mørk og kraftig i stilen og med masser af frugt. Fint drikkelige uden dog at udmærke sig særligt.


torsdag den 5. september 2013

Et klassisk portvinshus



The Story of a Classic Port House. Sådan lyder undertitlen til en lille flot bog om Taylor´s. Bogen, som udkom i 2011, fortæller historien om menneskene bag, om vingårdene og om selve portvinen, som Adrian Bridge skriver i sit forord.
Bogen er på mange måder en appetitvækker, som giver indsigt i Taylor´s historie siden grundlæggelsen i 1692 og ikke mindst de kvalitetsportvine, huset står bag. For det handler ikke om almindelig ruby og tawny og ej heller om kvantitet. Det handler om tawny med alder og især vintage portvin. Nogle vil måske kalde huset konservativt og ærketypisk engelsk med alle de associationer, man kan få til stive overlæber, chesterfield sofaer og brændende kaminer. Den slags kan få et smil frem, men fakta er, at huset også leverer fremragende portvin – og er blandt de højest estimerede portvinshuse.
Der har været mange kendte efternavne fra portvinsbranchen involveret i såvel husets udvikling som ejerkredsen bag Taylor´s. Fra Job Bearsleys ankomst til Portugal i 1692 over Joseph Taylor, Morgan Yetman og John Fladgate til de langt senere personligheder som Alistair Robertson, Bruce og David Guimaraens samt Adrian og Natasha Bridge. Huset ejes i dag af Fladgate Patnership, som i de senere år har udvidet aktiviteterne med det store og luksuriøse hotel og restaurant The Yeatman og senest opkøbet af det traditionsrige tawnyhus Krohn´s, som supplement til de mere udprægede vintagehuse Fonseca, Croft og Taylor´s selv.
Blandt vingårdene er det selvfølgelig især prestigequintaen Quinta de Vargellas, der fremhæves. De tre mindre vingårde på området blev købt af Taylor´s i årene 1893 til 1896 og derefter samlet. Såvel marker som hus var den gang milevidt fra, hvad de er i dag. Vinlusen phylloxera havde hærget egnen og ødelagt de fleste vinmarker. Først blev der plantet nyt og reorganiseret i markerne, siden blev der også renoveret og opført nye bygninger. I dag er stedet lidt af en perle, selv om jeg med skam må meddele, at jeg endnu ikke selv har besøgt quintaen, men kun passeret forbi i toget, som gør holdt på stedets egen station.
Vargellas laver sin egen glimrende single quinta vintage, men spiller selvfølgelig også en stor rolle i Taylor´s vintage, hvor den dog blandes med druer fra de to andre af husets quintaer, Quinta de Terra Feita og Quinta do Junco. Dertil kommer en mindre kvantum af Vargellas Vinha Velha Vintage lavet på quintaen ældste vinstokke, som har 80 til 120 år på bagen og samtidig er en blanding af flere druesorter, da sædvanen tidligere var at blande så mange forskellige sorter som muligt i samme vinmark.
Et par afsnit har særligt fokus på vinene - først vintage port, dernæst tawny med alder. Da bogen jo er udsendt af ejerne, er der i sagens natur ikke sparet på de positive ord, men for retfærdighedens skyld skal nævnes, at et sidste afsnit faktisk byder på smagenoter fra flere eksterne portkendere som Richard Mayson, James Suckling og Roy Hersh. Noterne stammer fra en stor vertikal smagning, som blev afholdt i forbindelse med udgivelsen af bogen, hvor der blev smagt vintage fra 1900 og frem til 2009 samt Vargellas Vinha Velha fra 1995 til 2009. Lækker og inspirerende læsning. Men ville nu hellere have været med. 

Læs mere om Taylor´s her: http://www.taylor.pt/en/