Dage og nætter med fado

Fadosangeren Helder Moutinho synger om Maria da Mouraria – et af fire temaer på hans nye personlige cd ”1987”, som jeg lige har lagt i den bærbare, mens jeg skriver. Meget aktuelt, da jeg lige er kommet retur til hotellet ved Praca de Figueira efter at have vandret rundt i netop Mouraria. Først ind ad Rua do Capelão, forbi huset hvor den første kendte fadosanger, myten Maria Severa boede, hen over Largo da Severa og videre op gennem smalle gyder og af trapper og derefter ned igen.

Jeg er ved at lave research til kommende skriverier om fado. Derfor står den disse få dage på fado både om dagen og natten. Første aften vandretur rundt i Alfama og middag på en forholdsvis nyåbnet restaurant med amatørfado, fado amador, samt et par smugkig ind andre steder.

I går besøg på Museu de Fado, som lige har åbnet en ny særudstilling, hvor samtidskunstnere og designere er inviteret til at arbejde kreativt og dekorere en Guitarra Portuguesa. En med azulejos, en med paryk og en som et spejl for at nævne nogle få. Fantasien får lov til at lege med traditionen. Bagefter havde vi møde med museets leder Sara Pereira, som jeg har truffet nogle gange før og bl.a. interviewet til DR. Et andet formål med besøget er nemlig at lave nogle foreløbige aftaler angående en kommende fadofestival i Danmark – en idé som er fostret i regi af Odense Centralbibliotek og forhåbentligt snart vil finde sikker grund.

Derfor bød aftenen på endnu et møde, nemlig med Helder Moutinho, som ud over at pleje sin egen karriere er meget aktiv i fadomiljøet bl.a. som manager for andre og som initiativtager til nye fadosteder. Over en god middag på en restaurant i Alfama drøftede vi fadofestival og bagefter tog vi sammen på en rundtur til et par gode steder. Først Mário Pachecos velrenommerede Clube de Fado, hvor vi hilste på musikere, sangere og Pacheco selv. Derefter til Mesa de Frades, som Helder selv var med til at etablere i 2003 – et sted som utraditionelt blander professionelle sangere og musikere med amatører. Et sted for kendere, som man ikke lige selv finder frem til. Som afsked efter en lang aften med god snak og fremragende fado fik jeg Helders nye cd, som jeg snart vil bringe en anmeldelse af her på bloggen.

I dag så vandreture, research og skriverier. I aften venter flere fadooplevelse, men mon ikke også det bliver til lille besøg på portvinsinstituttet…  

Master Class med Rui Falcão

Det forlyder, at ViniPortugal har fravalgt Danmark som indsatsområde. Ærgerligt. Både fordi organisationen har stået bag flere gode arrangementer gennem årene, og fordi Portugal langt fra endnu har den placering i danskernes vinbevidsthed, som dets mangfoldighed af vine i god kvalitet fortjener.

Men så må man jo drager over sundet til Sverige. Her havde ViniPortgual i sidste uge inviteret sommelierer og skribenter til Master Class med vineksperten og journalisten Rui Falcão, hvoraf den ene blev afholdt på Restaurant Årstiderna i Malmö.

Rui Falacão er blandt Portugals mest respekterede vinkendere. Han skriver for avisen Público og er redaktør af tidsskriftet Wine – Essência do Vinho ligesom han har udgivet flere bøger om vin herunder den årlige guide, Guia dos Vinhos, hvorfor han smager mere end 4000 vine gennem et år. Så mange havde han nu ikke med til Malmö, hvor der kun blev budt på et lille, men illustrativt udvalg.

Målet med såvel smagning som foredrag var netop at vise mangfoldigheden i portugisisk vin. Variationen og bredden er stor, hvilket skyldes forskellige faktorer, forklarede Rui Falcão. For det første er over 300 af verdens 4000 druesorter repræsenteret i Portugal, hvoraf mange er særlige for landet og flere kun findes netop dér. De store internationale druesorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Merlot dyrkes selvfølgelig, men ikke i nær samme grad som i andre europæiske lande for ikke at tale om oversøiske lande.

Identifikationen og registreringen er slet ikke færdig og besværliggøres af, at sædvanen tidligere var at blande mange sorter i samme vinmark. Markerne er delt op i små parceller, og for at sikre bedst muligt udbytte blandede den lille vinbonde sorterne, så der altid var noget at høste. Hvis en af druesorterne skulle fejle, kunne de andre kompensere. Den dag i dag er 20 % af vinmarkerne stadig blandede.

Dette bevirker også, at enkeltdruevine ikke er ret udbredt, selv om flere producenter er begyndt at sende sådanne på markedet. Normen er, at der er tale om et blend af flere druesorter – og det hvad enten blandingen allerede forekommer i marken eller først finder sted efter presning og gæring og dermed mere kontrolleret.

En anden årsag til den store variation er klimaet – eller rettere sagt mikroklimaet. På grund af landets beliggenhed mellem Spanien og Atlanterhavet og de forskellige bjergkæders placering er der store forskelle. Et tydeligt eksempel er Nordportugal, hvor der er køligt og megen nedbør ved kysten, hvorimod det er ekstremt tørt og varmt helt oppe ad Douro ved den spanske grænse. Derfor er der mere friskhed og syre i druerne ved kysten, mens Douro Superior giver grobund for vine med langt mere frugt og højere alkoholprocent. Dertil kommer, at jordbunden også er yderst afvekslende (granit, skiffer, muld, sand, ler etc.), hvilket giver store forskelle i terroir. En drue som Touriga Nacional smager derfor ikke ens, om den er dyrket i Douro eller i Alentejo, hvor den kan få lemonkarakter, påpegede Rui Falcão.

Selve smagningen bød på otte vine – to hvide, fem røde og en hedvin. Port og Madeira var fravalgt, fordi de er mere kendte i forvejen og fordi promoveringen af disse ikke er en del af ViniPortugals opgave.

Men levede vinene så op til ordene? Jo, de viste både variation og høj kvalitet.

Vi indledte med en Vinho Verde på Alvarinho-druen, Quinta de Soalheiro Primeras Vinhas 2011. Let gylden med hvid kant. En kraftig eksotisk duft af ananas og fersken, stor friskhed og fylde, men knap så meget syre, som Vinho Verde ellers kan have for vane. God lang eftersmag.

Anden hvidvin var fra Bairrada, FP 2010 fra Filipa Pato, og en blanding af druerne Bical og Arinto. Den var lysere i farven og lettere i næsen, lidt Rieslingagtig og med et strejf af pinjekerner. Fed og fyldig, men frisk og med god syre i enden. Tydelig, men ikke overdrevent fadpræg.

Første rødvin, Quinta do Saes Reserva Estágio Prolongado 08 fra Alváro Castro kom fra Dão. Mørk med hvid kant efter lagring. Kraftig med mørke bær og lidt lakrids i næsen. Afmålte bløde tanniner og en lang eftersmag med god syre. En elegant vin som viser, at Dão ikke kun leverer tunge og rustikke vine. Vinen var en blanding af druerne Touriga Nacional, Alfrocheiro, Jaen og Aragonez.

Næste stop var Alentejo, hvorfra vi fik to forskellige vine. Herdade dos Grous 23 Barricas 2008 repræsenterede den mere internationale stil, som regionen er slået igennem med. Touriga Nacional og Syrah sat sammen i nogenlunde lige forhold gav en indbydende, let krydret og pebret næse, men også lidt lemon, som netop hidrørte fra Touriga Nacional. Meget ligefrem, lidt pompøs og med masser af frugt. Selv foretrak jeg Quinta do Mouro 2007, som var kraftigere og mere klassisk portugisisk i stilen. Dyb rød, kraftig duft og godt lagringspotentiale. Her var der blandet druer af Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional og lidt Cabernet Sauvignon.

Fra Douro fik vi ligeledes to forskellige vine med forskellige karakter. Duorum Vinhoas Velhas 2009 fra Douro Superior, der, som navnet siger, er lavet på gamle vinstokke og fra en blandet mark. Dertil kom 45 % Touriga Nacional. Mørk rød grænsende til det lilla, overraskende blød og ligefrem, tydelig Touriga Nacional karater og pænt med tanniner. Quinta do Vale Meão 2010 fra veteranen Fransisco Olozabals hånd er lavet på et blend af de kendte portvinsdruer. Ung og lukket, men med kraftigere frugtpræg, og en god duft af brombær. En lang, kompleks eftersmag med godt med syre og frugt og derfor fremragende udviklingspotentiale.

Afslutningsvis havde Rui Falcão valgt at præsentere Moscatel Roxo Bacalhöa 2002 en rød variant af den kendte hedvinsspecialitet fra Setúbal området. Flot orangebrun med såvel fersken som mynte i duften. Meget sød og lækker, men fint balanceret, da der var syre som modsvar. Helt sikker et fint alternative til port og madeira til desserterne, må selv en portvinsentusiast indrømme.

Mangfoldigheden er stor og fortjener større opmærksomhed herhjemme. Det er desværre ikke alle vinene, der – så vidt jeg lige har kunnet se – sælges i Danmark. Men Quinta do Mouro og Moscatel Roxo Bacalhõa fås hos Portugisisk Vinkælder i Odense, mens Quinta do Vale Meão er set hos Jysk Vin.

http://ruifalcao.com/

http://viniportugal.se/

Croft 1955 - 2007

I dag glider Douro stille forbi Crofts Quinta da Roêda lige i udkanten af Pinhão, tæt ved Dows Quinta do Bomfim. Men sådan har det ikke altid været. Før floden blev opdæmmet flere steder var vandstanden lavere, hvilket skabte strømfald og uro. Derfor var den gang også mere larm fra den i dag nærmest lydløse flod.

Dette er efter sigende netop årsagen til, at quintaen i sin tid fik navnet Roêda, som betyder larm. Det skriver i al fald Alex Liddell i bogen ”Port Wine Quintas”, hvilket jeg dog ikke har kunnet får bekræftet fra andre kilder. Men om ikke andet er historien jo god.

Quintaen daterer sig tilbage til 1811 og var i de første mange år ejet af Taylor. Men da en af ejernes datter i 1875 giftede sig med Crofts direktør var quintaen en del af medgiften. Da Fladgate Partnership i 2001 købte Croft og Delaforce kom stedet så at sige tilbage i folden.

Forleden bød The Vintage Port Club på smagning af Croft omfattende de fleste deklarationer fra 1955 og frem til i dag, heriblandt to Single Quinta Vintage fra netop Roêda. Klubben har efterhånden fået for vane (det var vist Dominic Symington, der introducerede os til metoden) at dele en sådan vertikal smagning i to afdelinger – først en ældre afdeling, hvor vi smager tilbage i tiden, derefter en yngre afdeling, hvor vi smager frem mod de nyeste årgange. Fordelene er, at du ikke indleder med de ældste vine, men først varmer op med nogle yngre. Og at din evne til at smage samtidig bevares intakt, da de helt unge og meget tannin- og frugtfyldte vine først kommer allersidst.

Vi indledte med 1985, som er et år, der har budt på gode vine, men desværre flest skuffelser. Croft hørte til blandt de sidste. Allerede rød-mahogni med lys kant, en behersket duft af kirsebær, men også alkohol samt svag frugt og syre. Her var 1977 lidt bedre uden at imponere. Brun i farven, beskeden i næsen med men lidt jordbær og en smule nødder, meget let og med en lidt pebret eftersmag. Ingen af dem holder længe.

Men denne lidt svage indledning var i og for sig ventet. Croft havde ikke det bedste ry i 70´erne og 80´erne, hvor der var mere fokus på kvantitet end kvalitet. Derfor kunne det kun blive bedre, og det blev det.

Næste flight bestod af 1970 og 1966 to store årgange, som blev fulgt af endnu to, nemlig 1963 og 1955. Og dette firkløver var aftenen værd. 1970 var rødbrun, men stadig med god frugt og syre, så den kan udvikle sig videre. Kirsebær og lidt kanel og eukalyptus i næsen, god frugt og balance og en fin hale. 1966 var den svageste af de fire. Meget lys og tawny-agtig, ikke kraftig i næsen men med både jordbær, rosiner og lidt kaffe. Mangel på syre og kort finish. Ved flere smagninger har jeg ellers oplevet 1966 næste ligeværdig med 1963, men det gjaldt ikke Croft denne aften. For hvad 1966 manglede af kraft og saft var stadig til stede i den tre år ældre udgave. Mahognifarvet og med en god kraftig duft af frugt og kirsebær. Stadig levende og fyldig, elegant og fint balanceret og med god, lang eftersmag. 1955 havde faktisk en smule mere farve, men var ikke så indbydende i næse og smag. Kirsebær og lidt stikkende ved første mundfuld, men det aftog en smule med tiden. Og senere på aftenen var det det faktisk et meget behageligt glas.   

Anden halvleg begyndt med Quinta da Roêda 1987 og 1995. 1987 var rødbrun og havde lidt marmelade og fyrrenåle til næsen. Fin drikkelig her og nu, men uden den store dybde og ikke så bred en palet. 1995 var mørkerød og bød på masser af frugt samt tanniner, der kan bringe den videre.

Derefter fulgte Croft 1991, 1994, 2000, 2003 og endelig 2007. Nu kom der for alvor farve og frugt i glasset – de sidste mørklilla og med kraftig farveafsmitning i glasset. Den lette og måske mere elegante kirsebærstil blev afløst af mere potente vine med mørkere bær og blommer, noget kaffe og tobak og en snert fyrrenål i duften, fylde og sødme i smagen og let brændende eftersmag for nu at sige noget generelt. 1991 havde ikke så meget dybde og kraft, men god frugt. 1994 virkede lidt lukket. 2003 havde desværre prop, men i den anden bordende var der stor tilfredshed. 2007 udviste fint potentiale.

Konklusionen var, at Croft i de ældre årgange er fine vine, og kvaliteten synes at være på vej op igen – om end i en lidt mere sød og koncentreret stil. Chefwinemaker nu er Taylor og Fonsecas David Guimaraens, og han har klogelig valgt at finde husets egen stil. Nogen af det første de nye ejere gjorde efter overtagelsen var i øvrigt at genopbygge de gamle lagares på Quinta da Roêda, hvilket i al fald rent symbolsk er et tegn på vilje til at satse på kvalitet.   

Slutteligt blev der vanen tro stemt om vinene. Et par skæve flasker gør, at resultatet skal tages med et vist forbehold, men nok ikke hvad angår den suveræne førsteplads. Her er topplaceringerne:

1. Croft 1963 med 58 point
2. Croft 1970 med 35 point
3. Croft 1955 med 13 point
4. Croft 1994 og Croft 2003 med 12 point.

Grândola vakt til live

Det gælder Grækenland, det gælder Spanien, og det gælder Portugal. Befolkningen protesterer mod de besparelser, som regeringerne har måttet iværksætte på grund af den økonomiske krise.

I Portugal har protesterne fået et særligt udtryk, idet den gamle revolutionssang, ”Grândola, Vila Morena”, har fået en stor renæssance som protestsang. Midt i februar blev sangen sunget fra tilhørerpladserne i landets parlament, mens premierminister Pedro Passos Coelho stod på talerstolen. 

 Og det blev ikke kun til det ene comeback for sangen, idet den siden er dukket op ved demonstration efter demonstration – ligesom citater fra teksten bruges på bannere og males på murene. Den 2. marts var mere end en million portugisere i 40 byer på gaden for at protestere mod regeringen. Også her lød stroferne fra den gamle revolutionssang om broderskab:

Grândola, vila morena

Terra da fraternidade

O povo é quem mais ordena

Dentro de ti, ó cidade

Sangen er af José (Zeca) Afonso – Portugal store protest- og folkesanger, som egentlig startede sin karriere som fadosanger i Coimbra. Den blev skrevet som en hyldest til folket efter en koncert i byen Grândola, som ligger i Alentejo syd for Setúbal. Sangen blev snart populær og var derfor også på repertoiret ved en koncert i Coliseu i Lissabon den 29. marts 1974, hvor nogle af officererne fra Movimento das Forças Armadas var blandt tilhørerne. De valgte den efterfølgende som det ene af to musikstykker, der skulle indlede revolutionen. Det andet var Paulo de Carvalhos bidrag til Europæisk Melodi Grand Prix i 1974, E depois do Adeus. Sidstnævnte blev spillet lidt før midnat den 24. april som signal til at indlede aktionen, mens Grândola, Vila Morena fulgte 20 minutter over midnat som besked om, at militæret skulle indtage vigtige strategiske bygninger og steder rundt om i landet.

Sangen indgår selvfølgelig også i filmen Capitães de Abril (April kaptajnerne), som skildrer revolutionen ligesom den benyttes i traileren til filmen.

Når man lytter til sangen forestår man udmærket, at den siden er blevet et symbol for protest, oprør og revolution. Den stille start med lyden af de marcherende støvler. Den langsomme opbygning og koret, der slutter op. Teksten, der taler om broderskab og om folket, der bestemmer – og som gentages i vers efter vers, idet hvert andet vers udgøres af de samme strofer som verset før blot i omvendt rækkefølge. Opbygning mod klimaks, gentagelser, stemmer i kor – kan det blive mere revolutionært?

Winemakers dinner med Crasto

Der er noget særligt ved at smage vin sammen med dem, der laver den. Derfor er Winemakers Dinner et af årets højdepunkter i The Vintage Port Club. Forleden på Restaurant Kvægtorvet gjaldt det Quinta do Crasto, og vores gæst var chefwinemaker Manuel Lobo de Vasconcellos, som har været hos Crasto i syv år.

Smageprogrammet var omfattende og bød også på et par rødvine, som Crasto jo har stor succes med. Vi lagde derfor ud med Touriga Nacional 1996 og 2010 – altså vin på netop den drue, som de fleste regner for den vigtigste portvinsdrue. 1996 havde fået brun kant. Der var stadig masser af flot frugt og fin syre, mens tanninerne var blevet tilpas afdæmpede. En dejlig vin i god balance. 2010 havde meget frugt og var mere mineralsk i smagen. Den havde hårde tanniner, men vil helt sikkert udvikle sig meget positivt. Senere under middagen smagte vi endnu en enkeltdruevin, Tinta Roriz 2009, der med sine solide tanniner afgjort er bedst til mad.

Som overgang til portvinen lagde vi ud med husets Finest Reserve Port – en frisk og ligefrem portvin med tre års fadlagring bag sig. Et forholdsvis nyt produkt, da Crasto ellers har valgt kun at lave LBV og vintage. Der er da også tale om en ruby af de bedre, som der givet er gode afsætningsmuligheder for.

Næste flight var en glimrende sammenstilling af LBV og Vintage fra 1994. Begge var udmærkede, men forskellen var tydelig. Hvor den første var robust, men i fin balance, havde vintagen stadig frisk frugt at give af og langt flere nuancer i smagen.

Endnu en ulige kamp fulgte i form af Vintage 1987, Vintage 1963 og Colheita 1910. De to sidste var fra Constantino – et gammel label fra 1877, som i dag er en del af Ferreira. Men der er tale om vin fra de samme marker, da det først var midt i 80´erne, at familien Roquette, der ejer Crasto, begyndte at lancere vin under quintaens eget navn. 1987 var rød og klar med duft af røde bær. Kraftig syre, hvilket lettede på den lidt vel marmeladesøde smag.

1963 blev så afgjort smagningens højdepunkt. Farven havde nu lidt mahognipræg, duft af hindbær og andre lyse bær samt god syre som modvægt til den flotte frugtfylde, afsluttet med en elegant lang eftersmag. En vin i perfekt balance, der så afgjort kan tage kampen op mod de store huse.

Kontrasten var stor til alderspræsidenten, hvor der sprang karameller, figner og balsamico op af glasset. Farven var mørkebrun med grønne og gule nuancer. Meget uklar. Men den havde stadig kraft og var stadig overraskende koncentreret i smagen med puddersukker, træ og figner. En fin gammel sag, som altså var ene om at repræsentere de fadlagrende vine, men det gjorde den til gengæld godt.

Herefter vendte smagningen, idet vi nu skulle arbejde os op i tiden. Vi smagte Vintage fra årene 1997, 1999, 2000, 2001, 2003, 2004, 2008 og 2009 – et tæt løb med et stort overtal af endnu for unge vine.

1997 var skuffende, hvilket nok skyldes en uheldig flaske. Afskrækkende i næsen, for megen alkohol og eddikesmag. Men det var heldigvis den eneste forbier.

Der var både tale om bredt deklarerede år som 2000, 2003 og 2007 og mindre år som 2001 og 2004. Og her var det overraskende, at de mindre år faktisk klarede dig bedre end de store. Men som Manuel Lobo forklarede det, har et Single Quinta label som Crasto færre marker at vælge mellem under blendingen. Derfor er de mere afhængige af, hvordan vejret og høsten forløber på netop deres marker, og de har færre muligheder for at kompensere med andre druer. Geografien i Douro skaber store forskelle i mikroklima fra underregion til underregion og alt efter beliggenhed med hensyn til verdenshjørner, højde, skråninger etc. Det betyder, at et ikke-klassisk år sagtens kan være af højere kvalitet end året før eller efter, hvor flere deklarerer.

Jeg fandt fx 2001 bedre end millenniumårgangen 2000. Den var lidt mindre udtryksfuld i næsen, men havde større lagringspotentiale, da frugt og tanniner var kraftigere. Den samme forskel gjorde sig gældende mellem 2003 og 2004. Førstnævnte var drikkelig nu, hvis man vel at mærke er til ung vintage med bid i. Mørke bær, frugt og tanniner i rimelig balance. 2004 var derimod mere lukket med en lidt mælkeagtig duft. Til gengæld var den kraftigere og med potentiale til at udvikle en flot struktur og med mange år for sig.

Endelig vil jeg nævne 2009, som var meget indbydende i næsen og virkede imødekommende og venlig, trods sin alt for unge alder. Den glæder jeg mig til at følge.

Quinta do Crasto og Manuel Lobo fik bevist, at de laver glimrende og langtidsholdbar vintage – selv om de er blevet beskyldt for at lægge for lidt passion i portvinen og for meget i bordvinen. Deres produktion af portvin er ikke kæmpe, men den er af høj kvalitet. Rækken af deklarationer er lang, men ses bort fra 1997, som ikke skal bedømmes på denne flaske, var der ikke år, der faldt igennem. Udviklingen går givet imod, at der kan laves god vin næsten hvert år, da kvalitetskontrol og styring er bedre, som Manuel Lobo påpegede. Men der vil stadig være forskelle år for år, hvad smagningen også viste. Og når det handler om Single Quinta Vintage, er det værd at huske, at man vil kunne finde større kvalitet for prisen i ikke-klassiske år. 

Efter denne omfattende smagning fulgte så en lige så omfattende middag med gode vine til: Crasto White, Superior, Reserva 2010, Tinta Roriz 2009 og til desserterne LBV 2007, Finest Reserve og så ikke mindst en overraskelse i form af en friskaftappet Colheita 1997, som Manuel Lobo medbragte i kufferten. Flot rød i farven, frisk i næsen og stadig med megen frugt. Ifølge Manuel Lobo var det første gang, at den blev smagt udenfor Crasto, men han regner med, at de første flasker sendes på markedet sidst på året. Det skal blive spændende at følge dette nye initiativ fra Crasto, som dermed altså udvider deres palet med endnu et kvalitetsprodukt. Om nogle år vil den givet blive en dejlig Colheita, men endnu var den lidt for ung efter min smag. Og flere Colheitaer vil følge, lovede chefwinemakeren, da Crasto siden 1997 har lagt pænt med vin til side til formålet.   

Her er så slutteligt den lækre menu med stor tak til vært og køkkenchef, Klavs Styrbæk på Restaurant Kvægtorvet. Lad mig blot fremhæve den lækre torsk, der i øvrigt blev serveret på en skifferplade som kom den direkte fra Dourodalen samt det portvinsbraiserede vildsvin og de flot modnede oste.

• Jordskokkebisque med luftig Jomfruhummer, tørret citron og ingefær
• Torsk med senneps-kapers sauce, rødbede og purløgs-kartoffelchip
• Jomfruhummer-cocktail med marinerede jordskokker, syltede ingefær og grillet citron
• Grillet porre med østers og persille-syltede løgringe i vinaigrette på brioche
• Braiseret vildsvin med sprød pastinak, bacon, peberrod og vinterportulak
• Grillet vildsvin med fyr, hasselnødder, skorzonerrod og jus med timian og skalotte
• 3 slags ost / Blå får, blød ged og lagret, fast ko med oliven & syltede figner
• Blodappelsinjelly, jasmin te og appelsinolie med mynte
• Fennikelsorbet og sprød lakridskage med pære og estragon
• Is med havregryn, Malt-whisky, karamel og guinnessskum
• Chokolademousse, crumble & sauce

 

Maria João & Mário Laginha: Iridescente

På sit forrige album Amoras e Framboesas var Maria João akkompagneret af et big band (læs min omtale fra den 6. januar 2012). Nu er hun igen sammen med sin faste partner gennem en del år, pianisten Mario Laginha. Det er der kommet en mere afdæmpet udgivelse ud af. Men selv om der er flere dejlige stille klaverpassager, er der også de for Maria João så karakteristiske temposkift, hvor stemmen hopper fra den ene ende af spektret til den anden. Det gælder fx den tekstløse Fidgety, hvor vokalen i stedet maler stemninger.

Titlen Iridescente er afledt af iris, og kan oversættes med at spille i hele regnbuens farver – som Maria Joãos stemme selv gør det. Eller som det hedder i den engelske tekst til den helt bluesagtige titelsang: ”A beauty beyond words / colors refelected upon / a single solitary tear / on my flushed face”. Samtidig er der i titlen en hilsen til Portugals internationale befolkningssammensætning med hensyn til farver og racer.

Albummet udspringer da også af en koncertrække med verdensmusik – arrangeret af Gulbenkian-fonden i 2011/2012 – som foruden João og Laginha bød på kapaciteter som Ryuicho Sakamoto Trio og Natacha Atlas. João og Laginha valgte at skrive ny musik til det til lejligheden sammensatte orkester, som bestod af vokal, piano, harmonika, harpe og percussion. Sidstnævnte i øvrigt betjent af norske Helge Norbakken, som de tidligere har arbejdet sammen med.

Koncerten er altså nu blevet til et album, som godt nok er indspillet i forbindelse med deres optræden, men som ikke er et egentlig livealbum. Albummet veksler fra det mere melodiøse til det pågående, fra korte numre til den over 10 minutter lange og meget sammensatte O meu melhor Pé, hvor der er plads til lange soloer, og som i passager kunne være en Piazzolla-komposition. Dermed også sagt, at bluesrytmerne i titelsangen ikke er eneste musikalske inspirationskilde, der bringes i spil. Tango og morna fra Cap Verde øerne dukker også frem.

Som det fremgår veksler teksterne mellem portugisisk og engelsk, men det hele er skrevet af Maria João selv, mens Laginha står for alle kompositioner – ses bort fra titelsagen, som João selv står bag, hvilket i øvrigt er første gang.

Samarbejdet mellem Maria João og Mário Laginha klæder begge, hvad de tidligere har bevist på album som Chorinho Feliz (2000) og senest Chocolate (2008).

http://www.mariolaginha.org/

http://www.youtube.com/watch?v=54rBjC8fcQw

Snu Seidenfaden - en dansker i Lissabon

Der er dramatisk stof til en hel spillefilm over danske Snu Seidenfadens liv og skæbne. Kærlighed, ambitioner, rejser rundt i verden, politiske omvæltninger og pludselig død.

Cândida Pintos biografi om Snu, som netop er kommet i dansk oversættelse, startede da også med billeder, idet den portugisiske journalist i 2005 stod bag en tv-dokumentar om Snus liv. Siden er materialet og de mange interviews blevet udbygget til bogform.  

Under et kostskoleophold i England møder Snu portugiseren Vasco Abecassis, som hun gifter sig med. I 1962, hvor Snu er 22 år, flytter parret til Lissabon, hvor hun efterfølgende etablerer forlaget Dom Quixote. Her blev der udgivet politisk og polemisk litteratur, hvilket gentagne gang bragte forlaget i søgelyset hos PIDE, Salazar-diktaturets hemmelige politi. Men som Snu selv formulerede det, da hun tog initiativet: "Jeg vil starte et forlag, Portugal skal åbnes op, og det skal være min måde at bidrage på”.

Samfundsengagementet havde hun med i bagagen. Snu var datter af det engagerede journalistpar Jytte Kaastrup-Olsen og Erik Seidenfaden og dermed halvsøster til afdøde Tøger Seidenfaden. Moderen forlod siden faderen til fordel for den svenske bogforlægger Tor Bonnier, som bliver en slags mentor for Snu, og i hvis fodspor hun altså vandrer.

Missionen lykkedes. Portugal blev senere åbnet, da Nellikerevolutionen fjernede Estado Novo i 1974, og Snus forlagsvirksomhed har da givet været en medspiller ved at gøde jorden for demokratiske tanker blandt intellektuelle og politiske engagerede. For som Cândida Pinto skriver: ”Det er Snu, der lægger forlagslinjen: via bøgerne vil hun bringe den aktuelle internationale omverden til det lukkede Portugal.”

Flytningen til det ellers lukkede Portugal og revolutionen i 1974 er ikke de eneste store omvæltninger i Snus liv. Ægteskabet holder ikke, da de vokser fra hinanden, og Snu samtidig forelsker sig i advokaten, politikeren og stifteren af det portugisiske socialdemokrati, Francisco Sá Carneiro. Han er dog ligeledes gift, men hvor Vasco er indforstået med skilsmisse fra Snu – ja faktisk beholder de et varmt venskab efterfølgende – forholdet det sig anderledes med Sá Carneiro, som har rødder i det katolske etablissement i Porto. Trods separation nægter hustruen at lade sig skille, da det strider mod religionen og samfundsnormerne.

Dette afholder dog ikke Snu og Sá Carneiro fra at etablere og præsentere sig som par, hvilket vækker en del opstand i konservative kredse. Modstanden bliver ikke mindre, da Carneiros politiske karriere gør ham til premierminister i januar 1980. Tiden på toppen og dermed Snus tid som – offentlig, men delvist uofficiel – førstedame bliver kort. I forbindelse med kampagnen for præsidentvalget samme år, flyver parret i december til Porto i et lille privat Cessna-fly. Efter 38 sekunder styrter flyet ned i Lissabon bydelen Camarate. Alle omkommer.  

Siden har der været spekuleret en del i, om det var en tragisk ulykke eller et politisk motiveret attentat, hvilket hele ni nedsatte kommissioner endnu ikke har kunnet klarlægge. Konspirationsteorier og mystik har givet været med til at holde liv i mindet om såvel premierministeren som hans elskede Snu – på samme måde som mordet på Kennedy og Olaf Palme vedbliver at være omdiskuterede.

Bogen fortæller deltaljeret og medrivende om Snus liv og skæbne. Måske til tider lidt for detaljeret, ligesom en vis tomgang melder sig, når det fx utallige gange bliver slået fast, at Sá Carneiro hustru ikke vil lade sig skille. Samtidig giver biografien indsigt i Portugal historie og politiske udvikling – ikke mindst i tiden lige før og efter revolutionen i 1974. Vi hører om kampen mellem Estado Novo og de demokratiske kræfter, om de konservative, katolske normer over for liberalt og nordisk frisind samt om valget af fremtid for det nye demokrati. For udenforstående kan det dog være svært helt at følge med og forstå den politiske situation, da holdninger og modsætninger – fx mellem Sá Carneiro og præsident António Ramalho Eanes aldrig bliver formidlet tydeligt.

Biografien er ikke ene om at fortælle om Snus liv. I de senere år har der været fornyet interesse om hende i Portugal, hvilket har ført til udstillinger og teaterstykke. Og hendes forlag eksisterer stadig. På min reol står fx Manuel Halperns bog om fado novo, O Futuro da Saudade, udgivet i 2004, ligesom originaludgaven af Cândida Pintos bog blev udgivet på Snus forlag.

Cândida Pinto: Snu Seidenfaden. People´s Press 2013, 330 sider

http://www.artpeople.dk/boeger/snu-seidenfaden-karlighed-boger-og-politik