Snu Seidenfaden - en dansker i Lissabon

Der er dramatisk stof til en hel spillefilm over danske Snu Seidenfadens liv og skæbne. Kærlighed, ambitioner, rejser rundt i verden, politiske omvæltninger og pludselig død.

Cândida Pintos biografi om Snu, som netop er kommet i dansk oversættelse, startede da også med billeder, idet den portugisiske journalist i 2005 stod bag en tv-dokumentar om Snus liv. Siden er materialet og de mange interviews blevet udbygget til bogform.  

Under et kostskoleophold i England møder Snu portugiseren Vasco Abecassis, som hun gifter sig med. I 1962, hvor Snu er 22 år, flytter parret til Lissabon, hvor hun efterfølgende etablerer forlaget Dom Quixote. Her blev der udgivet politisk og polemisk litteratur, hvilket gentagne gang bragte forlaget i søgelyset hos PIDE, Salazar-diktaturets hemmelige politi. Men som Snu selv formulerede det, da hun tog initiativet: "Jeg vil starte et forlag, Portugal skal åbnes op, og det skal være min måde at bidrage på”.

Samfundsengagementet havde hun med i bagagen. Snu var datter af det engagerede journalistpar Jytte Kaastrup-Olsen og Erik Seidenfaden og dermed halvsøster til afdøde Tøger Seidenfaden. Moderen forlod siden faderen til fordel for den svenske bogforlægger Tor Bonnier, som bliver en slags mentor for Snu, og i hvis fodspor hun altså vandrer.

Missionen lykkedes. Portugal blev senere åbnet, da Nellikerevolutionen fjernede Estado Novo i 1974, og Snus forlagsvirksomhed har da givet været en medspiller ved at gøde jorden for demokratiske tanker blandt intellektuelle og politiske engagerede. For som Cândida Pinto skriver: ”Det er Snu, der lægger forlagslinjen: via bøgerne vil hun bringe den aktuelle internationale omverden til det lukkede Portugal.”

Flytningen til det ellers lukkede Portugal og revolutionen i 1974 er ikke de eneste store omvæltninger i Snus liv. Ægteskabet holder ikke, da de vokser fra hinanden, og Snu samtidig forelsker sig i advokaten, politikeren og stifteren af det portugisiske socialdemokrati, Francisco Sá Carneiro. Han er dog ligeledes gift, men hvor Vasco er indforstået med skilsmisse fra Snu – ja faktisk beholder de et varmt venskab efterfølgende – forholdet det sig anderledes med Sá Carneiro, som har rødder i det katolske etablissement i Porto. Trods separation nægter hustruen at lade sig skille, da det strider mod religionen og samfundsnormerne.

Dette afholder dog ikke Snu og Sá Carneiro fra at etablere og præsentere sig som par, hvilket vækker en del opstand i konservative kredse. Modstanden bliver ikke mindre, da Carneiros politiske karriere gør ham til premierminister i januar 1980. Tiden på toppen og dermed Snus tid som – offentlig, men delvist uofficiel – førstedame bliver kort. I forbindelse med kampagnen for præsidentvalget samme år, flyver parret i december til Porto i et lille privat Cessna-fly. Efter 38 sekunder styrter flyet ned i Lissabon bydelen Camarate. Alle omkommer.  

Siden har der været spekuleret en del i, om det var en tragisk ulykke eller et politisk motiveret attentat, hvilket hele ni nedsatte kommissioner endnu ikke har kunnet klarlægge. Konspirationsteorier og mystik har givet været med til at holde liv i mindet om såvel premierministeren som hans elskede Snu – på samme måde som mordet på Kennedy og Olaf Palme vedbliver at være omdiskuterede.

Bogen fortæller deltaljeret og medrivende om Snus liv og skæbne. Måske til tider lidt for detaljeret, ligesom en vis tomgang melder sig, når det fx utallige gange bliver slået fast, at Sá Carneiro hustru ikke vil lade sig skille. Samtidig giver biografien indsigt i Portugal historie og politiske udvikling – ikke mindst i tiden lige før og efter revolutionen i 1974. Vi hører om kampen mellem Estado Novo og de demokratiske kræfter, om de konservative, katolske normer over for liberalt og nordisk frisind samt om valget af fremtid for det nye demokrati. For udenforstående kan det dog være svært helt at følge med og forstå den politiske situation, da holdninger og modsætninger – fx mellem Sá Carneiro og præsident António Ramalho Eanes aldrig bliver formidlet tydeligt.

Biografien er ikke ene om at fortælle om Snus liv. I de senere år har der været fornyet interesse om hende i Portugal, hvilket har ført til udstillinger og teaterstykke. Og hendes forlag eksisterer stadig. På min reol står fx Manuel Halperns bog om fado novo, O Futuro da Saudade, udgivet i 2004, ligesom originaludgaven af Cândida Pintos bog blev udgivet på Snus forlag.

Cândida Pinto: Snu Seidenfaden. People´s Press 2013, 330 sider

http://www.artpeople.dk/boeger/snu-seidenfaden-karlighed-boger-og-politik

Vintage 1983

1983 regnes ikke for et af de store vintageår og står derfor lidt i skyggen af 1985. Men faktisk scorer flere af vinene gode point forskellige steder. F.eks. hos James Suckling, som i sin bog ”Vintage Port” giver Cockburn hele 97 point.

Den slags pointgivning er jo ikke facitlister og afhænger selvfølgelig af, hvornår vinen er smagt og af hvem. Men Cockburn blev faktisk også samlet vinder, da The Vintage Port Club torsdag aften bød på smagning af 14 forskellige udgaver af vintage 1983. En fin smagning med flere gode flasker, som dog også bød på nogle skuffelser undervejs delvist på grund af et par halvskæve flasker. 

Flere – bl.a. Roy Hersh – nævner netop Cockburn 1983 som god, men ujævn, da der er mange defekte vine imellem. Vi havde åbenbart heldet med os, da begge flasker var gode. Mørk mahogni i farven, lidt tilbageholdende i næsen, men både med mørke bær og vanilje. God fyldig smag og stadig med spræl i.

Smagningen var tilrettelagt som blindsmagning, hvilket førte til flere overraskelser. Dow, som ellers regnes for en af årgangens bedste, var denne aften meget svag. Allerede meget afbleget, duft af kirsebær, en vis sødme og pæn eftersmag, men uden den kraft, der burde kendetegne Dow. Den havde jeg aldrig gættet. En anden skuffelse var efter min mening Fonseca, som var fæl i næsen. Det kan skyldes flasken, da det i al fald ikke nåede at fortage sig efter nogen tid i glasset.

Aftenens andenplads blev delt mellem Nieport og Smith Woodhouse – det sidste måske lidt overraskende. Det var en pænt glas, men den var nu langt fra i min top 5. Selv havde jeg Taylor som favorit efterfulgt af Graham, Warre, Nieport, Ramos Pinto og Cockburn. Taylor var i fin balance og absolut drikkeklar, men har nok ikke et langt liv. Nieport var let skjult i næsen, men med lang pebret eftersmag og flotte tanniner. Ramos Pinto og Warre havde ligeledes stadig tanniner og kraft.

Samlet set en noget uens smagning, hvor ingen vine slog benene væk under én. Nok var der gode portvine imellem, men der var også skuffelser. Havde man meget lave forventninger til årgangen, kunne man sagtens lade sig positivt overraske. Flere af vinene er også stadig levedygtige en del år frem, mens andre – som Borges og Feist – nok nærmer sig at have haft deres tid.  

Klubben har for vane at stemme om vinene, således at alle afgiver tre stemmer. Nr. 1 får tre point, nr. 2 to point og nr. 3 ét point. Der blev stemt, inden vinene blev navngivet, hvilket førte til følgende resultat:

Cockburn: 23 point

Nieport og Smith Woodhouse: 20 point

Ramos Pinto, Warre og Gould Campell: 18 point

Taylor: 13 point

Graham, Fonseca og Quarles Harris: 11 point

Feist 5 point

Borges og Ferreiras Quinta do Seixo: 2 point

António Zambujo: Quinto

Når jeg lytter til António Zambujo, kommer jeg til at tænke på Casa do Alentejo – en lille oase af en restaurant, beliggende i hjertet af Lissabon, tæt ved Rossio. Stedet var oprindeligt et klub for tilflyttere og tilrejsende fra Alentejo-provinsen, men alle kan i dag nyde en kop kaffe eller et måltid i de flot udsmykkende lokaler med imponerende azulejos og en maurisk inspireret overdækket gårdhave.

Og hvorfor så det? Jo, Zambujo er født i Beja, og selv om han har taget hovedstadens traditionelle fadomusik til sig og samtidig formået som mange andre at modernisere den og kombinere den med jazz og bossa nova, er han stadig ambassadør for Alentejo. Tydeligst i hans vibrerende sangstil, som er influeret af cante alentejano, en traditionel polyfonisk folkesang fra regionen. Men også i tekster og temaer. Et af numrene på debutpladen fra 2002 hedder fx ligefrem Trago Alentejo na voz, jeg bærer Alentejo i stemmen.

Denne anderledes stil er også tydelig på hans seneste og femte album, som kort og godt hedder Quinto og byder på 16 glimrende sange, hvoraf enkelte er skrevet af ham selv. CD´en rummer såvel fadosange som brasilianske kompositioner, da Zambujo har optrådt en del i Brasilien og samarbejdet med flere brasilianske musikere, ligesom han også er inspireret af sangeren Caetano Veloso – en af flere brasilianere, som medvirkede i Carlos Sauras film Fados.

Spændende og mere overraskende er Zambujos brug af trommer og blæsere som trombone og klarinet – et instrument han i øvrigt selv er uddannet i. Dette gælder ikke mindst en dybt vibrerende basklarinet, der på numre som A casa fechada og den tangoinspirerede Algo estranho acontece nærmest virker som et udråbstegn i hælene på Zambujos stille, underspillede, melankolske stemme. Ligeledes hentet fra jazzen er Mário Delgados fremragende elektriske guitar på Não vale mais um dia.

Alentejo, Brasilien og jazz. Fadoen er skabt af verden og tilhører verdensmusikken. Og fadoen er så sandelig også til stede på Quinta – såvel i stemmens saudade som i den flittige brug af guitarra portuguesa. Det er et imponerende flot femte album, Zambujo har begået. Og så vinder det faktisk for hver gennemlytning.

Som man ikke bør snyde sig for et besøg i Casa do Alentejo, bør man ikke undlade at stifte bekendtskab med Zambujo.

http://www.youtube.com/watch?v=ROuPWXwtBoc

Ana Moura: Desfado

Ana Moura (født 1979) har siden sin debut i 2003 udviklet sig til en af de mest markante unge fadostemmer. Ja, ikke alene det. Hendes popularitet og musikalitet rækker ud i verden. Hun har optrådt med stjerner som Rolling Stones og Prince (se links nedenfor), ligesom hun har sunget ved jazzfestivaler rundt om i verden.

Det grænseoverskridende aspekt er markant på hendes nye og femte album Desfado, hvilket forstavelsen ”des” netop signalerer. Hun dekonstruerer så at sige fadoen. Tre numre synges således på engelsk. Det gælder fx en fin og lettere jazzet udgave af Joni Mitchells A Case of You, hvor Mouras vokale spændvidde udfolder sig flot. Albummet er da også indspillet i Los Angeles og produceret af Larry Klein, som bl.a. har produceret netop Mitchell, men også Tracy Chapman og Herbie Hancock. Dermed har Moura forladt sin faste samarbejdspartner og mentor, Jorge Fernando. Herbie Hancock er faktisk gæstemusiker på Ana Mouras egen komposition Dream of fire, ligesom saxofonisten Tim Ries, der i sin tid førte Moura sammen med Rolling Stones, også medvirker.

Den internationale tilgang er altså ført hele vejen igennem denne gang. Men det betyder modsat ikke, at Desfado har fjernet sig helt fra Portugal og fadoen. Nok dekonstruerer hun, men hun destruerer ikke traditionen. Hun synger materiale af nye spændende navne som Virgem Suta og Luísa Sobral samt fadosangerne Aldina Duarte og António Zambujo, ligesom flere af skæringerne er gamle fadosange i nye forklædninger. Det gælder fx Fado Primavera og Fado Santa Luzia, som begge er indspillet af adskillige kunstnere, men her har fået nye tekster – sidstnævnte, ”O espelho de Alice”, med en hilsen til Alice i Eventyrland.

Så selv om Ana Moura udfordrer fadoen, bruger utraditionelle instrumenter og bevæger sig ud over de traditionelle grænser, byder Desfado på såvel guitarra portuguesa samt saudade i stemning og tekst. Det gælder fx den stille, smukke Havemos de Acordar, hvor Tim Ries saxofon får fint modspil, og ikke mindst Pedro Abrunhosas Fado Alado, som tager os på rundtur i Portugal med ordene Sou um Comboio de Fado, Sou um Comboio de gente.  Når Ana Moura er spændt for, tager jeg gerne med på den tur.

Links:
Ana Mouras egen hjemmeside: http://www.anamoura.net/
Ana Moura: Desfado: http://www.youtube.com/watch?v=GKCJgDCA5Bo
Ana Moura og Rolling Stones: No Expectations: http://www.youtube.com/watch?v=8wd3DaljPXk
Ana Moura og Prince: http://www.youtube.com/watch?v=HycPaSV68JU
Luísa Sobral: http://mit2hjemland.blogspot.dk/2011/11/luisa-sobral.html 

Port and the Douro

Jeg har efterhånden fået mig en større samling af bøger om portvin. God lekture, som giver et godt afsæt for at forstå, smage og nyde. Den bedste er og bliver Richard Maysons Port and the Douro, som nu er kommet i tredje udgave. Den er grundig og fuld af viden. Den giver overblik og dybde. Og den er skrevet af en kender og portvinselsker.

Richard Mayson har været del af vinbranchen siden 1984 og skriver i dag jævnligt for tidsskriftet Decanter. Han har begået flere bøger om vin og har specialiseret sig i Portugal. Foruden Port and the Douro er også The Wines and Vineyards of Portugal yderst læseværdig, ligesom han har skrevet en bog om Dow´s historie. Og så har Mayson ikke mindst en godt førstehåndskendskab til landet og dets vin, idet han driver sin egen vingård i Alentejo.

Bogen er opdelt i 8 kapitler foruden forord og efterskrift. Først en grundig gennemgang af portvinens historie efterfulgt af et kapitel om vingårde og vinsorter samt beskrivelser af en lang række af de vigtigste quintaer. Derefter gennemgås selve vinproduktionen og de forskellige portvinstyper. Et særskilt kapitel gennemgår vintage med årgangsbeskrivelser fra 1844 til 2011 med personlige anbefalinger for hvert høstår. Endelig følger en oversigt over de største portvinsfirmaer, et kapitel om den voksende bordvinsproduktion i Douro og afsluttende lidt rejseinformationer.

Listerne over quintaer og producenter er selvfølgelig ikke komplet. Der er flere end 34.000 vinproducenter i Douro, hvoraf en stor del godt nok udelukkende sælger deres druer til kooperativer eller større producenter – og måske laver vin til eget forbrug. Men siden det i 1986 blev tilladt at eksportere portvin direkte fra Douro, er der kommet mange flere navne på markedet herunder flere udmærkede single quinta huse. Det er altså forståeligt, at det kun er et bredt udvalg, der beskrives i bogen. Dog kan det undre, at en brand som Hutcheson, der laver solide Colheitas ikke er omtalt, ligesom danskejede Quinta do Pego og opkomlingen Quevedo savnes.   

Opbygningen i denne nye udgave er ikke meget forskellig fra de tidligere, men indholdet er blevet revideret, ligesom bedømmelser af huse og årgange selvfølgelig er blevet justeret og ajourført. En række farvefotos og tekstbokse og har lettet opsætningsmæssigt – herunder bokse med overskriften Men who shaped the Douro, hvor vi møder personligheder op gennem historien fra Baron Forrester og Dona Antónia Ferreira til Peter Symington og Bruce Guimaraens.

Bogen er ikke spækket med smagenoter – dem må man finde andre steder. Men bedømmelser er selvfølgelig underbygget af enkelte notater og gode argumenter, som man kan være enig eller uenig i.

Har man læst andre portvinsbøger, bør man alligevel give sig i kast med Port and the Douro. Har man ikke, er det et godt sted at starte, da den trods sin seriøsitet er let læselig. Og så leverer den faktisk ny viden om vinproduktion, druesorter og vinstokke. Vel er der ikke tale om en flot coffee table book som Henrik Oldenburgs danske portvinsbog, men Mayson bør have sin plads på reolen.

Efterskriftet omhandler de seneste års udvikling og dermed fremtiden. Siden år 2000 er salget af portvin faldet samtidig med at omkostningerne er steget. Krisen rammer desværre hårdt i Dourodalen, men trods de noget pessimistiske toner, slutter Richard Mayson med at konkludere, at Douro vil vedblive at være en af de mest fascinerende vinregioner i verden og portvinen blandt de største vine. Og heri kan man jo kun erklære sig enig.

Læs mere her: http://www.richardmayson.com/

Portvin fra DR

Det kunne ikke undgå at overraske, da jeg pludselig så en portvinsflaske, hvor der på etiketten med store bogstaver stod DR. Som mangeårig medarbejder ved Danmark Radio var der mildest talt noget genkendeligt ved den forkortelse. Og selv om der jævnligt snakkes om nye platforme, havde jeg da ikke hørt, at statsradiofonien ligefrem var begyndt også at producere portvin.

Efter forbavselsen kom nysgerrigheden, og da mærket endnu ikke importeres til Danmark, blev en prøveflaske rekvireret fra Portugal i form af en 10 års Tawny.

Det endte faktisk som en positiv overraskelse. Forventningerne var ikke voldsomme til en nyt og herhjemme ukendt mærke, men de blev opfyldt til fulde og mere til.

Vinen er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og Tinta Barroca – samt ifølge bagsideetikken, men ikke den tilsendte produktinformation – Tinto Cão. Så de fem mest brugte sorter er alle med. Farven er mørk mahogni, med fin klarhed og ikke overdrevet fedme. Duften har appelsinskal og figen som fremtrædende ingredienser, mens smagen også byder på valnød. Lidt sprittet uden dog at være over grænsen, ligesom den brænder en del. Fin lang eftersmag fuld af pepper.

Alt i alt et let tilgængeligt, men dejligt velsmagende bekendtskab – ikke mindst taget i betragtning, at salgsprisen fra eksportøren er godt 10 Euro og dermed under 100 kr. 

Vinen er fremstillet på Quinta da Levandeira do Roncão, som har 40 hektar vinmarker ved landsbyen Vilarinho de Cotas lidt nordøst fra Pinhão. Området, Roncão, har lagt navn til flere Quintaer, hvor Quinta do Roncão, der i sin tid tilhørte brødrene Robertson, nok er den mest kendte.

Quinta da Levandeira do Roncão blev overtaget af den nuværende ejer så sent som 2001, men skulle stamme fra 1850. Ved overtagelsen blev store arealer renoveret og nyplantet, men de bedste vinmarker med 60-70 år på bagen blev dog bevaret.

Den første høst under den nye ejer er fra 2001. Men med selve Quintaen overtog ejeren også en kælder fuldt af gamle fade med vin, hvilket er årsagen til at firmaet kan sælge Tawny med alder og Colheitas, som er ældre end dem selv. DR findes således også som 20 års, 30 års og mere end 40 års Tawny foruden de faktisk med afsæt i en samling fade, der alle er over 80 år, har blended en såkaldt vinho velho. Dertil kommer almindelig ruby og tawny, LBV og Vintage. Så der er altså allerede tale om en fuld palet, hvorfor mærket da også er på vej til at blive lanceret på det europæiske marked.

DR tilhører den store underskov af portvinsmærker, som findes i dag i divisionerne under de store kendte producenter. Udviklingen startede allerede i 80´erne og tog for alvor fat efter 1986, hvor det blev tilladt at eksportere portvin direkte fra Douro, så de ikke skulle omkring Vila Nova de Gaia først. Mange mindre quitataer lavede i forvejen portvin i mindre mængder til eget forbrug, men optimerede nu produktionen. Nogle af dem har siden vundet anerkendelse og udbredelse – og flere vil givet følge. Og tak for det, da det giver den mangfoldighed, som jeg i al fald elsker og nyder. Hvem ved, måske bliver DR en af de næste i rækken. Hvis de øvrige flasker har samme niveau som deres 10 års Tawny, er potentialet i al fald til stede.  

På rejse i vinlandet

På min rejser i Portugal har jeg besøgt adskillige vingårde – især i Douro, men også syd for Lissabon og i Alentejo. Det allerførste besøg var hos et kooperativ i Lagoa, men den gang var det nu ikke for at udforske deres kunnen, men blot for at tanke op i den store dunk, der forsynede os med billig vin til aftenens fest.

Siden er der sket meget – både med mig og med vinlandet Portugal. Hvor vinene tidligere var knap så imødekommende, har udviklingen og professionaliseringen af vinproduktionen sendt Portugal i top på mange vinlister og ved mange smagninger. Senest finder man fx en Touriga Nacional 2009 fra Quinta do Vallado placeret på en flot 13. plads på Wine Spectators top 100 for i år.

Quinta do Vallado – en af de berømte The Douro Boys, der for alvor har bragt regionen i front, hvad angår bordvin – er en af mange vingårde, som bliver besøgt i bogen En opdagelsesrejse i vinlandet Portugal. Bogen blev udgivet på dansk i 2007 af reklamebureauet Bistro og med brancheorganisationen ViniPortugal som afsender. Bogen er altså ikke uvildig, men det forhindrer den ikke i at være en fin og flot illustreret rundtur i de forskellige regioner.

Bogen giver indledningsvis nogle generelle betragtninger om udviklingen og om de mange druesorter. Det spændende ved vinlandet Portugal er de hele 500 forskellige druesorter, som efter sigende kun findes dér. Der er altså tale om en unik mangfoldighed, som ikke er blevet – og forhåbentlig aldrig bliver – fortrængt af internationale druesorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. I stedet taler vi om førnævnte Touriga Nacional og de andre kendte portvinsdruer, der altså også bruges flittigt i rødvine. Vi taler om andre røde sorter som Baga fra Bairrada, Castelão og Ramisco og om hvide sorter som Alvarinho, Arinto, Verdelho, Loureiro og Moscatel de Setúbal. Nogle steder eksperimenteres der selvfølgelig med importerede sorter både i ren form og i blandinger for at ”blødgøre” de mere rustikke portugisiske druer. Men hovedtendensen er heldigvis, at man fastholder originaliteten og rent faktisk producerer et stigende antal enkeltdrue-vine som vinen fra Quinta do Vallado vidner om.

Bogen giver bogstaveligt talt en rundtur. Med udgangspunkt i Lissabon fører den os sydpå over Setúbal-halvøen til Algarve og op igen gennem Alentejo, Ribatejo, Estremadura, Beiras, Douro og Minho for til sidst at besøge øerne. Hvert distrikt får en indledende beskrivelse efterfulgt af rejsetips, hvorefter følger opslag med besøg hos udvalgte producenter.

Det gælder fx José Maria da Fonseca, som er kendt for sine Periquita- og Moscatel-vine og Adega do Cantor i Algarve, der ejes af Cliff Richard. I Alentejo besøges bl.a. Quinta do Carmo og Herdade do Esporão, hvis hvid- og rødvine jeg selv er en stor ynder af, men også kooperativet i Borba. Nord for Lissabon nævnes selvfølgelig området Colares, hvor de gamle vinstokke (fra før vinlusens hærgen) vokser i sandklitter, og længere oppe igen de tre store områder Dão, Bairrada og Beira Interior. Endelig helt mod nord de fremstormende rødvinsproducenter i Douro og Vinho Verde, som jeg næsten altid har liggende på køl.

Slutteligt snydes vi ikke for kapitler om Madeira og Portvin. Sidstnævnte afsnit skæmmes dog af nogle unøjagtigheder. Fx nævnes det, at en 20-årig Tawny Port er lavet på druer fra høsten 20 år før tapningsdatoen. Nej, det er en blanding af ældre som yngre druer i det forhold, som huset ønsker skal karakterisere deres 20 års Tawny, hvorimod Colheitas er fra det år, som står angivet på flasken og derefter lagret i mindst syv år, men gerne mere.

Tilbage står dog, at bogen giver et godt indtryk af de forskellige regioners særkender. Og så giver den i høj grad lyst og god inspiration til at besøge langt flere vingårde i fremtiden. At den er fra 2007 gør selvfølgelig, at den ikke er helt opdateret, men selv om udviklingen går stærkt, hvad angår vinproduktionen i Portugal, går den trods alt ikke så stærkt, at bogen er uaktuel.

Læs mere på http://www.viniportugal.pt/