Vintage 2009

April måned er altid spændende for portvinsentusiaster. Der er nemlig tiden, hvor producenterne begynder at deklarere vintage, som det hedder. Vintage er den mest fornemme kategori inden for portvin. For det første fordi der ikke laves vintage hvert år, men kun i udsøgte år, hvor vejrbetingelserne har været optimale og høsten er kommet fint i hus, hvilket sker ca. tre gange i hvert årti. For det andet bruges der kun vindruer fra de bedste marker, hvorfor mængden af vintage ikke er overvældende, hvilket selvfølgelig også er med til styrke interessen og fordyre flaskerne. Fremragende og klassiske vintageår er 1963, 1970, 1985, 1994, 2000, 2003.

Det er producenterne selv, der vurderer, om høsten efter to års fadlagring har tilstrækkelig kvalitet til at kunne blive vintage. Mener de det, skal de indsende prøver til Portvinsinstituttet, som så skal godkende, hvilket som regel sker.

Der er dog ikke alle, der deklarerer vintage i gode år. Der kan være forskel på høsten alt efter beliggenhed af de forskellige quintas, ligesom de enkelte firmaers politik på området ikke er den samme. Derfor ser man nogle gange, at husene er splittede mellem to efterfølgende år. Eller man kan se store huse, der ikke er på listen sammen med de resterende.

2009 er netop et år, der deler. Mest markant er forskellen på de store og markedsførende selskaber, Taylor Fladgate Group og Symington Family Estate, der står bag en række af de bedste portvine. Taylor Fladgate har valgt at deklarere Taylor, Fonseca og Croft – og det med store ord som kæmpe farveintensitet og tanninstyrke og med sammenligninger med 1970. Symington har derimod udtalt, at året var for tørt og varmt og derfor sekundært, hvorfor de hverken sender Graham´s eller Dow´s ud. Warre´s udsendes dog, men det i anledning af 200-året for William Warres indsats i befrielsen af Porto fra de franske besættelsesstyrker i 1809.

Af andre producenter kan det nævnes, at Niepoort, Ramos Pinto og Pintas har deklareret vintage, hvorimod koncernerne Sogevinus med bl.a. Calém og Burmester samt Sogrape med bl.a. Sandeman og Offley følger i Symingtons fodspor og afstår. Til gengæld kommer som vanligt i de år, hvor der ikke laves vintage, en lang række single quinta vintages på markedet som fx Quinta dos Malvedos, Quinta do Vesuvio, Quinta do Bomfim og Churchills Quinta da Gricha. Og de kan være glimrende køb.

Når meningerne er så delte, skal det blive spændende at følge vinenes udvikling. Nogle single quinta vintage viser sig at have såvel kvalitet som lagringspotentiale som ”rigtig” vintage. Modsat viser nogle vintageår sig at være overvurderet og meget lidt holdbare i længden. Hvem, der har ret – eller om alle har ret, må tiden vise. Jeg har i al bestilt lidt flasker til reolen, og så må vi se tiden an.

Almada Negreiros og Alcântara

Hvordan blev Salazar-styrets ideologi og holdninger formidlet i kunst og kultur? Hvordan er Estado Novos visuelle udtryk i billedkunst og arkitektur? Og var der plads til oprør og modstand i den officielle kunst og litteratur?

Det er spørgsmål som disse Ellen W. Sapega efterforsker og besvarer i sin bog ”Consensus and debate in Salazar´s Portugal” (The Pennsylvania State University Press), som jeg nyligt fik læst til ende. Bogen er lærd og giver en fin gennemgang af kultur og modkultur under et styre, som måske ikke var direkte fascistisk, men i fald havde mange fælles karaktertræk med fascismen. Dyrkelsen af det nationale, familien og historien samt den bevidste brug af kunst og kultur i propagandistisk øjemed.

Bogen og dens problematik er ikke kun historisk interessant. Den har også givet mig større forståelse for nogle af de kunst- og bygningsværker, jeg har mødt i Portugal, som monumentet for de opdagelsesrejsende i Belém, der på en gang er skræmmende og flot i sin hyldest til landets storhedstid som førende søfartsnation. Særligt spændende at læse var analysen af maleren og forfatteren José de Almada Negreiros´ flotte store murmalerier ved færgeterminalerne i Alcântara, Gare Marítima de Alcântara og Gare Marítima da Rocha do Conde de Óbidos.

Terminalerne blev bygget i 1940´erne og skulle tage imod rejsende til og fra Lissabon. Derfor var det vigtigt for myndighederne, at ankomne fik et godt indtryk af landet. Almada Negreiros fik derfor til opgave at male nogle store murpaneler, der hylder byen, historien og nationen. Vi møder skibe, sømænd og fiskekoner. Vi ser katedralen, borgen og kajen. Vi oplever havet og landskabet og får genfortalt myter og historier.

Men der blev også plads til en modfortælling. De få år, der var mellem malerierne de to steder, er tydelige. På det første sted er stilen mere traditionel og indholdet en stor hyldest til netop historien, familien, landet og religionen. I den anden terminal er stilen derimod langt mere moderne, ja nærmest kubistisk – og samtidig sniger der sig fattige, mulatter, gøglere og immigranter ind. Styret var selvsagt meget glade for den første serie af billeder, men ikke helt tilfredse med den sidste, som på et tidspunkt var tæt på at blive overmalet. Der blev jo rent faktisk stillet spørgsmålstegn ved det nationale paradis.

I dag er der desværre ikke offentlig adgang til ankomsthallerne med de imponerende og store billeder. Sidste år var jeg dog heldig at få dem af se sammen med en ansat ved havnevæsenet, som nyligt havde skrevet en lille guide om malerierne. Størrelsen og mangfoldigheden af farver og figurer var fantastisk. Sammen giver de et godt indtryk af byen og landet, historien og samtiden. Og så fortæller de altså en historie om en kunstner, som på en gang sagde ja til en bestillingsopgave for Estado Novo, men som samtidig også formåede at kritisere styret.

Almada Negreiros har også udsmykket kirken ”Nossa Senhora de Fátima” i Lissabon, og så har han virket som forfatter. Han var med i den modernistiske kunstnergruppe Orpheu, hvor også Fernando Pessoa slog sine folder. På dansk har Forlaget Ørby udsendt skuespillet ”Kvinde ønskes” og den lille roman ”Et dæknavn” (www.oerby.dk).  

Bacalhau

Så er klipfisken lagt i blød. Nu skal jeg bare skifte vand nogle gange resten af dagen, så den bliver udvandet til i morgen, hvor jeg har i sinde at traktere med en omgang bacalhau til forret. Jeg har også lagt mig fast på opskriften, selv om der er mange at tage af. Det forlyder faktisk, at der er hele 365 forskellige muligheder at vælge imellem – én til hver dag året rundt. Det skal nok passe, i al fald er de variationer, jeg er stødt på, efterhånden mange. Stegt på pande eller i ovn. Kogt eller grillet. Som flotte anretninger eller i småstykker.

Hver gang jeg bestiller og henter klipfisk hos den lokale fiskehandler, nyder jeg at åbne posen og tage det store stykke ud. Tørt med masser af salt på overfladen og med en kraftig lugt, som straks minder mig om Rua do Arsenal i Lissabon, hvor adskillige butikker har klipfisk liggende i store stakke. Her går vandreturen ofte forbi, når jeg er i byen. Jeg kommer også gerne til at tænke på Portugals fortid som stor søfartsnation, for det var på de lange togter til norden, at torsken blev fanget og derefter nedsaltet for siden at blive tørret. I begyndelse af 1500-tallet kom en af de portugisiske søfarere, Gaspar Corte Real så langt som til Labrador eller Newfoundland, som de kaldte for terra do bacalhau – klipfiskens land! 

I dag er klipfiskens land Portugal, selv om fisken stadig importeres fra norden, fra Island og Norge. Men hvorfor ikke også nyde den herhjemme? Jeg har gennem årene forsøgt mig med flere opskrifter, men vender altid tilbage til den, som jeg også vil lave denne gang. Første gang jeg smagte den var rent faktisk ikke i Portugal, men herhjemme til en sammenkomst med portugisiskholdet, hvor Pedro introducerede den. Tak for det…

Min egen variant er nu nærmest en blanding af to opskrifter: Bacalhau con Natas og Bacalhau à Gomes de Sá, som minder meget om hinanden. I kort form brækkes den udvandede og kogte klipfisk i små stykker. Den fyldes lagvis i et fad sammen med kogte kartofler, hårdkogte æg, letstegte løg og hvidløg, sorte oliven fyldt med hvidløgsost og fløde. Derefter bages det hele i ovnen i ca. 45 minutter og pyntes med godt med frisk koriander inden serveringen.

Til en sådan herlig fiskeret skal selvfølgelig nydes tør hvidvin eller godt med vinho verdo.      

Opskrifter på de to nævnte retter findes i øvrigt i to af de kogebøger, jeg efterhånden har samlet. Den første er på dansk. Erwin Stæt Andersen: Det portugisiske køkken fra Bica Bogforlag. Den anden er engelsk. Ursula Bourne: Portuguese Cookery fra Penguin Books.   

3 ud af 4

Gårsdagens kampe i Europa League må siges at være lidt af en triumf for portugisisk fodbold. Braga og Benfica spillede uafgjort i deres kampe, Porto vandt på udebane, og dermed går alle tre hold videre. Det betyder faktisk, at tre ud af fire hold i de kommende semifinaler er fra Portugal! Ikke så ringe. Derfor heller ikke noget at sige til, at de portugisiske aviser har fundet de store overskrifter frem i dag. Den ellers rimeligt afdæmpede Díario de Notícias kalder det f.eks. for Dia Historico para o Futebol português – en historisk dag for portugisisk fodbold. Har slet ikke turde tjekke sportsaviserne.

I semifinalerne vil mindst et af holdene selvfølgelig forsvinde, da Braga og Benfica mødes. Det opgør tror - og håber – jeg, at de røde ørne fra Benfica vinder. De ligger klart nummer to i ligaen (efter rivalerne fra nord) og har været mere overbevisende i de seneste europæiske kampe. Godt nok blev Benfica elimineret fra Champions League, og godt nok tabte de det sidste indbyrdes opgør i starten af marts, men det er altså et bedre hold for tiden. De vandt første opgør mod PSV Eindhoven 4-1. I returopgøret på udebane kom de bagud 2-0, hvorfor den samlede sejr begyndte at vakle. Men de kom igen og fik 2-2 – og er altså nu klar mod Braga, som går videre grundet udebanemål i to uafgjorte kampe. Knap så overbevisende.

Porto skal møde spanske Villarreal og har vist topform på det seneste. I kvartfinalen vandt de sammenlagt hele 10-3 over Spartak Moskva. Skræmmende…

Det skal blive spændende at følge kampene den 28. april og den 5. maj. Håber de bliver vist på en af de tilgængelige kanaler. Hvis ikke må det jo blive internetopdatering igen…

Warre´s

Warre´s er et af de tre store portvinshuse, som ejes af Symington-familien. De andre er Graham´s og Dow´s, men desuden ejer familien husene Smith Woodhouse, Gould Campbell og Quarles Harris foruden den berømte Quinta do Vesúvio, som markedsføres under eget navn.

Når man derfor, som jeg nyligt var det, er til smagning, hvor der blot står, at Symington er med, ja så er det aldrig til helt at vide, hvad man får. Hvad vintage angår, var det Graham´s Malvedos og Dow´s Quinta Senhora Da Ribeira – altså to single quintas – som var med på d´Angleterre. Forleden i Den Fynske Portvinsklub var det i stedet rendyrket Warre´s ses bort fra en enkelt referenceflaske. Warre´s vintage stammer hovedsagelig fra tre store quintas, Retiro Antigo, Telhada og Cavadinha med sidstnævnte som flagskibet, som da også laver single quinta vintage i de år, hvor der ikke deklareres vintage. Quinta da Cavadinha besøgte jeg for et par år siden med klubben, hvor winemaker Miles Edlmann fortalte om gårdens brug af store robotter frem for den traditionelle fodtrædning af druerne. Han var ikke bleg for at kalde teknikken revolutionerende og nødvendig for den fremtidige produktion, da mangel på arbejdskraft kan gør det svært af fortsætte med at smide en samling mænd i hvert kar et par dage. Andre rynker på næsen, da robottens silikonepuder trods alt ikke kan erstatte menneskets fod som det optimale værktøj i presningens kunst. Under besøget smagte vi faktisk tre portvine fra samme mark og år, men presset med fødder, robot og autovinifikation – den tredje udbredte metode, som foregår i en lukket tank. Erfarne klubmedlemmer mente at kunne smage tydelig forskel til fodtrædningens fordel – og enkelte sågar ved blindsmagning.

Men tilbage til smagningen forleden, som bød på 11 årgange, fra det store klassiske år 1963 til det senest erklærede i 2007. Forenklet kan man sige, at Warre´s placerer sig et sted mellem Dow´s tørhed og Graham´s elegante sødme. Det gjaldt også aftenens vine, hvor nogle enkelte årgange skilte sig positivt ud:

De nyere årgange som 2000, 2003 og 2007 var meget lovende. Endnu unge, men kraftige og krydrede med stort potentiale. Det skal blive spændende at smage dem igen.

1970 opnåede en samlet 3. plads, men var ikke blandt mine favoritter. Jeg fandt den lidt skuffende, året taget i betragtning. Kraftig i næsen, men lidt kort i eftersmagen. Tvivler på om den er lige så langtidsholdbar som andre 70´ere.

1966 kunne til gengæld sagtens klare flere år. Selv om den havde fået sin lyse og brune farve, var den ikke færdig, men med stor smag. Den fik også en samlet 2. plads.

1. pladsen gik ikke overraskende til 1963, som jo er et af de mest berømte år, hvilket Warre´s levede op til. Gemmer sig måske en smule i næsen til at starte med, men kommer frem med mange nuancer i smagen og en lang eftersmag. Virkelig en stor nydelse.

The Moon, Come to Earth

At hente månen ned på jorden. Kunsten at gøre det umulige muligt.

I den amerikanske forfatter Philip Grahams lille samling af fortællinger af samme navn henviser titlen konkret til en skulptur, han selv og datteren Hannah stopper op ved på en vandring i Lissabon. En stor måne, oplyst indefra og placeret på en plads i Chiado-kvarteret. Kunstværket er en del af en større festival med street-art, men også et symbol på den lille families forehavende, viser det sig siden.

Philip Graham boede et års tid i Lissabon sammen med hustruen Alma og deres teenagedatter. Bogen skildrer dels den lille families liv og ikke mindst forholdet mellem far og datter. Dels giver den et udmærket billede af Lissabon og den portugisiske kultur – set udefra, men med en indlevelse og en passion fra en fortæller, som ønsker at forstå og være en del af det, han ser, hører og erfarer. Vi er med, når der spises sardiner, drikkes vinho verde og lyttes til fado. Vi er til tyrefægtning, på indkøb og på udflugter. Og vi hører om besværet med at købe billetter til en fodboldkamp eller til en togtur.

Graham er en både nysgerrig, vidende og ganske morsom fortæller. Flere af de små beretninger starter med en undren som f.eks. antallet af brosten i belægningen på en bestemt strækning i Belém, hvor familien bor.   

I det indledende kapitel filosoferer Graham over, hvorfor han elsker Lissabon – tanker jeg kender så udmærket fra mig selv. Er det de mange brosten eller udsigten til Tejo? Er det genkendelsen af følelsen af saudade? Eller som han så smukt udtrykker det om sine vandreture rundt i byen:

”I feel that I’m also travelling some interior landscape, that those streets are leading to a place inside myself I haven’t yet located.”

Ja, netop. Måske er det dér sandheden om mine egne utallige vandreture rundt i byens små gader ligger. Oftest fører gåturene ikke bestemte steder hen, men måske finder jeg vej til mig selv?

Bogens sidste beretning foregår i USA efter hjemkosten et år senere. Graham spiller portugisisk klavermusik fyldt af saudade, mens han reflekterer videre over sin kærlighed til Lissabon, men også over de konsekvenser opholdet havde for især datterens vedkommende. For en ung pige på kanten af at blive voksen, kan det være svært at løsrive sig fra venner og hjemlige omgivelser i et år. Det må familien sande, da de erfarer, at hun under opholdet udvikler en spiseforstyrrelse. Også den erfaring er nu en del af det samlede billede af året i Lissabon, hvorfor Graham konkluderer:

”Lisbon, the country, the culture still speak to us, and still we listen. So this is saudade. Such a complex, contradictory emotion, marked with love and pain, tenderness and longing, just for starters, and mingled in depths I’ve never understood before and maybe never will”.

Han trykker replay og hører musikken igen. Månen kommer aldrig helt ned på jorden. Men vi vil vedblive at stræbe efter det.

Philip Graham: The Moon, Come to Earth. The University of Chicago Press 2009.

Vinsmagning på d´Angleterre

Fra frisk og perlende Vinho Verde og tørre hvidvine fra Alentejo over kraftige rødvine på enkeltdruer til unge, men allerede indbydende vintage portvine og vellagrede årgangstawnies.

Det var i kort form, hvad mandagens store portugisiske vinfremstød på Hotel d´Angleterre i København bød på. En anden kort version kunne lyde: Fra små nye producenter på udkig efter danske importører over gensyn med velkendte navne, som allerede findes i specialbutikkerne, til de store firmaer med bredt sortiment og aftaler med butikskæderne. Det sidste gjaldt kendte mærker som Aveleda (Vinho Verde), Fonseca (Periquita) og Real Compania Velha (portvin), som jeg må indrømme, at jeg sprang let henover.

Med andre ord var der det hele. Bag den årlige vinsmagning står ViniPortugal – en brancheorganisation, som arbejder for at udbrede kendskabet til portugisisk vin og blandt andet udgiver et blad med samme navn et par gange om året. Skriv til viniportugal@bistro.se, hvis du er interesseret i gratis abonnement.

Det er andet år, jeg deltager i vinfremstødet – og det med stor fornøjelse – både for at smage nyt, men også for at gense kontakter og møde nye. Der bliver smagt meget i løbet af en sådan eftermiddag, men her er et udvalg af højdepunkterne.

Der var en pænt udvalg af Vinho Verde og ikke alt blev prøvet. Anselmo Mendes udmærkede sig med en dejlig friskhed og fylde i mærkerne Azul og Clemen Reserva. Importør: http://www.dvin.dk/

Blandt hvidvinene var Alentejo-området rigt repræsenteret. Her var Esporãos Verdelho et spændende nyt bekendtskab. Verdelho-druen kendes mest fra Madeira-vine, men er altså også fremragende til hvidvin. Sødmefuld blomster- og citrusduft med megen eksotisk frugt i smagen uden på nogen måde at nå vammelt overdrev. Importør: http://www.portugisiskvinkaelder.dk/

Også J. Portugal Ramos Vinhos havde gode hvidvine fra Alentejo - dog med mere tør friskhed og mindre fylde og eftersmag. Det gjaldt labels som Loios og Marquês de Borba, som også havde en kraftig rødvin med.    

En mindre producent fra Alentejo er kooperativet Carmim, som præsenterede en række rødvine på enkeltdruer – såvel internationale som portugisiske. Jeg smagte bl.a. Aragonês (i Douro kendt som Tinta Roriz og identisk med den spanske Tempranillo) og Tricandeiro.

Wine & Soul var så afgjort også et besøg værd og bød samtidig på et gensyn med winemaker Sandra Tavares, der ud over egne produkter – bl.a. fra Pintas - også står bag Quinta do Vale D. Marias portvin. Hende havde jeg tidligere truffet ved en smagning med Douro Boys i Douro-dalen. 

Apropos gensyn fik jeg selvfølgelig også hilst på Henrik og Lars fra Portugisisk Vinkælder i Odense der ud over allerede nævnte Esporão havde Bacalhôa og Quinta do Crasto med, Isabel og Lars Tofte som bød på et bredt udvalg af vine fra Alentejo (http://vinport.dk/) samt ikke mindst Gustavo Devesas fra Symington, som jeg har mødt både i Vila Nova de Gaia og senest til stor Malvedos-smagning i Den Fynske Portvinsklub.

Og dermed er jeg nået til portvinen. Symington-familien ejer jo adskillige portvinshuse og deriblandt tre store: Warre´s, Graham´s og Dow´s. På d´Angleterre var der mulighed for at parallelsmage de tre huses LBV, så man rigtig kunne mærke forskellen på Dow´s tørre stil og Graham´s mere søde. Dertil kom Malvedos Vintage 1999, som ikke var med ved den store Malvedos-smagning nyligt i klubben (omtalt 31.1.2011). Den var faktisk allerede i pæn balance, men dog stadig lidt rå. Endelig bød Gustavo også på den særprægede Quinta Senhora da Ribeira Vintage 2008 fra Dow´s – en krydret, pebret single quinta, som lå meget langt fra Malvedos mere frugtige sødme.

Det sidste navn jeg vil fremhæve, var måske eftermiddagens største overraskelse – og et bekendtskab, som jeg ikke er færdig med. Miguel Braga fra Quinta do Mourão i Douro havde både kraftige rødvine og portvin med – de første ikke overraskende lavet på kendte portvinsdruer som Touriga Nacional og Tourica Franca. Især imponerede hans tawny-serie (10, 20, 30 og 40 års) under navnet São Leonardo. En meget ren stil med fyldig nøddesmag, som måske lige gemmer sig en anelse i starten, men til gengæld forbliver i erindring længe. Jeg vil især fremhæve 20 års og 40 års som værende af meget høj klasse og med stor dybde. Importør: http://www.freilevvine.dk/