Douro Terroirs

Vinmarkerne i Douro er nøje registreret og klassificeret ud fra en lang række parametre, som i sidste ende indgår i beregningerne i det såkaldte Beneficio-system, der afgør, hvor meget portvin de enkelte vingårde og producenter må lave hvert år. Blandt parametrene er fx jordbundsforhold, højde, hældningsgrad og placeringen med hensyn til de geografiske verdenshjørner – altså det vi sammen med mikroklimaet kalder for terroir.

Terroir var netop emnet for den lukkede pressesmagning ved årets Portvinsmesse på Børsen i København i sidste uge. Og da oplægsholderen var Dominic Symington fra Symington Family Estates, var det selvfølgelig nogle af deres næsten 30 vingårde, som var i fokus. Dermed også sagt, at vi skulle smage Single Quinta Vintage, der jo i modsætning til Vintage er lavet af druer fra en og samme quinta.

Symingtons mange ejendomme er placeret rundt om i hele Douro, hvilket netop giver flere strenge at spille på, når det gælder produktions af portvin og vin for den sags skyld. For som Dominic forklarede ved hjælp af en lang række power points, grafer og kurvediagrammer, er der store forskelle, hvad angår terroir, alt efter hvor i Douro en mark ligger. Større nedbør og lavere temperatur i Baixo Corgo i vest, høje temperaturer, mere granit og minimal nedbør i Douro Superior i øst, og midt i mellem Cima Corgo med – efter de flestes mening – de mest ideelle forhold.

Men også i de enkelte underregioner er der forskelle – fx om en quinta er placeret på venstre eller højre bred af Douro og dermed har nordvendte eller sydvendte marker, hvilket jo spiller en stor rolle for soleksponeringen. Eller om markerne er placeret oppe i højden eller helt nede i dalen, ligesom hældningsgraden kan have indflydelse på evnen til at opsuge nedbør.

Det kan lyde meget teknisk, og det er det også. Tiderne hvor vinbonden blot gik ud i marken med de blandede druesorter, smagte lidt hid og did og så nikkede ja eller nej, er for længst forbi. Alt måles og registreres via et netværk af vejrstationer og infrarøde satellitfotos – og det helt ned i detaljen, hvilket er med til at bestemme, hvilke sorter, man planter hvor og hvor tæt, så de får de mest ideelle vækstbetingelser. Og i de gamle blandede Vinha Velhas marker, som kan rumme op til 50 forskellige sorter, har man DNA-testet, så man ved præcis hvilke kloner, der er tale om. Når en vinplante er ved at dø, bliver den udskiftet med akkurat samme sort og klon, så det særlige field blend forbliver det samme.

Men tilbage til smagningen. De to årgange var 2001 og 2010, som begge ikke var til den store brede deklarering, men til Single Quinta Vintage. De seks quintaer var fordelt med tre i Cima Corgo og tre i Douro Superior. Med andre ord var der altså mulighed for at kunne sammenligner vinene på kryds og tværs i forhold til årgange og terroir. Dertil kom, at to af quintaerne er tilknyttet samme brand, hvorfor det også var mulighed at vurdere, hvad de hver især bidrager med til den almindelig vintage.

Her først lidt oplysninger om de forskellige quintaer:

Quinta da Cavadinha: Placeret ved Pinhão-floden i lidt køligere klima med marker i op til 440 meters højde. Markerne er især sydøst- og østvendte, jordbunden især skiffer, og den årlige gennemsnitlige nedbør er 1.056 mm. Quintaen leverer til Warre´s.

Quinta do Bomfim: Ligger lige i udkanten af Pinhão tæt ved Douros bred. Markerne er især sydvendte og derfor med megen sol. Jordbunden er især skifferklipper, og den årlige gennemsnitlige nedbør er 788 mm. Quintaen leverer til Dow´s.

Quinta dos Malvedos: Ligger nær Tua i den over del af Cima Corgo. Markerne er især sydvendte og med stor soleksponering, jordbunden især med skiffer og årlig gennemsnitlig nedbør 658 mm. Quintaen leverer til Graham´s.

Quinta dos Canais: Ligger i Douro Superior med især sydvendte marker, men også marker, der vender mod øst og vest. Gennemgik en stor genplantning først i 80´erne og har hele 26 % Touriga Nacional. Højden varierer fra 110 meter til 345 meter.  Årlig nedbør 490 mm. Quintaen leverer til Cockburn.

Quinta da Senhora da Ribeira: Ligger i den varmest og tørreste del af Douro Superior lige over for Vesuvio. Markerne vender mod syd, jordbunden er skiffer og den årlige nedbør på 448 mm. Quintaen leverer til Dow´s, men terroiret er altså forskelligt fra Bomfims med langt mindre nedbør.

Quinta do Vesuvio: Ligger i modsætning til de øvrige quintaer på venstre bred i Douro Superior. Markerne er fordelt i 130 til 530 meters højde på syv små bjerge, hvilket giver varierede forhold. Også her er jordbunden især skiffer, og den årlige nedbør kun 400 mm.  Quintaen produceret Vintage Port og bordvin under eget navn.

Da der blev lyttet og talt en del, var der ikke lang tid til noter, men her er lidt, som dog burde give en forståelse af forskellene i stil alt efter terroir:

Quinta da Cavadinha 2001: Mørk rubin med let lys kant. Fin, lidt parfumeret duft af kirsebær, andre røde bær og blomster. God smag, let krydret, elegant og feminin i stilen, fin hale.

Quinta da Cavadinha 2010: Mørk rubin med lilla skær. Floral, brombær og røde bær. Fyldig og mere tanninpræget.

Quinta do Bomfim 2001: Mørk rubin. Meget aromatisk med blommer, mørke bær og god frugt. Mere robust, krydret og tør.

Quinta do Bomfim 2010: Mørk rubin. Mere muskuløs og koncentreret. Tør, lidt stram og med kraftige tanniner.

Quinta dos Malvedos 2001: Mørk rubin med lys kant. Lidt uklar og virkede lidt oxideret.

Quinta dos Malvedos 2010: Mørk rubin, intens. Brombær og andre mørke bær og lidt mint og tobak. Lidt sødere og mere kødfuld og med intense tanniner.

Quinta dos Canais 2001: Mørk rubin. Solbær og hyldebær i næsen, men også peber, florale noter og violer. Røde bær og fennikel, måske en smule marmeladepræg.  

Quinta dos Canais 2010: Mørk rubin med lilla kant. Lidt grøn i næsen med mørke bær og violer, men også lidt kærnemælk. Ung og med kraftige tanniner.

Quinta da Senhora da Ribeira 2001: Rubin, mere floral og med røde frugter og violer. Blød, rund og fin drikkelig nu. Lidt sødere end den vanlige tørre stil hos Dow´s.

Quinta da Senhora da Ribeira 2010: Mørk rubin, men dog med let lys kant. Lukket i næsen. Kraftigt bid og tanniner, men ellers faktisk nogenlunde blød og drikkeklar.

Quinta do Vesuvio 2001: Rubin, mørk. Grøn og lidt kærnemælks præg i næsen. Violer, florale noter og røde bær i næsen. Meget lækker tekstur og dejlig i munden. En flot vin.

Quinta do Vesuvio 2010: Mørk rubin, nærmest uigennemsigtig. Ret lukket på nuværende tidspunkt. Kraftig og kompleks med mørke bør. Stort potentiale.                 

Efter denne meget lærerige smagning var der selvfølgelig tid til en lille rundtur på selve festivalen, hvor der også var mulighed for hilsen på gode portugisiske bekendte som Gustavo Devesas, Alvaro van Zeller, Sonia Figueiras, Oscar Quevedo og Elsa Couto.

Her blev der ikke taget seriøse noter, men kort fortalt smagte jeg bl.a. den nye 40 års Tawny fra Bulas, som med en fin gang syre til sidst formår at holde sig fri fra det alt for søde. Hos Pocas smage jeg LBV 2010 og Vintage 2013, hos såvel Cockburns som Cottas 10 og 20 års Tawny, hos Barros deres LBV og hos Royal Porto såvel LBV som Vintage. Og traditionen tro sluttede jeg med en altid fremragende 20 års Tawny fra Ramos Pinto.

Festivalen blev samtidig brugt til at lancere den nye udgave af Henrik Oldenburgs store bog ”Portvin”. Læs min anmeldelse i Vinbladet.

En aften med Crusted Port

Overskriften er faktisk lidt misvisende. For der var ikke kun Crusted Port på programmet forleden i The Vintage Port Club, men også Late Bottled Vintage og en enkelt Vintage. Målet var nemlig ikke blot at teste Crusted Port, men også at smage typen op mod LBV fra samme hus – en sammenligning, der giver mening, da begge jævnligt betegnes som lillebror til Vintage.

Crusted Port er ikke en ny opfindelse i det brede sortiment af portvinstyper, men det er som om, at fokus er øget de senere år. Flere portvinshuse er begyndt at have Crusted på programmet, og typen hypes en del på portvinsfestivaler rundt om. Har Crusted sin berettigelse? Eller er det bare en smart måde at sælge noget, som ikke var godt nok til rigtig Vintage og derfor kunne have gjort gavn i en LBV? Er Crusted Port tættere på Vintage kvalitet, end de mere modnede og rundere LBV?

Det var spørgsmål som disse, at smagningen – måske – kunne give svar på. Men inden mine smagenoter og konklusion lidt om Crusted Port.

Crusted Port er som Vintage baseret på vin fra de bedste marker og aftappet ufiltreret – navnet henviser netop til depotet i bunden af flasken. Men i modsætning til Vintage er der ikke tale om vin fra én og samme årgang, men et blend af to eller flere årgange. Derfor er der ikke angivet årgang på flasken, men da de jo på grund af bundfaldet har godt lagringspotentiale, er det værd at lægge mærke til tappeåret.

Der går flere historier om oprindelsen af typen. Gustavo Devesas fra Graham´s fortalte således nyligt om gamle tiders transport af portvinsfade fra Portugal til England. Kaptajnen skulle have lidt vin til den lange sejltur, men den rest i fadet, hvor der var bundfald, var ikke fint nok til ham, hvorfor mandskabet fik det sidste – den såkaldte crusted port. Andre har kaldt det et affaldsprodukt eller sagt lidt pænere: En sammenstukket vin af de rester, man gemte eller glemte fra de foregående års produktion af vintage og/eller LBV.

Det påstås også af og til, at Crusted Port ikke er godkendt af portvinsinstituttet, IVDP. Men selv om det ikke umiddelbart fremgår tydeligt af deres liste over portvinstyper, er der flere dokumenter og reglementer, som omtaler og definerer typen, ligesom Crusted Port som anden portvin skal godkendes af instituttet, før den sendes på markedet. Dette sker efter sigende af to omgange. Først skal basisvinene registreres og godkendes som værende af ”vintage standard” og inden den færdige vin flaskes, skal den igen godkendes som værende af mindst LBV kvalitet. I et ministerielt dekret fra 2002 omtales Crusted Port således i samme paragraf som netop LBV, og her hedder det, at Crusted skal lagres på flaske i minimum tre år, før den sendes på markedet. Og da vinene jo er et blend af foregående års høst, har noget af indholdet altså allerede flere år på bagen, inden de ender hos forbrugeren.

Som eksempel kan jeg nævne Quevedos Crusted Port, som er flasket i 2012 og indeholder vine fra årene 2007, 2008, 2009 og 2010. I de nævnte år deklarerede Quevedo vintage i år 2007 og Single Quinta Vintage i år 2008 og 2010, ligesom der blev lavet LBV i samme år. Quevedo har kun udsendt 1.500 flasker, og drikker man sådan en i dag – hvad vi gjorde til smagningen – er der altså vin med op til ni år på bagen i flasken.

Smagningen omfattede Crusted Port og LBV fra seks forskellige huse. Der var lidt variation med hensyn til alder, hvilket var tydeligt, da vinene kom i glasset. Vinene blev smagt blindt i tre flights af fire, men således af de blev skænket parvis. Til sidste fulgte en Vintage i anledningen af formandens fødselsdag.

Her er lidt noter i den rækkefølge, vinene blev smagt. Ved Crusted Port står tappeåret i parentes.

Graham´s LBV 2009

Mørk rubin med lidt lys kant, farver glasset. Hyldebær og lidt grønne noter samt lidt vingummi i næsen. Blommer og frugt, diskrete bløde tanniner, lidt vel sprittet og pebret og bid i halen. Ellers fin blød, men ikke så kompleks. Virker filtreret (84).

Graham´s Crusted Port (2011)

Mørk rubin, farver glasset lilla. Fin duft af mørke bær, virker lidt mere intens og ”mørkere”. Blød og lidt cremet og måske lidt sødere. Fyldigere og med lidt mere markante tanniner (89).

Dow´s Crusted Port (2012)

Mørk rubin og let lilla, dyb nærmest uigennemsigtig. Intens duft af hyldebær og måske lidt kærnemælk. Bløde, men markante tanniner, Kraftig og fyldig i munden med modne kirsebær, tør stil (89).

Dow´s LBV 2009

Rubin. Lidt ribenaagtig i næsen – ikke så intens og dyb. Blød med meget runde tanniner, tør og ikke så kompleks (87).

Niepoort LBV 2009

Mørk rubin, men med lys og lidt brunlig kant. Hyldebær og kirsebær i næsen samt lidt tobak. Fin smag, behagelig, men ikke så kraftig, lidt moden frugt. Fin balance (91).

Niepoort Crusted Port (2012)

Mørk rubin, Duft af hyldebær og måske lidt laktose. Fyldig og med kraftig frugtpræg samt kraftige tanniner. Ikke helt klar endnu (88).

Quevedo LBV 2011

Mørk rubin med lidt lilla skær. Meget ren og ungdommelig frugt i næsen, solbær, hyldebær og lidt ribenapræg. Lidt grønne noter og hyldebær med bløde tanniner. Savner lidt kompleksitet (87).

Quevedo Crusted Port (2012)

Rubin med let brun kant. Kærnemælk og hyldebær i næsen. Ikke så markante tanniner og måske lidt rundere og blødere. Ikke så dyb (86).

Churchills LBV 2007

Rødbrun med tydeligt alderspræg. En snert oxideret i næsen til at begynde med, men ellers fin duft af kirsebær og andre rød bær, lidt læder og cigarkasse. Let i munden, men med god smag og struktur, stadig frugtpræg, men mere modnet, tør og stadig med tanniner (91).

Churchills Crusted Port (2005)

Rødbrun med rubin kerne. Modne syrnede kirsebær i næsen, måske lidt svovl. Syrnede kirsebær i munden, ikke så fyldig men fin modnet (86).

Fonseca LBV 2008

Mørk rubin med lilla kant, uigennemsigtig. Duft af frugt og hyldebær. Måske lidt ligefrem, tør og med bløde tanniner (88).

Fonseca Crusted Port (2008)

Rubin med let brun kant. Frugtrig, men med ribenapræg og lidt kærnemælk. Pæn med diskrete tanniner, måske lidt kedelig (84).

Taylor´s Terra Feita Vintage 2008

Mørk rubin, flot duft af kirsebær og mørke bær. Dejlig fyldig, tør stil med fin frugt og lidt chokolade samt markante tanniner (92).

Som det fremgår, vurderede jeg Crusted Port højest i de to første tilfælde og lavest ved de andre fire, så aftenen bragte ingen klar konklusion. Graham´s LBV er filtreret og står derfor måske i lidt større modsætning til deres Crusted, hvilket kan spille ind her. Men det samme gør sig ikke gældende for Dow´s. Andre steder kan aldersforskellen spille ind i bedømmelsen. Når jeg vurderede Quevedos Crusted til at være blødere end husets LBV, kan det jo skyldes, at den første som nævnt rækker helt tilbage til 2007, men den anden udelukkende er fra det meget kraftfulde år 2011.

Churchills LBV var efter min mening aftenens bedste vin, men bedømmelsen skyldes givet den større modenhed end de andre, samt at jeg generelt vurderes husets LBV til at være blandt de bedste på markedet. Om min lidt hårde vurdering af Fonseca evt. kan forklares med, at de kom lige efter Churchills, skal ikke udelukkes. Selv om man prøver at vurdere hver vin for sig, spiller rækkefølgen jo en rolle.     

Efter smagningen blev der afgivet point og talt sammen. Her viste det sig, at jeg ikke var helt på linje med gennemsnittet af de knap 30 deltagere, idet Fonseca LBV 2008 blev kåret som aftenens vinder, forfulgt af Fonseca Crusted Port og Graham´s Crusted Port med Quevedo LBV 2011 og Dow´s Crusted lige i hælene. Min egen begejstring for Churchills var således ikke vidt udbredt. Den samlede pointgivning var i øvrigt nogenlunde ligeligt fordelt mellem Crusted Port og LBV, så heller ingen klar konklusion fra forsamlingen.   

Jeg prøvede lidt på skrømt at identificere nogle af vinen undervejs, hvilket lykkes for halvdelens vedkommende, idet jeg gættede rigtigt, hvad angår Graham´s, Dow´s og Churchills – den sidste dog nok især fordi jeg vidste, at vinene herfra havde lidt mere alder end de øvrige.

En forsigtig konklusion fra min side af kunne være, at der ikke er speciel grund til at betale det mere for en Crusted Port end en LBV, hvis det udelukkende er vinens kvalitet her og nu, der tæller. Men det er nok tvivlsomt, om den konklusion holder på den lange bane, da der også var forskelle på alder ved denne smagning. Og da jeg generelt er stor tilhænger af mangfoldighed, hvad angår typer og nuancer, byder jeg da Crusted Port velkommen som endnu et produkt på hylden. Det vil nok ikke være noget, jeg selv investerer i, da jeg foretrækker Vintage til kælderen og LBV til ganen her og nu.  

Besøg fra Ramos Pinto

Portvin i går, portvin i dag og portvin i morgen. Jeg har nogle ret intensive dage, hvad angår portvin. I går var jeg indbudt til at være med i et smagepanel, som skulle teste 50 fadlagrede portvine fordelt på en del Colheitas og så 10, 20, 30 og 40 års Tawny. Resultatet vil kunne læses i den kommende udgave af bladet DinVinGuide, men jeg afslører nok ikke for meget ved at sige, at der var flere fremragende portvine imellem som fx Krohn Colheita 1982, Burmester Colheita 1955, Dow´s Colheita 1992 og Dalva 30 års Tawny for nu blot at nævne enkelte højdepunkter.

I dag gjaldt det så Ramos Pinto, som desværre glimrede med sit fravær i gårsdagens testsmagning. John Hoppe fra Vinoble Odense havde fået besøg af eksport manager for det danske marked, Mariana Tarares, som jeg også mødte i Gaia i juli måned (læs mere her). Et dejligt gensyn, som nok skal blive til flere.

Mariana fortalte selvfølgelig om huset og dets historie, om portvin og om Dourodalen samt lidt om de vine, vi smagte os igennem. Der var ikke tale om en stor omfattende smagning, men et fin lille introduktionssmagning for butikkens kunder. Da jeg finder det vigtigt, at der ikke kun bliver skrevet om portvin fra øverste hylde, tog jeg lidt noter. Her er, hvad vi smagte:

Porto White

Hvid introportvin. Lys gulgrøn. Citrus og lidt mere eksotiske frugtnoter som ananas i næsen. Medium sødme (Ramos Pinto laver jo også en meget sød hvid port kaldet Lagrima), pænt med frugt og et strejf af vanille. Fin eftersmag. Skal nydes kold, så friskheden bevares.

Collector Ruby Reserve

Blend af vine med 6 år på bagen i snit. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Hyldebær og andre mørke bær, lidt sprittet. Diskrete og bløde tanniner som er fint integrerede. God frugt, men lidt vel meget bid i enden. Blød, tør og absolut drikkelig, men ikke dyb.

LBV 2011

Ufiltreret Late Bottled Vintage fra kanonårgang. Mørk rubin med lilla skær i kanten, næsten uigennemsigtig og meget koncentreret. Ekspressiv næse med flot frugtpræg, hyldebær og andre mørke bær samt lidt ristet kaffenoter. Fyldig i munden, kraftfuld og pænt med tanniner. Godt lagringspotentiale.

Ervamoira Vintage 2005

Fra en meget tør årgang, hvilket ikke siger så lidt, når vi taler om en Single Quinta Vintage fra Ervamoira helt inde i bunden af Douroområdet. Mørk rubin med lidt bundfald, burde nok have været dekanteret. Lidt lukket i næsen, men med modne mørke bær. Markante, men dog bløde tanniner, lang tør eftersmag. Vil have godt af at udvikle sig lidt videre, men spændende.

Porto Tawny

En mundskyller, på vejen mod de fadlagrede portvine. Har haft tre år på fad. Rubin med let brun kant. Stadig frugtpræg, men dog også lidt tørret frugt. Blød og fin, men også enstrenget og uden dybde.

Adriano Reserve

Lagret på fad otte år i snit. Brunrød med lys kant. Lidt sprittet i næsen til at begynde med, men det aftog sig. Duft af figner, nødder og lidt nutella. Mere fadpræg, men stadig også med tydelig frugt. Blød og indbydende og med fin eftersmag. Et fint glas tawny til en overkommelig pris.

10 års Tawny

Igen fra Ervamoira, idet Ramos som et af de eneste huse faktisk laver single quinta tawnies. Blend af vine med ca. 14 år på fad i snit. Rødbrun med orange kant. Frisk næse med tydelig mandel, lidt farin og moden mandarin. Fin, blød og stadig med frugt, men ellers tydelige fadnoter. Fin eftersmag. Et af mine favoritter, når det gælder 10 års Tawny.

Alt i alt en fin introduktion til husets stil – og ikke mindst fint præsenteret af Mariana Tavares, som foruden af have med salg at gøre også er uddannet winemaker, hvilket jo er en dejlig bonus, når det gælder viden.

I morgen står den så på smagning i The Vintage Port Club, som denne gang vil fokusere på Crusted Port smagt op imod de samme huses LBV, da begge jo bliver kaldt for lillebrødre til vintage port. Men mere herom senere.

Vine fra Roquevale

Efter revolutionen i 1974 voksede der en del private vinproducenter frem i Alentejo, der ellers var præget af store kooperativer. En af dem var Roquevale, som i dag er blandt de større i regionen. De første vinmarker blev plantet i 1970 af den nuværende winemaker Joana Roque do Vale´s bedstefar, mens selve selskabet først blev dannet i 1983 og begyndte at sende vine på markedet sidst i 80´erne.

Vi er i den indre del af Alentejo tæt ved grænsen mod Spanien, hvor Roquevale har to ejendomme tæt ved Redondo: Herdade da Madeira Nova de Cima med skiffer jord, hvor der fortrinsvis dyrkes røde druer og Herdade do Monte Branco med granitjord og især hvide druesorter. Klimaet er præget af lange og tørre somre, mens regnen falder i vinterperioden. Det er stadig kystklima, men dog præget af placeringen inde i landet.

Roquevale står bag flere brands spændende fra introlevel til de mere eksklusive: Alecrim, Terras de Xisto, Redondo, Tinto da Talha og Roquevale. Der produceres i alt ca. 3 million liter vin om året, hvorved selskabet skulle være Alentejos næststørste private producent. 

Målet er at producere gode vine til fair priser samt være trofast over for regionen, hvorfor lokale druesorter prioriteres højt. 80 % af vinmarkerne er med røde sorter som Aragonez, Trincadeira, Alfrocheiro, Castelão, Alicante Bouschet og Touriga Nacional samt enkelte internationale sorter. De hvide sorter tæller Roupeiro, Fernão Pires, Arinto og Rabo de Ovelha.

 

 Jeg har smagt følgende vine i forskellige prisniveauer:

Redondo Branco 2015

Husets introlevel. Blend af Roupeiro, Rabo de Ovelha, Fernão Pires og Arinto. Lys strågul. Aromatisk med fin duft af æble, græs og ananas. Frisk hvidvin med fin frugt og fylde, føles umiddelbart sød i munden, men er tør. Ikke en kompleks vin og kunne måske bruge lidt mere syre for at være i balance. Kort hale. Skal helt klart nydes kold, så friskheden bevares.

Terras de xisto Rosé 2015

Blend af Castelão, Trincadeira og Aragonez, vinificeret med 24 timers skindkontakt. Mørk rosé. Meget ekspressiv duft af røde bær, især jordbær, men også lidt bolche- og karamelpræg. Fyldig i munden, god krop, fin frisk smag og acceptabelt syreniveau. Måske lidt vel jordbærpræg, men ellers et fint og fyldigt glas rosé til prisen (45,- kr.). Skal nydes kold på terrassen.

Redondo Tinto 2014

Blend af Castelão, Trincadeira, Aragonez og Moreto. Mørk rubin. Lidt skarp duft af syrnet kirsebær, brombær, modne bær og lidt vanilla, men ellers ikke fadpræg. Stram, men også fyldig, rig på frugt og med bid. Høj på syre og også med tanniner. Karakterfuld, men lidt vel rustik og dermed nok ikke med den bredde appel. Frisk, ligefrem uden de dybere lag.

Tinto da Talha Tinto 2013

Blend af Trincadeira, Castelão og Aragonez. Rubin med let lys kant og klar. Ikke så kraftig duft med brombær, solbær og andre mørke bær. Fint drikkelig med god frugt og modne bær, ok syre og bløde tanniner. Fint glas, ukompliceret og mere bredt tilgængelig til en fair pris.

Tinta da Talha Grande Escolha Tinto 2010

Grande Escolha er altid et blend af de to bedste druesorter fra det pågældende år. I 2010 gjaldt det altså Aragonez og Touriga Nacional, mens det andre år fx har været Aragonez og Syrah. Rubin med granatrød kant. Flot og kraftig næse med brombær og syrnede kirsebær samt lidt kakaopræg. Kraftig vin med god krop, kraftig syre og godt med tanniner. Meget diskret fadpræg og virker faktisk stadig ung trods alderen. En udmærket vin til prisen, da den sælges til 99,- kr.

Grande Reserva Tinto 2009

Fra husets prestigeserie. Blend af Aragonez, Alicante Bouschet og Tinta Caiada, lagret 24 måneder på barrique. Mørk rubin med lidt brun kant, dyb og klar. Kompakt næse med solbær, modne kirsebær og andre mørke bær. Kraftig med masser af frugt, flot struktur, fin syre og markante, men dog bløde tanniner. Fint balanceret og med lang eftersmag. Et flot og komplekst glas.

Læs mere om Roquevale her

Vinene importeres til Danmark af UpPortugal, der også sælger kaffe af det portugisiske mærke Nicola. Webshoppen er dog endnu ikke færdigudviklet. 

Cortes de Cima – den danske vinbonde i Alentejo

Jeg starter min rundtur til forskellige vinproducenter i Alentejo med et lille tilbageblik. For et par år siden besøgte jeg Cortes de Cima i Alentejo for at skrive en artikel til Vinbladet om den danske vinbonde i Portugal. Stedet ejes nemlig af Hans Kristian Jørgensen og hans amerikanske hustru, Carrie Jørgensen, som står for markedsføring mv.

Cortes de Cima producerer 1,5 million flasker om året og det såvel hvide som røde, blends som enkeltdruevine. Det var faktisk en enkeltdruevin på Syrah, som blev det helt store gennembrud for Cortes de Cima, men da det den gang ikke var tilladt at dyrke den slags internationale sorter i regionen, blev vinen lanceret under navnet Incognito. I 2000 blev de stramme regler dog lempet, men da navnet nu var blevet et varemærke, blev det beholdt. Siden er der kommet andre enkeltdruevine til baseret på fx Alvarinho og Sauvignon Blanc blandt de hvide, Petit Verdot, Aragonez, Touriga Nacional og senest Pinot Noir blandt de røde.

Det dansk-amerikanske par købte den 365 hektar store ejendom ved Vidigueira i underregionen af samme navn i 1988, og hvor de efter at rejst lidt rundt i verden gerne ville slå sig ned et spændende sted. Vidigueira udgør det sydligste demarkerede område i Alentejo og er især præget af fladt terræn og et varmt og solrigt klima. Siden er der tilkøbt jord ude ved kysten, hvilket giver bedre betingelser for de hvide sorter og Pinot Noir.

Bevæger man sig rundt på ejendommen, skinner Hans Kristians baggrund som maskiningeniør igennem. Han har selv arbejdet med at etablere vandingssystemer, solpaneler og generatorer ligesom der laves tekniske eksperimenter i vineriet. Han ejer også et lille fly, som han selv benytter både til transport og til fornøjelse.

I interviewet i Vinbladet (Nr. 2, juni-august 2014) udtalte Hans Kristian Jørgensen bl.a.:

 ”Vores filosofi er, at vi vil have en vin, der kan betale regningerne, og så vil vi eksperimentere med andre. Stilen har ændret sig lidt over årene. I dag bruger vi kun lidt amerikansk eg til vores fade og toaster dem mindre. Det giver mindre sødme og mindre præg af kokosnødder”.

Cotes de Cimas basisserie hedder Chaminé og niveauet højere blot Cortes de Cima. Alle er klassificeret som Vinho Regional Alentejano, hvor kravene til druesammensætning er mindre skrappe end for DOC. 

Under besøget blev følgende vine smagt:

Hvide:

Chaminé Branco 2012: Godt med syre, frisk og let, men også noget endimensional og uden dybde. Ingen fadlagring. Lavet på blend af druer fra marker ved kysten.

Sauvignon Blanc 2012: Ligeledes på druer fra kysten. Lækker, frisk, sprød. Grønt præg, men også lidt eksotiske noter, uden fadlagring.

Cortes de Cima Branco 2012: Tydeligt fadpræg, federe og mere karakter, men stadig frisk lime. Lavet på druer fra såvel kyst (Alvarinho og Sauvingnon Blanc) som indland (Viognier) og lagret på store fade for at bevare og respektere frugtkarakteren.

Røde:

Courela 2012: Blend af Aragonez, Syrah og Touriga Nacional. Friske bær, ligefrem og uden dybde, ingen fadpræg.

Chaminé 2012: Mere frugt og karakter, baseret på Syrah og Aragonez. Sælger godt i Portugal

Cortes de Cima 2012: Blend, lagret på såvel fransk (80 %) som amerikansk (20 %) eg. Mere kompleks, frugt og chokolade i smagen, tørrere i stilen og med balanceret fadpræg. God hale.

Petit Verdot 2013: Meget intens og pænt med tanniner. Mørke bær og let krydret.

Aragonez 2012: Endnu meget rå og med kraftige tanniner. Godt med røde bær, lidt eukalyptus og balsamico præg, stort potentiale for lagring.

Tricandeira: Lidt grønne tanniner. Broccoli smag, frisk og ikke så frugtrig og koncentreret, let krydret.

Syrah 2011: Mere enkelt Syrah. Kirsebær og andre røde bær, lidt vanille. Fin balance. 

Hans Christian Andersen 2010: 100 % Syrah, laves kun i bedre år. Oprindeligt lavet til HCA jubilæet i 2005, men blev en succes.. God frugt, frisk og krydret. Vanille og lidt røg fra lagring halvt på nye og halvt på brugte fade.

Reserve 2012: Blend af 42 % Aragonez, 32 % Syrah samt Petit Verdot og Touriga Nacional. 12 måneder på fad. Meget fyldig og kompleks. Røde bær, men også tydelig noter fra fadet, lidt tobak.

Læs mere på Cortes de Cimas hjemmeside 

A Year in Port

Det starter med et billede af en smuk, gammel bro. Ikke den kendte dobbeltdækkerbro Dom Luís i Porto, men den ligeledes ikoniske Tower Bridge i London. I den engelske hovedstad samles en større kreds af ældre mænd for i en blanding af højtidelig og festlig stemning bl.a. at drikke Vintage portvin fra 1985 samt afsynge Rule Britannia som en hyldest til den britiske flåde. Det er så engelsk og så klassisk, som det kan være. Portvin er en after dinner drik for engelske gentlemen.

Sådan indledes filmen ”A Year in Port”, som er instrueret af David Kennard, der tidligere har stået bag de to tilsvarende dokumentarfilm ”A Year in Burgundy” (2013) og ”A Year in Champagne” (2015). Bourgogne, Champagne og Port – en herlig treenighed for alle vinelskere, og for en dedikeret portvinsentusiast som mig, er den nye film selvfølgelig kronen på værket.

Jo, portvin er også englændernes vin såvel historisk som i dag. Selvom ejerne af de britiske portvinshuse i dag er lige så portugisiske, er der stadig traditioner og sociale sammenkomster, der oser af britisk kultur. Det gælder i London, hvor ældre forretningsfolk nyder deres Taylor Vintage – og det gælder i Porto, når portvinsfolket møder deres kunder til en dyst på cricketbanen. Men portvin er selvfølgelig også portugisisk, når vi besøger den lokale vinbonde, som sælger sine druer til de store huse, eller når vi vises rundt i museet hos Ramos Pinto med dets azulejospaneler.

Filmen har ganske fornuftigt valgt at koncentrere sig om enkelte huse og hovedpersoner, i stedet for at skøjte rundt hos alt og alle. Det gælder Taylors og The Fladgate Partnership med Adrian Bridge, Symington Family Estates med især Paul Symington, Niepoort med Dirk Niepoort og endelig Ramos Pinto med den nu forhenværende winemaker og direktør João Nicolau de Almeida. 

Men der dukker selvfølgelig også andre op så som winemaker hos Fladgates David Guimaraens, portvinsinstituttets præsident Manuel Cabral, winemaker Sandra Tavares, lokale vinbønder og entusiastiske unge winemakere, som især satser på bordvine. Dertil kommer – som det var tilfældet i de to foregående film – den fransk-amerikanske vinimportør og co-producer af filmen Martine Saunier, som vi følger på besøg hos portvinshusene og til festlige fødselsdage og optagelsesceremonien i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto i 2013, hvor hun selv blev optaget. Samme år blev den daværende formand for The Vintage Port Club, Henning Borup Jensen, ligeledes optaget, hvorfor jeg selv og andre fra bestyrelsen af portvinsklubben deltog i ceremonien. Derfor lykkes det da mig også at genfinde mig selv som kortvarig statist i tre scener i filmen.

Som titlen signalerer følger filmen årets gang gennem årstiderne og det skiftende klima. Vi er med om sommeren, når der fejres São João i Porto i juni, og de gamle portvinsbåde sejler om kap. Vi er med i markerne før og under høsten i september, når de lokale landsbybeboere møder frem til ugers slid. Vi er med i lagaren på Quinta do Vesuvio og Quinta de Vargellas og med i blendingrummet hos Ramos Pinto, hvor João Nicolau fortæller om deres såkaldte piano – de utallige fadprøver, som giver blenderen mange tangenter at spille på. 

Vi er også med i markerne resten af året, hvor andre opgaver som fx reparationen af de mange skifferterrasser finder sted, ligesom der tages en afstikker til korkindustrien. Vi følger de mange overvejelser om det rette tidspunkt at indlede høsten og oplever ærgrelserne, når man satsede forkert. Og endelig følger vi vinfolket på mere slap line ved sammenkomster og i fritiden, når Adrian Bridge er på cykeltur i Douro, og Paul Symington kører gennem landskabet på motorcykel sammen med den lokale præst.

Men ud over, at handlingen følger årets gang, lancerer instruktøren også nogle modsætninger eller potentielle konflikter for at give fortællingen fremdrift og spænding. Der er de store koncerner over for de mindre spillere på markedet og de små vinbønder. Der er den allerede nævnte modsætning mellem englændere og portugisere. Og så er der det mest tydelige modsætningsforhold – nemlig mellem tradition og fornyelse. Og netop her spiller Dirk Niepoort en betydelig rolle, som den enfant terrible han kan være. Jo, det er portvin, men det er også bordvin, hvor unge winemakere og fx Douro Boys prioriterer Douro DOC vinene højt. Dirk & Co. repræsenterer ”the modern face of Portugal´s wine” og ”a revolution in winemaking”, som det hedder sig i filmen. Men selv om der stadig findes folk, der taler imod denne revolution og mener, at de bedste druer hører hjemme i en portvinsflaske, er der vist ingen tvivl om, at fornyelsen har sejret. Men filmen viser fint og elegant, at det ikke behøves at være en enten-eller, men sagtens kan være et både-og. Portvin (”The Englishman´s Wine”, som titlen lyder på en bog, jeg nyligt har læst) kan stadig associeres med stive engelske overlæber og højtidelige sammenkomster i London. Men det er dog i højere grad portugisernes vin – et unikt produkt, men ikke det eneste, som de stejle skråninger i Douro kan byde på i en tid, hvor såvel de hvide som de røde vine fra samme region vinder udbredelse og berømmelse verden over.

Filmen slutter da også i Porto med det flotte syn af Dom Luís broen. Den indrammes således helt symbolsk af de to kendte broer i England og Porto. Og det i form af flotte optagelser, hvilket i hele taget kendetegner hele filmen, som aldrig bliver for tung af ”talking heads” – altså personer, der blot fortæller til kameraet. Der er også liv, handling, historier, glæde og kontraster – elementer, som tilsammen gør en fremragende dokumentarfilm, som alle portvinsnydere bør unde sig selv at se. Jeg vil derfor varmt anbefale en af de store tv-stationer at indkøbe den, så den kan blive vist i Danmark også.

David Kennard: ”A Year in Port” distribueres gennem Samuel Goldwyn Films og vil senere kunne ses via Netflix. Varighed 1.25.

Læs mere om filmen her.

Alentejo – en introduktion til vinregionen

Øde vidder, marker med korn eller vin, storgodser og kooperativer, små hvide landsbyer, arkæologiske minder fra romertiden og så en stykke kulturel verdensarv i form af Cante Alentejano. Det er nogle af de ting, som karakteriserer Portugals arealmæssigt største region, Alentejo, som strækker sig syd og øst for Lissabon ned til Algarve og hele vejen ind til Spanien. Alentejo, landet bag Tejo, udgør næsten en tredjedel af Portugals samlede areal, men indbyggermæssigt kun ca. 5 %, så der er langt mellem byerne.

Traditionelt har regionen været udlagt til landbrugsproduktion, hvilket i og for sig stadig gør sig gældende. Flade arealer med marker med hvede, solsikker og majs, oliventræer, korkege og vinranker afløst af mindre byer samt større byer som Portalegre, Évora og Beja, som i sig selv er et besøg værd. Dertil kommer kvægdrift og sortfodssvin, som er en af egnens specialiteter. Husker især en herlig middag på den danskejede vingård Cortes de Cima, hvor kokken, som var ven af huset, havde langtidsbraiseret et sortfodssvin, men de bruges også til forskellige former for petiscos som fx tørrede skinker, presunto. 

Vinmæssigt er det en region, som synes mere international og mere bredt tilgængelig. For det første dyrkes der her flere internationale sorter, og for det andet kan mange vine virke mere oversøiske i stilen på grund af mere varme, sol og betydelige fadlagring. Men modsat er der også producenter, som fastholder de portugisiske sorter, ligesom højderne i nord og ind mod Spanien (især underregionen Portalegre) giver et køligere klima end på de store flade vidder.

Der produceres især rødvin, men marker ved kysten og i højderne giver gode betingelser for hvide druer også. Af dominerede sorter kan nævnes Antão Vaz, Roupeiro, Arinto, Verdelho og Alvarinho blandt de hvide, og for de røde sorter er det især Aragonês (alias Tinta Roriz i Douro og Tempranillo i Spanien), Trincadeira, Alicante Bouschet, Alfrocheiro, Touriga Nacional, Castelão, Cabernet Sauvignon og Syrah, som gør sig gældende. Størstedelen af vinene er blends, men der laves også forskellige enkeltdruevine, som fx hos førnævnte Cortes de Cima, som jeg besøgte for nogle år siden for at skrive en reportage til Vinbladet.

Før Alentejo opnåede sin DOC-status var flere af underregionerne demarkerede. Dem er der 8 af: Portalegre, Borba, Redondo, Évora, Reguengos, Granja-Amareleja, Moura og Vidigueira. Godt halvdelen af de ca. 22.000 ha plantet med vin lanceres som DOC og resten som Vinho Regional.

I den næste tid vil jeg præsentere en række producenter fra Alentejo. Indledningsvis kan jeg henvise til et par, som jeg allerede har skrevet om og prøvesmagt, nemlig Herdade do Rocim og Monte da Penha, som begge blev omtalt i forbindelse med præsentationen af sammenslutningen D´Uva. 

Begge producenter samt den spændende Susana Esteban (billedet) blev endvidere omtalt i min artikel ”Kvinder og vin i Portugal” i Vinbladet.