søndag den 19. juni 2016

Terras de Tavares fra Dão

Terras de Tavares. Tavareses jord. Ejeren af Quinta da Boavista ved Penalvo do Castelo i Dão er faktisk Tavares de Pina familien med João Tavares de Pina som winemaker. Så den er god nok. Og det er vinen også. Men det spiller måske ind, at jeg er blevet mere og mere glad for regionen, som laver lidt lettere med stadig meget fyldige, komplekse og flotte vine, hvis man sammenligner med den mere kendte og lidt nordligere region Douro.
Otte hektar jord med skiffer og granit er tilplantet med vin, nærmere bestemt især Touriga Nacional og Jaen – en druesort, som indgår i mange blends fra Dão, men sjældent med så stor andel som hos Terras de Tavares. Foruden vin opdrattes i øvrigt de berømte Lusitano heste på ejendommen, ligesom der produceres de herlige Serra da Estrela oste, opkaldt efter de nærtliggende bjerge.
Druerne blev tidligere solgt til en lokalt kooperativ, men siden 1997 har quintaen haft sin egen produktion under navnene Terras de Tavares og Torre de Tavares.
Vinene lagres længere end vanligt og frigives først, når João Tavares de Pina mener, at de er klar til det. Der laves også hvidvin på druesorter som Encruzado, Cerceal og Síri samt enkeltdruevine på Jaen, Rufete og Touriga Nacional.


Jeg har smagt følgende to vine fra Terras de Tavares.

Terras de Tavares Dão DOC Tinto 2006
Blend af lige dele Jaen og Touriga Nacional, lagret 36 måneder på barrique og derefter 5 år på flaske inden frigivelse. Rubin med lys kant. Flot og intens duft af modne kirsebær, lidt blomster og lidt mørkere nuancer som balsamico. Frisk med rent frugtpræg, god syre og mineralitet samt god intensitet og dybde. En blød tekstur med bløde, modne tanniner og god eftersmag. Kompleks af et introlevel at være. Drikkeklar og modnet, men også holdbar en del år frem i tiden.

Terras de Tavares Dão DOC Reserva Tinto 1997
Ligeledes et blend af Jaen og Touriga Nacional og ligeledes lagret. Rubin med brun kant. Klar men med bundfald. Duft af syrnede kirsebær og animalske noter samt kakao. Meget fyldig og intens i munden. En kompleks, kraftig og krydret vin med godt syreniveau og stadig med modne tanniner. En god, velsmagende madvin med lang eftersmag.


Terras de Tavares forhandles i Danmark af NordentoftWine



onsdag den 15. juni 2016

Masterclass med Douro Boys

Jeg har efterhånden mødt Douro Boys en del gange – både samlet og hver for sig. Det er altid en behagelig oplevelse med god vin og ikke mindst muntert selskab. Nogle gange har det været helt på slap line som i Dourodalen med The Vintage Port Club, hvor de alle er mødt frem med en større samling flasker under armen. Andre gange har det været så formelt, som det nu kan blive med Douro Boys. Og som regel har der været udskiftning på holdet og gerne med kvinder imellem drengene.
Det sidste var også tilfældet i mandags, hvor jeg var inviteret til masterclass med Douro Boys på restaurant Le Sommelier i København. Jo, der var PowerPoint præsentation af såvel Douro som vinregion som de enkelte huse, og alle fem repræsentanter fortalte lidt. Men der var mere uformel snak og smådrillerier (”Jeg vil altid mene det modsatte af Dirk”). Og som altid gode vine i glassene.
Nedenfor vil følge smagenoter på de 20 vine, som var fordelt på 10 rødvine, 5 hvidvine og 5 portvine. Men først en præsentation af de fremmødte. Da jeg har skrevet om Douro Boys tidligere, skal her kun fortælles, at der er tale om fem producenter, som i 1990´erne begyndte at samarbejde på kryds og tværs og derfor besluttede sig for mere formelt at slå sig sammen, så de i fællesskab kunne præsentere og markedsføre deres vine, hvilket vel at mærke gælder både bordvine og portvine. Douro Boys har således været en meget vigtigt drivkraft for den succes Douro DOC har fået de sidste årtier i kraft af deres evne til at gøre opmærksom på sig selv og regionen, men selvfølgelig også i kraft af høj kvalitet i produktionen.


I samme rækkefølge som på billedet er de fem producenter:

Quinta do Vallado nær ved Regua kan dateres helt tilbage til 1716 og var ejet af legendariske Dona Antónia. I dag ejes og drives den stadig af Ferreira-familien i form af de to fætre Francisco Ferreira og João Ferreira Alvares Ribeiro (som deltog i København) og med Francisco Olazabal som ønolog. Vallado har lanceret vine under eget navn side 1995. Quintaen har 70 ha vinmarker, men dertil kommer 35 ha i Douro Superior samt et tilsvarende areal, der lejes. De to forskellige klimaer giver flere strenge at spille på.

Quinta de Vale Meão er en Dona Antónias mest prestigefyldte quintaer beliggende, hvor Douro slår en stor bue tæt ved Pocinho i Douro Superior. I mange år leverede quintaen naturligvis druer til Ferreira herunder til den berømte Barca Velha, som blev skabt på stedet. Men da den tidligere chef for Ferreira og efterkommer til Dona Antónia, Francisco ”Vito” Olazabal, trak sig tilbage i 1998 overtog han quintaen og lancerede den under eget navn sammen med sine børn herunder winemaker Francisco Javier de Olazabal, som deltog i masterclassen. 

Quinta Vale D. Maria ligger ved Rio Torto og blev købt af Cristiano van Zeller i 1996. Cristiano, som tidligere havde stået i spidsen for Quinta do Noval, ville nu stå på egne ben efter i en periode at have samarbejdet med Quinta do Crasto. Quintaen gennemgik en større renovering, som også omfattede nyplantninger og installering af nye lagares. Winemakere har været og er Sandra Tavares, Joana Pinhão og Cristiano selv. Til stede ved smagningen var datteren Francisca van Zeller, som i øvrigt også er med i D´Uva, som jeg skrev om nyligt. 

Quinta de Crasto, som ligger smukt på højre bred af Douro et stykke inden Pinhão, tilhørte i 1800-tallet Ferreira og fra 1910 Constantino. I dag ejes og drives dem af Roquette-familien herunder især de to sønner Tomás og Miguel. De første vine under eget navn blev lanceret i 1994. Winemakere er Manuel Lobo og Tomás Roquette, som var med til masterclassen. Foruden vinmarkerne ved quintaen, hvoraf flere er med vinhas velhas, har de vinmarker i Douro Superior

Niepoort er nok det mest kendte mærke af femkløveret. Firmaet blev grundlagt i 1842 af den hollandske Niepoortfamilie og har ind til nyligt været ledet af femte generation, Dirk van der Niepoort. Dirk overtog formelt set efter sin far Rolf i 2005, men havde dog sat sit præg på vinene siden 1987. Han er kendt for at stræbe efter en anderledes friskere stil, hvilket også har bragt ham i konflikt med søsteren og moderen, hvorfor Dirk netop har besluttet sig for at forlade firmaet for at koncentrere sig om mange andre projekter, som han er involveret i.

Følgende vine blev smagt, fordelt over fire flights:



Vallado Douro Tinto 2014
Fra quintaens introlevel, som bare hedder Vallado. Mix af druer fra såvel nye som gamle marker og sorter som Touriga Nacional, Tinta Roriz, Touriga Franca og Sousão. Lys rubin og ikke så intens. Kirsebær og røde bær i næsen. Pænt med tanniner og højt syreniveau. Et let og ligefrem vin efter Douro målestok, men den virkede ikke helt harmonisk lige nu (88).

Niepoort Fantasi 2013
Lavet på et blend af bl.a. Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz og Tinta Amarela. Hyldest til fantasien og med label med papirklip af vor egen H.C. Andersen. Rubin og ikke så mørk, medium intens. Røde bær som vilde jordbær i næsen. Let og frisk stil med god syre og mineralitet, nærmest lidt Bourgogneagtig i stilen, men ikke så kompleks. I fin balance (89).

Rufo do Vale D. Maria Tinto 2013
Husets introlevel. Blend af Touriga Franca og Touriga Nacional, lagret 12 måneder på fad. Mørk rubin og med lilla kant. Duft af friske bær. Mere fyldig i munden med fin frugt, god struktur og balance. Ikke så dyb, men fin drikkelig (89).

Quinta do Crasto Superior Tinto 2013
Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Sousão m.fl. fra marker i Douro Superior, 12 måneders fadlagring. Mørk rubin. Duft af mørke kirsebær, røde bær og lidt mokka. Frugtfyldt og med fine, bløde tanniner. Personligt foretrækker jeg dog stilen fra selve quintaen (89).

Quinta do Vale Meão Meandro Tinto 2013
Blend af typiske sorter fra Douro, især Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz. Mørk rubin med lidt lilla kant. Kraftig duft af brombær og kirsebær. Fyldig og frisk med lang, lækker eftersmag. Den bedste vin i første flight (90).



Quinta do Vallado Touriga Nacional Douro Tinto 2014
Lagret 16 måneder på fad. Mørk rubin. Mørke bær, kirsebær og violer i næsen. Lidt sødmefuld med godt med fylde og struktur, men samtidig blød og cremet (90).

Quinta Vale D. Maria Douro Tinto 2013
Fra vinhas velhas med typiske druesorter fra Douro, lagret på fad i 21 måneder. Mørk rubin. Lidt tilbageholdende i næsen, men med fint duft af røde bær og mørke kirsebær. Fyldig og i god balance med fint syreniveau til frugten. Krydret og høj på tanniner, men samtidig også blødgjort af fadlagringen, som dog på ingen måde dominerer smagsmæssigt (91).

Quinta do Vale Meão Douro Tinto 2013
60% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 5% Tinta Barroca og 5% Tinta Roriz, fadlagret. Mørk rubin med let lilla kant. God duft af kirsebær og andre bær. Godt bid med kraftige, men dog bløde tanniner. Et dejlig kompleks vin med lang eftersmag (92).

Niepoort Batuta Tinto 2013
Lavet på druer fra vinhas velhas på bl.a. Quinta do Carril med bl.a. Touriga Franca, Tinta Roriz, Rufete og Malvazia Preta. Omkring 60 dages maceration og derefter lagret i 22 måneder på egetræsfade. Rubin medium intens. Let i næsen, men med fin duft af syltede kirsebær. Lav på alkohol og med afdæmpet frugt, men en meget elegant og velsmagende vin med krydrede noter (93).

Quinta do Crasto Touriga Nacional Tinto 2012
16 måneder på fad. Mørk rubin og meget intens i næsen med noter af viol, blomster og mørke bær. Flot struktur, fyldig med brombær og andre mørke bær, overraskende bløde tanniner, lettere cremet og en fantastisk smag, der varer ved. Bedste vin i andet flight (94).



Quinta do Vale Meão Meandro Branco 2015
50 % Arinto og 50 % Rabigato. Grøn med blomster duft. Frisk med flot syreniveau, men også fin frugt, ikke så kompleks (88).

Quinta do Vallado Prima Douro Branco 2015
Lavet på især Moscatel, der ellers mest benyttes til søde vine og portvin. Grøn med lidt gule nuancer. Intens duft af citrus, ananas, mynte og vingummibamser. Virker umiddelbart sødmefyldt, men er tør. Tropiske noter og honningpræg. Anderledes og faktisk hel fin (89).

Quinta Vale D. Maria VVV Three Valleys Douro Branco 2015 (fadprøve)
Grøn og uklar, da det var en fadprøve. Meget ekspressiv i næsen med tropisk frugt og fadpræg. Cremet og fyldig i munden (89).

Quinta do Crasto Superior Branco 2014
Blend af Visionho og Verdelho, lagret på fad i 6 måneder. Gulgrøn med let tropiske noter og citrus. Lidt mere afdæmpet i smagen, men fin frugt og fylde samt tydelige noter fra fadet (89).

Niepoort Redoma Reserva Branco 2014
Lavet fra vinhas velhas med et mix af sorter som Rabigato, Códega, Donzelinho, Viosinho og Arinto. Frisk og fyldig næse. Fin, men ikke så intens. Let stil, tør og med florale noter og mineralitet, pænt syreniveau og god balance (90).



Quinta do Crasto LBV 2011
Mørk rubin med lilla kant. Kraftig duft af frisk frugt og hyldebær. Ligefrem og rig på frugt. Pænt med tanniner. Ikke så dyb, men velsmagende. Endnu vel præget af ung frugt, men vil givet udvikle sig til at blive en solid LBV fra superårgangen (90).

Quinta Vale D. Maria Vintage 2014
Mørk rubin. God og markant duft af hyldebær, blomster og moden frugt. Fin frugt og godt krydret, men samtidig også elegant i stilen. Bløde tanniner af en så ung portvin at være og med en lang dejlig eftersmag (91).

Quinta de Vale Meão Vintage 2013
Typisk Douro blend med 60 % Touriga Franca og 20 % Touriga Nacional. Mørk rubin. Flot duft af mørke bær. Fyldig og kraftig med højt tanninindhold. Har brug for tid, men vil nok ældes hurtigere end fx 2011 (91).

Niepoort Bioma Vintage 2013
Lavet på vinhas velhas og egentlig en enkelmarks vintage fra den organiske mark Vinha da Pisca. Først flasket efter tre år på lille fad for at efterligne gammel vintagestil, hvor vinen først blev udskibet på fade. Mørk rubin. Solbær, men også en floral duft med viol og grønne noter. Flot struktur med kraftige, men ikke skarpe tanniner. Et spændende glas (91).

Quinta do Vallado 20 års Tawny
Brun til den lyse side. Fin duft af mandel, orangeskal og lidt cigarkasse. Cremet og fyldig i munden. Fint balanceret med syre. Eneste Tawny ved smagningen og derfor en fin og velsmagende afslutning (91).



fredag den 10. juni 2016

Dia de Portugal

De våbenklædte, ædle helteskare,
som kjæk drog bort fra Lusitaners Rige,
på have, som end ej besejlte vare

I dag den 10. juni fejrer portugisere i hele verden Portugals nationaldag. Eller rettere de fejrer Dia de Portugal, de Camões e das Comunidades Portuguesas, som dagen officielt hedder. Den 10. juni er nemlig dødsdagen for landets nationaldigter, Luís Vaz de Camões, hvis episke digt Os Lusíados (Lusiaden) fortæller om landets historie og ikke mindst de mange opdagelsesrejser.


Camões døde i 1580, men er stadig det store referencepunkt såvel i litteraturen som i nationens selvforståelse. Hans dødsdag har derfor længe været markeret, men det var under Salazars Estado Novo, at fejringen udviklede sig en national begivenhed i form af Dia de Camões, de Portugal e da Raça – altså dagen for Camões, Portugal og det portugisiske folk. Raça kan dog også betyde race, så det var naturligt at dagen blev nedtonet med revolutionen i 1974 og siden omdøbt til sit nuværende navn, hvor det altså i højere grad handler om fællesskaber. 
Siden 1977 har det været tradition i Portugal at fejringen foregår rundt om i landet, ligesom portugisere i andre lande har taget idéen til sig og fejret dagen. I Danmark har nationaldagen i mange år været fejret i København både officielt med den portugisiske ambassade som vært og blandt herboende portugisere. Den nuværende ambassadør Rui Macieira har valgt at indføre traditionen fra Portugal, så også andre byer bliver del af fejringen. I dag foregår den officielle fejring derfor med en reception i Aarhus, og næste år er det planen, at Odense skal være værtsby. 
Dagen fejres dog også i København, nærmere bestemt i Verdenskulturcentret, hvor Portugisisk Forening i Danmark har inviteret til sammenkomst med kulinariske smagsprøver.
Og, ja. Jeg møder selvfølgelig op i Aarhus for at tage del i fejringen, da ambassadøren har indbudt mig.

søndag den 29. maj 2016

Vine fra D´Uva


Ved smagningen ”Portugal, Women & Winemaking” deltog flere af medlemmerne af den nye gruppe D´Uva, som jeg præsenterede i sidste indlæg. Jeg fik smagt på vinene fra tre af husene.


Quinta do Pinto, Lisboa
Vingården hedder egentlig Quinta do Anjo og er beliggende ved Alenquer i Lisboa regionen. Den er ejet af familien Cardoso Pinto gennem fem generationer og i dag bestyret af Rita Cardoso Pinto, som har en master i ønologi. Målet er at fremstille vine, der udtrykker regionens terroir og det til venlige priser.

Vinhas do Lasso Branco 2015
Lavet på 50 % Arinto og 50 % Fernão Pires. Lys grøngul. Frisk og meget aromatisk med lidt tropiske noter. Fint med syre og lidt mineralitet.

Quinta do Pinto Estate Collection Branco 2014
Blend af Arinto, Fernão Pires, Antão Vaz, Roussane og Sauvignon Gris. Fin duft med frisk frugt og florale noter. Kan måske virke lidt tvetydig, da den såvel har friskhed, syre og mineraler, men samtidig er fyldig og meget aromatisk.

Vinhas do Lasso Tinto 2012
Blend af Aragonez, Touriga Nacional og Alfrocheiro. Meget kraftig og lidt afskrækkende duft af jordbær, men faktisk fin i smagen med røde bær, krydderiet og fin mineralitet. Frisk og enkel vin.

Quinta do Pinto Estate Tinto 2012
Blend af Touriga Nacional, Aragonez, Syrah og Merlot. Mørk rubin med duft af mørke bær som solbær. Stadig ikke en tung vin, men fyldig og med betydelig bedre struktur, bløde tanniner og god smag.

Quinta do Pinto Touriga Nacional 2013
100 % Touriga Nacional – Portugals nationaldrue, som ellers er mest kendt i Douro eller Dão, men vinder hastigt frem såvel i Portugal som internationalt. Meget aromatisk med god duft af kirsebær og andre røde bær samt lidt ristede noter. Elegant og fyldig med fin struktur og godt med tanniner, som indbyder til mad. En dejligt glas.



Herdade do Rocim, Alentejo
Den moderne indrettede vingård ligger i det nedre Alentejo mellem Vidigueira og Cuba og forvaltes af Catarina Vieira, som har studeret såvel agronomi som ønologi og er med i D´Uva. Ejendommen har ca. 70 hektar vinmarker, hvoraf 53 er med røde sorter og 17 med hvide. 20 ha. er Vinhas Velhas. Primært er der tale om portugisiske druesorter, men også enkelte internationale som Syrah og Cabernet Sauvignon. Huset udgiver flere serier, hvilket kan virke lidt forvirrende. Olho de Mocho er baseret op udvalgte druer i modsætning til Herdade do Rocim serien.

Olho de Mocho Branco Rerserva 2013
Mærket Olho de Mocho laves på bedste druer hvert år. Hvidvinen er lavet på 100 % Antão Vaz. Fyldig og med god frugt. Lidt præg af fadlagring, men med stor friskhed.

Mariana Tinto 2014
Husets introlevel, som er navngivet efter Mariana Alcoforado, der tilskrives de berømte ”Breve fra en Portugisisk nonne” – en række kærlighedsbrev fra 1667 skrevet til en fransk officer. Mariana boede i klosteret i Beja tæt ved byens borgtårn, som kan ses fra Rocims vineri. Især lavet på Touriga Nacional. Rubin med fin duft og pæn fyldig. Rig på frisk frugt, og med tanniner, men ikke en kompleks vin. 



Herdade do Rocim Amphora Tinto 2014
Et blend af Aragonez, Trincadeira, Moreto og Tinta Grossa, lagret på store amfora-krukker, som romerne gjorde i regionen for mange siden. Flot ruby i farven. Kirsebær og røde bær i næsen, men også lidt røgede noter. Tør, cremet og flot afrundet.

Herdade do Rocim Tinto 2012
Et blend af Alicante Bouschet, Aragonez, Touriga Nacional og Syrah. Fin duft af røde bær som kirsebær. Kraftig, men også elegant og med god struktur. Måske lidt marmelade tendens.

Olho de Mocho Tinto Rerserva 2011
Blend af Alicante Bouschet, Syrah og Touriga Nacional. Mørk rubin, flot duft og god struktur. Tydeligt præg af fadlagring, men stadig med en vis friskhed og pænt syreniveau. 


Monte da Penha, Alentejo
Familieejet vingård fra det mere bjergrige nordlige Alentejo ved Portalegre. Satser på portugisisk stil med nationale druesorter og behersket fadlagring. Repræsenteret af Rita Fino Magalhães, som også er med i D´Uva. Efter sigende har Robert Parker sammenlignet vinene med vine fra Côte de Rhone.

Monte da Penha Reserva Branco 2014
Et blend af druesorterne Arinto, Fenão Pires, Roupeiro og Tricadeira das Pratas fra vinmarker beliggende i 400-600 meters højde, hvilket fremmer syreniveauet og friskheden. Frisk duft af citrus og frugt. Fin frugt og lidt mineralitet. God friskhed og fin balance.

Montefino Tinto 2010
Blend af Touriga Nacional, Tricandeira, Alicante Bouschet og Aragonez. Fermenteret på ståltanke og lagret dels på ståltanke og dels i egetræsfade. Lys rubin med ekspressiv duft af jordbær og kirsebær. Blød og ligefrem med afdæmpede tanniner. Fint drikkelig med uden kompleksitet.

Monte da Penha Tinto 2010
Blend af Tricadeira, Alicante Bouschet, Touriga Nacional og Aragonez. Lidt mørkere og med duft at mørke bær og krydderier. Mere dybde og struktur og pænt med tanniner. God til mad og vil sagtens kunne lagre. Et fint glas.

Monte da Penha Reserva Tinto 2010
Blend af Tricadeira, Alicante Bouschet, Aragonez og Moreto. Lagret 12 måneder på fransk eg. Flot næse med mørk frugt og modne kirsebær. Ganske fin struktur og god kompleksitet og dybde. Et rigtigt godt glas.

Monte da Penha Grande Reserva
Blend af Tricadeira, Alicante Bouschet og Aragonez. Lagret minimum 12 måneder på fransk eg. Mere modenhed, men også med kraftige tanniner. Fyldig med beherskede noter fra fadlagring og lang eftersmag.




Vinene fra Herdade do Rocim forhandles af Nordentoft Wine, mens Quinta do Pinto og Monte da Penha ikke har dansk importør.

torsdag den 26. maj 2016

Druer og smukke kvinder

Uva betyder vindrue på portugisisk, men ordet bruges også som betegnelse for en smuk kvinde. Vin og kvinder. Det er netop, hvad det handler om i gruppen D´Uva, som er begyndt at markere sig med smagninger rundt om i Portugal og i maj også gæstede Danmark, da flere af gruppen medlemmer var med på den kombinerede konference og smagning ”Portugal, Women & Winemaking” (se min forrige post).


De første skridt til D´Uva blev taget i 2012, hvor en journalist skrev en artikel om kvindelige vinarvinger, ”As herdeiras do vinho” i avisen Diário de Notícias magasintillæg. Året efter mødtes kvinderne til en vinmiddag i Porto og en smagning i Lissabon, hvorefter de mere formelt dannede gruppen, som dog først for alvor er begyndt at markere sig i år.
Fælles for kvinderne er, at de repræsenterer familieejede producenter rundt om i hele landet, men af vidt forskellig størrelse – fra de mindre familiebrug til en stor koncern som Sogrape – ligesom de har forskellige jobfunktioner. På nuværende tidspunkt er der otte medlemmer af gruppen, men initiativtagerne håber at flere vil komme til, så de sammen dækker alle vinregioner i landet.
D´Uva blev i København præsenteret af Rita Cardoso Pinto fra Quinta do Pinto i Lissabon-regionen, som bl.a. fortalte:
”Målet er at støtte hinanden og udveksle erfaringer i forhold til vores arbejde, men også at hjælpes af med at præsentere vores vine såvel i Portugal som rundt om i verden”.
Hun blev bakket op af Rita Fino Magalhães, som er fjerde generation af familien, der ejer Monte da Penha:
”Alle vi individuelle producenter vil vinde ved at være sammen og mødes”, sagde hun.
På en måde kan man kalde D´Uva for et modstykke til den kendte gruppe Douro Boys, men det vil være en sandhed med en del modifikationer. For det første omfatter Douro Boys, som navnet signalerer, kun producenter fra Douro, som alle har valgt at satse på bordvine, men dog også laver glimrende portvin. For det andet er der i højere grad tale om et fælles brand for de involverede producenter og venner – og ikke enkeltpersoner som i D´Uva. Og for det tredje er der faktisk ikke kun drenge i ”Douro Boys”, da kvinder som Sandra Tavares, Luísa Olazabal og senest Francisca van Zeller må siges at tælle med – og det med tyngde. Sidstnævnte, som er datter af Quinta do Vale Dona Marias Cristiano van Zeller, er faktisk med i såvel Douro Boys som D´Uva.


Jeg vil i kommende indlæg præsentere tre af producenter i D´Uva, hvis vine jeg smagte i forbindelse med arrangementet i København. Lad mig her slutteligt blot nævne, hvem de otte i gruppen er (på billedet fra venstre mod højre): 
Francisca van Zeller (Quinta Vale D. Maria, Douro), Maria Manuel Maia (Poças Júnior, Douro), Rita Cardoso Pinto (Quinta do Pinto, Lisbon), Catarina Vieira (Herdade do Rocim, Alentejo), Luísa Amorim (Quinta Nova de Nossa Senhora do Carmo, Douro), Mafalda Guedes (Sogrape; Alentejo, Dão, Douro & Vinhos Verdes), Rita Nabeiro (Adega Mayor, Alentejo) og Rita Fino (Monte da Penha, Alentejo).     


tirsdag den 24. maj 2016

Portugal, kvinder og vin

Portugal, kvinder og vin. Jo, visse ting må man jo deltage i, når man bliver indbudt, for der er ikke blot tale om et muntert udråb om livets herligheder. ”Portugal, Women & Winemaking” var faktisk overskriften for en kombineret konference og vinsmagning, som blev afholdt i København for et par uger siden, arrangeret af den portugisiske ambassade med den energiske ambassadør Rui Macieira i spidsen som en optakt til den internationale konference Women Deliver 2016.


Arrangementet bestod af en konferencedel på førstedelen efterfulgt af en smagning på andendagen – begge dele med deltagelse af en række kvinder fra den portugisiske vinbranche – såvel ejere og winemakere som ansatte i salgs- og marketingsafdelinger.


Men hvordan står det så generelt til med kvinder i vinbranchen? Jo, det står faktisk godt til. Ifølge en af deltagerne, Sandra Alves, som er winemaker for Herdade do Esporão, udgør kvinderne ca. 30 % af landets winemakere. Dertil kommer de mange kvinder i salgs- og marketingsafdelingerne.
Ses bort fra undtagelser som den legendariske Dona Antónia Adelaide Ferreira, som i mange år stod i spidsen for huset Ferreira, var situationen i mange år en anden, især under de mange års diktatoriske styre under Salazars Estado Novo, hvor kvindens plads var i hjemmet. Efter Nellikerevolutionen i 1974 og med den nye forfatning i 1976, fik kvinderne ret til at stemme og lighed i ægteskabet. Og siden gik udviklingen stærkt. I dag er Portugals kvinder således blandt de bedst uddannede i Europa og f.eks. i top 10 i verden, hvad angår andel af kvindelige kemiingeniører.
En anden betydningsfuld faktor er, at arveloven sidestiller mænd og kvinder, så kvinderne også arver jordstykker, når de efter loven splittes op og deles mellem alle arvinger. Samtidig har der været tradition for, at mænd – tvunget af omstændighederne – emigrerede til udlandet for at søge arbejde, hvorimod kvinderne blev tilbage og dyrkede jorden. Mange kvinder har altså haft en nær tilknytning til marker og jord. Eller som Sandra Alves udtrykte det:
”Jeg voksede så at sige op i marken i Douro og valgte så at studere vin også. Vi kvinder elsker vin, og vi elsker vores druesorter”.
Der var dog ingen af de deltagende kvinder, som ville påstå, at det direkte kan smages på vinen, at der er kvinder involveret i produktionen. Men fra flere steder blev det påpeget, at kvinder er de bedste ambassadører for portugisisk vin, at de forener innovation og tradition og tilfører kreativitet, passion og initiativ til vinbranchen. Og den slags faktorer har der været brug for. Både i tiden efter revolutionen, hvor der skulle gøres op med de mange års fokus på kvantitet frem for kvalitet i de store kooperativer, men også i de senere år, hvor hjemmemarkedet på grund af krisen har været stagnerende, hvorfor der skulle satses på det internationale marked for kvalitetsvin.
Umiddelbart ser de flotte ord da også ud til fint at passe på flere af de kvinder, som deltog i konferencen. Det gælder kvinderne i D´Uva – en nydannet gruppe på otte kvinder, som finder sammen og netværker. 


Det gælder JuliaKemper, der ellers arbejdede som advokat i Lissabon, men i 2003 lod sig overtale til at overtage ansvaret for familiens vingård i Dão-regionen. Og det gælder Filipa Pato fra Bairrada, som nyfortolker sin far Luis Patos arbejde med Baga-druen.
I min næste post kan du møde et par af kvinderne i D´Uva og læse smagenoter på deres vine.


mandag den 23. maj 2016

Ny guidebog om Lissabon

”Fadistas – en rundtur i fadoens topografi”. Sådan hedder mit bidrag til den nye guidebog Lissabon, som udkom i april i serien vide verden fra Aarhus Universitetsforlag – en guideserie, som jeg selv har nydt at læse før, under og efter rejser, da de både er skrevet med fascination for emnet og samtidig kommet et lag dybere end de almindelige turistguider formår.
Kapitlet, som er et ud af 13 i bogen, giver en rundtur til nogle af de steder, som har betydning for fadoen såvel historisk som i dag. Det gælder f.eks. Rua do Capelão i Mouraria, hvor legenden Severa boede, og som i dag undergår en tiltrængt ansigtsløftning, fadomuseet samt selvfølgelig kvartererne Alfama og Bairro Alto, som byder på den største koncentration af faderestauranter. Foruden Severa møder vi fadosangere som Amália, Argentina Santos, Carlos do Carmo, Helder Moutinho, Aldina Duarte og mange flere.
Kapitler fortæller både om fadoen som genre og om dens opståen og udvikling, og den giver et portræt af, hvor og hvordan den udleves i dagens Lissabon – på samme måde som andre skribenter i bogen forener det historiske og det informative og det med et personligt præg.   
Da jeg jo selv er medforfatter til bogen, vil jeg naturligvis afstå for at anmelde den her. Men jeg kan citere forlagets tekst, som giver et lille indtryk af, hvad man ellers kan læse om i bogen, og samtidig se, hvem der ellers bidrager:
”12 forfattere. 13 passioner. Få hjemve med Mia Degner. Mærk byens vibe med Jens Lysdal. Få fodboldfeber med Niels Christian Frederiksen. Syng fadoer med Bjarne Mouridsen. Gå digternes veje med Dan Ringgaard. Oplev revolutionen med Eva Henningsen. Slå følge med H.C. Andersen og Henrik Wivel. Sæt søfarernes sejl med Jørn Ørnstrup. Find din yndlingscafé med Kurt Hollesen. Bliv beruset med Søren Markers. Eksponér dig for Expo med Morten Gliemann. Kig på kakler med Søren Markers. Træd indenfor med Karen Fastrup.”

Fotoet nedenfor, som er anvendt i bogen, har jeg selv taget under et besøg i Lissabon i forbindelse med min research til bogen. Her giver Christina Branco en lille koncert i forbindelse med ferniseringen på en kunstudstilling med maleren Júlio Pomar på Museu do Fado.