Når mænd synger fado

Der bliver hilst til højre og venstre på Marco Rodrigues nye album, Fados do Fado, som er en hyldest til mandlige fadosangere. De fleste forbinder jo umiddelbart fado med en kvindelig fadista med sort sjal over skuldrende, akkompagneret af mandlige guitarister. Men traditionen med mandlige sangere er lige så lang og tæller også store berømtheder – både i Lissabon, hvor Alfredo Marceneiro i sin tid udgjorde det mandlige sidestykke til Amália, og i Coimbra hvor universitetsbyens særlige fadovariant især udøves af mænd.

Marco Rodrigues vandt amatørkonkurrencen Grande Noite do Fado i 1999, begyndte at synge på Café Luso og pladedebuterede i 2006. Med tiden har han etableret sig som en af tidens førende mandlige fadosangere – et selskab, der foruden nestoren Carlos do Carmo tæller Ricardo Ribeiro, Camané og de to øvrige Moutinho-brødre, Helder og Pedro.

Albummet byder på fortolkninger af sange fra mandlige fadosangeres repertoire heriblandt netop Carlos do Carmo, som Marco Rodrigues i øvrigt sang en glimrende duet med på albummet Tantas Lisboas fra 2011, men også Jorge Fernando, Tristão da Silva, Max (Maximiano de Sousa) og Tony de Matos med hans særlige latinudgave af fadoen.

Det stærke udlæg på albummet er Max´ kærlighedserklæring til citronsælgeren, ”Rosinha dos Limões”, som hans øjne følger efter, da hun passerer nedenfor hans vindue. Andre glimrende fortolkninger er ”Vendaval” fra Tony de Matos´ repertoire, Jorge Fernandos ”Trigueirinha” Camanés stille flotte ”Guitarra” og ikke mindst Carlos do Carmos sang om kvarteret ”Bairro Alto”, der jo huser adskillige fadorestauranter.

Flere af sangene har også gennem årene været indspillet af kvinder, men som Marco Rodrigues selv har udtalt, er de tydeligvis skrevet af og for mænd – og altså nu genindspillet af ham selv. En enkelt undtagelse fra denne tematik er der dog også blevet plads til. Det gælder Amálias ”Acho inúteis as palavras”, som også var med på hans debutalbum.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor Marco Rodrigues, da jeg første gang hørte ham. Men efter at have lyttet gentagne gange til det nye album samt oplevet ham optræde en enkelt gang, er jeg overbevist om kvaliteten og den fortjente hæder. Jeg hørte ham nu hverken ved en koncert eller på et fadohus, men på fadomuseet i Lissabon, Museo do Fado, hvor han og Cristina Branco gav hver et kort sæt i forbindelse med åbningen af en udstilling med fadoinspirerede malerier af Julio Pomar.

Med Fados do Fado skriver Marco Rodrigues sig for alvor selv ind i rækken af mandlige fadosangere. Alt i alt et noget traditionelt, men glimrende fadoalbum, indspillet med klassisk besætning og fint afvekslende tempomæssigt.

Marco Rodrigues: Fados do Fado, Universal Music 2015. 

Alvarinho fra Soalheiro

Som sommeren er ved at være forbi, er min prøvesmagning af Vinho Verde det også. Men jeg slutter med manér – nemlig med vine fra Quinta de Soalheiro, der sammen med tidligere omtalte Anselmo Mendes repræsenterer det bedste Vinho Verde, jeg har smagt.

Om nogen er familieejede Quinta de Soalheiro kendt for at lave fremragende enkeltdruevine på Alvarinho. João Antonio Cerdeiro plantede de første marker med Alvarinho helt tilbage i 1974 og i 1984 lancerede de den første rene Alvarinho vin fra hjembyen Melgaço tæt ved grænsen til Spanien. Navnet Soalheiro er en henvisning til den skinnende sol, som modner druerne i området, der er det mest solrige i en region, der ellers er kendt for megen nedbør.

I modsætning til de mere almindelige, friske Vinho Verde vine har vine lavet på enkeltdruer som Alvarinho faktisk også lagringspotentiale. Samtidig er de mere rige på frugt og har højere alkoholprocent, hvorfor der ikke er tale om lette perlende terrassevine, men hvidvine af høj, international standart.

De smagte vine var alle fra 2013, som Soalheiro selv kalder ”a  special harvest – the purity of Alvarinho fruit with a perfect balance between the minerality and the passionate elegant flavour”.

Vinteren bød på meget regn, hvilket blev efterfulgt af lave temperaturer, hvorfor modningen var sen. Juli og august var varme og tørre, men med kolde nætter, og høsten nåede at komme i hus, inden regnen satte ind.

Alvarinho Soalheiro 2013

Lavet på druer fra Alvarinhomarker omkring Melgaço. Gulgrøn, klar. Frisk og intens duft med citrus og ananas. Sprød med flot frugt, fin syre, mineralsk og elegant med pæn eftersmag. Kan nydes alene som aperitif eller som en frisk, men også fyldig ledsager til fisk eller lyst kød som fx kylling med piri piri.

Alvarinho Soalheiro Primeiras Vinhas 2013

Lavet på druer fra quintaens ældste marker – deraf navnet. Gulgrøn, klar. I første omgang lidt tilbageholdende i næsen, men efter nogen tid meget fyldig med citrus og igen lidt eksotisk karakter med honningmelon og ananas. Meget intens i munden, frisk og mineralsk, men samtidig også lidt nøddeagtig og cremet og med masser af frugt, der balancerer syren. Mere kompleks og med lang, flot eftersmag. Et fremragende glas, som virkelig viser Alvarinhos kvaliteter.

Alvarinho Soalheiro Reserva 2013

Lagret i knap et år på såvel nye som gamle franske egetræsfade og med battonage, hvilket vil sige, at bærmen omrøres under lagringen. Mere gylden i farven, klar. Kraftig og intens i næsen med lidt røget bacon, men stadig også med friskhed, citrus, ananas og andre eksotiske frugtnoter. Fyldig og kompleks med moden frugt. Tydeligt, men ikke overdrevet præg af fadlagringen. Endnu et flot glas, som klart viser lagringskvaliteten.  

Foruden enkeltdruevine på Alvarinho, producerer Quinta de Soalheiro også et blend på Alvarinho og Loureiro samt Espumante og Aguardente. Læs mere på quintaens hjemmeside. 

Vinene fra Quinta de Soalheiro kan herhjemme købes hos OttoSuenson 

Maysons Madeira

Vinskribenten Richard Mayson har efterhånden fået en del bøger om portugisisk vin fra hånden. Den seneste af slagsen hedder kort og godt Madeira og er kommet i samme serie, The Classic Wine Library, som forgængeren Port and the Douro. Sidstnævnte er en stor succes og lidt af et referenceværk inden for portvinens verden. Så det er jo ganske naturligt, at efterfølgeren kom til at omhandle den anden store type forstærkede vin i Portugal.

Der er da også en del lighedspunkter de to bøger imellem. Begge indledes med et historisk afsnit efterfulgt af kapitler om vinsorter, marker og vinifikation. Derefter følger en oversigt over producenter og en gennemgang af vine fra forskellige årgange for så afsluttende kort at sætte fokus på turistmulighederne. Rundt om er der tillige strøet en række små portrætter af ”Men who shaped Madeira”. Men der er også store forskelle de to bøger imellem, da portvin og madeira jo er forskellige – og ikke kun geografisk.

Øen Madeira blev officielt opdaget i 1420, og snart efter blev de første vinstokke plantet. Allerede fra 1450 blev der eksporteret vin fra øen, men det var først senere, at der blev tale om Madeira. Som det gælder for portvin, kan der ikke sættes en præcis dato for, hvornår vinen så at sige blev opfundet. Der har givet været tale om en langsom udvikling. Første gang det nævnes, at vinen er forstærket ved tilsætning af druesprit eller brandy er i 1530, og vi skal frem til 1730 før det blev almindeligt at opvarme vinen – først ved solens hjælp (vinho do sol) og siden på teknisk vis ved den såkaldte estufagem-metode.

De anbefalede druer til fremstilling af Madeira er især de hvide sorter Sercial, Verdelho, Malvasia og Boal samt den røde Tinta Negra. Dertil kommer en række andre sorter som Terrantez, Bastardo, Moscatel og Listrão. Typemæssigt resulterer det i vine, der spænder fra det meget tørre (Sercial) over medium tør (Verdelho) og medium sød (Boal) til det søde (Malvasia). De almindelige billige vine er gerne 2-3 år gamle, mens kvalitetsvinene er ældre (5, 10, 15, 20, 30, 40, 50 eller sågar over 50 år). Dertil kommer Colheita fra et bestemt høstår, Solera efter systemet kendt fra Sherry og Frasqueira, den mest fornemme kategori, hvor vinen for det første skal være baseret på en enkelt af de førnævnte vinsorter og desuden have lagret på fad i mindst 20 år. Selv om kategorien tidligere hed Vintage, er der altså tale om noget helt anden end Vintage Port, hvorfor portvinsinstituttet gjorde indsigelser, hvilket førte til det nye navn. Men i daglig tale kaldes de gamle flasker nu stadig Vintage.

Efter således at have gjort rede for såvel produktion som typer af Madeira, beskriver Richard Mayson producenterne en efter en. Hvor der i slutningen af det 19. århundrede var mere end 150 af slagsen, er der nu kun syv selskaber tilbage, som eksporterer Madeira. Det ene, Madeira Wine Company dækker dog over en længere række af producenter og brands. Lad mig bare nævne dem:

Barbeito, Artur Barros e Sousa Lda., H.M. Borges, J. Faria, Henriques & Henriques, Justino´s og endelig Madeira Wine Company, som bl.a. står bag kendte producenter som Blandy, Cossart Gordon, Leacock og Pereira D´Oliveira. Blandy har sin helt egen placering i Maysons hjerte, da han faktisk er gift med datteren af det afdøde familieoverhoved, Richard Blandy. Han gør da også flere gange opmærksom på, at han ikke er helt uvildig, men bortset fra, at han tydeligvis har smagt mange flasker Blandy´s er det ikke noget, der på nogen måde skæmmer bogen.

Under hver præsentation af husene bringes smagenoter på de tilgængelige vine ligesom et efterfølgende afsnit dykker ned i skatkammeret og byder på noter om gamle årgangsvine. Netop antallet af smagenoter er den store forskel i forhold til Maysons bog om portvin. Hvor antallet er beskedent i portvinsbogen, er der her mange – så mange, at man ved almindelig gennemlæsning nøjes med at skimme. Skulle man så senere stå med en Lomelino 1914 Bual ved hånden, kan man jo altid slå op og se, hvordan Maysons vurdering lyder.

Dermed også sagt, at bogen om Madeira i højere grad er et opslagsværk end en bog, man læser fra ende til anden. Halvdelen af bogen er en god indføring i såvel øens som vinens historie, vinmarkerne og typerne, mens den anden er mere leksikal og opremsende. 

Alt i alt en bog, som måtte komme, da Richard Mayson i mange år har delt sin opmærksom mellem portvin og madeira. Der skulle også være god plads til den på markedet, da antallet af bøger om emnet ikke er mange. I nyere tid kan nævnes Alex Liddells Madeira, the Mid-Atlantic Wine, og ellers refereres der ofte til Henry Vizetellys Facts About Port and Madeira fra 1877. Derfor skal Maysons bog være velkommen, da den både er grundig, detaljeret, sober og saglig samt godt skrevet.

Mit eget kendskab til Madeira er desværre sparsomt. Men lysten til at gå i gang med at smage og tilfredsstille min nysgerrighed er ikke blevet mindre efter læsningen.

Richard Mayson: Madeira – the Islands and their Wines. The Classic Wine Library, Infinite Ideas Limited 2015, 258 sider.

Bogen kan købes på Amazon eller direkte hos forfatteren via hans vinblog

Tapada dos Monges – Vinho Verde

I Danmark kender vi mest til de billigste udgaver af Vinho Verde, som de fleste supermarkeder har et enkelt eksemplar af. Men opsøger man mindre vinimportører med speciale i portugisisk vin er udbudet heldigvis langt større. Nyligt skrev jeg om topproducenten Anselmo Mendes. Denne gang skal det gælde Tapada dos Monges – et af flere brands fra det familieejede Vinhos Norte – alias Manuel Costa Carvalho Lima & Filhos. Selskabet blev stiftet i 1971 og har hjemme i Várzea Cova, øst for Braga tæt ved Minhos grænse til Transmontano, men de indhenter druer fra andre steder i regionen som fx subregionen Monção og Melgaço. Navnet Tapada dos Monges er en hyldest til munkene, som i det 12. århundrede introducerede vinproduktion i området.

Jeg har smagt seks meget forskellige flasker fra Tapada dos Monges, heriblandt noget så sjældent på det danske marked som en rød Vinho Verde. Tidligere var produktionen af rød Vinho Verde – især på druen Vinhão – betydelig, men den er faldet og udgjorde i 2013 kun 10 % af det samlede salg, mens rosé udgjorde små 4 % og de resterende 86 % var hvide. Det meste røde Vinho Verde drikkes på hjemmemarkedet, hvor det er bedre tilpasset maden.

Branco 2014

Lavet på et blend af Loureiro, Arinto, Trajadura. Lys, gulgrøn. Brusende ved opskænkning. Frisk med en duft af citrus, umoden pære og lidt ananas. Prikkende, hvilket forsvandt efter lidt tid i glasset. Fin ligefrem frugt og god balance samt en god, lang eftersmag. En dejlig frisk, let og ukompliceret Vinho Verde, som holdt sig fint ved gensmagning et par dage efter. Fint køb til prisen.

Espadeiro Rosé 2014

Enkeltdruevin på Espadeiro, som sammen med Padeiro benyttes til rosévin i regionen. Meget brusende ved opskænkning. Lys hindbærrød i farven, meget diskret i næsen, men dog også med hindbær. Tør og noget fattig på frugt, en lidt saftevandsagtig smag af røde bær. Kort eftersmag. En meget let, frisk rosé, som er anvendelig til terrassen, men efter min smag mangler frugt og karakter.

Loureiro 2014

100 % Loureiro. Gulgrøn, perlende. En frisk duft med citrus og blomster, hvilket er typisk for Loureiro-druen. Syrerig, men med god balance. Frugt, lime og blomster i smagen. Lidt kort eftersmag, men en meget frisk og indbydende Vinho Verde, som gør sig bedst afkølet.

Alvarinho 2009

100 % Alvarinho. Gul, lidt mørkere end Loureiro. Ikke så kraftig i næsen, men dog med frugt, honning og eksotiske frugter. God smag, godt med frugt, orange og mineralitet, men desværre med meget lidt syre til at balancere. Alvarinho kan tåle at lagre, men måske denne var friskere og mere indbydende for et par år siden. Nu virker den desværre lidt træt i både næse og mund.

Fernão Pires 2011

En specialvin lavet i 1500 eksemplarer på Fernão Pires druen, som ellers er mest udbredt midt i landet. Fremstillet i samarbejde med kokken Chefe Álvaro Costa som markering af 40 året for Vinhos Nortes grundlæggelse. Gylden, let perlende. Kompliceret duft med kontrast mellem frisk citrus og tropiske frugter og så en røget karakter, som kan stamme fra lagringen. God frugt med fedme og røgkarakter. En kompleks og dyb vin, som dog mangler lidt syre til at balancere, men Fernão Pires er ikke så syrerig. En anderledes og spændende vin fra området, som kan være velegnet til federe fisketyper på grill.

Tinto 2014

Lavet på en blanding af Vinhão, Amaral og Padeiro. Mørk, lilla, ja nærmest uigennemsigtig som hyldebærsaft eller en prøve direkte fra gæringskarret. Brusende ved opskænkning. Duft af kirsebær og andre mørke bær, masser af druesaft og syre samt også tanniner, men dog nok ikke til langtidslagring. Syrlig som en belgisk Geuze-øl. Meget spændende og anderledes og faktisk et godt ungt glas, men rød Vinho Verde vinder nok aldrig den store udbredelse herhjemme. Vil du prøve noget helt andet, så prøv den ved en 10-12 grader til en omgang grillkød en lun sommeraften.

Vinene kan købes hos den lille importør Adelino. Foruden Vinho Verde byder Christina da Silva, som står bag, på vine fra andre regioner og portvin samt portugisiske delikatesser som sardiner, oliven og tapenade.

Camané: Infinito presente

20 år er der gået siden fadosangeren Camané debuterede med albummet Uma Noite de Fados. Dermed også sagt, at han var med i den første generation af unge sangere, som tog fadoen til sig og genetablerede dens position. Han blev hurtigt den førende mandlige sanger inden for den såkaldte fado novo og blev sågar udråbt som den nye Amália, hvilket er noget af den største ros, man kan få, også selv om man er en mand.

Camanés nye album Infinito presente – det 7. studiealbum i rækken og det første siden Do Amor e dos Dias fra 2010 – vidner om, at han i høj grad stadig indtager en førende position, og at han i høj grad er tilstedeværende.

Karrieren startede i og for sig allerede, da han var barn. Carlos Manuel Moutinho blev født i 1967 i Lissabon-forstaden Oeiras, lyttede i sin tidligere barndom til faderens fadoplader og begyndte at synge i fadohuse som 8-årig. I en alder af 12 vandt han i 1979 amatørkonkurrencen Grande Noite do Fado i Lissabon. Om starten af sin karriere har han selv udtalt:

- Jeg var så privilegeret, at jeg kunne lære af de ældre, men stadig aktive fadosangere som Alfredo Marceneiro, Carlos do Carmo, João Braga og mange andre. Jeg var heldig, for selv om jeg kun var 10 år, tog mine forældre mig med ud at høre fado. Jeg kunne lytte til dem, når de talte og sang og jeg kunne lære af dem.

Med andre ord er han flasket op med fado på samme vis som sine to brødre Pedro og Helder Moutinho, som begge også er meget aktive i fadomiljøet i Lissabon og har adskillige udgivelser bag sig. Den professionelle karriere tog fart i tiden på fadorestauranten Sr. Vinho, som har været afsæt for andre stjerner som Mariza.

Gennem hele sin karriere har Camané samarbejdet med komponisten José Mário Branco. Det gælder også det nye album, hvor Branco bidrager med en del kompositioner. Det er blevet sagt, at Branco har betydet det samme for Camané, som Alain Oulman betød for Amália og meget apropos er Oulmans A Correr med på det nye album ligesom sange af andre koryfæer som Alfredo Marceneiro. På tekstsiden er Camané også dykket tilbage i tiden og har med Conta e Tempo hentet munken og poeten Frei António Chagas frem fra 1600-tallet, ligesom han fortolker Fernando Pessoas digt Aqui está-se sossegado.

Infinito presente er et flot og helstøbt album, hvor de mere stilfærdige og smukke sange som fx Paraíso og Quatro Facas dominerer, men som dog også byder på up-tempo sange som førnævnte A Correr og Ai Miriam. På sidstnævnte veksler Camané mellem sang og spoken-poetry og guitaren imiterer med sin klimpren en cykelklokke, hvilket synes at sende en hilsen til Carlos do Carmos hyldest til sporvognene på A homem na cidade.

En anden skæring, der skelner sig ud er Triste sorte med sin tunge jazzede basgang. Ellers er instrumenteringen meget klassisk med en besætning bestående af José Manuel Neto på guitarra portuguesa, Carlos Manuel Proenca på guitar (viola) og Carlos Bica på bas.

På Os dois horizontes synges om saudade på den ene side og håbet på den anden, fortiden overfor fremtiden. I det hele taget ligger tiden som et underlæggende tema på det meste af pladen, hvilket også er tydeligt i sangen, der har givet albummet titel, Infinito presente, som netop handler om nutiden som værende spændt ud mellem fortid og fremtid. Camané har allerede mange år bag sig i fadomiljøet og han har givet mange år foran sig. Men han er også i høj grad til stede her og nu.

Læs mere her 

Anselmo Mendes – en mester i Vinho Verde

Da vinskribenten Sarah Ahmed nyligt fokuserede på portugisisk hvidvin i tidsskriftet Decanter, var Anselmo Mendes blandt de vinmagere, der blev anbefalet. Sammen med Quinta de Soalheiro blev han nævnt som ”high flyer”, ligesom underregionen Monção og Melgaço i Vinho Verde blev nævnt som et af de mest interessante områder – især grundet brugen af druen Alvarinho.

Anselmo Mendes topvin, enkeltmarksvinen Parcela Unica, fik da også topkarakter (96 point), men mindre kan så afgjort gøre det. Portugisisk Vinkælder har skaffet tre af hans andre vine til Danmark, og alle tre er så afgjort god kvalitet til prisen. Men først lidt om huset.

Anselmo Mendes er opvokset i Monção og fattede fra starten af karrieren interesse for Alvarinho, som er hoveddruen i underregionen. Alt efter terroir kan den variere, men generelt er den kendt som frugtrig med honningpræg og aromaer fra moden citrus over pære til mere eksotiske frugter som banan, passionsfrugt og fersken. Vine lavet på Alvarinho giver gerne en højere alkoholprocent end vanligt i Vinho Verde, ligesom de har større lagringspotentiale, men det friske præg er intakt.

I 1998 blev Anselmo Mendes kåret som winemaker of the year af det portugisiske tidsskrift Revista de Vinhos. Han har arbejdet som winemaker i det meste af landet, og selv om han siden 1998 har koncentreret sig om Alvarinho fra hjemegnen, benyttes han stadig som konsulent i Portugal og andre lande.

Hans introserie hedder Muros Antigos og findes i tre varianter – en blended og to enkeltdruevine på henholdsvis Loureiro (den anden hoveddrue i regionen) og Alvarinho. Dertil kommer forskellige topvine som førnævnte Parcela Unica og Contacto. Fælles er, at de alle vidner om, at Vinho Verde leverer fantastisk hvidvin, hvis man lige ofrer lidt mere.

Muros Antigos Escolha 2014

Lavet på et blend af 20 % Alvarinho, 40 % Loureiro og 40 % Avesso. Lys grøngul, ikke perlende. Ikke så kraftig i næsen, men med fin frugt, æbler, pærer og lidt citrus. Enkel og frisk med florale noter, tør og i fin balance. Pæn eftersmag. Et udmærket eksempel på, at et almindeligt blend ikke behøver at være med kuldioxid for at have friskheden og sprødheden.  

Muros Antigos 2014 Loureiro Escolha

Lavet på 100 % Loureiro druer. Lys, gylden, klar, ikke perlende. Citrus, pærer og friske blomster i næsen. Meget frisk og pænt med syre. Blomster, citrus og lidt mineralitet i smagen. Frugtrig med lang og lidt sødmefuld eftersmag, men ellers tør.

Contacto 2013, Alvarinho

Ikke perlende, men stadig ungdommelig og frisk. Gulgrøn og rimelig intensitet i såvel udseende som duft. Eksotisk duft med modne pærer, ananas og passionsfrugt. Frisk og syrerig, men også meget fyldig med god frugt og noter af honning. Fylden skyldes bl.a., at bærmen har ligget med i fire måneder. Et rigtigt godt glas hvidvin, som viser, hvad regionen kan byde på, når vi taler om høj kvalitet og kompleksitet. Også velegnet til lagring.

Vinene fås hos Portugisisk Vinkælder

Porto juni 2015 - fortsat

Der går ingen tid til spille, når man besøger portvinshuset Barão de Vilar (alias Maynards) og er i selskab med deres masterblender Alvaro van Zeller. Kigger man væk et øjeblik, eller skulle man evt. have behov for at gå på toilettet, er man straks to portvin bagefter.

Men fornøjeligt et det. Både fordi Alvaro er en herlig fortæller med mange gode anekdoter, en stor viden om portvin og et smittende humør, og fordi mange af de vine, han skænker, er af meget høj kvalitet. Formiddagens besøg talte vist op mod 20 portvine – fra Vintage over hvid Tawny til Colheitas, og fra 1950´erne til i dag.

Her er hvad jeg fik noteret: Reserva Ruby 2013, LBV 2011, Vintage 2013, Vintage 2012, 10 års hvid port, hvid Colheita 2004, Colheita 2005, Colheita 1975, 40 års Tawny, ca. 60 års Tawny (som bruges til blends), Vintage 2011 Tinta Roriz, Colheita 1974, Colheita 1963, Colheita 1962 og Colheita 1950.

Når en sådan menu smages uformelt over kort tid, er noterne selvfølgelig sparsomme. Jeg vil derfor kun fremhæve nogle enkelte højdepunkter. Hvid Colheita 2004 var en god kompleks vin med fin syre og god balance. 1975 Colheita er en del cremet og fyldig vin. Rødbrun i farven og en god duft af tørrede frugter og lidt farin samt med lidt balsamico i smagen. Den ca. 60 års Tawny havde lidt Douro-bake, men var faktisk en uhyre kompleks og fyldig vin, som med lidt mere friskhed kunne være rigtig god i sig selv. 1963 Colheita er og bliver en utrolig flot vin. Mørk, fyldig og meget koncentreret. Den et år ældre udgave var mere pebret og havde mere bid. Slet ikke så harmonisk, men kan måske udvikle sig. 1950 var efter min mening lidt vel sprittet, men mørk og koncentreret.

Efter denne tour de force besøgte vi kælderen, hvor vi lige så resterne af det fad med hvid Colheita fra 1989, som portvinsklubbens jubilæumsport er hentet fra. Et fint besøg og en solid opvarmning til aftenens ceremoni og gallafest i Confraria do Vinho do Porto.