Hvid portvin med alder på Børsen

Af alle portvinstyper synes den hvide at rangere lavest i hierarkiet. Brugbar som aperitif eller sød dessertvin, men uden klasse og kvalitet, lyder renomméet. Selv den nylancerede rosé ridder på en mere trendy bølge af smart ungdommelighed.

Derfor var det et godt initiativ fra Henrik Oldenburg at sætte fokus på hvid portvin med alder ved pressesmagningen under portvinsfestivalen på Børsen i mandags. Oldenburg havde inviteret Jim Reader fra C. da Silva og dermed Dalva Port til at kommentere smagningen af 10 forskellige af husets portvine, hvoraf de otte var hvide. Dalva rangerer normalt ikke højt på listen over portvinshuse, hvilket måske netop skyldes, at deres store styrke er hvid portvin med alder. Så smagningen gjorde altså tiltrængt både opmærksom på hvid port og på selve huset, som kan dateres tilbage til midten af 1800-tallet, hvor det blev grundlagt af den fra Brasilien tilflyttede Clemente da Silva. Jim Reader selv blev tilknyttet Dalva som konsulent, da han forlod Cockburns efter Symingtons overtagelse.

Dalva sælger godt med almindelig standard ruby og tawny til lande som Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Men dertil kommer altså et stor lager af gamle fade med Colheitas i såvel røde som hvide udgaver. Det var dem, der lokkede Jim Reader til firmaet, og det var selvfølgelig dem han havde medbragt til Børsen.

 Her er smagelisten:

Dry White: Lagret 2-3 år på fad. Tør, men ikke knastør (sukkerindholdet er på 45 g/l). Lys, let gylden i farven. Virker næsten sød i næsen med lemon, hyld og lidt fersken. Elegant og frisk.

Dry White Reserva: Lagret 6-7 år på fad. Gullig og mere mørke toner i næsen, let røget i stilen og tydeligt fadpræg. Lidt sødere og uden samme friskhed.

Dry White 10 års: Gylden i farven. Mere kompleks og mindre røget. En fin balance mellem sødme, frugt og syre. Pæn, lang eftersmag.

Dry White 20 års: Let brun, gylden. Nærmer sig ren tawny karakter. En del orange i duften og lidt figen og rosiner. Orange, mandler og honning i smagen. Pænt med syre.

Dry White 40 års: Ny på markedet. Let rødbrun. Lidt diskret i næsen til at begynde med, men kraftig og fyldig i smagen. Godt med frugt endnu og så selvfølgelig fadpræg. Et flot glas, som dog er mere let i stilen end tilsvarende rød tawny.

Golden White Colheita 1971: Mere sødme og en anden duft. Let røget, mandel og vanille fra fadet. Stadig pænt med syre  

Golden White Colheita 1963: Rigtig flot vin fra et topår. Mørkere, rødbrun. Lidt tungere i næsen med friskhed i smagen. Tørrede frugter og honning. Sødme, men også syre, så den er i flot balance.

Golden White Colheita 1952: Meget kraftig og med endnu mere syre, så den stadig er frisk og sprød. Karamel, honning og vanille og en lang, fin eftersmag.

Colheita 1966: Brun med duft af brun farin og mandler. Pænt sprittet og godt med syre.

Colheita 1975: Kirsebær i næsen, frugt, farin, nødder og mandler og sødme.

Efter den flotte hvide serie fulgte altså et par almindelige Colheitas til sammenligning. Og her klarede de hvide sig glimrende. Lettere og med mere friskhed og elegance. Samtidig sjovt at se, hvordan farvenuancerne nærmer sig hinanden efterhånden, som årene går. De to almindelige Colheitas var dog lidt mere rødbrune.

Jim Reader fortalte, at Dalva gerne vil udsende en Golden White for hvert årti, men de har endnu ikke besluttet hvilket år, der skal repræsentere 

80´erne og dermed følge i hælene på de tre allerede lancerede. Uden at vide, hvad der ligger i kælderen hos Dalva, kunne 83 eller 84 være bud.

Generelt er de hvide druer bedst i lidt køligere år, da for høje temperaturer kan resultere i overmodne druer. Et år som 1963 er dog fremragende på alle fronter, fortalte Jim Reader.

Efter Dalva-smagningen blev der disket op med hele 27 forskellige udgaver af Vintage 2011. Jeg havde smagt nogle af dem før og prøvede derfor ikke alle og tog kun sparsomme noter oven på de mange fadlagrede vine. Ferreira 2011 imponerede mig med sin kraft, frugt og sødme. Niepoort og Niepoort Bioma fra gamle vinmarker var også spændende. Taylor var flot og tilgængelig, og endelig smagte jeg Dalva, Delaforce, Royal Oporto, Dow´s og Ramos Pinto, hvor især de to sidste var meget lovende.

Selve Portvins festivalen bød på et par snakke med et par tilrejsende portugisere, den altid tilstedeværende Gustavo Devesas fra Symingtons og Rafael Molezun fra Real Companhia Velha.

Oven på pressesmagningen var det ikke så meget, jeg nåede at smage. Ferreira havde en fin 10 års hvid port, en kraftig og tilpas pebret LBV 2008 samt såvel 10 som 20 års tawny, hvor den sidste med navnet Duque de Braganca er fremragende. Dow´s bød på en rigtig dejlig Colheita 1986 med god frugt og afdæmpet sødme. Og så sluttede jeg traditionen tro med et glas Ramos Pinto i form af deres flotte 30 års tawny.

Apropos Dalvas hvide port med alder, virkede det som om, flere vælger at følge trop. Som Jim Reader også gav udtryk for, er det nok et voksende marked. Kvaliteten er i al fald ikke dårlig. På festivalen var der således flere stande med hvid port med alder. Foruden Ferreira, selvfølgelig Andresen, da de også er kendte for at satse på hvid port, men også fx Niepoort og Santa Eufemia, som jeg dog ikke nåede forbi.

Læs mere om Dalva her: http://www.cdasilva.pt/

DM i LBV

Kom og vær med til at kåre Danmarks bedste Late Bottled Vintage!

Nogenlunde sådan lød invitationen fra portvinsentusiast Henrik Marcussen og internetsitet portvin.nu sidste fredag.

LBV er, som navnet siger, lagret i længere tid (4-6 år) på store fade end vintage, hvilket modner vinen og gør den drikkeklar. De fås dog både som filtreret og ufiltreret, hvor sidstnævnte vil udvikle sig yderligere ved flaskelagring og samtidig bør dekanteres. Et godt og billigere alternativ med god kvalitet.

Opskriften på mesterskabet var nogenlunde den samme som ved DM i 10 års tawny for ca. 1½ år siden, hvor Krohn fortjent løb med sejren. Alle importører var inviteret til at tilmelde flasker. Eneste krav var, at de var at finde på det danske marked. Det havde mange – men dog ikke alle – benyttet sig af, så det samlede felt bestod af 22 flasker, hvoraf nogle huse var repræsenteret med flere årgange. Andre huse var savnet som fx Quinta do Noval, der laver en glimrende ufiltreret LBV.  Samtidig var spændvidden stor årgangsmæssigt, fra 1999 til 2009, hvilket jo ikke er helt lige vilkår.

Disse indvendinger taget i betragtning, er det nok mere korrekt at kalde det for et uofficielt DM i LBV. Men når det er sagt, skal initiativet roses. Idéen er sjov, og der er længe i mellem, at man får mulighed for at smage så mange flasker op mod hinanden, hvilket selvfølgelig skete blindt.

Men hvordan gik det så?

Alle deltagere havde mulighed for at afgive op til seks stemmer, som så fik hver et point. Man skulle altså ikke rangordne, de foretrukne vine, ligesom man ikke nødvendigvis skulle bruge alle seks stemmer.

Der var 20 personer, som afgav stemmer. Endnu er kun de øverste placeringen offentliggjort med følgende resultat:

Bronze (7 point): Taylor 2008 og Offley 2008.

Sølv (8 point): Calém 2006, Burmester 2007 og Barão de Vilar 2008.

Guld (9 point): Churchills 2005.

Det var altså næsten halvdelen af deltagerne, som stemte på Churchills. Mine egne kortfattede noter, siger en rigtig god duft og kraftig bærsmag. Drikkeklar.

På de efterfølgende pladser var der flere overraskelser. Burmester har jo primært markeret sig som tawnyhus – ikke mindst i kraft af de mange årgange colheitas på det danske marked. Min egne noter sagde mørk med lilla nuancer. En god blanding af urter og frugt i duft og smag samt en lidt sprittet slutning. Calém var en ren frugtbombe med masser af solbær og lidt mynte. Fyldig, men lidt endimensional og lidt vel Ribena-agtig i stilen. Barão de Vilar var en rigtigt flot glas. Kraftig og fyldig med en lang flot pebret eftersmag. Fin balance mellem frugt og syre.

Taylor var blød og rund med en meget lovende duft, men lidt for let smag efter min mening. Havde ventet at enten Taylor eller Grahams ville finde vej til listen. Det havde jeg derimod ikke med Offley, som ifølge mine noter var meget kraftig og fyldig med pænt med tanniner, men også lidt vel sødladen i stilen.

Selv afgav jeg kun fire stemmer, da de efterfølgende lå så tæt i min bedømmelse, at jeg hellere ville undlade dem end at vælge et par stykker på andres bekostning. Blandt vinderne stemte jeg selv på Barão de Vilar og Burmester, som så afgjort skal gensmages. Derudover faldt mine stemmer på Ramos Pinto 2008, en kraftig frugtig sag med gode tanniner og god duft samt Seara d´Ordens 2003, som havde en rigtig flot og indbydende næse samt god balance mellem frugt og syre. Men ingen af dem fandt altså vej til medaljerækken.

Mine bobler lige under viste sig at være Fonseca 2007, Kopke 2007, Quinta da Peca 1999 samt altså Churchills 2005.

Til slut lige et par brugervenlige bemærkninger om value for money. Her må man konstatere, at især Burmester og Barão de Vilar er gode køb.

Den samlede liste over tilmeldte flasker kan se her: http://www.portvin.nu/

En stor årgang

Det var en sand kongerække samt en enkelt outsider, der var linet op i The Vintage Port Club den 21. oktober. Klubben fejrede 50 året for Vintage 1963, som af mange regnes for den bedste portvinsårgang om ikke nogensinde så i al fald i nyere tid. Eller for nu at citere Henrik Oldenburg, er det ”årgangen, der har været klassisk siden sin fødsel”, bl.a. på grund af gode vejrbetingelser.

I langt de fleste vertikale smagninger af portvinshuse, som jeg har deltaget i, er 1963 blevet kåret som vinder, når den ellers har været repræsenteret. Dette var min første horisontale 63-smagning, så jeg var spændt på at se, hvilke huse der stod sig bedst i rækken, som talte: Fonseca, Grahams, Taylor, Dow, Sandeman, Warre, Cockburn, Croft, Quinta do Noval og Constantino. Sidstnævnte ejes i dag af Ferreira, men benyttes kun til husets brandy. Portvinen blev i sin tid produceret på det nuværende Quinta do Crasto.

Som en af de 30 deltagere konstaterede, blev der drukket 1000 års portvin den aften: 2 flasker af 10 forskellige portvin med hver 50 år på bagen. Og de blev drukket med velbehag. Ingen flasker var skæve, selv om der var mindre gode imellem. Her er mine indtryk:

Constantino: Indbydende med det samme. Pæn mørk i farven, lidt langsom i næsen med lyse bær og lidt farin. Let sprittet i smagen. Manglede måske lidt dybde, men med fin lang og pebret eftersmag. Udviklede sig ikke meget i glasset.

Quinta do Noval: Mørk brun med lys kant. En kraftig og tiltagende duft af hindbær og især jordbær. I første omgang uden kraft, men vandt meget ved at stå i glasset. Dog stadig let i stilen og uden den intensitet, som senere årgange har. Af mange bedømmes Noval 63 at være over sin bedste alder. Denne flaske var stadig levende, men har nok ikke lang tid tilbage. 

Croft: Lys mahogni i farven. Første indtryk var en fæl duft af klor, men ved nærmere bekendtskab var der snarere tale om fyrrenåle og gran med jordbær og kirsebær. Såvel sødme som frugt. Helt sin egen stil, men ikke imponerende. Gjorde større indtryk ved Croft-smagning i foråret, hvor den var aftenens bedste vin.

Cockburn: Rødbrun og meget lukket i starten. En duft af røde kirsebær og noget vanille. Udviklede sig meget positivt med tiden, så den endte i min top 3. Fin syre, sødme og frugt i god balance, let røget og en god eftersmag. Aftenens positive overraskelse.

Warre: Uklar og lys, hvilket skyldes en lidt dårlig flaske, men duft og smag var ikke ødelagt. Kirsebær og pæn smag, men vag og skuffende denne aften.

Sandeman: Flot og imponerende rød farve. En god duft af kirsebærblomst og lidt brombær. Tydelig kirsebær og en del sødme i smagen. Har stadig kraft til at udvikle sig. Endnu en positiv overraskelse, som dog manglende noget dybde og frugtfylde til at ende helt i top.

Dow: Brun og meget lukket i starten, men vandt med tiden. Kirsebær og andre røde bær i duft og smag, men også lidt gran og mynte. Tør og elegant i stilen og med god syre og friskhed, men måske lidt mangel på frugt. Fin eftersmag.

Taylor: Imponerende fra start til slut. Mørk rødbrun, men en godt duft af kirsebær og kaffenoter under. Elegant, men også pebret og lidt sprittet, hvilket dog aftog efterhånden. I flot balance og sluttede med en lang, fyldig eftersmag. Aftenens bedste glas efter min mening.

Grahams: Mørk rødbrun. En tæt duft af frugt og blommer. Fyldig i munden med pæn sødme og frugt samt lidt chokolade. God kraftig eftersmag. Ligeledes et flot glas, som fik min andenplads.

Fonseca: Skuffende i første omgang, da den var meget lukket. Kom dog efterhånden frem. Mørk med lidt røde toner. Kirsebær og hindbær samt krydderi og tobak. Burde måske have haft længere tid i glasset, end aftenen tillod.

Efterfølgende blev der stemt om aftenens vindere. Her var der nogle markante forskelle mellem de to hold, hvilket skyldes forskellige flasker. Taylor fik topkarakterer på det ene hold, men ikke så mange på det andet. Croft fik pænt med point på det ene hold, men slet ingen på det andet. Og ligeledes med Dow. Som det fremgår af ovenstående, var jeg selv på holdet med en fremragende Taylor, men en ringe Croft og en ikke helt overbevisende Dow.

Det samlede resultat blev: 46 stemmer til Taylor, som altså var aftenen vinder. Tæt forfulgt af Grahams med 39 point og Fonseca med 35 point. Det var altså de store, kendte vintagehuse, som løb med æren denne aften. Det samlede resultat vil snart kunne ses på klubbens hjemmeside: http://www.vintageport.dk/

Og lidt teknisk: Flaskerne var åbnet ca. 2½ time før smagningen og havde stået i glasset en times tid. Sådan som de udvikledes sig undervejs, kunne de godt have været åbnet tidligere. Vinene blev desværre ikke serveret blindt, hvilket jeg personligt havde foretrukket. Om det spillede ind på bedømmelsen, skal jeg dog ikke kunne sige. 

En samlet konklusion er helt klart, at årgangen levede op til sit gode ry. Der er tale om noget af det ypperste, som portvin kan byde på – og det med god variation og bredde i smagen. Vellagrede og modne, flere med Bourgogne-præg. Nogle skal måske drikkes nu, mens andre stadig vil være holdbare i årene fremover. Og der er nok ingen tvivl om, at de mærker, der faldt lidt i gennem ved smagningen, ville stå sig fremragende ved enhver anden lejlighed.

Ny sæson – nye huse

Sæsonens første smagning i The Vintage Port Club fandt sted i onsdags. Der var tale om en introduktionssmagning i mere end én forstand. For det første kunne klubben byde velkommen til flere nye medlemmer samt en del gæster. For det andet blev der givet et bred introduktion til portvin og derfor smagt såvel tawny med alder som LBV, Single Quinta Vintage og Vintage. Og endelig blev flere nye og knap så kendte huse prøvesmagt. Det var altså boblernes aften.

Rækken af portvinshuse talte:

Churchill´s: Et ungt hus med gamle rødder. Det blev grundlagt i 1991 af Johnny Graham, som kom fra Cockburn, og som samtidig var medejer af Graham´s, da det blev solgt til Symington-familien i 1970. Derfor bliver vinene heller ikke lanceret under eget navn, men hustruens. Vi smagte Churchill´s Quinta da Gricha Vintage 2003, Churchill´s Vintage 2000 og 10 års tawny.

Quinta de Ventozelo: Quinta i Cima Corgo, som tidligere blot leverede bulkvin til de store huse. Med da der kom ny ejer i 1999 satte de gang i egenproduktion af såvel bordvin som portvin. Vi smagte LBV 2007 og Vintage 2003.

Quinta do Portal: Grundlagt i 1989 af familien Branco. Laver både bordvin, portvin og moscatel – og det med en voksende popularitet og kvalitet, både hvad angår deres tawny og deres vintage. Vi smagte Vintage 2003, Vintage 2000, 10 års tawny og 20 års tawny.

Quinta de Gaivosa: Et af mange huse, som efter lovændringen i 1986, hvor det blev tilladt at udskibe portvin direkte fra Douro, satte eget navn på etiketten. Tidligere leverede de til Ferreira og Borges. Grundlagt og stadig ledet af Alves de Sousa familien og ledes i dag af far og søn, Domingos og Tiago Alves de Sousa. Vi smagte Alves de Sousa Vintage 2009, Gaivosa Vintage 2003 og 10 års tawny.

Hutcheson: Eneste ældre hus på programmet og det med en ældre flaske. Hutcheson er grundlagt i 1881, men ejes i dag af Sogevinus. Herhjemme kender vi mest deres udmærkede colheitas, mens deres vintage ikke ses så tit. Vi smagte Vintage 1970. 

 

Altså en meget blandet smagning, hvor deltagerne da heller ikke var enige om alt. Noget var der dog stor enighed om. Ikke så overraskende blev Hutcheson Vintage 1970 nemlig bedømt til aftenens bedste vin. Den havde modenhed og nærmest tawny-karakter, men var heldigvis ikke gået over tiden. Stadig med liv og god syre. Ikke så fyldig, men med god smag af kirsebær og andre røde bær. Fin balance. Faktisk en fin og delikat vin, når man medtænker, at Hutcheson jo ikke er i første division, hvad angår vintage.

Aftenens anden store positive oplevelse var vinene fra Portal. Deres 20 og 10 års tawny endte på henholdsvis 2. og 3. pladsen ved afstemningen. 10 års var lidt vag i næsen, men med god smag af mandler og dadler. 20 års lidt fyldigere og mere krydret, men også med friskhed. To udmærkede glas i den typiske portugisiske tawny-stil.

Quinta de Gaivosa klarede sig hæderligt. Vintage 2009 var selvfølgelig alt for ung og derfor præget af lilla druesaft og kærnemælk i næsen. Der var megen frugt og en lang pebret eftersmag. 2003 havde allerede udviklet sig til det drikkelige. Mere rød i farven, lidt mynte og appelsinskal i duften, god frugt og fylde. I afstemningen endte de lige efter vinene fra Portal. Husets 10 års tawny var meget anderledes i sin stil, hvorfor der også var delte meninger om den. Selv synes jeg faktisk den var udmærket med sin kraftige orangestil. Meget uklar og med appelsinskal, citrus og lidt yoghurt præg i næsen. Let og frisk. 

Aftenens store skuffelse var Churchill´s, hvilket dog delvist er undskyldt af et par halvskæve flasker. Da jeg har smagt deres vine andre gange med langt bedre resultat, vil jeg undlade at kommentere yderligere denne gang.

Ventozelo Vintage 2003 var mørk og dyb i farven. Let blomme i næsen og en smag af mørke bær med godt med peber. LBV´en fra samme hus var ligeledes mørk og kraftig i stilen og med masser af frugt. Fint drikkelige uden dog at udmærke sig særligt.

Et klassisk portvinshus

The Story of a Classic Port House. Sådan lyder undertitlen til en lille flot bog om Taylor´s. Bogen, som udkom i 2011, fortæller historien om menneskene bag, om vingårdene og om selve portvinen, som Adrian Bridge skriver i sit forord.

Bogen er på mange måder en appetitvækker, som giver indsigt i Taylor´s historie siden grundlæggelsen i 1692 og ikke mindst de kvalitetsportvine, huset står bag. For det handler ikke om almindelig ruby og tawny og ej heller om kvantitet. Det handler om tawny med alder og især vintage portvin. Nogle vil måske kalde huset konservativt og ærketypisk engelsk med alle de associationer, man kan få til stive overlæber, chesterfield sofaer og brændende kaminer. Den slags kan få et smil frem, men fakta er, at huset også leverer fremragende portvin – og er blandt de højest estimerede portvinshuse.

Der har været mange kendte efternavne fra portvinsbranchen involveret i såvel husets udvikling som ejerkredsen bag Taylor´s. Fra Job Bearsleys ankomst til Portugal i 1692 over Joseph Taylor, Morgan Yetman og John Fladgate til de langt senere personligheder som Alistair Robertson, Bruce og David Guimaraens samt Adrian og Natasha Bridge. Huset ejes i dag af Fladgate Patnership, som i de senere år har udvidet aktiviteterne med det store og luksuriøse hotel og restaurant The Yeatman og senest opkøbet af det traditionsrige tawnyhus Krohn´s, som supplement til de mere udprægede vintagehuse Fonseca, Croft og Taylor´s selv.

Blandt vingårdene er det selvfølgelig især prestigequintaen Quinta de Vargellas, der fremhæves. De tre mindre vingårde på området blev købt af Taylor´s i årene 1893 til 1896 og derefter samlet. Såvel marker som hus var den gang milevidt fra, hvad de er i dag. Vinlusen phylloxera havde hærget egnen og ødelagt de fleste vinmarker. Først blev der plantet nyt og reorganiseret i markerne, siden blev der også renoveret og opført nye bygninger. I dag er stedet lidt af en perle, selv om jeg med skam må meddele, at jeg endnu ikke selv har besøgt quintaen, men kun passeret forbi i toget, som gør holdt på stedets egen station.

Vargellas laver sin egen glimrende single quinta vintage, men spiller selvfølgelig også en stor rolle i Taylor´s vintage, hvor den dog blandes med druer fra de to andre af husets quintaer, Quinta de Terra Feita og Quinta do Junco. Dertil kommer en mindre kvantum af Vargellas Vinha Velha Vintage lavet på quintaen ældste vinstokke, som har 80 til 120 år på bagen og samtidig er en blanding af flere druesorter, da sædvanen tidligere var at blande så mange forskellige sorter som muligt i samme vinmark.

Et par afsnit har særligt fokus på vinene - først vintage port, dernæst tawny med alder. Da bogen jo er udsendt af ejerne, er der i sagens natur ikke sparet på de positive ord, men for retfærdighedens skyld skal nævnes, at et sidste afsnit faktisk byder på smagenoter fra flere eksterne portkendere som Richard Mayson, James Suckling og Roy Hersh. Noterne stammer fra en stor vertikal smagning, som blev afholdt i forbindelse med udgivelsen af bogen, hvor der blev smagt vintage fra 1900 og frem til 2009 samt Vargellas Vinha Velha fra 1995 til 2009. Lækker og inspirerende læsning. Men ville nu hellere have været med. 

Læs mere om Taylor´s her: http://www.taylor.pt/en/

Mariza i Tønder

Med den ene arm højt hævet over hovedet danser hun rundt på scenen, søndag aften i Tønder. Graciøst og elegant i den lange sorte kjole, som på en gang er moderne og traditionel. Det samme kan siges om hendes musik, der som for mange andre samtidige fadostjerners vedkommende er udspændt mellem tradition og fornyelse.

Mariza med det karakteristiske platinblonde hår blev snart efter sin pladedebut i 2001, Fado em Mim, et ikon for den portugisiske fadomusik. Hun var ikke den første, der genoplivede genren efter en del år i skammekrogen i hælene på Nellikerevolutionen i 1974, hvor alt der kunne forbindes med Salazarstyret blev afskrevet. Men hun er nok den største og i al fald den internationalt mest succesrige, hvilket flere world music priser og global koncertvirksomhed vidner om.

Hendes seneste album fra 2010, Fado Tradicional, der ganske rigtigt er en hyldest til den traditionelle fado, fyldte ikke overraskende en del ved koncerten. Vi fik bl.a. sangen om Rosa da Madragoa og Boa Noite Solidáo, som Fernando Maurício gjorde kendt. Maurício boede i kvarteret Mouraria i Lissabon, som sammen med Alfama var arnestedet for fadoens opblussen. Og her voksede Mariza faktisk selv op, da familien som så mange andre rejste fra Mozambique efter frigivelsen af kolonien.

Men koncerten var ikke lutter traditionel fado, nej langt fra. Kernebesætning bestående af portugisisk guitar, guitar og basguitar blev udvidet med trommer, og fadoens kernerepertoire blev suppleret med afrikanske rytmer, brasiliansk sang og toner fra Capo Verde. På samme vis vekslede Mariza aftenen igennem mellem det energiske og udadvendte og det mere inderlige, hvor hun flere gange sad på scenekanten eller sang uden akkompagnement.

Vi fik da også flere af hendes mest kendte ældre sange så som Jorge Fernandos Chuva i et lidt anderledes arrangement og den lystige Rosa Branca, hvor det til sidste lykkedes Mariza at få publikum til at synge med på omkvædet, samt ikke mindst som afslutningsnummer den utrolig smukke O Gente da Minha Terre – et af højdepunkerne fra hendes koncertudgivelse fra Lissabon foran Belémstårnet, hvor hun måtte holde pause midt i sangen, da tårerne tvang sig frem.

Så meget løb følelserne ikke af med hende i Tønder. Men jeg tror publikum, som virkede lidt skeptisk og tøvende i starten, lod sig overbevise både af storheden i Marizas stemme og af den udtrykfulde kraft, fadoen besidder. Samtidig påtog hun sig rollen som formidler, da hun prøvede at forklare lidt om fadoen undervejs – en ambassadørrolle hun også påtog sig i forbindelse med fadoens udnævnelse til kulturel verdensarv for et par år siden. Et lille sprogkursus blev det sågar til, hvor vinho tinto synes at være det eneste, der var kendt i forvejen.

Det var modigt af festivalen at sætte fado på dagsordenen ved afslutningskoncerten. Tak for det. Håber ikke det bliver sidste gang.

 http://www.youtube.com/watch?v=ByUvGo2kue8

Cuca Roseta: Raiz

Cuca Roseta debuterede for et par år siden og har nu udsendt sit andet album, Raiz. Cuca er udsprunget i miljøet omkring Clube de Fado og guitaristen Mário Pacheco. Hvor såvel Pacheco som den argentinske musiker og producent Gustavo Santaolalla havde store fingeraftryk på debuten, er det nye album i høj grad Cucas eget. Det er resultatet af et års kreativt virke, idet hun har skrevet både tekst og musik til næsten alle sange. Dermed har hun udviklet sig fra ”blot” at være en køn og dygtig sangerinde til i højere grad at være kunstner.

Alle sange på nær én er fadosange og har sågar ordet fado i titlen, ligesom teksterne kommer omkring fadoens vokabular: liv, tab, håb, tilgivelse etc. Raiz betyder rod – og vi kommer ind i fadoen og sjælens rødder. Fra den smukke Fado do Cansaco over den korte, lystige Fado Do Contra og den let jazzede Fado Da Entrega til den stille Fado Menor Isabel, som Cuca Roseta givet selv har lagt navn til, idet hendes rigtige fornavn er Isabel.  

Undtagelsen er Marcha da Esperance – en hilsen til en anden traditionel portugisisk musikform, som får sin fulde udfoldelse under Marchas Populares i juni i Lissabon, hvor alle bykvarterer marcherer ned ad Avenida da Liberdade med dans, musik og kostumer. Cuca er langt fra den første fadosanger, som synger Marchas. På mange fadoplader finder man et enkelt nummer inkluderet, ligesom Amália faktisk sidst i 60´erne udgav et helt album med Marchas de Lisboa. Selv om stilen rent musikalsk er en anden, er der tekstmæssigt store ligheder, da både fadoen og marchas ofte hylder lokale kvarterer og byen - omend sidstnævnte mangler alvoren.

En anden sang, der skiller sig lidt ud er Fado da Vaidade. Her har Cuca Roseta sat musik til et digt fra samlingen ”Livro de Mágoas” af Florbela Espanca, (1894-1930), som var digter og dertil forløber for den portugisiske kvindebevægelse. 

Alt i alt er Raiz en meget mere personlig plade end debuten. Hvor jeg den gang savnede lidt personlighed, kant og nerve, er hun her i højere grad trådt i karakter som sin egen. Det skal blive spændende at høre hende fremover – og ingen tvivl om, at hun står over for sit store gennembrud.

http://www.cucaroseta.com/