Sommer i Portugal 2 – Douro

Udsigten er ikke mindre end fantastisk. Under os rækker af vin, etage efter etage hele vejen ned mod Douro-floden. Grønt i brunt, men afbrudt af de hvide bygninger. På den anden side af floden går det op igen, og også dér ligger der vingårde rundt mellem skråningernes marker.

Vi er på Quinta do Bomfim – en af mange vingårde ejet af Symington-familien. Her produceres der Dow´s portvin af den bedste slags. Men da det er juli måned, er der ikke travlt i markerne. Det er der til gengæld på selve vingården, hvor håndværkerne bruger de stille sommermåneder på at istandsætte og male. 

Joana Serôdio kører os op i markerne, så vi kan nyde udsigten. Ind i mellem er der meget stejlt, og alle fire hjul må til for at forcere skifferskråningerne. Derefter går det ned igen mod selve quintaen, hvor vi kigger inden for i bygningen, hvor vindruerne afstilkes, presses og gæres. Og bagved eller rettere under ser vi også lagerrummet, hvor sidste års høst stadig opbevares på kæmpe fade, inden den fragtes ned til Vila Nova de Gaia. Vores værter byder på en fadprøve. Imødekommende og overraskende drikkeklar samt med et flot potentiale, der bekræfter forudsigelserne om en fremragende årgang 2011. Det er med stor sandsynlig en kommende vintage, vi slubrer i os, men det skal de endelige prøver senere på året klargøre.  

Efter et par sommerdage i Lissabon fulgte et par dage i Douro, nærmeste bestemt på Chanceleiros, et flot og eksklusivt sted, hvor jeg før har boet med Den Fynske Portvinsklub. Der er alt, hvad man kan ønske af luksus – og ikke mindst udsigten ud over de omkringliggende vinmarker. Og så er der venlige værter og et godt portugisisk landkøkken, som den ene aften fremtryller en meget lækker lammeret fra ovnen.

En lille spadseretur væk, nede om hjørnet, ligger Quinta do Infantado. Hvor Bomfim er en flot og stor quinta i en stor koncern, er Infando nærmere den lille lokale vinbonde, men dog med en betydelig produktion såvel kvantitativt som kvalitativt. En aften vandrer vi på uanmeldt besøg og møder ønolog Fátima Ribas, som trods træthed efter dagens arbejde byder os på en lille rundtur på den rustikke quinta og ikke mindst en lille smagning i det flotte lokale, som de lod indrette for et par år siden. João Roseira, hvis familie ejer quintaen, er ikke til stede, men Fátima gør en glimrende erstatning. Hun fortæller, at de stadig videreudvikler på den robot, de fik et par år siden. Infantado har ellers hidtil benyttet den gamle metode med fodpresning i lagares, men da det var svært altid at få tilstrækkeligt med fødder til at trampe i druerne, valgte også de at investere i et automatisk system. En robot kan trods alt arbejde dag og nat, og den har temperaturkontrol, så gæringen bedre kan styres.

Efter et kig ind i lagerbygningen byder Fátima på et lille udvalg af deres portvin heriblandt hvid, 10 års tawny, Reserva Especial, LBV og en yngre Colheita. En fin introduktion, når man kommer uanmeldt, og en fornem afslutning på et besøg hos en venlig og imødekommende vært. Vi takker.

Det blev kun til et par nætter på Chanceleiros før vores vanlige kasketklædte taxachauffør kørte os ned til stationen i Pinhão igen. Vi nød de flotte azulejos-billeder inden toget tog os med retur til Porto, hvor den sidste uge af ferien fulgte.   

Sommer i Portugal

Sommerferien gik ikke så overraskende til Portugal sammen med familien og min brors familie, som aldrig havde været der før. Vi startede med et par dage i Lissabon, hvor det blev til nogle obligatoriske oplevelser for debutanter: En tur i sporvogn nr. 28, besøg på Castelo, vandretur i Alfama, Baixo, Chiado og Bairro Alto og en tur ud til Belém inklusiv smagning af nybagte Pasteis de Belém. Uhmm.

Vi fik også besøgt fadorestauranten, Parreirinha de Alfama, som ejes af Argentina Santos, som jeg har portrætteret i min bog, ligesom jeg har lavet radioreportage fra stedet. Det er derfor en restaurant, jeg ynder at vende tilbage til, da stedet har charme og autenticitet og altid byder på god fado. Argentina var desværre ikke selv til stede, hvilket hun efter sigende sjældent er i dag, da helbredet ikke er, som det var. Men personalet tog sig godt af os, musikken og sangen var god, og vi nød en udvalg af fiskeretter med kølig vinho verde til.

Det blev også til en lille tur indefor i Portvinsinstittutet for bogstaveligt talt at tage forsmag på de kommende dage. For efter et par hastige dage i hovedstaden gik turen nordpå med toget fra Santa Apolonia til Campanhã i Porto og derfra direkte videre med Linha do Douro, den smukke togtur langs Douro-floden og frem til Pinhão. Mere herom snarest.

Dansk film om fado

Der er langt fra de store internationale koncertsale til de små taverner i Alfama. Og der er langt fra verdensstjerner som Mariza, Christina Branco og Mísia til de mere ukendte sangere, der hver aften bevæger sig rundt i de små gyder for at lægge stemme til og videreføre fadotraditionen på de mere ydmyge steder.

Danske Anders Leifers film ”Fado” fra 2003, som heldigvis nu er genudgivet på DVD, hylder de sidstnævnte. Dagdriveren Zé António, den gamle enke Suzette, taverneejeren Concalo og opvaskeren Tina. Alle kan de ikke afholde sig fra at synge fado, og alle har de en historie at fortælle. Zé om de indre sår fra kolonikrigen i Guinea-Bissau. Suzette om de mange år i forstaden, hvor manden forbød hende at synge fado. Concalo om de store vidder i Alentejo og farmen, som familien måtte forlade efter revolutionen i 1974. Og den charmerende Tina, som stopper op midt i opvasken og indrømmer, at hun ikke ved, hvorfor hun er endt netop dér.

Trods afstikkere er det Concalos lille Taberna do Julião og de snævre gyder og stejle trapper i Alfama, der er filmens absolutte centrum. Og filmens sjæl, fristes man til at skrive. Taberna do Julião tilbyder såkaldt fado amador – altså fado med ikke-professionelle udøvere. Men ordet amador kommer af ”at elske” – og det er netop det, der er kernen i sangernes forhold til fadoen. Kvaliteten af stemmerne kan så sandelig diskuteres, men deres passion er stor og indiskutabel.

Selv om filmen er optaget i 2002, sender valget af hovedpersoner og location os tilbage i tiden. De fleste optagelser er holdt i sort-hvid, som dog iblandes grynede stemningsskabende farveoptagelser. Leifer sværmer for de gamle sporvogne, de slidte og afskallede mure og de ensomme nattevandringer gennem de smalle brostensbelagte stræder. Alfama og det nærtliggende Mouraria fremstår som tidslommer, hvor udviklingen er gået forbi, og hvor man kan genfinde fadoen, som den blev sunget og udlevet i sin barndom.

Zé, som med sin driven rundt og sin lyst til at drikke så at sige inkarnerer de typer, der var med til at skabe fadoen i sin tid, opsøger Mouraria og spørger om kvarteret vil overleve. Suzette fortæller, at hun er født i Rua do Capelão i Mouraria – gaden, hvor den mytiske Maria Severa levede – og vi hører hende synge den traditionelle fadosang Adeus Mouraria. I modsætning til Alfama, som stort set fremstår intakt, blev store dele af Mouraria ofret for byfornyelsesprojekter under Estado Novo, så kun en mindre del af bydelen har overlevet.  

Dermed er filmen på den ene side et bevis på, at fadoen ikke kun har overlevet i de store koncertsale, men også er en levende tradition blandt lokalbefolkningen. Ja, det nævnes sågar ganske korrekt, at også de unge er med på vognen. Men på den anden side får filmen et skær af romantisk nostalgi i sin insisteren på kun at fokusere på amatørsangere i de gamle kvarterer, der ikke kan andet end at forfølge deres skæbne og synge fado akkurat som generationerne før dem. Og den negligerer de mange professionelle udøvere i alle aldre, som også er en nødvendig del af fadoens udvikling og en betingelse for dens overlevelse kunstnerisk set.

En dejlig og charmerende filmisk rejse, der som fadoen selv efterlader en vemodig stemning af saudade. 

Filmen kan købes via http://www.fenrisfilm.dk/

Læs mere om Suzette, som jeg selv har mødt, i kapitlet ”De gamle damer og traditionen” i min bog Mit andet hjemland.

Vine fra Douro vinder frem

Det er lidt blandede karakterer, vinbladet Decanter uddeler i majudgaven, hvor deres smagepanel har kastet sig over rødvine fra Douro. På en skala med fem stjerner har 4 vine scoret topkarakter, 33 har fået fire stjerner svarende til en meget varm anbefaling og hele 128 anbefales med 3 stjerner. Umiddelbart flot, men der dryppes også malurt i bægeret, for som en af eksperterne, Chris Sherwood, udtrykker det, er der en manglende ensartethed i regionen. En del i topkvalitet, men ”there is a sea of stuff that simply isn´t good enough”.

Hårde ord, men ikke forkerte. Området kan levere det bedste, men også meget, der ikke er godt nok til det internationale marked. Årsagen er måske, som Portugal- og portvinseksperten Richard Mayson påpeger, at området først blev demarkeret på bordvinsområdet i 1979. Så det er altså en ung region, der stadig har meget at lære.

Som en understregning af denne pointe, er det især vine fra kredsen omkring de såkaldte The Douro Boys, der scorer højt. Douro Boys var nogle af de første, der prioriterede bordvinene højt, ligesom de bruger druer af bedste kvalitet. Det koster så måske til gengæld lidt på portvinssiden til andres fortrydelse.        

Af de fire vine med topkarakter kommer den ene således fra Quinta do Crasto, nemlig ikke overraskende deres Vinha Maria Teresa 2009. Yderlige bedømmes Crastos Tinta Roriz 2009 og Douro Reserva Old Vines 2009 til fire stjerner ligesom deres almindelige Quinta do Crasto anbefales. Jeg kan kun erklære mig enig i deres bedømmelse.

To af vinene med fem stjerner kommer fra samme hånd. Quinta do Passadouro Reserva 2009 og Wine & Souls Pintas 2009 er begge lavet af Jorge Serodio Borges, der sammen med fruen, Sandra Tavares da Silva er forbundet med Douro Boys. Wine & Soul fik endvidere deres Pintas Character 2009 bedømt til fire stjerner. Det samme gjaldt Quinta do Vale Meão 2009 og Niepoorts Vertente 2009, mens Quinta do Vallado og Quinta de Vale Dona Maria, hvor førnævnte Sandra Tavares huserer som winemaker høstede tre stjerner.

Der var altså stjerneregn over Douro Boys med venner, hvilket dog ikke er så overraskende, da de netop har satset højt på området. Af andre producenter, som fortjener opmærksomhed, kan nævnes Quinta de la Rosa, hvis La Rosa Reserva 2009 var den sidste med fem stjerner. Tim og Sophia Bergqvist (far og datter) har ligeledes delt deres engagement mellem bordvine og portvine, hvilket synes at være almindeligt blandt producenter i mellemstørrelsen. Årsagen er givet lige dele kærlighed til begge vintyper og økonomi, da der kort og godt er flere penge i at sælge god rødvin end at være et mindre navn i portvinsbranchen, hvor produktionen samtidig er begrænset af kvoter.

Blandt vine med fire stjerner finder vi huse som Quinta de Infantado, Gaivosa og Barão de Vilar samt Douro Family Estates, som er en samling af mindre producenter. Der er altså en del navne, som er værd at lægge mærke til, når det gælder rødvine fra Douro – og antallet vil givet vokse de kommende år. Som Decanter bemærker var der sidst de fokuserede på rødvine fra Douro mindre end 100 vine at smage. Denne gang var der 226!

Det samme er Christian Seely, som bestyrer berømte Quinta do Noval og Quinta da Romaneira, inde på i sin blog. Seely fremhæver Douros styrke både i forhold til enkeltdruevine baseret på især Touriga Nacional og i forhold til et blend af de kendte portvinsdruer. Og så slutter han med at konstatere, at der vil ske meget i de kommende år: ”There are already great things to be discovered among the new red wines of the Douro, and the next few years are sure to reveal some thrilling discoveries”. Seelys egne vine Quinta do Noval 2008 og Sino da Romaneira 2008 scorede begge fire stjerner i Decanter.

En sidste bemærkning skal gå på årgangen. Som det fremgår, var det især 2009, der fik topkarakterer. Som Sarah Ahmed opsummerer i bladet var 2009 præget af høje temperaturer, hvilket er godt for portvin, men en udfordring for rødvin. Til gengæld kan resultatet blive fremragende i dygtige hænder. Eller med Sarahs ord: ”Recently, winemakers have paid more attention to balance and the panel rewarded their efforts to avoid overripeness and harness the Douro’s exuberant fruit”.

En del af vinene fra The Douro Boys fås hos Portugisisk Vinkælder

Senhora da Noite

Der kunne være et ”s” i enden på senhora i titlen på Mísias 10. album, Senhora da Noite, som vel bedst lader sig oversætte med det engelske ”Lady of the night”. For der er tale om en hyldest til kvindelige digtere og fadosangere. Samtidig er pendulet svunget tilbage til den mere traditionelle fado – et position hun ikke har indtaget med så stor konsekvens siden albummet Ritual, der kom i 2001.

Mísia var en af de første, der slog igennem med fado efter et stille årti i hælene på revolutionen i 1974. Hun pladedebuterede i 1991 og har siden skiftet mellem at levere mere klassisk fado og moderne fado iblandet stilarter som Bolero, franske chansons mv. Fado på kanten, men altid med fadoens typiske indlevelse og stemning.

Hvem er det så Mísia hylder? Jo, for det første – selvfølgelig – Amália, idet afslutningsnummeret Rapsódia Amália er et potpourri af forskellige sange, som alle har tekst af og har været fremført af fadoens dronning. Men Amália er ikke den eneste fadista, som krediteres. Aldina Duarte, Amélia Muge og Mísia selv har leveret tekster ligesom forfattere som Rosa Lobato, Hélia Correia, Lídia Jorge og ikke mindst Agustina Bessa-Luís, hvis bidrag Mísia dog allerede indspillede som titelsang på det fremragende album Garras dos Sentidos. Nu leveres digtet i en mere tempofyldt og munter version. Nye melodier og instrumentering af gamle tekster eller modsat nye tekster til gamle melodier er faktisk ganske normalt i fadoens verden, hvor standartrepertoiret har været fortolket utallige gange.

Senhora da Noite skal ikke ses som et feministisk projekt, har Mísia selv påpeget. Men det er en påmindelse om, at kvinder ikke kun står for vokalen, når det gælder fado, men også kan levere ord og indhold. Kvinder er ikke kun fadoens muser, men også dens skabere.

Foruden titelsangen bør fremhæves den smukke, stille Tarde Longa med tekst af Lídia Jorge en af Portugals største samtidsforfattere samt Ulissipo om Penélope, der venter sin mand, den evige sømand, akkurat som kvinderne i Lissabon, når mændene var på havet. Længslen efter dem på havet eller efter dem derhjemme angives netop som en af kilderne til begrebet saudade og til fadoens opståen.

Ud over den traditionelle besætning med guitar, Guitarra Portuguesa og bas akkompagneres Mísia af piano, violin og akkordeon – instrumenter som hun og andre fadosangere har gjort flittigt brug af før. Et par gange giver violinen klare mindelser om albummet Canto med kompositioner af Carlos Paredes.

Så afgjort et spændende og veludført udspil fra en de største. Og hvad enten Mísia synger mere traditionel fado som her eller eksperimenterer med genren, sætter hun sit eget tydelige kunstneriske fingeraftryk.

DM i 10 års tawny

Danmarksmesterskab i 10 års tawny. Kan man overhovedet det? Nej, officielt kan man selvfølgelig ikke – og det har nok heller ikke været intentionen. Men man kan fint samle en lang række flasker i samme kategori og lade en skare mennesker smage sig igennem dem og give karakterer. Når alle point så lægges sammen, kan man kåre en vinder.

Det var portvinssitet www.portvin.nu, der stod for initiativet, som blev afviklet fredag aften i Skanderborg. Initiativtager Henrik Marcussen fortalte, at portvin.nu de senere år har afholdt en del smagninger for et bred kreds af interesserede. På baggrund heraf opstod idéen om et danmarksmesterskab, og for at få importørerne til at lege med faldt valget på 10 års tawny.  

27 huse fra det danske marked havde sagt ja til invitationen – og det såvel store som små, gamle som nye. En del manglede og deriblandt kendte huse som Sandeman, Pocas og Portal samt Hutcheson, der ellers er specialist i fadlagret portvin. Alle 27 vine skulle smages blindt, så forudfattede holdninger blev elimineret bedst muligt. Men det var nu lidt svært at lukke af for andres meninger, da der var trængsel i det lille lokale i Skanderborg Kulturhus med dejlig udsigt ned over søen.

Jeg havde på forhånd nogle favoritter i det store felt: Ramos Pinto, Krohn og Kopke. Det skulle blive spændende, hvordan jeg selv ville bedømme dem? Og hvordan de ville klare sig samlet? Og jeg må med det samme indrømme, at det ikke gik helt som forventet. Alle tre scorede i den øverste ende hos mig, men et par andre navne havde sneget sig ind i toppen – nemlig Barros, Wine & Soul og til min store overraskelse Cálem. Sidstnævnte var jeg åbenbart ikke alene om at give gode point, da den faktisk endte på en samlet 2. plads.

Og lad os bare få top 6, som alle lå meget tæt:

1. Krohn, som er og bliver noget af det bedste, når det gælder tawny og colheitas. Jeg har tidligere selv været lidt forbeholden, men havde den dog blandt de øverste. Rødlig, fyldig og med sødme, der undgår at blive for meget. Fortjent hæder.
2. Cálem til de flestes overraskelse, men da jeg selv var med til stemme den til tops, kan jeg jo ikke klage. Her er der altså valuta for pengene.
3. Grahams, hvilket måske var lidt overraskende, da de godt nok altid laver god portvin, men jo trods alt mest udmærker sig med deres vintage. Også pæn score hos mig.
4. Fonseca – også en overraskelse, da de med winemaker David Guimaraens ord er og bliver et vintagehus – og ikke er interesseret i at være andet. Selv var jeg ikke så begejstret.
5. Quinta do Bucheiro – ikke et hus, jeg kendte i forvejen, men som jeg da nu vil lære nærmere at kende. Synes dog selv den var lidt vel parfumeret og kamferagtig i duften
6. Kopke – også et solidt tawnyhus, som fortjener en god placering. Selv gav jeg den point lige under de højeste.

På de efterfølgende pladser fulgte Dow´s, Wine & Soul, Quinta da Vista Alegre (fra huset Vallegre), Burmester og Rozes.

Som det fremgår mangler den sidste af mine forhåndsfavoritter – og det til min store overraskelse. Selv gav jeg godt med point til Ramos Pinto, men dog ikke blandt de allerhøjeste, ligesom jeg fejlplacerede den i mit optimistiske forsøg på at navngive flaskerne. Placeringen uden for top 10 ændrer dog ikke min vurdering af, at såvel deres 10 års fra Ervamoira som deres 20 års er noget af det bedste tawny på markedet.

Af andre huse, som skuffede på den samlede liste, kan nævnes Taylor´s, som jo laver udmærket tawny, men som havde en sløj aften i Skanderborg. Det samme gjaldt Nieport og Maynards, som jeg forud ville have tipset til en højere placering.  

Foruden Quinta do Bucheiro bør et par andre spændende nye bekendtskaber fremhæves. Quinta da Gaivosa var sin egen, speciel duft og smag med brændte toner og mentol. Wine & Soul – et fælles projekt for ægteparret Jorge Borges og Sandra Tavares, der jo begge har begået sig glimrende som winemakere for andre huse – var også flot med. Samlet placering som nr. 8 og også blandet i øverste i min vurdering.

Og hvad er konklusionen så? Jo, for det første fik jeg øjnene op for nogle nye huse, som jeg gerne vil lære nærmere at kende. For det andet bør jeg måske revurdere min holdning til det store hus Cálem – i al fald hvad tawny angår. Når det er sagt, skal det også siges, at andre faktorer har stor betydning, når man vælger sine favoritter end blot farve, duft og smag. Stedet, lejligheden og husets historie. Og det synes jeg faktisk er helt i orden, da det at drikke portvin er en helhedsoplevelse. Samtidig er der også mange usikkerhedsmomenter i så omfattende en blindsmagning i tilfældig rækkefølge, hvor vinene trods indtagelse af brød og vand kan influere på hinanden og dermed på bedømmelsen.  

Men det er inspirerende og forfriskende med sådan en blindsmagning. Man kan lade sig overraske og imponere af noget, man ikke på forhånd havde den store tiltro til. Og det er da dejligt.

Arrangørerne var også tilfredse med aftenen. I al fald kunne Henrik Marcussen oplyse, at han til efteråret har planer om et tilsvarende mesterskab, men denne gang i ung LBV. Også her har jeg favoritter, som givet vil blive udfordret.

Rozès – stadig god til prisen

God til prisen. Sådan lyder talen gerne, når det gælder portvinshuset Rozès, hvis vintage jævnligt ses på tilbud til 100 kroner. Og det er jo ikke meget for en ægte vintage.

Men er vinen vitterligt god nok til prisen? Eller er den ligefrem bedre endnu?

Det skulle afprøves i Den fynske Portvinsklub, som derfor havde anskaffet sig samtlige årgange, som huset har lavet siden 1977. Og det er ikke så få, da Rozès faktisk har deklareret vintage hele 17 gange i årene 1977 til 2009, hvortil kom en fadprøve fra 2011.

Huset blev grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès og handlede snart med portvin i den billige ende af skalaen til det store franske marked. I 1977 blev huset overtaget af koncernen Vuitton-Moët-Hennessy, der som navnene signalerer også står bag andre gode varer. I 1998 blev Rozès så solgt videre til champagnefirmaet Vranken-Lafitte. Begyndelsesåret for smagningen var bevidst sammenfaldende med de nye ejere, som også satte sig det mål at fremme kvaliteten og bl.a. sørgede for at erhverve egne quintaer.

Foruden vintage laver Rozès single quinta fra deres bedste vingård, Terras do Grifo i Douro Superior, hvor der også produceres bordvine. Endvidere står Vranken-koncernen bag portvinsmærket São Pedro das Águias.

Da jeg ikke selv har smagt årgange fra før ejerskiftet, skal jeg ikke sammenligne kvaliteten. Men flere kilder peger på en fremgang. Og smagningen gav i al fald indblik i de seneste årtiers kvalitet og ikke mindst holdbarhed.

De yngste årgange var rå og med pænt af tanniner. Men dog ikke så kraftige som de unge vine fra topmærkerne, hvilket peger på en kortere levetid. Flere af dem var da også allerede drikkelige, hvis man vel at mærke kan lide sin vintage ung og forholdsvis rå. Såvel årgang 2000 som 2007 scorede pænt i klubbens vurdering. Fadprøven fra 2011 var også meget lovende.

Aftenens topscorere var fra 90´erne, hvor vinene stadig har kraft, men trods alt har fået tid til at modnes. Klart flest point scorede 1994, hvorefter fulgte 1991 og 1997. Selv havde jeg 1994 som bedst fulgt af 1997. 1995, som ikke blev generelt deklareret, da det fulgte lige efter topåret 1994, byder ofte på fine vine. Men allerede her kunne svaghedstegnene ved Rozès ses og smages. Vinen var brunlig og ved at miste sin kraft, hvilket er for tidligt.

Og det skulle vises sig at være et forvarsel for indtrykket af de ældste årgange, hvoraf nogle var helt lyse med tawny karakter og uden de store nuancer. Årgang 1982 havde ligefrem udviklet en fæl duft af acetone. Mest spændende blandt de ældre fandt jeg 1985, som var rødbrun i farven og havde en duft af hyldeblomst og lidt mentol. Meget anderledes, men spændende. Det var dog 1977, som høstede en del stemmer blandt forsamlingen, så den endte på et samlet 4. plads – en vurdering, jeg ikke var enig i.

Konklusionen er, at Rozès så afgjort kan nydes. Der er godt med bær og frugt, og vinene er rimelige potente som unge. Men helt store og langtidsholdbare er de ikke, ligesom huset nok skal overveje at skære ned på den flittige deklarering, hvis de vil længere frem i vintage-hierarkiet. 20 år er som tommelfingerregel nok grænsen for, hvor længe de skal lagre. Noget kunne dog tyde på, at grænsen er på vej til at flytte sig. De nyeste vine viste pænt potentiale og vil måske kunne holde længere. Samme konklusion når Richard Mayson, som i sin bog Port and the Douro skelner mellem før og efter 1997, hvor vinene før er mere enkle og modnes hurtigt. 

Med andre ord. Har du som jeg købt vintage fra Rozès til lave priser, er det stadig et godt køb til prisen. Men drik dem endelig, mens de har friskheden intakt.