Asterix i Lusitanien

 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

 

Den lille gæve galler Asterix og hans tro følgesvend Obelix har efterhånden rejst mange steder i verden. Egypten, Spanien, Grækenland, Amerika og Storbritannien for at nævne en håndfuld. Nu er de på rejse igen og denne gang til Lusitanien – det gamle navn for Portugal.

Da jeg så det nye Asterix-album foromtalt vakte det selvfølgelig min nysgerrighed. For det første har jeg i mine yngre dage læst mange tegneserier og har stadig en forkærlighed for dem, hvad enten vi taler om humoristiske, kulørte album eller mere alvorlige graphic novels. For det andet var jeg spændt på at se, hvilke historiske, kulturelle og sproglige referencer albummet på vanlig vis ville have med. Og, lad det være sagt med det samme, hvad det sidste angår blev jeg ikke skuffet.

Asterix blev skabt i 1959 af tekstforfatteren René Goscinny og tegneren Albert Uderzo og dukkede op første gang i det fransk-belgiske tegneserieblad Pilote. Siden fulgte en lang række albumudgivelser, som også udkom i Danmark fra og med 1969. Efter Goscinnys død i 1977 stod Uderzo også for teksten, men siden overtog andre tegnere og manuskriptforfattere serien. Det nye album, som er nummer 41 i rækken i Danmark, er således tegnet af Didier Conrad og har tekst af Fabcaro.

Nok tegneseriehistorie og da persongalleriet og den historiske tidsramme sikkert er velkendt af de fleste, skal det nu gælde det nye album.

Lusitanien er det gamle romerske navn for en provins, som nogenlunde svarer til det nuværende Portugal. Folket, der levede der, blev benævnt lusitanere. Men navnet forsvandt ikke med romerne. Således hedder Portugals mest berømte episke digt skrevet af Luis Vaz de Camões ”Os Lusíados”, ligesom der tales om lusofoni som et fælles kulturelt og sprogligt træk ved de portugisisk talende lande i verden.

Afsættet for historien er, at en lusitaner ankommer til gallerbyen ombord et fønikisk handelsskib. Han fortæller, at hans gode ven, garum-producenten Minustres, er arresteret og anklaget for at have forsøgt at forgifte selveste Cæsar. Men som han udtrykker det: ”Det ligner en konspiração”.

Allerede her dukker de første referencer op. Portugal var vitterligt den gang berømt for den fermenterede fiskesauce garum, som blev fremstillet og bl.a. eksporteret til Rom. Besøger man f.eks. Casa dos Bicos i Lissabon kan man se arkæologiske udgravninger fra gammel garum-produktion. Den sproglige finurlighed med at sætte et ”ção” (c udtales her som s) i enden på ord er gennemgående i albummet. Sprogligt stammer endelsen fra latin, og den benyttes flittigt i nutidens portugisisk. Andre eksempler herpå i albummet er fascinação, restauração, recepção og pakkenellike-revolução – sidstnævnte altså ovenikøbet men henvisning til Nellikerevolution i 1974. Endelsen er i øvrigt ikke den eneste sproglige reference, idet Asterix på et tidspunkt omtales som Asterixinho med den typiske portugisiske diminutiv-endelse ”inho” for lille.

Lusitaneren beder gallerne om hjælp til at befri Minustres, inden han skal kastes for løverne, og ikke overraskende bevæger Asterix, Obelix og hunden Idéfix sig afsted mod Lusitaniens hovedstad Olisipo – det gamle romerske navn for Lissabon.

Derefter går det så over stok og sten med handlingsmønstre kendt fra de mange Asterix-albums. Undervejs på sørejsen til Lusitanien møder vores venner de vanlige sørøvere, ligesom en del romerske legionærer skal bekæmpes undervejs – for Asterixes vedkommende ved hjælp af trylledrik, mens Obelix som bekendt faldt i gryden som barn.

De portugisiske referencer er mange. Vi møder hanen fra Barcelos, de berømte små brosten fra fortovene, keramikhandlere, sporvogn nr. 18, karaveller og fadosang, som gør tilhørerne triste, og som selvfølgelig bliver sunget af Amalia. Vi hører om oprørslederen Viriathus og kulinariske specialiteter som bacalhäo (Obelix foretrækker selvfølgelig vildsvin frem for klipfisk), carne de porco à alentejana, pasteis de nata, vinho verde og portvin, der omtales som ”vin fra Portus Cale, som er lavet på druer fra Douro-dalen.”

Alt ender selvfølgelig hvor det plejer. Minustres bliver befriet, hvorefter Asterix og Obelix kan drage hjem til en fortjent vildsvinefest om det runde bord, mens Trubadurix selvfølgelig er bundet og bastet til et træ og har bind for munden.

Slutteligt kan jeg da lige tilføje, at portugisiske kokke i dag har genopdaget brugen af garum, så rejsende kan selv få mulighed for at smage det gamle produkt, hvilket selvfølgelig også gælder de andre omtalte portugisiske specialiteter.

 

Asterix i Lusitanien er udkommet på forlaget Cobolt.