Asterix i Lusitanien

 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

 

Den lille gæve galler Asterix og hans tro følgesvend Obelix har efterhånden rejst mange steder i verden. Egypten, Spanien, Grækenland, Amerika og Storbritannien for at nævne en håndfuld. Nu er de på rejse igen og denne gang til Lusitanien – det gamle navn for Portugal.

Da jeg så det nye Asterix-album foromtalt vakte det selvfølgelig min nysgerrighed. For det første har jeg i mine yngre dage læst mange tegneserier og har stadig en forkærlighed for dem, hvad enten vi taler om humoristiske, kulørte album eller mere alvorlige graphic novels. For det andet var jeg spændt på at se, hvilke historiske, kulturelle og sproglige referencer albummet på vanlig vis ville have med. Og, lad det være sagt med det samme, hvad det sidste angår blev jeg ikke skuffet.

Asterix blev skabt i 1959 af tekstforfatteren René Goscinny og tegneren Albert Uderzo og dukkede op første gang i det fransk-belgiske tegneserieblad Pilote. Siden fulgte en lang række albumudgivelser, som også udkom i Danmark fra og med 1969. Efter Goscinnys død i 1977 stod Uderzo også for teksten, men siden overtog andre tegnere og manuskriptforfattere serien. Det nye album, som er nummer 41 i rækken i Danmark, er således tegnet af Didier Conrad og har tekst af Fabcaro.

Nok tegneseriehistorie og da persongalleriet og den historiske tidsramme sikkert er velkendt af de fleste, skal det nu gælde det nye album.

Lusitanien er det gamle romerske navn for en provins, som nogenlunde svarer til det nuværende Portugal. Folket, der levede der, blev benævnt lusitanere. Men navnet forsvandt ikke med romerne. Således hedder Portugals mest berømte episke digt skrevet af Luis Vaz de Camões ”Os Lusíados”, ligesom der tales om lusofoni som et fælles kulturelt og sprogligt træk ved de portugisisk talende lande i verden.

Afsættet for historien er, at en lusitaner ankommer til gallerbyen ombord et fønikisk handelsskib. Han fortæller, at hans gode ven, garum-producenten Minustres, er arresteret og anklaget for at have forsøgt at forgifte selveste Cæsar. Men som han udtrykker det: ”Det ligner en konspiração”.

Allerede her dukker de første referencer op. Portugal var vitterligt den gang berømt for den fermenterede fiskesauce garum, som blev fremstillet og bl.a. eksporteret til Rom. Besøger man f.eks. Casa dos Bicos i Lissabon kan man se arkæologiske udgravninger fra gammel garum-produktion. Den sproglige finurlighed med at sætte et ”ção” (c udtales her som s) i enden på ord er gennemgående i albummet. Sprogligt stammer endelsen fra latin, og den benyttes flittigt i nutidens portugisisk. Andre eksempler herpå i albummet er fascinação, restauração, recepção og pakkenellike-revolução – sidstnævnte altså ovenikøbet men henvisning til Nellikerevolution i 1974. Endelsen er i øvrigt ikke den eneste sproglige reference, idet Asterix på et tidspunkt omtales som Asterixinho med den typiske portugisiske diminutiv-endelse ”inho” for lille.

Lusitaneren beder gallerne om hjælp til at befri Minustres, inden han skal kastes for løverne, og ikke overraskende bevæger Asterix, Obelix og hunden Idéfix sig afsted mod Lusitaniens hovedstad Olisipo – det gamle romerske navn for Lissabon.

Derefter går det så over stok og sten med handlingsmønstre kendt fra de mange Asterix-albums. Undervejs på sørejsen til Lusitanien møder vores venner de vanlige sørøvere, ligesom en del romerske legionærer skal bekæmpes undervejs – for Asterixes vedkommende ved hjælp af trylledrik, mens Obelix som bekendt faldt i gryden som barn.

De portugisiske referencer er mange. Vi møder hanen fra Barcelos, de berømte små brosten fra fortovene, keramikhandlere, sporvogn nr. 18, karaveller og fadosang, som gør tilhørerne triste, og som selvfølgelig bliver sunget af Amalia. Vi hører om oprørslederen Viriathus og kulinariske specialiteter som bacalhäo (Obelix foretrækker selvfølgelig vildsvin frem for klipfisk), carne de porco à alentejana, pasteis de nata, vinho verde og portvin, der omtales som ”vin fra Portus Cale, som er lavet på druer fra Douro-dalen.”

Alt ender selvfølgelig hvor det plejer. Minustres bliver befriet, hvorefter Asterix og Obelix kan drage hjem til en fortjent vildsvinefest om det runde bord, mens Trubadurix selvfølgelig er bundet og bastet til et træ og har bind for munden.

Slutteligt kan jeg da lige tilføje, at portugisiske kokke i dag har genopdaget brugen af garum, så rejsende kan selv få mulighed for at smage det gamle produkt, hvilket selvfølgelig også gælder de andre omtalte portugisiske specialiteter.

 

Asterix i Lusitanien er udkommet på forlaget Cobolt.

Mit andet hjemland som e-bog

 

Det er nu snart 14 år siden, at min bog ”Mit andet hjemland – Rejser i Portugals kultur” udkom første gang. Nu er den genudgivet som e-publikation.

Jeg havde puslet med idéen i en del år forinden. Jeg ønskede at forklare, hvorfor jeg havde kastet mit kærlighed på Portugal og rejste derned gang på gang. Men jeg havde efterhånden også i kraft at mit virke som journalist fået samlet en del tekster om portugisisk kultur, som jeg gerne ville give et længere liv end dagspressens flygtige.

Det lille Ørbys Forlag ved nu afdøde Jorge Braga sagde ja til at udgive bogen efter at have fået tilsendt et par prøvekapitler. Efter nogle års fælles arbejde udkom bogen så i 2011, og da det lille førsteoplag nåede at blive udsolgt, udkom andet oplag i 2016.

Bogens kapitler omhandler bl.a. søfartsnationen, fadosang, portvin og vin, digteren Fernando Pessoa og andre forfattere, H.C. Andersens rejse til Portugal, fodboldklubben Benfica, billedkunstneren Júlio Pomar samt andre kulturelle og historiske emner. Dertil kommer nogle mere personlige essays, der fortæller om min kærlighed til Portugal.

Bogen høstede  sin tid en ganske fin lektørudtalelse, hvor konklusionen lød: ”God personlig essaybog om Portugal med vægt på især Lissabons særlige charme og kultur.”

Siden er forlaget desværre ophørt, og bogen har ikke kunnet fås. Men det kan den altså nu, da den netop er udkommet som ebog, udgivet af Saga Egmont. Det er jeg selvfølgelig glad for, da jeg har fået en del forespørgsler på den gennem årene.

Mit andet hjemland kan købes hos diverse netboghandlere som Saxo og William Dam.

N.R.P. Sagres i Esbjerg

 

I disse dage besøger det internationale sejlskibs event, Tall Ships Races, havnen i Esbjerg. De deltagende sejlskibe fra 17 forskellige lande har været på en rundtur fra Le Havre i Frankrig over Dunkerque, Aberdeen og Kristiansand til målet i Esbjerg, hvor der i går var optog med besætningerne rund om i byens gader og præmieoverrækkelse på torvet.

Foruden de sejlbåde – store som små – der deltog i sejladsen, var der også andre flotte sejlskibe i havnen. Et af dem var det portugisiske N.R.P. Sagres, som tilhører søværnet og bruges som skoleskib til officersskolens kadetter. Det imponerende flotte skib kom sejlende direkte fra Lissabon, hvor det er hjemhørende i flådebasen Alfeita på sydsiden af Tejo-floden. Herfra sejler det ud på togter med den unge kadetaspiranter ombord, som et led i deres uddannelse.

Lige nu er skibet altså i Esbjerg, hvor der i går aftes blev afholdt reception og middag ombord på invitation fra skibets kaptajn José Sousa Luis og Portugal ambassadør i Danmark João Maria Cabral – et event, jeg selvfølgelig deltog i med glæde.

Først fik vi lov til at gå rundt på dækket, hvorefter der blev serveret velkomst drink, vin, Moscatel de Douro, portvin og kolde øl – selvfølgelig af mærket Sagres, når nu skibet bærer samme navn. Dertil fik vi serveret diverse petiscos, skinke, ost, frugt og Bacalhau à Brás, som efter sigende skulle være fodboldikonet Cristiano Ronaldos favoritret.

N.R.P. Sagres er fra 1937 og er et ud af flere søsterskibe, som blev bygget af Blohm & Voss i Hamburg for den tyske krigsmarine. Efter 2. verdenskrig var skibet ejet af U.S.A., som i 1948 solgte det til den brasilianske flåde. I 1961 overtog Portugals flåde så ejerskabet og etablerede det som skoleskib. Af type er det en såkaldt bark, som betegner et tre til fem masters fartøj. Sagres er 89 meter langt og har tre master.

Under besøget fik vi en god snak med løjtnant Joana Costa, som arbejder på kadetskolen. Hun fortalte om livet ombord på skibet, og hvordan det blev brugt i uddannelsesforløbet.

Uden jeg på nogen måde er kyndig ud i sejlads, kan man ikke andet end blive imponeret over så smukt et skib, og det var en stor oplevelse af være på besøg. Og nej, det var selvfølgelig ikke det eneste af de mange sejlskibe, som var værd at beundre i havnen i Esbjerg.

Mísia – et forsinket farvel

 

Det er nu godt et år siden, at den portugisiske sanger og fadosanger Mísia desværre afgik ved døden efter flere års sygdom. Det skete nærmere bestemt den 27. juli 2024 på det hospital, hvor hun var indlagt med sin fremskredne cancer.

Den gang fik jeg ikke skrevet mindeord, hvilket jeg nu vil råde bod på. For faktisk var Mísia af stor betydning for min kærlighed til fado, ligesom jeg for efterhånden mange år siden interviewede hende – et interview, der blev bragt i 2006 i det udmærkede, men hedengangne magasin Djembe.

Når jeg indledningsvis skriver såvel sanger som fadosanger, er det ikke tilfældigt. Hun startede som fadosanger – ja hendes andet album fra 1993, som efterfulgte debuten, der blot bar hendes eget navn, hed kort og godt ”Fado”. Men med årene afsøgte hun andre genrer som tango, bolero og latin, ligesom hun bevægede sig ud i cabaretstilen og tilnærmede sig opera- og musicalområdet, jazzen samt rockmusikken ved at indspille sange af f.eks. Nine Inch Nails og Joy Division.

Min interesse for og kærlighed til fado smugstartede på en campingplads i 80´erne, hvor restauranten en aften bød på fadosang. Vi lyttede med et stykke tid og gik så igen, men interessen var vakt. Jeg købte et kassettebånd (ja, det var dengang) med sangeren Rodrigo, som jeg lyttede til efterfølgende. Da rejserne til Portugal fortsatte, begyndte jeg at besøge fadorestauranter og indkøbe CD´er. Den første i rækken var så vidt jeg husker netop med Mísia og hed ”Garras dos Sentidos” – sansernes kløer. Og kløerne fik så sandelig fat i mig.

Mísia blev født i 1955 som Susana Maria Alfonso de Aguiar. Moderen var en catalansk cabaretsanger, hvorfra hun arvede sin musikalske interesse. Da hun debuterede i 1991 var hun blandt de første yngre sangere, som genoptog og fornyede musikgenren, der havde levet et stille liv, da man efter revolutionen i 1974 forbandt fado med det gamle diktatur. Vel var der musikere og sangere som bekendte sig til eller lod sig inspirere af fado i 80´erne, men det var først i 90´erne at genren for alvor blomstrede op med Mísia og andre sangere som Camané, Cristina Branco, Mafalda Arnauth og lidt senere Mariza for blot at nævne nogle af de mest kendte.

Selv om Mísia også sang på fadorestauranter, var det i højere grad koncertsalene, som var hendes scene. Hun sang på flere sprog – foruden portugisisk og spansk også på fransk, engelsk og sågar japansk – og benyttede sig af såvel ældre som samtidige digteres tekster, hvilket gav hende en lidt mere intellektuel profil end de traditionelle fadosangere. Der blev ikke kun sunget om hjerte, smerte og længsel. Blandt digtere og forfattere, som har leveret tekster gennem årene, kan nævnes Fernando Pessoa, José Saramago, Lídia Jorge, António Lobo Antunes, Vasco Graça Moura og Augustina Bessa-Luís. 

Med tiden bevægede Mísia sig ud i randområdet af fadoen, men vendte med mellemrum tilbage, som f.eks. på album som ”Ritual” og ”Para Amália”, der begge er en hyldest til den største af dem alle, Amália Rodrigues. Det nåede at blive til 15 albumudgivelser, hvoraf det sidste ”Animal Sentimental” udkom i 2022. Blandt dem vil jeg nok pege på trekløveret ”Tanto menos, tanto mais”, ”Garras dos Sentidos” og ”Paixões Diagonais”, som værende blandt de bedste, men også førnævnte hyldestalbums til Amália.

Endelig vil jeg også fremhæve ”Canto”, hvor hun fik Vasca Graça Moura til at skrive tekster til den kendte komponist og guitarist Carlos Paredes melodier, samt dobbeltalbummet Ruas, hvor den første CD ”Lisboarium” er et portræt af Lissabon, og den anden ”Tourists” inkluderer musik fra Tyrkiet, Frankrig og Spanien og også indeholder covernumre af sange som ”Hurt” af Nine Inch Nails, som også Johnny Cash tog til sig.

Lad mig slutte med et par citater fra det interview, jeg lavede med hende tilbage i 2006:

”Mange opfatter fadoen som en ren traditionel musikform. Men den er et resultat af portugisernes assimilation af forskellige musikalske udtryksformer. Afrobrasilianske rytmer og den engelske guitar. Nordafrika i måden, der synges på. Det er byens musik og ikke noget, der bliver spillet bag bjergene på de samme instrumenter som i 1600 tallet. Fadoen har altid været i live og har altid været et udtryk for globaliseringen. Jeg fortolker blot den tid, jeg lever i”.

”Jeg er kosmopolit og lidt af en svamp i forhold til andre kulturer.”

 

Vil du læse mere om fado, kan jeg anbefale mn artikel ”Fadistas”, som indgår i rejseantologien Lissabon i serien ”vide verden”.

Regatta i Porto 2025

 

Traditionen tro tilbragte jeg Sankt Hans i Porto, som virkelig fejrer deres elskede skytshelgen São João. Det er også på denne tid, at portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, afholder deres årlige optagelsesceremoni og gallamiddag. Og dagen efter Sankts Hans aften finder det årlige regatta med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos, sted.

For ottende gang deltog jeg i regattaen ombord på en af bådene – den ene gang dog i september ved Regua i forbindelse med portvinens dag. Denne gang var det båden fra Cockburn´s, Quinta dos Canais, som havde vikinger med på sejladsen fra Douros udmunding til mållinjen ud for Sandemans lodge i Gaia. De gamle både menes rent faktisk at være inspireret af vikingebåde, som i sin tid sejlede langt den portugisiske kyst og op ad floderne.

Som vanligt blev det en festlig dag med højt humør, venskabelige drillerier holdene imellem og mad og drikke ombord samt efterfølgende lunch.

Vores startposition i bagerste række i Gaia-siden var ikke idéel, da vinden kom fra syd. Det gik dog fint i starten, hvor vi havde god vind. Ja, faktisk lå vi forrest en kort periode. Men da vi var sejlet under Arrábida-broen, kom vi i læ, hvorfor vi nærmest lå stille en stund. Det betød selvfølgelig, at de andre både tættere på Porto-siden indhentede os, ja de fleste overhalede os desværre. Resten af turen mod mållinjen foregik i vekslende tempo, hvor sejlet desværre hang slapt ned meget af tiden. Resultatet blev en placering i den sidste ende af feltet, men dog ikke helt sidst.

Vinder af årets regatta blev både fra Offley efterfulgt af bådene fra Barros og Fonseca. Alle tre hold blev selvfølgelig hædret ved den efterfølgende sejrsceremoni. 

Afslutningsvis var der frokost med fri vinbar til alle deltagerne – og her fortsatte drillerier på vanlig vis.

Aftenen før, hvor fejringen af São João kulminerer med sardiner, Super Bock, slag med plastikhamre, opsendelse af lysballoner, musik og dans samt ikke mindst det store fyrværkeri, tilbragte vi på Porto-siden.

På turen blev der også besøgt nogle portvinshuse. Opslag herom vil komme på min vinblog, Vin med Mouridsen.

Søfareren - en rejse gennem Portugals tabte imperium

 

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

 

Der findes rejseberetninger, som simpelthen er en nydelse at læse. Både fordi de er skrevet med sprogligt overskud som en indlevende og medrivende fortælling, og fordi de på glimrende vis formidler de besøgte steders historie, kultur og geografi.

En sådan bog er ”Søfareren” af norske Erika Fatland, som tager os med på en rejse så at sige jorden rundt i kølvandet på de portugisiske opdagelsesrejsende. Titlen refererer da også til manden, der grundlagde Portugals storhedstid som søfartsnation, prinsen Henrik Søfareren.

Henrik Søfareren (1394-1460) fik ikke selv rejst meget, men organiserede og deltog i  portugisernes erobring af Ceuta i 1415. ”Så historien om det verdensomspændende portugisiske imperium begyndte altså her, ved den nøglehulsformede kalifatport i Ceutas bymur, i august 1415,” som det hedder i bogen.

Derefter igangsatte han flere sørejser, hvor de lette og navigationsdygtige portugisiske karaveller bevægede sig længere og længere mod syd langs Afrikas vestkyst. Nogle nåede også langt ud i Atlanterhavet for at kunne opnå gunstige vinde, når de skulle sydpå. Resultatet var, at øer som Madeira, Azorerne og Cap Verde blev opdaget, selv om vikingerne dog havde været på Azorerne før portugiserne. Og turen ned langs Afrikas kyst, førte dem siden rundt om kontinentets sydligste punkt, Kap Det Gode Håb, og derefter op langs østkysten, hvorfra rejserne fortsatte trin for trin mod østen, Indien, Kina, Indonesien og Japan.

Det fjerne østen, hvorfra krydderier, muskatnødder, nelliker og andre varer kom, var hele tiden målet – foruden en vis ambition om at kristne de folkeslag, de mødte på deres vej. Kunne portugiserne finde søvejen til Indien, kunne de springe uden om alle mellemhandlerne i form af arabiske og venetianske handelsmænd. Her var kilden til stor rigdom gemt.

Undervejs blev der anlagt handelsstationer, som langt senere udviklede sig til kolonier som Guinea-Bissau, São Tomé og Principe, Angola, Mozambique, Goa, Macau og Østtimor. Sidstnævnte blev først selvstændig i 2002  i modsætning til de afrikanske kolonier, der fik selvstændighed efter Nellikerevolution og afskaffelsen af diktaturet i Portugal i 1974.

Bogen har en rammefortælling, hvor Erika Fatland befinder sig ombord på store fragtskibe, der sejler fra Europa, rundt om Afrika og til det fjerne østen – altså omtrent samme rejse, som de opdagelsesrejsende udførte trin for trin over mange år, hvortil kommer et afsluttende afsnit om Brasilien. Beskrivelserne af denne rejse og livet ombord afbrydes så af besøg på de øer og i de byer og lande, som de gamle søfarere besøgte, eller hvor de etableredes sig. Disse besøg er dog udført på andre rejser, da skibet, hun sejler med, kun anløber få havne undervejs.

Målet er kort fortalt at få svar på det enkle spørgsmål: ”Hvilke spor findes stadig af portugisernes næsten glemte imperium?” Men ikke kun det. Forfatteren leverer også en gang samtidshistorie om de besøgte steder, byer og lande – og hun beretter om indbyggerne og deres kultur med mange små interessante og sjove detaljer, så både den store og den lille historie fortælles. Vi hører om fado i Portugal, morna på Cap Verde og om samba i Brasilien. Vi hører om forfattere og politik – og om krigsveteraner fra kolonikrigene, en eneboer på Sankt Helena og skjulte kristne i Japan. Og vi hører om portugisernes omfattende slavehandel:

”Portugiserne stod for halvdelen af den transatlantiske slavehandel, seks millioner mennesker i alt. Til sammenligning havde Portugal lidt over fire millioner indbyggere i 1867. Omkring fem millioner af de afrikanske slaver, der blev sendt over Atlanten, endte i Brasilien. De fleste af dem kom fra Angola. Intet andet land mistede så mange mennesker til den transatlantiske slavehandel.”

Men hvad er så arven efter det portugisiske imperium? For det første er der fysiske aftryk i form af bygninger, ruiner og de stensøjler (såkaldte padrões), sømændene rejste, hvor de kom frem. Derefter er der sproget, idet portugisisk stadig tales i de tidligere kolonier, samt kulturen og historien. Eller som Fatland formulerer det: ”Imperiet er indgraveret i deres efterkommeres gener, sprog og erindringer.”

Men det portugisiske søimperium var faktisk også starten på den moderne verden, påstås det i bogen:

”Det hele startede med dem, ved du,” sagde han fra sin pude. ”Den moderne verden, som vi kender den, startede med dem. De var de første, de allerførste. De åbnede verdenshavene. De forbandt Europa med Afrika og Asien og Amerika. De drog også nordpå, ved du, til Grønland og Newfoundland, hvor de fiskede efter torsk i konkurrence med baskerne. De var overalt. Den globaliserede verden begyndte med portugiserne! Columbus er bare en parentes sammenlignet med de portugisiske opdagelsesrejsende. Alt begyndte med Portugal.”

Portugal var en global stormagt den gang. Nu er det et lille land på randen af Europa. ”Længslen og melankolien er det eneste, der er tilbage af det vældige imperium,” som det lyder i bogen, der dog også skyder med skarpt på landets måde at omgås historien:

”Opdagelsestiden bestod af modige og epokegørende opdagelser, men mest af alt bestod den af forlis, krig, vold – og slaveri. Selvom portugiserne alene stod for halvdelen af den transatlantiske slavehandel, er der i Lissabon ikke et eneste monument til minde om slavernes skæbne.”

”Søfareren” er klart anbefalelsesværdig, hvad enten man som jeg har en forkærlighed og stor interesse for Portugal og landets historie eller blot kan lide at læse spændende rejseberetninger. Den er til at blive klogere af og udvider ens horisont – både bogstaveligt og i overført betydning. Tænker også jeg vil give mig i kast med andre af Erika Fatlands rejsebøger som ”Højt”, ”Grænsen” og ”Sovjetistan”.

 

Erika Fatland: Søfareren. En rejse gennem Portugals tabte imperium. Informations Forlag 2025

Andresen – et portvinshus med danske aner

 

Historisk set er portvin udviklet i et samarbejde mellem England og Portugal. Det var englændernes jagt på vin, som kunne erstatte den fra krigsmodstanderne Frankrig, der førte til ”opfindelsen” af portvin. Vinen klarede bedre den lange sørejse hjem, hvis der blev tilsat lidt brandy. I dag tilsættes druesprit under gæringen, så denne stopper, og resultatet bliver en sødere vin med en alkoholprocent på omkring 20 %.

Af denne grund har de fleste portvinshuse i dag engelske eller portugisiske navne. Blandt de første er Sandeman, Taylor´s, Dow´s og Graham´s. Blandt de sidste Ferreira, Ramos Pinto, Barros og Cálem. Men der er også portvinsnavne, der vidner om andre landes engagement i datidens handel med vin. Det gælder f.eks. tyske Kopke og Burmester, hollandske Niepoort og norske Krohn. Og så er der Andresen, som har danske aner.

For ja, Danmark har faktisk også sat sit aftryk i portvinens historie. Det skyldes en ung dansker, eller rettere friser, fra øen Føhr, som frem til 1864 hørte under det danske kongerige. Jan Heinrich Andresen var hans navn, hvorfor man den dag i dag herhjemme kan købe portvin med navnet Andresen – et navn, som mange portugisere udtaler på samme måde som navnet på den verdensberømte digter H.C. Andersen, som i øvrigt selv besøgte Portugal i 1866.

Jan Heinrich Andresen blev født i den lille landsby Øvenum på Føhr den 29. januar 1826. Han blev konfirmeret i 1841, hvorefter han tog hyre på et skib, der sejlede til Porto, hvortil han ankom som kun 15-årig. Han besluttede sig for at blive og fik snart arbejde i et handelsfirma.  

I 1845 etablerede han sit eget handelsfirma J.H. Andresen, hvor J.H. nu stod for det portugisiske João Henrique. Han blev da også portugisisk statsborger i 1854. I et første kortvarigt ægteskab fik han to sønner, som først blev sendt tilbage til Føhr og siden emigrerer til USA. I 1860 gifter han sig på ny og får endnu otte børn.

Firmaet ekspanderede og fik med tiden sin egen skibsflåde, der sejlede varer til lande som England, Tyskland og Rusland, men især USA og Brasilien. Varesortimentet var bredt: petroleum, korn, ure, keramik og drikkevarer herunder vin. Fra en filial i Brasilien blev der eksporteret gummi.

Vin udgør med tiden en betydeligt del af handlen, hvorfor han også erhverver vingårde i Douro. Tallene taler om en kraftig vækst i salget af portvin. I 1863 blev der eksporteret 210 såkaldte pipas på hver ca. 550 liter, hvilket i 1872 steg til 557 pipas og igen til 1.150 i 1875. Blandt modtagerlandene var Danmark, hvilket også gælder i dag.

João Henrique Andresen blev en veletableret og velrenommeret del af Portos handelsliv, udnævnt til præsident for handelskammeret og sent i livet konsul for både Oldenburg og Venezuela. Det var da også en større arv, han gav videre til børnene ved sin død i 1893.

I det nye århundrede fulgte verdenskrige, børskrak og økonomiske problemer. Med tiden frasælger familien dele af den vidtforgrenede virksomhed, og i 1942 sælges portvinsfirmaet til Albino Pereira dos Santos. I dag drives portvinshuset af dennes efterkommere med Carlos dos Flores som direktør. Selv om de danske aner ligger langt tilbage i tiden, skatter Carlos på dem og besøger jævnligt Danmark for at skænke portvin fra Andresen ved portvinsfestivaler.

Jan Heinrich Andresen er da heller ikke glemt i Portugal. For et par år siden fik han sin første biografi, skrevet af den portugisiske historiker Gaspar Martins Pereira. Bogen fortæller dels om hans liv og virksomhed og dels om efterkommerne frem til 1942. En af dem er den kendte portugisiske forfatter Sophia de Mello Breyner Andresen, som levede fra 1919 til 2004 og i 1999 modtog landets store litterære pris, Prémio Camões.

Sophia, som hun kort og godt kaldes i Portugal, skrev især digte, men også eventyrlige fortællinger, hvoraf et par bind er kommet på dansk. I ”Sophias Julefortællinger” kan man f.eks. læse om ”Ridderen fra Danmark”, som drager på pilgrimsfærd til det hellige land. I en anden fortælling, ”Saga”, som dog ikke er oversat til dansk, fortæller Sophia om den unge sørejsende Hans, der ankommer til Porto. Historien er tydeligt baseret på erindringer om oldefarens ankomst til Porto. 

I dag kan vi danskere altså læse fortællinger skrevet af en efterkommer til Jan Heinrich Andresen. Og vi kan nyde et glas portvin fra det portvinsfirma, han grundlagde.