Det er desværre ikke så ofte, at vi har mulighed for at se portugisisk kunst herhjemme. Men lige nu er chancen der i Aarhus, hvor den portugisiske fotokunstner Helena Gonçalves er aktuel med udstillingen Raiz på Galleri Image. Udstillingen blev åbnet i fredags af Portugals ambassadør i Danmark, João Maria Cabral, og kulturrådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad.
Raiz betyder rod eller rødder, og der er på den ene side tale om nogle meget personlige iscenesatte fotografier som en form for erindring eller dagbogsnotater. På den anden side er billederne meget åbne for tilskuerens indlevelse og egen fortolkning - og overskrider derved også det personlige.
”De er lavet ud fra erindringen og
optaget i Algarve, hvor jeg kommer fra,” fortæller Helena Gonçalves, som deltog
i ferniseringen online fra Lissabon, hvor hun i dag bor og arbejder.
En kvinde der går med en kuffert af en
vej og taber en masse skeer fra kufferten. Et gammelt og småmuggent stykke brød,
der ligger på en vej. To ældre mennesker siddende i en mark med ryggen til. En
stabel af gamle opmagasinerede møbler. En kvinde med flagrende rødt hår, der
skjuler ansigtet.
Genfortalt som ovenfor virker
motiverne enkle, men billederne er symbolladende og samtidig er kun det mest
nødvendige oplyst og derfor synligt i mørket, hvilket er en bevidst strategi
fra kunstnernes side.
”Jeg har optaget om natten. Det, synes
jeg, er bedre, da jeg så kun sætter lys på det, jeg vil vise og dermed skaber
scenariet. Jeg kan gode lide at arbejde med mørket, når jeg komponerer et
billede. Jeg maler med lyset,” forklarer Helena Gonçalves.
Vi ser altså kun, hvad fotografen
ønsker, at vi skal se. Men mørket udenom er ikke bare en ramme eller en kontrast,
men også betydningsbærende i sig selv.
Helena Gonçalves er født i Portimão og
underviser i dag ved Ar.Co (Centro de Arte & Comunicaçâo) i Lissabon. Hun
er endvidere medstifter af Black Box Atelier, fotograf for Grupo de Teatro
Utero og har udstillet i Portugal, Spanien, Frankrig, Italien og Tjekkiet samt
altså nu i Danmark.
Det er ikke en stor udstilling rent
omfangsmæssigt, men spændende, hvis man interesserer sig for fotokunst.
Udstillingen Raiz af Helena Gonçalves
kan ses på Galleri Image, Vestergade 29 i Aarhus frem til den 27. juni.