Udvalgte digte af Pessoa

Jeg har flere gange spekuleret over, hvem jeg egentlig holder mest af? Den stilfærdigt filosoferende hyrdedigter Alberto Caeiro, den fabulerende, maniske og futuristiske Álvaro de Campos eller den neoklassicistiske Ricardo Reis? For ikke at tale om bogholderen Bernardo Soares, den engelsksprogede Alexander Search eller Fernando Pessoa selv?

Jeg holder af dem alle – hver for sig og tilsammen. Og ikke mindst holder jeg af Fernando Pessoa, som er ophavsmand til dem alle – og som altså også publicerede digte og meget andet i eget navn.

Pessoa blev født i Lissabon i 1888, men tilbragte en del af sin barndom og ungdom i Sydafrika. I 1905 vendte han tilbage til Lissabon, hvor han levede af at oversætte handelskorrespondance og døde af skrumpelever som kun 47-årig i 1935.

Sideløbede skrev han – ikke kun digte, men også skuespil, essays, filosofiske tekster og sågar en rejsefører. Og han skrev ikke kun i eget navn, men også i en lang række heteronymer, hvoraf de største og mest kendte er netop Caeiro, Campos og Reis. Digterkollegerne havde ikke blot deres eget navn, de havde også deres egen biografi, identitet og personlighed. De skrev med deres helt egen stemme og i deres egen stilart, og de polemiserede indbyrdes, anmeldte hinandens bøger og skrev udkast til forord til hinandens udgivelser. Kun lidt blev dog publiceret, mens Fernando Pessoa levede, da det meste blev fundet som en gang rodede manuskripter og notater efter hans død.

Brøndums Forlag har tidligere udsendt fire bind med digte af de tre store heteronymer og Pessoa selv i Peter Poulsens oversættelse. Nu er der på Rosinante tillige kommet et stor og fyldigt udvalg heraf, som giver en glimrende introduktion til et af modernismens helt store skikkelse.

Først fårehyrden Alberto Caeiro, som hylder naturens enkelthed og konstant minder os om ikke at tillægge tingene anden betydning end det, de er og besidder i sig selv. For nu at citere et helt lille digt, som fint beskriver hans filosofi:

”Postvognen kørte forbi på vejen, og er forsvundet;

Og vejen blev hverken smukkere eller grimmere af det.

Sådan går mennesket gennem verden.

Vi føjer intet til og trækker intet fra; vi passerer og vi glemmer;

Og solen møder til tiden hver eneste dag.”

Anderledes voldsom er skibsingeniøren Álvaro de Campos, som tydeligt er inspireret af Walt Whitman. Her hyldes fremskridtet, teknikken og storbyens larm. Hør blot indledningen til den kendte Triumfode:

”I det skærende lys fra fabrikkernes store, elektriske camper

Sidder jeg febril og skriver.

Jeg skriver som et snerrende rovdyr, hungrende efter skønhed,

Denne skønhed totalt ukendt for de gamle mestre.”

Er der langt fra Caeiro til Campos, er der mindst lige så langt til Ricardo Reis med hans stramt komponerede digte fulde af henvisninger til antikken. Han er også ophavsmand til en række kærlighedsdigte henvendt til forskellige kvindeskikkelser – eller nok rettere muser, da det er småt med kødelighed hos Pessoa generelt:

”Kom og sæt dig, Lidia, hos mig ved flodens bred.

Lad os stille følge dens kurs og lad os forstå

At livet glider forbi, og vi holder ikke hinandens hænder.”

Sidste digter i rækken er Fernando Pessoa selv, og her finder vi nogle meget spændende digte, som bl.a. henter deres stof i barndomserindringer, i hverdagsglimt fra livet i Lissabon eller i drømme. Men også i tanker om landets historie som i digtet om Portugisernes Hav:

”Dit salt er vore tårer slet og ret.

O hav, som portugiserne har grædt!

Hvor mødrene har mistet mange sønner

Og børnene opsendt forgæves bønner!

For at du skulle blive vort, o hav,

Umådelige ofre vi dig gav.”

Det er ikke uden grund, at en del af Fernando Pessoas digte er endt som fadosange med deres melankolske – og meget portugisiske – tone. Men Pessoa var ikke bare Pessoa. Pessoa var også Caeiro, Campos, Reis og de mange andre stemmer, som jeg alle holder af. Og måske er det netop her sandheden om min fascination af Pessoa ligger gemt. Han er aldrig blot Pessoa. Han er de mange stemmers digter. Inderlig stilfærdig, poetisk, voldsom, højtråbende, aggressiv, melankolsk, eftertænksom. Han er det hele.

Bogen præsenterer et glimrende udvalg for såvel nybegyndere som øvede. Og endelig har bogen et fint introducerende og forklarende forord ved Martin Bastkjær, så alle kan være med.  

Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Rosinante 2016, 310 sider.