Triathlon for portvin

Fire huse i tre årgange. Dermed var der lagt op til såvel en vertikal som en horisontal smagning i The Vintage Port Club onsdag aften. Husene var Quinta do Noval, Graham´s, Warre´s og Smith Woodhouse, som alle blev smagt i vintage 1970, 1985 og 2000.

Alle årgange rangerer højt på portvinsnydernes rangliste. 1970 er decideret en klassisk årgang med 41 huse, der erklærede vintage. Høj varme sidst på sæsonen og under høsten. Druerne var som rosiner, da de var modne. Året var samtidig skelsættende, da mange huse nu var gået over til mekanisk presning frem for fodtrædning. Senere fortrød de og genetablerede lagares, så druerne til vintage igen kunne komme under føddernes behandling. Endelig var 1970 også det sidste år, hvor det var tilladt at flaske vinen uden for Gaia.

1985 er langt mere omstridt. Der blev høstet under optimale forhold. 46 huse deklarerede, og vinene fik flotte bedømmelser, da de kom ud. Men efter nogle år på flaske begyndte en del af dem at opføre sig underligt. I dag er kvaliteten derfor meget svingende – fra det fremragende til det næsten udrikkelige.

Millenniumårgangen bød på lille høst – nogle steder kun 30 % af det normale. Til gengæld var kvaliteten i top, og høsten forløb ideelt, hvorfor 51 huse deklarerede vintage. Endnu et klassisk år med stort potentiale. Men stadig unge vine, som har brug for tid.

Vinene blev serveret semiblind i flights på fire, men i 12 glas, så vi afslutningsvis kunne sammenligne dem alle. Der var altså mulighed for både at vurdere de fire huse i samme årgang og det enkelte hus i tre årgange med 15 år imellem. Først fik vi de fire fra 1970, derefter de fire fra 1985 og endelig de sidste fire. Efter hver flight blev vinene afsløret.

Generelt var de ældste vine klart lysere og mere modne. Såvel Noval som Graham´s 1970 var flotte og harmoniske. Noval lysere i stilen og lettere floral, men med pebret hale. Graham´s stadig fyldig og kraftig og med en skøn, lang eftersmag. Et virkeligt flot glas. Warre´s var mørk, let krydret og med lang eftersmag. Smith Woodhouse brunlig og desværre med lidt acetone i næsen.

Graham´s var også fuld af kraft og frugt i årgang 1985, hvor den faktisk stadig farvede glasset rødt. Men den havde en noget stikkende smag, som dog aftog med tiden. Warre´s og Noval var helt lyse – sidstnævnte tawnyagtig og uden frugtpræg og med lidt orange i smagen. Smith Woodhouse var noget endimensional og mindede mere om en LBV. 

Der var som forventet fuld power på årgang 2000. Masser af frugt, syre og godt med tanniner samt kærnemælkspræg i næsen. Smith Woodhouse meget ligefrem, Graham´s med mere dybde og lidt urter og kostald i duften – og overraskende velbalanceret. Warre´s havde en lang pebret eftersmag, mens Noval var meget mørk, med mørke frugter i smagen samt tør i stilen. 

Set horisontalt havde jeg afgjort Graham´s som bedste hus. Fyldigere og med mere dybde samt vanlig sødme før som nu. Vertikalt var flere ting tydelige. For det første altså Graham´s stabilitet og evne til at bevare den høje kvalitet. For det andet var der for Novals vedkommende et tydeligt stilskifte fra de to ældste til den yngste. De nye ejere efter 1993 udviklede stilen mod mere koncentrerede og meget kraftige vine med stort lagringspotentiale, hvorimod de tidligere årgange havde tendens til at udvikle sig lidt i tawny-retning. Endelig pegede en del på, at Smith Woodhouse nok laver gode og fyldige vine, men med færre nuancer og ikke helt så langtidsholdbare som de øvrige huse.   

Afslutningsvist blev der stemt om vinene, og nærmest traditionen tro, var der forskelle de to hold imellem. Hold A, som jeg selv tilhørte, var mest for årgang 1970, mens hold B havde de to andre årgange med i top 3. Flaskeforskelle kan være årsagen. Samlet blev de fem første placeringer således:

1. Graham´s 1970 med 54 point

2. Quinta do Noval 1970 med 25 point

3. Graham´s 1985 med 24 point

4. Smith Woodhouse 2000 med 17 point

5. Warre´s 1970 med 15 point 

På den ene side lidt overraskende, at den unge årgang 2000 kunne gøre sig gældende. På den anden side har flere en forkærlighed for de unge, kraftige og frugtrige vine, ligesom potentiale også bør belønnes. Af samme grund gav jeg selv point til Graham´s 2000, mens jeg havde Graham´s 1970 og Noval 1970 på henholdsvis første- og andenpladsen.  

Holdes husene op mod hinanden var der samlet flest point til Graham´s efterfulgt af Smith Woodhouse, Noval og Warre´s. Årgangsmæssigt var der – ikke overraskende – flest stemmer til 1970 efterfulgt af 1985 og 2000.

Fremragende bog om fadoens historie

A History of Portuguese Fado. Sådan hedder den engelske oversættelse af Rui Vieira Nerys bog om fadoens historie. Og lad det være sagt med det samme: Det er en fremragende bog.

Teksten blev oprindeligt skrevet til avisen Públicos antologi med 20 CD´ere med fado, som blev udsendt i sommeren 2004. Forfatteren bearbejdede og udbyggede derefter teksterne, så de kunne samles i bogen ”Para uma História de Fado”.

Bogen bevæger sig kronologisk frem fra fadoens fødsel til starten af det nye årtusinde samt i et forord til den seneste udgave helt frem til i dag. Ja, faktisk begynder den før fadoen blev til, nemlig med rødderne i Brasilien i form af de afro-brasilianske danse, som frigivne slaver bragte med sig til Lissabon i løbet af 1800-tallet. Her blev de budt velkommen i de gamle kvarterer Mouraria og Alfama, hvor arbejdere, løsgængere, sømænd, prostituerede, kriminelle og ligesindede havde deres daglige gang. Der blev danset og snart også sunget på gader og i taverner og bordeller.

Med tiden vandt sangen over dansen, som først blev til bevægelser og positurer og siden forsvandt helt. Fadoen, som vi kender den i dag, var født, men dens udøvere var stadig prostituerede, alfonser og andre i de mere skumle miljøer.

Siden undergår fadoen mange transformationer. Den finder vej til de fine saloner, hvor den ledsages af klaverakkompagnement, til varietéteatrene og endelig til de mange fadohuse og såkaldte casas tipicas, som opstår under Estado Novo og især i tiden efter 2. verdenskrig.

Rui Vieira Nery balancerer fint mellem det biografiske og det musik- og samfundshistoriske. Vi hører om landets udvikling og de mange politiske omvæltninger, om melodi, rytmer og fadoens standardrepertoire, om instrumenterne og teksternes fra de burleske over de politiske til kærlighedssange, der emmer af saudade. Vi besøger teatrene, pladeselskaberne, radiostationerne, spillefilmene og ikke mindst fadohusene. Og vi stifter bekendtskab med en lang række af fadoens udøvere fra Severa og andre pionerer over ikoner som Alfredo Marceneiro, Maria Teresa de Noronha, Amália Rodrigues og Carlos do Carmo til de nye stjerner som Mariza, Ana Moura og Camané. Teksten bevæger sig flot frem og tilbage mellem den store og den lille historie, så fadoen hele tiden placeres i sin samtid.

Ikke mindst redegør Rui Vieira Nery for nogle af de store diskussioner, der har været gennem tiden, med det mål ligefrem at afmytologisere. Det gælder fadoens oprindelse, hvor han som nævnt fastslår, at oprindelsen var i de brasilianske danse og ikke i fx gamle sømandsviser, selv om havet så afgjort har inspireret tekstmæssigt. Han gør også omhyggeligt rede for de meget politiske fadosange fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Et lille eksempel herpå kunne være disse få linjer i den engelske oversættelse:

”Lives poor the poor worker

Who labours night and day…

Lives rich the wealthy usurer

In the bosom of the Bourgeoisie!”

I begyndelsen af 1900-tallet mødte fadoen da også stor modstand i intellektuelle kredse, som tog afstand fra såvel tekster som det miljø, der havde fostret den – en modstand der faktisk varede helt frem til midt af århundredet, hvor især en stjerne som Amália begyndte at benytte tekster af velansete digtere heriblandt den gamle nationalskjald Camões.

På tilsvarende vis redegør bogen fint og redeligt for fadoens status under Salazars Estado Novo, hvor den først ikke fik megen opmærksomhed, da den stadig var knyttet til miljøet omkring arbejderklassen, men siden blev dyrket som et væsentligt element i den nationale kultur, hvorfor den også blev renset for politisk indhold gennem censur. Alligevel endte det ikke i ren tandløshed og konformitet, da fx netop Amália brød med de vante rammer – ikke mindst gennem sit samarbejde med komponisten Alain Oulman.

Såvel Amália som Carlos do Carmo hyldes fortjent som store fornyere, der er med til at forhindre, at fadoen stivner i ren folklore – på samme vis som de seneste 20 års fornyelse, der vedbliver at eksperimentere og blande genrer og stilarter uden at vende ryggen til traditionen. Den traditionelle fado castico synges stadig, ligesom jazzen, tangoen og boleroen bydes op til dans, men nu også rocken og rapmusikken. Fadoen har fundet sin flotte plads på verdensmusikkens scene og har stor udbredelse, ligesom ungdommen igen har taget den til sig. Det er da også efterhånden de færreste, der afviser fadoen som et produkt af Estado Novo, som det naturligt hed sig i tiden lige efter revolutionen i 1974.

Historier og perspektiver er der således mange af hos Nery. Samtidig er bogen flot illustreret, hvilket ikke mindst skyldes et tæt samarbejdet med Museu do Fado. Og rent personligt, er det jo en fryd, at forsiden på denne engelske udgave, er et maleri af Júlio Pomar forestillende digteren Fernando Pessoa og fadosangeren Alfred Marceneiro – tre navne, som jeg holder meget af.

Jeg har læst en del bøger og artikler om fadoens historie – nogle bedre end andre. Rui Vieira Nerys bog er ikke blot repetition, men også ny læring og viden fortalt på en ligefrem måde. Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld ved at kalde A History of Portuguese Fado det autoritative værk på området.

Rui Vieira Nery: A History of Portuguese Fado. INCM (Impresa Nacional-Casa da Moeda) 2012.

Terra da Luz

Titlen på det nye og syvende album fra Mafalda Arnauth kan forstås på flere måder. Luz er afledt af Lusitanos, som var den oprindelige betegnelse for portugiserne. Men det betyder også lys. Terra da Luz henviser altså såvel til landet og hjemegnen som til lyset og livet i bredere forstand.

Tre år har albummet været undervejs, og ifølge Mafalda selv har hun brugt tiden til at genopdage sig selv som kunstner. Hvor hendes seneste album, Fadas, var en hyldest til store kvindelige fadosangere med tak for inspirationen, er der her tale om nye kompositioner. De fleste har hun selv skrevet, alene eller sammen med producer Tiago Machado, som også har arbejdet sammen med Marco Rodrigues, og som i sin tid komponerede “Ó gente da minha terra” til en tekst af Amália – et nummer  fadodivaen ikke selv indspillede, men som Mariza senere er blevet kendt for.
Der er enkelte skæringer på Terra da Luz, som med god vilje kan kaldes for fadosange. Men hovedparten er meget andet. For som Mafalda selv har forklaret det, er det portugisiske lydunivers større og mere mangfoldigt end fado:

- Det er et univers med nye lyde, nye ord, eventyr og udfordringer, der overskrider fadoens grænser, siger hun.

Allerede første skæring, ”Onde mora a vida”, signalerer både melodimæssigt og sangmæssigt, at vi ikke er i fadoens univers. Ja, selv ikke nummeret med titlen “Fado” er en egentlig fado, men en dejlig swingende komposition af Heróis do Mar – et portugisisk poprock band fra 80´erne med bl.a. Pedro Ayres Magalhães, som siden slog sine folder i Madredeus. Tættes kommer hun nok på ”De nós em nó”, som er en smuk duet med allesteds-nærværende Helder Moutinho, en af de mest betydningsfulde personer i nutidens fadomiljø i Lissabon. En anden meget stemningsfuld sang er ”Partiu de Madrugada” af Nuno Figueiredos fra gruppen Virgem Suta, hvor man genkender deres dejlige stil.

Det er altså tydeligt, at Mafalda Arnauth har ladet sin inspireret mange steder fra på dette nye album – og ikke mindst fra den portugisiske samtidsmusik fra pop over rock til jazz. Det sidste gælder fx en skæring som ”Deixa Passar”, som mixer fransk inspirerede toner med jazzklaver og pop. En enkelt sang på spansk er det også blevet til, hvilket snart af sædvanen for fadosangere.

Instrumenteringen er da heller ikke klassisk fadobesætning, men især domineret af Tiago Machados piano, men også Pedro Santoses akkordeon, hvorimod den portugisiske guitar kun dukker kun op på enkelte skæringer.

Mafalda Arnauths karriere blev indledt i 1995, da João Braga inviterede hende til at medvirke ved en koncert i Lissabon. Debutalbummet, som blot bar hendes eget navn, udkom i 1999 og siden er fulgt album som Diário (2005) og Flor de Fado (2008). Som repræsentant for den nye fado, Novo Fado, har hun langt fra holdt sig til det klassiske repertoire. Men med Terra da Luz må hun siges at have taget skridtet fuldt ud, men ingen tvivl om, at fadoen stadig er hende nær og ikke er forladt for evigt.

For mere konservative fadoelskere er et album som dette nok ikke velanset. Men skal fadoen vedblive at være levende og i udvikling, er det nødvendigt, at dens udøvere også udvikler sig og afsøger nye hjørner i musikken og nye dybder i sig selv. For som Mafalda Arnauth selv udtrykker det, er albummet også en påpegning af, at vi i vores indre og vores sjæl har en stort potentiale, som vi endnu kun kender lidt til. Hun har afsøgt stederne, hvorfra hun er kommet, og dermed føjet nyt til en flot karriere.

En Ariadnetråd til Rastløshedens bog

Jeg elsker de lange sommeraftener, roen i Baixa, og frem for alt den ro som understreges af kontrasten til den del af dagen som drukner i lutter larm. Rua do Arsenal, Rua do Alfândega, de lange triste gader, der strækker sig længere mod øst på den anden side af Alfândega, hele det område der er adskilt af de døde kajer – alt det gør mig vedkvægende mismodig, når jeg på sådanne aftener slår mig ned i deres ensomheds nærhed. Jeg lever i en tid der går forud for den jeg lever i…

Sådan står der på en af de første sider i Rastløshedens Bog – en lille bog, jeg ofte har haft med på mine rejser til Lissabon. På sin vis har bogen været mig en guide, da jeg kan genkende mange af de tanker og følelser, som forfatteren giver udtryk for. Men i modsætning til Bernardo Soares går jeg dog ikke rundt i en konstant tilstand af melankoli, dagdrømmeri og rastløshed.

Bogen menes at være blevet til i årene 1929-1934 og består af en række dagbogsagtige fragmenter, som blev fundet da den modernistiske digter Fernando Pessoa døde af skrumpelever i 1935. Med andre ord er Bernardo Soares en af de mange såkaldte heteronymer, Pessoa skabte. En af de stemmer, som hans samlede efterladte værk talte med.

Om Soares hedder det, at han er bogholderassistent af profession, men drømmer af natur. På mange måder ligner han dermed Pessoa selv. Hans dage går med arbejde på et kontor i Baixa, besøg på caféer og restauranter samt dagbogsskriveriet ved skrivebordet i det lille lejede værelse i Rua dos Douradores i Baixa. De mange korte og længere tekststykker byder på iagttagelser fra bylivet, filosofiske tanker og refleksioner over livet, kunsten og litteraturen.

For mig ville idealet være udelukkende at leve i romanform og være fritaget fra livet – at kunne læse om mine følelser og opleve min egen foragt for dem.

Rastløshedens Bog er skrevet og fundet som fragmenter og skal læses som så. Der er da også gennem årene kommet adskillige udgaver med forskellige bud på sammensætning og rækkefølge af notaterne – et stykke litteraturarkæologi, som nok aldrig bliver færdigt. Men samtidig kan den også forstås i sin helhed, som en ufortalt fortælling eller en ”uskrevet roman”, som den amerikanske litteraturforsker og ekspert i modernisme, Thomas J. Cousineau, kalder den i sin nye bog An Unwritten Novel.

Bogen er en form for guide til Rastløshedens Bog. Gennem kapitler som fokuserer på emner som byen, strukturen og fortælleren samt temaer som Daedalus-komplekset, leverer den en Ariadnetråd, der kan hjælpe vej gennem Pessoas labyrintiske mesterværk, som Cousineau selv skriver i sit forord.

Bogen er rig på referencer til andre forfattere, hvoraf de fleste også er at finde hos Soares. Borges, Aristoteles, Ovid, Dante, T.S. Eliot og Shakespeare for at nævne nogle af de væsentligste. Sagt med Aristoteleses poetik er Rastløshedens Bog uden start og slutning, men består af lutter midte. En ufortalt roman uden karakterer, dialog, fortælling og plot. Og selv om der – jævnfør ovennævnte citat – henvises til konkrete steder i Lissabon, sker dette på en helt anden måde end i Pessoas lille guidebog Lisboa: What the Tourist should see. Hvor guidebogen priser en lang række af byen steder og monumenter, udspiller handlingen i Rastløshedens Bog sig på gaden, i kontoret og i restauranter. Eller for nu at citere Cousineau:

”Soares alludes repeatedly to the tedium of his daily life, which is never relieved by the inspiring sight of a magnificent historical monument or an impressive public square”.

Samtidig er fortælleren selv en sammensat figur – på en gang almindelig kontoransat, et overmenneske i Nietzsches forstand samt en lærling i forhold til sine litterære forbilleder. Og først og fremmest er han en ordenes mand, der skaber kunst af sin lidelse. For som han selv udtrykker det:

Jeg er for en stor del den prosa jeg skriver. Jeg folder mig ud i sætninger og passager, jeg giver mig hen i tegnsætningen…

Thomas J. Cousineau er mere tekstnær i sin analyse, end han er biografisk. Det er selve bogen, dens fragmentariske indhold og dens referencer, der interesserer ham, og ikke så meget dens indplacering i Pessoas samlede forfatterskab og derned Bernardo Soares forhold til de øvrige heteronymer, Pessoa skabte. Dermed er bogen også et bevis på selve værkets høje kvalitet, som den nok så interessante og fascinerende historie om Pessoas mange fortællestemmer ikke kan skygge for.

Det kan være svært at følge de mange citater og henvisninger, da der som før nævnt ikke eksisterer en autoritativ udgave af Rastløshedens Bog.  Når det således ikke er lykkes mig at genfinde flere af citaterne, kan den simple årsag være, at de slet og ret ikke er med i den danske udgave. Nok kan Cousineau levere en Ariadnetråd, som giver et godt overblik og indblik i tematikken i de rastløse fragmenter af Soares liv og tanker og relaterer dem til litteraturhistorien. Men mysteriet består. Bogen modsætter sig en endelig tolkning og vil til stadighed udfordre, når jeg genlæser den. Eller for nu at slutte med endnu et citat fra Soares selv:

Jeg har altid vægret mig ved at blive forstået. Det er prostitution at blive forstået. Jeg foretrækker for alvor at blive opfattet som den jeg ikke er…

  

Thomas J. Cousineau: An Unwritten Novel. Dalkey Archive Press 2013.

Citatet fra ”Rastløshedens Bog” stammer fra den danske udgave, som er oversat af Ingemai Larsen og udkommet på Brøndum

Eusébios portvin

Benfica og portvin. Jeg holder af begge, og i går fik jeg faktisk mulighed for at opleve kombinationen. Og, nej jeg drak ikke portvin på Estádio da Luz i Lissabon, selv om det da kunne være dejligt. Men jeg smagte en speciel portvin, som blev sendt på markedet da fodboldlegenden Eusébio sidste år fyldte 70 år.

Den Sorte Panter, som Eusébio også kaldes, blev født i 1942 i Lourenço Marques - det nuværende Maputo i Mozambique. Han startede med at spille fodbold i den lokale amatørklub Os Brasileiros, hvor en talentspejder for italienske Juventus fik øje på ham. Der blev takket nej til tilbuddet, og i stedet senere ja til hans favorithold Benfica, hvorfor Eusébio flyttede til Lissabon som 18-årig.

Han spillede for den portugisiske storklub helt frem til 1975 og nåede at vinde 11 portugisiske mesterskaber, 5 pokalfinaler, 1 Europa Cup finale (61/62) – det nuværende Champions League – ud af 4 finaler. Det blev til hele 638 mål i 614 kampe for As Águias, Ørnene.

Under Salazar betragtede Portugal kolonierne som oversøiske regioner, hvorfor Eusébio kunne debutere for det portugisiske landshold i 1961. Her blev det til 41 mål i 64 kampe. Mest legendarisk er VM i 1966, hvor Portugal endte på 3. pladsen, og Eusébio blev turneringens topscore med 9 mål, hvoraf de 4 blev scoret i den berømte kamp mod Nordkorea. Portugal var bagud med 0-3, men fik – især takket være Den Sorte Panters indsats – vendt kampen til en 5-3 sejr (se klip nedenfor).   

Legenden er stadig at finde på Estádio da Luz, når Benfica spiller, ligesom der står en statue af ham foran stadion. Og i går var hans profil og underskrift så på etiketten af en af de portvine, vi skulle smage til The Vintage Port Clubs julesmagning med Tawny og Colheitas.

”Eusébio 70^th” blev udsendt i 2012 og er en 30 års tawny fra den lille Quinta das Gregocas ved Sambrosa i Douro. Der er lavet 638 magnumflasker svarende til det samlede antal mål, han nåede at score for Benfica. Vinen er der knap så meget at fortælle om. Lys brun med lidt røde nuancer, let sprittet i næsen, tørre frugter, fadpræg og en lettere floral stil, men uden den kraft og dybde andre 30 års Tawny kan have. Klart drikkelig, men historien og den flotte indpakning er bedre end selve indholdet.

Til gengæld bød smagningen på andre gode fadlagrede portvine. Kort fortalt er forskellen på Tawny med alder og Colheita, at de første er blended af forskellige årgange, så det rammer den stil, huset ønsker, hvorimod Colheita er fadlagret portvin fra ét og samme år.

Den samlede smageliste så således ud i den rækkefølge, vi fik dem serveret:

Maynard Colheita 1982

Feist Colheita 1983

Vista Alegre 30 års Tawny

Kopke Colheita 1984

Kopke 40 års Tawny

Pocas 40 års Tawny

Grahams 40 års Tawny

Andresen 40 års Tawny

Burmester Colheita 1957

Quinta das Gregocas Eusébio 70^th

Cristiano van Zellers Millennium Port, Colheita 1880

Feuerheerd Colheita 1990

Højdepunkterne var efter min mening Maynard 1982, Kopke 1984, Kopke 40 års, Burmester 1957 og Millennium Port.

Kopke er et udmærket Tawny hus, hvis man ellers er til den noget tunge portugisiske stil, hvor sødmen heldigvis balanceres af syre. Colheitaen havde godt med mandler og hasselnødder, let røget og lang eftersmag. 40 års bød på marcipan og dadler, god fedme og igen en røget stil.   

Maynard er altid en pleaser med sin cremede stil og godt med mandel og farin. Burmester blød og rund med mandler og en lang pebret eftersmag.

Millennium Port er lavet på et stort fad, som Cristiano van Zeller (tidligere Noval og nu Quinta do Vale D. Maria) faldt over, da han var på udkig efter stenlagares til sin quinta. Den blev købt, godkendt og aldersbestemt af portvinsinstituttet, frisket op med et skvat Niepoort Vintage 1945 og sendt på markedet som markering af årtusindeskiftet. I går var den noget uklar, men fuld af puddersukker, svesker, kanel og brændte figner. Kraftig og fyldig, men dog med lidt vel kort hale.

De første 8 vine blev smagt semiblindt med først fire på ca. 30 år og så fire på 40 år. Grahams, som ellers er en udmærket 40 års Tawny, havde det lidt svært i selskabet, da stilen er markant anderledes end de mere tunge vine, den var oppe imod.

http://www.youtube.com/watch?v=agmUnnjM8eQ

Delikatessen

Mísia må siges ikke bare at være en sanger, endsige fadosanger. Hun er en kunstner, der som en anden kamæleon pendler rundt i stilarter, udtryksformer, genrer og sprog, ligesom hun har optrådt på teater og i film.  

Derfor kan det ikke undre, at hun selv har mange forskellige inspirationskilder og en bred smag rent musikalsk. Det har hun vist på albums som Canto, der hyldede komponisten Carlos Paredes og Drama Box, der bestod af en blanding af fado, bolero og tango. Og det viser hun til fulde på sin nye CD med den usædvanlige titel Delikatessen – Café Concerto. Her har hun besøgt film- og musikhistorien på tværs af grænser og kontinenter, omarrangeret, indbudt gæster og givet det hele sit eget personlige præg. Ud kommer et kaotisk måltid, som hun selv formulerer det i covernoterne, hvor hun præsenterer albummet som en samling af hendes små livretter, hvilket altså begrunder titlen. Ingredienserne er sange, hun selv holder af fra forvundne tider, fra biograferne og fra forskellige kulturer og epoker.

Resultatet er meget spraglet. Til tider kitschet som på Contigo Aprendi, hvor hun synger duet med den mexicanske tenor Ramón Vargas eller lidt vel manisk og melodramatisk, som på åbningssangen Fado do Ciúme, der ligger milevidt fra Amálias version såvel tempomæssigt som rytmisk. Andre gange er det flot og afdæmpet som i hendes version af spanske Miguel Hernández´ smukke digt, Nanas de la Cebolla. Og andre gange igen muntert som på den lille cabaretagtige spanske bagatel Água Que No Has de Beber eller dansabelt som på Artur Ribeiros dejligt svingende Cha Cha Cha em Lisboa, der er sværd at holde kroppen i ro til.

En anden fadosang er Só nos Dois, som Tony de Matos gjorde kendt i filmen "A Canção da Saudade”, men som her har fået en tung basgang, der gør den mere mørk og dyster. Fadoen stikker altså sit hoved frem, men får et twist, så der er langt til den traditionelle fado, Mísia også har dyrket. I stedet får vi en smuk duet med brasilianske Adriana Calcanhotto på boleroen Que Será, latinsangerinden La Lupes Esas Lagrimas son Pocas med gæsteoptræden af folkrock gruppen Dead Combo, franske chansons som Edith Piafs Les Mots d´Amour og argentinske Astor Piazzollas Oblivion, som er hentet fra den italienske filminstruktør Marco Bellocchio’s film Henry IV fra 1984.

Filmreferencerne fortsætter med den afdæmpede og melankolske Chanson d´Helene, som Romy Schneider og Michel Piccoli fremførte i Claude Sautes ”Små ting i livet”. I Mísias version er Michel Piccoli udskiftet med selveste Iggy Pop, som med sin dybe stemme reciterer løs på fransk. Den gamle punksanger har da også på det seneste selv kastet sig over franske sange. Rækken af gæster er altså lang, men som Mísia selv skriver, er det rarest at indtage et godt måltid med andre. 

Albummet rummer mange udmærkede perler. Men som helhed er det strittende og uden retning. Der er lidt for mange forskelligartede ingredienser til at måltidet bliver harmonisk. Gæster ind og ud. Tempoet op og ned. Sange på spansk, fransk og portugisisk. Opera, latin og franske viser. Det kan være svært at holde styr på. Det kan fornøje, men er svært at fordøje.

Estacion de Rossio er fx en smuk spansk sang om Rossio-banegården i Lissabon, fremført af portugisiske Mísia, som har tilegnet skæringen den franske fotograf Sophie Calle, som hun tidligere har samarbejdet med. Lag på lag og omveje som en postmoderne leg. Det er underholdende og dygtigt udført, men jeg kan ikke lade være med at længes efter, at hun blot synger en af de mange klassiske fadosange, der på samme vis omhandler lokaliteter i Lissabon.

Mísias hjemmeside: http://www.uk.misia-online.com/

Filmklip med Tony de Matos: http://www.youtube.com/watch?v=9hY72be9ds0

Hvid portvin med alder på Børsen

Af alle portvinstyper synes den hvide at rangere lavest i hierarkiet. Brugbar som aperitif eller sød dessertvin, men uden klasse og kvalitet, lyder renomméet. Selv den nylancerede rosé ridder på en mere trendy bølge af smart ungdommelighed.

Derfor var det et godt initiativ fra Henrik Oldenburg at sætte fokus på hvid portvin med alder ved pressesmagningen under portvinsfestivalen på Børsen i mandags. Oldenburg havde inviteret Jim Reader fra C. da Silva og dermed Dalva Port til at kommentere smagningen af 10 forskellige af husets portvine, hvoraf de otte var hvide. Dalva rangerer normalt ikke højt på listen over portvinshuse, hvilket måske netop skyldes, at deres store styrke er hvid portvin med alder. Så smagningen gjorde altså tiltrængt både opmærksom på hvid port og på selve huset, som kan dateres tilbage til midten af 1800-tallet, hvor det blev grundlagt af den fra Brasilien tilflyttede Clemente da Silva. Jim Reader selv blev tilknyttet Dalva som konsulent, da han forlod Cockburns efter Symingtons overtagelse.

Dalva sælger godt med almindelig standard ruby og tawny til lande som Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Men dertil kommer altså et stor lager af gamle fade med Colheitas i såvel røde som hvide udgaver. Det var dem, der lokkede Jim Reader til firmaet, og det var selvfølgelig dem han havde medbragt til Børsen.

 Her er smagelisten:

Dry White: Lagret 2-3 år på fad. Tør, men ikke knastør (sukkerindholdet er på 45 g/l). Lys, let gylden i farven. Virker næsten sød i næsen med lemon, hyld og lidt fersken. Elegant og frisk.

Dry White Reserva: Lagret 6-7 år på fad. Gullig og mere mørke toner i næsen, let røget i stilen og tydeligt fadpræg. Lidt sødere og uden samme friskhed.

Dry White 10 års: Gylden i farven. Mere kompleks og mindre røget. En fin balance mellem sødme, frugt og syre. Pæn, lang eftersmag.

Dry White 20 års: Let brun, gylden. Nærmer sig ren tawny karakter. En del orange i duften og lidt figen og rosiner. Orange, mandler og honning i smagen. Pænt med syre.

Dry White 40 års: Ny på markedet. Let rødbrun. Lidt diskret i næsen til at begynde med, men kraftig og fyldig i smagen. Godt med frugt endnu og så selvfølgelig fadpræg. Et flot glas, som dog er mere let i stilen end tilsvarende rød tawny.

Golden White Colheita 1971: Mere sødme og en anden duft. Let røget, mandel og vanille fra fadet. Stadig pænt med syre  

Golden White Colheita 1963: Rigtig flot vin fra et topår. Mørkere, rødbrun. Lidt tungere i næsen med friskhed i smagen. Tørrede frugter og honning. Sødme, men også syre, så den er i flot balance.

Golden White Colheita 1952: Meget kraftig og med endnu mere syre, så den stadig er frisk og sprød. Karamel, honning og vanille og en lang, fin eftersmag.

Colheita 1966: Brun med duft af brun farin og mandler. Pænt sprittet og godt med syre.

Colheita 1975: Kirsebær i næsen, frugt, farin, nødder og mandler og sødme.

Efter den flotte hvide serie fulgte altså et par almindelige Colheitas til sammenligning. Og her klarede de hvide sig glimrende. Lettere og med mere friskhed og elegance. Samtidig sjovt at se, hvordan farvenuancerne nærmer sig hinanden efterhånden, som årene går. De to almindelige Colheitas var dog lidt mere rødbrune.

Jim Reader fortalte, at Dalva gerne vil udsende en Golden White for hvert årti, men de har endnu ikke besluttet hvilket år, der skal repræsentere 

80´erne og dermed følge i hælene på de tre allerede lancerede. Uden at vide, hvad der ligger i kælderen hos Dalva, kunne 83 eller 84 være bud.

Generelt er de hvide druer bedst i lidt køligere år, da for høje temperaturer kan resultere i overmodne druer. Et år som 1963 er dog fremragende på alle fronter, fortalte Jim Reader.

Efter Dalva-smagningen blev der disket op med hele 27 forskellige udgaver af Vintage 2011. Jeg havde smagt nogle af dem før og prøvede derfor ikke alle og tog kun sparsomme noter oven på de mange fadlagrede vine. Ferreira 2011 imponerede mig med sin kraft, frugt og sødme. Niepoort og Niepoort Bioma fra gamle vinmarker var også spændende. Taylor var flot og tilgængelig, og endelig smagte jeg Dalva, Delaforce, Royal Oporto, Dow´s og Ramos Pinto, hvor især de to sidste var meget lovende.

Selve Portvins festivalen bød på et par snakke med et par tilrejsende portugisere, den altid tilstedeværende Gustavo Devesas fra Symingtons og Rafael Molezun fra Real Companhia Velha.

Oven på pressesmagningen var det ikke så meget, jeg nåede at smage. Ferreira havde en fin 10 års hvid port, en kraftig og tilpas pebret LBV 2008 samt såvel 10 som 20 års tawny, hvor den sidste med navnet Duque de Braganca er fremragende. Dow´s bød på en rigtig dejlig Colheita 1986 med god frugt og afdæmpet sødme. Og så sluttede jeg traditionen tro med et glas Ramos Pinto i form af deres flotte 30 års tawny.

Apropos Dalvas hvide port med alder, virkede det som om, flere vælger at følge trop. Som Jim Reader også gav udtryk for, er det nok et voksende marked. Kvaliteten er i al fald ikke dårlig. På festivalen var der således flere stande med hvid port med alder. Foruden Ferreira, selvfølgelig Andresen, da de også er kendte for at satse på hvid port, men også fx Niepoort og Santa Eufemia, som jeg dog ikke nåede forbi.

Læs mere om Dalva her: http://www.cdasilva.pt/