mandag den 2. december 2013

En Ariadnetråd til Rastløshedens bog

Jeg elsker de lange sommeraftener, roen i Baixa, og frem for alt den ro som understreges af kontrasten til den del af dagen som drukner i lutter larm. Rua do Arsenal, Rua do Alfândega, de lange triste gader, der strækker sig længere mod øst på den anden side af Alfândega, hele det område der er adskilt af de døde kajer – alt det gør mig vedkvægende mismodig, når jeg på sådanne aftener slår mig ned i deres ensomheds nærhed. Jeg lever i en tid der går forud for den jeg lever i…
Sådan står der på en af de første sider i Rastløshedens Bog – en lille bog, jeg ofte har haft med på mine rejser til Lissabon. På sin vis har bogen været mig en guide, da jeg kan genkende mange af de tanker og følelser, som forfatteren giver udtryk for. Men i modsætning til Bernardo Soares går jeg dog ikke rundt i en konstant tilstand af melankoli, dagdrømmeri og rastløshed.
Bogen menes at være blevet til i årene 1929-1934 og består af en række dagbogsagtige fragmenter, som blev fundet da den modernistiske digter Fernando Pessoa døde af skrumpelever i 1935. Med andre ord er Bernardo Soares en af de mange såkaldte heteronymer, Pessoa skabte. En af de stemmer, som hans samlede efterladte værk talte med.
Om Soares hedder det, at han er bogholderassistent af profession, men drømmer af natur. På mange måder ligner han dermed Pessoa selv. Hans dage går med arbejde på et kontor i Baixa, besøg på caféer og restauranter samt dagbogsskriveriet ved skrivebordet i det lille lejede værelse i Rua dos Douradores i Baixa. De mange korte og længere tekststykker byder på iagttagelser fra bylivet, filosofiske tanker og refleksioner over livet, kunsten og litteraturen.
For mig ville idealet være udelukkende at leve i romanform og være fritaget fra livet – at kunne læse om mine følelser og opleve min egen foragt for dem.
Rastløshedens Bog er skrevet og fundet som fragmenter og skal læses som så. Der er da også gennem årene kommet adskillige udgaver med forskellige bud på sammensætning og rækkefølge af notaterne – et stykke litteraturarkæologi, som nok aldrig bliver færdigt. Men samtidig kan den også forstås i sin helhed, som en ufortalt fortælling eller en ”uskrevet roman”, som den amerikanske litteraturforsker og ekspert i modernisme, Thomas J. Cousineau, kalder den i sin nye bog An Unwritten Novel.
Bogen er en form for guide til Rastløshedens Bog. Gennem kapitler som fokuserer på emner som byen, strukturen og fortælleren samt temaer som Daedalus-komplekset, leverer den en Ariadnetråd, der kan hjælpe vej gennem Pessoas labyrintiske mesterværk, som Cousineau selv skriver i sit forord.
Bogen er rig på referencer til andre forfattere, hvoraf de fleste også er at finde hos Soares. Borges, Aristoteles, Ovid, Dante, T.S. Eliot og Shakespeare for at nævne nogle af de væsentligste. Sagt med Aristoteleses poetik er Rastløshedens Bog uden start og slutning, men består af lutter midte. En ufortalt roman uden karakterer, dialog, fortælling og plot. Og selv om der – jævnfør ovennævnte citat – henvises til konkrete steder i Lissabon, sker dette på en helt anden måde end i Pessoas lille guidebog Lisboa: What the Tourist should see. Hvor guidebogen priser en lang række af byen steder og monumenter, udspiller handlingen i Rastløshedens Bog sig på gaden, i kontoret og i restauranter. Eller for nu at citere Cousineau:
”Soares alludes repeatedly to the tedium of his daily life, which is never relieved by the inspiring sight of a magnificent historical monument or an impressive public square”.
Samtidig er fortælleren selv en sammensat figur – på en gang almindelig kontoransat, et overmenneske i Nietzsches forstand samt en lærling i forhold til sine litterære forbilleder. Og først og fremmest er han en ordenes mand, der skaber kunst af sin lidelse. For som han selv udtrykker det:
Jeg er for en stor del den prosa jeg skriver. Jeg folder mig ud i sætninger og passager, jeg giver mig hen i tegnsætningen…
Thomas J. Cousineau er mere tekstnær i sin analyse, end han er biografisk. Det er selve bogen, dens fragmentariske indhold og dens referencer, der interesserer ham, og ikke så meget dens indplacering i Pessoas samlede forfatterskab og derned Bernardo Soares forhold til de øvrige heteronymer, Pessoa skabte. Dermed er bogen også et bevis på selve værkets høje kvalitet, som den nok så interessante og fascinerende historie om Pessoas mange fortællestemmer ikke kan skygge for.
Det kan være svært at følge de mange citater og henvisninger, da der som før nævnt ikke eksisterer en autoritativ udgave af Rastløshedens Bog.  Når det således ikke er lykkes mig at genfinde flere af citaterne, kan den simple årsag være, at de slet og ret ikke er med i den danske udgave. Nok kan Cousineau levere en Ariadnetråd, som giver et godt overblik og indblik i tematikken i de rastløse fragmenter af Soares liv og tanker og relaterer dem til litteraturhistorien. Men mysteriet består. Bogen modsætter sig en endelig tolkning og vil til stadighed udfordre, når jeg genlæser den. Eller for nu at slutte med endnu et citat fra Soares selv:
Jeg har altid vægret mig ved at blive forstået. Det er prostitution at blive forstået. Jeg foretrækker for alvor at blive opfattet som den jeg ikke er…
  
Thomas J. Cousineau: An Unwritten Novel. Dalkey Archive Press 2013.

Citatet fra ”Rastløshedens Bog” stammer fra den danske udgave, som er oversat af Ingemai Larsen og udkommet på Brøndum



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar