Jeg elsker de lange
sommeraftener, roen i Baixa, og frem for alt den ro som understreges af
kontrasten til den del af dagen som drukner i lutter larm. Rua do Arsenal, Rua
do Alfândega, de lange triste gader, der strækker sig længere mod øst på den
anden side af Alfândega, hele det område der er adskilt af de døde kajer – alt
det gør mig vedkvægende mismodig, når jeg på sådanne aftener slår mig ned i
deres ensomheds nærhed. Jeg lever i en tid der går forud for den jeg lever i…
Sådan står der på en af de første sider i Rastløshedens Bog – en lille bog, jeg
ofte har haft med på mine rejser til Lissabon. På sin vis har bogen været mig
en guide, da jeg kan genkende mange af de tanker og følelser, som forfatteren
giver udtryk for. Men i modsætning til Bernardo Soares går jeg dog ikke rundt i
en konstant tilstand af melankoli, dagdrømmeri og rastløshed.
Bogen menes at være blevet til i årene 1929-1934 og består
af en række dagbogsagtige fragmenter, som blev fundet da den modernistiske
digter Fernando Pessoa døde af skrumpelever i 1935. Med andre ord er Bernardo
Soares en af de mange såkaldte heteronymer, Pessoa skabte. En af de stemmer,
som hans samlede efterladte værk talte med.
Om Soares hedder det, at han er bogholderassistent af
profession, men drømmer af natur. På mange måder ligner han dermed Pessoa selv.
Hans dage går med arbejde på et kontor i Baixa, besøg på caféer og restauranter
samt dagbogsskriveriet ved skrivebordet i det lille lejede værelse i Rua dos
Douradores i Baixa. De mange korte og længere tekststykker byder på
iagttagelser fra bylivet, filosofiske tanker og refleksioner over livet,
kunsten og litteraturen.
For mig ville idealet
være udelukkende at leve i romanform og være fritaget fra livet – at kunne læse
om mine følelser og opleve min egen foragt for dem.
Rastløshedens Bog
er skrevet og fundet som fragmenter og skal læses som så. Der er da også gennem
årene kommet adskillige udgaver med forskellige bud på sammensætning og
rækkefølge af notaterne – et stykke litteraturarkæologi, som nok aldrig bliver
færdigt. Men samtidig kan den også forstås i sin helhed, som en ufortalt
fortælling eller en ”uskrevet roman”, som den amerikanske litteraturforsker og
ekspert i modernisme, Thomas J. Cousineau, kalder den i sin nye bog An Unwritten Novel.
Bogen er en form for guide til Rastløshedens Bog. Gennem kapitler som fokuserer på emner som byen,
strukturen og fortælleren samt temaer som Daedalus-komplekset, leverer den en
Ariadnetråd, der kan hjælpe vej gennem Pessoas labyrintiske mesterværk, som
Cousineau selv skriver i sit forord.
Bogen er rig på referencer til andre forfattere, hvoraf de
fleste også er at finde hos Soares. Borges, Aristoteles, Ovid, Dante, T.S.
Eliot og Shakespeare for at nævne nogle af de væsentligste. Sagt med
Aristoteleses poetik er Rastløshedens Bog
uden start og slutning, men består af lutter midte. En ufortalt roman uden
karakterer, dialog, fortælling og plot. Og selv om der – jævnfør ovennævnte
citat – henvises til konkrete steder i Lissabon, sker dette på en helt anden
måde end i Pessoas lille guidebog Lisboa:
What the Tourist should see. Hvor guidebogen priser en lang række af byen
steder og monumenter, udspiller handlingen i Rastløshedens Bog sig på gaden, i kontoret og i restauranter. Eller
for nu at citere Cousineau:
”Soares alludes
repeatedly to the tedium of his daily life, which is never relieved by the
inspiring sight of a magnificent historical monument or an impressive public
square”.
Samtidig er fortælleren selv en sammensat figur – på en gang
almindelig kontoransat, et overmenneske i Nietzsches forstand samt en lærling i
forhold til sine litterære forbilleder. Og først og fremmest er han en ordenes
mand, der skaber kunst af sin lidelse. For som han selv udtrykker det:
Jeg er for en stor del
den prosa jeg skriver. Jeg folder mig ud i sætninger og passager, jeg giver mig
hen i tegnsætningen…
Thomas J. Cousineau er mere tekstnær i sin analyse, end han
er biografisk. Det er selve bogen, dens fragmentariske indhold og dens
referencer, der interesserer ham, og ikke så meget dens indplacering i Pessoas
samlede forfatterskab og derned Bernardo Soares forhold til de øvrige
heteronymer, Pessoa skabte. Dermed er bogen også et bevis på selve værkets høje
kvalitet, som den nok så interessante og fascinerende historie om Pessoas mange
fortællestemmer ikke kan skygge for.
Det kan være svært at følge de mange citater og
henvisninger, da der som før nævnt ikke eksisterer en autoritativ udgave af Rastløshedens Bog. Når det således ikke er lykkes mig at genfinde
flere af citaterne, kan den simple årsag være, at de slet og ret ikke er med i
den danske udgave. Nok kan Cousineau levere en Ariadnetråd, som giver et godt
overblik og indblik i tematikken i de rastløse fragmenter af Soares liv og
tanker og relaterer dem til litteraturhistorien. Men mysteriet består. Bogen
modsætter sig en endelig tolkning og vil til stadighed udfordre, når jeg
genlæser den. Eller for nu at slutte med endnu et citat fra Soares selv:
Jeg har altid vægret
mig ved at blive forstået. Det er prostitution at blive forstået. Jeg
foretrækker for alvor at blive opfattet som den jeg ikke er…
Thomas J. Cousineau: An Unwritten Novel. Dalkey
Archive Press 2013.
Citatet fra
”Rastløshedens Bog” stammer fra den danske udgave, som er oversat af Ingemai
Larsen og udkommet på Brøndum
Ingen kommentarer:
Send en kommentar