Terra da Luz

Titlen på det nye og syvende album fra Mafalda Arnauth kan forstås på flere måder. Luz er afledt af Lusitanos, som var den oprindelige betegnelse for portugiserne. Men det betyder også lys. Terra da Luz henviser altså såvel til landet og hjemegnen som til lyset og livet i bredere forstand.

Tre år har albummet været undervejs, og ifølge Mafalda selv har hun brugt tiden til at genopdage sig selv som kunstner. Hvor hendes seneste album, Fadas, var en hyldest til store kvindelige fadosangere med tak for inspirationen, er der her tale om nye kompositioner. De fleste har hun selv skrevet, alene eller sammen med producer Tiago Machado, som også har arbejdet sammen med Marco Rodrigues, og som i sin tid komponerede “Ó gente da minha terra” til en tekst af Amália – et nummer  fadodivaen ikke selv indspillede, men som Mariza senere er blevet kendt for.
Der er enkelte skæringer på Terra da Luz, som med god vilje kan kaldes for fadosange. Men hovedparten er meget andet. For som Mafalda selv har forklaret det, er det portugisiske lydunivers større og mere mangfoldigt end fado:

- Det er et univers med nye lyde, nye ord, eventyr og udfordringer, der overskrider fadoens grænser, siger hun.

Allerede første skæring, ”Onde mora a vida”, signalerer både melodimæssigt og sangmæssigt, at vi ikke er i fadoens univers. Ja, selv ikke nummeret med titlen “Fado” er en egentlig fado, men en dejlig swingende komposition af Heróis do Mar – et portugisisk poprock band fra 80´erne med bl.a. Pedro Ayres Magalhães, som siden slog sine folder i Madredeus. Tættes kommer hun nok på ”De nós em nó”, som er en smuk duet med allesteds-nærværende Helder Moutinho, en af de mest betydningsfulde personer i nutidens fadomiljø i Lissabon. En anden meget stemningsfuld sang er ”Partiu de Madrugada” af Nuno Figueiredos fra gruppen Virgem Suta, hvor man genkender deres dejlige stil.

Det er altså tydeligt, at Mafalda Arnauth har ladet sin inspireret mange steder fra på dette nye album – og ikke mindst fra den portugisiske samtidsmusik fra pop over rock til jazz. Det sidste gælder fx en skæring som ”Deixa Passar”, som mixer fransk inspirerede toner med jazzklaver og pop. En enkelt sang på spansk er det også blevet til, hvilket snart af sædvanen for fadosangere.

Instrumenteringen er da heller ikke klassisk fadobesætning, men især domineret af Tiago Machados piano, men også Pedro Santoses akkordeon, hvorimod den portugisiske guitar kun dukker kun op på enkelte skæringer.

Mafalda Arnauths karriere blev indledt i 1995, da João Braga inviterede hende til at medvirke ved en koncert i Lissabon. Debutalbummet, som blot bar hendes eget navn, udkom i 1999 og siden er fulgt album som Diário (2005) og Flor de Fado (2008). Som repræsentant for den nye fado, Novo Fado, har hun langt fra holdt sig til det klassiske repertoire. Men med Terra da Luz må hun siges at have taget skridtet fuldt ud, men ingen tvivl om, at fadoen stadig er hende nær og ikke er forladt for evigt.

For mere konservative fadoelskere er et album som dette nok ikke velanset. Men skal fadoen vedblive at være levende og i udvikling, er det nødvendigt, at dens udøvere også udvikler sig og afsøger nye hjørner i musikken og nye dybder i sig selv. For som Mafalda Arnauth selv udtrykker det, er albummet også en påpegning af, at vi i vores indre og vores sjæl har en stort potentiale, som vi endnu kun kender lidt til. Hun har afsøgt stederne, hvorfra hun er kommet, og dermed føjet nyt til en flot karriere.