A History of Portuguese Fado. Sådan hedder den engelske
oversættelse af Rui Vieira Nerys bog om fadoens historie. Og lad det være sagt
med det samme: Det er en fremragende bog.
Teksten blev oprindeligt skrevet til avisen Públicos antologi
med 20 CD´ere med fado, som blev udsendt i sommeren 2004. Forfatteren
bearbejdede og udbyggede derefter teksterne, så de kunne samles i bogen ”Para
uma História de Fado”.
Bogen bevæger sig kronologisk frem fra fadoens fødsel til
starten af det nye årtusinde samt i et forord til den seneste udgave helt frem
til i dag. Ja, faktisk begynder den før fadoen blev til, nemlig med rødderne i
Brasilien i form af de afro-brasilianske danse, som frigivne slaver bragte med
sig til Lissabon i løbet af 1800-tallet. Her blev de budt velkommen i de gamle
kvarterer Mouraria og Alfama, hvor arbejdere, løsgængere, sømænd, prostituerede,
kriminelle og ligesindede havde deres daglige gang. Der blev danset og snart
også sunget på gader og i taverner og bordeller.
Med tiden vandt sangen over dansen, som først blev til
bevægelser og positurer og siden forsvandt helt. Fadoen, som vi kender den i
dag, var født, men dens udøvere var stadig prostituerede, alfonser og andre i
de mere skumle miljøer.
Siden undergår fadoen mange transformationer. Den finder vej
til de fine saloner, hvor den ledsages af klaverakkompagnement, til
varietéteatrene og endelig til de mange fadohuse og såkaldte casas tipicas, som opstår under Estado
Novo og især i tiden efter 2. verdenskrig.
Rui Vieira Nery balancerer fint mellem det biografiske og
det musik- og samfundshistoriske. Vi hører om landets udvikling og de mange
politiske omvæltninger, om melodi, rytmer og fadoens standardrepertoire, om
instrumenterne og teksternes fra de burleske over de politiske til
kærlighedssange, der emmer af saudade. Vi besøger teatrene, pladeselskaberne,
radiostationerne, spillefilmene og ikke mindst fadohusene. Og vi stifter
bekendtskab med en lang række af fadoens udøvere fra Severa og andre pionerer
over ikoner som Alfredo Marceneiro, Maria Teresa de Noronha, Amália Rodrigues
og Carlos do Carmo til de nye stjerner som Mariza, Ana Moura og Camané. Teksten
bevæger sig flot frem og tilbage mellem den store og den lille historie, så
fadoen hele tiden placeres i sin samtid.
Ikke mindst redegør Rui Vieira Nery for nogle af de store
diskussioner, der har været gennem tiden, med det mål ligefrem at afmytologisere.
Det gælder fadoens oprindelse, hvor han som nævnt fastslår, at oprindelsen var
i de brasilianske danse og ikke i fx gamle sømandsviser, selv om havet så
afgjort har inspireret tekstmæssigt. Han gør også omhyggeligt rede for de meget
politiske fadosange fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Et
lille eksempel herpå kunne være disse få linjer i den engelske oversættelse:
”Lives poor the poor worker
Who labours
night and day…
Lives rich the
wealthy usurer
In the
bosom of the Bourgeoisie!”
I begyndelsen af 1900-tallet mødte fadoen da også stor
modstand i intellektuelle kredse, som tog afstand fra såvel tekster som det
miljø, der havde fostret den – en modstand der faktisk varede helt frem til
midt af århundredet, hvor især en stjerne som Amália begyndte at benytte
tekster af velansete digtere heriblandt den gamle nationalskjald Camões.
På tilsvarende vis redegør bogen fint og redeligt for
fadoens status under Salazars Estado Novo, hvor den først ikke fik megen
opmærksomhed, da den stadig var knyttet til miljøet omkring arbejderklassen, men
siden blev dyrket som et væsentligt element i den nationale kultur, hvorfor den
også blev renset for politisk indhold gennem censur. Alligevel endte det ikke i
ren tandløshed og konformitet, da fx netop Amália brød med de vante rammer –
ikke mindst gennem sit samarbejde med komponisten Alain Oulman.
Såvel Amália som Carlos do Carmo hyldes fortjent som store
fornyere, der er med til at forhindre, at fadoen stivner i ren folklore – på
samme vis som de seneste 20 års fornyelse, der vedbliver at eksperimentere og
blande genrer og stilarter uden at vende ryggen til traditionen. Den
traditionelle fado castico synges
stadig, ligesom jazzen, tangoen og boleroen bydes op til dans, men nu også
rocken og rapmusikken. Fadoen har fundet sin flotte plads på verdensmusikkens
scene og har stor udbredelse, ligesom ungdommen igen har taget den til sig. Det
er da også efterhånden de færreste, der afviser fadoen som et produkt af Estado
Novo, som det naturligt hed sig i tiden lige efter revolutionen i 1974.
Historier og perspektiver er der således mange af hos Nery.
Samtidig er bogen flot illustreret, hvilket ikke mindst skyldes et tæt
samarbejdet med Museu do Fado. Og rent personligt, er det jo en fryd, at
forsiden på denne engelske udgave, er et maleri af Júlio Pomar forestillende
digteren Fernando Pessoa og fadosangeren Alfred Marceneiro – tre navne, som jeg
holder meget af.
Jeg har læst en del bøger og artikler om fadoens historie –
nogle bedre end andre. Rui Vieira Nerys bog er ikke blot repetition, men også
ny læring og viden fortalt på en ligefrem måde. Jeg tror ikke, at jeg tager
munden for fuld ved at kalde A History of
Portuguese Fado det autoritative værk på området.
Rui Vieira Nery: A History of Portuguese Fado. INCM
(Impresa Nacional-Casa da Moeda) 2012.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar