torsdag den 23. januar 2014

Triathlon for portvin

Fire huse i tre årgange. Dermed var der lagt op til såvel en vertikal som en horisontal smagning i The Vintage Port Club onsdag aften. Husene var Quinta do Noval, Graham´s, Warre´s og Smith Woodhouse, som alle blev smagt i vintage 1970, 1985 og 2000.
Alle årgange rangerer højt på portvinsnydernes rangliste. 1970 er decideret en klassisk årgang med 41 huse, der erklærede vintage. Høj varme sidst på sæsonen og under høsten. Druerne var som rosiner, da de var modne. Året var samtidig skelsættende, da mange huse nu var gået over til mekanisk presning frem for fodtrædning. Senere fortrød de og genetablerede lagares, så druerne til vintage igen kunne komme under føddernes behandling. Endelig var 1970 også det sidste år, hvor det var tilladt at flaske vinen uden for Gaia.
1985 er langt mere omstridt. Der blev høstet under optimale forhold. 46 huse deklarerede, og vinene fik flotte bedømmelser, da de kom ud. Men efter nogle år på flaske begyndte en del af dem at opføre sig underligt. I dag er kvaliteten derfor meget svingende – fra det fremragende til det næsten udrikkelige.
Millenniumårgangen bød på lille høst – nogle steder kun 30 % af det normale. Til gengæld var kvaliteten i top, og høsten forløb ideelt, hvorfor 51 huse deklarerede vintage. Endnu et klassisk år med stort potentiale. Men stadig unge vine, som har brug for tid.


Vinene blev serveret semiblind i flights på fire, men i 12 glas, så vi afslutningsvis kunne sammenligne dem alle. Der var altså mulighed for både at vurdere de fire huse i samme årgang og det enkelte hus i tre årgange med 15 år imellem. Først fik vi de fire fra 1970, derefter de fire fra 1985 og endelig de sidste fire. Efter hver flight blev vinene afsløret.
Generelt var de ældste vine klart lysere og mere modne. Såvel Noval som Graham´s 1970 var flotte og harmoniske. Noval lysere i stilen og lettere floral, men med pebret hale. Graham´s stadig fyldig og kraftig og med en skøn, lang eftersmag. Et virkeligt flot glas. Warre´s var mørk, let krydret og med lang eftersmag. Smith Woodhouse brunlig og desværre med lidt acetone i næsen.
Graham´s var også fuld af kraft og frugt i årgang 1985, hvor den faktisk stadig farvede glasset rødt. Men den havde en noget stikkende smag, som dog aftog med tiden. Warre´s og Noval var helt lyse – sidstnævnte tawnyagtig og uden frugtpræg og med lidt orange i smagen. Smith Woodhouse var noget endimensional og mindede mere om en LBV. 
Der var som forventet fuld power på årgang 2000. Masser af frugt, syre og godt med tanniner samt kærnemælkspræg i næsen. Smith Woodhouse meget ligefrem, Graham´s med mere dybde og lidt urter og kostald i duften – og overraskende velbalanceret. Warre´s havde en lang pebret eftersmag, mens Noval var meget mørk, med mørke frugter i smagen samt tør i stilen. 
Set horisontalt havde jeg afgjort Graham´s som bedste hus. Fyldigere og med mere dybde samt vanlig sødme før som nu. Vertikalt var flere ting tydelige. For det første altså Graham´s stabilitet og evne til at bevare den høje kvalitet. For det andet var der for Novals vedkommende et tydeligt stilskifte fra de to ældste til den yngste. De nye ejere efter 1993 udviklede stilen mod mere koncentrerede og meget kraftige vine med stort lagringspotentiale, hvorimod de tidligere årgange havde tendens til at udvikle sig lidt i tawny-retning. Endelig pegede en del på, at Smith Woodhouse nok laver gode og fyldige vine, men med færre nuancer og ikke helt så langtidsholdbare som de øvrige huse.   
Afslutningsvist blev der stemt om vinene, og nærmest traditionen tro, var der forskelle de to hold imellem. Hold A, som jeg selv tilhørte, var mest for årgang 1970, mens hold B havde de to andre årgange med i top 3. Flaskeforskelle kan være årsagen. Samlet blev de fem første placeringer således:
1. Graham´s 1970 med 54 point
2. Quinta do Noval 1970 med 25 point
3. Graham´s 1985 med 24 point
4. Smith Woodhouse 2000 med 17 point
5. Warre´s 1970 med 15 point 
På den ene side lidt overraskende, at den unge årgang 2000 kunne gøre sig gældende. På den anden side har flere en forkærlighed for de unge, kraftige og frugtrige vine, ligesom potentiale også bør belønnes. Af samme grund gav jeg selv point til Graham´s 2000, mens jeg havde Graham´s 1970 og Noval 1970 på henholdsvis første- og andenpladsen.  

Holdes husene op mod hinanden var der samlet flest point til Graham´s efterfulgt af Smith Woodhouse, Noval og Warre´s. Årgangsmæssigt var der – ikke overraskende – flest stemmer til 1970 efterfulgt af 1985 og 2000.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar